Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening for Miljø- og Fødevareministeriet inden for samfundsøkonomi
Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening for Miljø- og Fødevareministeriet inden for samfundsøkonomi
2017-2020
Rammeaftalen er indgået mellem:
Miljø- og Fødevareministeriet /
v. Departementet Xxxxxxxxxxxxxx 00 0000 Xxxxxxxxx K CVR-nr.: 12 85 43 58
(herefter kaldet Miljø- og Fødevareministeriet)
Københavns Universitet
Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi Xxxxxxxxxxxx 00
1958 Frb. C
CVR-nr.: 29 97 98 12
På vegne af Konsortiet bestående af:
Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
og
Københavns Universitet, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi
(herefter kaldet ”Konsortiet”)
1
1 Baggrund og formål
Denne rammeaftale omhandler vilkår for forskningsbaseret myndighedsbetjening af Miljø- og Fødevareministeriet inden for samfundsøkonomi.
Formålet med rammeaftalen er at regulere samarbejdet mellem parterne og herigennem sikre, at konsortiet gennemfører forskning og rådgivning, der understøtter Miljø- og Fødevareministeriets opgaver, samt at konsortiet har den viden og de kompetencer, der kræves for at levere forskningsbaseret myndighedsbetjening inden for de områder, der er omfattet af rammeaftalen og dennes bilag.
2 Bilagsfortegnelse
Bilag 1 - Budgetterings- og regnskabsskabelon (bilag 3.1. fra udbudsbrevet)
Bilag 2 - Udbudsbrev inklusiv opgavebeskrivelse og bilag samt eventuelle spørgsmål, svar og yderligere oplysninger om udbudsbrevet udsendt i forbindelse med spørgerunden.
Bilag 3 - Konsortiets tilbud.
Bilag 4 - Retningslinjer vedr. Forskningsbaseret myndighedsbetjening fra Uddannelses- og Forskningsministeriet af 25. januar 2011 samt eventuelle senere ændringer hertil.
Bilag 5 - Aftale om organisering af samarbejdet mellem Miljø- og Fødevareministeriet, KU- IFRO og AU-DCE i relation denne rammeaftale.
3 Kontraktgrundlag – grundlag for rammeaftalen
Rammeaftalen skal ud over sin ordlyd opfyldes i overensstemmelse med kontraktgrundlaget.
3.1 Kontraktgrundlaget er:
▪ Denne rammeaftale med bilag, jf. afsnit 2 ovenfor.
▪ En forskningsstrategi, som skal udarbejdes i 2016 (jf. nedenfor).
▪ Alle senere ændringer, tillæg og appendikser til denne rammeaftale underskrevet af Miljø- og Fødevareministeriet og konsortiet.
4 Opgaver, arbejdsprogram, opfølgning og aftaleperiode
4.1 Rammeaftalen regulerer den udbudte opgave, jf. udbudsbrevet, dvs. tilvejebringelse af et kvalificeret forskningsbaseret beslutningsgrundlag, der giver Miljø- og Fødevareministeriet og andre myndigheder mulighed for at træffe de nødvendige beslutninger på det samfundsøkonomiske område med fokus på miljøøkonomiske og makroøkonomiske modeller, værdisætning af miljøeksternaliteter og ikke-markedsomsatte goder samt design af økonomiske virkemidler til miljøregulering. Derudover ønskes der løbende udført samfundsøkonomiske analyser af konkrete, politiske tiltag inden for Miljø- og Fødevareministeriets fagområde. Der henvises i øvrigt til i udbudsbrevet med bilag.
Opgaverne falder i to hovedkategorier, jf. udbudsbrevet:
▪ Opretholdelse og udvikling af forskningsgrundlaget, og
▪ Myndighedsbetjening, herunder
o Faste opgaver
o Årligt aftalte opgaver
o Ad-hoc-opgaver
4.2 Den angivne gennemsnitstimepris i punkt 5.6 anvendes til at opgøre det antal timer, konsortiet som minimum skal levere til løsning af ovenstående opgaver i de enkelte år rammeaftalen dækker.
4.3 Der udarbejdes årlige arbejdsprogrammer, som følger kalenderåret, og som fastlægger årets aktiviteter og beskriver mål, resultater og budget for hver aktivitet. Miljø- og Fødevareministeriets ledelse godkender efter en drøftelse i koordinationsgruppen (se punkt 9.4) det kommende års arbejdsprogram. Forslag til arbejdsprogram for det følgende år skal så vidt muligt foreligge senest medio oktober, idet der senest medio november skal foreligge et aftalt arbejdsprogram for det kommende år. Til brug for arbejdsprogrammets fastlæggelse af opgaveløsning og budget anvendes den relevante gennemsnitstimepris for de enkelte år, jf. punkt 5.6 og 5.7, samt budgetterings- og regnskabsskabelonen i bilag 1. Den nærmere proces er beskrevet i Bilag 5.
4.4 Såvel Miljø- og Fødevareministeriet som konsortiet kan anbefale ændringer i forbindelse med de kvartalsvise opfølgninger i koordinationsgruppen.
4.5 I december ved opkrævning af sidste betalingsrate fremsender konsortiet med udgangspunkt i det forløbne års arbejde en årsrapportering. Rapporten skal indeholde projektstatus og en beskrivelse af leverancer for gennemførte analyser mv. fra forskningsstrategien, arbejdsprogrammet samt faste opgaver og større ad-hoc-analyser (over 100.000 kr.). Herunder skal rapporten indeholde en oversigt over anvendelsen af ressourcer (antal timer) og økonomi. For alle projekter og opgaver skal den samlede finansiering fremgå, herunder hvor stor en andel der kommer fra Miljø- og Fødevareministeriets bevilling, og hvor stor en del der kommer fra eksterne kilder samt fra øvrige dele af konsortiet (synergi), jf. budgetterings- og regnskabsskabelonen i bilag 1.
4.6 Til brug for årsrapportering anvendes den relevante gennemsnitstimepris for året, jf. punkt 5.6 og 5.7, samt budgetterings- og regnskabsskabelonen i bilag 1. Der vil ligeledes være behov for en kvartalsvis opfølgning på leverancer og timer. De konkrete rammer herfor fastlægges i koordinationsgruppen (se punkt 9.4), samt Bilag 5.
4.7 I forhold til opgaven vedrørende ”opretholdelse og udvikling af forskningsgrundlaget” vil det nærmere forskningsmæssige indhold beskrives i en forskningsstrategi med et fireårigt sigte, som udarbejdes i fællesskab mellem Miljø- og Fødevareministeriet og konsortiet. Strategiarbejdet udføres i forbindelse med udarbejdelse af det første arbejdsprogram i slutningen af 2016. Til strategien skal der fastsættes målepunkter og indikatorer, i det der henvises til Bilag 5 for den konkrete implementering og løbende afrapportering på disse. Det forventes, at konsortiet søger at geare den del af bevillingen, som er afsat til opretholdelse og udvikling af forskningsgrundlaget med eksterne midler samt ved synergi med andre dele af konsortiet. Der afrapporteres på dette, jf. Bilag 5. Strategien kan justeres i forbindelse med en evt. forlængelse af rammeaftalen, eller hvis der i øvrigt er enighed mellem parterne herom.
4.8 I forhold til opgaven vedrørende ”myndighedsbetjening” gælder der følgende:
▪ For de ”faste opgaver” vil der udover vedligeholdelse og udbygning af Miljø- og Fødevareministeriets miljøøkonomiske model (MIRESA), samt en årlig opdatering og videreudvikling af Miljø- og Fødevareministeriets nøgletalskatalog for miljøøkonomiske nøgletal være øvrige faste opgaver, som vil blive fastlagt ved udarbejdelse af det første arbejdsprogram i slutningen af 2016. Der kan være behov for at justere de faste opgaver ved de årlige rulninger og ved en evt. forlængelse af rammeaftalen.
▪ For ”årlige aftalte opgaver” vil der være tale om analyser inden for forskningsområdet. De leverede output kan have en række forskellige former: rapporter, kortere notater, mundtlig formidling af resultater, input til beredskaber, visuel og interaktiv formidling. Leverancer og ressourcetræk for hvert analyseprojekt skal beskrives i arbejdsprogrammet. De årlige aftalte opgaver kan også indeholde aftaler om faglig bistand vedrørende poster og repræsentation i nationale og internationale ekspertgrupper og udvalg mv. Se Bilag 5 for detaljer om implementeringen af denne del.
▪ For ”ad-hoc-opgaver” vil der være tale om en løbende mundtlig og skriftlig sparring inden for det definerede forskningsområde f.eks. i form af korte notater, telefonsamtaler, input til presseberedskaber mv. Der kan også være tale om mindre analyser, kvalitetssikring af ministeriets egne analyser og enkeltstående efterberegninger på baggrund af allerede udførte analyser. Opgaverne kan bestilles løbende, men fastlægges i videst muligt omfang på koordinationsmøderne (se punkt 9.4) gennem året. Ved opstart af en ad-hoc- opgave aftales et antal timer til opgaven mellem Miljø- og Fødevareministeriet og konsortiet på baggrund af den angivne gennemsnitstimepris i punkt 5.66.
▪ Endvidere har Miljø- og Fødevareministeriet mulighed for at udnytte en tilkøbsoption, jf. udbudsbrevet, der omhandler evt. tilkøbsydelser, og som ligger ud over hovedopgaven og den faste årlige bevilling. Optionen omfatter løsning af uforudsete opgaver, fx mindre projekter og analyser. I tilfælde af anvendelse af optionen skal konsortiet på Miljø- og Fødevareministeriets opfordring komme med et estimat på den konkrete opgave baseret på den gældende timepris, jf. punkt 5.6 og 5.7. Større opgaver forhandles efter aftale.
Aftaleperiode og forlængelse
4.9 Rammeaftalen træder i kraft den 1. januar 2017 og er gældende indtil den 31. december 2020. Miljø- og Fødevareministeriet kan ønske kontraktperioden forlænget i 2x2 år på uændrede betingelser. Miljø- og Fødevareministeriet skal senest ved fastsættelse af arbejdsprogrammet for hhv. 2020 og 2022 (dvs. 2. halvdel af 2019 og 2021) meddele konsortiet, om aftalen ønskes forlænget med 2 år, jf. udbudsbrevet.
4.10 Begge parter kan opsige rammeaftalen skriftligt i løbet af kontraktperioden, inklusiv eventuel forlængelse, med 9 måneders varsel til ophør pr. 1. januar.
5 Bevilling
Bevilling
5.1 Konsortiet er for udførelse af hovedopgaven berettiget til en fast årligt bevilling for henholdsvis DKK 5,3 mio. i 2017 og DKK 5,1 mio. i 2018 og i de følgende år (begge tal er 2015-priser). Bevillingen er underlagt de årlige statslige effektiviseringskravsamt bliver pris- og løntalsreguleret med Moderniseringsstyrelsens generelle pris- og lønindeks fra og med 2016.
5.2 Med henvisning til afsnit 1 i udbudsbrevet allokeres maksimalt 50 % af beløbet årligt til ”opretholdelse og udvikling af forskningsgrundlaget”, og de øvrige 50 % allokeres til ”myndighedsbetjening”, som fordeles på følgende måde:
▪ 20 % anvendes på ”faste opgaver”.
▪ 60 % anvendes på ”årligt aftalte opgaver”.
▪ 20 % anvendes på ”ad-hoc-opgaver”
.
5.3 Den faste bevilling er angivet eksklusive moms og indeholder alle på tidspunktet for rammeaftalens indgåelse gældende afgifter og told, bortset fra moms.
5.4 Den faste bevilling omfatter alle omkostninger forbundet med løsningen af opgaven, herunder overhead; dog med undtagelse af udgifter, der dækkes af andre eksterne bevillinger eller af øvrige dele af institutionernes bevilling (synergi). Konsortiets faste bevilling kan ikke overskrides, og Miljø- og Fødevareministeriet skal ikke betale for eventuelle udgifter som følge af merforbrug af arbejdstimer, med mindre parterne forudgående indgår skriftligt aftale herom.
5.5 Konsortiet kan på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet yde faglig bistand vedrørende poster og repræsentation i nationale og internationale ekspertgrupper og udvalg mv., jf. det aftalte årlige arbejdsprogram. Konsortiet vil ikke blive honoreret særskilt for dette.
▪ Gennemsnitspris for år 2017: 736 kr. pr. time (2017-priser)
Timeprisen anvendes til at opgøre det antal timer, som konsortiet som minimum skal levere inden for grundbevillingen til løsning af ovenstående opgaver i de enkelte år, og dermed hvor mange timer til forskning og myndighedsbetjening, som ministeriet som minimum har til rådighed inden for bevillingen i de enkelte år, dvs. eksklusiv timer der leveres for øvrige tilvejebragte eksterne midler samt synergier med andre dele af konsortiet. Det årlige timetal beregnes ved at dividere den aktuelle bevillingsstørrelse, jf. reguleringer efter punkt 5.1, med den gennemsnitstimepris, der gælder for året, jf. punkt 5.7.
5.7 Den gennemsnitlige timepris skal dække afgifter og told, bortset fra moms, samt alle omkostninger forbundet med løsningen af opgaven, herunder overhead. Den oplyste timepris er gældende i hele kontraktperioden med mindre andet aftales, idet timepriserne årligt reguleres med Moderniseringsstyrelsens pris – og lønreguleringsindeks. Den årlige timepris fastsættes i forbindelse med endeligt forslag til arbejdsprogram for det kommende år og anvendes også, såfremt Miljø- og Fødevareministeriet benytter sig af optionen for tilkøb, jf. 4.8
6 Betalingsbetingelser
6.1 Miljø- og Fødevareministeriet afregner kvartalsvis bagud af det faste årlige vederlag til konsortiet, på baggrund af en faktura fra konsortiet. Faktureringen sker på baggrund af en status over leverancer og leverede timer inden for rammeaftalen, som drøftes i koordinationsgruppen, se punkt 9.4. Afregning af opgaver under optionen sker ved afslutning af opgaverne.
6.2 Første rate forfalder den 1. april 2017. Xxxxxxx for den fjerde og sidste rate for hvert år i kontraktperioden skal være Miljø- og Fødevareministeriet i hænde senest den 5. december i pågældende finansår. Betalingsbetingelserne er løbende måned + 30 dage efter modtaget faktura. Fakturaen fremsendes elektronisk med oplysninger om EAN - nr.: 5798000862005, "Myndighedsbetjening vedr. Samfundsøkonomi”. Fakturering skal i øvrigt ske under overholdelse af reglerne i lov om offentlige betalinger m.v., jf. lov nr.
1203 af 27. december 2003 med senere ændringer, jf. LBK nr. 798 af 28. juni 2007, og de regler der er udstedt eller udstedes med hjemmel i loven. Enhver fakturering skal ske elektronisk, gebyrfrit og uden omkostninger for Miljø- og Fødevareministeriet.
7 Forbehold for bevillingsændringer/finanslovsændringer
7.1 Såfremt Miljø- og Fødevareministeriet ikke opnår fuldstændig finanslovsbevilling, eller kun opnår delvis finanslovsbevilling for følgende finansår, eller såfremt Miljø- og Fødevareministeriet ikke kan opnå sikkerhed for opnåelse af helt eller delvis finanslovsbevilling inden starten af finansåret, kan Miljø- og Fødevareministeriet forlange en genforhandling af rammeaftalen. Kan parterne ikke opnå enighed herom, er Miljø- og Fødevareministeriet berettiget til at opsige rammeaftalen uden varsel.
7.2 Konsortiet har i den situation krav på afregning for arbejde udført op til tidspunktet for opsigelsens ikrafttræden. Konsortiet har dog kun krav på afregning til overflødiggjort arbejdskraft og leje af lokaler herfor, såfremt det kan dokumenteres og er forsøgt afværget. Konsortiet har ikke krav på mistet fortjeneste for den opsagte rammeaftale eller opgaver, der har relation til rammeaftalen.
8 Samarbejde
8.1 Parterne ønsker at udbrede og nyttiggøre resultaterne af videnopbygningen indenfor samfundsøkonomi på miljøområdet gennem information rettet mod interessenter og offentlighed.
8.2 Parterne er enige om, at Miljø- og Fødevareministeriet har det overordnede ansvar og beslutningskompetence for varetagelse af myndighedsopgaverne, herunder ift. ministeriets behov for rapportering af data til Folketing, EU og internationale fora.
8.3 Justeringer i konsortiets opgaver sker efter skriftlig aftale mellem Miljø- og Fødevareministeriet og konsortiet.
8.4 For så vidt angår fortolkning af retsakter og konsortiets deltagelse i internationalt arbejde gælder:
▪ at fortolkning af dansk lovgivning og EU-regler på miljøområdet samt for udmøntning heraf er Miljø- og Fødevareministeriets ansvar.
▪ at konsortiets deltagelse i internationalt arbejde på Miljø- og Fødevareministeriets vegne sker på baggrund af mandat fra Miljø- og Fødevareministeriet.
8.5 Konsortiet skal straks underrette Miljø- og Fødevareministeriet om forhold af økonomisk, faglig eller tidsmæssig art, som kan have betydning for opgavens løsning, herunder enhver begivenhed, der kan medføre en ændring af ydelsernes omfang, art, opgavens gennemførelse eller vederlaget. Konsortiet skal straks efter problemets opståen fremkomme med en skriftlig indstilling om løsningen heraf til Miljø- og Fødevareministeriet. Procedurer for dette er nærmere beskrevet i Bilag 5.
9 Organisering af samarbejdet
9.1 Som kontaktperson i forhold til rammeaftalen er for Miljø- og Fødevareministeriet
udpeget kontorchef eller teamleder for området i Miljø- og Fødevareministeriets departement.
9.2 Som kontaktperson i forhold til rammeaftalen er for konsortiet udpeget Sektionsleder, professor Xx Xxxxxxxxxx Xxxxxxx.
9.3 Konsortiets kontaktperson kan ikke uden Miljø- og Fødevareministeriets skriftlige forudgående samtykke udskiftes, medmindre dette meddeles Miljø- og Fødevareministeriet, som skriftligt godkender dette.
9.5 Organisering af samarbejdet vil desuden skulle tænkes sammen med Miljø- og Fødevareministeriets øvrige rammeaftaler med universiteterne. I tilfælde af ændring udarbejdes et særskilt tillæg herom, som underskrives af Miljø- og Fødevareministeriet og konsortiet.
10 Forpligtelser
10.1 Konsortiet er forpligtet til at løse den i kontraktgrundlaget beskrevne opgave.
10.2 Krav opstillet i udbudsbrevet kan ikke fraviges med mindre det skriftligt aftales med Miljø- og Fødevareministeriet.
10.3 Konsortiet formidler viden og data om miljø og natur til brugere og samarbejdspartnere og faglig information til offentligheden. De primære målgrupper er øvrige universiteter, miljøsektoren, undervisningssektoren og samfundet generelt. Konsortiet skal sikre offentlig adgang til publikationer, rapporter, data samt populærfaglig formidling til en bred kreds af brugere.
10.4 Konsortiet forpligter sig til:
▪ Løbende at informere Miljø- og Fødevareministeriet om konsortiets resultater af forskningsaktiviteter, rapporter, nyheder, konferencer, internationalt samarbejde og lignende indenfor samfundsøkonomi med relevans for ministeriets arbejde. Proceduren er nærmere beskrevet i Bilag 5.
▪ At orientere Miljø- og Fødevareministeriet forud for udsendelse af nyheder og rapporter mv. med et indhold, der kan være af væsentlig betydning for den politiske dagsorden eller offentlige debat. I forbindelse med nyheder om sådanne emner sendes en tidlig orientering til Miljø- og Fødevareministeriets departement med henblik på, at Miljø- og Fødevareministeriet kan forberede sig på offentliggørelse af nyheden.
▪ Som forskningsinstitution af forskningsbaseret myndighedsbetjening at følge de retningslinjer for publicering, der er aftalt mellem Videnskabsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Økonomi- og erhvervsministeriet, Transportministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (UBST notat af
29. 1. 2008). For så vidt angår materiale udarbejdet på baggrund af konkrete bestillinger fra Miljø- og Fødevareministeriet sker offentliggørelse heraf efter
konkret aftale. I forbindelse med den enkelte arbejdsopgave i rammeaftalen aftales en plan for offentliggørelse, idet der altid sker offentliggørelse uden unødigt ophold og senest 3 måneder efter et projekt er afsluttet, med mindre andet aftales.
10.5 I forbindelse med varetagelsen af opgaver inden for rammeaftalen forpligter konsortiet sig til:
▪ At anvende personale med relevante kompetencer til at løse opgaverne.
▪ At sikre den fornødne fleksibilitet i opgavevaretagelsen til at tilgodese akutte opgaver, som af Miljø- og Fødevareministeriet gives første prioritet.
▪ At formidle rådgivningen i en form og et sprog, der er afpasset til rekvirentens formål, og inden for de tidsfrister, der er aftalt.
▪ På eget initiativ løbende at vurdere, hvilke sager, der kan blive aktuelle for myndighederne i fremtiden og formidle dette til de relevante institutioner.
▪ At sikre, at leverancer i form af notater eller rapporter er kvalitetssikret før fremsendelse til Miljø- og Fødevareministeriet.
▪ At sikre og systemunderstøtte Miljø- og Fødevareministeriets ønsker om transparens i ressourceanvendelsen, jf. bilag 1 (bilag 3.1 i udbudsbrevet).
10.6 Parterne har forud for rammeaftalens ikrafttrædelse indgået en aftale omkring orientering om kommende rapporter m.v., som bl.a. indebærer kvartalsvis fremsendelse af en rapportpipeline fra konsortiet til Miljø- og Fødevareministeriet med opfølgning på de enkelte offentliggørelser efter behov som beskrevet i Bilag 5.
11 Forskningsfrihed, rettigheder og offentliggørelse af forskningsresultater
11.1 Konsortiet har fuld frihed til valg af forskningsmetode.
11.2 Konsortiet har ret og pligt til at offentliggøre og på anden vis (f.eks. gennem undervisning) nyttiggøre alle resultater af aktiviteter, der løses under nærværende rammeaftale.
11.3 Parterne har indgået en aftale omkring orientering om kommende rapporter mv. (se afsnit 10 Forpligtelser). Der henvises i øvrigt til Uddannelses- og Forskningsministeriets notat af 29.1.2008 om Publicering af forskningsbaseret myndighedsbetjening)
11.5 I tilfælde af ophør af samarbejdet på dataområdet skal UFM’s retningslinjer af 28. januar 2008 om ”Immaterielle rettigheder i forbindelse med forskningsbaseret myndighedsbetjening” overholdes. Ejendomsretten samt ophavsretten til de under
punkt 11.4 nævnte data, databaser og tilknyttede systemer overgår således til Miljø- og Fødevareministeriet, og konsortiet bevarer sin tidsubegrænsede brugsret til data opsamlet frem til det tidspunkt, hvor samarbejdet ophører. Konsortiet vil have
adgang til data, databaser og datamodeller, som er omfattet af fælles offentlige databaser efter de almindelige adgangsbetingelser hertil.
11.6 Ved ophør af samarbejdet stiller konsortiet uden begrænsning kopi af data, databaser og datamodeller til rådighed for ministeriet, der er veldokumenterede og implementeret med standardiserede løsninger.
12 Konsortier og underleverandører
12.1 Hvis rammeaftalen udføres af et konsortium omfattende flere forskningsinstitutioner, skal den forskningsinstitution, der er den fælles befuldmægtigede, og som derfor er aftalepart til denne rammeaftale, varetage det koordinerede ansvar og modtage den samlede bevilling til videredistribuering mellem de øvrige parter. Konsortiets parter hæfter solidarisk. Der henvises i øvrigt til udbudsbrevets beskrivelse heraf.
12.2 Konsortiet kan ikke uden Miljø- og Fødevareministeriets forudgående skriftlige samtykke overlade rammeaftalens opfyldelse eller dele heraf til underleverandører, med mindre dette er udtrykkeligt angivet i kontraktgrundlaget. Underleverandører og disses eventuelle underleverandører skal forudgående skriftligt godkendes af Miljø- og Fødevareministeriet.
12.3 Overlades udførelsen efter aftale til en underleverandører (og dennes eventuelle underleverandør(er)), hæfter konsortiet for underleverandørenes opfyldelse af kravene i kontraktgrundlaget på samme måde som for sine egne forhold.
12.4 Underleverandører og disses eventuelle underleverandører kan ikke i medfør af kontraktgrundlaget rejse nogen former for krav overfor Miljø- og Fødevareministeriet, hverken betalingskrav eller erstatningskrav. Konsortiet er forpligtet til at videreføre dette krav i aftaler med eventuelle underleverandører.
13 Ændringer af rammeaftalen
13.1 Enhver part kan fremsætte forslag om ændring af rammeaftalen. Enhver ændring af denne rammeaftale skal udarbejdes skriftligt som tillæg til rammeaftalen og godkendes skriftligt af alle parter ved deres underskrift.
14 Mangler
14.1 Der foreligger en mangel ved konsortiets ydelser, såfremt disse ikke opfylder de krav, som fremgår af kontraktgrundlaget, eller såfremt ydelserne i øvrigt ikke er, som Miljø- og Fødevareministeriet med rette kunne forvente.
15 Forsinkelse
15.1 Overskrider konsortiet de mellem konsortiet og Miljø- og Fødevareministeriet fastsatte frister for endelig leverance eller frister for levering fastsat i konsortiets tilbud, foreligger der forsinkelse.
15.2 Såfremt konsortiet må forudse, at der er risiko for forsinkelse, skal Miljø- og Fødevareministeriet uden unødigt ophold underrettes herom, om baggrunden herfor samt om den forventede tidsmæssige varighed af færdiggørelsen af opgaven.
15.3 Herudover gælder dansk rets almindelige regler om forsinkelse, herunder retten til at kræve erstatning. Erstatning kan afkræves konsortiet, såfremt Miljø- og Fødevareministeriet kan dokumentere at have lidt et tab.
16 Misligholdelse i øvrigt samt ophævelse
16.1 Om Miljø- og Fødevareministeriet øvrige beføjelser i anledning af konsortiets misligholdelse gælder dansk rets almindelige regler.
16.2 Følgende forhold anses altid for væsentlig misligholdelse, der berettiger Xxxxx- og Fødevareministeriet til straks at ophæve rammeaftalen:
▪ Konsortiets væsentlige overskridelse af fristen for levering vedrørende den udbudte opgave, endelig leverancer eller eventuelle delleverancer.
▪ Væsentlige mangler, som ikke udbedres af konsortiet inden for en af Miljø- og Fødevareministeriet fastsat passende kort frist.
▪ Konsortiet ophører med den virksomhed, som rammeaftalen vedrører, eller der indtræder andre omstændigheder, der bringer rammeaftalens rette opfyldelse i fare.
16.3 I tilfælde af Miljø- og Fødevareministeriets ophævelse af rammeaftalen skal konsortiet tilbagebetale det allerede modtagne afregning med fradrag for afregning for ydelser, som er leveret til og godkendt af Miljø- og Fødevareministeriet, og med fradrag for det, Miljø- og Fødevareministeriet beslutter helt eller delvist at overtage, herunder for eksempel det indtil da udførte arbejde i form af bl.a. skriftligt materiale, data m.v. med henblik på opgavens færdiggørelse, eventuelt med bistand fra tredjemand.
17 Myndighedskrav m.v.
17.1 Udførelsen af den udbudte opgave skal ske i overensstemmelse med og ved overholdelse af de til enhver tid for området relevante lovkrav, dvs. gældende dansk lovgivning, internationale, europæiske og/eller nationale standarder og kutymer. Forekommer der overtrædelse heraf, vil det være at betragte som misligholdelse fra konsortiets side.
18 Overdragelse
18.1 Parterne har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser efter denne rammeaftale til en anden offentlig institution eller en institution, der ejes af det offentlige eller i det væsentlige drives for offentlige midler i forbindelse med
ressortomlægninger og/eller andre organisationsændringer i staten.
18.2 En part kan ikke uden den anden parts forudgående skriftlige samtykke overdrage sine rettigheder og forpligtelser ifølge denne rammeaftale helt eller delvist, som f.eks. men ikke begrænset til virksomhedsoverdragelser, i andre situationer end dem, der opfylder kravene ovenfor.
19 Afgørelse af uenigheder
19.1 Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne rammeaftale - fx fortolkning, gyldighed, opsigelse eller ophævelse er underlagt dansk ret. Tvistigheder søges løst ved forhandling mellem rammeaftalens parter.
19.2 Hvis der ikke kan opnås enighed, forelægges sagens for konsortiets dekaner på området og Miljø- og Fødevareministeriets afdelingschef med ansvar for ministeriets forskningsbaserede myndighedsbetjening med henblik på forhandling/mægling. Uddannelses- og Forskningsministeriet kan evt. inddrages.
20 Underskrifter
For Miljø- og Fødevareministeriet: For konsortiet:
København den / -2015 Frederiksberg den / -2015
Xxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxx
Xxxxxxxxxxxxx Institutleder