KAPITEL 3
1. Emne
I det foregående kapitel er reglerne om aftalers indgåelse (vedtagelse) be- handlet. Det følger af aftalefriheden og aftalernes retligt forpligtende virk- ning, at parterne i aftalen kan træffe nærmere bestemmelser om deres indbyr- des retsforhold. Aftalens bestemmelser og vilkår regulerer altså – i sammen- hæng med baggrundsretten1 – den transaktion, som aftalen tager sigte på. Selv om parterne er enige om, at de har indgået en aftale, og at den er gyldig,2 kan der efterfølgende opstå tvist om, hvad aftalen nærmere går ud på. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, må aftalens indhold i sidste ende fastlægges af domstolene ved fortolkning af aftalen. De regler og principper, der gælder herfor, beskrives ofte samlet som fortolkningslæren.
Reglerne om fortolkning udgør et noget diffust område af aftaleretten. Det er vanskeligt at formuleregenerelle regler for, hvordan en fortolkningstvist skal afgøres, fordi fortolkningskonflikterne som regel er meget forskelligarte- de og af detaljepræget karakter. Når en aftale er gyldigt indgået, vil den nor- malt også grundlæggende afspejle en afvejet ydelses- og ansvarsfordeling mellem parterne. Der vil derfor sjældent kunne opstilles nogen hovedregel om, hvem af parterne der skal have ret i sin udlægning af aftalens vilkår. De omstændigheder, der har indflydelse på aftalens fortolkning, vil desuden være mangeartede og svære at kategorisere. Afgørelser om fortolkning har derfor om nogen karakter af et retligt skøn.
Fortolkningslæren beskriver de retskilder der er relevante for fortolknin- gen. Lovgivningen giver enkelte eksempler på konkrete fortolkningsregler, men fortolkningslærens kilder består derudover som oftest af retlige argu- menter, der i den konkrete situation kan føre til det ene eller det andet for- tolkningsresultat. Fortolkningslæren knytter sig tæt til aftalerettens grundlæg-
1. Se nærmere om dette begreb i kapitel 1, afsnit 3.
2. Jf. nærmere ovenfor i kapitel 1, afsnit 1.3.2, og nedenfor i kapitel 4.
I det følgende gøres i afsnit 2 først nogle bemærkninger om fortolkningssi- tuationen og om aftalefortolkningens retlige kendetegn. I afsnit 3 redegøres nærmere for fortolkningslærens kilder og der præsenteres et skema til syste- matisering af fortolkningslæren. I afsnittene 4-6 beskrives herefter subjektiv, objektiv og normativ aftalefortolkning.
2. Fortolkningssituationen
Udgangspunktet for aftalefortolkningen er ofte blevet beskrevet som et sprog- ligt fænomen, nemlig tilstedeværelsen af sproglig uklarhed eller tvivl3 om af- talens indhold. Denne afgrænsning af fortolkningssituationen har givet anled- ning til, at aftalefortolkningen er blevet opfattet som ujuridisk4 i den forstand, at den i udgangspunktet er baseret på en analyse af sproget.5 Et tekstnært af- sæt for fortolkningen er desuden i tråd med ældre tiders sprogforståelse, hvorefter sproget (ord og sætninger i skrift og tale) afspejler forhold i virke- ligheden (såkaldt repræsentationsteori6).
Fortolkningssituationens anknytning til rent sproglige kriterier genfindes både i de konti- nentaleuropæiske (civil law) retssystemer og i common law, hvor anvendelsen af den så- kaldte parol evidence rule, der afskærer bevis for et andet aftaleindhold end aftaleteksten umiddelbart giver udtryk for, bl.a. afhænger af, om aftaleteksten fremstår som plain and clear, eller om den er vague eller ambiguous.7
I tråd hermed er der traditionelt blevet sondret mellem fortolkning og udfyld- ning. Den udfyldende fortolkning antages at indebære anvendelsen af bag- grundsrettens regel i det konkrete tilfælde, hvor det må lægges til grund, at aftaleteksten ikke regulerer forholdet, altså når aftalen er »åben«8 i relation til
3. Jf. Ussing, Aftaler, s. 424, og Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 354.
4. Jf. Ussing, Aftaler, s. 432, og Vahlén, Avtal och tolkning, s. 193.
5. Aftalerettens kernebegreber (f.eks. begrebet viljeserklæring) og flere af aftalelovens oprindelige regler giver også umiddelbart indtryk af, at de retsregler (jus), som aftalen indeholder, først og fremmest skal udledes af erklæringen (faktum), jf. nærmere Han- sen, Det entrepriseretlige hjemmelsproblem, s. 33 ff.
6. Jf. f.eks. Zahle, Praktisk retsfilosofi, s. 287.
7. Jf. f.eks. Farnsworth, Contracts, s. 461 ff.
8. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 350.
2. Fortolkningssituationen
det givne spørgsmål. I modsætning til fortolkningen (i snæver forstand) er ud- fyldningen derfor blevet anset for en egentlig retlig virksomhed.
Sondringen mellem fortolkning og udfyldning, der er almindeligt anvendt i nordisk littera- tur, stammer formentlig fra tysk aftaleret. Her sondres der mellem på den ene side unklare eller indholdsmæssigt zweifelhafte erklæringer og på den anden side aftaler, der er lücken- hafte, idet der i førstnævnte tilfælde bliver tale om at fastlægge ordenes betydning, mens der i sidstnævnte bliver behov for såkaldt ergänzende Vertragsauslegung, der involverer anvendelsen af baggrundsrettens retsregler.9
En nutidig beskrivelse af aftalefortolkningen er mere nuanceret. Der er næppe nogen der i dag vil hævde, at aftalefortolkning (f.eks. som grundlag for en domstolsafgørelse) er en ujuridisk proces. Fortolkningen af aftaler udgør jo netop den juridiske bedømmelse, der fører til fastlæggelsen af aftalens ind- hold. Der kan ikke siges noget præcist om, hvornår en aftale er uklar eller gi- ver anledning til tvivl. Sproget har ikke selvstændigt meningsindhold, og dets præcise »betydning« afhænger i høj grad af den sammenhæng, hvori en yt- ring fremsættes og en erklæring udformes (relativitetsteori10). Dette gælder navnlig for udsagn, der tilsigter at have retlig betydning, fordi erklæringen ikke i sig selv har retlig relevans, men kun får det i kraft af retssystemets (samfundets) anerkendelse heraf, jf. ovenfor i kapitel 1 afsnit 1. Aftalens ind- hold må således i vidt omfang udlægges i lyset af baggrundsrettens regler, der giver frihed eller begrænsninger for aftaleparterne med hensyn til aftalens ud- formning, og som i nogle situationer opstiller principper for, hvordan en gi- ven formulering skal forstås. Aftalefortolkningens karakter af juridisk vurde- ring tydeliggøres desuden af den omstændighed, at en række ydre omstæn- digheder ofte er afgørende for, hvordan indholdet af aftaler skal forstås. Af- hængigt af bl.a. transaktionens karakter og hvilken type af aftale der er tale om, skabes der med afsæt i baggrundsrettens regler ofte en vis formodning for et bestemt fortolkningsresultat. Det har f.eks. betydning for fortolkningen, om der er tale om en længerevarende kontrakt om f.eks. teknisk komplekse ydelser (f.eks. udviklingen af et it-system) eller om køb af daglige fornøden- heder. Det vil ofte også være ganske afgørende, hvem aftalens parter er, her- under om de har indgået aftalen som et led i deres erhverv, har særlig sag- kundskab eller er forbrugere, jf. også nærmere nedenfor i afsnittene 4-6.
9. Jf. Neuner, Allgemeiner Teil des Bürgerliches Rechts, s. 407 ff og s. 420 ff.
10. Jf. Zahle, Praktisk retsfilosofi, s. 289 ff., og f.eks. XxXxxx, The Construction of cont- racts, s. 63 ff. og s. 72 ff.
Fortolkningssituationen kan derfor formentlig bedst beskrives på den må- de, at fortolkning finder anvendelse i tilfælde, hvor der er uenighed eller tvist mellem parterne om aftalens indhold. Sondringen mellem fortolkning og ud- fyldning er – omend uskarp11 – ikke uden værdi, men den beskriver i hoved- sagen kun fortolkningsresultatets nærhed til henholdsvis aftaleteksten og baggrundsretten.12
Fortolkning er dermed ikke en proces, der er skarpt adskilt fra den øvrige aftaleret. Fortolkning er f.eks. en forudsætning for bedømmelse af, om en er- klæring overhovedet udgør et bindende løfte, og dermed om en aftale er ind- gået, jf. ovenfor i kapitel 2.13 Tilsvarende må det først ved fortolkning afgø- res, om en afgiven erklæring har været i strid med løftegivers vilje på en så- dan måde, at det begrunder aftalens ugyldighed, jf. nærmere i kapitel 4. I den nyere aftaleretlige teori er det da også anerkendt, at den aftaleretlige fortolk- ning i nogle sammenhænge er meget vanskelig at skelne fra såvel indgåelses- som ugyldighedsreglerne, og retspraksis giver også løbende eksempler her- på.14
Når fortolkningslæren på trods af den vanskelige afgrænsning i forhold til aftalerettens øvrige regler alligevel udskilles til særskilt behandling, skyldes dette fortrinsvis systematiske og metodiske hensyn. Fortolkningslæren ud- trykker desuden nogle vigtige, almene principper for juridisk argumentation, der knytter sig tæt til anvendelsen af sproget.
3. Fortolkningsspektret: Subjektiv, objektiv og normativ fortolkning
Fortolkningen er som udgangspunkt baseret på samme retskilder som aftale- retten i øvrigt. Mens både vedtagelsesreglerne og ugyldighedslæren har de detaljerede regler i aftaleloven som fundament, er fortolkningen mere skøns- præget og i hovedsagen baseret på principper, der er formuleret i den aftale- retlige teori og udledt af mangeårig retspraksis.
11. Jf. Vahlén, Avtal och tolkning, s. 194.
12. Jf. Xxxxxxxx, Certepartifortolkning – i nordisk og engelsk ret, s. 51 f. og s. 83.
13. Nogle forfattere opererer i konsekvens heraf med et særligt for-fortolkningsstadium, der adskiller sig fra den øvrige fortolkningsvirksomhed, og som har til formål at kort- lægge det sproglige indhold af løftet, Jf. f.eks. Huser, Avtaletolkning, s. 371, og Grönfors, Tolkning av fraktavtal, s. 38.
14. Jf. nærmere nedenfor i afsnit 6.2 og i kapitel 4 om bl.a. forudsætningslæren.
Lovgivningen giver flere eksempler på fortolkningsregler, men der er som oftest tale om bestemmelser, der tager sigte på specifikke aftaleforhold eller særlige klausuler. Som ek- sempel kan nævnes købelovens §§ 62-71 om betydningen af nærmere bestemte klausuler i købsaftalen om levering af salgsgenstanden. Den oprindelige aftalelov fra 1917 indeholdt ingen fortolkningsregler. I 1994 indførtes – som et led i implementeringen af fælles EU- regler – bl.a. reglen i § 38 b, hvorefter en aftale, hvis der »opstår (...) tvivl om forståelsen«, skal fortolkes på en måde, der er »mest gunstig for forbrugeren«.15
Retspraksis giver dog langtfra noget entydigt billede af fortolkningslæren, og der kan ikke opstilles et hierarki af regler eller principper, der gælder for afta- lefortolkningen. En væsentlig udfordring er desuden, at der i forskellige afta- leretlige fremstillinger anvendes forskellige terminologier.
I den aftaleretlige teori omtales fortolkningslærens indhold f.eks. både som regler,16 prin- cipper, metoder17 og standarder,18 ligesom der opereres med fortolkningsdata19 og – hensyn, uden at (alle) disse begreber forekommer klart adskilte. Den manglende fasthed i begrebsanvendelsen skyldes utvivlsomt fraværet af almene, lovfæstede fortolkningsregler og den skønsprægede karakter, som fortolkningsafgørelserne generelt har.
I nærværende fremstilling reserveres begrebet fortolkningsregel til tilfælde, hvor retsfaktum er beskrevet med nogenlunde præcision (som f.eks. i aftale- lovens § 38 b). Begrebet fortolkningsprincipper anvendes som samlebeteg- nelse for forskellige typer af argumenter og ræsonnementer for fortolkningen, som kan udledes af retspraksis og teori. Med begrebet fortolkningshensyn menes de samfundsmæssige værdier, der begrunder reglernes og principper- nes udformning.20
Der kan skabes et overblik over fortolkningslæren ved at opdele fortolk- ningsregler og -principper efter de hensyn, som de har til formål at varetage. Der er i vidt omfang tale om samme hensyn som de, der begrunder selve afta- leforpligtelsen, jf. ovenfor i kapitel 1, afsnit 1.2. Det drejer sig for det første om hensynet til aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet (par- ternes fællesvilje) og for det andet om hensynet til den berettigede forvent- ning, som aftalens ydre udtryk (typisk dens ordlyd) vækker hos løftemodtage- ren. For det tredje kan der peges på hensynet til opnåelsen af et fortolknings-
15. Reglen kodificerer formentlig i vid udstrækning blot den almindelige koncipistregel, jf. nærmere nedenfor i afsnit 5.
16. Jf. f.eks. nedenfor i afsnit 5 om den såkaldte koncipistregel.
17. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, kapitel 5, afsnit 5.2.
18. Jf. Huser, Avtaletolkning, s. 64 ff.
19. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 368.
20. Jf. Xxxxxx, Det entrepriseretlige hjemmelsproblem, s. 87.
resultat, der harmonerer med baggrundsretten og samfundets forventninger til aftalen i bred forstand (et sædvanligt godt resultat).21 De tre grundlæggende fortolkningshensyn afspejler dels den klassiske kontraktrets konflikt imellem vilje og erklæring, dels udviklingen i det 20. århundredes kontraktret og frem til i dag, karakteriseret ved samfundets stigende krav til aftalens indhold.22
Aftalefortolkning, der legitimeres ud fra overvejelser om aftaleparternes subjektive (psykologiske) forhold på aftaletidspunktet, kan herefter karakteri- seres som subjektiv fortolkning. Ved en objektiv fortolkning eller en objektiv fortolkningsregel forstås en tekst- og ordlydsnær fortolkning, altså en fortolk- ning knyttet til aftalens ydre udtryk. Aftalefortolkning, der knytter an til bag- grundsretten eller det, der i øvrigt må anses for en sædvanlig god aftaleregu- lering af det omtvistede forhold, karakteriseres som normativ fortolkning.
Fremstillingerne af fortolkningslæren i den aftaleretlige litteratur er for de flestes vedkommende også baseret på en systematisering af fortolkningslæren på grundlag af de hensyn, der bærer de respektive fortolkningsregler og - principper. Xxxx Xxxxx Xxxxxxxx nævner subjektiv fortolkning, lingvistisk fortolkning, retssystematisk fortolkning og branchefortolkning som væsentli- ge fortolkningsmetoder.23 Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx pe- ger på parternes fælles interesse og aftalens ordlyd som centrale, relevante fortolkningsdata,24 idet disse forfattere og bl.a. Stig Jørgensen25 og Kurt Grönfors26 generelt fremhæver aftalefortolkningens udprægede orientering imod baggrundsretten i bred forstand.27 Xxxxxxxx Xxxxx anskuer fortolknings- processen som anvendelsen af prioriterede fortolkningsstandarder, der – i va- rierende grad – i hovedsagen lægger vægt på parternes mening og den an- vendte sprogbrug, men forfatteren anerkender også, at fortolkningen er under stærk indflydelse af juridiske retningslinjer.28
21. Jf. Xxxxxx, Det entrepriseretlige hjemmelsproblem, kapitel 4, afsnit 3.
22. Jf. ovenfor i kapitel 1, afsnit 1.2.
23. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, kapitel 5, afsnit 5.2. Forfatteren næv- ner desuden kodificeret fortolkning og aftalt fortolkning som fortolkningsmetoder.
24. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, kapitel 9, afsnit 2.
25. Jf. Xxxxxxxxx, Kontraktsret, bind 1, s. 169.
26. Jf. Grönfors, Tolkning av fraktavtal, s. 46.
27. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 354.
28. Jf. Huser, Avtaletolkning, s. 64 ff. og s. 507 ff., og f.eks. Xxxx Xxxxxxxxx, Kontraktsrett og obligasjonsrett, s.112.
Betoningen af de nævnte princippers betydning for fortolkningen genfindes også i uden- landsk29 og international ret. Af UNIDROIT Principles, art 4.1, fremgår f.eks., at aftaler
»shall be interpreted according to the common intention of the parties«. Hvis en fælles mening ikke kan bevises, skal kontrakten fortolkes »according to the meaning that reason- able persons of the same kind as the parties would give to it in the same circumstances«. Disse omstændigheder omfatter ifølge art. 4.3, litra e og f, »the meaning commonly given to terms and expressions in the trade concerned« og »usages«.
Der hersker ikke enighed om, hvorledes de grundlæggende fortolkningsprin- cipper indbyrdes forholder sig til hinanden. Mens nogle forfattere betoner den subjektive fortolknings forrang,30 fremhæver andre ordlyden31 som den prin- cipale retskilde for fortolkningen. Som nævnt peges der i flere – navnlig nye- re – fremstillinger af aftaleretten på betydningen af baggrundsrettens regler for fortolkningen. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx anfører f.eks. følgende om for- tolkning: »Fortolkningsreglerne og de udfyldende regler opstiller reelt en le- gal formodning for en bestemt løsning (...). Hvis én af parterne påstår en an- den løsning lagt til grund, må det konkret sandsynliggøres, at det har været aftaleparternes mening at fravige de »normale« retsvirkninger for en aftale af denne type ...«.32 Fortolkningens mål er ifølge forfatterne dermed »så langt som muligt at harmonere med de resultater, der tilstræbes ved andre retsreg- ler«.33
Historisk har spørgsmålet navnlig været, om et subjektivt eller et objektivt fortolknings- princip måtte anses for at have forrang. I ældre tysk ret fik viljesteorierne34 den naturlige konsekvens, at løftegivers vilje blev anset for målet for fortolkningsprocessen.35 I common
29. Smh. f.eks. Neuner, Allgemeiner Teil des Bürgerlichen Rechts, § 35 *. Aftaleparter- nes subjektive forhold spiller dog i angloamerikansk aftaleret – bl.a. i konsekvens af den såkaldte parol evidence rule – en mere tilbagetrukken betydning for fortolknin- gen, jf. f.eks. Farnsworth, Contracts, kapitel 7.
30. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 355, og Huser, Avtaletolkning, s. 378 og s. 381.
31. Jf. f.eks. Xxxxxxx, Xxxxxxx avtalsrätt, s. 185, der anskuer aftalens ordlyd for »(e)n självklar utgångspunkt« for al aftalefortolkning. Jf. endvidere Xxxxxxxx, Avtalerett, s. 486.
32. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 356-357 (forfatternes egen kursivering).
33. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 358. Se i samme retning f.eks. Xxxxxxxxx, Kontraktsret, bind 1, Aftaler, s. 168, og Grönfors, Tolkning av frak- tavtal, s. 46.
34. Jf. ovenfor kapitel 1, afsnit 1.2.
35. Jf. f.eks. Xxxxxxxxxx, Lehrbuch des Pandektenrechts, bind 1, s. 231.
law-systemer har fortolkningslæren (som kontraktretten i det hele taget36) traditionelt været baseret på et forholdsvis strengt objektivt udgangspunkt.37 Hensynet til løftemodtagerens berettigede forventning førte således til en klar fokusering på aftaleteksten.38 Hermed teg- nedes et billede af teksten som et nærmest empirisk grundlag for aftaleretten. Hjemmelen for aftalernes retsvirkninger skulle findes inden for the four corners of the document.39 Bå- de tysk og angloamerikansk aftaleret indtager i dag mere nuancerede positioner.40
Holdningsforskellene i de nordiske fremstillinger af aftaleretten illustrerer nok i nogen grad forskellige opfattelser af de hensyn, som aftaleretten skal varetage, men er næppe i realiteten ret store. I hovedsagen er der nok tale om metodiske eller systematiske valg, idet det i almindelighed synes anerkendt, at de tre nævnte fortolkningsprincipper altid i et eller andet omfang vil påvir- ke fortolkningen.
Aftalefortolkningen kan altså hverken være rent subjektiv, rent objektiv eller rent normativ. Den subjektive fortolkning, der orienterer sig imod par- ternes fælles vilje, må f.eks. altid støttes på visse objektive momenter: En parts psykologiske forhold skal kunne bevises eller i hvert fald antageliggøres for at kunne legitimere et fortolkningsresultat. Undertiden sker dette alene ved afgivelsen af en – troværdig – vidneforklaring, men meget ofte vil den subjektive fortolkning støttes af ydre – objektive – omstændigheder (f.eks. et
36. Jf. ovenfor i kapitel 1, afsnit 1.2.
37. Jf. Xxxxxxx, Principles of contract, s. 264, med citat fra dommen Fowkes v. Manches- ter and London Assurance Association fra 1863.
38. I en ældre fremstilling af engelsk kontraktret anførte Xxxxx x.eks. om aftalefortolk- ning, at »(words) are to be understood in their plain and literal meaning. This rule may lead to consequences which the parties did not contemplate, but it is followed
...«, jf. Anson, Principles of the English Law of Contract, s. 328.
39. Jf. Farnsworth, Contracts, s. 464. Den klassiske common laws objektive udgangs- punkt for fortolkningen afspejles fortsat i angloamerikansk ret, men navnlig the parol evidence rule fremstår i dag i en noget opblødt form, jf. Farnsworth, Contracts, s. 466 ff., og XxXxxx, The Construction of Contracts, Interpretation, Implication and Recti- fication, s. 123 ff.
40. I dag fortolkes BGB § 133, der efter sin ordlyd angiver, at aftalefortolkningen har til formål at udfinde aftaleparternes virkelige vilje på den måde, at den faktiske vilje kun kan tillægges betydning, hvis den er kommet til udtryk over for medkontrahenten. I den engelske afgørelse Investors Compensation Scheme x. Xxxx Bromwich Building Society anfører Xxxx Xxxxxxxx om aftaletekstens betydning for fortolkningen: »The meaning which a document (or any other utterance) would convey to a reasonable man is not the same thing as the meaning of its words. The meaning of words is a matter of dictionaries and grammars, the meaning of the document is what the parties using those words against the relevant background would reasonably have been un- derstood to mean.«
internt notat fra en virksomhed i kontraktforhandlinger). I mange tilfælde støttes den subjektive fortolkning også tydeligt af normative betragtninger, f.eks. om hvordan en aftalepart burde have forstået en omtvistet klausul, jf. også nærmere nedenfor i afsnit 4.
Den objektive fortolkning – en fortolkning efter ordlyden – vil for sin del ikke kunne lægges til grund, hvis der kan føres et bevis for, at parterne har ment noget andet end det, som er skrevet (hvilket dog sjældent sker). Selve ordenes betydning vil afhænge af, hvad der sædvanligvis må forstås ved de anvendte formuleringer, jf. ovenfor i afsnit 2 og nedenfor i afsnit 5.
Den normative fortolkning er ikke på samme måde som den subjektive el- ler objektive fortolkning afhængig af et bevis for forholdene, som de var på tidspunktet for aftalens indgåelse. Når et fortolkningsresultat støttes under henvisning til, hvordan en gældende deklaratorisk regel ville regulere det om- tvistede forhold, eller hvordan andre sammenlignelige aftaler normalt udfor- mes, indebærer dette en forholdsvis fri fortolkningsstil, der ofte kan have ka- rakter af udfyldning. Den normative fortolkning kan imidlertid definitorisk ikke være helt ubundet af subjektive eller objektive forhold. Hvis det var til- fældet, ville der ikke være tale om anvendelse af aftalen, men om tilsidesæt- telse (som f.eks. ved aftalens ugyldighed), jf. nærmere nedenfor i afsnit 6.
Subjektiv Objektiv
Normativ
Figur 1. Fortolkningsspektret
Retspraksis viser desuden, at de respektive fortolkningsprincipper i be- stemte situationer står stærkere end i andre. På grundlag af retspraksis kan der altså peges på nogle omstændigheder, der giver de respektive fortolknings- principper større eller mindre vægt, og dermed påvirker deres autoritet og gennemslagskraft. I det følgende redegøres der nærmere for fortolkningsprin- cippernes anvendelse i praksis, herunder for de argumenter og ræsonnemen- ter, der knytter sig til de respektive principper.
4. Subjektiv fortolkning
Hvis det kan dokumenteres, hvad parternes fælles subjektive forståelse af af- talens indhold var på aftaletidspunktet, er det klart, at denne forståelse som det klare udgangspunkt må lægges til grund.
Eksempel 1: Har en grossist f.eks. påtaget sig at levere et parti »spanske avocado« til en grønthandler, men bevises det (f.eks. ved grossistens troværdige partsforklaring i retten), at parterne med ordet »spanske« alene sigtede til overholdelse af europæiske krav til sprøjt- ning, må denne forståelse lægges til grund, således at grossisten kan levere avocadoer, der overholder disse krav, selv om de kommer fra et andet land end Spanien.
Afgørelsen UfR 2006 1697 H kan siges at støtte teorier om den subjektive fortolknings principielle forrang.42 Sagen omhandlede fortolkning af en aftale om produktansvarsforsik- ring. Spørgsmålet var, om nogle krav, der var rejst imod forsikringstageren som følge af skader forvoldt ved en række personers kontakt med asbest, var omfattet af forsikrings- dækningen. Højesteret ræsonnerede således: »Der er ikke forelagt Højesteret oplysninger om, hvilke overvejelser parterne har gjort sig om betydningen af bestemmelsen om asbest- dækning (...). Højesteret må derfor fortolke bestemmelsen på grundlag af ordlyden« (for- fatternes kursivering).
Det er dog typisk for fortolkningssituationen, at en fælles mening som oftest netop ikke kan dokumenteres eller antageliggøres. Det kan skyldes, at en af
41. Jf. nærmere flere af de i afsnit 4-6 nævnte afgørelser.
42. Jf. ovenfor i afsnit 3 med henvisninger.
parterne ikke længere vil vedstå den, eller at en fælles forståelse af den om- stændighed, der har udløst tvisten rent faktisk aldrig har eksisteret.
Uden støtte af objektive eller normative kriterier har den subjektive for- tolkning derfor et meget snævert virkefelt. Det er sjældent, at der i en fortolk- ningsafgørelse alene henvises til, hvad parterne rent faktisk mente med en be- stemt formulering (egentlig subjektivitet).
Et eksempel på egentlig subjektiv fortolkning udgøres muligvis af UfR 2003 23 H, der omhandlede en aftale om oversættelse af nogle tegneserier (Tintin). Oversætteren krævede yderligere honorar i anledning af forlagets optryk af nye oplag. Landsretten fandt det
»godtgjort, at begge parter forudsatte, at oversættelsesaftalerne gav forlaget ret til at genop- trykke oversættelserne i samme udgave uden sagsøgerens samtykke og uden yderligere honorar«. Højesteret frifandt forlaget bl.a. under henvisning til landsrettens begrundelse.
Den subjektive fortolkning udgør formentlig i nogle situationer et redskab til varetagelse af individuelle beskyttelseshensyn, f.eks. i forbrugeraftaler. I kon- sekvens af, at parternes psykologiske forhold er af uhåndgribelig karakter, får den subjektive fortolkning et vist spekulativt præg. Med princippet om dom- stolenes frie bevisbedømmelse43 kan der på grundlag af rettens skøn lægges vægt på reservationer, som den svage part aftaleforholdet vurderes at have haft, men som ikke kom tydeligt til udtryk i aftalen eller på anden måde.
Undertiden anvendes betegnelsen formålsfortolkning om fortolkning, der støttes på mere overordnede overvejelser om parternes bevæggrunde for ud- formning af aftalen. En henvisning til parternes formål med aftalen refererer sjældent til oplysninger om parternes præcise vilje eller deres hensigt med et konkret vilkår, men er snarere en vej til at systematisere klausulerne i aftalen eller skabe en samlet mening med aftalens indhold.
Retspraksis indeholder løbende henvisninger til aftalens formål som grundlag for fortolkningen. Som regel anvendes dette kriterium som støtte for andre fortolkningskilder, f.eks. i tilfælde hvor aftalens vilkår fremstår som indbyrdes modstridende,44 og hvor det derfor rent faktisk er vanskeligt at be- dømme, hvad meningen med aftalen var. I nogle tilfælde forekommer for- målsfortolkningen ligefrem at være et signal om, at domstolen ønsker at di- stancere sig fra aftalens umiddelbare ordlyd, der måske efter omstændighe- derne fører til et (for) vidtgående resultat.
I T:BB 2012 471 H havde køber og sælger af en ejendom oprettet og tinglyst en servitut, hvorefter bevoksningen på en vold på nabogrunden, der tilhørte sælger, ikke måtte oversti-
43. Jf. Xxxx-Xxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx og Xxxxxxxx, Den civile retspleje, s. 547.
44. Jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 5.
ge »kote 22,19 i det på bilag A anførte kotepunkt«. Det fremgik videre af aftalen, at servi- tutten var udarbejdet for at bevare købernes udsigtsforhold. Efter nogle år opstod der tvist om aftalens fortolkning, idet køberne gjorde gældende, at sælger var forpligtet til at fjerne noget bevoksning, der hindrede udsigten fra købers grund, selv om denne bevoksning ikke oversteg det anførte kotepunkt. Under hensyn til nogle oplysninger om, at sælger selv hav- de foranlediget den aftale kote udmålt, og til formålet med servitutten, fandtes sælger ikke at kunne støtte ret på det aftalte kotepunkt.45
Et andet godt eksempel er dommen T:BB 2014 47 V, hvor det af en servitut tinglyst på en ubebygget grund i 1920 fremgik, at der ved afhændelse af grunden tilkom lærerkredsen på Viborg Katedralskole en forkøbsret til denne. Viborg Kommune havde på et tidspunkt erhvervet grunden og etableret et rensningsanlæg på den. Da kommunen i 2009 som følge af ny lovgivning blev forpligtet til at etablere et kommunalt ejet aktieselskab til varetagelse af spildevandsbehandling, blev grunden (sammen med andre lignende ejendomme) over- draget til selskabet til et nærmere fastsat beløb. Skødet blev imidlertid afvist fra tinglysning med anmærkning om forkøbsretten. En lærer ved Viborg Katedralskole anlagde sag imod kommunen med påstand om, at hun i medfør af servitutten havde forkøbsret til grunden. Landsretten udtalte følgende: »Formålet med overdragelsen af ejendommen var (...) kom- munens gennemførelse af vandsektorlovens krav om, at bl.a. aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning skulle overdrages til et kapitalselskab. Landsretten tiltræ- der derfor (...) at overdragelsen, hvor køberen er kommunalt ejet, væsentligt adskiller sig fra en afhændelse af ejendommen ved sædvanligt markedsmæssigt salg. Der foreligger derfor ikke en overdragelse, hvor Viborg Katedralskoles fastansatte lærere kan gøre for- købsretten gældende.«
Problemet er dog som nævnt, at det i almindelighed er meget vanskeligt at dokumentere en fælles forståelse uden støtte i aftaleteksten eller andre objek- tive forhold. Dette gælder navnlig, hvor tvisten opstår lang tid efter aftalens indgåelse, hvilket f.eks. er almindeligt forekommende i længerevarende kon- traktforhold.46 Subjektive fortolkningsprincipper forekommer desuden bedst egnede i situationer, hvor enkeltpersoner indgår aftaler, og hvor aftalens vil- kår ikke er særligt detaljerede. I virksomheders komplekse aftaleforhold vil det således ofte vise sig umuligt at fastlægge, hvad virksomhedens forståelse eller vilje var i relation til et givet vilkår i en kontrakt.
Som eksempel kan nævnes UfR 2012 3007 H, der omhandlede fortolkningen af samar- bejdsaftale mellem to smykkefirmaer, idet firmaet L imod betaling af royalty skulle desig- ne glasperler til brug for nogle armbånd, der blev produceret af firmaet P. Royalty skulle efter aftalen betales med 12,5 % af P’s »samlede omsætning af glasperler, uanset om de er
45. Smh. endvidere f.eks. UfR 2011 1094 H om fortolkning af en vejservitut, UfR 2011 2273/2 H om fortolkningen af nogle pensionsforsikringsvilkår, T:BB 2010 1156 H om fortolkning af en lejeaftale og UfR 2008 391/2 H om fortolkning af prisbestem- melse i en salgsaftale vedrørende en fast ejendom.
46. Jf. Xxxxxx i TfR 2011 nr. 3/4, s. 467.
designet af (L) (...) eller andre«. P nægtede efterfølgende at betale royalty af omsætning vedrørende perler, der var designet i P’s søsterselskab og uden bistand fra L. Under sagen fremkom detaljerede oplysninger om baggrunden for aftalen og om forhandlingsforløbet. Højesteret fandt »i mangel af nærmere oplysninger om en anden fælles forståelse«, at be- regningen af royalty i henhold til aftalen skulle ske af P’s salg af perler, uanset om disse var designet uden L’s medvirken eller brug af L’s viden.
Fortolkningsafgørelser, der klart er baseret på oplysninger om aftaleparternes faktiske subjektive forhold, men hvor den subjektive fortolkning tillige støttes af objektive omstændigheder, er mere almindeligt forekommende.
Fra praksis kan f.eks. nævnes TfA 2011 574 V, der omhandlede fortolkningen af en bode- lingsoverenskomst indgået imellem ægtefællerne M og H i forbindelse med deres separati- on. Af aftalen fremgik, at M skulle udtage H’s ejendom og virksomhed imod at overtage den gæld, der knyttede sig til disse aktiver, samt betale H’s nettorestskat for 2006, der i af- talen blev opgjort til 124.651 kr. Det viste det sig imidlertid, at en del af H’s restskat (17.976 kr.) blev udskudt til det efterfølgende år. M nægtede at udbetale H mere end det ikke-udskudte beløb. Byretten – hvis afgørelse blev stadfæstet af landsretten – lagde »efter indholdet bodelingsoverenskomsten samt H’s partsforklaring« til grund, at »meningen med bodelingsoverenskomsten var, at M i forbindelse med parternes separation skulle overtage samtlige aktiver mod til gengæld at overtage samtlige gældsforpligtelser«. Den omstæn- dighed, at en del af H’s restskat for 2006 var blevet udskudt, var uden betydning M’s beta- lingsforpligtelse, og M blev dømt til at udbetale H differencebeløbet. Som det ses udledte retten aftalens »mening« ikke blot af H’s forklaring, men tillige af bodelingsoverenskom- stens »indhold«, hvilket må forstås som en henvisning til den konkrete aftales ordlyd.
Xxxxxxx giver desuden løbende eksempler på afgørelser, hvor det er tydeligt, at det ikke er oplysninger om aftaleparternes faktiske subjektive forhold (egentlig subjektivitet), der er lagt til grund, men derimod en bedømmelse af, hvad en part burde have forstået ved en given formulering.
Som eksempel kan nævnes UfR 2007 197 H, der omhandlede fortolkningen af en aftale om finansiering af nogle byggerier for en privat bygherre. Den finansierende bank afskar byg- herren fra at trække på den oprettede kredit under henvisning til, at bygherrens hoveden- trepriseaftale ikke opfyldte nogle af betingelserne for lånetilsagnet. Bygherren fastholdt, at banken var forpligtet til udbetaling i henhold finansieringsaftalen under henvisning til, at banken havde godkendt entrepriseaftalerne. Højesteret frifandt banken og lagde bl.a. til grund, at bygherren ikke »med føje« kunne have »fået den opfattelse, at hovedentreprise- kontrakten var godkendt af banken«. 47 Endvidere kan f.eks. nævnes UfR 2022 733 V, hvor en kunde gjorde gældende, at en aftale med et teleselskab om etablering af en bredbånds-
47. Jf. f.eks. også UfR 2006 2421 H om fortolkning af en reassuranceaftale vedrørende en værftskran. Højesteret lagde til grund, at »(r)eassurandørerne (...) ikke (havde) haft mulighed for at indse, at kranen skulle være omfattet af dækningen«.
forbindelse omfattede installation af forbindelsen. Landsretten udtalte, at den omstændig- hed, at kunden i tilbuddet fra teleselskabet var blevet stillet i udsigt, at kundens internet ville fungere, som det hidtil havde gjort, ikke var tilstrækkeligt til, at kunden« havde en berettiget forventning om, at (teleselskabet) skulle sørge for installation af bredbån- det, da han ikke selv kunne få det til at virke.
I denne type af tilfælde, hvor man kan tale om uegentlig subjektiv fortolk- ning, er den retlige bedømmelse af aftalens indhold meget vanskelig at skelne fra både objektiv og normativ fortolkning. Dette er endvidere ofte tilfældet, hvor fortolkningen er baseret på overvejelser om parternes forudsætninger.48 I nogle situationer støttes forudsætningsbetragtningerne ikke på oplysninger om den konkrete aftaleparts forhold men derimod på generelle overvejelser om, hvad en part under de foreliggende omstændigheder i almindelighed eller efter gældende ret må kunne forudsætte. Her tales undertiden om typeforud- sætninger.
Som eksempel kan nævnes UfR 2009 2003 V, hvor en forbruger havde købt en bil, der imidlertid viste sig ikke at kunne indregistreres i Danmark. Landsretten udtalte, at det måt- te »anses for en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sik- kerhedsmæssigt forsvarligt kan benyttes til kørsel her i landet«, og at denne forudsætning måtte »sidestilles med en tilsikring«, hvorfor bilen blev anset for mangelfuld. Landsrettens generelt holdte bemærkning om retstillingen i forbrugerkøb understreger, at det afgørende for fortolkningen ikke var, hvad den konkrete køber havde forudsat, men derimod hvad en forbruger i en situation som den foreliggende generelt kunne forudsætte.49
Overvejelser om aftaleparternes forudsætninger indgår også ofte som grund- lag for bedømmelsen af, om en aftale er ugyldig, jf. nærmere nedenfor i kapi- tel 4, herunder navnlig afsnit 3.5.
5. Objektiv fortolkning
Fortolkningsafgørelser, der er eksempler på objektiv fortolkning, vil ofte in- deholde henvisninger til konkrete ord i aftalen som udslagsgivende for for- tolkningsresultatet.
48. Smh. f.eks. UfR 2013 2338 H, hvor Højesteret (modsat landsretten) afviste, at »forud- sætningssynspunkter« kunne føre til, at en nærmere bestemte erstatningssøgsmål skulle anses for undtaget fra en voldgiftsklausul.
49. Som eksempel på, at en aftaleparts faktiske forudsætninger er blevet tillagt betydning for fortolkningen, kan dog nævnes UfR 2014 618 S.
Eksempel 2: I eksemplet med avocadoerne nævnt ovenfor kan retten vælge at lægge vægt på ordet »spanske« frem for forklaringen fra grossisten om parternes mening. Hvis retten på den baggrund finder, at avocadoer fra f.eks. Grækenland er mangelfulde, er der tale om objektiv fortolkning.
Fra praksis kan f.eks. nævnes UfR 2013 2338 H, hvor en voldgiftsklausul i en ansættelses- kontrakt mellem en bank og to af dens underdirektører »efter ordlyden« blev anset for at omfatte nærmere bestemte søgsmål imod direktørerne med krav om erstatning. Desuden kan nævnes UfR 2011 3342 H, hvor vilkårene for en købsaftale vedrørende en fast ejen- dom »efter deres ordlyd« blev forstået således, at sælgerne havde afgivet garanti for, at VVS-installationerne var mangelfri, samt f.eks. UfR 2010 1517 V, hvor ordlyden i en leje- kontrakt ikke fandtes at give støtte for, at lejer ved lejeperiodens udløb havde krav på, at forlængelse skulle ske på uændrede vilkår.50
Det anføres undertiden, at det afgørende for den objektive fortolkning er den naturlige sproglige forståelse af aftaleteksten.51 Hvad der »naturligt« forstås ved en bestemt formulering, afhænger imidlertid af den kontekst, hvori afta- len er indgået, jf. også ovenfor i afsnit 2. Aftaleteksten må tillægges den be- tydning, som den pågældende formulering sædvanligvis må anses for at have i den omhandlede sammenhæng.
Et godt eksempel er afgørelsen UfR 2010 1716 V, der omhandlede en tvist om forståelsen af et vilkår i en købsaftale indgået mellem kommunen H og et selskab P. Af købsaftalen fremgik bl.a. følgende: »Køber forpligter sig til at påbegynde arealets bebyggelse efter en af Byrådet godkendt bebyggelsesplan inden 1 år fra overtagelsesdagen ...«, idet H i modsat fald havde ret til at kræve grunden tilbageskødet. P udførte delvis muldafrømning, delvis udlægning af betongrus og indhegning af byggegrunden. En skønsmand udtalte, at disse arbejder kunne betegnes som »bygningsarbejder«. Landsretten udtalte, at sagen måtte af- gøres ved fortolkning af ordene »påbegynde arealets bebyggelse« i skødet, og at parterne havde en »forskellig opfattelse af, hvornår et byggeri er påbegyndt«. To dommere lagde herefter til grund, at »en naturlig sproglig forståelse« af ordet bebyggelse i købsaftalen måtte indebære, at P skulle have »påbegyndt opførelsen af en bygning, hvortil der kræves en godkendelse fra byrådet«, og at dette ikke var tilfældet med det udførte arbejde. H fik derfor medhold i sit krav om tilbageskødning. En dissentierende dommer udtalte, at ordene kunne »forstås på flere måder«, og at H ikke havde været berettiget til – uden at give en forudgående frist til at påbegynde de krævede arbejder – at stille krav om tilbageskødning. Det afgørende for sagens udfald var formentlig skødets krav om »en af Byrådet godkendt bebyggelsesplan«, selv om det ikke var formuleret som en betingelse, at selve godkendel- sen skulle foreligge inden fristens udløb.
50. Smh. endvidere f.eks. UfR 2008 1220 H og UfR 2008 1415 H.
51. Jf. den nedennævnte UfR 2010 1716 V og f.eks. UfR 2010 1575 H.
Generelt er det som nævnt i afsnit 2 af væsentlig betydning for fortolkningen, hvilken type aftale der er tale om, hvem parterne er, og under hvilke omstæn- digheder aftalen i øvrigt er indgået. En erhvervsdrivende må f.eks. generelt acceptere, at aftaler, som denne indgår, udlægges på den måde, der er sæd- vanlig inden for den type transaktion, der er tale om. Ordlydsfortolkningen påvirkes med andre ord af sædvanlig eller kutymemæssig sprogbrug, og en parts eventuelle reservationer i forhold hertil vil normalt ikke få gennem- slagskraft.
Hvor kun den ene part er professionel, vil fortolkningen derimod ofte komme den ikke-erhvervsdrivende aftalepart (forbrugeren) i møde.52 Forskel- len mellem parternes viden og forhandlingsstyrke vil i almindelighed skærpe den erhvervsdrivendes loyalitetspligt og påvirke fortolkningen, jf. også nær- mere nedenfor i afsnit 6 om normativ fortolkning.
TfL 2010 165 V omhandlede en aftale, som en hesteejer (H) havde indgået med en profes- sionel berider (B) om, at B skulle forestå salget af H’s ridehest. I den forbindelse udstedte H et dokument til B med følgende ordlyd: »Jeg giver herved Xxxxxx Xxxxxx (B) fuldmagt til at sælge Check point Coban, til den aftalte pris på 115.000,-. Mere pris udover de 115.000,- dækker udgifter til opstaldning og ridning«. B solgte hesten for 300.000 kr., men afregnede alene 115.000 kr. til H. Byretten fandt, at afregningen var i overensstemmelse med aftalen, men landsretten lagde til grund, at det måtte »påhvile Xxxxxx Xxxxxx som den professionelle part at sikre sig klarhed i en aftale som den foreliggende«. Landsretten fandt ikke, at fuldmagten »kunne anses for at indeholde nogen klar aftale om, at Xxxxxx Xxxxxx skulle oppebære ethvert beløb, der måtte opnås ved salget af hesten over 115.000 kr.«, hvorfor H havde krav på udbetaling af de 300.000 kr. med fradrag af udgifterne til opstald- ning, træning og provision.
Den objektive fortolkning vil ofte indebære, at den omtvistede klausul ansku- es i lyset af de øvrige aftalevilkår, således at fortolkningsresultatet kommer til at stemme overens eller harmonere hermed.53
Som eksempel kan nævnes afgørelsen UfR 2009 2341/2 H, der omhandlede en agentaftale indgået mellem møbelproducenten M og en fransk virksomhed F om salg af M’s produkter i Frankrig. Af aftalen fremgik på den ene side i et punkt betegnet »Provision/honorarer«, at M var »berettiget til at opsige aftalen med 6 måneders varsel«, såfremt et aftalt salgsmål ikke blev opnået. På den anden side fremgik det i et afsnit med overskriften »Varighed«, at aftalen var »uopsigelig, med mindre der er tale om væsentlig mislighold, i en periode på 5 år«. Højesteret lagde ved fortolkningen af aftalen vægt på, at bestemmelsen om opsigelse var »anbragt umiddelbart før et vilkår om samarbejdsforholdets varighed«, som »naturligt«
52. Jf. også nærmere nedenfor om uklarhedsreglen og aftalelovens § 38 b.
53. Jf. f.eks. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 364, om retssystematisk for- tolkning og Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 398.
måtte »forstås således, at der er tale om et samarbejdsforhold tidsbegrænset til 5 år«. Høje- steret udtalte herefter, at bestemmelsen om uopsigelighed ikke kunne »føre til en forståel- se, hvorefter agenten ikke skal kunne opsiges, selv om de angivne slagsmål ikke nås«. Af- gørelsen afstemte således ved fortolkning de to klausuler i forhold til hinanden.
Undertiden kan indbyrdes uoverensstemmelse mellem aftalens vilkår løses under anvendelse af det såkaldte specialitetsprincip, hvorefter der skal gives det specielle vilkår forrang frem for aftalens almindelige vilkår.54
I den citerede UfR 2009 2341/2 H betragtede Højesteret formentlig bestemmelsen om M’s ret til at opsige med 6 måneders varsel som den specielle regel i forhold til klausulen om uopsigelighed.
Hvis en kontrakt består af flere dele, kan indbyrdes modstrid til tider løses under anvendelse af et lex posterior-princip (som også kendes fra lovfortolk- ning), hvor den yngre del af aftalen gives forrang frem for den ældre. Et så- dant princip har dog snarere karakter af subjektiv fortolkning.
Et ræsonnement, der ofte bringes i anvendelse i tilfælde af indbyrdes uoverensstemmelse mellem aftalens vilkår eller uklarhed i øvrigt, er den så- kaldte koncipistregel eller uklarhedsregel, hvorefter uklarhed i aftalen skal komme den, der har udformet aftalen (koncipisten), til skade, jf. for forbru- geraftalers vedkommende også aftalelovens § 38 b. Som anført i afsnit 2 kan der ikke siges noget præcist om, hvornår en aftale fremstår som uklar, men princippet anføres i praksis ofte som begrundelse for afgørelsen af vanskelige fortolkningstvister. Snarere end tilstedeværelsen af sproglig uklarhed synes det afgørende at være, om den ene kontraktpart kan bebrejdes, at aftalen blev udformet, som den gjorde, eller blot anses for at være den nærmeste til at bæ- re risikoen for den bestående usikkerhed om aftalens indhold.
Dette vil f.eks. ofte oplagt være tilfældet, hvor tvisten vedrører et punkt i et standardvilkår, der er udarbejdet af den ene aftalepart, og som er vedtaget som en del af aftalen. Årsagen hertil er, at de reale hensyn, der begrunder for- tolkningsprincippets anvendelse, træder tydeligt frem, når en aftalepart præ- senterer sin medkontrahent for et sæt standardbetingelser. Den kontrol med – og indsigt i – aftalevilkårene, som den aftalepart, der har udarbejdet et stan- dardvilkår, har, gør det særligt velbegrundet at pålægge »koncipisten« risiko- en for uklarheder mv. i det endelige kontraktmateriale. Samtidig medfører koncipistens kontrol med kontraktoplægget ofte en diskrepans i aftaleparter- nes styrkeforhold, hvilket begrunder den beskyttelse af medkontrahenten, der
54. Jf. f.eks. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 395.
er en del af uklarhedsreglens kerne.55 Uden indflydelse på udformningen af standardvilkårene tager forhandlingerne ofte karakter af et enten-eller.56
Fra praksis foreligger der dog også flere eksempler på afgørelser af for- tolkningstvister, der udspringer af individuelt udformede kontrakter, og hvor uklarhedsreglen har fundet anvendelse.
Blandt disse kan f.eks. nævnes afgørelsen UfR 2004 3058 H, der omhandlede fortolknin- gen af en værnetingsklausul i en aftale om eneforhandling af tøj i Danmark indgået mellem en dansk forhandler af damebeklædning og et tysk selskab. Den danske forhandler anlagde sag i Danmark med påstand om betaling af et beløb i medfør af handelsagentlovens § 25, stk. 1, og § 26. Det tyske selskab påstod sagen afvist under henvisning til en værnetingsbe- stemmelse i aftalen. Den danske forhandlers advokat procederede bl.a. på, at det tyske sel- skab som koncipist bar »risikoen for eventuelle uklarheder«. Sø- og Handelsretten tog ikke påstanden om afvisning til følge bl.a. under henvisning til en sagkyndigs beskrivelse af klausulen som uklar samt oplysninger om klausulens tilblivelse. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til grundene.
Endvidere kan nævnes Sø- og Handelsrettens dom af 7. november 2008 (H 121/4),57 der omhandlede fortolkningen af en individuelt udformet rammeaftale om køb og projekt- udvikling af en fast ejendom. Køber gjorde gældende, at sælger uberettiget havde annulle- ret aftalen. Sø- og Handelsretten bemærkede, at der »var adskillige uklarheder i aftalen«, og lagde til herefter til grund, at »da FB (køber) havde konciperet denne, må koncipistreg- len i givet fald føre til, at aftalen i tvivlstilfælde fortolkes imod affatteren, dvs. imod FB« (Forfatternes tilføjelse i parentes). Sælger blev frifundet for købers påstand om erstat- ning.58
Ifølge aftalelovens § 38 b gælder det som udtrykkelig regel i forbrugerfor- hold, at vilkår, der ikke har været genstand for forhandling, i tilfælde af tvivl skal fortolkes til fordel for forbrugeren.59
55. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 373. I entrepriseforhold, hvor byg- herrens udbudsmateriale, der indeholder både tekniske beskrivelser og juridiske vil- kår, ofte udsendes til de bydende i enslydende form, gælder (hvor AB 18 er vedtaget) efter AB 18, § 4, stk. 2, at dette materiale skal være »entydigt« og »udformet således, at der er klarhed over ydelser og indhold«. AB 18 er et standardvilkår med karakter af et agreed document, som finder udbredt anvendelse i bygge- og anlægsforhold.
56. Jf. nærmere ovenfor i kapitel 2, afsnit 3.3, om indgåelse af aftaler på grundlag af standardvilkår.
57. Dommen er offentliggjort på xxx.xxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxxx.
58. Jf. også UfR 2013 147 H, UfR 1976 495/2 H, UfR 1978 670/1 H, UfR 1980 255 V,
UfR 1983 20/2 H og UfR 1983 63 H.
59. I praksis går beskyttelsen af forbrugere formentlig endog videre, idet den erhvervs- drivende efter omstændighederne vil være forpligtet til at sikre aftalen imod uklarhe- der, der hidrører fra forbrugeren selv, jf. f.eks. den ovenfor nævnte TfL 2010 165 V.
Til den objektive fortolkning knytter sig undertiden betegnelserne udvi- dende eller indskrænkende fortolkning. Begreberne dækker ikke over nærme- re bestemte fortolkningsregler eller fortolkningsprincipper, men beskriver snarere resultatet af fortolkningen. Med betegnelserne markeres, at fortolk- ningsresultat anses for at indebære en udvidelse eller en indskrænkning af den normale sproglige forståelse af et begreb. Når en udvidende eller ind- skrænkende fortolkning vælges, skyldes det imidlertid som regel, at fortolk- ningen tillige påvirkes af baggrundsretten (normativ fortolkning), der f.eks. stiller særlige krav til en given type aftalevilkår. Dette gælder f.eks. normalt ansvarsfraskrivelsesklausuler.60
I T:BB 2010 303 V indeholdt et skøde på en byggegrund f.eks. en ansvarsfraskrivelse, der bl.a. havde følgende ordlyd: »Ejendommen sælges uden ansvar for jordbundsforholdene og dens egnethed som byggegrund ...«. Efter skødets underskrift den 14. maj 2006 viste det sig, at den ejendomsmægler, der repræsenterede sælger, den 8. maj 2006 var blevet gjort bekendt med, at der på nabogrunden var foretaget geotekniske undersøgelser, der viste højst problematiske jordbundsforhold. Da disse oplysninger ikke blev videregivet til køber, fandtes sælger ikke at kunne påberåbe sig »den generelt formulerede ansvarsfraskrivelses- klausul«.61
Tilsvarende kan f.eks. nævnes UfR 2010 3113 H, hvor det af en aftale mellem en virk- somhed og et vagtselskab fremgik, at vagtselskabet ikke kunne holdes ansvarlig for »drift- tab, avancetab eller lignende og heller ikke for skader, som abonnenten (virksomheden) kan sikre sig dækning for ved tegning af skadesforsikring i et dansk forsikringsselskab«. Højesteret lagde til grund, at vagtselskabet ikke kunne gøre ansvarsfraskrivelsen gældende, hvis selskabets misligholdelse bestod i tilsidesættelse af »en central aftalemæssig forplig- telse«. I den omhandlede sag havde vagtselskabet slået alarmen fra, selv om den rigtige kode ikke var blevet anvendt.62
Beslægtet med den indskrænkende fortolkning er den såkaldte minimumsfor- tolkning, hvorefter et løftes retsvirkninger i tvivlstilfælde skal fortolkes på den for løftegiver mindst vidtrækkende måde. Princippet anvendes bl.a. for at undgå såkaldte haltende retsforhold, dvs. fortolkningsresultater, der indebæ- rer, at en aftaleparts forpligtelse er tidsmæssigt eller indholdsmæssigt uind- skrænket, eller hvis indhold udelukkende beror på ikke nærmere afgrænsede
60. Jf. nærmere om brugen af ansvarsfraskrivelser i erhvervsforhold Xxxxx Xx Xxxxxx i
T:BB 2018 B 131.
61. Afgørelsen kan tillige betragtes som udtryk for beskyttelsen imod aftaleparter i ond tro, jf. ovenfor i kapitel 1, afsnit 2.3.
62. Smh. endvidere Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 229 f.
valg, som det er overladt til medkontrahenten at træffe, jf. ovenfor i kapitel 1, afsnit 2.1.63
Når en aftaleklausul fortolkes udvidende, kan det skyldes, at parternes formål med aftalen vurderes at være mere vidtrækkende, end ordlyden umid- delbart lader formode.64 Der kan også være tale om, at baggrundsretten re- præsenterer en videre forståelse af et begreb, end tilfældet er i daglig tale. Hvis ordlyden fortolkes under hensyn til lovgivning eller andre regler, der gælder for den omhandlede transaktion, bliver den normative påvirkning af ordlydsfortolkningen tydelig.
6. Normativ fortolkning
6.1. Eksempler fra praksis
Ovenfor i afsnit 4 og 5 er der givet eksempler på visse normative aspekter af den subjektive og den objektiv fortolkning. Xxxx rendyrket fremstår normativ fortolkning i tilfælde, hvor der som begrundelse for en fortolkningsafgørelse f.eks. henvises til, at resultatet stemmer overens med indholdet af en deklara- torisk lovregel eller baggrundsretten i øvrigt.
Eksempel 3: Foreligger der i en entrepriseaftale om opførelsen af et hus modstrid mellem aftalens vilkår om ret for entreprenøren til at forlange tidsfristforlængelse i anledning af usædvanligt dårligt vejr,65 må denne modstrid løses ved fortolkning. Lægges der ved for- tolkningen vægt på, at entreprenøren ifølge AB 18 har krav på tidsfristforlængelse ved usædvanligt dårligt vejr, er der tale om normativ fortolkning.
Hvis der eksisterer deklaratoriske lovbestemmelser for en given aftaletype, vil disse ofte kunne skabe en formodning for et bestemt fortolkningsresultat.
Fra praksis kan som eksempel på normativ fortolkning nævnes UfR 2008 2185 H, der om- handlede fortolkningen af en handelsagentaftale, hvoraf det bl.a. fremgik, at agenten ved aftalens ophør havde ret til økonomisk kompensation »in accordance with the existing le- gislation within the EEC on this subject«. Disse regler er i Danmark indeholdt i handels- agentloven, der i § 25 bl.a. stiller som betingelse for godtgørelse, at agenten ved sit virke skal have »skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen« med de eksisterende kunder. Agenten gjorde imidlertid under henvisning til aftalen gæl- dende, at hun havde ubetinget ret til godtgørelse, og at henvisningen til handelsagentreg-
63. Jf. også Xxxxx Xxxxxxxx, Grundlæggende aftaleret, s. 377.
64. Jf. ovenfor under afsnit 4 om formålsfortolkning.
65. F.eks. fordi der et sted står, at entreprenøren ikke kan forlange tidsfristforlængelse herfor, mens en sådan ret for entreprenøren fremgår andetsteds af aftalen.
lerne alene skulle forstås således, at godtgørelsen skulle udmåles i henhold xxxxxx. Sø- og Handelsretten lagde imidlertid til grund, at henvisningen til handelsagentreglerne »i man- gel af særlige holdepunkter« ikke kunne fortolkes således, at retten til godtgørelse var ube- tinget. Højesteret fandt ligeledes, at agentaftalen ikke gav agenten ret til »godtgørelse ud over, hvad der følger af handelsagentloven«.
Et andet eksempel udgøres af UfR 2014 618 S, hvor der mellem en rejsebortfragter (CL) og en skibsbefragter (CST) for transporten af nogle vindmøllevinger var aftalt såkald- te liner terms. Skibet blev forsinket som følge af trafikophobning i lastehavnen Quinhu- angdao i Kina, og der opstod tvist mellem parterne om, hvem der bar risikoen for forsin- kelsen. Aftalen om »liner terms« måtte ifølge Sø- og Handelsretten forstås som en henvis- ning til Sølovens § 331, stk. 2, nr. 3. Af lovbestemmelsen fremgår, at rejsebortfragteren, når »liner terms« er aftalt, bærer risikoen for forsinkelse som følge af trafikophobning. Af CL’s standardvilkår, der var fortrykt på bagsiden af aftaleblanketten, som parterne havde underskrevet, fremgik imidlertid af punkt 9 (g), at »time lost for any reason (...) including waiting for berth, shall count as detention«. Sø- og Handelsretten anførte, at CL »hverken i korrespondancen eller i den individuelle aftaletekst (havde) henvist til eller taget forbehold om, at de sædvanlige linjefartsvilkår, der følger af sølovens § 331, stk. 2, nr. 3, skulle være modificeret af den særlige bestemmelse i punkt 9 (g) i (...) (CL’s) egne standardbetingel- ser«, og punkt 9 (g) fandtes derfor ikke at være gældende for aftaleforholdet. CL måtte der- for bære risikoen for forsinkelsen.
I nogle tilfælde stilles der ved fortolkningen særlige krav om klarhed eller om udtrykkelig vedtagelse for at anse det deklaratoriske udgangspunkt for frave- get. Sådanne krav er udtryk for, at baggrundsrettens deklaratoriske regel har betydelig retskildemæssig styrke. I nogle tilfælde har dette som konsekvens, at baggrundsretten »indfortolkes« i aftalen, selv om aftalen ikke umiddelbart synes at give støtte herfor, jf. også i afsnit 5 om koncipistreglen.
Et påfaldende eksempel herpå er UfR 2012 871 H, hvor Højesteret skulle tage stilling til, om erhvervslejelovens regel om, at hver part i lejeforholdet kan kræve lejen reguleret til markedslejen (nu § 13), var en del af aftalen. Lejekontrakten indeholdt en individuelt affat- tet klausul om lejeregulering efter det lønregulerede pristal, men ingen henvisning til er- hvervslejelovens reguleringsbestemmelse. Landsretten fandt, at der ikke i aftalen var taget et »tilstrækkeligt klart forbehold« om, at erhvervslejelovens regel også skulle finde anven- delse. Højesteret udtalte, at det måtte »bero på en konkret fortolkning af parternes aftale på grundlag af almindelige fortolkningsprincipper«, om parterne med vedtagelsen af klausu- len om pristalsregulering havde afskåret sig fra regulering af lejen i henhold til erhvervsle- jelovens regel. Højesteret fandt herefter, at aftalen om pristalsregulering ikke i sig selv ud- gjorde »tilstrækkeligt grundlag« herfor, og tillod dermed regulering efter markedslejen. Afgørelsen er bemærkelsesværdig, bl.a. fordi både landsretten og Højesteret stiller krav om særlig klarhed – men til støtte for stik modsatte resultater.66
66. Jf. nærmere Frost i Juristen, vol. 95, nr. 4, 2013, med omtalen af navnlig UfR 2011 3469 H. Smh. også UfR 2014 909 H.
Endvidere kan nævnes TfL 2014 909 H, der omhandlede bl.a. en dansk virksomheds
(S) salg af orner til hollandsk svineproducent (K). Af aftalen mellem S og K fremgik, at K ikke måtte »videresælge eller på anden måde overlade tredjemand brugen af de købte avls- svin«. K lod de købte orner opstalde hos virksomheden V med henblik på produktion af smågrise, der senere skulle sælges til K som slagtesvin (såkaldt kontraktproduktion). Høje- steret udtalte, at et aftalebaseret forbud imod K’s anvendelse af ornerne til kontraktproduk- tion ville »indebære en væsentlig begrænsning i (...) (K’s) muligheder for at anvende de købte orner i sin virksomhed«, og at et sådant forbud måtte kræve »en klar hjemmel i afta- legrundlaget«.
Normativ fortolkning kommer også til udtryk i de tilfælde, hvor der ved for- tolkningen henvises til, hvad der er sædvanlig eller almindelig kontraherings- praksis.
I den netop nævnte TfL 2014 33 H henviste Højesteret som begrundelse for det skærpede hjemmelskrav således også til, at den såkaldte »kontraktproduktion« af smågrise var »hyp- pigt forekommende i andre europæiske lande, herunder i Holland«.
Hvor fortolkningen støttes på branchekutymer og lignende, får begrundelsen i øvrigt ofte karakter af udfyldning, jf. ovenfor i afsnit 2.
Som eksempel kan nævnes UfR 2008 732 S, der omhandlede en aftale mellem et forsik- ringsselskab (F) og en forsikringsmægler (M), hvorefter M skulle betales 15 % i provision af F’s præmieindtægter på de forsikringer, som M havde solgt for F. F opsagde aftalen og nægtede at udbetale provision fra opsigelsestidspunktet. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at »forsikringsmæglere sædvanligvis honoreres for deres indsats med tilførsel af forsikringer med andel af præmieindtægterne, så længe disse indkommer«, og F var derfor forpligtet til at betale provision, så længe aftalerne med kunderne var i kraft.67
Navnlig i længerevarende kontraktforhold kan henvisningen til ændrede sam- fundsmæssige forhold eller til den tekniske udvikling undertiden begrunde en fortolkning, der er relativt frigjort i forhold til i hvert fald aftalens ordlyd. Dette gælder aftaler på områder, der undergår hastige produktionstekniske
67. Smh. også f.eks. UfR 2012 901 H, hvor det ikke fandtes godtgjort, at der bestod »en praksis eller kutyme for«, at en filmproducent blev ejer af uudnyttet råbåndsmateriale uden særskilt aftale herom. Karakteren af udfyldende fortolkning er tydelig i sager om længerevarende kontrakter, der ikke indeholder bestemmelse om opsigelse, og hvor det i sidste ende ofte beror på domstolene vurdering af, hvad der må anses for et
»passende varsel«, jf. f.eks. T:BB 2011 264 Ø og UfR 2009 1159 H.
eller retlige forandringer.68 Et andet godt eksempel er fortolkningen af servi- tutter, der ofte indgås under bestemte praktiske forudsætninger, men som re- gel har meget langsigtet betydning.
Fra praksis kan f.eks. nævnes UfR 2011 1094 H, hvor en i 1924 tinglyst vejret gav ejeren af en skov ret til at køre ad en markvej hen over naboens grund til en hovedvej. Fra om- kring 1982 kørte skovejeren træ fra skoven på tunge lastbiler ad markvejen, og disse biler kunne ikke svinge ud på hovedvejen uden at benytte svingningsarealer på 103 m2 ved ve- xxxx xxxxxxxxx. Naboen bestred, at skovejeren havde ret til at lade lastbilerne svinge ind over sin grund, og opstillede hindringer for lastbilernes svingning ved vejens udmunding. Xxxxxxxxxx gjorde heroverfor gældende, at vejretten måtte omfatte brug af moderne trans- portmidler. Landsretten lagde til grund, at driften af skoven krævede anvendelse af lange køretøjer, og at vejretten ville »gøres illusorisk« uden retten til at udnytte svingningsarea- lerne. Højesteret stadfæstede afgørelsen, dog med dissens.69
Almindelige retsgrundsætninger om f.eks. loyal adfærd, god tro og redelighed ligger ofte til grund for normative fortolkningsresultater. Også uden for de til- fælde, hvor en aftale kan rammes af en ugyldighedsgrund, kan det komme en aftalepart til skade, hvis vedkommende har handlet illoyalt, uredeligt eller mod bedre vidende, idet aftalen i så fald kan fortolkes imod den pågælden- de.70 I disse tilfælde får fortolkningen tydeligt karakter af en bredere ad- færdsvurdering.
I UfR 2011 138 H havde ejeren af et Xxxxx Xxxx-maleri indgået aftale med en kunsthandler om, at denne imod provision skulle sælge maleriet for en minimumspris af 1,5 mio. kr. Hø- jesteret lagde til grund, at kunsthandleren allerede på tidspunktet for aftalen havde fået til- bud om salg af maleriet til 1,5 mio. kr., hvilket hun loyalt burde have orienteret ejeren om. Kunsthandleren havde derfor alene krav på halvdelen af det aftalte salær. I den ovennævn- te T:BB 2010 303 V blev en aftalt ansvarsfraskrivelsesklausul vedrørende jordbundsforhold tilsidesat, fordi sælgers repræsentant før købsaftalens underskrift var blevet opmærksom på risikoen for blød bund. Se i samme retning den ovennævnte T:BB 2012 471 H om fortolk- ning af en oversigtsservitut, hvor landsretten afviste at lægge en klar koteangivelse (højde- angivelse) i aftalen til grund under henvisning til bl.a. »omstændighederne i forbindelse med deklarationens tilblivelse«. Det blev lagt til grund, at sælgers samlever havde forestået udmålingen af de aftalte kotehøjder, og køberne forklarede, at de i den forbindelse måtte være blevet vildledt.
68. Jf. f.eks. UfR 2008 1702 S, hvor Sø- og Handelsretten fortolkede en aftale mellem et luftfartsselskab og et rejsebureau om betaling af bookinggebyrer »i lyset af den tekni- ske udvikling«, der har indebåret en øget booking via internettet.
69. Smh. også TfL 2011 191 V, hvor en servitut om færdsel nødvendig for »sædvanlig landbrugsmæssig drift« blev fortolket under hensyn til »samfundsudviklingen«, og den ovennævnte T:BB 2014 47 V.
70. Jf. om loyalitetspligt ovenfor i kapitel 1, afsnit 2.4.
6.2. Særligt om fortolkning baseret på vedtagelsesbetragtninger og korrigerende fortolkning
Som beskrevet i afsnit 2 kan grænsen mellem fortolkningslæren og henholds- vis indgåelses- og ugyldighedsreglerne ikke altid drages skarpt.
Den normative fortolknings relative frigjorthed fra aftaleteksten og fra overvejelser om parternes subjektive forhold medfører, at denne form for for- tolkning undertiden betjener sig af argumenter, der principielt vedrører spørgsmålet om vedtagelse af den omtvistede klausul.
Det gælder f.eks. afgørelser, der som nævnt i afsnit 6.1 lægger vægt på, at et givet vilkår i aftalen ikke var særligt fremhævet eller ikke var klart aftalt. Tilsvarende kan det være en smagssag, om man betragter problemet om uoverensstemmende standardvilkår (the battle of forms) som et vedtagelses- eller et fortolkningsproblem, jf. ovenfor i kapitel 2, afsnit 3.3.2.
Mere problematisk er det, når den normative fortolkning strækkes så vidt, at det bliver vanskeligt at skelne den fra aftalekorrektion, altså fra en ændring eller tilsidesættelse af aftalen efter ugyldighedsreglerne.
Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx fremhæver f.eks., at fortolkningen undertiden får karakter af »skjult« rimelighedscensur: »Acceptable konsekvenser af en tvivlsom kontrakt ses opnået ved en pragmatisk fortolkning i retning af det sædvanlige og rimelige – hvorved man efter omstændighederne kan undgå en ellers nærliggende ugyldighedsproblematik.«71
I sådanne tilfælde udgør fortolkningen nærmest en helhedsbedømmelse af den kontraktretlige relation imellem aftalens parter. Afgørende synes at blive, om aftaleforholdet i relation til det omtvistede spørgsmål fremstår i overens- stemmelse med det, der må anses for at være sædvanlig god aftaleskik på det pågældende område.
Der er ikke tvivl om, at fortolkningslærens katalog af fortolkningsprincip- per og argumenter ofte kan legitimere selv mere vidtgående udlægninger af aftalen. Der er næppe heller tvivl om, at domstolene undertiden foretrækker den mere frigjorte fortolkning frem for anvendelsen af ugyldighedsreglerne, fordi disse regler er indrettet med graverende tilfælde for øje og derfor kan virke stigmatiserende i forhold til aftaleparterne, når de bringes i anvendel- se.72
Respekten for aftalefriheden generelt og for de individuelle valg, som par- terne konkret har truffet i aftalen, sætter en grænse for rimelighedsfortolknin- gen. Denne grænse er imidlertid vanskelig at beskrive, når det først er er-
71. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 402.
72. Jf. nærmere i kapitel 4.
kendt, at hverken parternes vilje eller aftaleteksten sætter nogen klar ramme for fortolkningen.
Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx anfører om dette problem, at det må kræves,
»at der er noget at fortolke, dvs. at aftalen efterlader en vis rimeligt begrundet tvivl«.73 Tilsvarende synes Grönfors at forudsætte, at fortolkning kun kan lø- se tvisten, hvis der foreligger oklarhet.74 Der ligger et element af selvmodsi- gelse i disse forsøg på at indramme den normative fortolkning med den ob- jektive fortolknings klassiske begreber, men pointen er rigtig: Der skal være en grænse for den normative fortolkning, idet der i modsat fald gøres vold på aftalerettens grundlæggende hensyn og systematik.
Xxxxxxx giver ind imellem eksempler på afgørelser, hvor fortolkningen synes strakt for vidt, og hvor resultatet i stedet burde være nået under (udtrykkelig) anvendelse af ugyldigheds- reglerne, f.eks. aftalelovens § 36. En ofte refereret afgørelse er UfR 2000 656 H, der om- handlede en aftale om at komponere musik til en ballet, der skulle opføres på Det Kongeli- ge Teater. Der tilkom i henhold til aftalen komponisten (kunstneren Xxxxxxxxx) et bestil- lingshonorar på 100.000 kr. og en nærmere fastsat tantieme pr. forestilling. Aftalen inde- holdt ingen bestemmelser om honorar ud over bestillingshonoraret for det tilfælde, at bal- letten ikke skulle blive opført. Som følge af interne problemer på teatret blev balletten ikke opført. Højesteret lagde bl.a. til grund, at det havde »formodningen imod sig«, at komponi- sten skulle have påtaget sig at komponere musik til den omhandlede ballet alene mod beta- ling af 100.000 kr., og at »den forudsatte balance« imellem vederlaget og komponistens indsats derfor var blevet »afgørende forrykket«. Komponisten tilkendtes et skønsmæssigt fastsat tillægsvederlag.75
Når grænserne for den normative fortolkning ikke klart kan fastlægges ud fra et enkelt kriterium, bliver det afgørende for fortolkningsresultatets legitimitet, at i hvert fald domstolen gør sig klart, om afgørelsens resultat opfattes som udtryk for anvendelse af aftalen eller tilsidesættelse af denne, og at dette tyde- liggøres i afgørelsens præmisser.
73. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 404
74. Jf. Grönfors, Tolkning av fraktavtal, s. 38 og s. 46.
75. Dommen er omtalt flere steder i litteraturen i relation til bl.a. forudsætningssynspunk- ter og ligevægtshensyn, jf. f.eks. Xxxxx Xxxxxxxx i Avtalslagen 90 år: Aktuell nordisk rättspraxis, s. 377 ff., Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx, Aftaler og mellemmænd, s. 399, og Hørlyck, Entreprenørvederlaget, s. 111 ff.