VEJLEDNING FOR UDDANNELSESLÆGER
Fotograf: Xxxxx Xxxxxx
VEJLEDNING FOR UDDANNELSESLÆGER
I SPECIALLÆGEPRAKSIS
København, oktober 2022
FORORD
Nærværende pjece skitserer rammerne, der både består af lovgiv- ningsmæssige, overenskomstaftale og historisk fastlagte rammer, for uddannelseslægers ophold i speciallægepraksis, og kan ses som en hjælp til både uddannelseslæger, der er eller skal ud i et ophold i speciallægepraksis, og tutorlæger.
Samtidig kan pjecen anvendes som inspirationskilde for de viden- skabelige selskaber, der skal definere de kompetencer, der kan er- hverves i speciallægepraksis.
Uddannelsesudvalget i FAPS
Xxx Xxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Xxxxxx Xxxx Xxxxx Xxxxxxxx
FORENINGEN AF PRAKTISERENDE SPECIALLÆGER
VEJLEDNING FOR UDDANNELSESLÆGER I SPECIALLÆGEPRAKSIS
1. INDLEDNING
Speciallægepraksis er en integreret del af det offentlige sundhedsvæsen og indgår som det borgernære specialiserede sundhedstilbud i et forpligtende samarbejde med resten af sundhedsvæsenet. Speciallægepraksis har en central placering som det nære sundhedstil- bud og i mange tilfælde som alternativ til am- bulant sygehusbehandling.
Hvert år behandles ca. 1,9 mio. borgere hos en af de ca. 1.000 praktiserende speciallæger, fordelt på 15 specialer. Speciallægepraksis udfører specialistbehandling på hovedfunk- tionsniveau. For flere specialer – såsom øre-, næse- og halslæger, øjenlæger og hudlæger behandles den helt overvejende andel af pa- tienterne i speciallægepraksis, mens special- lægepraksis som gynækologi og psykiatri udgør et væsentligt bidrag til den samlede opgaveløsning indenfor specialet.
Hovedparten af de patienter, der ses i special- lægepraksis, færdigbehandles her. Et uddan- nelsesophold i speciallægepraksis er med til at give et bredt kendskab til og forståelse af de almindelige ikke-sjældne diagnoser, under- søgelser og behandlinger, der ikke varetages i sygehusenes ambulatorier, hvilket ydermere medvirker til at sikre en gensidig forståelse mellem sektorerne.
I Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger fremgår det, at i specialer, hvor en væsentlig del af patient- varetagelsen sker i speciallægepraksis, skal ansættelse i speciallægepraksis tillige indgå i hoveduddannelsen.
Aktuelt er ½ års ophold i speciallægepraksis en fast del af hoveduddannelsen i dermato-vene- rologi, oftalmologi, og oto-rhino-laryngologi, mens det er en mulighed i reumatologi i Vide- reuddannelsesregion Øst.
Foreningen af Speciallæger og RLTN har ind- gået aftale om de overenskomstmæssige vil- kår for tutorlægen i forbindelse med uddan-
nelsesophold i speciallægepraksis. Aftalen giver mulighed for, at uddannelse i speciallæ- gepraksis kan finde sted indenfor alle de spe- cialer, overenskomsten dækker.
2. SPECIALLÆGEPRAKSIS
2.1 ARBEJDSOMRÅDER
Speciallægepraksis’ grundlæggende funkti- on er selvstændig varetagelse af diagnostik, behandling og opfølgning på hovedfunktions- niveau af de symptomer, sygdomme og hel- bredsproblemer, som henviste borgere præ- senterer.
2.2 ORGANISATION
Speciallægepraksis er en selvstændig virk- somhed. Speciallægepraksis er oftest en en- keltmandspraksis, men kan også være en kompagniskabspraksis eller samarbejdsprak- sis.
Udover speciallægen er der i de fleste spe- ciallægepraksis ansat praksispersonale som lægesekretærer, sygeplejersker og medicin- studerende. Derudover har specialerne ansat forskellige former for specialiseret hjælpeper- sonale. Eksempelvis har mange øre-, næse- og halslæger ansat audiologiassistenter, mens en del øjenlæger har ansat skeleterapeuter. Nogle speciallæger har på grund af særlige forhold tilladelse til at have en assisterende speciallæge ansat som aflastning.
De fleste speciallægepraksis har et ydernum- mer. Ydernummeret er indgangen til samar- bejdet med det offentlige sundhedsvæsen og adgangen til at behandle patienter efter over- enskomst om speciallægehjælp. Med yder- nummeret følger forpligtelser og forventnin- ger, der er beskrevet i speciallægeoverens- komsten, der er indgået mellem FAS og Regi- onernes Lønning- og Takstnævn.
At drive en selvstændig virksomhed betyder, at speciallægen selv har ansvaret for at arbej- de med eksempelvis kvalitet, hvor speciallæ- gen skal have fokus på faglige, organisatori-
ske såvel som kliniske aspekter af kvaliteten i det daglige arbejde. Men det betyder også, at speciallægen løbende skal foreholde sig til forhold, som speciallægen ikke selv er specia- list i. Det er eksempelvis IT, virksomhedsdrift og jura som GDPR.
2.3 SAMARBEJDSPARTNERE
Almen praksis: Den primære samarbejds- partner for speciallægepraksis er patientens alment praktiserende læge. For patienterne er det deres egen læge, der er indgangen til sundhedsvæsenet, og som i fremtiden skal stå for en større del af deres behandling. Men den alment praktiserende læge har brug for specialiststøtte for at kunne løfte opgaven, og den opgave ligger blandt andet i speciallæ- gepraksis. Med overenskomst for speciallæ- gehjælp, der er trådt i kraft 1. april 2022, er speciallægepraksis’ rolle som støttefunktion for almen praksis blevet styrket.
Sygehusafdelingerne: Speciallægepraksis er en del af et integreret sundhedsvæsen og ud- gør en vigtig del af det specialiserede sund- hedsvæsen. Det betyder blandt andet, at den samlede kapacitet på tværs af sygehuse og speciallægepraksis skal udnyttes mest hen- sigtsmæssigt. Blandt andet derfor er der in- denfor de fleste specialer et nært samarbejde mellem speciallægepraksis og de regionale sygehusafdelinger.
Regionen: En anden vigtig samarbejdspartner i det daglige er den region, som speciallæge- praksis er beliggende i. Det er regionen, der udbetaler honorar til praksis. Det er ligeledes muligt at indgå lokale aftaler i regionen om levering af ekstra ydelser som supplement til det, der er aftalt i overenskomsten.
Andre samarbejdspartnere: I nogle specialer er kommunen også en vigtig samarbejds- partner i forbindelse med udarbejdelse af eksempelvis speciallægeerklæringer, men specialerne kan også have et nært samar- bejde med andre sundhedspersoner. Eksem- pelvis har reumatologer et tæt samarbejde med fysioterapeuter, mens øre-, næse- og halslæger samarbejder med audiologopæder.
3. LÆGEROLLER I SPECIALLÆGEPRAKSIS De syv lægeroller danner grundlag for spe- cialernes beskrivelse af nødvendige kompe- tencer hos en speciallæge. En del af disse færdigheder kan med fordel erhverves i spe- ciallægepraksis.
3.1 MEDICINSK EKSPERT
I flere specialer er der en arbejdsdeling mel- lem speciallægepraksis og sygehuse, der be- tyder, at ikke-sjældne diagnoser og behandlin- ger udelukkende udføres i speciallægepraksis. Derfor er et ophold i speciallægepraksis i løbet af hoveduddannelsen afgørende for at opnå kendskab til disse diagnoser og behandlinger.
Samtidig oplever uddannelseslægen en unik kontinuitet i patientforløbene, som er væsent- lig for læring: Uddannelseslægen får erfaring med konsekvensen af egne beslutninger, for- di de ser egne patienter til opfølgning. Og på samme måde får uddannelseslægen også en værdifuld erfaring med at træffe beslutning om monitorering og afslutning af patientfor- løb.
3.2 KOMMUNIKATOR OG SAMARBEJDER Uddannelseslægen følger i speciallægepraksis egne patienter og gennemfører hele patient- forløb superviseret af tutorlægen. Her opøves færdigheder i formidling og kommunikation med både patienter og pårørende.
Uddannelseslægen får internt i praksis gen- nem samarbejdet med praksispersonalet og eksternt gennem samarbejdet med eksem- pelvis patienternes praktiserende læge træ- net både rollen som kommunikator og som samarbejder.
3.3 LEDER OG ORGANISATOR Uddannelseslægen får mulighed for at afprø- ve færdigheder som leder gennem samarbej- det med klinikpersonale, der handler på in- struks fra lægen, og som organisator ved at få indblik i de overvejelser og beslutninger, der kræves som virksomhedsleder og selvstæn- dig erhvervsdrivende, herunder økonomisty- ring og personalehåndtering.
3.4 SUNDHEDSFREMMER, AKADEMIKER OG PROFESSIONEL
Lægerollen som sundhedsfremmer trænes primært i patientsamtalen, hvor uddannelses- lægerne i næsten alle specialer som en natur- lig del af behandlingen drøfter KRAM-faktorer med patienten, men uddannelseslægen kan også være med til at deltage i undervisning af både patienter og almen praksis.
Lægerollen som akademiker og vedligehol- delsen af egne kompetencer trænes i special- lægepraksis særligt ved, at uddannelseslæge og tutorlæge drøfter kliniske retningslinjer og guidelines, men uddannelseslægen får ofte også mulighed for at revidere patientpje- cer og undervise praksispersonalet resten af praksis i specifikke fagrelevante emner. Her- udover er der ofte mulighed for at deltage i forskningsprojekter. I nogle praksis får uddan- nelseslægen, hvis det er muligt, lejlighed til at følge tutorlægen til faglige kongresser.
Mesterlæren som undervisningsform i spe- ciallægepraksis danner et godt grundlag for uddannelseslægen til at træne lægerollen professionel. Rollen som professionel fordrer bl.a. evnen til at skabe struktur, overblik og re- levant brug af faglig basisviden i mødet med patienten, og via supervision i de enkelte pa- tientforløb får lov uddannelseslægen mulig- hed for at reflektere over egne kompetencer i et trygt og nært læringsmiljø.
4. DEN INDIVIDUELLE UDDANNELSESPLAN FOR OPHOLD I SPECIALLÆGEPRAKSIS
Den lægelige videreuddannelse i de enkelte specialer er bygget op om et hierarki bestå- ende af (1) en overordnet målbeskrivelse af de teoretiske og praktisk-kliniske kompetencer, som er nødvendige for at blive speciallæge,
(2) et uddannelsesprogram, der konkretiserer målbeskrivelsen i det konkrete hoveduddan- nelsesforløb, og (3) en uddannelsesplan for de enkelte ophold i uddannelsesforløbet.
4.1 MÅLBESKRIVELSE OG UDDANNELSES- PROGRAM
Sundhedsstyrelsens målbeskrivelse angiver målene for uddannelse i speciallægepraksis.
Eksempelvis fremgår det af målbeskrivelsen for Oto-rhino-laryngologi, at det overordne- de formål med opholdet i speciallægepraksis er at give uddannelse inden for den primære udredning af patienter med øre-næse-halsli- delser samt at give uddannelse i behandling af de patientkategorier, som sjældent behandles i hospitalsregi. På samme måde fremgår det af målbeskrivelsen for dermato-venerologi, at speciallægepraksis indgår i uddannelsen, da nogle af målbeskrivelsens kompetencer bedst kan opnås i speciallægepraksis. Disse kom- petencer omfatter håndtering af almindeligt forekommende hudlidelser, som ikke henvises til hospitalsafdelingerne og derfor kun van- skeligt læres her.
På baggrund af målbeskrivelsen udarbejdes et uddannelsesprogram, hvor det fremgår i hvilket element af uddannelsesforløbet den enkelte kompetence skal opnås.
Uddannelsesprogrammet indeholder blandt andet en beskrivelse af den speciallægeprak- sis, som uddannelseslægen skal være i.
4.2 UDDANNELSESPLAN
Indenfor rammerne af det godkendte uddan- nelsesprogram skal tutorlægen og uddannel- seslægen i fællesskab udarbejde en individuel uddannelsesplan for opholdet i speciallæge- praksis. Uddannelsesplanen skal sikre, at både tutorlæge og uddannelseslæge ved, hvornår og hvordan kompetencerne i målbeskrivelsen erhverves i løbet af opholdet i speciallæge- praksis.
Uddannelsesplanen skal være godkendt se- nest 4 uger efter første ansættelsesdag i spe- ciallægepraksis.
Uddannelsesplanen er et dynamisk værktøj, og tutorlægen og uddannelseslægen har et fælles ansvar for at sikre, at uddannelsespla- nen løbende udvikles og justeres.
5. UNDERVISNING OG VEJLEDNING
5.1 UNDERVISNINGSFORM (MESTERLÆRE, SUPERVISION)
Karakteristisk for uddannelsesophold i spe- ciallægepraksis er, at der er tale om mester- lære, hvor tutorlæge og uddannelseslæge ar- bejder side om side.
Uddannelseslægen får mulighed for at få ad- skillige patientforløb gennemført selvstæn- digt men med den tryghed, der ligger i, at ud- dannelseslægen i tvivlstilfælde til enhver tid kan få supervision fra tutorlægen. Særligt for- delagtigt sker denne konferering mellem ud- dannelseslæge og tutorlæge med patientens tilstedeværelse.
Derudover foregår supervisionen som en gen- nemgang af uddannelseslægens journalføring med mulighed for spørgsmål og positiv feed- back.
5.2 SAMTALER UNDERVEJS I OPHOLDET Introduktionssamtale: Ved introduktionssam- talen afdækkes uddannelseslægens kompe- tenceniveau. Samtidig vil man gennemdrøfte, hvilke kompetencer det er muligt at opnå i løbet af uddannelsesforløbet på klinikken. Ef- ter introduktionssamtalen udformes endelig uddannelsesplan for uddannelsesopholdet i speciallægepraksis.
Midtvejssamtale: Ved midtvejssamtalen er det vigtigt at få afklaret, hvilke elementer af ud- dannelsesplanen, der allerede er opnået og hvilke elementer, der ikke er opnået. Det dre- jer sig således om at få justeret uddannelses- processen for begge parter.
Slutevalueringssamtale: Ved slutevaluerings- samtalen gøres status i forhold til uddan- nelsesplanen, uddannelsesprogrammet og målbeskrivelsen. Formålet er at afgøre, om uddannelseslægen har opnået tilfredsstillen- de kompetenceudvikling. Det indgår natur- ligvis også i slutevalueringen, at speciallægen vurderer uddannelseslægens indsats i uddan- nelsesforløbet og ligeledes giver uddannel- seslægen en vurdering af praksisstedet
6. EVALUERING
6.1 EVALUERING AF UDDANNELSESLÆGEN Det er tutorlægen, der har ansvaret for, at uddannelseslægen løbende evalueres. Alle opnåede kompetencer, der i uddannelsespro- grammet er knyttet til opholdet i speciallæge- praksis, skal attesteres af tutorlægen i uddan- xxxxxxxxxxx.xx.
Hvis kompetencer ikke opnås som planlagt i uddannelsesplanen, har tutorlægen ansvaret for, at uddannelsesplanen justeres. Den ju- sterede plan skal angive, hvornår og hvordan manglende kompetencer kan opnås.
Den postgraduate kliniske lektor (PKL) vil ofte blive inddraget, hvis tutorlægen vurderer, at der er en risiko for, at kompetencerne ikke kan opnås under uddannelsesforløbet. Uddannel- seslægen skal tilbydes en samtale om forlø- bet og skal på forhånd orienteres om temaet for samtalen og tilbydes mulighed for at have en bisidder med til samtalen. På baggrund af samtalen udarbejdes en justeret uddannel- sesplan. Planen skal sammen med referatet af samtalen være klar senest 2 uger efter samta- len og skal godkendes af uddannelseslægen. Hvis der ikke kan opnås enighed om den ju- sterede uddannelsesplan træffer Det Regio- nale Råd for Lægers Videreuddannelse afgø- relse om uddannelsesplanen.
6.2 EVALUERING AF UDDANNELSESSTEDET Evalueringen af uddannelsesstedet sker med henblik på at justere, forbedre og udvikle ud- dannelsesstedets uddannelsesfunktion og be- står af følgende elementer:
1. Løbende evalueringer, hvis form og ind- hold er fastlagt af tutorlægen.
2. Uddannelseslægens elektroniske evalue- ring af uddannelsesstedet efter gennem- ført ophold.
3. Afsluttende samtale mellem uddannelses- læge og tutorlæge.
Uddannelseslægernes elektroniske evaluering offentliggøres på xxxxxxxxxxxxxxxx.xx på overordnet niveau i anonymiseret form.
Generelt modtager speciallægepraksis meget fine evalueringer fra uddannelseslægerne. Det skyldes formentlig undervisningsformen i op- holdet i form af mesterlære, samt det forhold, at der er stor konkurrence om at få lov til at blive tutorlæge i speciallægepraksis, hvilket sikrer rekruttering af højt dedikerede tutor- læger, der frivilligt har valgt at søge stillingen som tutorlæge.
Tutorlægen bliver vurderet af et bedømmel- sesudvalg, der afgør, om de rette vilkår er til stede for at sikre kvaliteten af uddannelsen. Som et led i bedømmelsen af ansøgerne af- lægges i flere regioner besøg i praksis.
7. LØN OG ANSÆTTELSESVILKÅR Tutorlægen har instruktionsbeføjelsen for ud- dannelseslægen i den periode, hvor uddan- nelseslægen er i praksis. Det gælder såvel i faglig henseende som i forhold til arbejdets tilrettelæggelse og i forhold til patienterne.
Uddannelseslægens løn afholdes af regionen, mens den øgede omsætning i tutorlægens praksis tilfalder tutorlægen.
Uddannelseslægens ferie aftales med tutorlæ- gen, men som udgangspunkt afholder uddan- nelseslægen ferie samtidig med tutorlægen.
Under uddannelseslægens ophold i praksis er det tutorlægens ansvar som arbejdsgiver at sikre, at de fornødne forsikringer er tegnet. Relevante forsikringer er blandt andet den lovpligtige arbejdsskadeforsikring samt en ansvarsforsikring, der dækker de skader, som uddannelseslægen måtte forårsage, og som ikke er dækket af Patienterstatningen.
FORENINGEN AF PRAKTISERENDE SPECIALLÆGER