Protokollat om forhandlinger om intervalløn og tillæg
Protokollat om forhandlinger om intervalløn og tillæg
I organisationsaftalens §§ 2 og 3 er der fastsat regler om intervalløn samt om midlertidige tillæg og engangsvederlag.
Aftale om indplacering af kirkefunktionæren i lønintervallet og om midlertidige tillæg og engangsvederlag skal indgås mellem menighedsrådet og den forhandlingsberettigede organisation, som er henholdsvis Danmarks Kirketjenerforening og Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte.
Da menighedsrådet har mulighed for at delegere sin forhandlingskompetence til en ansat eller en 3. mand, skal det, når der i det efterfølgende refereres til menighedsrådet, forstås som menighedrådet eller den menighedsrådet måtte have bemyndiget hertil.
Henset til de særlige forhold i folkekirken har organisationsaftalens parter aftalt følgende regler om forhandlingerne:
1. Forhandlinger om intervalløn
1.1. Forslag til aftale om indplacering i vedkommende løninterval af en kirkefunktionær, der tilbydes ansættelse, skal fremsættes af menighedsrådet, eller hvem menighedsrådet måtte have bemyndiget hertil, til den forhandlingsberettigede organisation.
Menighedsrådets forslag skal inden ansættelsen fremsendes skriftligt (brev eller mail) og ledsages af en begrundelse med angivelse af stillingsindhold og -krav.
Protokollatsbemærkning til 1.1.:
Forslaget skal desuden indeholde oplysninger, som gør den forhandlingsberettigede organisation i stand til at kontakte kandidaten.
1.2. Såfremt organisationen ikke kan tilslutte sig det fremsendte forslag, skal dette meddeles skriftligt og ledsages af en begrundelse og et modforslag.
1.3. Den fortsatte forhandling sker skriftligt (brev eller mail), medmindre parterne aftaler et møde eller aftaler at forhandle pr. telefon.
Protokollatsbemærkning til 1.3.:
Under forhandlingen om indplacering i lønintervallet aflønnes kirkefunktionæren med den af menighedsrådet oprindeligt foreslåede intervalløn, jf. pkt. 1.2.
1.4. Menighedsrådet og den forhandlingsberettigede organisation søger ved forhandlinger i forbindelse med nyansættelser at fremme forhandlingerne mest muligt og tilstræber at fremsende svar indenfor 14 dage efter modtagelse af forslag eller modforslag.
1.5. I forbindelse med væsentlige stillingsændringer kan der forhandles og indgås aftale efter pkt. 1.2.- 1.3., idet forslag tillige kan fremsættes af organisationen.
Protokollatsbemærkning til 1.5:
Under forhandlingen om indplacering efter punkt 1.5. aflønnes kirkefunktionæren med den hidtidige løn.
1.6. Øvrige forslag om ændret indplacering i lønintervallet kan fremsættes af både menighedsråd og den forhandlingsberettigede organisation. Sådanne forslag skal fremsendes skriftligt (brev eller mail) og ledsages af en begrundelse.
Forslag fra organisationen skal være menighedsrådet i hænde senest den 15. september. Senest den
15. november skal menighedsrådet fremsende svar og eventuelt modforslag til organisationen.
Protokollatsbemærkning til 1.6.:
Hvis forslaget fra organisationen ikke er menighedrådet i hænde senest den 15. september, er menighedsrådet ikke forpligtet til at medtage forslaget ved årets lønforhandling.
1.7. Såfremt menighedsrådet henholdsvis organisationen ikke kan tilslutte sig det fremsendte forslag, skal dette meddeles skriftligt og ledsages af en begrundelse og et modforslag.
1.8. Den fortsatte forhandling sker skriftligt (brev eller mail), medmindre parterne aftaler et møde eller aftaler at forhandle pr. telefon.
1.9. Aftalt intervalløn angives i årligt grundbeløb i niveau 31. marts 2012.
2. Forhandlinger om midlertidige tillæg og engangsvederlag
2.1. Forslag om at indgå en aftale om midlertidige tillæg og engangsvederlag til en eller flere ansatte kan fremsættes af både menighedsrådet og den forhandlingsberettigede organisation.
2.2. Forslag skal fremsendes skriftligt (brev eller mail) og ledsages af en begrundelse.
2.3. Såfremt menighedsrådet henholdsvis organisationen ikke kan tilslutte sig det fremsendte forslag, skal dette meddeles skriftligt og ledsages af en begrundelse og et modforslag.
2.4. Den fortsatte forhandling sker skriftligt (brev eller mail), medmindre parterne aftaler et møde eller aftaler at forhandle pr. telefon.
2.5. I aftalerne angives midlertidige tillæg i årligt grundbeløb i niveau 31. marts 2012. Engangsvederlag angives i aktuelt niveau.
3. Videreførelse af forhandlinger om intervalløn og tillæg
3.1. Kan der ikke opnås enighed ved lokal forhandling efter pkt. 1. og 2., kan forhandlingen, såfremt den forhandlingsberettigede organisation anmoder om det, videreføres mellem organisationen og stiftsadministrationen.
Protokollatsbemærkning til 3.1.:
Både menighedsrådet og den forhandlingsberettigede organisation kan meddele modparten, at man anser den lokale forhandling for afsluttet uden enighed. Hvis forhandlingen herefter begæres videreført mellem organisationen og stiftsadministrationen, orienteres modparten om denne begæring.
3.1.1 Anmodningen skal fremsættes senest 1 måned – ved nyansættelser senest 14 dage – efter, at det er konstateret, at der ikke er opnået enighed ved forhandling mellem menighedsrådet og organisationen.
3.1.2 Forhandlingen skal finde sted senest 1 måned efter anmodningen. Denne forhandling sker ved møde, medmindre andet aftales.
3.2. Kan der ikke opnås enighed ved forhandlingen mellem stiftsadministrationen og organisationen, kan forhandlingen, såfremt den forhandlingsberettigede organisation anmoder om det, videreføres mellem Kirkeministeriet og den forhandlingsberettigede organisation.
3.2.1 Anmodningen skal fremsættes senest 1 måned – ved nyansættelser senest 14 dage – efter, at det er konstateret, at der ikke er opnået enighed ved forhandling mellem stiftsadministrationen og organisationen.
3.2.2 Forhandlingen skal finde sted senest 1 måned efter anmodningen.
3.3. Hvis der ikke kan opnås enighed ved sidstnævnte forhandling, kan sagen ikke videreføres.
Protokollatsbemærkning til 3.3.:
Konsekvensen heraf er, at der ikke er indgået en aftale om lønforbedring.
3.4. Indgås der ikke aftale om indplacering i lønintervallet, jf. pkt. 1.1 ved nyansættelser, ved forhandling efter punkt 3.1. eller 3.2., aflønnes kirkefunktionæren med den af menighedsrådet oprindeligt foreslåede intervalløn.
4. Ikrafttræden og opsigelse
Protokollatet har virkning fra den 1. april 20158. Opsigelse af organisationsaftalen medfører, at protokollatet er opsagt fra samme tidspunkt.
København, den 14. juli 20158.
Danmarks Kirketjenerforening Xxxxxx XxxxxxxxXxxx Rhinstrøm | Kirkeministeriet Xxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx |
Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte Xxxxxx Xxxxxxx |