Udkast til SAMARBEJDSAFTALE
Udkast til SAMARBEJDSAFTALE
mellem
KØBENHAVNS KOMMUNE
og
[LEVERANDØREN]
om bidrag til
en sund og livsglad spisekultur i det offentlige rum
i København Kommune
Indholdsfortegnelse
2. Aftalens baggrund og formål 4
4. Samarbejdsaftalens genstand og omfang 5
4.1 Kommunikation, dokumentation og vidensformidling 5
4.2 Inspiration & Arrangementer, Kurser og Opkvalificering 5
4.5 Udviklingsaktiviteter og projekter 6
4.7 Måling (og afrapportering) af Leverandørens opgavevaretagelse 7
5. Samarbejde og Kommunens medvirken 7
5.2 Indsats- og aktivitetsplan 7
5.4 Måltalsopgørelse (Statistik) 8
6.2 Udskiftning af medarbejdere 9
7. Vederlag og Betalingsbetingelser 9
9. Gældende lovgivning samt Politiske beslutninger 10
10. Sociale og etiske hensyn 10
12. Ændringer og tillæg til Samarbejdsaftalen 11
14. Ikrafttræden, opsigelse og ophævelse 11
Bilag
Bilag 1: Kontraktbilag om sociale og etiske hensyn ved indkøb Bilag 2: Social klausul
1. Aftalens Parter
Mellem
Københavns Kommune Rådhuset
1599 København V (herefter Kommunen)
og
[Leverandørens navn] [Leverandørens adresse] (herefter Leverandøren)
(tilsammen benævnt ”Parterne”)
er indgået denne Samarbejdsaftale om Leverandørens bidrag til at skabe en sund og livsglad spisekultur i det offentlige rum i Københavns Kommune.
2. Aftalens baggrund og formål
Leverandøren skal bidrage til at højne kvaliteten af de måltider, for hvilke Kommunen bærer ansvaret, såsom måltider, der serveres i dag- og døgninstitutioner, skoler, idrætsanlæg, personalekantiner, hos hjemmeboende ældre og på plejehjem.
Leverandøren skal beskæftige sig med måltidernes kvalitet i alle væsentlige henseender, herunder deres smag og øvrige æstetik, råvarekvalitet, økologi og bæredygtighed, ernæring, variation og sundhed og oplevelsesværdi. Leverandøren skal ligeledes beskæftige sig med madkultur, madmod og maddannelse, skolehaver og urban gardening, forholdet mellem pris og kvalitet, kompetenceudvikling og efteruddannelse af medarbejdere i Københavns institutioner samt de fysiske og sociale rammer for måltidernes indtagelse.
I forbindelse med varetagelsen af nærværende opgave skal Leverandøren indgå i et ligeværdigt samarbejde med de kommunale institutioner mv. som hver især i det daglige forestår tilberedning og servering af måltiderne.
Nærværende Aftale har til formål at regulere samarbejdet mellem Kommunen og Leverandøren, herunder indholdet af de aktiviteter, som Leverandøren skal iværksætte med henblik på at realisere ovenstående formål.
3. Definitioner
Ved fortolkningen af denne Aftale skal nedenstående udtryk forstås på den nedenfor anførte måde:
Ved ”Aftale” forstås nærværende dokument – inklusiv bilag – underskrevet af Kommunen og Leverandøren.
Ved ”Aftaleperiode” forstås den periode, i hvilken Aftalen løber, dvs. Aftalens løbetid. Ved et ”Halvår” forstås 6 på hinanden følgende kalendermåneder.
Ved et ”Kvartal” forstås 3 på hinanden følgende kalendermåneder.
Ved ”Kommunen” forstås Københavns Kommune, repræsenteret ved Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen repræsenterer samlet set kommunens interesser i forbindelse med den overordnede indgåelse og administration af Aftalen, herunder afklaring af principielle spørgsmål om Aftalens fortolkning og anvendelse.
Ved ”Samarbejdsaftale” forstås nærværende dokument - inklusiv bilag – underskrevet af Kommunen og Leverandøren.
Ved ”Ydelser” forstås de tjenesteydelser, der er omfattet af Kontrakten i henhold til afsnit 4.
4. Samarbejdsaftalens genstand og omfang
Leverandøren skal i hele aftaleperioden varetage nedenstående opgaver i forhold til Kommunen. Varetagelsen af opgaverne vurderes at udgøre i alt 15 årsværk, hvoraf ”Køkkenløftet” vurderes at udgøre 4 årsværk, ”Økologi” vurderes at udgøre 6 årsværk og Øvrige opgaver vurderes at udgøre 5 årsværk.
Leverandøren er forpligtet til at stille ressourcer til rådighed for opgavevaretagelsen, som svarer til de ovenfor nævnte årsværk.
4.1 Kommunikation, dokumentation og vidensformidling
Leverandøren skal målrettet videreformidle relevant viden til relevante målgrupper i Kommunen, herunder best practice. Viden kan bestå i forskningsresultater, opskrifter, prisberegninger, kulinariske nyskabelser og andre kommuners erfaringer, herunder både nationalt og internationalt. Videreformidlingen kan ske via digitale medier.
Leverandøren kan medvirke til at dokumentere og fremhæve resultater opnået for Københavns Kommune.
Leverandøren skal kontinuerligt holde sig orienteret om tilstanden på madområdet i de københavnske institutioner og foretage årlige temperaturmålinger, som formidles til de respektive forvaltninger med henblik på fortsat udvikling af kvaliteten i mad og måltider i kommunen.
Leverandøren skal udarbejde en årlig statusrapport til Kommunen om status på området, som skal foreligge senest 1. maj.
4.2 Inspiration & Arrangementer, Kurser og Opkvalificering
Leverandøren skal arbejde med en uddannelses- og efteruddannelsesstrategi, der skaber mulighed for at ansatte i de københavnske institutioner, i relation til maden og måltiderne, er kvalificerede og engagerede, således at de nu og i fremtiden kan håndtere madens udfordringer bedst muligt.
Leverandøren skal medvirke til løbende at opkvalificere, inspirere og motivere de ansatte i de københavnske institutioner ved at afholde kurser, arrangementer og demonstrationer eksempelvis med kulinarisk inspiration, nye teknikker og ny viden på området.
Leverandøren skal medvirke til at etablere og vedligeholde netværker, hvor medarbejderne fra kommunens institutioner kan få mulighed til at udveksle erfaringer og viden med hinanden.
Fonden vil bistå institutionerne med rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til køkkenerne. Leverandøren skal selv eller i samarbejde med relevante uddannelsesaktører arrangere kurser og undervisningsforløb, der er målrettet institutioner og køkkener i Københavns Kommune. Disse
kurser eller undervisningsforløb kan foregå i Leverandøren eller ude i de enkelte institutionskøkkener.
For at sikre et til stadigt højt fagligt niveau samt variation og inspiration på kurser og inspirationsarrangementer mv. målrettet Københavns Kommunes medarbejdere, skal Leverandøren arbejde med at finde og inddrage relevante ressourcepersoner, herunder branchens faglige eksperter og hovedfigurer.
4.3 Køkkenløftet
Leverandøren skal i overensstemmelse med den udarbejdede model for ”Køkkenløftet” og kommunens godkendelse heraf (BR nr. 2009-610037, tiltrådt den 11. februar 2010) forestå gennemførelse af Køkkenløftsforløb for kommunens institutioner.
Leverandøren skal i samarbejde med forvaltningerne rekruttere institutioner til Køkkenløftsforløb Leverandøren skal bistå institutionerne i deres udviklingsforløb
Leverandøren skal løbende på baggrund af indhøstede erfaringer og ny viden forestå videreudvikling
af ”Køkkenløftet” i samarbejde med kommunen.
Leverandøren skal løbende inspirere og motivere de ansatte i de københavnske kantiner og køkkener ved at finde og formidle de gode eksempler inden for institutionernes mad og måltider, herunder f.eks. uddele diplomer og sikre institutionerne får hæder og ære.
4.4 Rådgivning og udvikling
Leverandøren skal på opfordring rådgive institutionernes medarbejdere og ledere om overordnede udviklingsstrategier på mad- og måltidsområdet. Rådgivningen kan varetages af Leverandøren selv og/eller eksterne interessenter. Anvendelsen af eksterne interessenter ligger inde for nærværende Aftales økonomiske ramme og kan dermed ske uden ekstra omkostning for Kommunen.
Leverandøren skal på opfordring rådgive kommunens forvaltninger i arbejdet med mad og måltider, herunder en temperaturmåling på deres respektive institutioners mad og måltidskvalitet.
4.5 Udviklingsaktiviteter og projekter
På opfordring kan Leverandøren inddrages i øvrige udviklings- og omstillingsprojekter i Kommunens institutioner og køkkener, evt. i samarbejde med andre eksterne interessenter. Leverandøren bistår ved gennemførelsen af projekterne.
Leverandøren kan på opfordring fra Kommunen arbejde for at der skabes ekstern finansiering og følgeforskning til nye københavnske udviklingsprojekter.
4.6 Økologi
Leverandørens arbejde med økologisk mad i de københavnske køkkener bygger på de vedtagne mål og aktiviteter, jfr. ”Miljømetropolen – Vores vision for CPH 2015” (BR 531/07)og Københavns Kommunens budget 2013, danner baggrunden for Leverandørens ydelser i henhold til nedenstående:
Bidrage til, at maden (målt i kg) i Kommunens køkkener og kantiner overgår til at være økologisk med perspektiv i de mål, som er formuleret i Metropolen – Vores Vision CPH 2015. Leverandøren vil i samarbejde med Kommunens forvaltninger omlægge køkkener i kommunen inden udgangen af 2015 til 90 % økologi.
Iværksætte de nødvendige omlægningstilbud og aktiviteter i forhold til de institutioner eller områder, der vurderes nødvendige for at nå 90 % økologi. Omlægningstilbud og aktiviteter iværksættes efter nærmere dialog med forvaltningerne.
Udarbejder et oplæg til ny målemetode for økologiprocenter baseret på oplysninger fra Kommunens fødevareleverandører.
Fastholde og forankre resultaterne af indsatsen i allerede omlagte køkkener ved at udarbejde manualer, udbyde kurser, inspirationsarrangementer og seminarer samt etablere erfa-baserede netværk.
Anvender den årlige måling af Kommunens og de enkelte institutioners økologiprocent i den årlige statusrapport. Institutionerne gennemfører en årlig måling og resultater offentliggøres i det årlige miljøregnskab. Ansvar for tilskyndelse til indberetninger i institutionen påhviler både Leverandøren og de respektive forvaltninger.
I samarbejde med forvaltningerne bidrage til arbejdet med Kommunens indkøbsaftaler for fødevarer bl.a. med kvalificering af sortimentet med henblik på de vedtagne økologimål kan opnås og samtidig med et fokus på krav til kulinarisk kvalitet.
Sikre, at økologisk forbrug og køkkendrift bliver en integreret del af Leverandørens øvrige virke.
Leverandøren forpligter sig til, at alle kurser og inspirationsaktiviteter baseres på økologiske råvarer.
Udarbejde en redegørelse for økologi og den fremtidige indsats i 2013 med en kortlægning af muligheder og indsats for at nå 90 % økologi i 2015 i Kommunens køkkener og institutioner.
4.7 Måling (og afrapportering) af Leverandørens opgavevaretagelse
Leverandørens opgavevaretagelse udsættes for såvel kvantitative som kvalitative målinger i forhold til måltal for hvert aktivitetsområde. Målingerne fremlægges og vurderes på Drifts- og statusmøderne, jf. pkt.5.3.
5. Samarbejde og Kommunens medvirken
Parterne skal i nødvendigt og rimeligt omfang indgå i et loyalt, aktivt og positivt samarbejde, der har til formål at højne kvaliteten af de måltider, for hvilke Kommunen bærer ansvaret.
Leverandøren skal på Kommunes anmodning deltage i møder med Københavns Kommune om opgavens tilrettelæggelse og udførelse, jf. punkt 5.3 Drifts- og Statusmøder.
5.1 Loyalitet
Hvis Leverandøren benytter sig af eventuelle underleverandører skal disse loyalt, aktivt og positivt indgå i et løbende samarbejde med Kommunen, forvaltningerne og andre samarbejdspartnere om alle forhold af betydning for opfyldelsen af Aftalen, og såvel Kommunen som Leverandøren er forpligtet til at informere hinanden om forhold, der skønnes at kunne vedrøre Aftalen.
Leverandøren er pligtig til, ved ophør af Aftalen, at samarbejde med Kommunen og eventuelt en ny leverandør, som Aftalen overdrages til, således at overgangen til en ny leverandør sker med mindst mulig gene for Kommunen.
5.2 Indsats- og aktivitetsplan
Leverandøren skal på baggrund af Kommunens og forvaltningernes bestillinger udarbejde en plan over det næste halvårs indsatsområder og aktiviteter.
Den halvårlige indsats- og aktivitetsplan skal indeholde en
1. beskrivelse af de enkelte indsatsområder og aktiviteter for det næste halve år
2. vurdering af det forventede ressourceforbrug fordelt på indsatsområder og aktiviteter (målt i årsværk)
3. angivelse af hvilke måltal, som Leverandøren forventer at opnå i det kommende halvår fordelt på aktiviteter.
Planen skal godkendes af Kommunen før den kan iværksættes.
5.3 Drifts- og statusmøder
Parterne afholder halvårlige drifts- og statusmøder, hvor parternes samarbejde samt Leverandørens opgavevaretagelse evalueres. Møderne afholdes i henholdsvis maj og november måned. Kommunen forestår mødeindkaldelse – og udsender dagsorden – til disse møder.
Første møde afholdes dog allerede inden for 1 måned efter datoen for aftalens ikrafttrædelse. Såfremt der er mere end 6 måneder fra datoen for første drifts- og statusmøde til førstkommende maj eller november måned, skal Parterne afholde et drifts- og statusmøde senest 6 måneder efter datoen for første møde.
Kommunen forestår mødeindkaldelsen og udsender dagsorden.
Til brug for drifts- og statusmøderne skal Leverandøren udarbejde og fremsende en indsats- og aktivitetsplan for det kommende halvår, jf. pkt. 5.2 samt måltalsopgørelse over de i forrige halvår opnåede mål, jf. pkt. 5.4. Derudover skal Leverandøren udarbejde en opgørelse over Leverandørens fremdrift i relation til de på dagsorden angivne punkter.
Endvidere er parterne forpligtet til, efter behov, at deltage i ekstraordinære drifts og statusmøder. Formålet med disse møder er at sikre, at Parterne i fællesskab og loyalt forsøger at løse de eventuelle problemer, som Parterne måtte opleve i samarbejdet. Den part, der ønsker det ekstraordinære drifts og statusmøde, forestår mødeindkaldelsen og udsender dagsorden.
5.4 Måltalsopgørelse (Statistik)
Leverandøren skal halvårligt – og herudover på Kommunens anmodning – udarbejde og fremsende en måltalsopgørelse, der viser i hvilken udstrækning Leverandøren har opfyldt de af Kommunen godkendte aktiviteter og måltal Opgørelsen skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
1. Antal kurser og deltager tilfredshed
2. Antal inspirationsarrangementer og antal deltagere
3. Antal institutioner, der gennemfører Køkkenløftet og måling på deres udvikling
4. Økologiprocent – samlet og på institutionsområde
5. Formidling via Leverandørens hjemmeside og udsendelse af Nyhedsbreve til Kommunens institutioner.
6. Omfanget og granden af Leverandørens eventuelle rådgivning i henhold til pkt. 4.4 og brugernes tilfredshed hermed.
7. Omfanget og graden af Leverandørens eventuelle inddragelse i udviklingsprojekter i henhold til pkt. 4.5.
Leverandørens skal årligt fremsende en statusrapport, der med udgang i idealerne i Køkkenløftet og de vedtagne kommunale måltal fastlægger hvor langt Kommunen er i forhold til Køkkenløftet og
Økologikravet, samt hvilke udfordringer der ifølge Leverandøren er i forbindelse med opfyldelsen af Borgerrepræsentationens beslutninger.
Hvornår de halvårlige måltalsopgørelser og den årlige statusrapport skal være Økonomiforvaltningen i hænde aftales på første drifts- og statusmøde.
5.5 Kommunens medvirken
Kommunen er forpligtet til at bistå Leverandøren med fremskaffelse af de nødvendige oplysninger om Kommunen, som Leverandøren måtte få brug for i forbindelse med varetagelsen af de opgaver, som Leverandøren bliver pålagt i henhold til nærværende samarbejdsaftale.
I forbindelse med Leverandørens implementering af
”Køkkenløftet”, som er besluttet af Borgerrepræsentationen ved BR nr. 2009-6100037 (tiltrådt den
11. februar 2010), og
økologi i Kommunen, som besluttet af Borgerrepræsentationen og fremgår af ”Miljømetropolen –
Vores vision for CHP 2015” (BR 531/07)
vil Kommunen bidrage med ledelsesmæssig opbakning til gennemførelsen heraf.
6. Leverandørens Personale
6.1 Generelt
Leverandøren er forpligtet til i hele perioden at opretholde den til udførelsen af opgaven fornødne kapacitet og viden, herunder i form af kvalificerede medarbejdere.
6.2 Udskiftning af medarbejdere
Såfremt Leverandøren undtagelsesvis er nødsaget til at foretage en udskiftning af kernepersonale, ansvarlige medarbejdere eller projektledere skal Leverandøren informere Kommunen om den påtænkte udskiftning af medarbejderen,. Udskiftningen må ikke have indvirkning på Leverandørens udførelse af opgaven, og udskiftning af medarbejdere må ikke medføre yderligere omkostninger for Kommunen.
Leverandøren skal efter Kommunens, forvaltningens og/eller de decentrale centres anmodning udskifte en medarbejder, der udfører arbejde for Kommunen, såfremt Kommunens anmodning er rimelig begrundet.
7. Vederlag og Betalingsbetingelser
7.1 Vederlag generelt
Leverandøren er berettiget til et fast årligt vederlag eksklusiv moms., jf. nedenfor (2013 p/l).
2013 | 2014 | 2015 | 2016 | |
Vederlag i DKK | 12.258.000 | 12.135.420 | 12.014.066 | 11.893.925 |
Vederlaget er reguleret for hvert år i overensstemmelse med Kommunens P/L–fremskrivning.
7.2 Faktura
Leverandøren er, i henhold til Lov om Offentlige Betalinger mv. (Lovbekendtgørelse nr. 798 af 28/6 2007 med senere ændringer), forpligtet til at foretage fakturering elektronisk.
Leverandøren skal den 1. i hver måned fremsende en elektronisk faktura pålydende et beløb, der er i overensstemmelse med en tolvtedel af det ovenfor angivne årlige vederlag.
Leverandøren skal sikre, at de fremsendte fakturaer opfylder den til enhver tid gældende lovgivning – samt Kommunes politiske beslutninger – med hensyn til indhold, udformning og elektronisk format.
7.3 Betalingsbetingelser
Xxxxxxxx forfalder senest 22 dage efter modtagelse af fyldestgørende elektronisk faktura. Fakturaens pålydende skal være til rådighed på Leverandørens konto senest den 25. i hver måned.
Såfremt forhold hos Leverandøren gør, at fakturering ikke sker elektronisk, kan Kommunen ikke gøres ansvarlig for manglende betaling med efterfølgende morarente og/eller misligholdelsesbeføjelser til følge.
8. Misligholdelse
I tilfælde af at en Part misligholdelser sine forpligtelser i henhold til nærværende Aftale og det forhold, der konstituerer misligholdelsen, ikke straks efter påkrav er blevet bragt i orden, kan den anden part hæve Aftalen med 3 måneders varsel. Ved væsentlige eller gentagne misligholdelser kan Aftalen hæves uden varsel.
I tilfælde af en tvist mellem Partnerne forbeholder Kommunen sig ret til at lade en uvildig part fastlægge, hvad der konstituerer en misligholdelse samt hvornår der foreligger en væsentlig misligholdelse, der berettiger til at hæve aftalen uden varsel.
Parterne er forpligtet til at søge eventuelle tvister løst mindeligt, jf. pkt. 13.
Den misligholdende part er erstatningsansvarlig efter dansk ret almindelige bestemmelser.
Såfremt en Part hindres i at opfylde sinde forpligtelser efter Aftalen som følge af udefrakommende, ekstraordinære forhold, som Parten ved Aftalens indgåelse ikke burde have forudset (force majeure), anses dette ikke for misligholdelse.
9. Gældende lovgivning samt Politiske beslutninger
Leverandøren skal i forbindelse med varetagelsen af de af nærværende Samarbejdsaftales omfattede opgaver, overholde den for Leverandøren gældende lovgivning samt implementere og overholde alle politiske beslutninger truffet af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, herunder beslutninger vedrørende miljø og arbejdsmiljø.
10. Sociale og etiske hensyn.
Leverandøren og dennes eventuelle underleverandører er forpligtet til, i forbindelse med varetagelsen af de af nærværende Samarbejdsaftales omfattede opgaver at overholde bestemmelserne i bilag 1 om sociale og etiske hensyn mv. Manglende overholdelse af bestemmelserne i bilag 1 kan bl.a. medføre, at Kommunen kan ophæve Aftalen helt eller delvis, jf. bilag 1
11. Sociale klausuler
Leverandøren garanterer i overensstemmelse med bilag 2, at Leverandøren i hele Samarbejdsaftalens løbetid opfylder de i bilaget nævnte sociale krav vedrørende beskæftigelse af ledige borgere med opgaver, der er knyttet til samarbejdsaftalen.
12. Ændringer og tillæg til Samarbejdsaftalen
Parterne er enige om at de af nærværende Aftale omfattede opgaver, jf. pkt. 4 samt vederlaget for opgavevaretagelsen, jf. pkt.7.1, kun kan ændres eller suppleres ved Borgerrepræsentationens vedtagelse af indstilling herom, således at indstilling med bilag herefter indgår som tillæg til Samarbejdsaftalen med de rettigheder og forpligtelser som følger heraf, herunder i forhold til pkt. 14 Ikrafttræden, opsigelse og ophør med de fornødne modifikationer.
Ovenstående er betinget af, at Leverandøren ved forudgående høring har accepteret at påtage sig opgaven på de fastsatte vilkår.
13. Tvistigheder
13.1 Forhandlingsmøde
Opstår der en tvist imellem parterne i forbindelse med nærværende Aftale, skal parterne indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten. Parterne kan udpege en uafhængig mægler til mægling. Mægleren skal besidde relevante fagkundskaber i forhold til den problemstilling, der ønskes behandlet. Fordelingen af udgifter til mægler afgøres af mægleren. Andre forhandlingsomkostninger er for Parternes egen regning.
13.2 Lovvalg og Værneting
Kan tvisten ikke løses afgøres mindeligt ved forhandling eller mægling, afgøres den af domstolene efter dansk ret. Værneting fastsættes ud fra Kommunens valg.
14. Ikrafttræden, opsigelse og ophævelse
Nærværende Samarbejdsaftale træder forventelig i kraft den 1. april 2013 eller per den 1. efter Leverandørens registrering som Erhvervsdrivende Fond med almennyttigt formål ved Erhvervsstyrelsen. Aftalen er gældende i 3 år fra datoen for ikrafttrædelsen og ophører derefter uden yderligere varsel.
Parterne kan i hele Aftalens løbetid skriftligt opsige Aftalen med 6 måneders varsel til ophør ved årets udgang.
Kommunen kan dog med øjeblikkelig virkning skriftlig opsige Aftalen i det tilfælde Klagenævnet for Udbud eller en domstol påbyder Kommunen at annullere beslutningen om at indgå Samarbejdsaftalen med Leverandøren.
I tilfælde af misligholdelse kan ophævelse ske i henhold til pkt. 8
15. Underskrift
For Københavns Kommune: For Leverandøren:
[Underskrift og dato]
Underskrift og dato
[Underskrift og dato]
Underskrift og dato
[Navn]
Underskrivers navn med blokbogstaver
[Navn]
Underskrivers navn med blokbogstaver
.