Bilag 05
Bilag 05
Modtager(e):
Universitetsbestyrelserne
Det danske universitetscenter i Beijing – Sino-Danish Centre Indstillinger
Det søges tilslutning til:
• At universitetet tilslutter sig indhold i udkast til partnerskabsaftalen mellem de otte danske universiteter og Graduate University of Chinese Academy of Sciences om Det Danske Universitetscenter i Beijing (SDC) med henblik på, at rektor på universitetets vegne underskriver aftalen
• At universitetet tilslutter sig indholdet i udkast til aftale mellem de danske universiteter om samarbejdet vedrørende SDC med henblik på, at rektor på universitetets vegne underskriver aftalen
• At universitetet tilslutter sig den foreslåede kompensationsordning for udgifter forbundet med personaleudsendelser til SDC og indbetaler sin andel af universiteternes samlede kontante bidrag til centeret, 10,8 mio. kr. i 2009 og 16,7 mio. kr. i 2010.
Baggrund
I oktober 2008 underskrev den danske ambassadør på den danske stats vegne et memorandum of understanding (MoU) med Chinese Academy of Sciences (CAS) og den danske forhandlingsleder på vegne af de danske universiteter et MoU omhandlende et dansk universitetscenter i Beijing i partnerskab med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS) og Chinese Academy of Sciences (CAS). Underskrivelsen skete i overværelse af den danske statsminister.
Inden underskrivelsen af MoU pågik en lang række aktiviteter med henblik på identificering af formål, partneruniversitet og fokusområder. I dette arbejde har alle otte danske universiteter bidraget aktivt.
Hvorfor Kina?
Kina er interessant, fordi Kina er det land i verden, der næst efter USA investerer mest i forskning og udvikling (FoU). Siden 1999 er Kinas udgifter til forskning og udvikling (FoU) vokset over 20 pct. om året. Kina har i dag næsten lige så mange universitetsstuderende som de 27 EU-lande tilsammen og huser flere store universiteter, der rangerer blandt verdens bedste.
Målet med universitetscenteret er at skabe de bedste vilkår for, at danske universiteter og virksomheder tager del i og får udbytte af Kinas satsning på viden og talent.
Det Danske Universitetscenter i Beijing (SDC) etableres for:
• At skabe større synlighed af dansk forskning og uddannelse i Kina
• At intensivere dansk-kinesisk samarbejde på forskningsområdet
• At udvikle fælles ph.d.- og kandidatuddannelser
• At skabe forsknings- og uddannelsessamarbejde med danske og kinesiske virksomheder
• At forbedre danske studerendes muligheder for at læse i Kina
• At øge rekrutteringen af dygtige kinesiske forskere og studerende til Danmark.
Hvorfor GUCAS?
Det Danske Universitetscenter skal drives i samarbejde med GUCAS. Danske Universiteter valgte GUCAS som 1. prioritet, på grund af den adgang til eliteforskningsmiljøer og -medarbejdere, som samarbejdet ville give adgang til, og fordi der kunne stilles en byggegrund til rådighed for opførelsen af en bygning til centeret. De danske universiteter undersøgte i forberedelsesfasen fem kinesiske topuniversiteter, udover GUCAS Peking University og Tsinghua University i Beijing, Zhejiang University i Hangzhou og Shanghai Jiao Tong University.
GUCAS har i dag ca. 34.000 studerende på master- og ph.d.-niveau og er ankerpunkt for uddannelsesaktiviteterne på Chinese Academy of Sciences’ (CAS) 116 forskningsinstitutioner, der er fordelt på 20 provinser. Danske forskere på universitetscenteret får derfor adgang til et stort netværk af forskningsinstitutioner i hele Kina.
CAS er allerede den største samarbejdspartner i Kina for danske forskere. I 2001- 2005 medvirkede akademiets forskningsinstitutioner i over 13 pct. af alle dansk- kinesiske videnskabelige sampublikationer.
Af ovenstående grunde blev GUCAS valgt som samarbejdspartner. Der lægges vægt på, at samarbejdet med GUCAS ikke er og skal være en hindring for, at eksisterende samarbejder med andre kinesiske universiteter fortsætter, og/eller at nye samarbejder etableres.
Aktiviteter og dimensionering
Sigtet er, at universitetscenteret kan udgøre rammen om dansk-kinesiske forsk- ningsprojekter og ph.d.-uddannelse samt fælles kandidatuddannelser med grader fra både et dansk universitet og GUCAS. Desuden skal centeret indgå i et tæt samarbejde med de mere end 350 danske virksomheder i Kina om bl.a. videre- og efteruddannelse, praktikpladser og udviklingsopgaver. Der lægges op til en tæt koordination mellem de danske universiteter for at kombinere styrkepositioner og opnå kritisk masse gennem samarbejde.
Centeret etableres i perioden 2009 til 2013. I henhold til Memorandum of Understanding stiles der efter, at centeret fra og med 2013 skal have en dimensionering på 100 forskere, 75 ph.d.-studerende og 300 kandidatstuderende,
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 2/7
heraf halvdelen fra Danmark og halvdelen fra Kina. Udsendte danske VIP’er vil fastholde deres ansættelsesforhold i Danmark.
Udvælgelsen af forskningsområder
I samarbejde med GUCAS er der opnået enighed om, at følgende fem temaer bør danne grundlag for opstart af aktiviteter ved universitetscenteret
.
1) Sustainable environment (KU,AU,SDU,AAU,DTU)
2) Renewable energy (KU, AU, AAU, DTU)
3) Nanosciences and nanotechnologies (KU,AU)
4) Life sciences, biomedicine and health (KU,AU,SDU,DTU)
5) Social sciences and innovation (KU,AU,SDU,AAU,CBS)
./.
Udvælgelsen på den danske side er sket i en åben proces, hvor universiteterne selv har meldt ind, inden for hvilke felter der allerede eksisterer samarbejde med kinesere, og inden for hvilke områder, de ønsker at opbygge samarbejde med kinesiske forskningsmiljøer.
Det skal understreges, at der fra dansk side arbejdes på at få samtlige danske universiteter involveret i aktiviteterne ved universitetscenteret, herunder på sigt at inkludere flere forskningstemaer i samarbejdet med GUCAS.
Organisering af samarbejdet mellem de danske universiteter
Samarbejdet mellem de otte danske universiteter om SDC er beskrevet og nedfældet i vedlagte udkast til aftale mellem de danske universiteter (Bilag 1). Heraf fremgår det blandt andet, at der skal nedsættes en bestyrelse bestående af en repræsentant for hvert universitet. Udover en beskrivelse af bestyrelsen og eksekutivdirektørens opgaver og ansvar indeholder aftalen en række bestemmelser om udpegning af de danske kandidater til Joint Managerial Commitee (JMC), Sino-Danish Center’s øverste myndighed. Heraf fremgår det blandt andet, at universiteterne indstiller tre kandidater og Videnskabsministeriet to kandidater til de fem danske pladser i JMC.
Derudover skal der ansættes en dansk eksekutivdirektør. Sammen med en kinesisk direktør skal eksekutivdirektøren fremover udgøre direktionen for det danske universitetscenter – eller Sino-Danish Center, som centeret benævnes på engelsk.
I forlængelse af Xxx Xxxxxxxxxx udpegning som særlig rådgiver for videnskabsministeren konstituerede Danske Universiteter pr. 1. april 2009 Xxx Xxxxxxxxx som eksekutivdirektør for det danske universitetscenter i Beijing for perioden frem til årsskiftet 2009/10.
Danske Universiteter har medio marts oprettet et mindre sekretariat ved Århus Universitet. Sekretariatet skal koordinere den samlede danske indsats med opbygningen af det danske universitetscenter i Kina. Sekretariatet vil indgå i et samlet SDC sekretariat, som oprettes på GUCAS.
Endvidere indeholder samarbejdsaftalen en række bestemmelser om kandidat- og ph.d.-uddannelsessamarbejdet, udsendelsesvilkårene for det videnskabelige
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 3/7
personale tilknyttet universitetscenteret samt en række andre økonomiske forhold. Se mere herom nedenfor.
Aftalen har været i høring på de danske universiteter, og de indkomne høringssvar er indarbejdet i aftaleteksten.
Partnerskabsaftalen med GUCAS
Forhandlingslederen har sammen med en delegation fra Videnskabsministeriet af flere omgange forhandlet indholdet af en partnerskabsaftale med GUCAS. Senest har en delegation fra GUCAS/CAS besøgt Danmark den 30. marts-2. april 2009 og dette møde blev fulgt op med et møde i Beijing den 25.-28. april 2009.
./.
Resultatet af forhandlingerne foreligger nu i form af et udkast til en aftaletekst, som har været i høring på universiteterne. Universiteternes bemærkninger er indarbejdet. Den reviderede aftaletekst er vedlagt (Bilag 2).
Endnu et forhandlingsmøde er berammet til ultimo september 2009. Det forventes, at de sidste udeståender vil kunne blive forhandlet på plads ved dette møde. Den 19.-21. oktober 2009 er der planlagt et symposium og efterfølgende work-shops i Beijing med repræsentanter fra de relevante forskningsmiljøer.
Når den endelige aftaletekst efter forventningerne foreligger ultimo september, kan den forelægges til godkendelse for universiteterne. En underskrivelsesceremoni er planlagt til den 23.-24. november 2009 i Beijing. Partnerskabsaftalen skal forinden være underskrevet af alle otte universiteter, hvorefter Xxxx Xxxxxxxxxx sammen med en kinesisk modpart kan underskrive for samtlige danske universiteter ved ceremonien i Beijing.
Centerets fysiske rammer - bygning
I MoU af oktober 2008 tilkendegives det, at der vil blive opført en bygning på campus finansieret fra dansk side. Sigtet er at det fysiske hovedkvarter for Det Danske Universitetscenter skal være en platform, der både kan fungere som samlingssted for forsknings- og uddannelsesmiljøerne omkring SDC og mødested for dansk-kinesiske virksomhedssamarbejder.
Bygningen etableres på GUCAS’ nye campus Yanqihu, ca. 60 km fra Beijings bymidte og 30 minutters kørsel fra Beijings lufthavn. Når campus står klar i 2011 er der plads til ca. 10.000 studerende på et areal på knap 340.000 m2.
Videnskabsministeriet har tilkendegivet, at ministeriet vil søge at tilvejebringe finansiering til opførsel af en sådan bygning. I den forbindelse har Videnskabsministeriet fået udarbejdet et prospekt på en bygning på ca. 9.000 m2 med et begrænset antal undervisningslokaliteter, kontorer til dansk videnskabeligt personale, herunder ph.d.-studerende, og administrativt ansatte, fællesfaciliteter, herunder et auditorium, og et antal lejligheder beregnet for udsendte på ophold af kortere varighed.
Finansieringen af en sådan bygning er endnu ikke på plads. Videnskabs- ministeriet tilkendegiver, at der lægges vægt på, at der kommer en bygning, men
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 4/7
understreger, at der endnu ikke kan gives en garanti for, at hensigten kan realiseres.
I udkast til partnerskabsaftalens sektion otte er indarbejdet en passus om tilvejebringelse af en sådan bygning. Videnskabsministeriet vil sikre en afklaring af bygningsspørgsmålet før aftalen mellem GUCAS og universiteternes skal indgås. I givet fald vil Videnskabsministeriet før aftalens indgåelse formelt forpligte sig over for universiteterne til at sikre etablering af en bygning. I modsat fald må formuleringerne om bygningen naturligvis udgå af aftaleteksten.
./.
Udsendelsesvilkår for videnskabeligt personale og ph.d.-studerende
En afgørende forudsætning for, at universitetscenteret kommer til at fungere, er, at der kan udsendes videnskabeligt personale af høj kvalitet fra de danske universiteter til centeret. Det nødvendiggør, at udsendelsesvilkårene for den enkelte videnskabelige medarbejder og ph.d.-studerende er i orden.
Samarbejdsstrukturen skal ikke inddrages i den konkrete lønfastsættelse mellem den enkelte medarbejder og hjemmeuniversitetet. Det vil sige, at en eventuel kompensationspakke i forbindelse med udsendelse skal aftales individuelt mellem hjemmeuniversitet og den udsendte medarbejder på grundlag af de konkrete forhold og i overensstemmelse med gældende regler.
For at fremme udsendelserne forudsættes det, at der ydes økonomisk kompensation til det enkelte universitet for udsendelse af ansat videnskabeligt personale og ph.d.-studerende. Kompensationen skal give såvel hjemmeuniversitetet som medarbejdere tilskyndelse til udsendelsen.
Den foreslåede kompensation til hjemmeuniversitetet ved udsendelse af videnskabeligt personale i perioder på mellem to uger og én måned udgør 100 pct. af time-/dagpenge og et hoteldispositionsbeløb. Ved udsendelse af videnskabeligt personale i perioder på over én måned og ph.d.-studerende i perioder på 6-18 måneder udgør kompensationen den gennemsnitlige løn for den pågældende personalekategori. Desuden ydes i opstartsfasen i 2010 og 2011 ved udsendelse af videnskabeligt personale udsendt i over én måned en ekstra kompensation svarende til 35 pct. af gennemsnitslønnen for den pågældende personalekategori. Endelig ydes rejsegodtgørelse i form af dækning af én returrejse med et fastsat maksimumsbeløb. Et forslag til kompensationsstruktur er vedlagt (Bilag 3)
Kompensation pr. årsværk ved udsendelse af videnskabeligt personale over én måned og ph.d.-studerende i 6-18 mdr.
År/kompensation pr. årsværk | Adjunkt | Lektor | Professor | Ph.d. |
2010-2011 | 584.067 kr. | 733.934 kr. | 955.529 kr. | 346.216 kr. |
2012-2013* | 432.642 kr. | 543.655 kr. | 707.799 kr. | 346.216 kr. |
* Kompensationsstrukturen revurderes i 2011
Kompensationen ydes til universitetet. Det enkelte universitet må internt aftale, hvordan kompensationen videreføres helt eller delvis til det institut, hvorfra den videnskabelige medarbejder rekrutteres.
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 5/7
Kompensationen finansieres dels af Videnskabsministeriets bidrag til centeret, dels af et kontant bidrag, som hvert universitet indbetaler til det administrerende universitet i Danmark, aktuelt Aarhus Universitet, jf. nedenfor.
Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at vurdere, hvor mange der vil blive udsendt med den foreslåede kompensationsordning og de kompensationspakker, der i praksis vil blive aftalt decentralt. Derfor foreslås det, at kompensations- ordningen tages op til vurdering i 2011. Hvis det skulle blive besluttet at videreføre den ekstra kompensation på 35 pct. i 2012 og 2013, må det finansieres ved en reduktion af andre poster på budgettet.
Der lægges i aftalen om samarbejdsstrukturen op til, at sekretariatet i samarbejde med universiteterne udarbejder en vejledning for udsendelse af videnskabeligt personale, herunder sociale og økonomiske forhold af relevans for udstationerede medarbejdere.
Økonomi
Forudsætningen for samarbejdet er, at udgiften til drift af centeret og dets aktiviteter deles ligeligt mellem Kina og Danmark, jf. Rektorkollegiets beslutning af august 2008 og regeringens beslutning af oktober 2008. GUCAS har gentagne gange bekræftet denne gensidige hensigt for sin part.
Både fra dansk og kinesisk side vil der blive tale om, at en stor del af bidraget vil falde i naturalier. F.eks. bidrager Danmark med udsendt videnskabeligt personale til SDC.
Når centeret i 2013 er i fuld drift, forventes de årlige udgifter at beramme sig til cirka 108 mio. kr. (2009-priser). Den danske del af driftsudgifterne forventes at andrage 21,6 mio. kr. i 2009, 33,4 mio. kr. i 2010 og 49,2 mio. kr. i 2011. Der er budgetteret med udgifter på 51,7 mio. kr. i 2012 og 53,8 mio. kr. i 2013.
Det er aftalt, at de danske udgifter skal fordeles ligeligt mellem de danske universiteter på den ene side og Videnskabsministeriet på den anden side. Statens bidrag i form af udlandsstipendier til de 150 danske kandidatstuderende indregnes ikke heri. Ej heller gør statens eventuelle omkostninger i forbindelse med en opførelse af en bygning (se ovenfor). Driften af en bygning forudsættes at påhvile GUCAS, men det afventer forhandling.
De enkelte universiteters bidrag til universitetscenteret forudsættes at bestå af et kontant bidrag til samarbejdsstrukturen. Det kontante bidrag opkræves fra universiteterne fordelt efter den normale fordelingsnøgle for universiteternes bidrag til Danske Universiteter.
Universiteternes samlede bidrag udgør i 2013 halvdelen af 53,8 mio. kr., dvs. 26,9 mio. kr. Resten af udgifterne til kompensationsordningen finansieres af statens bidrag til SDC. De tilsvarende udgifter udgør i 2010-12 henholdsvis 16,7 mio. kr., 24,6 mio. kr. og 25,9 mio. kr..
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 6/7
Størstedelen af de danske udgifter medgår til finansiering af udsendelsen af videnskabeligt personale. Der er i budgettet afsat 6,5 xxx.xx. i 2010 og 6,8 mio. kr. i 2011 til administration. Heraf medgår en del til finansieringen af sekretariatet ved Aarhus Universitet og en anden del til administration i Kina.
Universitetslovsændring samt ny bekendtgørelse
Afslutningsvis kan det nævnes, at Folketinget 28. maj 2009 har vedtaget en ændring af universitetsloven, hvorefter det nu er muligt for danske universiteter i samarbejde med udenlandske universiteter at udbyde uddannelser i udlandet.
./.
En bekendtgørelse om indhold af samarbejdsaftaler i forbindelse med samarbejder med udenlandske universiteter har været høring på universiteterne. Bekendtgørelsen trådte i kraft 16. august 2009.
Bilag:
1. Udkast til aftale mellem de danske universiteter af 21. august 2009
2. Draft Partnership Agreement af 21. august 2009
3. Kompensationsstruktur for udsendelse til SDC af 12. august 2009
4. Fordelingsnøgle for universiteternes bidrag til SDC 2010-2011 af 12. august 2009
5. Xxxx fra videnskabsministeren til universitetsbestyrelsesformændene af
26. august 2009
Secretariat of
Sino-Danish Centre for Research and Education at Graduate University of Chinese Academy of Sciences
Side 7/7