Indledning
Mercantec |
Tilbudsindhentning |
Mercantec Oktober 2019
Indledning
Mercantec inviterer hermed interesserede tilbudsgivere til at give tilbud på håndværkerydelser, EL.
Ordregiver
Ordregiver af nærværende udbud er:
Mercantec
H.C. Andersens Vej 9 8800 Viborg
Kontaktperson:
Xxxxxxxx Xxxxxxx Indkøbsansvarlig
Opgavebeskrivelse
Ordregiver ønsker tilbud på timepriser på udførelse af forefaldende elektrikerarbejder.
De forefaldende arbejdsopgaver, vil ofte være akutte opgaver, hvor responstiden vil være maksimalt 4 timer.
Rammeaftalen gælder alene opgaver, der af Mercantec vurderes have en værdi på under kr. 50.000,- pr opgave.
Opgaver over kr. 50.000,- vil fortsat komme i udbud
Opgaven omfatter følgende adresser:
H.C. Andersens Vej 7 – 11, Viborg Håndværkervej 9, Viborg
Vinkelvej 20, Viborg (indtil primo 2020)
Midtbyens Gymnasium, Banegårds Allé 1, Viborg (fra primo 2020)
Kontraktstart er 1. Januar 2020
Kontraktens længde er 2 år med mulighed for i alt 24 måneders forlængelse, således at den samlede aftalelængde maksimalt kan blive 48 måneder.
Kontrakten skønnes at have en værdi på maksimalt kr. 1.400.000,- i kontraktperiode med evt. forlængelse.
Besigtigelse
Der vil være mulighed for at besigtige bygningerne sammen med en repræsentant for Mercantec. Besigtigelsen vil finde sted Onsdag den 23. oktober 2019 kl. 8.30, H.C. Andersens Vej 9, 8800 Viborg, hovedindgangen (karruseldør)
Tilmelding til besigtigelsen skal ske senest Tirsdag d. 22 oktober 2019 kl. 13.00 til Xxxxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, mail xxxx@xxxxxxxxx.xx
Udbudsmateriale
Udbudsmaterialet består af:
- Nærværende udbudsmateriale
- Tilbudsliste til udfyldelse med priser pr time på mandskab, bilag 1
- Skema til udfyldelse vedr. punktet organisering bilag 2
- Tro og love erklæring om ubetalt, forfalden gæld bilag 3
- Rammeaftale
- Kravsspecifikation til rammeaftale (Rammeaftalebilag A)
Spørgsmål
Tilbudsgiver opfordres til at stille spørgsmål, såfremt der er tvivl om forståelsen af krav eller til udbudsmaterialet i øvrigt.
Alle henvendelser og spørgsmål vedr. tilbuddet skal ske skriftligt pr. e-mail til: Xxxxxxxx Xxxxxxx
Med emnet: ”Spørgsmål – Rammeaftale håndværkerydelser EL”
Spørgsmål modtaget senest mandag den 4. november 2019 kl. 12.00 vil blive besvaret hurtigst muligt. Spørgsmål modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive besvaret.
Spørgsmål og svar vil i anonymiseret form løbende blive tilsendt de indbudte tilbudsgivere. Herefter indgår spørgsmål og svar som en del af udbudsmaterialet.
Betingelser for deltagelse i udbuddet
Tilbudsgiver bedes fremsende nedenstående materiale sammen med tilbuddet:
- Udfyldt og underskrevet Xxx og Love erklæring om, at virksomheden ikke har ubetalt, forfalden gæld til offentlige jf. lovbekendtgørelse nr. 336 af maj 1997 (Bilag 3)
- Kopi af lærling/lærlingekontrakter vedlægges
- Oplysninger om erhvervsansvarsforsikring. Kopi skal vedlægges
- Oplysninger om arbejdsskadeforsikring. Kopi skal vedlægges
Mercantec vægter det positivt, at tilbudsgiver har elever/erhvervsuddannelsespraktikanter, og det er derfor et krav, at tilbudsgiver har ansat eller vil ansætte elever.
Mercantec forbeholder sig ret til at afvise tilbud, som ikke er vedlagt ovenstående materiale. Underleverandører kan ikke benyttes uden Mercantec’s forudgående skriftlige godkendelse.
Tildelingskriterier
Tildelingskriteriet er det økonomisk mest fordelagtige tilbud, idet nedenstående underkriterier med angivelse af vægtning lægges til grund for tilbudsvurderingen.
Pris 70%
Organisation 30%
Underkriterier:
Tilbuddene vil i samråd med Xxxxxxxxx’x brugergruppe blive vurderet på baggrund af den samlede score i forhold til nedenstående underkriterier.
Underkriteriet Pris:
Tilbudsgiver skal angive sine priser i bilag 1 – Tilbudslisten.
Tilbudsgiver skal anføre timepriser på hhv. faglærte svende og lærlinge. Derudover skal anføres avancesats på materialer.
Underkriteriet Organisation
Tilbudsgiver bedes beskrive hvordan medarbejdere disponeres og hvordan kontrakten forventes varetaget.
Følgende elementer vægtes positivt:
Stabilitet og begrænset personaleudskiftning, herunder kontaktperson Hvordan og hvor hurtigt eventuelle fejl rettes
Beskrivelse af evt. vagtordning
Hvordan tilbudsgiver vil kvalitetssikre i forbindelse med løsning af opgaver
Forbehold
Tilbud skal afleveres uden forbehold
Misligholdelse
Hvis leverandøren væsentligt misligholder sine forpligtelser ved fx overfakturering af materialer eller et overdrevet tidsforbrug på opgaverne, er Mercantec berettiget til at opsige kontrakten med 3 mdr. varsel inden kontraktens almindelige udløb.
Lovgivning og påbud
Leverandøren skal i forbindelse med alt arbejde for Mercantec overholde gældende lovgivning, herunder men ikke begrænset til miljølove og Arbejdsmiljøloven. Leverandøren skal endvidere efterkomme evt. påbud, henstillinger og/eller anvisninger fra Arbejdstilsynet.
Ansvar
Leverandøren skal holde Mercantec skadesfri for ethvert krav, som hidrører fra leverandørens misligholdelse af kontrakten eller leverandørens ansvarspådragende handlinger i øvrigt. Leverandøren hæfter fuldt ud for dets medarbejdere og evt. underleverandører.
Leverandøren skal svare erstatning for alle skader, som leverandøren eller dets medarbejdere og evt. underleverandører måtte forvolde på personer samt privat eller offentlig ejendom under arbejdets udførelse.
Forsikring
Leverandøren er forpligtet til at være dækket af forsikring i relation til de under ovenstående Ansvar anførte situationer, f.eks. i form af en erhvervs- og produktansvarsforsikring. Derudover skal leverandøren have tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring.
Leverandøren skal holde biler og materiel behørigt forsikret.
Aflevering af tilbud
Tilbud skal afleveres i 2 eksemplarer, hvoraf et tilbud skal være underskrevet originaleksemplar.
Tilbud bedes afleveret i lukket emballage indeholdende det samlede tilbud (original, kopi, mm.) og mærkes tydeligt med flg. tekst:
Mercantec
att.: Xxxxxxxx Xxxxxxx Indkøbsansvarlig
H.C. Andersens Vej 9 8800 Viborg
Mærket: ”Tilbud på rammeaftale håndværkerydelser EL– Må ikke åbnes”
Tilbud skal være modtaget på ovennævnte adresse senest fredag d. 22. november 2019 kl. 12.00.
Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil blive udelukket fra vurdering. Det er alene tilbudsgivers ansvar, at tilbud fremkommer rettidigt.
Indholdet af tilbuddet forbliver uåbnet og fortroligt indtil udløbet af den fastsatte frist. Der vil ikke være adgang til at overvære åbning af tilbud.
Tilbud kan ikke afgives pr. e-mail eller fax.
Vederlag, betaling og fakturering
Tilbudspriser skal afgives i DKK inkl. samtlige afgifter og gebyrer, dog eksl. moms
Regulering af vederlag kan finde sted 1 år efter kontraktstart.
Vederlag reguleres i henhold til Danmarks statistiks Producentprisindeks for tjenester. Ekstraarbejder honoreres ikke, medmindre der foreligger en skriftlig accept fra Mercantec.
Betalingsbetingelsen er løbende måned + 30 dage efter korrekt modtaget faktura. Mercantec modtager alene elektroniske fakturaer.
Mercantec udbeder sig faktura på månedsbasis.
Vedståelsesfrist
Tilbudsgiver skal vedstå sit tilbud 3 mdr. fra tilbudsfristen.
Tidsplan
Tidsplan | Dato | Kl |
Udsendelse af udbudsmateriale | 08-10-19 | |
Besigtigelse | 23-okt-19 | 08.30 |
Frist for spørgsmål | 04-nov-19 | 12.00 |
Svar på spørgsmål | 11-nov-19 | |
Frist for aflevering af tilbud | 22-nov-19 | 12.00 |
Tildeling af kontrakt | 03-dec-19 |