Contract
For levering af halm til Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk a.m.b.a. gælder leveringskontrakt for hvedehalmleverancer indgået mellem Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk og den enkelte leverandør, samt nedenstående.
1. Generelt
1.1 De aftalende parter forpligtes til et nærmere samarbejde på de vilkår, der er angivet i de enkelte aftaler og i nærværende leveringsbetingelser. Med henblik på dette samarbejde indkalder Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk leverandørerne til møde efter behov.
2. LEVERING AF HALM
2.1 Leveret halm skal være presset. Halm til senere levering skal køres i lager under tag og på tørt underlag snarest efter presning.
2.2 Halmen skal for leverandørens regning og risiko leveres frit på vogn på Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk´s halmvarmeanlæg Xxxxxxxxx 0 x xxxx overensstemmelse med leveringsplanen. Halmen skal fragtes sikkert fastspændt, så risikoen for ulykker begrænses (jf. Færdselslovens bestemmelser).
Leverandøren sikrer, at alle lov- og myndighedskrav, der er gældende for virksomheden og for ydelsens udførelse, overholdes.
Leverandøren ansætter og aflønner chaufførerne og påtager sig dermed sædvanligt arbejdsgiveransvar.
Ved brug af udenlandske chauffører er leverandøren ansvarlig for, at der kun anvendes chauffører med gyldig opholds- og arbejdstilladelse.
Leverandøren er i forhold til Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk ansvarlig for, at eventuelle underleverandører opfylder samme krav og forpligtelser, som påhviler leverandøren ifølge denne kontrakt. Kunden kan til enhver tid afkræve leverandøren dokumentation for, at disse krav og forpligtelser er opfyldt.
I tilfælde af klager over forurening med halm kan afdækning med net påbydes. Transportkøretøjer skal være forsynet med gnistfanger og ildslukker.
2.3 Halmen skal være brændbar og leveres i storballer af Heston typen principielt med dimen- sionerne; bredde 1,2m * højde 1,3m * længde max. 2,45 m og min. 2,40 m og vægt 450 - 750 kg/stk. og alle bånd skal være intakte. Ballerne må ikke være deforme (skæve, slag der stikker ud, o. lign.) og må ikke have været wrappet.
2.4 I samarbejde med leverandørerne udarbejder Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk hvert år en retningsgivende plan omfattende leveringstidspunkter indenfor leveringsperioderne, jf. aftalens §2. Planen udarbejdes således, at leveringsperioderne i videst muligt omfang tager hensyn til de indgåede aftaler.
Det tilstræbes, at endelig besked om tidspunkt for levering af halm meddeles leverandøren med mindst én uges varsel.
2.5 Ved ankomst til Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk halmvarmeanlæg aflæsses halmen ved Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk´s foranstaltning, men leverandøren/chaufføren skal være behjælpelig hermed. Surringer/net o. lign fjernes først når køretøjet er i halmladen. Alle køretøjer skal fejes rene af leverandøren inden udkørsel.
2.6 Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk sørger for vejning ved aflæsning, ligesom Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk med henblik på afregning måler vandindholdet.
Hver enkelt balle bliver ved levering målt, med godkendt måleudstyr.
Målemetoden er ikke et alibi for at levere vådt halm - heller ikke i de yderste 20 cm.
2.7 Der udleveres til leverandøren/chaufføren en vejeseddel med angivelse af dato, leveret mængde og konstateret vandindhold.
2.8 Der accepteres kun halm, der på tilfredsstillende måde kan afbrændes i fyringsanlægget, hvilket afgøres af Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk. Da asken skal være fuldbrændt, indgår også dette i afgørelsen. Sten eller andre fremmedlegemer, der kan beskadige Ramsing – Lem – Lihme Kraftvarmeværks maskindele, må ikke forefindes i den leverede halm. Leverandøren er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler for alle skader og forhold, der måtte være en følge af, at den leverede halm ikke overholder ovenstående krav.
3. AFREGNING
3.1 Afregning for leverede halmmængder eventuelt korrigeret for leveringstidspunkt og vandindhold
sker fra Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk iht. aftalens §3.
4. ØVRIGE AFTALEFORHOLD
4.1 Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk forbeholder sig ret til, såfremt en leverandør ikke kan opfylde sin leveringsforpligtigelse at indkøbe det manglende kvantum fra anden side. Eventuel merudgift skal betales af den leverandør, der ikke kunne opfylde sin leveringsforpligtigelse, dog jf. afsnit 4.3.
Leverandøren skal, senest 2 dage før erstatningskøb foretages, have merudgifter oplyst, således at leverandøren har mulighed for selv at foretage erstatningskøbet.
Kan erstatningskøb ikke foretages, skal leverandøren holde Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk økonomisk skadesløs for den manglende levering.
4.2 Leverandøren anses for at have opfyldt sin leveringsforpligtigelse, når minimum 80 % af den aftalte mængde reguleret for vandindhold til basisvandprocenten er leveret.
Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk anses for at have opfyldt sin aftagerforpligtigelse, når minimum 80 % af den aftalte mængde, reguleret for vandindhold til basisvandprocenten, er aftaget fra leverandøren.
4.3 Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk anerkender, at der i helt usædvanlige år kan opstå sådanne særlige situationer, hvor vejr eller høstforhold umuliggør fremskaffelse af den fulde aftalte mængde halm, uden at dette kan lægges leverandøren til last. Såfremt sådanne situationer måtte opstå, skal dette snarest og senest 1. oktober meddeles Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk.
Hvis leverandøren sælger halm til anden side, skal der samtidig overfor Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk dokumenteres en kontraktlig forpligtelse i samme leveringsperiode. Ved afslutningen af leveringsåret kan Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk kræve dokumentation for at have modtaget de omhandlede kontrakters gennemsnitsleveringsprocent. Er dette ikke tilfældet, er leverandøren forpligtet til at betale erstatningsbrændsel jf. afsnit 4.1. Mængden beregnes ud fra halmleveringsprocenten til Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk.
I det omfang Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk kan anvende alternative brændsler udover naturgas/fyringsolie, vil Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk, så vidt det er muligt, benytte det billigste erstatningsbrændsel.
4.4 Hvis Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk ikke kan aftage den aftalte mængde halm på grund af fejl på Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk, manglende aftag af varme, klimavariationer eller andre hændelser uden for driftsledelsens kontrol, er Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk berettiget til at nedskære den for aftaleperioden aftalte halmmængde efter forudgående meddelelse herom til de berørte leverandører.
4.5 Hvis en leverandør gennem en længere periode ikke opfylder sin leveringsforpligtigelse, eller leverandøren på anden måde overtræder bestemmelserne i den indgåede aftale eller nærværende leveringsbetingelser, forbeholder Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk sig ret til at hæve aftalen uden varsel samt kræve erstatning efter punkt 4.1.
5. VOLDGIFT
5.1 Enhver uoverensstemmelse mellem Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk og leverandøren, som ikke kan bilægges gennem forhandling mellem parterne, kan indbringes for frivillig voldgift.
Voldgiften består af 3 medlemmer, hvoraf hver part udpeger ét medlem, og de 2 medlemmer i forening udpeger en opmand, der tiltræder voldgiften som det tredje medlem. Undlader en part at udnævne sin voldgiftsmand inden en uge efter, at navnet på den først udpegede skriftligt er meddelt denne, er den første part berettiget til at udnævne denne voldgiftsmand.
Kan de 2 voldgiftsmænd ikke enes om valget af opmanden, udnævnes denne af dommeren i Skive retskreds.
5.2 Voldgiftsretten, hvis forhandlinger ledes af opmanden, skal inden én uge efter opmandens udnævnelse indkalde parterne til møde med henblik på en forligsmæssig afgørelse.
Kan uoverensstemmelser ikke løses herigennem, fastsætter voldgiften proceduren for sagens behandling.
Når parterne har haft lejlighed til udtale sig mundtligt eller skriftligt, afsiger voldgiften sin kendelse, og denne er bindende for begge parter og kan ikke indbringes for domstolene.
Såfremt voldgiften ikke har afsagt sin kendelse senest 4 uger efter, at parterne har fremsat deres mundtlige eller skriftlige bemærkninger, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Nærværende standardleveringsbetingelser er udarbejdet af Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk a.m.b.a.
Ovenstående tiltrædes: Lem den 2024.
For Ramsing - Lem - Lihme Kraftvarmeværk a.m.b.a. For halmleverandøren.