notat
notat
Deltidsansattes adgang til et højere timetal
KL og KTO har indgået en aftale om deltidsansattes adgang til et højere timetal.
Aftalen indebærer at ”tjenestestedet har pligt til at tilbyde ledige timer til deltidsansatte medarbejdere, som ønsker en permanent forøgelse af arbejdstiden, og som opfylder sagligt begrunde krav til kvalifikationer og fleksibilitet vedrørende arbejdstids, -sted og -opgaver mv.”.
Hvor og hvem har fortrinsret til et højere timetal
I Ishøj Kommune defineres tjenestestedet som det enkelte driftssted/center der har selvstændig ledelseskompetence og økonomiansvar.
Permanent ledige timer skal udelukkende tilbydes blandt de medarbejdere der er tilknyttet driftsstedet/centret og som opfylder de sagligt stillede betingelser herfor, jf. aftalens § 5, stk. 1.
Deltidsansatte kan altid søge ledige stillinger med flere/færre timer på andre driftssteder/centre, her gælder fortrinsretten dog ikke.
Procedure
Ved stillingsledighed / tilførsel af ekstra opgaver / øget normering m.v. er lederen ansvarlig for, at der i forhold til den langsigtede personaleplanlægning sker en vurdering af behovet for genbesættelse af stillingen / personaledækning, herunder om der skal ske ændringer i arbejdsopgaver, ændringer i fordeling af opgaverne på eksisterende medarbejdere, rokering af medarbejdere, ændringer i organisationen m.v.
Herefter tager lederen stilling til, hvilke sagligt begrundede krav der stilles til besættelse af permanent ledige timer.
Berørte medarbejdere inddrages i behovsvurderingen. Eventuelle strukturændringer forelægges i samarbejdsudvalget.
Fremgangsmåde for tilbud om permanent ledige timer til deltidsansatte
Når lederen har taget stilling til, hvilke sagligt begrundede krav der stilles til besættelse af permanente ledige timer, skal timerne udbydes til allerede deltidsansatte indenfor målgruppen.
Udbud skal ske på en måde, så alle deltidsansatte indenfor målgruppen på tjenestestedet, får adgang til, at gøre sig bekendt med permanent ledige timer. Det er op til den enkelte leder, at beslutte hvilken metode (personalemøde, mail, opslag m.v.) der skal benyttes.
Det angives specifikt, hvilke(n) overenskomstgruppe(r), permanent ledige timer er målrettet mod og tilbydes indenfor, jf. aftalens § 3, stk. 6.
Der gives en passende frist, som udgangspunkt ikke mindre end 7 dage, til at ansøge om de eller en del af de permanente timer der er ledige. Nærmere angivet frist skal fremgå klart og tydeligt af udbuddet.
I tilfælde af, at deltidsansatte indenfor målgruppen på tjenestestedet, er fraværende på grund af lovligt forfald (sygdom, ferie m.v.) vil dette ikke have nogen opsættende virkning på hverken tidspunktet for udbuddet af permanent ledige timer eller tidsfrist for ansøgning om de eller en del af de permanente timer der er ledige.
Der kan således ikke stilles krav om, at udbudet af permanent ledige timer, skal adresseres privat
m.v. til medarbejdere som er fraværende på grund af lovligt forfald.
Efter ansøgningsfristens udløb træffer lederen afgørelse om og hvordan permanent ledige timer skal udmøntes blandt allerede deltidsansatte, som har søgt herom, jf. aftalens § 5.
Herefter vil der være adgang til opslag udenfor driftsstedet/centret (offentligt opslag).
Det skal til ovenstående bemærkes, at ønske om øget timetal for allerede deltidsansatte, kan indgå som et naturligt element i den daglige dialog mellem leder og medarbejder.
I sådanne tilfælde vil de(n) medarbejder(e), som eventuelt søges omplaceret, have fortrinsret til permanent ledige timer, jf. bemærkningen til § 4, stk. 3, under forudsætning af, at pågældende medarbejder(e) opfylder sagligt begrundede krav for varetagelse stillingen.
Hvad skal udbuddet indeholde
Når driftsstedet/centret udbyder ledige timer skal følgende være indeholdt i udbuddet:
▪ Antal ledige timer
▪ Arbejdsopgaver
▪ Tidspunkt for placering af ledige timer
▪ Arbejdssted
▪ Hvilken overenskomstgruppe, der er omfattet af fortrinsadgangen ved udbuddet
▪ Hvem ansøgningen skal stiles til
▪ Ansøgningsfrist
▪ Andet relevant
Særlige forhold daginstitutionsområdet
Der gælder særlige forhold for daginstitutionsområdet – der henvises i den forbindelse til Administrationsgrundlaget for Daginstitutioner.
For så vidt angår personalesammensætningen, har Byrådet som servicemål besluttet, at ”det er forudsat, at minimum 60 % af de stillinger der besættes med pædagogiske medarbejdere, skal være medarbejdere med en pædagogisk uddannelse, jf. § 1, stk. 1 i overenskomst for pædagogisk uddannet personale ved daginstitutioner m.v.”
Andet
Såfremt stillingen efter konkret vurdering tilbydes en anden ansøger, skal den ansatte have skriftligt begrundet afslag.
Vejledning om deltidsansattes adgang til et højere timetal, findes på Intranettet – Infobasen – Personale – Vejledning om deltidsansattes adgang til et højere timetal
Notatet træder straks i kraft.
Notatet drøftes på Det Centrale Samarbejdsudvalg i mødet i marts måned 2008. Personale- og Udviklingscenter
29. februar 2008