Orientering om Udbudsret
Uge 39 - 40
Forum for Kontrakter og Udbud
Siden sidste Orientering er der offentliggjort fire kendelser fra Klagenævnet for Udbud. Derudover omtaler vi en række nyheder på det udbudsretlige område.
Kendelse af 12. september 2018, Selex ES Inc. mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Kendelsen vedrører et offentligt udbud efter udbudsloven af en kontrakt om anskaffelse af ”Instrument Landing System” til brug for flyvestation Karup/Midtjyllands Lufthavn. Baggrunden for klagen var, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) havde afvist tilbuddet fra Selex ES Inc. som ukonditionsmæssigt. Det fremgik af kravspecifikationen og kontraktudkastet, at tilbuddet skulle omfatte ydelsen ”Flight Check”. Klagers tilbud efterlod ifølge ordregiver en tvivl om dette, hvorfor ordregiver havde afvist klagers tilbud. Klager påstod, at ordregiver havde handlet i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet, idet tilbuddet indeholdt ydelsen ”Flight Check”, og at der var tale om en åbenlys fejl i tilbuddet. Klagenævnet fandt, at klagers tilbud efterlod en sådan tvivl om parternes ansvarsområde i relation til ydelsen ”Flight Check” og dermed en tvivl om, hvorvidt mindstekravet var opfyldt, at ordregiver ikke alene var berettiget men også forpligtet til at afvise tilbuddet. Klagers påstand blev derfor ikke taget til følge.
Kendelsen illustrerer i overensstemmelse med fast klagenævnspraksis, at risikoen for usikkerhed om indholdet af et tilbud påhviler tilbudsgiver. Endvidere illustrerer kendelsen, at ordregiver efter omstændighederne kan være forpligtet til at afvise et tilbud på baggrund af en usikkerhed om til- buddets konditionsmæssighed, hvilket er i tråd med Klagenævnets kendelse af 5. januar 2016, Mul- tiLine A/S mod Aarhus Universitet, som omtalt i Orientering om Udbudsret – Uge 1-4, 2016.
Kendelse af 17. september 2018, New Printtex of Denmark ApS mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Kendelsen vedrører Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (herefter FMI) offentlige udbud efter udbudsloven om levering af afdelingsmærker, distinktioner og udmærkelser mv. til uniformer, som bliver anvendt inden for Forsvaret. Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet, hvor pris vægtede 50 %, og kvalitet vægtede 50 %. Baggrunden for klagen var, at klager mente, at FMI havde handlet i strid med bl.a. ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet ved at have anvendt en prisevalueringsmodel, som inddrog en række efter klagers påstand ”udgåede” mærker, der ikke var forbundet med kontraktens genstand, og som vægtede alle mærker i de enkelte varegrupper ens (samme procentandel). Klager nedlagde på den baggrund påstand om, at klagenævnet skulle annullere udbuddet og i øvrigt tillægge klagen opsættende virkning. Klagenævnet for Udbud fandt i en delkendelse af 19. juni 2018, at klagen ikke kunne tillægges opsættende virkning, og i den endelige kendelse af 17. september 2018 tog klagenævnet ikke klagen til følge.
Kendelsen illustrerer, at ordregiver er berettiget til at lade en vare indgå i et udbud, selvom det er forbundet med stor usikkerhed, om den pågældende vare vil blive indkøbt i rammeaftalens løbetid, så længe varen er forbundet med kontraktens genstand. Endvidere illustrerer kendelsen i overens- stemmelse med fast praksis, at vægtningen af varelinjer i prisevalueringen skal være repræsentativ i forhold til det forventede indkøb og basere sig på et sagligt grundlag, hvilket godt kan være til- fældet, selvom en længere række forskellige varer er vægtet ens.
Kendelse af 27. september 2018, Staples Danmark ApS mod Aalborg Kommune m.fl. Kendelsen vedrører et offentligt udbud af en rammeaftale om levering af kontorartikler og skoleartikler fordelt på to delaftaler udbudt af flere ordregivende myndigheder. Aalborg Kommune (herefter ”kommunen”) var den udbudsansvarlige myndighed. Tildelingskriteriet var ”bedste forhold mellem pris og kvalitet” med underkriterierne ”Pris” (40 %), ”Kvalitet og funktion” (50 %) og ”Sortiment” (10 %), for så vidt angik delaftale 1 (kontorartikler), som sagen omhandlede.
Kommunen tildelte i første omgang delaftale 1 til en tilbudsgiver (herefter ”klager”), men valgte efterfølgende at aflyse udbuddet. Baggrunden for dette var bl.a., at en forbigået tilbudsgiver – der hidtil havde haft rammeaftalen – havde varslet at klage over tildelingsbeslutningen. Efterfølgende forlængede kommunen for fjerde gang rammeaftalen med den eksisterende leverandør, og i denne forbindelse blev priserne i rammeaftalen justeret. Samme dag som kommunen forlængede rammeaftalen med den eksisterende leverandør, klagede klager til Klagenævnet for Udbud over annullation af udbuddet af delaftale 1.
Klagenævnet vurderede, at kommunens annullation havde været saglig. Klagenævnet fandt derimod, at forlængelsen af rammeaftalen med den eksisterende leverandør i 2015 (tredje forlængelse) var i strid med udbudslovens § 2 og valgte på den baggrund af erklære kontraktforlængelsen for uden virkning.
Kendelsen er først og fremmest begrundet i sagens konkrete omstændigheder. Kendelsen under- streger dog i overensstemmelse med fast praksis, at en ordregiver ikke har kontraheringspligt, og at aflysning af et udbud oftest vil kunne henføres til en saglig begrundelse. Det er værd at bemær- ke, at klagenævnet påpegede, at det ikke i sig selv er usagligt at annullere et udbud, fordi en forbi- gået tilbudsgiver har varslet en klagesag. Kendelsen er derudover et eksempel på klagenævnets anvendelse af sanktionen uden virkning.
Kendelse af 28. september 2018, Bayer A/S mod Banedanmark
Kendelsen vedrører et offentligt udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet af en kontrakt om levering af detektering, registrering og kemisk sprøjtning af ukrudt i Banedanmarks jernbanespor. Tildelingskriteriet var Pris. En forbigået tilbudsgiver klagede til Klagenævnet for Udbud og gjorde gældende, at det vindende tilbud var ukonditionsmæssigt på nogle nærmere angivne punkter, at den vindende tilbudsgiver burde have været udelukket som følge af samordnet/afgivelse af vildledende oplysninger samt at kontrakten rettelig burde have været udbudt som en rammeaftale. Klagenævnet gav ikke klager medhold i de nedlagte påstande.
Kendelsen illustrerer fast klagenævnspraksis om, at tilbud skal vurderes alene på deres indhold, og at ordregiver, i mangel af åbenbare holdepunkter for det modsatte i tilbuddet, er berettiget til at lægge tilbudsgivers tilkendegivelse af at alle mindstekrav er opfyldt til grund. Endvidere viser ken- delsen, at virksomheder med et indbyrdes samarbejde i andre sammenhænge som udgangspunkt ikke er afskåret fra at afgive tilbud ved samme udbud, og at eksistensen af et sådant samarbejde mellem tilbudsgivere ikke i sig selv er en tilstrækkelig indikation for, at der er indgået en aftale mellem parterne med henblik på konkurrencefordrejning.
INDHOLD
[1] | / | Kendelse af 12. september 2018, Selex ES Inc. mod Forsvarsministeriets Materiel- |
[2] | / | og Indkøbsstyrelse Kendelse af 17. september 2018, New Printtex of Denmark ApS mod |
[3] | / | Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Kendelse af 27. september 2018, Staples Danmark ApS mod Aalborg Kommune |
[4] | / | m.fl. Kendelse af 28. september 2018, Bayer A/S mod Banedanmark |
1. KENDELSE AF 12. SEPTEMBER 2018
Retsformænd: Xxxxx Xxxxxxx og Xxxxxxx Xxxxxxx
Selex ES Inc. mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Kendelsen vedrører et offentligt udbud efter udbudslovens afsnit II af en kontrakt om anskaffelse af ”Instrument Landing System” til brug for flyvestation Karup/Midtjyllands Lufthavn.
Baggrunden for klagen var, at ordregiver havde afvist tilbuddet fra klager som ukonditionsmæssigt. Det fremgik af udbudsmaterialet, at ydelsen ”Flight Check” var et mindstekrav. I udbudsfasen modtog ordregiver en række spørgsmål vedrørende ydelsen ”Flight Check”. Ved svar til tilbudsgiverne fremhævede ordregiver, at ydelsen og omkostningerne til ”Flight Check” skulle indgå i tilbuddet. I tilbuddet fra klager var der vedlagt et såkaldt ”Statement of Work”, hvori klager havde beskrevet de ydelser, som var omfattet af tilbuddet. I et afsnit vedrørende ”Flight Check” havde klager beskrevet, at omkostningerne hertil skulle bæres af ”CUSTUMER”. Dette blev af ordregiver betragtet som et forbehold i strid med udbudsmaterialet.
Parternes anbringender og klagenævnets udtalelser
Klager gjorde gældende, at ordregiver havde handlet i strid med ligebehandlings- og gennemsigtig- hedsprincippet efter udbudslovens § 2 ved at have afvist klagers tilbud som ukonditionsmæssigt. Klager anførte, at der var tale om en åbenlys fejl under pkt. 3.8 i tilbuddets ”Statement of Work”, idet klagers standardtekst ikke var blevet opdateret til kravspecifikationen, og ordet ”CUSTUMER” dermed ikke var blevet udskiftet med ”SUPPLIER”, som ellers var tilfældet i resten af klagers tilbud. Samlet set gav fejlen ikke anledning til at misforstå tilbuddets indhold, idet det tydeligt fremgik i tilbuddets øvrige bilag, at kravet vedrørende ydelsen ”Flight Check” var omfattet af tilbuddet. Klager anførte i den forbindelse, at klager havde angivet en pris for ”Flight Check” i en vedlagt tilbudsliste. I forlængelse heraf gjorde klager gældende, at ordregiver kunne have benyttet muligheden for at få præciseret og afklaret tilbuddet efter udbudslovens § 159, stk. 5. På den baggrund gjorde klager gældende, at ordregiver skulle tilpligtes at annullere sin tildelingsbeslutning.
Ordregiver gjorde heroverfor gældende, at tilbuddet fra klager indeholdt et forbehold, som skabte en betydelig usikkerhed om klagers forpligtelser under kontrakten. Usikkerheden knyttede sig til tilbudsgivers anvendelse af ordet ”CUSTUMER” i tilbuddets ”Statement of Work”, der indikerede, at ordregiver havde ansvaret for ydelsen ”Flight Check”. Ordregiver gjorde gældende, at der ikke var tale om en åbenlys fejl fra klagers side i det vedlagte ”Statement of Work”, bl.a. fordi forholdet var gentaget flere gange. Ordregiver bestred endvidere, at det i øvrigt fremgik tydeligt af klagers tilbud, at ydelsen ”Flight Check” var omfattet af tilbuddet. I den forbindelse gjorde ordregiver gældende, at tilbudsgiver efter et grundlæggende princip bærer risikoen for uklarheder i tilbuddet, og at ordregiver ikke har pligt til at stille opklarende spørgsmål til tilbudsmaterialet.
Klagenævnet bemærkede indledningsvist, at det klart fremgik af kravspecifikationen og kontraktudkastet, at tilbuddet skulle omfatte ydelsen ”Flight Check”, og at det af udbudsbetingelser- ne fremgik, at samtlige krav var mindstekrav og skulle opfyldes, for at tilbuddet kunne betragtes som konditionsmæssigt. Klagenævnet fandt herefter, at beskrivelsen i det til klagers tilbud vedlagte ”Statement of Work” efterlod en sådan tvivl om parternes ansvarsområde i relation til ydelsen ”Flight Check” og dermed en tvivl om, hvorvidt mindstekravet var opfyldt, at ordregiver ikke alene var
berettiget men også forpligtet til at afvise tilbuddet fra klager. Klagenævnet henviste i den forbindelse også til udbudslovens § 159, stk. 6, hvorefter en ordregiver skal afvise et tilbud, hvis det udtrykkeligt er anført i udbudsmaterialet, at en konkret mangel eller fejl vil føre til, at ordregiver afviser tilbuddet.
Klagenævnet bemærkede endvidere, at formuleringen i ”Statement of Work” ikke kunne anses for en åbenlys fejl, som ordregiver efter omstændighederne kunne have søgt at afklare i medfør af udbudslovens § 159, stk. 5. Den omstændighed, at tilbuddet fra klager indeholdt modsatte oplysninger, ændrede ikke herpå. I den forbindelse bemærkede klagenævnet, at risikoen for usikkerhed vedrørende indholdet af et tilbud påhviler tilbudsgiveren.
Klagers påstand blev derfor ikke taget til følge.
Kommentar
Kendelsen illustrerer i overensstemmelse med fast klagenævnspraksis, at risikoen for usikkerhed i indholdet af et tilbud påhviler tilbudsgiver. Endvidere illustrerer kendelsen, at ordregiver efter omstændighederne kan være forpligtet til at afvise et tilbud på baggrund af en usikkerhed om tilbuddets konditionsmæssighed, hvilket er i tråd med klagenævnets kendelse af 5. januar 2016, MultiLine A/S mod Aarhus Universitet, som omtalt i Orientering om Udbudsret – Uge 1-4, 2016.
2. KENDELSE AF 17. SEPTEMBER 2018
Retsformænd: Xxxxx Xxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxx
New Printtex of Denmark ApS mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Kendelsen vedrører Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (herefter FMI) offentlige udbud efter udbudsloven om levering af mærker til soldaters uniformer (afdelings- og tjenesteds- mærker, distinktioner og udmærkelser til anvendelse inden for Forsvaret) samt produktionsværktøjer til brug for fremstillingen af mærkerne.
Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet, hvor pris vægtede 50 %, og kvalitet (test) vægtede 50 %. Underkriteriet ”Pris” var inddelt i tre undergrupper/varegrupper:
1. ”Price of Critical Metal objects”, som vægtede 60 %
2. ”Price of Overall Metal objects”, som vægtede 20 %
3. “Price of Production tools”, som vægtede 20 %
Inden for hver varegruppe vægtede hver varelinje/mærke det samme. Undergruppe 1 (Critical Metal objects) omfattede i alt 21 mærker, som hvert havde en vægt på 4,76 % i gruppen. Undergruppe 2 (Overall Metal objects) omfattede 323 mærker, som hvert havde en vægt på 0,31 % i gruppen. Undergruppe 3 (Production tools) omfattede tre varelinjer, som hver havde en vægt på 33,33 % i gruppen.
FMI modtog tre tilbud inden tilbudsfristens udløb. New Printtex of Denmark ApS (herefter ”klager”) afgav ikke tilbud men indgav efterfølgende en klage til Klagenævnet for Udbud.
Baggrunden for klagen var, at klager mente, at FMI havde handlet i strid med bl.a. ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet ved at have anvendt en prisevalueringsmodel, som inddrog en række efter klagers påstand ”udgåede” mærker, der ikke var forbundet med kontraktens genstand, og som vægtede alle mærker i de enkelte underkategorier ens (samme procentdel), herunder med særligt fokus på undergruppe 2 (Overall Metal objects), som omfattede 323 mærker.
Klagenævnet for Udbud fandt i en delkendelse af 19. juni 2018, at klagen ikke kunne tillægges opsættende virkning, og i den endelige kendelse af 17. september 2018 tog klagenævnet ikke klagen til følge.
Parternes anbringender og klagenævnets udtalelser
Klager gjorde for det første gældende, at FMI havde handlet i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet og udbudslovens § 163, stk. 1 og 2, ved, at der var en række ”udgåede” mærker med i udbuddet. Klager mente således at have konstateret, at cirka 60 mærker (som alle var omfattet af varegruppe 2) var ”udgået”, idet der bl.a. var tale om mærker til myndigheder, afdelinger eller tjenestesteder, som var nedlagt, og som derfor ikke kunne anses for at være forbundet med genstanden for den udbudte rammeaftale. Klager henviste til en række konkrete eksempler på varelinjer/mærker, som ifølge klager var ”udgået”.
FMI gjorde heroverfor gældende, at det – på trods af, at en række enheder inden for Forsvaret, som visse mærker historisk set havde været tilknyttet, var blevet nedlagt – ikke var korrekt, at de cirka 60 mærker skulle anses som ”udgået” og dermed med sikkerhed ikke ville blive indkøbt igen, idet det ikke kunne udelukkes, at FMI ville indkøbe disse mærker i rammeaftalens løbetid. FMI havde en væsentlig interesse i og behov for at kunne genanvende mærker for at bevare den historiske og kulturelle værdi, der var tilknyttet et givent mærke. Udformningen på mærkerne var sjældent heller så specifik, at den alene kunne bruges til ét helt særligt formål, såsom angivelse af et bestemt regiment eller lignende. Genanvendelse var endvidere begrundet i ressourcemæssige hensyn, idet processen med udarbejdelse og godkendelse af nye mærker ofte er omfattende og tidskrævende. FMI gjorde på den baggrund gældende, at listerne over mærkerne kunne anses for mere eller mindre ”dynamiske”, idet mærkerne heri løbende sættes i bero henholdsvis genindføres (og indkøbes igen). På den baggrund måtte de mærker, der ikke var i aktuel brug på tidspunktet for udbuddet, fortsat anses for relevante for rammeaftalen, og det var derfor sagligt, at de var med i udbuddet. Det forhold, at de mærker, klager mente var ”udgået”, var noteret som sat i bero i FMI’s interne lagersystem, kunne ikke føre til et andet resultat.
Klagenævnet fandt, at der efter det oplyste om karakteren af de omtvistede mærker og Forsvarets praksis vedrørende berosættelse og genanvendelse af mærker ikke var grundlag for at fastslå, at tilbudslisten indeholdt et væsentligt antal mærker, som med sikkerhed ikke ville blive indkøbt i rammeaftalens løbetid. På den baggrund fandt klagenævnet heller ikke grundlag for at fastslå, at tilbudslisten indeholdt mærker, der ikke kunne anses for forbundet med kontraktens genstand og dermed skulle have været udeladt fra udbuddet. Klagers påstand blev derfor ikke taget til følge.
Klager gjorde videre gældende, at den af FMI anvendte prisevalueringsmetode (vægtning) var i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet, idet der ved den lige vægtning af samtlige mærker i de enkelte undergrupper, herunder særligt undergruppe 2 med 323 mærker, ikke var taget
højde for det forventede aftag – dvs. hvor mange af hvert enkelt mærke, der måtte forventes indkøbt i rammeaftalens løbetid. Ifølge klager var det helt åbenbart, at der vil være betydelig forskel på, hvor store mængder, som vil blive indkøbt af de forskellige mærker – navnlig for så vidt angik de ”udgåede” mærker, der måtte forventes indkøbt, hvis overhovedet, i betydeligt mindre grad end de øvrige mærker.
FMI gjorde heroverfor gældende, at den i evalueringsmodellen anvendte vægtning af varelinjer- ne/mærkerne ikke var misvisende for FMI’s forventede indkøb under rammeaftalen. FMI anvendte ikke blot en ”mekanisk” vægtning, men foretog derimod en konkret vurdering af det skønnede indkøbsbehov ved hjælp af udtræk fra FMI’s informationssystemer med oplysninger om indkøb, forbrug og lagerbeholdning, ligesom FMI inddrog den generelle erfaring på området. FMI havde opdelt de tre ovenfor nævnte undergrupper, som afspejlede, hvordan FMI forventede, at det økonomiske træk volumenmæssigt ville fordele sig på de tre undergrupper. FMI gennemgik således den fulde liste af mærker og placerede herefter ud fra en konkret vurdering de enkelte mærker i en af de to undergrupper med mærker. Mærkerne i undergruppe 1 (Critical metal objects) forventede FMI at indkøbe mange af, mens FMI forventede at købe markant færre af mærkerne i undergruppe 2 (Overall metal objects) – for flere af mærkernes vedkommende formentlig slet ingen i rammeaftalens løbetid, men hvilke vidste FMI ikke. Denne forskel lod FMI komme til udtryk i evalueringsmodellen ved at undergruppen med de ”kritiske” mærker vægtede markant mere end gruppen med de øvrige mærker i prisevalueringen (60 % over for 20 %). Vægtningen af undergruppen ”Production tools” blev i samme forbindelse sat til 20 %, da disse forventedes at udgøre cirka 20 % af anskaffelsen økonomisk set. En analyse viste endvidere, at der indenfor undergrupperne var en forventning om nogenlunde samme træk på tværs af varelinjerne. Således var der efter FMI’s vurdering ikke behov for at opdele mærkerne i yderligere undergrupper eller foretage en yderligere detaildifferentiering. FMI gjorde derudover gældende, at der ud fra proportionalitetsbetragtninger ved fastlæggelsen af kravene til, hvor præcist vægtningen skal foretages, også bør tages et vist hensyn til anskaffelsens økonomiske størrelse (værdi), som i det konkrete udbud var godt 3 mio. kr. årligt, således at kravene er ressourcemæssigt proportionale.
Klagenævnet bemærkede generelt, at ordregiver har et vidt skøn ved fastsættelsen af evalueringsmo- deller. Ved sortimentsudbud er det i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet at foretage en evaluering, som ikke er repræsentativ i forhold til det forventede indkøb. Klagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at de oplysninger, som FMI inddrog, herunder input og erfaringer fra den nedsatte projektgruppe, og som resulterede i opdelingen i de tre undergrupper, havde været usaglige. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at der var mærker, som med sikkerhed ikke ville blive indkøbt. De anvendte vægtninger måtte herefter anses for at være saglige og ikke i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed. Klagers påstand blev derfor ikke taget til følge.
Klager gjorde endvidere gældende, at FMI havde handlet i strid med gennemsigtighedsprincippet ved ikke at oplyse, hvilke mærker der var ”udgået”, idet tilbudsgivere med denne information risikofrit kunne have tilbudt meget lave priser for disse ”udgåede” mærker. Det var ifølge klager kun den eksisterende leverandør, der havde sådan viden, og vedkommende havde derfor haft en klar konkurrencemæssig fordel.
FMI gjorde heroverfor gældende, at spekulation i priserne forudsatte, at der var mærker, der enten skulle have været udeladt fra udbuddets genstand eller være givet en lavere evalueringsmæssig
vægtning end andre, og det var som nævnt ikke tilfældet. Allerede derfor kunne en eventuel eksisterende leverandør ikke have haft mulighed for at spekulere i priserne. Derudover bemærkede FMI, at der ikke havde været én eksklusiv leverandør tidligere, men flere forskellige, og at den leverandør, der var indkøbt mest hos, overordnet set ikke havde tilbudt lavere priser på de mærker, som klager mente var ”udgåede”.
Klagenævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at fastslå, at tilbudslisten indeholdt mærker, der skulle have været udeladt fra udbuddets genstand, eller mærker der skulle have været givet en lavere evalueringsmæssig vægtning. Det kunne derfor ikke anses at have været af væsentlig betydning for tilbudsgivernes prissætning at få oplyst, hvilke mærker der i FMI’s it-system var registreret som ”udgået”. Klagers påstand blev derfor ikke taget til følge.
Klager gjorde endelig gældende, at udbuddet som følge af den manglende forenelighed med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet samt udbudslovens § 163, stk. 1 og 2, ikke var egnet som grundlag for en tildelingsbeslutning, og klagenævnet skulle derfor annullere udbuddet.
FMI gjorde heroverfor gældende, at der ikke var handlet udbudsstridigt, og at der allerede derfor ikke var grund til at annullere udbudsforretningen. Videre gjorde FMI gældende, at selv hvis det måtte kunne påvises, at vægtningen på visse punkter var unøjagtig, ville der være tale om bagatelagtige udsving i forhold til den vægtning, FMI har foretaget, som næppe ville have betydning for udfaldet af evalueringen. Eventuelle mangler havde derfor ikke været konkret væsentlige og dermed annullationsbegrundende. For så vidt angik spørgsmålet om de ”udgåede” mærker, udgjorde vægtningen af disse kun 3,60 % af det samlede prisevalueringsgrundlag og 1,80 % af det samlede evalueringsgrundlag, og selv hvis det måtte blive fastslået, at ingen af de ”udgåede” mærker skulle være taget med i udbuddet, ville dette således alene have haft en marginal indflydelse på tilbudsevalueringen.
Klagenævnet bemærkede, at da der ikke var givet medhold i de øvrige påstande, var der ikke udsigt til, at klager ville få medhold i annullationspåstanden.
På den baggrund tog klagenævnet ikke klagen til følge.
Kommentar
Kendelsen illustrerer, at ordregiver er berettiget til at lade en vare indgå i et udbud, selvom det er forbundet med stor usikkerhed, om den pågældende vare vil blive indkøbt i rammeaftalens løbetid, så længe varen er forbundet med kontraktens genstand.
Endvidere illustrerer kendelsen i overensstemmelse med fast praksis, at vægtningen af varelinjer i prisevalueringen skal være repræsentativ i forhold til det forventede indkøb og basere sig på et sagligt grundlag, hvilket godt kan være tilfældet, selvom en længere række forskellige varer er vægtet ens.
3. KENDELSE AF 27. SEPTEMBER 2018
Retsformand: Xxxx Xxxx
Staples Danmark ApS mod Aalborg Kommune m.fl.
Kendelsen vedrører et offentligt udbud af en rammeaftale om levering af kontorartikler og skoleartikler fordelt på to delaftaler udbudt af flere ordregivende myndigheder. Aalborg Kommune (herefter ”kommunen”) var den udbudsansvarlige myndighed. Tildelingskriteriet var ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”, med underkriterierne ”Pris” (40 %), ”Kvalitet og funktion” (50 %) og ”Sortiment” (10 %), for så vidt angik delaftale 1 (kontorartikler), som sagen omhandlede.
Af udbudsmaterialet fremgik en absolut model for tilbudsevalueringen af ”Kvalitet og funktion” i form af en skala for vurderingen af de kvalitative kriterier. Der blev givet 0 point, hvor netop kun forudsætningerne for at være konditionsmæssig var opfyldt, 1 point for ingen eller få positive forhold og 10 point for fuld opfyldelse af underkriteriet. Også for evalueringen i relation til ”Sortiment” blev der anvendt en absolut model med en pointskala fra 0 – 10.
Ved tilbudsfristens udløb havde fire tilbudsgivere afgivet tilbud, og kommunen tildelte delaftale 1 til Staples Danmark ApS (herefter ”klager”).
Der blev ikke klaget over udbuddet, men det fremgår af klagenævnets kendelse, at en forbigået tilbudsgiver – der hidtil havde haft rammeaftalen – havde varslet at klage over tildelingsbeslutningen.
Efterfølgende annullerede kommunen udbuddet af delaftale 1. Kommunen henviste i sin begrundelse for annullationen til, at evalueringsmetoden havde vist sig at være uhensigtsmæssig. Kommunen oplyste ikke, hvori denne uhensigtsmæssighed bestod (”den første begrundelse”). Efter henvendelse fra klager sendte kommunen en uddybende begrundelse for annullationen (”den anden begrundelse”). Heraf fremgik bl.a., at kommunen havde en klar hensigt om at indgå kontrakt med klager. I samme brev henviste kommunen til, at den anvendte model for tilbudsevalueringen havde vist sig uegnet, da ”den fulde skala ikke er anvendt i forhold til vurdering af de kvalitative kriterier, hvorfor de ikke er indgået med den beskrevne vægtning (kvalitet og funktion samt sortiment)” (”den tredje begrundelse”). Kommunen sendte efterfølgende endnu en uddybende begrundelse til klager, hvor kommunen indledningsvist henviste til, at en forbigået tilbudsgiver havde varslet, at der var grundlag for at indgive en klage, og at dette havde fået kommunen til at gennemgå den gennemførte tilbudsevaluering og sammenholde med det i udbudsmaterialet anførte. I brevet henviste kommunen herefter bl.a. til, at kommunen ved denne gennemgang var blevet opmærksom på uhensigtsmæssig- heder ved den beskrevne evalueringsmetode for så vidt angik de kvalitative parametre og den gennemførte evaluering (”den fjerde begrundelse”).
På baggrund af ovenstående forlængede kommunen for fjerde gang rammeaftalen med den eksisterende leverandør, og i denne forbindelse blev priserne i rammeaftalen justeret. Samme dag som kommunen forlængede rammeaftalen med den eksisterende leverandør, klagede klager til Klagenævnet for Udbud over annullation af udbuddet af delaftale 1.
Forud for forlængelsen af rammeaftalen med den eksisterende leverandør, som oprindeligt blev indgået i 2011, havde kommunen – uden forudgående udbud – forlænget rammeaftalen med den eksisterende leverandør med et år ad flere omgange, henholdsvis i 2013, 2014 og i 2015.
Parternes anbringender og klagenævnets udtalelser
Klager gjorde for det første gældende, at annullationen af delaftale 1 var i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, samt at kommunens begrundelse herfor var mangelfuld og utilstrækkelig (påstand 1 og 2).
Hertil påpegede klagenævnet indledningsvist, at der efter de udbudsretlige regler ikke er kontraheringspligt. Klagenævnet henviste herefter til udbudslovens § 171, stk. 1, nr. 5, hvoraf følger, at en ordregiver, der annullerer en udbudsprocedure, skal angive en begrundelse for, hvorfor udbudsproceduren er blevet annulleret i sin underretning til tilbudsgiverne, jf. § 171, stk. 6. Klagenævnet henviste også til, at den ordregivende myndighed ved annullation af et udbud alene er forpligtet til at overholde traktatens grundlæggende bestemmelser i almindelighed og forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i særdeleshed. Klagenævnet påpegede også, at beslutningen om at annullere udbudsprocessen ikke kunne anses for usaglig, samt at det ikke i sig selv er usagligt at annullere et udbud, fordi en forbigået tilbudsgiver har varslet en klagesag.
Klagenævnet henviste herefter til de af kommunen fremsendte begrundelser for annullationen. For så vidt angår den første begrundelse, henviste klagenævnet til, at kommunen havde oplyst, at evalueringsmetoden havde vist sig uhensigtsmæssig, men at kommunen ikke havde oplyst, hvori den pågældende uhensigtsmæssighed bestod. For så vidt angår den anden begrundelse, bemærkede klagenævnet, at bemærkningen fra kommunen om, at annullationen ikke var i strid med ligebehandlingsprincippet, og at kommunen havde til hensigt at indgå rammeaftalen med klager, formentlig skulle forstås som en henvisning til, at kommunen ikke ved tildelingsbeslutningen havde haft til hensigt at favorisere den eksisterende leverandør, som hidtil havde haft rammeaftalen. Klagenævnet bemærkede også, at det ikke derved var udelukket, at kommunen ved annullationen havde ønsket at begunstige den eksisterende leverandør ved at give denne mulighed for at afgive tilbud i forbindelse med et nyt udbud. For så vidt angår den tredje begrundelse, bemærkede klagenævnet, at kommunen havde henvist til, at den anvendte model for tilbudsevalueringen havde vist sig uegnet, da den ”fulde skala ikke er anvendt i forhold til vurdering af de kvalitative kriterier, hvorfor de ikke er indgået med den beskrevne vægtning (kvalitet og funktion samt sortiment)”. For så vidt angår den fjerde begrundelse, bemærkede klagenævnet, at kommunen havde henvist til, at kommunen var blevet opmærksom på uhensigtsmæssigheder ved den beskrevne evalueringsmetode for så vidt angår de kvalitative parametre og den gennemførte evaluering. Klagenævnet anså denne begrundelse for reel og dækkende for annullationen af udbuddet, jf. udbudslovens § 171, stk. 6. Klagenævnet anførte derfor, at begrundelseskravet måtte anses for opfyldt, samt at der ikke forelå omstændigheder, der i øvrigt kunne begrunde, at beslutningen om at annullere udbuddet havde været usaglig og dermed i strid med de udbudsretlige principper om ligebehandling og gennemsigtighed, jf. udbudslovens § 2.
Klagenævnet tog herefter ikke klagers påstand 1 og 2 til følge.
Klager gjorde også gældende, at kommunens forlængelser af rammeaftalen med den eksisterende leverandør var i strid med principper om ligebehandling og gennemsigtighed, jf. udbudslovens § 2 (påstand 3).
Klagenævnet henviste til de ovenfor oplistede tre forlængelser af rammeaftalen med den eksisterende leverandør forud for udbuddet af delaftale 1 samt til forlængelse af rammeaftalen efter annullationen af delaftale 1.
Klagenævnet bemærkede, at forlængelserne af den udbudte aftale i 2013 og 2014 ikke lå ud over en samlet kontraktperiode på rammeaftalen på fire år. Herefter påpegede klagenævnet, at forlængelserne af rammeaftalen i 2015 og 2016 (sidstnævnte forlængelse efter annullation af udbuddet af delaftale 1) var udbudspligtige, såfremt kontrakternes værdi oversteg tærskelværdierne. Klagenævnet bemærkede i denne forbindelse, at kommunen ikke var fremkommet med oplysninger til belysning af omfanget af de indkøb, der havde været foretaget i henhold til den udbudte rammeaftale fra 2011 og de ikke udbudte forlængelser af rammeaftalen. Kommunen havde heller ikke fremkommet med oplysninger om, at der i forbindelse med forlængelsesaftalerne var foretaget en vurdering af værdien af disse aftaler, som har medført, at de ikke blev anset for udbudspligtige.
Klagenævnet lagde herefter til grund, at værdien af kontraktforlængelserne skete med udgangspunkt i den anslåede værdi af delaftale 1, der blev udbudt i 2015. Værdien af rammeaftalen, som blev forlænget i 2015 med en varighed på 12 måneder, kunne herefter opgøres til 4,6 mio. kr., og værdien af forlængelsen efter annullation af udbuddet af delaftale 1, med en varighed på fem måneder, opgjorde klagenævnet til (5/12 af 4,6 mio. kr. =) 1.916.667 kr. Klagenævnet bemærkede hertil, at det var uden betydning for udbudspligten, at den seneste forlængelse af rammeaftalen blev bragt til ophør tidligere end forudsat (idet kommunen tilsluttede sig Staten og Kommunernes Indkøbsservices indkøbsaftale).
Klagenævnet fandt herefter, at selv hvis der blev taget højde for, at den årlige værdi af den udbudte rammeaftale var højere end værdien af kontraktforlængelserne på grund af almindelige prisstignin- ger, samt at den udbudte rammeaftale tillige omfattede øvrige ordregivende myndigheder, måtte det lægges til grund, at værdien af den etårige kontraktforlængelse i 2015 (tredje forlængelse) oversteg tærskelværdien, som i 2015 var 1.541.715 kr. Klagenævnet fandt også, at uanset at der ikke forelå nærmere oplysninger om, med hvilket beløb der var trukket på kontraktforlængelsen efter annullation af udbuddet af delaftale 1 i 2016, hvor der skete en regulering af priserne, var der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse denne kontraktforlængelse for udbudspligtig.
Klagenævnet fandt på denne baggrund, at forlængelsen af rammeaftalen med den eksisterende leverandør i 2015 (tredje forlængelse) var i strid med udbudslovens § 2 og tog herefter klagers påstand 3 delvist til følge.
Endelig gjorde klager gældende, at klagenævnet skulle erklære forlængelserne af rammeaftalen med den eksisterende leverandør for uden virkning (påstand 4).
Klagenævnet henviste til klagenævnslovens § 17, stk. 1, nr. 1, og fandt, at kontraktforlængelsen i 2015 (tredje forlængelse) skulle erklæres for uden virkning. Hertil bemærkede klagenævnet, at der ikke var grundlag for at undlade denne sanktion efter bestemmelsen i § 17, stk. 3.
Herefter henviste klagenævnet til, at en kontrakt kun kan erklæres for uden virkning for fremtidige leverancer i kontrakten, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt. Da kontraktforlængelsen efterfølgende var udløbet, kunne kontraktforlængelsen ikke erklæres for uden virkning. Klagenævnet bemærkede, at der herefter skulle fastsættes en økonomisk sanktion, jf. § 19, stk. 2, nr. 3. Klagenævnet henviste til forarbejderne til Klagenævnslovens § 19, stk. 1-3, hvor det er forudsat, at sanktionen som udgangspunkt udmåles efter en nærmere angiven model som en procentdel af værdien af den pågældende kontrakt men som alt overvejende hovedregel ikke til et mindre beløb end 25.000 kr.
Nævnet fandt, at der ved kontraktforlængelsen i 2015 skete direkte tildeling i strid med udbudsreg- lerne, samt at kommunen ikke havde tilvejebragt nærmere oplysninger om, hvilke beløb der blev trukket på den forlængede rammeaftale med den eksisterende leverandør. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder også de tidsmæssige, fastsatte klagenævnet en alternativ sanktion til 50.000 kr.
Kommentar
Kendelsen er først og fremmest begrundet i sagens konkrete omstændigheder. Kendelsen understreger dog i overensstemmelse med fast praksis, at en ordregiver ikke har kontraheringspligt, og at aflysning af et udbud oftest vil kunne henføres til en saglig begrundelse. Det er værd at bemærke, at klagenævnet påpegede, at det ikke i sig selv er usagligt at annullere et udbud, fordi en forbigået tilbudsgiver har varslet en klagesag.
Kendelsen er derudover et eksempel på klagenævnets anvendelse af sanktionen uden virkning.
4. KENDELSE AF 28. SEPTEMBER 2018
Retsformand: Xxxxxxx Xxxxxxxxx
Xxxxx A/S mod Banedanmark
Kendelsen vedrører et offentligt udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet af en kontrakt om levering af detektering, registrering og kemisk sprøjtning af ukrudt i Banedanmarks jernbanespor. Kontraktens løbetid er fire år med mulighed for forlængelse med to gange et år.
Der var under udbuddet indkommet tilbud fra tre tilbudsgivere; Bayer A/S (herefter ”klager”), G&G Növényvédelmi és Kereskedelmi Kft (”G&G”) og Weedfree on Track Ltd. (”Weedfree”) Tildelingskriteriet var ”Pris”.
Den 27. marts 2018 meddelte Banedanmark tilbudsgiverne, at kontrakten blev tildelt Weedfree. Herefter indgav klager klage til Klagenævnet for Udbud og fremsatte i første omgang anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Dette krav blev senere frafaldet.
Klager gjorde gældende, at det vindende tilbud var ukonditionsmæssigt på nogle nærmere angivne punkter, at den vindende tilbudsgiver burde have være udelukket som følge af samordnet praksis/afgivelse af vildledende oplysninger, samt at kontrakten rettelig burde have været udbudt
som en rammeaftale samt evalueret på basis af kontraktens ordinære løbetid. Klagenævnet gav ikke klager medhold i de nedlagte påstande.
Parternes anbringender og klagenævnets udtalelser
Klager gjorde for det første gældende, at Banedanmark var uberettiget til at tildele kontrakten til Weedfree, eftersom tilbuddet fra Weedfree ikke opfyldte udbudsmaterialets krav på nærmere angivne punkter. Tilbuddet var derfor ikke konditionsmæssigt.
Til dokumentation herfor fremlagde klager en række udskrifter fra internettet vedr. Weedfrees løsninger og gjorde på den baggrund gældende, at der var en sådan tvivl om konditionsmæssigheden af Weedfrees tilbud, at Banedanmark havde været forpligtet til at undersøge dette nærmere.
Banedanmark gjorde heroverfor gældende, at Weedfree i tilbuddet havde erklæret, at der ikke var taget forbehold, og at der ikke forelå særlige omstændigheder eller åbenbare forhold, der begrundede nærmere undersøgelser af tilbuddet. Endvidere påpegede Banedanmark, at Weedfree under alle omstændigheder vil være undergivet en kontraktretlig forpligtelse til at opfylde samtlige krav.
Klagenævnet udtalte hertil, at et tilbud skal evalueres på grundlag af sit eget indhold, og at ordregiver alene er forpligtet til at kontrollere oplysningerne i tilbuddet, hvis der for ordregiver foreligger omstændigheder, som giver særlig anledning til en sådan kontrol. Dette gælder også oplysninger i et tilbud om, at mindstekrav er overholdt. Klagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Weedfree i deres tilbud havde tilbudt at ”udføre opgaven beskrevet i de for udbuddet relevante dokumenter” og erklæringen i tilbudsbrevet om, at ”der ikke i tilbuddet er anført forbehold eller forudsætninger”.
Klagenævnet fandt på den baggrund, at Xxxxxxxx havde afgivet tilbud i overensstemmelse med udbudsmaterialet og kravene heri, og at der ikke forelå omstændigheder, der gav særlig anledning til at kontrollere oplysningerne i tilbuddet.
Klager gjorde videre gældende, at Weedfree skulle have været udelukket efter udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 4 og/eller § 137, stk. 1, nr. 6, som var angivet som frivillige udelukkelsesgrunde af Banedanmark i udbudsbetingelserne.
Klager begrundede dette med, at Weedfree og G&G gennem en lang årrække havde været nære kommercielle samarbejdspartnere, og at parterne burde have oplyst Banedanmark om deres tætte relation. Klager anførte hertil, at der måtte anses at foreligge tilstrækkelige plausible indikationer for, at Banedanmark måtte konkludere, at parterne havde indgået en aftale med henblik på konkurrence- fordrejning, jf. § 137, stk. 1, nr. 4, og at der ligeledes var belæg for at konkludere, at de to virksomheder groft uagtsomt havde afgivet vildledende oplysninger, der kan have haft væsentligt betydning for Banedanmarks beslutninger om udelukkelse og vurdering af tilbuddene, eftersom de ikke havde oplyst Banedanmark om deres tætte relation.
Banedanmark gjorde heroverfor gældende, at der ikke var tilstrækkelige plausible indikationer, som kunne begrunde udelukkelse efter § 137, stk. 1, nr. 4. Endvidere kunne G&G ikke på nogen måde med sit tilbud påvirke udfaldet af udbudsprocessen til fordel for Weedfree. Banedanmark afviste endvidere, at betingelserne for udelukkelse af Weedfree efter § 137, stk. 1, nr. 6, var opfyldt.
Klagenævnet anførte hertil, at hvis beviskravet i udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 4 (”ordregiveren har tilstrækkelige plausible indikationer til at konkludere”), henholdsvis det strengere beviskrav i § 137, stk. 1, nr. 6 (”ordregiveren kan påvise”) ikke er opfyldt, kan et tilbud alene afvises, hvis dette følger af andre regler. En indikation, en ”mistanke” eller lignende, der ikke bevismæssigt er (tilstrækkeligt) underbygget for ordregiveren, giver hverken grundlag for at afvise et tilbud efter § 137, stk. 1, nr. 4, eller efter § 137, stk. 1, nr. 6. Det forhold, at Weedfree og G&G i andre sammenhænge arbejder sammen – sammenholdt med at begge virksomheder har deltaget i udbuddet – kunne således efter klagenævnets vurdering hverken isoleret set eller sammenholdt med de oplysninger, der i øvrigt forelå, herunder de afgivne tilbud, føre til, at betingelserne for udelukkelse efter udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 4 eller nr. 6, var opfyldt.
Klager gjorde endeligt gældende, at Banedanmark havde handlet i strid med forsyningsvirksomheds- direktivets artikel 36 ved reelt at udbyde en rammeaftale, som dels fejlagtigt ikke var klassificeret som en rammeaftale, og som dels ifølge udbudsmaterialet var ment til at blive evalueret ud fra og løbe i seks år, uagtet at udbudsbekendtgørelsen foreskrev fire år med option på op til yderligere to år.
Af udbudsmaterialet fremgik følgende vedr. kontraktydelsen [vores understregning]:
”Banedanmark har valgt, at alle strækninger skal gennemkøres med en detektering, regi- strering og sprøjtning hvert år i hele kontraktperioden for at kunne følge vegetationens udvikling i sporerne […]
”Hver sæson i kontraktperioden skal 2901 km togvejsspor underlægges den samlede be- handling beskrevet i Bilag Krav. […] Som udgangspunkt skal alle 2901 km togvejsspor behandles hvert år, men Leverandøren skal kunne tåle mindre reguleringer i nedadgående retning. Dette kan skyldes lukning af spor eller et strækningsafsnit i forbindelse med projek- ter. På opstartsmødet i februar vil Banedanmark oplyse om en eventuel regulering”
Klager hæftede sig dog ved, at kontrakten historisk var blevet udbudt som en rammeaftale og fandt det urealistisk, at samtlige 2901 km togvejsspor ville blive gennemkørt hvert år. At tilbudsgivere skulle afgive pris pr. km, fandt klager alene underbyggede dette. På den baggrund fandt klager, at kontrakten rettelig burde have været kategoriseret som en rammeaftale.
Banedanmark fastholdt, at der ikke var tale om en rammeaftale og at selv såfremt kontrakten rettelig skulle have været klassificeret som en rammeaftale, så var der ikke sket overtrædelse af udbudsreglerne, eftersom kontrakten er udbudt efter forsyningsvirksomhedsdirektivet, der giver mulighed for udbud af rammeaftaler af op til otte års varighed.
Endeligt fastholdt Banedanmark at have været fuldt ud berettiget til at foretage evalueringen af de tilbudte priser på basis af en samlet pris for kontrakten for seks år.
Klagenævnet anførte hertil, at kontrakten på baggrund af det i udbudsmaterialet anførte ikke havde karakter af en rammeaftale, og at det efter udbudsmaterialet klart var fastsat, hvorledes evalueringen ville finde sted efter en egnet evalueringsmodel med tildelingskriteriet ”Pris”.
På den baggrund gav klagenævnet ikke klager medhold i de nedlagte påstande.
Kommentar
Kendelsen er udtryk for fast klagenævnspraksis om, at tilbud skal vurderes alene på deres indhold, og at ordregiver, i mangel af åbenbare holdepunkter for det modsatte i tilbuddet, er berettiget til at lægge tilbudsgivers tilkendegivelse af, at alle mindstekrav er opfyldt, til grund. Endvidere viser kendelsen, at virksomheder med et indbyrdes samarbejde i andre sammenhænge som udgangspunkt ikke er afskåret fra at afgive tilbud ved samme udbud, og at eksistensen af et sådant samarbejde mellem tilbudsgivere ikke i sig selv er en tilstrækkelig indikation for, at der er indgået en aftale mellem parterne med henblik på konkurrencefordrejning.
NYHEDER
NY GUIDE VEDR. GRÆNSEOVERSKRIDENDE INTERESSE
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop udgivet guiden til brug for vurdering af klar grænseoverskridende interesse ved indkøb af varer og tjenesteydelser under tærskelværdierne.
Guiden Sådan vurderer du ”klar grænseoverskridende interesse” kan tilgås her: xxxxx://xxx.xxxx.xx/xxxxxxx/xxxx/xx-xxxxxxx/0000/00000000-xx-xxxxx-xxxxxx-xxxxxxxx-xx-xxxx- graenseoverskridende-interesse/
KONSORTIEVEJLEDNING REVIDERET
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har – på baggrund af Sø- og Handelsrettens dom i den såkaldte vejstribesag – valgt at revidere sin vejledning vedrørende konsortiedannelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har anket dommen.
Den reviderede vejledning kan tilgås her: xxxxx://xxx.xxxx.xx/xxxxxxx/xxxx/xxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxxxxxx/0000/00000000-xxxxxxxxxxxxxxxxxxx- revideret-som-foelge-af-dom/
FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDBUDSLOVEN
Forslag til lov om ændring af udbudsloven er netop sendt i høring.
Forslaget indeholder (i) forslag om indførelsen af en pligt til at offentliggøre alle dele af evalueringsmodellen i udbudsmaterialet, (ii) forslag om at indføre en pligt til at adskille pris- og kvalitetsvurderingen af indkomne tilbud ved bygge- og anlægskontrakter med en anslået værdi på mere end DKK 350 mio., når tildelingskriteriet er bedste forhold mellem pris og kvalitet, og (iii) forslag om at indføre en definition af begrebet ”evalueringsmodel”.
Lovforslaget kan tilgås her: xxxxx://xxxxxxxxxxxxxxxx.xx/Xxxxxxx/Xxxxxxx/00000