Samling af Afgørelser
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
7. marts 2013 *
»Appel — forbindelser udadtil — aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart — forordning (EØF) nr. 2408/92 — EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet — artikel 8 og 9 — anvendelsesområde — udøvelse af trafikrettigheder — beslutning 2004/12/EF — tyske foranstaltninger i forbindelse med indflyvningsvejene til Zürich lufthavn — begrundelsespligt — forbud mod forskelsbehandling — proportionalitet — bevisbyrde«
I sag C-547/10 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den
19. november 2010,
Det Schweiziske Forbund ved Xxxxxxxxxxxx X. Xxxxxxxxxxx,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved T. xxx Xxxx, X. Xxxxxxxxx og X.-X. Xxxxxx, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
støttet af:
Forbundsrepublikken Tyskland ved X. Xxxxx, som befuldmægtiget, bistået af Xxxxxxxxxxxx
X. Xxxxxx,
Landkreis Waldshut ved Xxxxxxxxxxxx X. Xxxxx Xxxxxx,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
intervenienter i første instans,
sammensat af dommerne X. Xxxxx xx Xxxxxxxx (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, og K. Xxxxxxxx, X. Xxxxxx, X. xxx Xxxxxxx og X. Šváby,
generaladvokat: N. Jääskinen
justitssekretær: kontorchef M.-A. Gaudissart,
* Processprog: tysk.
DA
ECLI:EU:C:2013:139 1
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. april 2012,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. september 2012, afsagt følgende
Dom
1 Med appellen har Det Schweiziske Forbund nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. september 2010, Schweiz mod Kommissionen (sag T-319/05, Sml. II,
s. 4265, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det af Det Schweiziske Forbund anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2004/12/EF af 5. december 2003 om en procedure i forbindelse med anvendelsen af artikel 18, stk. 2, første punktum, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart og af Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 (sag TREN/AMA/11/03 – tyske foranstaltninger i forbindelse med indflyvningsvejene til Zürich lufthavn) (EUT 2004 L 4, s. 13, herefter »den anfægtede beslutning«).
Retsforskrifter
Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart
2 Artikel 1 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart, som blev undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999 og godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 2002/309/EF, Euratom, truffet af Rådet og Kommissionen, for så vidt angår aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, den 4. april 2002 om indgåelse af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund (EFT L 114, s. 1, herefter »aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart«), bestemmer følgende:
»1. Denne aftale indeholder civile luftfartsregler for de kontraherende parter. Disse regler griber ikke ind i EF-traktatens bestemmelser og navnlig ikke i Fællesskabets nuværende kompetence i henhold til disse eller deraf afledte bestemmelser eller til den relevante fællesskabslovgivning, som er angivet i aftalens bilag.
2. Denne aftales bestemmelser og de forordninger og direktiver, som er anført i bilaget, gælder derfor på betingelserne i det følgende. Gennemførelse og anvendelse af bestemmelser, som i alt væsentligt er identiske med tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten og retsakter, der er blevet vedtaget på grundlag af den, fortolkes i overensstemmelse med afgørelser og kendelser truffet af De Europæiske Fællesskabers Domstol og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber fra tiden før denne aftales underskrivelsestidspunkt. Afgørelser, som træffes efter aftalens underskrivelsestidspunkt, meddeles Schweiz. For at sikre, at aftalen fungerer korrekt, bestemmes de sidstnævnte afgørelsers og kendelsers konsekvenser af det fælles udvalg, hvis en af de kontraherende parter anmoder om det.«
3 Artikel 2 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart har følgende ordlyd:
»Bestemmelserne i denne aftale og dens bilag gælder i den udstrækning, de angår luftfarten eller anliggender i direkte tilknytning til den, således som angivet i aftalens bilag.«
4 Aftalens artikel 3 bestemmer følgende:
»Bortset fra eventuelle særlige bestemmelser i denne aftale forbydes enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for aftalens rammer.«
5 I aftalens artikel 15, stk. 1, bestemmes:
»Medmindre andet er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 [af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet (EFT L 240, s. 8)], der indgår i bilaget
— tildeles EF-luftfartsselskaber og schweiziske luftfartsselskaber trafikrettigheder mellem et hvilket som helst punkt i Schweiz og et hvilket som helst sted i Fællesskabet
[…]«
6 Aftalens artikel 18 bestemmer følgende:
»1. Under hensyntagen til stk. 2 og bestemmelserne i kapitel 2 er de kontraherende parter hver især ansvarlige for, at aftalen håndhæves på deres territorium, det gælder især de forordninger og direktiver, som er opført i bilaget.
2. I spørgsmål, der drejer sig om luftfartstjenester, som skal godkendes i henhold til kapitel 3, har Fællesskabets institutioner den myndighed, der tillægges dem i de forordninger og direktiver, hvis anvendelse direkte stadfæstes i bilaget. Hvis Schweiz har truffet eller planlægger at træffe miljøforanstaltninger i henhold til artikel 8, stk. 2, eller artikel 9 i [forordning nr. 2408/92], skal det fælles udvalg på en af de kontraherende parters anmodning imidlertid afgøre, om disse foranstaltninger er i overensstemmelse med aftalen.
[…]«
7 I henhold til artikel 20 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart henhører alle spørgsmål i forbindelse med gyldigheden af afgørelser, som Fællesskabets institutioner træffer på grundlag af den kompetence, denne aftale giver dem, udelukkende under De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence.
8 Det fastsættes i aftalens bilag, at når retsakterne, som bilaget henviser til, omtaler Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater eller betingelserne for forbindelsen med dem, gælder omtalen også Det Schweiziske Forbund eller betingelserne for forbindelser med dette.
9 Bilaget henviser bl.a. til forordning nr. 2408/92.
Forordning nr. 2408/92
10 Artikel 2 i forordning nr. 2408/92 har følgende ordlyd:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
f) »trafikrettighed«, et luftfartsselskabs ret til at transportere passagerer, fragt og/eller post i trafikflyvning mellem to EF-lufthavne
[…]«
11 Forordningens artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:
»Medmindre andet følger af denne forordning, tillader den (de) berørte medlemsstat(er) EF-luftfartsselskaber at udøve trafikrettigheder på ruter inden for Fællesskabet.«
12 Forordningens artikel 8, stk. 1-3, bestemmer:
»1. Denne forordning berører ikke en medlemsstats ret til at fastlægge fordelingen af trafikken på de enkelte lufthavne inden for et lufthavnssystem, når det sker uden forskelsbehandling på grundlag af luftfartsselskabets nationalitet eller identitet.
2. Udøvelse af trafikrettigheder er underkastet offentliggjorte fællesskabsbestemmelser samt nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift i henseende til sikkerhed og miljøbeskyttelse samt tildeling af afgangs- og ankomsttidspunkter.
3. Efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ undersøger Kommissionen anvendelsen af stk. 1 og 2 og træffer inden en måned efter modtagelsen af anmodningen efter høring af det i artikel 11 omhandlede udvalg beslutning om, hvorvidt medlemsstaten kan fortsætte med at anvende de foranstaltninger, der er truffet. Kommissionen meddeler Rådet og medlemsstaterne sin beslutning.«
13 Forordningens artikel 9 bestemmer:
»1. Når der er tale om alvorlige overbelastnings- og/eller miljøproblemer, kan den ansvarlige medlemsstat under overholdelse af denne artikel indføre betingelser for, begrænse eller nægte udøvelsen af trafikrettigheder, navnlig når et tilfredsstillende serviceniveau kan nås med andre transportformer.
2. Foranstaltninger, som en medlemsstat træffer i overensstemmelse med stk. 1:
— må ikke føre til forskelsbehandling på grundlag af luftfartsselskabets nationalitet eller identitet
— skal have en begrænset gyldighedsperiode, der ikke må overstige tre år, hvorefter de skal tages op til fornyet overvejelse
— må ikke på urimelig måde berøre denne forordnings målsætninger
— må ikke føre til urimelig konkurrenceforvridning mellem luftfartsselskaberne
— må ikke være mere restriktive, end hvad der er nødvendigt til løsning af problemerne.
3. Når en medlemsstat finder, at en foranstaltning som omhandlet i stk. 1 er nødvendig, skal den mindst tre måneder inden foranstaltningens ikrafttræden underrette de andre medlemsstater og Kommissionen samt give passende begrundelse for den. Foranstaltningen kan iværksættes, medmindre den inden en måned efter modtagelsen af underretningen anfægtes af en berørt medlemsstat, eller Kommissionen tager den op til yderligere undersøgelse i henhold til stk. 4.
4. På anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ undersøger Kommissionen de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger. Hvis Kommissionen en måned efter modtagelse af underretning i henhold til stk. 3 tager foranstaltningen op til undersøgelse, skal den samtidig meddele, om foranstaltningen, helt eller delvis, kan iværksættes i undersøgelsesperioden, idet der herved især skal ses på muligheden for uoprettelige virkninger. Efter høring af det i artikel 10 omhandlede udvalg tager Kommissionen en måned efter modtagelsen af alle nødvendige oplysninger stilling til, om foranstaltningen er relevant og i overensstemmelse med denne forordning og ikke strider mod fællesskabsretten i øvrigt. Kommissionen meddeler Rådet og medlemsstaterne sin beslutning. Indtil denne foreligger, kan Kommissionen indføre midlertidige forholdsregler herunder hel eller delvis suspension af foranstaltningen, hvorved der især skal ses på muligheden for uoprettelige virkninger.
[…]«
Sagens faktiske omstændigheder
14 Zürich lufthavn ligger i Kloten (Schweiz), nordøst for Zürich (Schweiz) og ca. 15 km sydøst for grænsen mellem Schweiz og Tyskland. Den har tre start- og landingsbaner, nemlig en vest-øst bane (10/28), en nord-syd bane (16/34), som krydser vest-øst-banen, og en nordvest-sydøst bane (14/32), som er uafhængig af de to andre. De fleste afgange i dagens løb foregår fra vest-øst-banen med retning mod vest, mens de fleste tidlige morgen- og sene aftenafgange benytter nord-syd-banen med retning mod nord. Ankommende fly benytter fortrinsvis nordvest-sydøst-banen og kommer ind fra nordøst. På grund af den nære beliggenhed ved den tyske grænse må alle fly, som lander i Zürich fra nord eller nordvest, benytte tysk luftrum under landingen.
15 Benyttelsen af tysk luftrum ved indflyvning til og udflyvning fra Zürich lufthavn har været reguleret af en bilateral aftale mellem Det Schweiziske Forbund og Forbundsrepublikken Tyskland af 17. september 1984, som Forbundsrepublikken Tyskland opsagde den 22. marts 2000 med virkning fra den 31. maj 2001 på grund af gennemførelsesproblemer.
16 Den 18. oktober 2001 undertegnede Forbundsrepublikken Tyskland og Det Schweiziske Forbund en ny aftale, som ikke er blevet ratificeret.
17 Den 15. januar 2003 offentliggjorde de tyske luftfartsmyndigheder 213. forordning om gennemførelse af de tyske luftfartsbestemmelser i forbindelse med instrumentlanding og instrumentstart i Zürich lufthavn. Denne forordning fastsatte en række foranstaltninger, der begrænsede mulighederne for indflyvning til Zürich lufthavn fra den 18. januar 2003.
18 Den 4. april 2003 offentliggjorde de tyske luftfartsmyndigheder den første forordning om ændring af
213. forordning (herefter »213. forordning med senere ændringer«). Ændringen trådte i kraft den
17. april 2003.
19 De foranstaltninger, der var fastsat i 213. forordning med senere ændringer, tilsigtede i det væsentlige at forhindre overflyvning i lav højde over tysk territorium i nærheden af den schweiziske grænse under normale vejrforhold mellem kl. 21 og kl. 7 på hverdage og mellem kl. 20 og kl. 9 i weekender og på officielle helligdage for at formindske den støj, den lokale befolkning blev udsat for. Følgen var, at de to indflyvningsveje fra nord, der tidligere blev benyttet som de vigtigste indflyvningsveje til Zürich lufthavn, ikke længere kunne bruges i disse tidsrum.
20 213. forordning med senere ændringer indeholdt desuden to andre foranstaltninger, der havde til formål at begrænse støjgener langs grænsen mellem Tyskland og Schweiz.
21 For det første fastsatte artikel 2, stk. 6, andet afsnit, i 213. forordning med senere ændringer visse minimumsflyvehøjder for indflyvningsvejene fra øst, som skulle overholdes i de ovennævnte tidsrum.
22 For det andet bestemte artikel 3 i 213. forordning med senere ændringer, at start i nordlig retning skulle udføres således, at de forskellige minimumsflyvehøjder alt efter starttidspunkt blev overholdt ved indflyvningen over Tyskland. Såfremt maskinen startede i ovennævnte tidsrum, skulle den således dreje bort inden den tyske grænse for først at flyve ind over Tyskland, når den havde nået den foreskrevne minimumsflyvehøjde.
23 Den 10. juni 2003 indgav Det Schweiziske Forbund en klage til Kommissionen og anmodede denne om at træffe en beslutning med henblik på:
— at forbyde Forbundsrepublikken Tyskland at fortsætte med at anvende 213. forordning med senere ændringer
24 Den 20. juni 2003 anmodede Kommissionen de tyske myndigheder om at kommentere denne klage.
25 I et brev af samme dato anmodede Kommissionen de schweiziske myndigheder om yderligere oplysninger.
26 Den 26. juni 2003 indgik de tyske og de schweiziske myndigheder en aftale vedrørende forskellige spørgsmål om anvendelsen af 213. forordning med senere ændringer.
27 Den 27. juni 2003 gav de schweiziske myndigheder Kommissionen meddelelse om denne aftale, idet de samtidig præciserede, at aftalen ingen konsekvenser havde for den nævnte klage.
28 Ved brev af 30. juni 2003 gav Forbundsrepublikken Tyskland ligeledes Kommissionen meddelelse om den nævnte aftale, idet den anførte, at den deraf måtte udlede, at klagen bortfaldt, og at Tyskland forventede, at Kommissionen ville afslutte den indledte procedure.
29 Efter en længere brevveksling mellem de schweiziske og de tyske myndigheder sendte Kommissionen den 14. oktober 2003 en klagepunktsmeddelelse til disse myndigheder og opfordrede dem til at fremsætte deres bemærkninger.
30 Forbundsrepublikken Tyskland sendte sine bemærkninger den 20. oktober 2003, og Det Schweiziske Forbund fremlagde sine bemærkninger den 21. oktober 2003.
31 Ved et brev af 27. oktober 2003 fremsendte Kommissionen et udkast til beslutning, som Det Schweiziske Forbund fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til under mødet i det rådgivende udvalg »Markedsadgang (lufttransport)« den 4. november 2003.
32 Den 5. december 2003 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning.
33 I henhold til denne beslutnings artikel 1 kan Forbundsrepublikken Tyskland fortsat anvende 213. forordning med senere ændringer.
34 I henhold til beslutningens artikel 2 er beslutningen rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.
Sagen for Retten og den appellerede dom
35 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. februar 2004 anlagde Det Schweiziske Forbund sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.
36 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21. juli 2004 fik Forbundsrepublikken Tyskland tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
37 Ved kendelse af 14. juli 2005, Schweiz mod Kommissionen (sag C-70/04), henviste Domstolen sagen til Retten.
38 Ved kendelse af 7. juli 2006, Schweiz mod Kommissionen (sag T-319/05, Sml. II, s. 2073), gav Retten efter anmodning Landkreis Waldshut tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
39 Den 9. september 2009 blev der afholdt et retsmøde.
40 Ved den appellerede xxx xxxxxxxx Retten Kommissionen i den sag, som Det Schweiziske Forbund havde anlagt, uden at tage stilling til formaliteten. Retten fastslog navnlig, at Kommissionen ikke kunne kritiseres for – for det første – at have fastslået, at foranstaltningerne, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92, og – for det andet – ikke at have taget hensyn til de rettigheder, som Zürich lufthavns operatør og lufthavnens naboer har ved undersøgelsen af disse foranstaltninger på grundlag af aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart og i medfør af denne forordnings artikel 8, stk. 3, og – for det tredje – at have fastslået, at de nævnte foranstaltninger overholdt princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet.
Parternes påstande
41 Det Schweiziske Forbund har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:
— Den appellerede dom ophæves.
— Den anfægtede beslutning annulleres, og Kommissionen tilpligtes i henhold til artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der var forbundet med sagen for Retten.
— Subsidiært hjemvises sagen til Xxxxxx, og afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
42 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
— Appellen forkastes.
— Det Schweiziske Forbund tilpligtes at betale sagens omkostninger.
43 Den tyske regering har nedlagt følgende påstande:
— Appellen forkastes.
— Det Schweiziske Forbund tilpligtes at betale sagens omkostninger.
44 Landkreis Waldshut har nedlagt følgende påstande:
— Appellen forkastes.
— Påstanden om, at Kommissionen frifindes, som blev nedlagt i første instans, tages til følge.
— Subsidiært ophæves den appellerede dom, og den sag, som Det Schweiziske Forbund har anlagt, afvises fra realitetsbehandling.
— Det Schweiziske Forbund tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der var forbundet med sagen for Retten, og de udenretlige omkostninger afholdt af Landkreis Waldshut.
Om kontraappellen
45 Landkreis Waldshut har i kontraappellen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Det Schweiziske Forbunds annullationssøgsmål skulle have været afvist fra realitetsbehandling af Retten.
46 Ifølge Landkreis Waldshut kan Det Schweiziske Forbund ikke sidestilles med en medlemsstat og er ikke individuelt berørt af den anfægtede beslutning, som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.
47 Domstolen er i nærværende sag af den opfattelse, at det er nødvendigt uden videre at træffe afgørelse om sagens realitet (dom af 23.10.2007, sag C-273/04, Polen mod Rådet, Sml. I, s. 8925, præmis 33).
Om appellen
48 Til støtte for appellen har Det Schweiziske Forbund gjort seks anbringender gældende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92, af begrundelsespligten, af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, af princippet om ligebehandling og af proportionalitetsprincippet samt af reglerne vedrørende fordelingen af bevisbyrden.
Det første anbringende
Parternes argumenter
49 Med det første anbringende har Det Schweiziske Forbund gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 74-91 at udtale, at artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92 ikke fandt anvendelse på de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, har fortolket og anvendt denne bestemmelse på retligt fejlagtig måde.
50 Ifølge Det Schweiziske Forbund vedrører den nævnte artikel ikke udelukkende formelle forbud mod udøvelsen af trafikrettigheder, men ligeledes, alternativt, materielle begrænsninger eller forbud, selv delvise, dvs. foranstaltninger, der har til virkning at begrænse denne udøvelse.
51 I denne forbindelse er Det Schweiziske Forbund af den opfattelse, at artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92 finder anvendelse på de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, eftersom disse foranstaltninger klart begrænser udøvelsen af trafikrettigheder i forbindelse med indflyvning til og udflyvning fra Zürich lufthavn og underkaster denne udøvelse betingelser, nemlig overholdelsen af disse begrænsninger, som har til virkning at gøre indflyvningen til denne lufthavn nordfra umulig i de timer, hvor der er forbud mod flyvning i lav højde.
52 Ifølge Det Schweiziske Forbund udgør disse foranstaltninger – i det mindste ud fra et materielt synspunkt – således et betinget eller delvist forbud mod udøvelsen af trafikrettigheder, som artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92 finder anvendelse på.
53 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
Domstolens bemærkninger
54 Det bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 2408/92 er udøvelsen af trafikrettigheder bl.a. underkastet offentliggjorte nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift i henseende til sikkerhed, miljøbeskyttelse og tildeling af afgangs- og ankomsttidspunkter.
55 Som Retten anførte i præmis 75, 76 og 80 i den appellerede dom, omhandler denne forordnings artikel 9 en særlig kategori af driftsbestemmelser, der finder anvendelse på udøvelsen af trafikrettigheder, nemlig – ifølge artikel 9, stk. 1 – de bestemmelser, der indfører betingelser for, begrænser eller nægter denne udøvelse.
56 I denne forbindelse skal det konstateres, at Retten ved den appellerede dom på ingen måde begrænsede anvendeligheden af nævnte artikel 9 til foranstaltninger om formelle forbud mod udøvelsen af trafikrettigheder, men at den i nævnte doms præmis 75 og 88 udtalte, at de foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikel 9, i det væsentlige omfatter et i det mindste betinget eller delvist forbud mod denne udøvelse.
57 I denne forbindelse var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 89 præciserede, at den omstændighed, at en medlemsstat underkaster udøvelsen af trafikrettigheder offentliggjorte nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift, i henseende til bl.a. miljøbeskyttelse, ikke svarer til at indføre en betingelse for udøvelsen af disse rettigheder, som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92.
58 Hvis dette var tilfældet, ville forordningens artikel 8, stk. 2, nemlig være tømt for indhold.
59 Det følger heraf, at Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 75 og 88 vedrørende rækkevidden af foranstaltningerne i den nævnte forordnings artikel 9 ikke er behæftet med en retlig fejl.
60 Som Retten anførte i præmis 86 og 87 i den appellerede dom, fremgår det af 1.-6. og 44. betragtning til den anfægtede beslutning, at de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, i deres anvendelsesperiode ikke indebærer et forbud, det være sig betinget eller delvist, mod, at fly på vej til eller fra Zürich lufthavn passerer det tyske luftrum, men blot en ændring af disses kurs efter deres start fra eller inden deres landing i denne lufthavn.
61 Som Retten fremhævede i nævnte præmis 87, begrænser disse foranstaltninger sig i det væsentlige til i den nævnte periode at forhindre overflyvning i lav højde over den del af tysk territorium, som ligger tæt på den schweiziske grænse, mens overflyvning af dette område ved en højere flyvehøjde fortsat er mulig.
62 Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at udtale, at de nævnte foranstaltninger ikke henhørte under anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92.
63 Følgelig bør det første anbringende forkastes.
Det andet anbringende
Parternes argumenter
64 Med det andet anbringende har Det Schweiziske Forbund gjort gældende, at Retten ved at udtale, at den anfægtede beslutning var tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår spørgsmålet, om artikel 9 i forordning nr. 2408/92 var uanvendelig på de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, samt ved at tage hensyn til Kommissionens ændrede begrundelse under sagen i første instans i den appellerede doms præmis 84 fortolkede begrundelsespligten, der er fastsat i artikel 296 TEUF, på en retlig fejlagtig måde.
65 Ifølge Det Schweiziske Forbund skulle den anfægtede beslutning have været annulleret på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, eftersom der mangler en begrundelse for udelukkelsen af de nævnte foranstaltninger fra anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92.
66 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
67 Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 6.3.2003, sag C-41/00 P, Interporc mod Kommissionen, Sml. I, s. 2125, præmis 55, og af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 147).
68 I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at Det Schweiziske Forbund på ingen måde har forklaret, på hvilken måde den angiveligt utilstrækkelige begrundelse af den anfægtede beslutning har forhindret Det Schweiziske Forbund i at få kendskab til grundlaget for beslutningen og i at forsvare sine rettigheder på hensigtsmæssig måde.
69 Det fremgår endvidere klart af den appellerede dom, at Xxxxxx har kunnet udøve sin kontrol på grundlag af de i den anfægtede beslutning af Kommissionen anførte grunde.
70 Som Retten har fastslået, viser 1.-6., 32. og 44. betragtning til den anfægtede beslutning klart og utvetydigt, at når Kommissionen fandt, at de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, ikke henhørte under anvendelsesområdet for artikel 9 i forordning nr. 2408/92, skyldtes det, dels at der ikke var blevet givet underretning om disse foranstaltninger i henhold til artikel 9, stk. 3, dels at de nævnte foranstaltninger i deres anvendelsesperiode ikke indebar et forbud mod udøvelse af trafikrettigheder, men blot en ændring af flys kurs fra eller til Zürich lufthavn.
71 Hvad angår den påståede ændring af den anfægtede beslutnings begrundelser, der er blevet foretaget af Kommissionen under sagens behandling, er det tilstrækkeligt at fastslå, at selv om denne beslutning allerede klart angiver grundene til, at Kommissionen fandt, at artikel 9 i forordning nr. 2408/92 ikke fandt anvendelse på de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, har Det Schweiziske Forbund hverken anført, hvad den nye begrundelse, som Kommissionen har givet inden for rammerne af sagen for Retten, består i, eller i hvilket omfang denne begrundelse træder i stedet for den nævnte beslutnings begrundelse.
72 Det var følgelig med rette, at Retten udtalte, at den anfægtede beslutning var tilstrækkeligt begrundet.
73 Det følger heraf, at det andet anbringende bør forkastes.
Det tredje anbringende
Parternes argumenter
74 Med det tredje anbringende har Det Schweiziske Forbund gjort gældende, at Retten foretog en retligt fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92, eftersom den ikke i den appellerede doms præmis 118-132 har taget hensyn til de rettigheder, som Zürich lufthavns operatør og lufthavnens naboer har, og ikke i nævnte doms præmis 193-199 på en hensigtsmæssig måde har undersøgt disse foranstaltningers forenelighed med den frie udveksling af tjenesteydelser samt proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der er forbundet dermed.
75 Det Schweiziske Forbund har gjort gældende, at en hensyntagen til operatørens og naboernes rettigheder nødvendigvis måtte medføre, at Retten konkluderede, at de foranstaltninger, der er fastsat i
213. forordning med senere ændringer, er uproportionale, eftersom foranstaltningerne pålægger
76 Det følger heraf, at de nævnte foranstaltninger ikke er af en sådan art, at de kan gøre det muligt at gennemføre det formål, der forfølges med dem, nemlig at mindske støjgener fra flyene, og at de indebærer en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er uforenelig med artikel 3 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart.
77 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
Domstolens bemærkninger
78 Indledningsvis bemærkes, at aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart er en ud af i alt syv sektoraftaler indgået af de samme kontraherende parter, der blev undertegnet den 21. juni 1999, efter at Det Schweiziske Forbund den 6. december 1992 havde afslået at tiltræde aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3), og at Schweiz dermed afslog at deltage i en samlet integreret økonomi med et fælles marked på grundlag af fælles regler for medlemmerne, men foretrak en løsning med bilaterale ordninger med Den Europæiske Union og dens medlemsstater inden for specifikke områder (jf. i denne retning dom af 12.11.2009, sag C-351/08, Xxxxxx, Sml. I, s. 10777, præmis 26 og 27, og af 11.2.2010, sag C-541/08, Fokus Invest, Sml. I, s. 1025, præmis 27).
79 Det Schweiziske Forbund har således ikke tiltrådt Unionens indre marked, der tilsigter at fjerne alle hindringer for etablering af et område for fuldstændig fri cirkulation svarende til et nationalt marked, som bl.a. omfatter fri udveksling af tjenesteydelser (jf. Grimme-dommen, præmis 27, og dom af 15.7.2010, sag C-70/09, Xxxxxxxxxx og Xxxxxx, Sml. I, s. 7233, præmis 41).
80 Det følger heraf, at fortolkningen af bestemmelserne i EU-retten vedrørende det indre marked ikke automatisk kan overføres på fortolkningen af aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, bortset fra de udtrykkelige bestemmelser herom, der er fastsat ved selve aftalen (jf. i denne retning Grimme-dommen, præmis 29, Fokus-Invest-dommen, præmis 28, og Xxxxxxxxxx og Gasser-dommen, præmis 42).
81 Det må fastslås, at aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart ikke indeholder nogen særlig bestemmelse, der tilsigter at lade de berørte luftfartsselskaber drage fordel af de EU-retlige bestemmelser vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser. Det følger heraf, at den fortolkning, der er blevet foretaget af disse bestemmelser, ikke kan overføres på fortolkningen af den nævnte aftale.
82 Eftersom den frie udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse inden for rammerne af aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, var det under disse omstændigheder med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 193-198 udtalte, at Kommissionen ved den anfægtede beslutning ikke havde tilsidesat princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser.
83 Det samme gør sig gældende med hensyn til den af Det Schweiziske Forbunds påståede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der er forbundet med den frie udveksling af tjenesteydelser.
84 Retten fortolkede og anvendte endvidere artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92 korrekt, da den udtalte, at Kommissionen ikke begik en retlig fejl ved ikke i forbindelse med sin undersøgelse i henhold til denne bestemmelse af de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, at tage hensyn til Zürich lufthavns operatørs og naboers eventuelle rettigheder.
85 I denne forbindelse bemærkes, at der ifølge artikel 15, stk. 1, i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, medmindre andet er fastsat i forordning nr. 2408/92, tildeles Unionens luftfartsselskaber og schweiziske luftfartsselskaber trafikrettigheder mellem et hvilket som helst punkt i Schweiz og et hvilket som helst sted i Unionen.
86 Som det bl.a. fremgår af artikel 2, litra f), og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2408/92, regulerer denne forordning tildelingen og udøvelsen af trafikrettigheder for luftfartsselskaber.
87 I denne forbindelse underkaster denne forordnings artikel 8, stk. 2, udøvelsen af de nævnte rettigheder bl.a. offentliggjorte nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift i henseende til sikkerhed, miljøbeskyttelse og tildeling af afgangs- og ankomsttidspunkter. Den undersøgelse, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, som vedrører anvendelsen af artikel 8, stk. 1 og 2, kan i betragtning af anvendelsen af disse regler eller de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, således kun vedrøre betingelserne for udøvelsen af disse samme rettigheder på de berørte ruter.
88 Det følger heraf, at det var med rette, at Retten udtalte, at eventuelle rettigheder for lufthavnsoperatører eller naboer til lufthavne ikke kunne tages i betragtning ved den undersøgelse, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92.
89 Under disse omstændigheder bør det tredje anbringende forkastes.
Det fjerde anbringende
Parternes argumenter
90 Med det fjerde anbringende har Det Schweiziske Forbund foreholdt Xxxxxx at have begået en retlig fejl, fordi den ikke i præmis 133-192 i den appellerede dom fastslog, at der var sket en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling.
91 Det Schweiziske Forbund har indledningsvis anført, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 3 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, idet den ikke – i forbindelse med undersøgelsen af, om de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, var forenelige med princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er nævnt i denne artikel 3 – tog hensyn til rettighederne for operatøren i Zürich lufthavn og denne lufthavns naboer.
92 Det Schweiziske Forbund har endvidere foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 146-153 i forbindelse med undersøgelsen af den hensigtsmæssige og proportionale karakter af de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, anerkendte den turistmæssige karakter af det område, der var berørt af disse foranstaltninger, og at den omstændighed, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke havde myndighed over Zürich lufthavn, udgjorde objektive omstændigheder, der begrundede disse foranstaltninger.
93 For det første havde Retten nemlig ved at udtale, at den omstændighed, at Det Schweiziske Forbund ikke havde anfægtet, at Zürich lufthavn lå i nærheden af et turistområde, urigtigt gengivet Det Schweiziske Forbunds argumentation om, at dette område ikke var »vigtigt« og ikke var
»karakteriseret ved en særlig turisme«. Under alle omstændigheder kan økonomiske overvejelser ikke begrunde den forskelsbehandling, der følger af de nævnte foranstaltninger.
94 For det andet havde anerkendelsen af, at de tyske myndigheder ikke havde retlig kompetence med hensyn til Zürich lufthavn som en objektiv omstændighed, der begrundede foranstaltningerne, som er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, den virkning, at Kommissionen blev forhindret i at gribe ind.
95 I denne forbindelse er Det Schweiziske Forbund af den opfattelse, at det fremgår af den appellerede doms præmis 149, at Retten afslog at undersøge, om de nævnte foranstaltninger var nødvendige.
96 Endelig har Det Schweiziske Forbund gjort gældende, at de konstateringer, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 156, er retligt fejlagtige, fordi de er resultatet af en urigtig gengivelse af bevismidler, af en utilstrækkelig klarlæggelse af de faktiske omstændigheder og af Rettens underkendelse af omfanget af dens egen kontrolbeføjelse, af retten til at blive hørt og begrundelsespligten.
97 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
Domstolens bemærkninger
98 Hvad for det første angår den retlige fejl, som Retten ifølge Det Schweiziske Forbund har begået ved at udtale, at der ikke var anledning til at tage hensyn til rettighederne for operatøren i Zürich lufthavn og denne lufthavns naboer i forbindelse med undersøgelsen af, om de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, var forenelige med princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er anført i artikel 3 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne aftale og forordning nr. 2408/92, således som det fremgår af denne doms præmis 84-88, ikke foreskriver en hensyntagen til disse rettigheder, men alene vedrører udøvelsen af luftfartselskabernes trafikrettigheder.
99 Det bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er en appel begrænset til retsspørgsmål. Det er således alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere bevismaterialet. Bedømmelsen af faktiske omstændigheder og bevismateriale er derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og bevismaterialet er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. dom af 18.7.2006, sag C-214/05 P, Xxxxx mod KHIM, Sml. I, s. 7057, præmis 26, af 18.12.2008, sag C-16/06 P, Les Éditions Xxxxxx Xxxx mod KHIM, Sml. I, s. 10053, præmis 68, og af 2.9.2010, sag C-254/09 P, Xxxxxx Xxxxx Trademark Trust mod KHIM, Sml. I, s. 7989, præmis 49).
100 En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (jf. bl.a. dommen i sagen Les Éditions Xxxxxx Xxxx mod KHIM, præmis 69, dom af 3.9.2009, sag C-535/06 P, Xxxxx Baer India mod Rådet, Sml. I, s. 7051, præmis 33, og dommen i sagen Xxxxxx Xxxxx Trademark Trust mod KHIM, præmis 50).
101 For så vidt angår den turistmæssige karakter af det område, som er berørt af foranstaltningerne, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, skal det konstateres, at selv om Det Schweiziske Forbund har gjort gældende, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt, begrænser Det Schweiziske Forbund sig til at anfægte Rettens vurdering af faktuelle oplysninger uden at fremkomme med præcise angivelser, der kan godtgøre, at der er tale om en urigtig gengivelse af disse oplysninger.
102 Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at Retten ved at konstatere, at Zürich lufthavn ligger i nærheden af et turistområde, hverken kvalificerede dette område som »vigtigt« eller erklærede, at dette område var »karakteriseret ved en særlig turisme«.
103 Desuden er de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, ikke resultatet af rent økonomiske overvejelser, men overvejelser, der er forbundet med beskyttelsen af personer og miljøet, eftersom deres formål er at formindske støjgenerne fra fly på den del af det tyske område, hvor disse foranstaltninger finder anvendelse.
104 Hvad angår det forhold, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har myndighed over Zürich lufthavn, er det tilstrækkeligt at konstatere, at dette udgør en uomtvistelig objektiv omstændighed, og anerkendelsen af denne har ikke forhindret Kommissionen i – i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92 – at undersøge de nævnte foranstaltninger.
105 Hvad angår Det Schweiziske Forbunds argument, hvorefter Retten angiveligt har afslået at undersøge nødvendigheden af de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, bemærkes, at dette argument er støttet på en åbenbar fejlagtig fortolkning af den appellerede doms præmis 149, der skal forstås i lyset af den sammenhæng, den indgår i (jf. i denne retning dom af 12.11.1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. I, s. 5863, præmis 48 og 49). I den nævnte præmis 149 konstaterede Retten nemlig blot, at de tyske myndigheder havde ret til at træffe sådanne foranstaltninger. Imidlertid fremgår det af den appellerede doms præmis 154 ff., at Retten med denne konstatering på ingen måde ville begrænse sin kontrolbeføjelse med hensyn til spørgsmålet om de nævnte foranstaltningers proportionale karakter. I nævnte doms præmis 163 ff. undersøgte Retten navnlig på præcis og detaljeret måde spørgsmålet, om der fandtes mindre tyngende foranstaltninger, hvorved Forbundsrepublikken Tyskland kunne opnå det mål, som forfølges ved bestemmelserne i 213. forordning med senere ændringer.
106 Endelig henhører de konstateringer, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 156, under Rettens bedømmelse af faktiske omstændigheder og bevismateriale, og de kan derfor ikke, som anført i denne doms præmis 99, medmindre disse omstændigheder og bevismaterialet er blevet urigtigt gengivet, være genstand for Domstolens kontrol under en appelsag.
107 Det Schweiziske Forbund er imidlertid ikke fremkommet med præcise angivelser, der kan godtgøre, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder og bevismaterialet urigtigt, og denne eventuelle urigtige gengivelse fremgår i øvrigt heller ikke af de sagsakter, der er indgivet til Domstolen. Det fremgår heller ikke, at der med de nævnte konstateringer er blevet foretaget en utilstrækkelig klarlæggelse af de faktiske omstændigheder, eller at Retten har underkendt omfanget af sin egen kontrolbeføjelse, retten til at blive hørt og begrundelsespligten.
108 Retten har desuden i den appellerede doms præmis 157 klart angivet grundene til, at det omhandlede støjgeneniveau er tilstrækkeligt til at begrunde vedtagelsen af foranstaltninger som dem, der er fastsat i
213. forordning med senere ændringer.
109 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at det fjerde anbringende bør forkastes.
Det femte anbringende
Parternes argumenter
110 Med det femte anbringende har Det Schweiziske Forbund gjort gældende, at Retten har foretaget en vilkårlig fortolkning af bestemmelserne vedrørende fordelingen af bevisbyrden samt af forpligtelsen til at samarbejde og forpligtelsen til at føre bevis, med den begrundelse, at Retten i den appellerede doms præmis 158 har foreholdt Det Schweiziske Forbund, at dette ikke har præciseret de lavere flyvehøjder, som kunne have været fastsat uden at hæve støjgenerne i det område i Tyskland, som er berørt af de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer.
111 Ifølge Det Schweiziske Forbund krævede Retten således et bevis, som Det Schweiziske Forbund umuligt kunne fremlægge, eftersom det påhviler de nævnte foranstaltningers ophavsmand at bevise nødvendigheden af foranstaltningerne.
112 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
Domstolens bemærkninger
113 Den omstændighed, at Det Schweiziske Forbund blot har påberåbt sig en vilkårlig fortolkning af bevisbyrdereglerne, er ikke tilstrækkelig til at stille spørgsmålstegn ved Rettens bedømmelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 158.
114 Eftersom den anfægtede beslutning og den appellerede dom indeholder en detaljeret analyse af begrundelsen for og proportionaliteten ved de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, tilkommer det nemlig Det Schweiziske Forbund på præcis måde at angive de argumenter, der ifølge dette gør det muligt at anfægte denne analyse.
115 I denne forbindelse var det med rette, at Retten udtalte, at det af Det Schweiziske Forbund anførte – hvorefter visse af de minimumsflyvehøjder, som er fastsat ved 213. forordning med senere ændringer, var sat for højt, og fastsættelsen af lavere minimumshøjder ikke ville påvirke støjgenerne i det område, der var omfattet af disse foranstaltninger – var utilstrækkeligt, hvis denne stat ikke – for at underbygge dette anførte – præciserede de lavere højder, der alternativt ville kunne have været fastsat.
116 Det femte anbringende bør følgelig forkastes.
Det sjette anbringende
Parternes argumenter
117 Med det sjette anbringende har Det Schweiziske Forbund foreholdt Retten, at den har begået en retlig fejl ved at udelukke eksistensen af mindre restriktive foranstaltninger end dem, der er fastsat ved 213. forordning med senere ændringer, fordi Det Schweiziske Forbund ikke havde anført noget fortilfælde af støjgrænser fastsat udelukkende for visse timer på dagen eller for visse dage i ugen.
118 Denne udtalelse fra Retten, der fremgår af den appellerede doms præmis 171, er nemlig åbenbart i strid med samme doms præmis 105, hvorefter Det Schweiziske Forbund tværtimod har nævnt eksistensen af en støjgrænse for nattetimerne, der fra sommeren 2002 er indført for lufthavnen i Frankfurt am Main.
119 Kommissionen, den tyske regering og Landkreis Waldshut har anfægtet Det Schweiziske Forbunds argumentation.
Domstolens bemærkninger
120 Det bemærkes, at Det Schweiziske Forbund med det sjette anbringende har begrænset sig til at anfægte Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 171, hvorefter denne stat ikke havde anført noget fortilfælde vedrørende støjgrænser fastsat udelukkende for visse timer på dagen eller for visse dage i ugen, og som har fungeret tilfredsstillende i praksis.
121 I modsætning til, hvad Det Schweiziske Forbund har gjort gældende, er denne udtalelse ikke i åbenbar modstrid med den nævnte doms præmis 105, eftersom Retten i sidstnævnte præmis udelukkende anførte, at denne stat havde nævnt eksistensen af en støjgrænse for nattetimerne fra sommeren 2002 for lufthavnen i Frankfurt am Main, uden at præcisere, om denne grænse fungerede tilfredsstillende i praksis.
122 Under alle omstændigheder skal det konstateres, at Retten i den appellerede doms præmis 171 ff. støttede sig på flere grunde for at konkludere, at de foranstaltninger, der er fastsat i 213. forordning med senere ændringer, havde en proportional karakter, og at hver af disse grunde gjorde det muligt – uafhængigt af hinanden – at begrunde denne konklusion.
123 Det følger heraf, at selv hvis det blev antaget, at det sjette anbringende var begrundet, ville det ikke kunne føre til, at den appellerede dom bliver ugyldig, og det må forkastes som irrelevant, eftersom den nævnte konklusion stadig er støttet på andre grunde (jf. i denne retning dom af 26.4.2007, sag C-412/05 P, Alcon mod KHIM, Sml. I, s. 3569, præmis 41, og af 19.4.2012, sag C-221/10 P, Artegodan mod Kommissionen, præmis 110).
124 Herefter bør det sjette anbringende forkastes som irrelevant.
125 Eftersom ingen af anbringenderne er blevet taget til følge, bør appellen forkastes i sin helhed.
Sagens omkostninger
126 Det bestemmes i procesreglementets artikel 184, stk. 2, at såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostninger. I overensstemmelse med dette reglements artikel 138, stk. 1, som i henhold til samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Det Schweiziske Forbund tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Det Schweiziske Forbund har tabt sagen, bør det pålægges Det Schweiziske Forbund ud over at bære sine egne omkostninger at betale samtlige de omkostninger, som Kommissionen har afholdt, både i første instans og i forbindelse med nærværende appel.
127 Det bestemmes i procesreglementets artikel 184, stk. 4, andet punktum, at når en part, der har interveneret i første instans, deltager i appelsagen, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger. Det bestemmes i medfør af denne bestemmelse, at Forbundsrepublikken Tyskland og Landkreis Waldshut bør bære deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) Det Schweiziske Forbund bærer sine egne omkostninger og betaler samtlige de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen, både i første instans og i forbindelse med nærværende appel.
3) Forbundsrepublikken Tyskland og Landkreis Waldshut bærer deres egne omkostninger.
Underskrifter