Kontrollantens pligter forud for kontrollen
Kontrollantens pligter forud for kontrollen
1. Indgåelse af aftale om kvalitetskontrol
Når Grannskoðaraeftirlitið har udpeget en kvalitetskontrollant til at gennemføre kvalitetskontrollen i en revisionsvirksomhed, indgås en aftale mellem Grannskoðaraeftirlitið og kvalitetskontrollanten om kvalitetskontrollen for hver revisionsvirksomhed. Reglerne for aftalens form og minimum indhold er fastsat i kapitel 3 i kunngerð nr. 6 frá 17. februar 2010 um góðskueftirlit og virksemi hjá grannskoðaraeftirlitinum (kunngerðin).
Til brug for indgåelse af aftalen har Grannskoaðaraeftirlitið udarbejdet et koncept for aftale, som skal benyttes.
I de tilfælde, hvor Grannskoðaraeftirlitið deltager i en kvalitetskontrol sammen med en kvalitetskontrollant, udfylder kvalitetskontrollanten ligeledes aftalen efter den procedure, der er beskrevet i dette afsnit.
Hvis Grannskoðaraeftirlitið har udpeget mere end én kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrol i en konkret revisionsvirksomhed eller i et netværk, indgår Grannskoðaraeftirlitið en skriftlig aftale med de pågældende kontrollanter.
2. Kvalitetskontrollantens pligter
Til brug for indgåelse af aftalen og planlægningen af kontrollen indhenter kvalitetskontrollanten forud for aftaleindgåelse forskellige oplysninger om revisionsvirksomheden, jf. kunngerðin § 10. Disse oplysninger indhentes ved, at den revisionsvirksomhed, der skal kontrolleres, udfylder checkliste 1. Kontrollanten skal endvidere indhente revisionsvirksomhedens rapport med resultaterne af virksomhedens overvågning for de seneste to år.
Revisionsvirksomheden skal i henhold til checkliste 1 oplyse, hvornår den seneste lovpligtige kvalitetskontrol er blevet udført og resultatet heraf. Hvis der ved den tidligere kvalitetskontrol er givet bemærkninger eller påtale, skal kvalitetskontrollanten være opmærksom på, om revisionsvirksomheden har reageret på de fundne fejl herunder udarbejdet handlingsplaner samt iværksat opfølgning på disse.
Indgåelse af aftalen indledes med, at kvalitetskontrollanten tager kontakt til revisionsvirksomheden og indhenter udfyldt checkliste 1 med henblik på, at kvalitetskontrollanten kan fastsætte de oplysninger, som skal angives i aftalen. Det drejer sig om:
• Størrelsen på den revisionsvirksomhed, der skal kvalitetskontrolleres:
• Antal revisorer, der afgiver erklæringer med sikkerhed
• Antal kontorsteder og størrelsen heraf,
• Revisionsvirksomhedens omsætning
• Antal kunder, hvor der afgives erklæringer efter grannskoðaralógin § 1, stk. 2
• Indholdet og omfanget af kvalitetskontrollen:
• Antal kontorsteder, der planlægges besøgt
• Antal revisorer, der forventes kontrolleret
• Den forventede stikprøvestørrelse fordelt på enkeltsager
• Hvem der er udset til at gennemføre kontrollen
• Navn på kvalitetskontrollanten
• Navn og titel på andre deltagende revisorer
• Navn og titel på andre deltagende medarbejdere end ovennævnte
• Antal timer, der forventes brugt på kontrollen:
• For hver deltager
• Fordelt på kontrol af kvalitetsstyringssystemet og enkeltsager
• Timepris og funktion på andre deltagende revisorer og medarbejdere
• Særlige forhold, der kan have betydning for kvalitetskontrollen, f.eks. at der er tale om en deltager i et netværk, eller der er tale om en delvis kontrol.
I stedet for navn på deltagende revisorer og andre deltagende medarbejdere er det muligt at indsætte f.eks. reviewer 1, reviewer 2, men titel skal altid angives af hensyn til Grannskoðaraeftirlitið mulighed for at bedømme aftalen.
Det i aftalen anførte antal timer er vejledende og er angivet i forhold til, at der ikke konstateres fejl eller mangler, som begrunder en udvidelse af kvalitetskontrollen for eksempel i form af udtagelse af flere konkrete sager i stikprøven, eller en nøjere gennemgang af kvalitetsstyringssystemet. Såfremt kvalitetskontrollanten under kvalitetskontrollen konstaterer væsentlige fejl eller mangler, kan det ikke udelukkes, at det i aftalen angivne antal timer overskrides.
Kvalitetskontrollanten udfylder aftalekonceptet og underskriver denne. Udfyldelsen skal ske senest 14 dage efter, at kvalitetskontrollanten har modtaget meddelelse om, at kvalitetskontrollanten er endelig udpeget til at gennemføre kontrollen.
3. Indgåelse af aftalen
Grannskoðaraeftirlitið gennemgår de oplysninger, som kvalitetskontrollanten har anført i aftalen. Ved eventuelle tvivlsspørgsmål retter Grannskoðaraeftirlitið henvendelse til kvalitetskontrollanten og/eller revisionsvirksomheden, der skal kvalitetskontrolleres.
Grannskoðaraeftirlitið vurderer, hvorvidt alle oplysninger er afgivet, og hvorvidt det angivne forventede timeantal mv. forekommer klart uforholdsmæssigt i forhold til den påtænkte kontrol.
Grannskoðaraeftirlitið indgår aftalen og signerer denne. Kontrollantens videre arbejde i forbindelse med en kontrol, kan ikke begynde, før Grannskoðaraeftirlitið har godkendt aftalen.
4. Ophævelse af aftalen
Hvis kvalitetskontrollantens forhold gør, at kvalitetskontrollanten ikke kan gennemføre kvalitetskontrollen, skal kontrollanten straks rette skriftlig henvendelse til Grannskoðaraeftirlitið, der herefter tager stilling til ophævelse af aftalen. Sådanne forhold kan for eksempel være, hvis kontrollanten bliver syg i en længere periode.
Hvis Grannskoðaraeftirlitið konstaterer forhold, der bevirker, at kvalitetskontrollen ikke kan gennemføres, tager Grannskoðaraeftirlitið ligeledes stilling til, om aftalen skal ophæves. Sådanne forhold kan for eksempel være, at kvalitetskontrollanten ikke indsender erklæringen om kvalitetskontrol eller sine arbejdspapirer, eller at revisionsvirksomheden ikke vil medvirke til, at kvalitetskontrollanten kan gennemføre kvalitetskontrollen.
Grannskoðaraeftirlitið kan endvidere ophæve aftalen, såfremt Grannskoðaraeftirlitið beslutter, at revisionsvirksomheder, der er pålagt en delvis fornyet kontrol, i stedet skal pålægges en fuld fornyet kontrol.
Når Grannskoðaraeftirlitið beslutter at ophæve en aftale om kvalitetskontrol, tager Grannskoðaraeftirlitið stilling til, om kvalitetskontrollanten skal have betaling for det allerede udførte arbejde. Afgørelse om betaling for allerede udført arbejde vil afhænge af, om ophævelsen skyldes kvalitetskontrollantens forhold eller andre forhold.