Erstatningsansvar ved kontraktforhandlinger (culpa in contrahendo)

Erstatningsansvar ved kontraktforhandlinger (culpa in contrahendo)

Professor, lic.jur. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇, Danmark1

I indlægget gøres det synspunkt gældende, at forholdet mellem parter, der forhandler komplekse erhvervskontrakter, kan anskues som en selvstændig aftalerelation, der i enhver henseende skal bedømmes efter de regler der gælder om misligholdelse af kontrakter. Det er i grove træk alene reglerne om erstatning i kontraktforhold, der er anvendelige til eventuelt at kunne sanktionere illoyal adfærd udvist under forhandlinger, og på grund af kontraktrelationens særegenheder vil en part forholdsvist sjældent kunne få medhold i et krav om erstatning. Der kan blive tale om tilkendelse af erstatning efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse, men alene set i forhold til den foraftale eller forhandlingsaftale, der er indgået mellem parterne, og ikke udmålt ud fra den slutkontrakt, som parterne forhandlede om, idet den misligholdte aftale ikke er den samme som den slutkontrakt, der har været forhandlet om. Kun i helt specielle tilfælde, nemlig hvor der reelt er indgået en slutkontrakt mellem parterne, men uden at denne realiseres, kan en part tilkendes erstatning for den fortjeneste, som vedkommende kunne have oppebåret i henhold til slutkontrakten. Da reglerne om misligholdelse af kontraktforhold er dækkende for retsområdet, er der ikke behov for at indføre et særligt regelsæt om prækontraktuelt ansvar i nordisk ret.

1 Indledning

Spørgsmål i relation til ansvar for illoyal adfærd under kontraktforhandlinger kategoriseres almindeligvis under samlebetegnelserne prækontraktuelt ansvar eller culpa in contrahendo. I Norden - i modsætning til i visse andre europæiske lande som f.eks. Tyskland, Italien og Grækenland - findes ingen udtrykkelige lovregler eller retsprincipper om sådant forhandlingsansvar. Emnet i det følgende er de ulovbestemte principper, der derfor set i en nordisk sammenhæng gælder for problemstillingerne, og de i praksis valgte løsninger herpå.

Området er i de seneste år blevet behandlet i forskellige værker, hvoraf især bør fremhæves ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇: Kontraktuell lojalitetsplikt (2007) og ▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lojalitet och kontraktsliknanda förhållanden (2007). For dansk rets vedkommende er emnet især omtalt i ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ Bergs artikel ”Erstatning ved prækontraktuelt ansvar” i Erhvervsretligt Tidsskrift 2009, nr. 3, s. 261-272.

Kontraktforhandlinger indledes normalt med, at parter spontant eller i henhold til et forudgående tilsagn herom påbegynder nærmere drøftelser i den hensigt, at der mellem dem ønskes indgået en endelig og juridisk bindende2

1 Jeg takker advokat ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇ og lektor ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ for kyndige kommentarer til et tidligere udkast af dette indlæg.

2 Det giver almindeligvis ikke særlig mening at tale om ”ikke-bindende” aftaler, men når ordet ”bindende” anvendes her, er det for at understrege, at aftaler kan være uforbindende pga. ugyldighed,

aftale om gensidig udveksling af de forskellige ydelser (kontraktgenstanden), der er forhandlingernes emne.

Emnet for dette indlæg har en vis praktisk betydning, hvor der har foregået forhandlinger om komplekse og længerevarende kontraktforhold, hvorimod kortvarige kontraktforhandlinger på grund af et lavt forventningsniveau og ressourceforbrug sjældent giver anledning til særlige problemer.

Forhandlinger vedrørende komplekse kontrakter3 indeholder så mange delelementer, at der kan opstå vanskeligheder med at bevare det nødvendige overblik undervejs i tilblivelsen af en kontrakt. Endvidere vil der løbemde ske en udvikling af den aftaleretlige relation mellem parterne, som også kan være særdeles kompliceret at vurdere korrekt. Parterne gennemlever en række faser fra start til slut i sådanne forhandlinger, og der kan forekomme mange forskellige typer af - eksplicitte eller implicitte - aftalelignende forekomster spændende fra aftaler om afholdelse af møder og relativt uforbindende hensigtserklæringer over aftaler vedrørende særlige forhold i relation til forhandlingerne, rammeaftaler og principoverenskomster til slutkontrakter i form af endelige aftaler, der kan være såvel ufuldstændige som betingede eller ubetingede.

Tilsvarende forhold kan gøre sig gældende, hvor der ikke er tale om forhandling af en ny aftale, men om genforhandling af allerede bestående kontrakter, altså hvor der i forvejen mellem forhandlingsparterne består en fast aftalemæssig relation, som man via forhandlingerne søger at fortsætte typisk efter foretagelse af visse tilpasninger. Sådan genforhandling kan blot dreje sig om justering af den eksisterende kontrakt. I den forbindelse kan man ikke tale om kontraktforhandlinger i den forstand, som behandles her. Det kan man imidlertid i de tilfælde, hvor forhandlingerne mellem parterne munder ud i et helt nyt retsforhold.4 Hvor hensigten er at foretage en egentlig novation af kontraktforholdet mellem parterne, foreligger der tillige en prækontraktuel forhandlingssituation.5

Så længe, der blot forhandles, kan man retligt anskue situationen på tre måder:6 Enten således, at der ikke overhovedet eksisterer kontraktuelle relationer mellem de forhandlende parter, førend endelig kontrakt er indgået,7 at der opstår en

eller kan være aftaler af en sådan art, at de ikke kan håndhæves retligt, f.eks. aftaler der har karakter af

obligatio naturalis, jf. herved ▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇: Obligationsret 1. del, 4. udg. (2006), s. 7 f.

3 I indlægget fokuseres alene på komplekse aftaler mellem erhvervsdrivende, således at der ikke foretages analyser af de særlige forhold, der gør sig gældende ved indgåelse af aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende eller af relativt simple salgsaftaler indgået mellem erhvervsdrivende, f.eks. en grossists salg af standardvarer til en detailhandler.

4 Jf. ligeledes ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 34, hvor der gøres opmærksom på, at det eksisterende kontraktforhold mellem parterne naturligvis spiller en rolle ved bedømmelsen af eventuel illoyal adfærd under genforhandlingerne.

5 Generelt herom henvises til ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇: Intertemporal kontraktsret (2009), s. 170-176. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ tilkendegiver i Kontraktuell lojalitetsplikt (2007), s. 431, at en opdeling mellem novation og reforhandling af aftaler næppe lader sig gennemføre fuldt tilfredsstillende ved anvendelse af de traditionelle retssystematiske kriterier, og at man i stedet bør anlægge en mere holistisk aftaleopfattelse. 6 Se herom også diskussionen i ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇ (red.): Precontractual Liability in European Private Law (2008), s. 457-470.

7 Dette synspunkt ses senest at være kommet til udtryk i Højesterets dom i U 2010.2475 H, hvor det bl.a. statueredes, at der ikke var indgået en bindende samarbejdsaftale, der kunne berettige den ene part til at blive tilkendt mistet fortjeneste, og hvor det tillige udtaltes, at der heller ikke var anført forhold, der kunne berettige til ”kompensation uden for kontrakt.” Se også f.eks. EU-Domstolens afgørelse af

særlig relation, der befinder sig i grænseområdet mellem det deliktuelle og det kontraktuelle,8 eller således, at der allerede i den indledende fase etableres en vis aftalerelation imellem parterne, selv om relationen er af forholdsvis begrænset rækkevidde.9 Det er holdningen i det følgende, at det sidstnævnte standpunkt har mest for sig, og der gives i afsnit 2 en nærmere begrundelse herfor.

Om forhandlingsparter har en aftalerelation eller ej, er i mange tilfælde juridisk set betydningsløst. Imidlertid kan der efter omstændighederne, især når forhandlinger er endt resultatløse, opstå ønske om at få fastlagt, om der udvist en sådan illoyal adfærd, at der kan statueres ansvar, og om en forurettet part derfor kan rejse krav om økonomisk kompensation. Dette spørgsmål er behandlet i afsnit 3. I den forbindelse er det især aktuelt at tage stilling til, om en part er berettiget til erstatning, og i givet fald hvorledes denne skal udmåles. Der kan være stor økonomisk forskel på, om en part kan mødes med krav om erstatning af modpartens forgæves afholdte udgifter under forhandlingerne, eller om der kan kræves erstatning af den fortjeneste, som en part er gået glip af, ved at endelig aftale ikke er kommet i stand. Disse spørgsmål behandles i afsnit 4 og 5, mens afsnit 6 indeholder en perspektivering af de forfægtede synspunkter.

I forbindelse hermed opstilles og argumenteres for følgende 5 teser:

Tese 1: Kontraktforhandlinger sker i henhold til aftale, og prækontraktuelt ansvar er derfor et ansvar i kontrakt.

Tese 2: En part, der optræder illoyalt under kontraktforhandlinger, kan mødes med misligholdelsesbeføjelser og bliver som udgangspunkt forpligtet til at svare erstatning efter reglerne om erstatning i kontraktforhold, såfremt der foreligger et ansvarsgrundlag.

Tese 3: Ansvarspådragende adfærd under kontraktforhandlinger medfører pligt til at svare erstatning for misligholdelse af foraftalen og ikke af den slutkontrakt, der ikke er indgået, og der vil meget ofte ikke trods ansvarspådragende misligholdelse af foraftalen være forårsaget et tab.

Tese 4: Erstatning i form af mistet fortjeneste i henhold til slutkontrakt kan kun tilkendes, hvor den misligholdende part har forsømt en retlig forpligtelse til at indgå slutkontrakt med den forurettede.

Tese 5: Nordisk ret behøver ikke at opstille særlige regler om prækontraktuelt ansvar, da reglerne om misligholdelse af aftaler dækker området fuldt ud, når blot der tages hensyn til foraftalers særegne karakter.

17. september 2002 i sag C-334/00, hvor prækontraktuelt ansvar som ikke-kontraktligt blev henført under artikel 5(3) i Bruxelles I-forordningen.

8 Jf. således ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s.122, ▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lojalitet och kontraktsliknande förhållanden (2007), s. 40, 43, 439 og 459, samt ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇ i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2009.261 på s. 262 og 267.

9 Se således formentlig ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇ i SvJT 1987.493 på s. 494, der dog drager grænsen mellem hensigtserklæringer og foraftaler, jf. s. 497. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ synes i Kontraktuell lojalitetsplikt (2007) på

s. 422-424 at mene, at der kan være tale om enten ansvar uden for eller ansvar inden for kontraktforhold.

Inden baggrunden for disse teser uddybes, skal dog for klarhedens skyld gøres opmærksom på, at der overalt konsekvent anvendes følgende terminologi: Den ramme, der gælder for forhandlingerne kaldes for en foraftale, mens det endemål, der reelt forhandles om, benævnes slutkontrakten.10

Endvidere skal præciseres, at der i det følgende ikke vil blive fokuseret på misligholdelse af slutkontrakter eller på omstændigheder, der efterfølgende vil kunne bevirke, at en indgået slutkontrakt kan erklæres ugyldig.11 I stedet vil der blive foretaget en analyse af forhold, der udelukkende vedrører selve kontrakt- forhandlingsprocessen. Af denne grund vil der for klarhedens skyld kun blive inddraget de problemstillinger, der opstår, hvor der ikke bliver indgået en slutkontrakt af nogen art mellem parterne, altså tilfælde hvor slutkontrakter icke er kommet til eksistens i f.eks. ugyldig, betinget eller ufulstændig stand.

2 Argumentation for at kontraktforhandlinger er baseret på aftale

Kontraktforhandlinger begynder ofte med, at parter skriftligt eller mundtligt enes om at indlede drøftelser om udveksling af bestemte ydelser. Ingen forventer på dette tidlige tidspunkt, at forhandlingerne vil resultere i indgåelse af en slutkontrakt. Ingen ønsker normalt heller i de indledende stadier at være bundet til at indgå en slutkontrakt. Man vil gerne være frit stillet, indtil det er afdækket, hvad der kan opnås enighed om, og selv når alle aftaleelementer er afklarede, vil man ofte gerne have lejlighed til i en kort periode samlet at vurdere, om indgåelse af slutkontrakten vil være fordelagtig eller ej, før man afgiver et udtrykkeligt løfte om at ville være bundet af forhandlingsresultatet.12

Det netop anførte peger i retning af, at ingen af parterne er aftalemæssigt bundet, mens der forhandles,13 men dette skal ses i forhold til slutkontrakten. Det må nemlig forholde sig således, at de ubundne parter i forbindelse med forhandlingerne nødvendigvis (implicit eller eksplicit) må have opnået enighed om visse rammer og vilkår for, hvorledes drøftelserne skal foregå. Der udarbejdes måske endda et skriftligt grundlag herfor – en foraftale – hvori der tages udtrykkelig stilling til forskellige forhold, såsom at parterne ikke har krav mod hinanden, såfremt forhandlingerne ender resultatløse, at slutkontrakt først kan anses for indgået, når den er godkendt af virksomhedernes bestyrelser,14 at der gælder en pligt til at hemmeligholde, at forhandlinger pågår, at man ikke må videregive fortroligt materiale, der modtages som led i forhandlingerne mv.

I visse tilfælde indgås sådanne foraftaler successivt i takt med, at forhandlingerne skrider frem, således at parternes forpligtelser undervejs antager mere

10 ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 46, anvender betegnelserne prekontraktuelle instrumenter henholdsvis primærkontrakter.

11 Også sådanne problemstillinger henføres ofte under betegnelserne prækontraktuelt ansvar eller culpa in contrahendo, men efter opfattelsen i dette indlæg skal disse forhold behandles efter almindeligt gældende principper om misligholdelse af kontraktforhold henholdsvis efter sædvanlige aftaleretlige regler om ugyldighed.

12 Jf. ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ i Lov & ▇▇▇▇ 1995.595 på s. 606.

13 ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997) f.eks. s. 9 og 320.

14 Se hertil UNIDROIT Principles 2.1.13: “Where in the course of negotiations one of the parties insists that the contract is not concluded until there is agreement on specific matters or in a particular form, no contract is concluded before agreement is reached on those matters or in that form.”

og mere bindende karakter. Det skal dog understreges, at det ikke er en trinvis indgåelse af slutkontrakten,15 der er på tale, men blot at foraftalerne om forhand- lingernes gennemførsel ofte lægger flere og flere bånd på forhandlingsparterne undervejs.

Indgåelse af udtrykkelige foraftaler er især påkrævet, hvor kontraktgenstanden er kompleks og indebærer, at en eller flere af parterne undervejs gennemfører omfattende og/eller forholdsvis ressourcekrævende undersøgelser, førend der kan indgås en slutkontrakt. Et eksempel herpå er gennemførelse af due diligence, inden der indgås aftale om en virksomhedsoverdragelse. En foraftale har her bl.a. til formål at sikre den seriøsitet og grad af forpligtelse, der er nødvendig for, at parterne vil påtage sig risikoen for at anvende betydelige ressourcer på noget, der er behæftet med en overhængende risiko for at ville ende resultatløst.

Det forekommer anstrengt i alle sådanne tilfælde at erklære, at der ikke allerede eksisterer en form for kontraktlig relation mellem parterne, da der jo netop er opnået enighed om at forhandle,16 og om at forhandlingerne sker på visse nærmere angivne vilkår. Dadelværdig adfærd udvist under forhandlingerne lader sig derfor også dårligt alene bedømme efter principperne om ansvar uden for kontraktforhold, der fokuserer på det deliktuelle og ikke så meget på den sammenhæng, som adfærden udspringer af.

Foraftaler afspejler den hårfine balance mellem forpligtelsen til at forhandle med oprigtige hensigter og friheden til at kunne undgå at blive bundet af en slutkontrakt. Selv om der må siges at foreligge en egentlig (for)aftale, vil der imidlertid være tale om en aftale af så løs og uforpligtende karakter, at den måske endda som hovedregel ikke kan give modparten anledning til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed om en slutkontrakt.17 Derfor bærer forholdet visse fælles karaktertræk med relationer helt uden for kontraktforhold, men da forhandlingerne trods alt udspringer af en gensidig overenskomst og bygger på enighed om visse forhandlingsvilkår, forekommer det mest korrekt at formulere følgende tese:

Tese 1: Kontraktforhandlinger sker i henhold til aftale, og prækontraktuelt ansvar er derfor et ansvar i kontrakt.

3 Hvilke sanktioner kan gøres gældende over for en illoyal forhandlings- modpart

Når det som her antages, at prækontraktuelt ansvar er kontraktansvar, må det nødvendigvis fastlægges, under hvilke omstændigheder der kan statueres mis-

15 Se herom nærmere f.eks. ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ i Lov & ▇▇▇▇ 1995.595 især på s. 596-600.

16 ▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lojalitet och kontraktsliknande förhållanden (2007), s. 297 forudsætter for at kunne statuere prækontraktuelt ansvar, og at der opstår en loyalitetspligt mellem parterne, at der skal foreligge en intention om at indgå en aftale (slutkontrakt). Når en sådan intention kan konstateres, er der opstået en foraftale i den betydning, der anvendes i dette indlæg.

17 Se som eksempler på meget omfattende foraftaler, der ikke samtidig var slutkontrakter, sagerne U 2007.3027 H og Rt. 1992.1110.

ligholdelse af foraftaler, samt ikke mindst hvilke sanktioner sådanne aftalebrud kan mødes med.

Jo mere intensive kontraktforhandlingerne bliver, des flere ressourcer vil parterne undervejs have anvendt med henblik på at nå frem til en endelig kontrakt. Derfor opstår efter krævende forhandlingsforløb til tider situationer, hvor en part skuffes således, at vedkommende ønsker at gøre ansvar gældende over for sin forhandlingsmodpart for især.18

uventet og hensynsløs udtræden af forhandlingerne,

forhandling og efterfølgende slutkontraktindgåelse til anden side uden at oplyse herom (forhandling på skrømt),

positive udgifter, der er afholdt til nødvendige forundersøgelser, samt den ofte vanskeligt dokumenterbare udgift, der afholdes ved at gøre brug af egne interne ressourcer, herunder rejseomkostninger og medarbejdernes tidsforbrug til deltagelse i møder og foretagelse af undersøgelser.

misbrug eller undladelse af at hemmeligholde oplysninger, der er udleveret i forbindelse med forhandlingerne, og

tab, der er opstået, hvor en part har foretaget visse handlinger/undladelser (f.eks. indgåelse eller opsigelse af andre kontrakter) i velbegrundet tillid til en anden parts (ukorrekte) udmelding om, at indgåelse af endelig kontrakt alene er en formsag.

Karakteristisk er det, at tvister almindeligvis kun opstår, når der ikke bliver indgået en slutkontrakt mellem de stridende parter, eller i tilfælde hvor der opstår uenighed om, hvorvidt der er indgået slutkontrakt eller ej.19

Afhængigt af situationen kan det være vanskeligt at fastlægge, om der overhovedet er udvist ansvarspådragende adfærd og – i bekræftende fald – at få fastlagt, hvilke sanktioner den ukorrekte adfærd berettiger til udløsning af.

Antages det, at der mellem parterne i en forhandlingssituationen består en aftaleretlig relation, må illoyal adfærd fra en parts side som en konsekvens heraf kunne mødes med sædvanlige misligholdelsesbeføjelser.20 De fleste af disse er det imidlertid normalt ikke relevant at påberåbe sig:

Vedrørende ophævelse forholder det sig således, at da aftaler om at indgå i nærmere kontraktforhandlinger (foraftaler) efter deres karakter ikke nødvendigvis vil føre til indgåelse af en endelig kontrakt, må begge parter normalt uden nærmere begrundelse frit kunne udtræde af forhandlingerne. En sådan udtræden svarer ret beset til en ophævelse af aftalerelationen imellem dem, hvorfor det sjældent vil give megen mening at tale om at ophæve en foraftale, da en part ved at udtræde reelt foretager en

18 Om ansvar for parters optræden under kontraktforhandlinger i de følgende typesituationer m.fl. henvises til de grundige fremstillinger hos ▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lojalitet och kontraktsliknande för- hållanden (2007), s. 283-437, og ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 104-292. Se tillige ▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ i forhandlingerne ved det 30. nordiske juristmøde (1984), bind 1, s. 276-311 med særligt henblik på de såkaldte letters of intent.

19 Jf. således f.eks. Rt. 2006.1585.

20 Jf. herom nærmere f.eks. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lærebog i obligationsret I, 3. udg. (2010), s. 173-396.

ophævelse eller opsigelse af forkontrakten, uden at dette kan give den anden part anledning til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

Fastholdelse af foraftalen (naturalopfyldelse) kunne for en forurettet part være en mere interessant misligholdelsesbeføjelse, men en påstand om opfyldelse af en foraftale vil almindeligvis ikke kunne håndhæves i det retlige system. Det skyldes det forhold, at en foraftale normalt alene indebærer en vis pligt21 til at føre loyale forhandlinger, men ikke til at indgå en slutkontrakt.22 En anmodning om håndhævelse af en forhandlingspligt over for en modvillig forhandlingsmodpart vil derfor ikke kunne tvangsfuldbyrdes, da det ikke tjener noget formål at tvinge parter til et forhandlingsbord, hvis de ikke også kan tvinges til at opnå et resultat heraf. Samme problemstilling findes i relation til genforhandlingsklausuler.23 Derfor bliver også misligholdelsesbeføjelsen naturalopfyldelse reelt oftest uanvendelig på grund af foraftalernes særlige karakter.

Det samme gælder beføjelsen forholdsmæssigt afslag, da parterne i en foraftale normalt ikke har aftalt, at der skal erlægges et vederlag mellem parterne i forhandlingsfasen. Der er derfor heller ikke nogen kontraktsum, der kan reguleres forholdsmæssigt.24

Tilbage står så erstatningsbeføjelsen, der forudsætter, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i form af culpa, garantiansvar eller ansvar i henhold til en særlig hjemmel.25 Hvornår der foreligger et ansvarsgrundlag, vil ikke blive behandlet udførligt i det følgende, der hovedsageligt fokuserer på principperne for fastlæggelse af erstatningens størrelse.

Udgangspunktet for al erstatningsudmåling i kontraktforhold er, at den skadelidte skal have dækket præcis det tab, som vedkommende ved en retsstridig handling er blevet påført.26

Det er ofte antaget, at skadelidte i kontraktforhold frit kan vælge mellem, om erstatningen skal opgøres efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse eller efter princippet om negativ kontraktinteresse, såfremt kontrakten hæves.27 Valgfriheden anerkendes dog ikke i norsk ret.28

21 En såkaldt indsatsforpligtelse og ikke en resultatforpligtelse, jf. om sondringen nærmere ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lærebog i obligationsret I, 3. udg. (2010), s. 43-47.

22 Jf. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lærebog i obligationsret I, 3. udg. 2010, s. 191 f.

23 Jf. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Omförhandlingsklausuler (1999), s. 30.

24 Skulle parterne undtagelsesvist have aftalt, at en part skal vederlægges for udførelse af forunder- søgelser mv., er der derimod intet til hinder for, at den betalende part kræver et afslag i vederlaget, såfremt den anden part ikke leverer den aftalte ydelse. I tilfælde, hvor manglerne ved den leverede ydelse medfører, at den ikke er egnet til at danne grundlag for de videre forhandlinger, forekommer det korrekt at udmåle afslaget til 100 %, medmindre det frembragte resultat alligevel har en vis blivende værdi for modtageren.

25 Jf. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lærebog i obligationsret I, 3. udg. 2010, s. 239 ff.

26 Jf. hertil f.eks. ▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇: Obligationsret 2. del, 3. udg. (2003), s. 173. Samme grund- læggende princip gælder tillige for erstatningsansvar uden for kontraktforhold, jf. f.eks. ▇▇ ▇▇▇ ▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇: Lærebog i erstatningsret, 6. udg. (2007), s. 285 ff.

27 Jf. herom ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇: Obligationsretten, almindelig del, 4. udg. (1967), s. 159, og ▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇: Obligationsret 2. del, 3. udg. (2003), s. 144 f.

28 Se hertil ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 318-320, og ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Obligasjonsrett (2003), s. 520-525, hvor der stilles krav om, at ethvert tab i kontraktforhold skal være forårsaget i misligholdelsen.

Når det antages, at der mellem parterne består en aftalerelation, og denne misligholdes, må gælde, hvad der er udtrykt i følgende tese:

Tese 2: En part, der optræder illoyalt under kontraktforhandlinger, kan mødes med misligholdelsesbeføjelser og bliver som udgangspunkt forpligtet til at svare erstatning efter reglerne om erstatning i kontraktforhold, såfremt der foreligger et ansvarsgrundlag.

4 Udmåling af erstatning

Brud på prækontraktuelle forpligtelser berettiger - såfremt det som her antages, at der er tale om et aftaleforhold - til erstatning udmålt efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse. Et sådant krav opstår, hvis en part under forhandlingerne har handlet på en sådan måde (typisk culpøst), at det fornødne ansvarsgrundlag er til stede, og der er tale om en almindelig formueskade.29

At anvende betegnelsen positiv opfyldelsesinteresse ved behandling af prækontaktuelt ansvar er ikke uproblematisk, da tanken her meget let ledes hen på den tabte fortjeneste i henhold til slutkontrakten. Vælges derimod den anskuelsesmåde, der argumenteres for her, skal der i stedet tages udgangspunkt i, at den forurettede part økonomisk skal stilles, som om der forelå korrekt opfyldelse af selve den misligholdte aftale, altså foraftalen. Denne indebærer normalt alene, at forhand- lingerne skulle have været fortsat på loyal vis, men ikke nødvendigvis, at der blev indgået en slutkontrakt.

Med andre ord kan man – selv om det forudsættes, at der er tale om kontraktansvar – som udgangspunkt ikke kræve erstatning af den fortjeneste, som en part går glip af ved, at der ikke indgås en slutkontrakt. Årsagen hertil er, at den forurettede part ikke på grund af foraftalens karakter på noget tidspunkt har kunnet være sikker på, at der ville blive indgået en endelig, profitabel kontrakt med den misligholdende modpart. Begge parter er jo, mens forhandlingerne foregår, frit stillet i så henseende.30 Erstatning af den udeblevne fortjeneste relateret til slutkontrakten er derfor ikke et tab, som er forårsaget af misligholdelsen af foraftalen.31 Omstændig- hederne kan dog i særlige tilfælde være således, at også et tab af denne art kan erstattes, jf. nærmere nedenfor i afsnit 5.

Derimod kan man, medmindre der i selve foraftalen er foretaget en holdbar ansvarsfraskrivelse, ved misligholdelse af foraftalen kræve en erstatning, der stiller

29 Der kan naturligvis også opstå person- og tingsskader under kontraktforhandlinger, men at kræve heraf følgende tab erstattet må skulle ske under påberåbelse af de samme regler, som gælder tilsvarende skader opstået uden tilknytning til foraftaler, hvorfor sådanne krav ikke omtales nærmere her.

30 Jf. herved principperne udtrykt i UNIDROIT Principles of International Commercial Contracts 2004, artikel 2.1.15(1) og Principles of European Contract Law artikel 2:301(1). Se som et eksempel herpå U 2009.665 H for så vidt angår den del af sagen, der vedrører en rammeaftale om overdragelse af to anpartsselskaber.

31 Se hertil U 2007.3027 H, hvor misligholdelse af en samarbejdsaftale om udvikling og levering af energimålere ikke berettigede til erstatning af den fortjeneste (ca. 29 mio DKK), der kunne være op- nået, såfremt energimålerne var blevet færdigudviklet og markedsført. I stedet tilkendtes erstatning for misligholdelse af samarbejdsaftalen med ca. 0,8 mio DKK.

parten, som om misligholdelsen ikke var sket.32 Hvori denne præcist består, hænger nøje sammen med, hvilken form for misligholdelse der er udvist, og præcist hvilken type aftalerelation, der foreligger mellem parterne på forhandlingstidspunktet.33 Der skal med andre ord foretages en helt konkret aftaleretlig bedømmelse.

Er der tale om uventet og hensynsløs udtræden af forhandlingerne eller forhandlinger, der ikke er reelle og eventuelt sker på skrømt, vil skadelidte efter omstændighederne kunne være berettiget til erstatning. Ved udmålingen af et erstatningsbeløb må dog alene kunne inkluderes de udgifter, der forgæves er afholdt efter det eventuelle tidspunkt, hvor forhandlingsmodparten burde have taget skridt til at afbryde forhandlingerne og informere om, at det ikke længere er realistisk, at slutkontrakt kan indgås mellem parterne.34 Erstatning for udgifter afholdt inden dette tidspunkt kan ikke kræves, da parten jo ville have afholdt udgifterne under alle omstændigheder, altså uanset om slutkontrakt indgås eller ej. Derfor kan der ikke kræves erstatning, udelukkende fordi en part uventet og på en hensynsløs måde ophører med at forhandle.

Hvad angår positive udgifter, der er afholdt til nødvendige forundersøgelser samt omfattende brug af egne interne ressourcer, gælder som udgangspunkt ligeledes, at den pågældende part jo har været villig til at afholde udgifterne, også selv om kontraktforhandlingerne ville ende uden indgåelse af slutkontrakt,35 jf. herved f.eks. U 2004.1294 H, hvor en tilbudsgiver i en udbudskonkurrence ikke fik erstattet udgifterne til tilbudsudarbejdelse, selv om udbudsgiveren havde tilsidesat reglerne i EU´s indkøbsdirektiv.36 Også her kan det derfor være særdeles vanskeligt at påvise fornøden årsagsforbindelse og adækvans mellem f.eks. en parts uretmæssige udtræden af aftalte forhandlinger og den forurettedes forgæves afholdte omkostninger. Kun hvor der foreligger illoyalitet fra en parts side, f.eks. i form af undladelse af at tilkendegive, at forhandlingerne ikke længere er reelle, kan det komme på tale at pålægge vedkommende at kompensere modparten for de udgifter, der er afholdt efter det tidspunkt, hvor vedkommende burde have givet sin information eller have udtrådt

32 Hvilket svarer til det princip, der kommer til udtryk i aftalelovens § 25, og som gælder for personer, der har optrådt som fuldmægtige, såfremt en tredjemand lider skade ved, at en retshandel ikke kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.

33 På dette punkt minder fremstillingen meget om den forudsætnings- og resultatorienterede tabs- udmåling, der er introduceret af ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 295-297 og 321- 374.

34 Jf. principperne udtrykt i UNIDROIT Principles of International Commercial Contracts 2004, artikel 2.1.15(2 og 3), og Principles of European Contract Law artikel 2:301(2 og 3). Se som eksempel herpå U 2007.3027 H og NJA 1990, s. 745. Der kan tillige henvises til U 2002.1180 H, hvor en tilbudsgiver fik erstattet udgifterne til udarbejdelse af tilbud, da det blev lagt til grund, at udbudsgiveren på forhånd havde besluttet at kontrahere med en anden virksomhed. Princippet er også anerkendt i Stiansensagen i Rt 1992.1110 på s. 1115.

35 Udgifter forbundet med at udarbejde et tilbud, der ikke antages, erstattes normalt ikke, jf. f.eks. U 1996.309 V. Det samme gælder udgifter til forberedelse af en produktion, som der ikke bliver indgået slutkontrakt om, jf. f.eks. U 1986.747/4 H, og udgifter til forberedelse af et byggeri, der ikke opføres, jf. U 1995.164 H. Undtagelse gøres dog i tilfælde, hvor arbejdet må antages at være bestilt, og hvor produktet under alle omstændigheder har en vis værdi for modparten.

36 Se dog i den forbindelse også U 1999.11 H. Her blev en tilbudsgiver tilkendt et beløb til dækning af

sine omkostninger til tilbudsudarbejdelse i en situation, hvor tilbudsmodtageren, der ikke havde været forpligtet til at indgå aftale med tilbudsgiveren, handlede ukorrekt ved ikke at foretage korrekt pris- sættelse af afvigelser fra udbudsgrundlaget og ved ulovligt at forhandle til anden side om en prisreduktion. Denne dom forekommer ikke umiddelbart indbyrdes forenelig med U 2004.1294 H.

af forhandlingerne. Se som eksempel NJA 1990, s. 745, der anerkender princippet, men hvor parten ikke havde dokumenteret forgæves afholdte udgifter i den pågældende periode.37 Endvidere kan henvises til U 2007.3027 H, hvor det selskab, der havde handlet illoyalt ved ikke at underrette om vanskelighederne med et udviklingsprojekt, blev pålagt at erstatte modparten udgifter til annoncering, opstilling af en prøvestand m.v. samt til opretholdelse af en vis overkapacitet.38

Erstatningen i tilfælde af misbrug eller undladelse af at hemmeligholde op- lysninger, der er udleveret i forbindelse med forhandlingerne, må udmåles svarende til, hvad den forurettede lider af formuetab som følge af den culpøse adfærd, hvilket f.eks. kan være et skønsmæssigt udmålt omsætningstab.39

Har en part foretaget visse handlinger/undladelser (f.eks. indgåelse eller opsigelse af andre kontrakter) i velbegrundet tillid til en anden parts tilkendegivelse om, at indgåelse af slutkontrakt var en formsag, rejser sig først spørgsmålet, om ikke den pågældende har udvist en betydelig grad af egen skyld ved at have handlet som om, at slutkontrakt var indgået, før end dette faktisk var tilfældet.40 Spørgsmålet må formodes ofte at ville blive besvaret bekræftende, således at vedkommende ikke er berettiget til erstatning overhovedet, selv om modparten måtte have handlet erstatningspådragende. Omstændighederne kan dog være således, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag, uden at man kan tale om betydelig grad af egen skyld. I så fald må den forurettede være berettiget til helt eller delvist at få erstattet de merudgifter eller indtægtstab, som vedkommende er blevet påført som følge af sine dispositioner.41

Som det ses af denne korte gennemgang af forskellige typesituationer, vil den skuffede part kun sjældent kunne siges at have et retligt beskyttet krav på erstatning. At det forholder sig sådan, kan tilskrives foraftalens relativt uforpligtende karakter, der bevirker, at erstatningsbetingelserne sjældent vil være opfyldte. Illoyal adfærd under kontraktforhandlinger forårsager kun i ganske ekstraordinære situationer et erstatningsberettiget tab. Brud på en aftalt pligt til at forhandle kan derfor i de fleste tilfælde ske uden juridiske konsekvenser.

Hvis der er udvist en erstatningspådragende adfærd i relation til en foraftale, vil erstatningsudmålingen i form af positiv opfyldelsesinteresse indeholde poster, der minder om de, der ville blive rejst ved udmåling af den negative kontraktsinteresse, der kan relateres til slutkontrakten. Der kan således være tale om et vist overlap mellem de to forskellige erstatningsopgørelser. Imidlertid er der som anført ovenfor, ikke sammenfald. Forskellen består i, at man f.eks. langt fra kan få dækket alle kontraheringsomkostninger. Den pågældende part ville jo have afholdt disse under alle omstændigheder, hvorfor tabet af samtlige forhandlingsudgifter ikke er forårsaget af misligholdelsen af foraftalen. Der er således tale om en anden måde at udmåle erstatning på, end såfremt der havde været indgået en slutkontrakt behæftet med en

37 Dommen er udførligt omtalt af bl.a. ▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇ i JT 1991-92.125 især på s. 133-136. 38 Dommen er udførligt omtalt af ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ i Erhvervsretligt Tidsskrift 2008.145. 39 Se som eksempel herpå U 1978.305 SH.

40 Se hertil dommene NJA1973, s. 175, og NJA 1978, s. 147.

41 Se som eksempel herpå NJA 1963, s. 105, og den finske Högsta domstolens afgørelse KK:2009:45. Endvidere er givet visse eksempler i kommentaren til artikel 2.1.15(2) i UNIDROIT Principles of International Commercial Contracts (2004), s. 60 f. Disse forudsætter dog, at der er indgået en ud- trykkelig aftale om at forhandle ”in good faith”, hvilket i nordisk formentligt altid vil være gældende implicit.

ugyldighedsgrund. Kun i sådanne tilfælde vil den forurettede efter omstændighederne blive berettiget til negativ kontraktinteresse udmålt i forhold til slutkontrakten.

Opsummerende kan formuleres følgende tese:

Tese 3: Ansvarspådragende adfærd under kontraktforhandlinger medfører pligt til at svare erstatning for misligholdelse af foraftalen og ikke af den slutkontrakt, der ikke er indgået, og der vil meget ofte ikke trods ansvarspådragende misligholdelse af foraftalen være forårsaget et tab.

5 Særligt om erstatning af tab af fortjeneste, der kunne være indvundet, såfremt slutkontrakt var blevet effektueret

I teorien42 såvel som i praksis43 er det anerkendt, at en forhandlingspart i nogle situationer kan få tilkendt erstatning i form af den fortjeneste, som vedkommende går glip af, ved at en slutkontrakt ikke effektueres.

Det er generelt kendetegnende for disse tilfælde, at slutkontraktfortjenesten alene tilkendes, hvor der er tale om, at en part uretmæssigt forbigås i forbindelse med indgåelse af slutkontrakt. Situationen kan også anskues på den måde, at der er tale om misligholdelse af et løfte, hvis indhold er, at en forhandlingspart (tilbudsgiver) er berettiget til at få tildelt slutkontrakten, såfremt vedkommende opfylder de betingelser, der er stillet af løftegiver, f.eks. hvis vedkommende er lavestbydende i henhold til en licitation. Her kan man sige, at der reelt er eller burde have været indgået aftale, idet udbudsgiverens løfte accepteres ved, at tilbudsgiveren afgiver et konditionsmæssigt bud, der opfylder de stillede betingelser. Derfor forekommer det i disse tilfælde aldeles berettiget, at tilbudsgiveren, der alligevel vrages, får tildelt en erstatning, der svarer til den mistede fortjeneste i henhold til slutkontrakten, da en sådan skulle have været indgået, men uden at dette faktisk er blevet tilfældet.

Også uden for de tilfælde, hvor der foreligger en egentlig kontraheringspligt, kan det være relevant at tilkende en part erstatning i form af den fortjeneste, der kunne være opnået i henhold til en slutkontrakt. Med henvisning til ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇ betragtninger herom44 og norsk Høyesteretts praksis45 kan forholdet udtrykkes således, at denne form for erstatning kan komme på tale i alle tilfælde, hvor der kan påvises en til vished grænsende sandsynlighed for, at slutkontrakt ville være blevet indgået, såfremt forhandlingsmodparten ikke havde handlet culpøst.

Også ▇▇▇▇▇▇▇▇▇ betragtninger om erstatning for ”tab af en chance” er i denne sammenhæng særdeles interessante. Er en part ved en ansvarspådragende fejl blevet afskåret fra at kunne blive udvalgt som den, der skulle indgås slutkontrakt med, kan anlægges den betragtning, at erstatningens størrelse udmåles under hensyntagen

42 Jf. ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 361-366.

43 Jf. fra dansk ret især sagerne U 1985.550 H, U 1992.622 V, U 1997.1308 H, U 2000.1425 V og U 2000.1561 H, der alle omhandler forbigåede tilbudsgivere i licitationssager, hvor udbyderen efter ud- budsvilkårene havde haft pligt til at antage de pågældende tilbud. Se tillige sagerne U 1989.53/2 H (om en fælles budaftale, der forudsatte, at entreprisen skulle udføres i fællesskab, hvis den blev vundet) og U 2010.1509 V om udbud af en fast ejendom. Fra svensk ret kan henvises til NJA 1998, s. 873 (Arkitekttjänst).

44 Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 263-368.

45 Jf. Rt. 2001.1062 og Rt. 2007.983.

til sandsynligheden for, at parten ville være blevet udvalgt, altså således at parten f.eks. får dækning for halvdelen af fortjenesten, såfremt sandsynligheden for, at man ville have fået kontrakten, vurderes til at overstige 50 procent. Et sådant synspunkt er næppe gældende dansk ret,46 men er i princippet anerkendt i svensk praksis i relation til EU-udbud.47 Derfor kan der vedrørende emnet for dette afsnit i hvert fald dækkende dansk ret opstilles følgende tese:

Tese 4: Erstatning i form af mistet fortjeneste i henhold til slutkontrakt kan kun tilkendes, hvor den misligholdende part har forsømt en retlig forpligtelse til at indgå slutkontrakt med den forurettede.

6 Perspektivering

Det, der er anført i de foregående afsnit, er tænkt som et forslag til en betragtningsmåde, der må kunne anlægges på alle tilfælde af prækontraktuelt ansvar.

Fordelen herved er efter referentens opfattelse, at man ved at følge forslaget forholdsvis nemt kan vurdere de juridiske sammenhænge, der optræder, både hvor slutkontrakt indgås, såvel som hvor det ikke er tilfældet.

I de tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at der er indgået en slutkontrakt, må der tages stilling til, om kontrakten er behæftet med ugyldighed eller er blevet misligholdt af modparten, og hvad der i givet fald efter de almindelige regler og principper om misligholdelse og ugyldighed skal være konsekvenserne heraf.

I de tilfælde, hvor slutkontrakt ikke indgået, skal der efter almindelige aftaleretlige regler tages stilling til, om der bedømt ud fra forkontraktens indhold foreligger misligholdelse. I bekræftende fald skal det vurderes, hvilke mislig- holdelsesbeføjelser den udviste adfærd kan berettige til. Kan der påvises ansvars- pådragende adfærd, vil der skulle tages stilling til, om denne har forårsaget et erstatningsberettiget tab.

Valg af denne betragtningsmåde medfører, at der ikke vil være behov for at definere, præcist hvilke tilfældegrupper der henhører under betegnelsen prækontraktuelt ansvar. Hvis der i stedet tages udgangspunkt i, at enhver forhandling er en særlig aftale, som skal undergives sin egen vurdering efter almindelige kontraktretlige principper, er det således de samme regler, der skal anvendes, hvor parterne har en meget udførlig og skriftlig rammeaftale for forhandlingerne, såvel som hvor forhandlingerne hovedsageligt er baseret på mundtlige tilkendegivelser og implicitte forudsætninger hos parterne. Aftalens karakter er dog naturligvis afgørende for forståelsen af, om der er handlet ansvarspådragende, og for, hvorledes en eventuel erstatning i så fald skal udmåles.

Endvidere bliver det ikke nødvendigt at foretage en juridisk kvalifikation af, om det prækontraktuelle ansvar befinder sig inden for eller uden for kontraktforhold, da der altid vil være tale om det førstnævnte.48 Herved slipper man tillige uden om at

46 Jf. ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇ i U 2003B.381 på s. 386 ved n. 36, om end føromtalte U 1999.11 H muligvis kan tolkes i denne retning.

47 Jf. NJA 2000, s. 712, og ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇ i Public Procurement Law Review 2003, nr. 4, s. 151 på s. 163-165.

48 Problemerne forbundet med, om et retsforhold befinder sig inden eller uden for kontraktforhold, består dog fortsat i andre sammenhænge, f.eks. i relation til rådgiver- og produktansvar, jf. herom

skulle besvare det vanskelige spørgsmål om, hvorledes et deliktuelt ansvar kan give anledning til at kræve erstatning for rene formuetab, og om det er nødvendigt at udskille det prækontraktuelle ansvar som en særegen ansvarstype.49

At behandle tilfældene efter reglerne om ansvar i kontraktforhold gør det tillige mindre kompliceret at tage stilling til spørgsmålene, om der foreligger et ansvarsgrundlag, og om hvorledes erstatningen skal udmåles, da forholdene skal anskues, uden at slutkontraktens indhold skal inddrages.

Ydermere vil det ved at anskue den prækontraktuelle relation som et kontraktforhold blive uden særlig betydning, om der er sket genforhandling af en eventuel eksisterende aftale mellem parterne, eller om der er indtrådt en novation. I begge situationer vil problemerne blive analyseret ved anvendelse af de samme aftaleretlige principper, idet der bedømt ud fra den aftalerelation, som begivenhederne er foregået inden for rammerne af, skal tages stilling til muligheden for at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

Praktisering af den betragtningsmåde, der argumenteres for her, vil herudover have den effekt, at der ikke er behov for at operere med et krav om, at der skal foreligge en særlig kvalificeret form for culpa (”evident retsbrud”50), for at man kan statuere et erstatningsansvar i relation til foraftaler. Det er alene nødvendigt at forholde sig til, om en part har udvist ansvarspådragende adfærd set ud fra indholdet af foraftalen.

Da reglerne om misligholdelse er veludviklede og entydige, kan det slutteligt påpeges, at det ikke er nødvendigt at introducere nye regler til at afgøre de tvister, der fra tid til anden opstår under kontraktforhandlinger. Dette kan formuleres i følgende afsluttende tese:

Tese 5: Nordisk ret behøver ikke at opstille særlige regler om prækontraktuelt ansvar, da reglerne om misligholdelse af aftaler dækker området fuldt ud, når blot der tages hensyn til foraftalers særegne karakter.

nærmere f.eks. ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇: Erstatningsretlige grænseområder, 2. udg. (2010), og ▇▇▇▇ ▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Rådgivning I (2004), s. 129 ff.

49 Jf. herom ▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇▇: Lojalitet och kontraktsliknande förhållanden (2007), s. 37 f. og 459, og ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇: Prekontraktuelt ansvar (1997), s. 120 ff.

50 Denne formulering anvendes af ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇ i Grundlæggende aftaleret, 3. udg. (2008), s. 109.