Contract
1. Gyldighedsområde
Disse almene forretningsbetingelser gælder for alle aftaler vedrørende leje af hotelværelser med henblik på overnatning, der indgås mellem Motel One Copenhagen ApS (Motel One) som driftsførende selskab for Motel One hotellerne i København og tredjepart (gæst), samt for alle øvrige tilvejebragte serviceydelser og leverancer fra Motel One (aftale vedrørende gæsteindkvartering).
2. Reservationer
Når gæsten foretager en reservation, tilbyder vedkommende at indgå en aftale om gæsteindkvartering. Hvis det bookede værelse er ledigt, modtager gæsten en reservationsbekræftelse fra Motel One. Når Xxxxx One accepterer gæstens reservation, indgås en aftale om gæsteindkvartering mellem Motel One og gæsten.
Tilbud fra Motel One vedrørende ledige værelser er uforbindende og uforpligtende. Det står Motel One frit for at afvise at indgå en aftale om gæsteindkvartering.
Der kan ikke gøres krav på overnatning i et bestemt værelse. Motel One forbeholder sig retten til at definere branchetypiske restriktioner såsom minimumsophold, bookinggarantier eller forudbetaling på bestemte datoer.
3. Afbestillingsfrister
En garanteret reservation foreligger, når gæsten har bekræftet betalingen for overnatningen gennem angivelse af et kreditkortnummer. En garanteret reservation kan afbestilles gratis frem til kl. 18 på ankomstdagen ved angivelse af reservationsnummeret. Efter kl. 18 er det ikke længere muligt at afbestille værelset, og Motel One bevarer retten til den aftalte betaling, fratrukket eventuelle sparede udgifter. Det samme gælder, hvis gæsten ikke dukker op (no show). Ved garanterede reservationer af flere dages varighed, hvor gæsten ikke dukker op, annulleres alle nætter fra og med den anden nat, og gæsten har intet krav på disse efterfølgende nætter.
Enkle reservationer, dvs. reservationer, der endnu ikke er garanteret gennem betaling fra gæsten, gælder ligeledes frem til kl. 18.00 på ankomstdagen. Efter kl. 18 annulleres reservationen automatisk og uden beregning. Motel One har ret til at udleje det reserverede værelse til anden side.
4. Overnatningspriser og andre priser
Priserne angivet af Motel One på tidspunktet for indgåelse af aftalen er gældende. Gældende priser er bruttopriser og omfatter alle skatter, gebyrer og afgifter. Ikke indeholdt er lokale afgifter, som gæsten selv skylder i henhold til lokal lovgivning, herunder f.eks. kurafgifter.
I tilfælde af ændringer i skatte-, gebyr- og afgiftsbeløbene samt den effektive opkrævning af nye skatter, gebyrer og afgifter, der ikke tidligere har været kendt af parterne, forbeholder Motel One sig retten til at tilpasse priserne herefter. Ved aftaler indgået med forbrugere gælder dette kun, hvis tidsrummet mellem aftaleindgåelsen (bookingbekræftelsen) og aftalejusteringen overskrider fire måneder.
5. Betalingsbetingelser
Prisen for det samlede ophold skal altid betales forud af gæsten, senest ved ankomsten til hotellet. Modregning finder ikke anvendelse, medmindre modregningen vedrører en ubestridt eller juridisk anerkendt fordring. Gyldige betalingsmidler udgøres af kontanter i DKK, EC-kort, Mastercard, Visa-kort, Diners-kort og American Express. I forbindelse med betalingsafvikling anvender vi betalingsproceduren 3D-Secure 2.0 for at opnå en mere sikker og grundig kundeautentifikation. Du finder yderligere oplysninger om databehandlingen i forbindelse med betalingsprocessen på xxx.xxxxx-xxx.xxx/xx/xxxxxxxxxxxxxxx/
.
6. Anvendelsesmuligheder for reserverede værelser
Reserverede værelser står til rådighed for gæsten fra kl. 15.00 på ankomstdagen frem til kl. 12.00 på afrejsedagen. På forespørgsel og alt efter tilgængelighed kan der på forhånd aftales en senere afrejse (sen check-ud) med hotellet. Hvis hotellet accepterer sen check-ud, har hotellet ret til at opkræve DKK 75 per påbegyndt time for den ekstra anvendelse. Ved afrejse senere end kl. 15.00 beregnes den fulde dagspris for værelset. Kunden har intet aftaleretligt krav på sen check-ud.
7. Videresalg
Videresalg/-udlejning og/eller videreformidling af bookede værelser er ikke tilladt. Dette gælder især videreformidlingen af værelser og/eller værelseskontingenter til tredjepart til højere priser end de faktiske værelsespriser. Overdragelse eller salg af krav over for Motel One er heller ikke tilladt. Motel One har i disse tilfælde ret til at annullere bookingen, især hvis gæsten i forbindelse med overdragelsen/salget til tredjepart har opgivet falske oplysninger om bookingtypen eller betalingen. Brug af hotelværelset til andet end indkvartering er strengt forbudt.
8. Motel Ones ansvarspligt
Motel One er ansvarlig for skader på liv, legeme og helbred, der kan tilskrives Motel One. Herudover er Motel One desuden ansvarlig for øvrige skader, som skyldes en forsætlig eller groft uagtsom tilsidesættelse af Motel Ones forpligtelser samt for skader, som skyldes en forsætlig eller groft uagtsom misligholdelse af Motel Ones aftalemæssige forpligtelser. Xxxxx Xxxx misligholdelse af sine forpligtelser ligestilles med en misligholdelse fra repræsentanter, ansatte eller agenters side. Yderligere krav om erstatning er udelukket, medmindre andet er angivet i disse almindelige forretningsbetingelser.
Skulle der opstå forstyrrelser eller mangler i forbindelse med Motel Ones serviceydelser, vil Motel One, så snart vi får kendskab hertil, straks bestræbe os på at afhjælpe problemet. Gæsten er forpligtet til i rimeligt omfang at hjælpe til med at afhjælpe problemet samt at begrænse omfanget af skaderne. Herudover er gæsten forpligtet til rettidigt at gøre Motel One opmærksom på muligheden for, at der kan opstå en usædvanlig stor skade.
Motel One påtager sig erstatningsansvaret for medbragte genstande i henhold til gældende lovbestemmelser. Kravet om erstatning bortfalder, hvis gæsten ikke straks henvender sig til Motel One efter at have fået kendskab til tab, ødelæggelse eller skader på den medbragte genstand. Hvis gæsten medbringer penge, værdipapirer og kostbarheder til en værdi af over DKK 6.000 eller andre genstande med en værdi på mere end DKK 26.000 til hotellet, skal der træffes en separat skriftlig aftale herom med Motel One.
Hvis gæsten tilbydes en parkeringsplads i hotellets garage/på hotellets parkeringsplads, også når det er mod betaling, udgør dette ikke en opbevaringsaftale. Motel One påtager sig ingen overvågningspligt. Motel One hæfter for alle skader inden for rammerne af de nævne bestemmelser under punkt 8. Gæsten er forpligtet til straks at gøre opmærksom på åbenlyse skader, i hvert fald inden gæsten forlader parkeringsstedet. Motel One påtager sig intet erstatningsansvar for skader, der alene kan tilskrives andre lejere eller øvrige tredjepersoner.
Alle fordringer mod Motel One forældes som udgangspunkt inden for et år fra forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Dette gælder ikke for erstatningskrav eller øvrige krav, der udspringer af skader på liv, legeme eller helbred, og/eller som skyldes forsætlig eller grov misligholdelse af forpligtelser fra Motel Ones side.
9. Opsigelse af aftale om gæsteindkvartering
Motel One har ret til at opsige aftalen om gæsteindkvartering af vægtige grunde. En vægtig grund foreligger især, hvis (i) force majeure eller andre omstændigheder uden for Motel Ones indflydelse umuliggør opfyldelse af aftalen, (ii) hvis værelser eller rum bookes under misvisende eller falske angivelser eller under fortielse af væsentlige oplysninger; væsentlig kan i den forbindelse være gæstens identitet, betalingsevne eller formålet med opholdet, (iii) hvis Motel One har begrundet mistanke om, at gæstens ibrugtagning af hotelydelsen kan bringe den gnidningsfri forretningsdrift, sikkerheden eller Motel One og dennes hotellers ry i offentligheden i fare, uden at dette kan tilskrives Motel Ones suverænitets- eller organisationsstruktur; (iv) hvis formålet hhv. anledningen til opholdet er retsstridigt; eller (v) i tilfælde af videresalg/-udlejning og/eller videreformidling (se punkt 7).
10. Gavekort
Gavekort købt hos Motel One kan kun bruges til hotelinterne serviceydelser hos det specifikt angivne hotel på gavekortet. Hvis der efter betaling med gavekortet er et restbeløb tilbage på kortet, bortfalder dette ikke, men kan bruges til yderligere betalinger på det pågældende hotel. Gavekortet er gyldigt i 3 år fra udstedelsesdatoen. Gavekort kan ikke returneres, de må ikke sælges videre eller overdrages, og de kan ikke ombyttes med kontanter. Det er ikke muligt at betale online med gavekortene. Personen, som bestiller gavekortet, er ansvarlig for at opgive korrekte faktura- og leveringsoplysninger (gælder især e-mailadressen).
11. Medbragt mad og drikke
På offentlige områder er det ikke tilladt at indtage medbragt mad og drikke. Morgenmaden kan kun indtages i de dertil indrettede lokaler på hotellets offentlige område (bar, lounge). Det er ikke muligt at tage dele af morgenmadsbuffeten med sig til senere fortæring. Det er ikke tilladt at lave mad på værelserne.
12. Rygeforbud på hotellet
Rygning er forbudt på alle Motel One hoteller i København. Det er derfor forbudt at ryge over hele hotellet, både på de offentlige områder og på værelserne. Overholdes dette forbud ikke, har Motel One ret til at forlange skadeserstatning på DKK 400 for udgifterne forbundet med den ekstra rengøring, herunder eventuel tabt fortjeneste på grund af manglende mulighed for at udleje værelset. Dette erstatningsbeløb kan øges eller mindskes, hvis hhv. Motel One kan påvise, at skaderne er forbundet med højere udgifter, og gæsten, at de er forbundet med lavere udgifter.
13. Kæledyr
Det kræver forudgående tilladelse fra Motel One at medbringe kæledyr. Gæsten er forpligtet til at ytre ønske om at medbringe kæledyr på forhånd. Hvis Xxxxx One accepterer gæstens ønske om at medbringe et kæledyr, sker dette på den betingelse, at kæledyret hele tiden er under gæstens opsyn, er fri for sygdom og i øvrigt ikke udgør nogen fare for hotelgæsterne og hotelpersonalet. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyret til morgenmaden eller at have det med i hotellets bar. For hvert kæledyr opkræves der et gebyr på DKK 40 per nat. Dette gælder ikke førerhunde, ledsagerhunde og andre servicehunde. Disse må altid medtages gratis.
14. Særlige betalings- og afbestillingsbetingelser
Ved gruppebookinger på mere end ti værelser, kontingentaftaler eller bookinger inden for forhåndsdefinerede tidsrum gælder særskilte betalings- og afbestillingsbetingelser. Der gøres opmærksom på disse særskilte betalings- og afbestillingsbetingelser undervejs i bookingprocessen samt i bookingbekræftelsen, eller de kan udledes af de pågældende aftaler.
15. Databeskyttelse Databeskyttelsesbestemmelserne kan ses på: xxx.xxxxx-xxx.xxx/xx/xxxxxxxxxxxxxxx/
16. BeOne
Deltagerbetingelserne for beOne medlemsprogrammet kan ses på
xxxxx://xxx.xxxxx-xxx.xxx/xx/xxxxxxxxxxxxxx/xx-xxx-xxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx/
17. Afsluttende bestemmelser
Ændringer og supplementer til aftalen om gæsteindkvartering eller til de almindelige forretningsbetingelser skal altid foreligge skriftligt. Ændringer eller tilføjelser, som alene er fremført af gæsten, har ingen gyldighed.
København er værneting for samtlige tvister mellem parterne, som udspringer af aftaleforholdet, så længe gæsten er forretningsmand, offentligretlig juridisk person eller juridisk person inden for en offentligretlig investeringsforening.
Dansk lov er gældende. Den internationale købelov finder ingen anvendelse.
Motel One Copenhagen ApS I Xxxxxxxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxxxxx, Xxxxxxx I xxxx@xxxxx-xxx.xxx