Patientforløb og Økonomi
Patientforløb og Økonomi
Nære Sundhedstilbud
Sagsnummer 2020-019935
2. september 2020
§ 66 aftale vedr. adgang for praktiserende læger til hurtig psykiatrisk vurdering hos praktiserende psykiatere
1. Aftalens grundlag og formål
Aftalen er indgået i henhold til § 66 i Overenskomst om Speciallægehjælp af 1. april 2018 mellem Foreningen af Speciallæger (FAS) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).
Aftalen giver almen praksis mulighed for at henvise hurtigt til én udredningssamtale hos en praktiserende psykiater, således patienten sikres det relevante behandlingstilbud.
En stigende del af patientkontakterne i almen praksis omhandler psykiske lidelser i en eller anden form. For en del af disse patienter gælder det, at det kan være vanskeligt for den praktiserende læge at vurdere, hvorvidt der er tale om en psykisk lidelse, og hvis ja, hvilken type af psykisk lidelse (og sværhedsgrad) der er tale om. Ligeledes kan det i flere tilfælde være vanskeligt at vurdere, hvilken behandling der skal iværksættes, da patienterne bevæger sig i et ”gråzonefelt” mellem forskellige behandlingstilbud. Der er også situationer, hvor patienten overvejes henvist til praktiserende psykiater, men hvor der på grund af lang ventetid kan være behov for råd og vejledning til den praktiserende læge om, hvilken ”vedligeholdelsesbehandling” der kan iværksættes således, at patientens tilstand ikke forværres i ventetiden.
Formålet med denne aftale er overordnet at give den praktiserende læge og patienter, som falder inden for ovennævnte beskrivelse, et godt afsæt for det videre udrednings- og behandlingsforløb. Mere konkret er formålet at:
• Give de praktiserende læger råd og vejledning (Shared Care), enten til selv at overtage patienten igen, eller kunne holde patienten status quo, indtil andet behandlingstilbud kan tilgås.
• Give patienterne et hurtigere og mere sammenhængende forløb med udredning og proaktiv handling.
• Medvirke til, at patienterne er sygemeldt i kortere tid og i højere grad fastholdes i arbejde og uddannelse, frem for overførselsindkomster.
• Sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne i psykiatrisk speciallægepraksis, idet det forventes, at de patienter der henvises til hhv. speciallægepraksis og hospitalspsykiatri i højere grad falder indenfor korrekt målgruppe.
2. Aftalens parter
Aftalens parter er Region Nordjylland og FAPS-gruppens repræsentanter i Samarbejdsudvalg for Speciallæger på vegne af de praktiserende psykiatere i Region Nordjylland.
Aftalen er gældende for alle praktiserende psykiatere med ydernummer i Region Nordjylland.
3. Afgræsning af patientkreds
Aftalen omfatter borgere (sikringsgruppe 1 og 2) med bopæl i Region Nordjylland.
Aftalens målgruppe er patienter med nyopstået eller aktuelt forværret psykisk lidelse, hvor egen læge er i tvivl om, hvilken lidelse, der er tale om, og/eller har brug for vurdering, rådgivning og vejledning om behandlings- og henvisningsmulighed.
Den primære målgruppe for ordningen er patienter med angst og depression.
Målgruppen omfatter ikke patienter, hvor egen læge har mistanke om psykotisk tilstand, svær personlighedsforstyrrelse, patienter hvor egen læge er bekendt med, at der er et behov for tværsektoriel eller tværfaglig indsats, eller patienter med misbrugsproblem.
Patienter med let angst eller depression skal forsat varetages af almen praksis. Patienter med let til moderat depression henvises ved behov almindeligvis til praktiserende psykolog jf.
Sundhedsstyrelsens Faglige Retningslinjer for henvisning til psykolog.
Patienter med let til moderat depression eller angst kan efter forudgående indsats hos psykolog henvises af almen praksis jf. denne aftale, såfremt der er behov for udredning og diagnosticering hos praktiserende psykiater for at sikre patienten det relevante behandlingstilbud. Der skal til henvisningen være vedlagt dokumenterede resultater fra den psykologiske indsats.
Hvis det forventes, at det vil være nødvendigt med en tværsektoriel eller tværfaglig indsats, skal almen praksis henvise til udredning i hospitalspsykiatrien.
Ved kendt misbrug skal almen praksis samtidig henvise til misbrugsbehandling i kommunalt regi.
4. Ydelsesbeskrivelse og honorering
Patienter der er henvist og får tid til praktiserende psykiater i henhold til denne aftale udløser et engangshonorar på 3.600 kr. (1. april 2020-niveau) pr. patient til den praktiserende psykiater. Afregningen er omfattet af overenskomstens almindelige reguleringsbestemmelser.
Den praktiserende psykiaters ydelser omfatter følgende:
• Gennemlæsning af henvisningen.
• Eventuel indhentning af oplysninger.
• Samtale(r) og undersøgelse(r), herunder evt. samtale med pårørende samt telefonkonsultation.
• Sammenfatning og skriftlig tilbagemelding til patientens egen læge, herunder foreløbig diagnose og vejledning for yderligere undersøgelser og behandlingsvejledninger.
Den praktiserende psykiater er ikke forpligtet til at iværksætte behandling.
Psykiateren tager patienten ind til konsultation inden for 2 uger efter modtagelsen af henvisningen. Vedrørende afbud/manglende fremmøde fra patienten – se nedenfor.
De psykiatriske ydelser
I forbindelse med konsultationen foretages der en differentieldiagnostisk vurdering i henhold til nedenstående. Såfremt der efter konsultationen er mistanke om en anden lidelse, meddeles dette praktiserende læge med henblik på fornyet visitering til relevant tilbud.
Konsultationen omfatter:
• Gennemlæsning af henvisning og evt. indhentede oplysninger.
• Almindelig psykiatrisk anamnese indeholdende bl.a.: Disposition til psykiske og somatiske lidelser, tidligere psykiske lidelser, levnedsforløb, aktuelle psykiatriske problemstillinger, aktuelle somatiske lidelser, aktuel medicin, misbrug og sociale forhold.
• Screening for:
o psykotisk tilstand
o affektiv lidelse (depression og mani)
o angst
o spiseforstyrrelser
• Objektiv psykisk undersøgelse.
• Foreløbig diagnose.
• Vejledning for evt. yderligere undersøgelse.
• Behandlingsvejledning.
Konsultationen omfatter derfor ikke udredning for bl.a.:
• Psykotiske lidelser
• Funktionel lidelse
• Personlighedsforstyrrelser
• Hyperkinetisk forstyrrelse (herunder ADHD)
• Gennemgribende udviklingsforstyrrelser.
Epikrisen
Den praktiserende psykiater udarbejder en epikrise, som sendes til patientens egen læge i løbet af én uge efter afsluttende udredning. Der skal så vidt muligt stilles en diagnose og gives forslag til det videre patientforløb således, at patienten enten kan færdigbehandles i almen praksis eller blive henvist til videre behandling hos praktiserende psykiater, psykolog eller hospitalspsykiatri. I de sidstnævnte tilfælde overvejes muligheden for, at almen praksis kan/bør tilbyde vedligeholdelsesbehandling (eller anden relevant foranstaltning) i ventetiden. Der bør så vidt muligt gives forslag til indholdet i denne vedligeholdelsesbehandling i afrapporteringen.
Tomgangshonorering
Hvis patienten udebliver eller melder afbud med kort varsel, og den praktiserende psykiater ikke har mulighed for at besætte tiden med en anden patient/andet faglig arbejde, honoreres speciallægen med fuld takst, dvs. 3.600 kr. (1. april 2020-niveau)
Speciallægen er forpligtet til i videst muligt omfang at tilbyde den aflyste tid til en anden patient, der er tildelt en tid på et senere tidspunkt. Alternativt til en anden patient i klinikken, og ikke nødvendigvis patienter efter denne aftale.
Såfremt der mangler henvisning, og speciallægen ikke har mulighed for at udføre honorarudløsende arbejde i praksis, bliver speciallægen honoreret med 3.600 kr. (1. april 2020-niveau) pr. afsat tid, dog max. det antal konsultationer som speciallægen har aftalt med regionen.
Antal patienter
Hver fuldtidspraktiserende psykiater afsætter tid til 1 henvist patient pr. uge. Herudover kan den enkelte praktiserende psykiater efter nærmere aftale med regionen afsætte tid til yderligere 1-3 patienter pr. uge således, at der i perioder kan henvises op til 4 patienter pr. uge.
Der vil løbende blive evalueret på behovet for antallet af tider hos de praktiserende psykiatere. Såfremt der ses et behov for yderligere antal tider, kan parterne aftale, at hver fuldtidspraktiserende psykiater afsætter tid til 1 ekstra henvist patient pr. uge, således den enkelte psykiater som minimum skal afsætte tid til 2 henviste patient pr. uge – og op til 5 patienter pr. uge efter nærmere aftale.
De praktiserende psykiatere skal ved indgåelse af aftale om ændring i antal patienter have et passende varsel.
Ydelseskoder
Der oprettes ydelseskoder for ydelserne i aftalen, herunder også for patienterne som udebliver. Ved brug af tolk anvendes overenskomstens almindelige bestemmelser.
Aftalen omfatter afregning af følgende ydelser:
Ydelseskode | Beskrivelse | 1. oktober 2017-niveau (Grundbeløb) | 1. april 2020- niveau |
5800 | Patienten udredt og afsluttet i psykiatripraksis I forbindelse med ydelsesnummer 5800 anvendes ligeledes én af følgende underkoder vedrørende patientens videre forløb (obligatorisk): 1001 Tilbage til egen læge 1002 Anbefales henvist til psykolog 1003 Anbefales henvist til praktiserende psykiater 1004 Anbefales henvist til hospitalspsykiatrien 1005 Andet Det er en forudsætning for honorering af 5800, at én af underkoderne er påført afregningen | 3.461,88 kr. | 3.600 kr. |
5801 | Patienten udeblevet uden mulighed for anden patient/andet faglig arbejde | 3.461,88 kr. | 3.600 kr. |
5802 | Patienten meldt afbud uden mulighed for anden patient/andet faglig arbejde | 3.461,88 kr. | 3.600 kr. |
5803 | Manglende henvisning (pr. afsat tid) | 3.461,88 kr. | 3.600 kr. |
Honoreringens grundbeløb er jf. overenskomsten angivet i niveau 1. oktober 2017 og reguleres i henhold til § 50 i overenskomsten for speciallægehjælp.
5. Henvisning fra almen praksis
Henvisning sker via elektronisk bookingsystem.
Henvisning følger de til enhver tid gældende principper for ”den gode henvisning” til voksenpsykiatri, udarbejdet af Psykiatrien i Region Nordjylland i samarbejde med almen praksis. Henvisningen skal indeholde samme oplysninger som nævnt i ”den gode henvisning” indenfor de rammer det er muligt i det elektroniske bookingsystem. Den aktuelle vejledning kan findes på følgende link: xxxxx://xxx.xxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxxx-xxx-xxxxxxx/xxxxxxxxxxx/xxxxx- praksis/patientforloeb/forloebsbeskrivelser/p-psykisk/visitationsmeddelelser-p/henvisning-til- voksenpsykiatrien/
Det skal fremgå af henvisningen, at der henvises i henhold til nærværende aftale.
Af den praktiserende læges henvisning skal det fremgå, hvad der ønskes af den praktiserende psykiater, f.eks. tentativ diagnose, vurdering, behandlingsforslag o. lign.
Der udarbejdes en vejledning til almen praksis for at sikre, at det er de rigtige patienter og det rigtige antal, der bliver henvist.
6. Informationsmateriale
I samarbejde med almen praksis og de praktiserende psykiatere i Region Nordjylland udarbejdes kort (skriftligt) materiale rettet mod henviste § 66 – patienter. Formålet er at orientere patienten om ordningen herunder en forventningsafstemning i forhold til udbyttet af konsultationen. Materialet udleveres til patienten af egen læge.
Ligeledes i et samarbejde med almen praksis og de praktiserende psykiatere i Region Nordjylland udarbejdes ligeledes informationsmateriale rettet mod almen praksis.
Endelig vil der blive udarbejdet vejledning til almen praksis og psykiatripraksis omkring brugen af elektronisk booking.
7. Klager
Faglige klager i forbindelse med ydelser efter denne aftale behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Øvrige klager behandles i Samarbejdsudvalget for Speciallæger efter overenskomstens regler herom.
8. Misligholdelse af aftalen
Ved væsentlig misligholdelse af aftalen eller omgåelse kan aftalen af begge parter opsiges med øjeblikkelig virkning.
9. Aftalens ikrafttræden og opsigelse
Aftalen træder i kraft når parterne er enige om, at forudsætningerne for at tage et elektronisk bookingsystem i brug foreligger – herunder forudgående test -, og efter fornøden godkendelse og ved underskrift af alle parter.
Aftalen kan af begge parter opsiges med 6 måneders varsel til ophør ved udgangen af en måned.
Hvis ydelserne efter denne aftale helt eller delvist omfattes af Overenskomst for Speciallægehjælp, bortfalder nærværende aftale uden yderligere varsel.
10. Tvivlsspørgsmål
Spørgsmål om fortolkning af denne aftale forelægges Samarbejdsudvalg for Speciallæger i Region Nordjylland.
Dato For Region Nordjylland
Dato
For FAPS-gruppens repræsentanter i Samarbejdsudvalg for Speciallæger