Prisliste og forretningsbetingelser
Prisliste og forretningsbetingelser
Skovdyrkerforeningen Nord-Xxxxxxxxxx Xxxxxxx 0, Xxxxxxx
8960 Randers SØ
Tlf: 00 00 00 00
Fax: 00 00 00 00
Prisliste juli 2013 – alle beløb er ekskl. moms.
MEDLEMSKAB:
Kontingent
Kontingentet består af et grundkontingent og en arealafgift, der betales samlet for et år ad gangen ved driftsårets begyndelse, eller ved indmeldelse (foreningens driftsår er 1/7-30/6).
Kontingentet kan max udgøre kr. 6.335,00 pr. år.
Kontingentsatserne pristalsreguleres hvert år pr. 31. juli, derfor de ”skæve” satser.
Grundkontingent
Kr. 695,00 pr. medlem. Har man juletræer og/eller pyntegrønt betales yderligere kr. 695,00 pr. medlem.
Arealafgift
Kr. 58,00/ha for juletræs- og klippegrøntsarealer Kr. 58,00ha for de første 50 ha skov
Kr. 29,00/ha for yderligere skovarealer
Tilsyn/rådgivning
Alle medlemmer kontaktes én gang årligt med henblik på rådgivning. Rådgivningsbesøg sker op til én gang årligt efter behov. Denne rådgivning er inkluderet i kontingentet. For yderligere tilsyns- eller rådgivningsopgaver er prisen kr. 750,00/time for skovfoged, og 850,- kr./time for skovrider.
Under rådgivningsbesøget fastsættes – sammen med ejeren - skovens driftsformål (jagt, herlighed, produktion, investering, etc.) og skaber herefter rammerne for udvikling af skoven i den ønskede retning.
Rådgivningsbesøget omfatter:
• Fastlæggelse af tyndinger og afdrifter
• Planteplaner
• Renholdelsesplaner
• Plejeplaner
• Planer for vand og vej
Ekstra besøg betales med timepris, mindste enhed 0,25 kr./time. Kørsel den ene vej medregnes i tidsforbruget.
Følgende ydelser tilbydes på timeløn
Udarbejdelse af
• Sagkyndig vejledning ved f.eks. ekspropriation, vurdering v. køb/salg,
• gødningsplaner,
• udfyldelse af statistikskemaer,
• økonomiske analyser,
• medvirken ved ansøgnings-/indberetningsprocedure ved forskellige former for tilskud,
• udvisning af træ,
• skovrejsning,
• energiafgrøder,
• certificering af skov og juletræer samt
• anden faglig bistand.
Udvidet tilsyn
Et ekstra tilbud til juletræsdyrkere. Kulturene tilses max. 3 gange årligt. Der kontrolleres for problemer med insekter og ukrudt samt tilklipning og vildtskader. Der udarbejdes en rapport for hvert tilsyn. Tilsynet foretages af foreningens fagansvarlige, men er ikke en forsikring mod skader.
Grundkontingent: 1.000,- kr./år + 100,- kr./ha.
Regnskab
Et almindeligt skovregnskab føres medlemsvis. Aktuelle saldooplysninger, kontoudtog og perioderegnskaber kan rekvireres i fornødent omfang. For særskilt momsregnskab med afregning til Told og Skat opkræves kr. 650,00/år.
Gødningsregnskab
Skovdyrkerforeningen kan være behjælpelig med udfærdigelse af et gødningsregnskab – pris p.t. kr. 650,00/time.
Skovkort/driftsplan
Udarbejdes på grundlag af luftfoto og registrering af bevoksninger i skoven. Der udarbejdes et skovkort med statusopgørelse (bevoksningsliste, årgangstabel, areal og vedmassestatus); kulturplan og tilvækstprognose (kaldes under ét for driftsplan).
Prisen er kr. 450,00-550,00/ha. Der kan i 2013 søges tilskud hertil. Ny tilskudsordning træder i kraft august 2013.
”Skoven”
Årsabonnement på Dansk Skovforenings månedsskrift ”SKOVEN” til rabatpris kr. 416,00 ex. Moms (pris 2013). Samtidig modtages ”Skoven Nyt”, et ugentligt nyhedsbrev med aktuelle emner.
Skovbrandsforsikring
Skovdyrkerforeningen kan tilbyde skovbrandsforsikring i anerkendt forsikringsselskab. Forsikringen dækker oprydning og gentilplantning samt tab af træværdi og pyntegrøntindtægter.
Præmien udgør kr. 6,00 pr. ha løv, kr. 12,00 pr. ha nål og kr. 35,00 pr. ha juletræer/pyntegrønt og dertil et grundbeløb på kr. 100,00 det 1. år og herefter kr. 80,00 (minimumspræmie i alt kr. 220,00).
Kontakt Skovdyrkerforeningen for et konkret tilbud.
Stormfaldsforsikring
Ved ejerskifter (ikke familiehandler eller generationsskifte) kan den nye ejer inden for 6 måneder efter Ejerskifte, tilmelde sig en stormfaldsforsikring. Tilsvarende ved nytilplantning på mark inden træerne er 5 år. Har man tegnet en stormfaldsforsikring får man i en evt. senere skadesituation dels udbetalt en forsikringssum, dels adgang til tilskud fra staten.
Fyldestgørende information og konkret tilbud kan indhentes hos Skovdyrkerforeningen.
HANDELS- OG ENTREPRENØRVIRKSOMHED - HANDELSPRINCIPPER
Handel med træeffekter
Foreningen afsætter alle skovens produkter. Foreningen beregner sig enten provision (råtræ) eller fortjeneste på handel til og fra medlemmer. Disse provisioner og fortjenester skal dække foreningens omkostninger til arbejdsledelse og administration samt et overskud til konsolidering.
Handel med træ foregår efter kommisionshandels-princippet. Salgsprisen er således den samme som afregningsprisen fra savværker og varmeværker, hvoraf der fraregnes en provision til foreningen.
Foreningen beregner vedhandel med:
• Nåletræ: 7 % i provision*
• Flis: 8 % i provision**
• Løvtræ: 10 % i provision
Provision/avance dækker foreningens afsætningsarbejde, herunder aflægning af træ, opmåling, købervurdering, syning med køber, debitorrisiko samt administration i øvrigt.
*I særlige tilfælde sælges råtræ til kunder med forlængede betalingsbetingelser. I disse tilfælde tager foreningen 10,- kr./m3 i finansieringsgebyr.
For mængder < 200 m3 = 10 % i provision
** Ved flisprojekter afholder foreningen omkostninger til mellemfinansiering for nedskæring i op til 18 måneder. Denne er indeholdt i ovennævnte salgsprovision.
For mængder < 1000 rm. = 10 % i provision For mængder > 2000 rm. =7 % i provision
For flisprojekter, der relaterer sig til et skovningsprojekt (omkostning til nedskæring er afholdt) = 8 % i provision.
Xxxxxx opmåling af langtømmer og løvtræ betales efter timeforbrug.
Handel med juletræer og klippegrønt
Handel
• Foreningens handel med juletræer foregår som sædvanligt som køb/salg hos medlemmerne. For medlemmer og forening betyder dette en enkel afregning, mulighed for en passende fordeling af omkostninger ved små/store partier, og ved sammensætningen af læs til kunder.
• Når træerne er mærket er det ikke ensbetydende med, at træerne er købt eller solgt. Foreningen har med disse mærketal et konkret indtryk af, hvilke træer (størrelse og kvalitet), der skal arbejdes på at få solgt.
• Prissætning: Pris fastsættes med udgangspunkt i markedet.
• Det kan forekomme, at der sker fejl ved tællingen af det antal træer der er markeret, hvorfor der skal tages et vist forbehold overfor det oplyste antal. Afregning skal naturligvis ske efter det antal træer der læsses på lastbil/pakkes på paller.
• Skulle der inden høst af træerne komme til at optræde misfarvning, nålefald eller andre forhold som forringer træernes anvendelighed som juletræer, skal dette meddeles til Deres lokale skovfoged. Disse træer må ikke medtages.
• Ved partier under 400 stk. kan det blive nødvendigt at flytte træerne til en opsamlingsplads. I så fald vil fragt og læsning blive udfaktureret til kostpris, hvis ejeren ikke selv foretager flytning og læsning.
• Den fastsatte pris er under forudsætning af korrekt oparbejdning og at træerne overholder den angivne størrelse og kvalitet efter skovning.
• Prisen gælder for varen læsset på lastbil. Dvs. omkostninger til oparbejdning, materialer, udkørsel, palletering og læsning på lastbil påhviler medlemmet.
• Oparbejdning
• Al oparbejdning skal foretages i henhold til Juletræsdyrkerforeningens gældende retningslinjer. Husk specielt følgende:
• Normalt starttidspunkt er 15.11, men oparbejdning må IKKE startes uden nærmere aftale med Skovdyrkerforeningen.
• Træerne skal være rene og uden rester af slyngplanter, græs, ukrudt og løv. Hjælpematerialer såsom grenrettere, bambuspinde, strips mv. skal fjernes inden høst. Under høst, lagring og transport af træerne må de ikke blive snavsede.
• Den renpudsede stab skal være mellem 5 og 10 % af træets højde op til 200 cm og mellem 5 og 15 % af træets højde for træer over 200 cm.
• Med mindre andet er aftalt, skal træerne leveres stramt nettet i hvidt LZ-net.
• Oparbejdnings-affald, pap, plastik osv. må IKKE forekomme i nettet eller pallen.
• Læsning og levering
• Det vil blive meddelt hvor og hvornår træerne skal leveres.
• Alle varer leveres frit læsset på bil ved bilfast vej. Dvs. veje der uden problemer kan befærdes med lastvognstog med en bruttobelastning på 42 tons. Det skal være muligt for lastvognstog at foretage vending eller kunne forsætte i fremadgående retning efter endt læsning.
• Der skal normalt bruges 4 mand i ca. fire timer for at læsse en fuld lastbil med løse træer (og husk at det er hårdt arbejde!!)
• Hovedparten af de træer der sælges igennem Skovdyrkerforeningen skal palleteres, hvorfor denne omkostning må påregnes.
• Reklamation, Force majeure og Tvistigheder
• Varen henligger for sælgers regning og risiko i enhver henseende indtil aftalt leveringstidspunkt.
• Kontraktmængderne skal være produceret i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning. Herunder især brug af pesticider, herbicider og andre sprøjtemidler. Såfremt nåleanalyse konstaterer ulovlige sprøjterester er dette reklamationsgrund for alle træer fra den pågældende kultur og leverancen kan blive annulleret, afvist eller returneret for leverandørens regning, således at Skovdyrkerforeningen bliver friholdt for alle omkostninger både interne og eksterne, samt eventuelle erstatningskrav rejst af kunder, kunders kunder osv.
• Reklamation over et vareparti skal, for at være rettidigt, fremsættes senest 48 timer efter læsning. Xxxxx har ret til at levere partiet tilbage. Reklamation over skjulte fejl og grove fejl (fx nåletab og ulovlige sprøjtemidler) kan dog fremsættes senere – også selvom partiet er i udlandet. Såfremt parterne ikke kan nå til enighed om sortering eller andre forhold vedrørende et parti grønt/juletræer, skal uoverensstemmelsen søges bilagt af 2 skønsmænd, der udpeges af køber og sælger i fællesskab. Hvis skønsmændenes afgørelse ikke danner baggrund for enighed mellem køber og sælger, må sagen afgøres ved domstolene.
• Alle køb og salg sker under forbehold af strejke, lockout eller anden force majeure.
• Alle tvister i henhold til denne kontrakt/rammeaftale afgøres iflg. dansk lov og ret. Værneting er retten i den retskreds hvor sælger ved kontraktens/rammeaftalens indgåelse havde sin bopæl.
Udført entreprenørarbejde
Alle entrepriseopgaver udføres efter regning til priser på markedsvilkår. Foreningen har indgået samarbejdsaftaler med en række entreprenører, som sikrer, at det ikke bliver dyrere for skovejeren, at bruge foreningen til løsning af opgaverne.
Ved entreprenørarbejde beregner foreningen sig en avance på 15 %, af underentreprenørens pris. Avancerne dækker foreningens salgsarbejde, arbejdsledelse samt administration.
Visse entreprenørydelser kan aftales udført til en fast pris. Dette vil oftest være pr. enhed, men det kan også være for en hel opgave, eventuelt inkl. materialer og planter. Det kan f.eks. være en skovningsopgave, tilplantning på landbrugsjord eller anlæg af allè.
Salg af planter
Foreningen kan tilbyde planter af bedste kvalitet og proveniens fra store og veldrevne planteskoler til konkurrencedygtige priser.
Ved samlet levering på
< 5.000 stk. ydes 5 % rabat.
> 5.000 stk. ydes 10 % rabat (i en leverance, ved mindre partier 5 %)
>10.000 stk. ydes 10 % rabat.
På nordmannsgran vil der ofte være særlige priser. Aktuelle priser vil fra tid til anden fremgå af ”Skovdyrkeren”, men konkrete tilbud kan altid indhentes hos Skovdyrkerforeningen.
I forbindelse med entrepriser yder foreningen udspringsgaranti, såfremt foreningen forestår, arealforberedelse, plantning samt evt. renholdelse og hegning (jvf. foreningens rådgivning i den enkelte situation).
MATERIALER
Foreningen indgår storkøbsaftaler omkring kemikalier, gødning og diverse materialer til brug for skovdrift og pyntegrøntsproduktion, og kan derfor formidle den rigtige vare/kvalitet til favorabel pris.
SIKKERHED
I salgssituationen dækker foreningen debitorrisikoen, idet vi altid står inde for betalingen til medlemmerne. Ud over egenkapitalen sikres medlemmernes betalingssikkerhed af foreningens udstrakte brug af genforsikring af større tilgodehavender.
Det skal understreges, at der udfoldes store anstrengelser for at minimere risikoen ved handel. Eks. ved spredning af afsætningen, debitorforsikringer, bankgarantier og lignende.
BETALINGSBETINGELSER
Afregninger
Afregning af træ sker løbende måned + 90 dage. Afregning af flis sker pr. løbende måned + 60 dage Afregning af juletræer og klippegrønt sker ultimo januar.
Betalingsdato fremgår af afregningsbilaget.
Undtagelser
For træ som skal synes af køber, kan afregningstidspunktet være forsinket.
I særlige situationer, eks. under store stormfald, kan savværkerne have længere kredittid end normalt. Afregning til skovejeren vil da forlænges tilsvarende. Aktuel orientering herom vil fremgå af vort medlemsblad
Skovdyrkeren.
Honorarer, entrepriser og vareydelser
Betaling for skovning sker pr. løbende måned. + 90 dage.
Betaling af oparbejdelse af flis faktureres løbende måned + 60 dage (regnes fra tidspunkt for flishugning).
Medlemmet kan – i forbindelse med nedskæring til flis – vælge at blive faktureret direkte og i disse tilfælde kan foreningen tilbyde en kontantrabat på 3 % = 14 dage.
Omkostninger til skovning og udkørsel dækker fældning og udkørsel i forbindelse med det kommende flisprojekt.
Fakturering af oparbejdning af juletræer og klippegrønt sker ultimo januar fratrukket evt. oparbejdning.
Såfremt foreningen har forfaldent tilgodehavende hos medlemmet vil dette tilgodehavende blive udlignet inden udbetaling af forfaldne afregninger finder sted.
Øvrig betaling er løbende måned + 14 dage. Har medlemmet penge til gode ved foreningen for salg af råtræ, pyntegrønt eller juletræer vil fakturaer blive modregnet.
Betalingsdato fremgår af fakturabilaget.
Ved for sen betaling tillægges 1 % rente pr. påbegyndt måned. Alle priser er excl. moms.
GENERELT OM HANDEL
Foreningen tilbyder at afsætte medlemmernes råtræ, juletræer, klippegrønt og levere entreprenørydelser. Desuden leverer vi planter, kemikalier, forskellige hjælpematerialer og forsikringer m.v.
Foreningen ønsker at være stærk i markedet både overfor medlemmerne og overfor det omkringliggende marked. Derfor er vi meget opmærksomme på at prisen på ydelserne til medlemmerne afspejler det reelle ressourceforbrug.
Opmåling og afregning: Opmåling og klassifikation sker hurtigst muligt efter klarmelding fra medlemmet. Flis som er nedskåret med henblik på tørring tilhører Skovdyrkerforeningen.
Afregningsbilag (købsfaktura) udstedes af foreningen hurtigst muligt efter opmåling/syning med køber.
Varen er til Skovdyrkerforeningens disposition fra klarmeldingstidspunktet, men er først solgt når afregningsbilag er udskrevet.
Reklamationer: Vor kundes berettigede reklamation over kvalitet, mængde, pris, skjulte fejl mv. tilbageføres til leverandøren.
Skovdyrkerforeningen varetager leverandørens interesse bedst muligt på dennes regning. Læggeplads: Leverandøren anviser læggeplads, hvor varen kan ligge til kunden ønsker det afhentet. Læggepladsen skal være tilgængelig for lastvognstog (45 ton) i al slags vejr.
Risikoens overgang: Varen ligger for leverandørens risiko indtil den er solgt. Risiko overgår til køber i forbindelse med start af hjemkørsel, senest 30 dage efter fakturadato.
Partistørrelse: Mindre partier kan medføre transportbidrag i forbindelse med flytning til central læsseplads eller ved kørsel til flere partier.
Evt. transportbidrag fratrækkes ved afregning.