Generelle betingelser for betalingskortindløsning
Generelle betingelser for betalingskortindløsning
Nærværende generelle betingelser gælder for alle Forretninger, der modtager kortbetalinger via Clearhaus.
1. Definitioner
Forretning | Den fysiske eller juridiske part i denne aftale, der har indgået aftale med Clearhaus om at gennemføre kortbetalinger. |
Kortholder | Den person (Forretningens kunde), som et Kort er udstedt til |
Kort | Betalingskort omfattet af denne aftale, typiske Visa eller Mastercard. |
Hovedaftalen | Hovedaftalen udgør Indløsningsaftalen, generelle betingelser for betalingskortindløsning, Visa og Mastercards internationale regelsæt samt Forretningens ansøgning til Clearhaus. |
Indløsningsaftalen | Dokumentet hvoraf priser og øvrige vilkår mellem Forretningen og Clearhaus fremgår. |
Kortorganisation | Visa og/eller Mastercard. |
PSP | Payment Service Provider, virksomhed der kan være teknisk bindeled mellem Clearhaus og Forretningen. |
Kortudstederen | Kortholders bank |
Forretningsmodel | Den forretningsaktivitet som forretningen har angivet i ansøgningen og som står anført i Indløsningsaftalen. |
2. Clearhaus' ydelser
Clearhaus yder følgende ydelser til Forretningen: behandling af autorisationsforespørgsler, registrering og behandling af kortbetalinger, honorering af gennemførte kortbetalinger samt behandling af indsigelser fra Kortudstedere og Kortholdere.
Clearhaus er godkendt af og under
tilsyn af det danske Finanstilsyn. Clearhaus er principial member af Visa og Mastercard.
3. Grundlag for Hovedaftalen
Hovedaftalen mellem Forretningen og Clearhaus består af Indløsningsaftalen, nærværende generelle betingelser for betalingskortindløsning, Visa og Mastercards internationale regelsæt samt Forretningens ansøgning til Clearhaus.
Clearhaus' indgåelse af aftalen med Forretningen er baseret på en grundig kreditvurdering.
Clearhaus har ret til at indhente kreditoplysninger om Forretningen og dennes ejerkreds samt i
øvrigt anmode Forretningen om nødvendige oplysninger til brug for den løbende vurdering af kundeforholdet.
Clearhaus har ret til uanmeldt og fysisk at inspicere Forretningens lokaler og lagre som led i den løbende kreditvurdering. Vurderingen omfatter Forretningens lokaler, servere, data, varelagre, forretningsgange m.v. Omkostningerne til inspektionen afholdes af Forretningen.
Hovedaftalen med Clearhaus må kun anvendes til den godkendte Forretningsmodel samt de oplyste URLer. En overskridelse heraf vil medføre et gebyr på 3% af den gennemførte transaktionsvolume, dog ikke mindre end 5.000 DKK. Dette vil blive pålagt Forretningen.
Såfremt der sker væsentlige ændringer i Forretningens forhold, skal Clearhaus omgående underrettes skriftligt. Væsentlige forhold kan bl.a. bestå af: Forretningens ejerkreds,
direktion, bestyrelse, registreringsnummer, adresse, e-mailadresse, telefonnummer, kontonummer, URL, branche, forretningsmodel (herunder nye forretningsområder), betydelige ændringer i varesortiment, prissætning samt salgs- og leveringsbetingelser. Ovenstående er ikke udtømmende.
Væsentlige ændringer kan medføre en ændret kreditvurdering fra Clearhaus' side. En ændret kreditvurdering kan medføre, at Clearhaus fastsætter og reservere et beløb til dækning af tab (reserver).
Enhver ændring af aftalen mellem Clearhaus og Forretningen skal være skriftlig. Clearhaus kan ændre aftalen med 30 dages varsel. Varslet kan dog være kortere, såfremt ændringen skyldes en ændret kreditvurdering eller krav fra myndigheder eller Kortorganisationerne. Underretning om ændringer sker elektronisk. Forretningen er bundet af ændringen, medmindre man inden 10 dage fra underretningen meddeler Clearhaus, at ændringen ikke kan accepteres.
Når Forretningen åbner en konto hos Clearhaus, gives der samtidig samtykke til, at Clearhaus må tage kontakt via mail, telefon og/eller brev.
4. Anvendelse af kortsystemet Forretningen er forpligtet til at underrette Clearhaus om, hvilken PSP der benyttes.
Anvendelse af en PSP fritager ikke Forretningen for ansvar i forhold til Clearhaus, og Forretningen er ansvarlig for fejl begået af den anvendte PSP.
Det er forbudt for Forretningen at behandle, berøre eller opbevare kortdata uden en gyldig PCI DSS certificering. Den skal ligeledes godkendes af Clearhaus forinden.
Forretningen skal til enhver tid overholde Kortorganisationernes standarder for sikker behandling af kortdata, PCI DSS. Standarderne forbedres løbende, og de til enhver tid gældende
regler kan findes på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xxx.
Forretningen skal drage omsorg for, at relevant personale (typisk personale der arbejder med modtagelse af betaling samt bogholderi og kundereklamationer) til enhver tid er bekendt med reglerne for brug af kortsystemet og holdes løbende orienteret herom. På Clearhaus’ forlangende skal relevant personale deltage i kurser om kortbetalinger. Omkostninger hertil afholdes af Forretningen.
Ved mistanke om eller konstatering af, at der er sket uberettiget adgang til Forretningens systemer, der indeholder kortdata, skal Clearhaus omgående underrettes herom. Forretningen er ansvarlig for ethvert tab som følge heraf, herunder særligt enhver bøde eller gebyr fra kortorganisationerne, som Clearhaus måtte blive pålagt som følge heraf. Clearhaus vil i tilfælde af kompromittering af kortdata for Forretningens regning anmode et eksternt sikkerhedsfirma om at undersøge begivenheden og dens årsager og følger.
5. Gennemførsel af transaktioner Gennemførsel af en transaktion består af en autorisation og en betaling. Autorisationen indebærer, at Forretningen via Clearhaus anmoder Kortorganisationerne om bekræftelse på, at Kortet er gyldigt og der er dækning for det
ønskede beløb på Kortholders kort. I bekræftende fald reserveres beløbet på Kortet, og Forretningen modtager et autorisationsnummer for den aktuelle transaktion. Xxxxxxxx foretages ved, at Forretningen anmoder Clearhaus om at trække det reserverede beløb på det givne Kort, også kaldet en capture.
En betaling må ikke gennemføres, før varen eller ydelsen er leveret eller afsendt til Kortholder.
Forretningen er forpligtet til at modtage alle relevante typer Visa og Mastercard.
Ved gennemførsel af en transaktion skal følgende oplysninger sendes til Clearhaus: kortnummer, udløbstidspunkt for kort, beløb og sikkerhedskode.
Såfremt Clearhaus af hensyn til sikkerheden i kortbetalingssystemerne finder det nødvendig, kan Clearhaus til enhver tid stille yderligere krav til fremsendelse af data om den enkelte transaktion. Efter gennemførelse af transaktionen påhviler det Forretningen at udlevere en kvittering til kortholder. Forretningen skal gemme al relevant information vedr. transaktionen i minimum 2 år.
6. Ikke-tilladte transaktioner
Der må alene gennemføres transaktioner, der er tilladt iflg. Hovedaftalen, herunder særligt Kortorganisationernes love og regler. Som eksempel på transaktioner, der ikke er tilladte, kan nævnes: betaling modtaget for 3. mand, betaling for varer/varegrupper/brancher (se særligt MCC koden) der ikke er nævnt i Indløsningsaftalen, betaling af gæld (en Kortholder der betaler for en tidligere modtaget vare), MOTO transaktioner, betalinger der kan skade Kortorganisationernes og/eller Clearhaus' omdømme og varemærke, betalinger for salg der ikke er i overensstemmelse med love, Clearhaus og Kortholdere samt betalinger for ydelser, der kan udgøre en krænkelse af ophavsrettigheder.
Overtrædelser heraf vil af Clearhaus blive opfattet som grov misligholdelse af Hovedaftalen og kan medføre omgående opsigelse heraf.
Overtrædelse af Hovedaftalen kan endvidere medføre, at Clearhaus pålægges en betydelig bod fra den relevante kortorganisation. Forretningen vil blive holdt direkte erstatningsansvarlig herfor, og Clearhaus vil pålægge boden, og dermed Forretningen, et administrationsgebyr på 25%.
7. Refunderinger
Forretningens refundering af en transaktion til kortholder (typisk ved tilbagelevering af købt vare), må kun ske til hel eller delvis udligning af en tidligere gennemført kortbetaling. Forretningen skal anvende samme kort til refunderingen, som blev brugt til at gennemføre det oprindelige køb, og refunderingen må ikke overstige den oprindelige transaktions værdi.
Refundering må alene gennemføres via Clearhaus, såfremt den oprindelige transaktion er gennemført via Clearhaus. Dette indebærer, at der ikke må udbetales kontanter eller foretages en bankoverførsel til Kortholder.
8. Indsigelser
En Kortholder kan gøre indsigelse mod en transaktion overfor Kortudstederen, der retter henvendelse til Clearhaus. Årsag til en indsigelse kan bl.a. være, at Kortholder nægter kendskab til transaktionen, at betalingen er gennemført på anden vis, at kortholderen ikke har modtaget den aftalte vare eller ydelse, at kortholderen har returneret den modtagne vare, eller at den gennemførte betaling er større end aftalt.
Forretningen er forpligtet til omgående på Clearhaus’s anmodning at fremkomme med al relevant dokumentation, der vedrører den omstridte transaktion. Såfremt Forretningen ikke kan godtgøre sin ret overfor Clearhaus, kan Clearhaus vælge at returnere betalingen til Kortholderen. Clearhaus' sagsafgørelse er endelig og kan ikke indbringes for domstolene.
Forretningen er forpligtet til at yde et højt serviceniveau overfor Kortholder, således at indsigelser undgås. Et for højt antal indsigelser kan medføre en bøde fra Kortorganisationerne til Forretningen. Disse gebyrer vil blive givet til Clearhaus, der altid vil opkræve disse af Forretningen, som er ansvarlige herfor, med tillæg af et administrationsgebyr på 25% af gebyrets størrelse.
På Clearhaus’s anmodning skal Forretningen for egen regning deltage i kurser og programmer med henblik på minimering af indsigelser.
9. Gebyrer
Alle standard gebyrer fremgår af Indløsningsaftalen. Fuldstændig gebyroversigt kan findes på xxxxxxxxx.xxx/xx/xxxxxx. Alle gebyrer, bøder og lignende modregnes i Clearhaus' løbende udbetalinger til Forretningen. Alle priser og gebyrer er opgivet excl. moms, afgifter og skatter.
Såfremt Forretningen opkræver gebyr hos Kortholder for en transaktion, skal dette fremgå tydeligt for Kortholder, inden denne godkender transaktionen. Det påhviler Forretningen at holde sig orienteret om at følge nationale og europæiske regler om opkrævning af transaktionsgebyrer hos kortholdere.
10. Udbetaling og reserver
Udbetaling for gennemførte betalinger til Forretningen sker periodevis som anført i Indløsningsaftalen. Udbetalingen sker med fradrag af gebyrer, bøder, refunderinger, indsigelser og reserver.
Reserverne er defineret i Indløsningsaftalen. Såfremt en fornyet kreditvurdering giver anledning hertil, kan Clearhaus ændre reserveberegningen.
11. Ophævelse af Hovedaftalen
Forretningen kan altid opsige Hovedaftalen med Clearhaus med omgående virkning. Clearhaus kan opsige Hovedaftalen med 3 måneders varsel. Såfremt der sker gentagen eller grov
misligholdelse af Hovedaftalen kan Clearhaus opsige med omgående virkning.
Kortorganisationerne kan af egen drift ophæve aftalen diskretionært med omgående virkning.
Ved Hovedaftalens ophør har Clearhaus ret til at tilbageholde Forretningens indestående i perioden hvor der kan fremkomme indsigelser (indsigelsesperioden). Indsigelsesperioden afhænger af forretningsmodel/produkt.
12. Øvrige forhold
Ingen af parterne er berettiget til at give oplysninger til tredjemand om Xxxxxxxxxxxx og dens indhold. Clearhaus er dog berettiget til at videregive oplysninger om Hovedaftalen og Forretningens forhold til Kortorganisationerne. Forretningen kan ikke gøre ansvar gældende overfor Clearhaus for skader, herunder manglende omsætning, der skyldes systemnedbrud og -fejl. Forretningen opfordres til at opretholde passende backup-systemer.
Clearhaus kan med bindende virkning for Forretningen fremsende meddelelser via mail. Det er Forretningens ansvar at den korrekte mailadreasse samt telefonnummer fremgår på Forretningens konto hos Clearhaus.
Tvister afgøres ved Retten i Aarhus efter dansk ret. Clearhaus kan vælge at stævne Forretningen ved Forretningens hjemting i Danmark eller udlandet. I det indbyrdes forhold mellem parterne skal Clearhaus være fritaget for eventuel procesrente.