Fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark
Fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark
1.1 Konklusion 6
1.2 Fusionens umiddelbare konsekvenser – uden kompenserende foranstaltninger 8
1.3 Udviklingen i konkurrenceforholdene i den finansielle sektor 11
1.4 Tilsagn 15
1.5 Anbefalinger til andre myndigheder 19
1.6 Danske Banks tilsagn 21
2.1 Aftalens gennemførelse 28
2.2 Parterne 29
2.2.1 Danske Bank 29
2.2.2 RealDanmark 31
2.3 Konklusion 33
3.1 Den finansielle sektor 35
3.1.1 Generel beskrivelse 35
3.1.2 Forskellige produktmarkeder 39
3.1.3 Geografiske markeder 41
3.2 Pengeinstitutvirksomhed 42
3.3 Detailbankmarkedet 43
3.3.1 Produktmarkedet 43
3.3.2 Det geografiske marked 50
3.3.3 Konklusion 54
3.4 Engrosbankmarkedet 54
3.4.1 Produktmarkedet 54
3.4.2 Det geografiske marked 59
3.4.3 Konklusion 59
3.5 Markedet for værdipapirer, penge og valuta 59
3.5.1 Fælles vilkår 60
3.5.2 Xxxxxx med værdipapirer 61
3.5.3 Pengemarkedet 64
3.5.4 Handel med valuta 64
3.5.5 Det geografiske marked 66
3.5.6 Konklusion 67
3.6 Investeringsforeninger 67
3.6.1 Produktmarkedet 67
3.6.2 Geografisk marked 70
3.6.3 Konklusion 71
3.7 Realkreditmarkedet 71
3.7.1 Produktmarkedet 71
3.7.2 Det geografiske marked 73
3.7.3 Konklusion 74
3.8 Ejendomsformidling 74
3.8.1 Produktmarkedet 74
3.8.2 Det geografiske marked 76
3.8.3 Konklusion 77
3.9 Livs- og pensionsforsikring 77
3.9.1 Produktmarkedet 77
3.9.2 Det geografiske marked 78
3.9.3 Konklusion 79
3.10 Samarbejde i pengeinstitutsektoren 79
3.10.1 Finansrådet 79
3.10.2 Finansrådets betalingsformidlingssystem 80
3.10.3 Aftalen om indbetalingskort 82
3.10.4 Hævekortaftalen 82
3.10.5 Interbankgebyraftalerne 83
3.10.6 PBS 83
3.11 Fondsbørsen og Værdipapircentralen 87
3.11.1 Københavns Fondsbørs 87
3.11.2 Værdipapircentralen 97
4.1 Pengeinstitutsektoren 98
4.2 Detailbankmarkedet 100
4.2.1 Markedsandele 101
4.2.2 Kundernes adgang til detailbankmarkedet 103
4.2.3 Markedsstyrken på detailbankmarkedet - samlet set. 108
4.2.4 Faktisk konkurrence 109
4.2.5 Potentiel konkurrence 113
4.2.6 Konklusion 116
4.3 Engrosbankmarkedet 118
4.3.1 Markedsandele 118
4.3.2 Faktisk konkurrence 119
4.3.3 Potentiel konkurrence 119
4.3.4 Konklusion 120
4.4 Markedet for værdipapirer, penge og valuta 120
4.4.1 Markedsandele 120
4.4.2 Faktisk konkurrence 121
4.4.3 Potentiel konkurrence 122
4.4.4 Konklusion 123
4.5 Investeringsforeninger 123
4.6 Realkredit 124
4.6.1 Markedsandele 124
4.6.2 Faktisk konkurrence 126
4.6.3 Potentiel konkurrence 127
4.6.4 Konklusion 127
4.7 Ejendomsformidling 127
4.7.1 Parternes stilling på det relevante marked 127
4.7.2 Faktisk konkurrence 128
4.7.3 Potentiel konkurrence 128
4.7.4 Konklusion 129
4.8 Livs- og pensionsforsikring 129
4.8.1 Markedsandele 129
4.8.2 Faktisk konkurrence 130
4.8.3 Potentiel konkurrence 131
4.8.4 Konklusion 131
4.9 Samarbejde i pengeinstitutsektoren 131
4.9.1 Markedsindflydelse 131
4.9.2 Faktisk konkurrence 134
4.9.3 Potentiel konkurrence 136
4.9.4 Konklusion 137
4.10 Fondsbørsen og Værdipapircentralen 137
4.10.1 Københavns Fondsbørs 137
4.10.2 Værdipapircentralen 144
Oversigt over tabeller
Tabel 1.2.1 Markedsandele før og efter fusionen 10
Tabel 2.2.1 De største aktionærer i Danske Bank 29
Tabel 2.2.2 De største aktionærer i RealDanmark 31
Tabel 2.3.1 Parternes omsætning i 1999 33
Tabel 3.1.1 Antal virksomheder i den finansielle sektor 35
Tabel 3.1.2 Balance for finansielle virksomheder under tilsyn 1994-1998 37
Tabel 3.1.3 Herfindahl-indeks for den finansielle sektor 39
Tabel 3.3.1 Antal betalinger på giro og fælles indbetalingskort (1.000 stk.) 46
Tabel 3.3.2 Brugen af Xxxxxxx i 1999 48
Tabel 3.3.3 Antal filialer fordelt på pengeinstitutterne 52
Tabel 3.5.1 Handel med værdipapirer i mio. kr. 62
Tabel 3.5.2 Nøgletal for aktie- og obligationshandel i udvalgte europæiske lande
for 1999 63
Tabel 3.5.3 Nettoomsætning på valutamarkedet i Danmark fordelt på transaktionstyper, mia. kr. pr. bankdag 65
Tabel 3.5.4 Udenlandske værdipapirer i pct. af samlede aktiver 66
Tabel 3.6.1 De fem største investeringsforeningers formue 68
Tabel 3.8.1 Ejendomsmæglerkædernes forretningssteder og andele heraf 75
Tabel 3.9.1 Livsforsikrings andel af bruttonationalproduktet (BNP) 78
Tabel 3.11.1 Kursspring for aktier 88
Tabel 3.11.2 Andel af den samlede handel med værdipapirer over Københavns Fondsbørs 89
Tabel 3.11.3 Gebyrer og værdibaserede afgifter for handel på Københavns
Fondsbørs 90
Tabel 3.11.4 ”Market impact”* på aktier i Danmark og andre lande 96
Tabel 4.2.1 Markedsandele for indlån og udlån 101
Tabel 4.2.2 Markedsandele for betalingskort 102
Tabel 4.2.3 Markedsandele for betalingsformidling 102
Tabel 4.2.4 Markedsandele i 1999/00 målt på antallet af filialer 104
Tabel 4.2.5 Den nye enheds andel af homebanking markedet 1999 107
Tabel 4.2.6 Udviklingen 1990-1999. 109
Tabel 4.6.1 Bruttoudlån procentvis fordelt på gamle og nye selskaber 124
Tabel 4.6.2 Andel af bruttoudlån i 1999 125
Tabel 4.6.3 Koncentrationsgraden (målt ved Herfindahl-indekset) for realkreditinstitutter målt på det samlede udlån 125
Tabel 4.7.1 Skønnede andele på landsplan (målt på antallet af formidlede ejerboliger) 128
Tabel 4.8.1 Parterns markedsandele i 1999 130
Tabel 4.9.1 Aktiebesiddelsen i PBS. 133
Tabel 4.9.2 Antal dankorttransaktioner 1998 134
Tabel 4.10.1 Ejerandele for de fem største aktionærer i Københavns Fondsbørs. 138 Tabel 4.10.2 Ejerandele af aktierne i Københavns Fondsbørs aktionærgruppe I og
II efter fusionen 139
Tabel 4.10.3 Markedsandele* for handel med værdipapirer 3. kvartal 2000 139
Tabel 4.10.4 Markedsandele for indgåelse af genkøbsaftaler og handel med skatkammerbeviser og FUTOP 140
Tabel 4.10.5 ”Market impact”* på aktier i Danmark og andre lande 141
Tabel 4.10.6 Andel af handel med nationale aktier via børsens systemer i udvalgte lande. 142
Tabel 4.10.7 Ejerandele for de fem største aktionærer i Værdipapircentralen 144
Tabel 4.10.8 Ejerandele af aktierne i Værdipapircentralen aktionærgruppe I og II efter fusionen 146
Oversigt over bokse
Boks 1.4.1 Danske Banks tilsagn 16
Boks 3.4.1 Aktieselskabslovens § 23 b 57
Boks 3.4.2 De væsentligste finansielle instrumenter 58
Boks 3.6.1 Lov om investeringsforeninger 68
Boks 3.7.1 Udvikling i realkreditinstitutternes samlede bruttoudlån 72
Boks 3.11.1 ”Best execution”-reglen 89
Boks 3.11.2 Værdipapirhandelsloven 91
Boks 4.2.1 Unibank 100
Oversigt over figurer
Figur 1.2.1 Markedsandelen for de 5 største kreditinstitutter i udvalgte lande 9
Figur 1.3.1 Udviklingen i rentemarginalen 12
Figur 1.3.2 Udviklingen i antallet af beskæftigede i den finansielle sektor 13
Figur 1.3.3 Koncentrationen i den finansielle sektor 14
Figur 2.1.1 Den nye koncern 28
Figur 3.1.1 Den finansielle sektors balancesum 1998 36
Figur 3.1.2 Koncerner og konglomeraters andel af den samlede balancesum 38
Figur 3.3.1 Antal filialer pr. 1 million indbyggere 51
Figur 3.10.1 Betalingsformidlingssystemet 80
Figur 3.10.2 Antal elektroniske betalinger (mio.) 1991-99 84
Figur 3.11.1 Omsætningshastighed i september 2000 for aktier noteret på Københavns Fondsbørs 94
Figur 4.2.1 Antal pengeinstitutter i udvalgte byer 105
Figur 4.2.2 Udviklingen i rentemarginalen 110
1 Sammenfatning
1.1 Konklusion
Danske Bank offentliggjorde den 2. oktober 2000 et ombytningstilbud til aktionæ- rerne i RealDanmark. Aktionærerne blev tilbudt aktier i Danske Bank i stedet for deres aktier i RealDanmark. Aktionærerne har accepteret tilbudet, og de to selska- ber vil fusionere den 1. januar 2001. Fusionen vil betyde, at alle RealDanmarks ak- tiviteter vil blive lagt ind under koncernen Danske Bank.
Fusionen er omfattet af de nye fusionsregler i den danske konkurrencelov. Det be- tyder, at Konkurrencerådet skal tage stilling til, om fusionen skaber eller styrker en dominerende stilling og dermed hæmmer den effektive konkurrence på de marke- der, hvor Danske Bank og RealDanmark har aktiv iteter.
Fusionen skaber en meget stor virksomhed på det finansielle marked. Koncernen Danske Bank vil få en markedsandel på 42 pct. blandt penge- og realkreditinstitut- ter og blive dominerende på en række områder.
På bankmarkedet vil RealDanmarks bankvirksomhed – BG Bank – og Danske Banks aktiviteter blive slået sammen til Danmarks største pengeinstitut. Danske Banks og BG Banks filialer vil stadig være forskellige, men ”bag facaden” vil de to pengeinstitutter blive drevet som én.
Begge selskaber har også aktiviteter på andre finansielle markeder. De ejer begge realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og ejendomsmæglervirksomheder. Den nye realkreditvirksomhed – Realkredit Danmark – vil blive Danmarks største.
Både Danske Bank og RealDanmark er medejer af den finansielle infrastruktur i Danmark. De har begge aktier i PBS – det system, der håndterer elektroniske beta- linger – og i Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen.
Risikoen for, at ”den nye” Danske Banks stærke stilling på det finansielle marked kan medføre konkurrenceproblemer, forstærkes af, at der på mange af de omtalte delmarkeder er én anden stor virksomhed – Unibank – som sammen med Danske Bank vil få det, der i konkurrencesproget kaldes kollektivt dominerende stilling. På bankmarkedet vil de to pengeinstitutter tilsammen opnå en markedsandel på ca. 70 pct., og på realkreditmarkedet vil den samlede markedsandel for Danske Banks re- alkreditvirksomhed og Unikredit blive ca. 45 pct.
Danske Banks og Unibanks kollektivt dominerende stilling i Danmark forstærkes af, at de øvrige aktører på markedet er betydeligt mindre, og af at konkurrencen fra udlandet er begrænset. På trods af, at stort set alle regler for den finansielle del af det indre marked er gennemført, har kundeloyalitet og de eksisterende pengeinsti- tutters tætte filialnet afskærmet Danmark fra en del af den internationale konkur-
rence på området. Danmarks nej til euroen har også reduceret muligheden for et øget konkurrencepres fra udlandet.
En kollektivt dominerende stilling giver virksomhederne mulighed for sammen at fastsætte de vilkår – dvs. priser og betingelser – der præger markederne. Selv om det ikke på forhånd er givet, at muligheden for at præge markederne vil blive ud- nyttet, er det en accepteret del af konkurrenceretten, at risikoen for dette kan be- grunde, at konkurrencemyndighederne stiller en række krav for at kunne godkende en fusion.
Kravene til fusionsparterne skal forhindre, at der skabes eller styrkes en domine- rende stilling, eller reducere risikoen for, at den dominerende stilling, der skabes ved en fusion, udnyttes.
I forhold til fusioner i de fleste andre sektorer er en betydelig koncentration i den finansielle sektor ekstra problematisk. Det skyldes, at sektoren har betydning for hele samfundet, og at en velfungerende finansiel sektor er en forudsætning for, at et moderne samfund kan fungere. Hvis priserne i den finansielle sektor – fx i form af gebyrer, rentemarginaler og avancer på værdipapirer – er høje, rammer det stort set alle forbrugere og forringer de erhvervsmæssige vilkår i samfundet. Pengeinstitut- ternes udlånspolitik kan også påvirke det øvrige erhvervsliv.
På den anden side er udviklingen i mange lande gået i retningen af større og større finansielle virksomheder, og der er fordele forbundet med, at de danske finansielle virksomheder følger med denne udvikling. Fusionen har således også positive virkninger, idet der skabes en virksomhed, der vil kunne tage konkurrencen op mod store udenlandske finansielle koncerner. Efter fusionen vil Danske Bank koncernen have bedre muligheder end før for at servicere de største danske erhvervsvirksom- heder både nationalt og internationalt.
Det er ligeledes sandsynligt, at der vil være stordriftsfordele forbundet med fusio- nen, da banken vil kunne sprede sine omkostninger over en større kundegruppe. Undersøgelser viser dog, at stordriftsfordelene ikke kommer automatisk. Det kræ- ver et effektivt marked. Hvis konkurrencen fungerer, vil færre omkostninger pr. kunde give lavere priser og gøre koncernen mere konkurrencedygtig. En del af dis- se stordriftsfordele realiseres dog allerede - fx gennem pengeinstitutternes fælles clearingsaftaler og betalingsformidlingssystemet.
Ud fra en samlet vurdering er Konkurrencestyrelsen nået frem til, at fusionen - uden kompenserende foranstaltninger - ville skabe en betydelig risiko for, at kon- kurrencen på de relevante markeder ville fungere dårligere, end den gør i dag. Fu- sionen ville give Danske Bank muligheder for at påvirke markedet til gavn for Danske Bank, men til ugunst for forbrugerne og erhvervslivet. En fusion uden kompenserende foranstaltninger ville derfor være samfundsmæssigt uhensigtsmæs- sig.
På den baggrund har Danske Bank givet en række tilsagn, der skal forhindre at konkurrencen på markederne forringes, jf. afsnit 1.4.
Tilsagnene reducerer Danske Banks indflydelse på infrastrukturen, sikrer mindre pengeinstitutter og deres kunder adgang til infrastrukturen til rimelige gebyrer og reducerer barriererne for nye filialer i konkurrerende pengeinstitutter. Samtidig forpligter Danske Bank sig til at fremme et konkurrencepræget og effektivt værdi- papirmarked – til gavn for forbrugerne og virksomhederne.
Tilsagnene er selvsagt betinget af, at fusionen gennemføres.
Tilsagnene er en kombination af strukturelle elementer – frasalg o.l. – og adfærds- relaterede elementer. Konkurrencerådet har accepteret denne kombination af til- sagn og finder, at de samlet indeholder en tilfredsstillende løsning på de konkur- renceproblemer, der påvises i rapporten.
At en del af tilsagnene er adfærdsrelaterede er ikke usædvanligt – det bruges også ved behandling af fusionssager i andre lande, jf. OECD's rapport ”Mergers in fi- nansiel services” (kan findes på xxx.xxxx.xxx).
Konkurrencerådet godkender fusionen på betingelse af, at Danske Bank gennemfø- rer de tilsagn, som de har givet.
1.2 Fusionens umiddelbare konsekvenser – uden kompense- rende foranstaltninger
Fusionen vil betyde, at Danske Banks andel på alle de vigtigste markeder vil stige betydeligt.
På bankmarkedet var Danske Bank allerede inden fusionen den største i Danmark og den næststørste i Norden. Den største bankkoncern på det nordiske marked er stadig Nordic Baltic Holding, der ejer Unibank.
På realkreditmarkedet bliver Danske Bank – under navnet Realkredit Danmark – større end Nykredit, der før fusionen var det største realkreditinstitut i Danmark.
Efter fusionen bliver Danmark et af de lande i Europa, hvor koncentration på bank- og realkreditmarkedet er størst – kun overgået af Finland og på højde med Sverige, jf. figur 1.2.1.
Figur 1.2.1 Markedsandelen for de 5 største kreditinstitutter i udvalgte lande
CR5 pct. 100
80
60
40
20
0
86
Kilde: BankScope.
Danske Bank koncernen vil få en samlet balance på 1.314 mia. kr., en egenkapital på 58 mia. kr. og vil beskæftige ca. 20.000 ansatte. Banken vil betjene ca. 3 mio. private kunder, 150.000 mindre og mellemstore virksomheder og 12.000 store virksomheder og institutionelle kunder.
Alle de store pengeinstitutter er såkaldte universalbanker, der tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser. Danske Bank og RealDanmark er især aktive på følgende områder:
- Detailbankmarkedet, som især dækker indlån, udlån og service til forbrugerne og mindre virksomheder.
- Engrosbankmarkedet, som især dækker større virksomheders behov for indlån,
udlån og rådgivning.
- Betalingsformidling.
- Handel med værdipapirer og valuta.
- Realkreditvirksomhed.
- Livsforsikring og pensionsopsparing.
- Ejendomsformidling.
Desuden har både Danske Bank og RealDanmark ejerandele i PBS, Fondsbørsen og Værdipapircentralen.
De fleste af de nævnte områder består af flere markeder, ligesom det samme pro- dukt ydet til forskellige kundegrupper – fx forbrugere eller store virksomheder – i nogle tilfælde vil udgøre forskellige markeder. Områderne hænger imidlertid sam- men. De er enten komplementære, hvilket vil sige at flere forskellige produkter er nødvendige samtidig. Fx er det nødvendigt for de fleste at låne penge i forbindelse med ejendomshandel. Eller også er produkterne substitutter, der kan erstatte hinan- den. Fx kan penge enten opspares på en indlånskonto eller placeres i værdipapirer.
Når produkterne hænger sammen eller kan erstatte hinanden, kan de enkelte del- markeder ikke analyseres hver for sig. Det betyder, at markederne må defineres relativt bredt. I analyserne af markedet er der valgt en markedsafgrænsning med 7 relevante markeder, jf. tabel 1.1.
Fusionen vil forstærke ”den nye” Danske Banks position samlet og på alle de rele- vante markeder hver for sig. Fusionen vil desuden gøre det muligt for Danske Bank at tilbyde mange af de attraktive produkter på samme tid og dermed tilbyde kun- derne en totalløsning.
Tabel 1.2.1 Markedsandele før og efter fusionen
Danske Bank | RealDanmark | Efter fusionen (uden tilsagn) | |
Markedsandele | |||
Detailbankmarkedet | 25 pct. | 10 pct. | 35 pct. |
Engrosbankmarkedet | 50 pct. | 9 pct. | 59 pct. |
Betalingsformidling | 25 pct. | 15 pct. | 40 pct. |
Værdipapirmarkedet mv. | 13 pct. | 7 pct. | 20 pct. |
Realkreditvirksomhed | 10 pct. | 25 pct. | 35 pct. |
Livsforsikring og pension | 20 pct. | 0 pct. | 22 pct.1 |
Ejendomsformidling | 2 pct. | 25 pct. | 27 pct. |
Ejerandele | |||
PBS | 25,9 pct. | 17,7 pct. | 43,6 pct. |
Fondsbørsen | 12,5 pct. | 13,2 pct. | 25,7 pct. |
Værdipapircentralen | 12,7 pct. | 13,5 pct. | 26,2 pct. |
1 I forbindelse med fusionen køber Danske Bank BG Pension fra Topdanmark. RealDanmark har tidligere solgt BG Pension til Topdanmark.
Samlet er der ikke tvivl om, at Danske Bank med fusionen udbygger sin i forvejen stærke position i Danmark.
Danske Bank har skønnet, at fusionen vil give koncernen en gevinst efter nogle år
– de såkaldte synergier – svarende til 2 mia. kr. Synergieffekten kommer af øget rentabilitet via et bedre produktudbud og lavere omkostninger.
I forhold til Danske Banks samlede årlige omkostninger efter fusionen på 16 mia. kr. er en synergi på 2 mia. kr. et stort beløb. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt giver omkostningsbesparende synergieffekter mulighed for en forøgelse af velfær- den.
Konkurrencerådet har ikke nogen grund til at betvivle skønnet. Det interessante er om – og i givet fald hvor stor en del – af de 2 mia. kr., der kommer kunderne til gode. Det afhænger af konkurrencen.
1.3 Udviklingen i konkurrenceforholdene i den finansielle sek- tor
En stor stigning i Danske Banks markedsandel vil umiddelbart svække konkurren- cen. Men fusionen skal også ses i lyset af den historiske udvikling i konkurrence- forholdene i sektoren og i den sandsynlige fremtidige udvikling.
Det er ikke muligt at komme med et præcist skøn over – endsige at angive kvanti- tative skøn for – konkurrenceintensiteten i den finansielle sektor. Men målt i for- hold til andre sektorer i økonomien er det Konkurrencestyrelsens vurdering, at konkurrencen i den finansielle sektor ikke er tilfredsstillende. Baggrunden herfor er senest uddybet i Konkurrenceredegørelse 2000, kapitel 2.
Der er endvidere det specielle ved konkurrencesituationen i den finansielle sektor, at konkurrencen er skarp på nogle områder, samtidigt med at den er svag på andre. For eksempel er konkurrencen på billån relativt skarp, mens konkurrencen på ren- tesatser på indlån og udlån til forbrugerne er svag. På gebyrsiden er der konkurren- ce på nogle gebyrer – fx checkgebyrer – hvor der endvidere er betydelig spredning, samtidig med, at konkurrencen på fx kurtager i værdipapirhandler indtil for nylig har været begrænset. Et andet eksempel på et område med begrænset konkurrence er marginerne (eller spreads) på valutaveksling for forbrugere.
Det må vurderes, at konkurrencen i den finansielle sektor er skarpere i dag end for både 10 og 20 år siden, hvor den til gengæld var særdeles begrænset. I 1960’erne og 1970’erne svækkede den offentlige regulering af pengeinstitutterne i høj grad konkurrencen. To eksempler herpå var loftet for rentemarginalen i midten af 70’erne og udlånsloftet frem til 1980, der fratog pengeinstitutterne incitamentet til at vinde markedsandele gennem effektiviseringer og mindre rentemarginaler end deres konkurrenter.
Et simpelt mål for konkurrenceintensiteten i den finansielle sektor er rentemargi- nalen, jf. figur 1.2. Rentemarginalen er defineret som den gennemsnitlig udlåns- rente fratrukket den gennemsnitlig indlånsrente.
Rentemarginalen er faldet de sidste 5 år, dels pga. øget konkurrence om kunderne, men også fordi der er sket et skift hen imod mere gebyrbaseret indtjening. Frem- over er det sandsynligt, at konkurrencen fra internetbanker vil presse rentemargi- nalen yderligere.
Figur 1.3.1 Udviklingen i rentemarginalen
pct. 8
7
6
5
4
3
2
1
0
Specifik marginal, forbrugere
Generel marginal
Specifik marginal, erhverv
Kilde: Finanstilsynet.
Rentemarginalen over for forbrugerne er ca. 3 gange større end rentemarginalen over for erhvervslivet. Det betyder ikke, at pengeinstitutternes indtjening er 3 gan- ge så stor på udlån til forbrugerne, idet ind- og udlån her er mindre og administrati- onsomkostningerne derfor relativt større. Til gengæld er risikoen på lån til forbru- gerne mindre end på erhvervslån. Forskellen viser derfor, at konkurrencen på er- hvervslån er væsentligt skarpere end konkurrencen på lån til private.
Et andet simpelt mål for konkurrencen er antallet af filialer og antallet af beskæfti- gede i den finansielle sektor.
Frem til slutningen af 1980’erne steg beskæftigelsen i den finansielle sektor, på trods af at pengeinstitutterne indførte ny teknologi. I 1990’erne er beskæftigelsen i den finansielle sektor faldet med ca. 18 pct., jf. figur 1.3.
Der er dog stadig klart flere ansatte i danske pengeinstitutter pr. indbygger end i de fleste andre lande. I Danmark skal der ca. 8 ansatte til at betjene 1000 bankkunder, mens de tilsvarende tal i Finland, Norge og Sverige kun er 5 – 6 ansatte.
Beskæftigede 100000
90000
80000
70000
60000
Figur 1.3.2 Udviklingen i antallet af beskæftigede i den finansielle sektor
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
Note: Xxxxx beskæftigede inden for finansierings- og forsikringsvirksomhed. Kilde: Danmarks Statistik.
En sammenligning af antallet af filialer giver samme billede. Fra 1989 til 1999 er antallet af filialer faldet fra 3059 til 2188. Det betyder, at én filial i dag betjener en tredjedel flere mennesker end for 10 år siden.
Danmark har dog ca. dobbelt så mange filialer pr. millioner indbygger som Sverige og Storbritannien. Holland har lidt flere filialer end Danmark.
Målet er groft og tager fx ikke højde for, at finansielle serviceydelser efterspørges relativt mere i lande med et højt velstandsniveau. Men mellem lande med sam- menlignelige samfundsstrukturer og velstandsniveauer er dette forhold ikke afgø- rende.
På værdipapirmarkedet peger høje kursspænd og en lav andel af handel via Køben- havns Fondsbørs i retning af, at konkurrencen ikke fungerer på den bedst mulige måde. Handlen med værdipapirer sker ofte internt i en af de finansielle koncerner. Det betyder, at der ikke er så mange deltagere i systemet som muligt, og at likvid i- teten – og dermed konkurrencen - i systemet er lav.
De væsentligste årsager til, at konkurrenceintensiteten i den finansielle sektor fort- sat må vurderes at være relativ lav internationalt set, er den historiske ”arv”, der bl.a. har resulteret i et meget udbredt branchesamarbejde, at det tætte filialnet har vanskeliggjort udenlandsk indtrængning, og endelig kundernes loyalitet.
Branchesamarbejdet betyder, at pengeinstitutterne i Finansrådet – hvor alle er medlem – bl.a. via interbankgebyraftaler fastsætter en række centrale priser og vil- kår, der ganske vist har ledt til en effektiv infrastruktur, men også har begrænset antallet af pengeinstitutter, der konkurrerer skarpt på priser og gebyrer.
Det i international sammenhæng tætte filialnet – der historisk er blevet finansieret af en høj rentemarginal, som blev understøttet af den tidligere høje værdi af rente-
fradragsretten – har vanskeliggjort nye, herunder udenlandske pengeinstitutters en- tre på det danske marked.
Endelig har den betydelige kundeloyalitet – 75 pct. af danskerne har været kunde i det samme pengeinstitut i 10 år – også hæmmet konkurrencen. Kundeloyaliteten skyldes formentlig en kombination af usikkerhed og vanskeligheder for mange for- brugere ved at gennemskue de finansielle produkter og prissætningen og et håb om, at kundeloyaliteten modsvares af kreditvillighed, hvis kunden får behov herfor.
Endelig har den stigende koncentration af pengeinstitutter trukket i retning af en svagere konkurrence, jf. figur 1.4. Koncentrationen steg første gang markant i 1990, da Den Danske Bank blev etableret som en fusion af Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken, mens Unibank blev etableret som en fusion af Privatbanken, Andelsbanken og SDS. Koncentrationen af realkreditinstitutter faldt til gengæld som følge af etablering/vækst i Danske Kredit, Unikredit og Totalkre- dit. Koncentrationen på livsforsikringsområdet har været nogenlunde uændret i 90’erne.
Med fusionen stiger koncentration for penge- og realkreditinstitutter markant, jf. år 2000 i figur 1.4.
HHI
4000
3500
3000
2500
2000
1500
1000
500
0
Realkreditinstitutter
Pengeinstitutter Livs-
/pensionsforsikring
Figur 1.3.3 Koncentrationen i den finansielle sektor
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
2000
Kilde: Finanstilsynet
Note: HHI (Hirshmann-Herfindahl-indekset) beregnes teknisk som summen af kvadratet af de enkelte virksomheders markedsandele. Indekset anvendes af de fleste konkurrencemy n- digheder, og det anses generelt for bekymrende, når indekset er større end 1800. Indekset for 2000 er beregnet på baggrund af oplysninger for 1999, men hvor Danske Banks og Re- alDanmarks aktiviteter er fusioneret.
Disse forhold er dog i de sidste ca. 10 år i stigende grad blevet modsvaret af fakto- rer, der har trukket i retning af stigende konkurrence.
EU’s regulering har gradvist fjernet en række barrierer for konkurrence over la n- degrænserne. I dag sikrer flere generationer af EU-direktiver, at penge- og realkre- ditinstitutter opererer under nogenlunde ens vilkår, lovgivning og finansielt tilsyn, og at institutterne kan tilbyde ydelser til forbrugere og virksomheder i andre lande.
I Danmark har udviklingen på det seneste været præget af etableringen af nye kon- kurrenter, ikke mindst svenske pengeinstitutter.
Erhvervsvirksomhedernes globalisering har forstærket denne udvikling, og for især de store og mellemstore virksomheder er det i dag nærliggende at optage lån, at placere værdier eller at modtage finansiel rådgivning i pengeinstitutter lokaliseret i andre lande.
Endelig har den teknologiske udvikling også øget konkurrencen. De kunder, der er fortrolige med edb og IT, har fået øgede muligheder for at anvende pengeinstitutter uden filialer i lokalområdet, ligesom disse forbrugere i stigende grad har kunnet ”gøre det selv” og derved opnået besparelser.
Principielt kunne man forestille sig, at den teknologiske udvikling kunne mindske konkurrencen, hvis den ledte til stigende kapitalkrav – dvs. at kun de største pen- geinstitutter havde råd til den nødvendige IT for at kunne tilbyde kunderne nye ydelser. Indtil videre har dette dog ikke været tilfældet, fordi sektorsamarbejdet har fastholdt en velfungerende og fælles infrastruktur, som alle har kunnet trække på.
Det er selvsagt vanskeligt at vurdere nettovirkningen af disse udviklingstræk i de kommende år. Det må vurderes som sandsynligt, at de kræfter, der trækker i ret- ning af øget konkurrence, fortsat vil få stigende betydning. Men da konkurrencen som omtalt ovenfor stadig må vurderes at være svagere end i de fleste andre lande, må dette også vurderes som tiltrængt. Det er derfor vigtigt, at den positive udvik- ling ikke bremses af konkurrencebegrænsende effekter som følgende af en stigende koncentration.
1.4 Tilsagn
Danske Bank har givet en række tilsagn, som skal kompensere for den forringelse af konkurrencen på de finansielle markeder, som fusionen medfører. Disse tilsagn har været afgørende for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen.
Tiltagene falder i fire hovedgrupper.
For det første reduceres Danske Banks indflydelse på infrastrukturen, idet banken nedbringer sine aktieandele i Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen til 15 pct. og sin andel i PBS til 25,9 pct. Den nye ejerandel i PBS vil naturligt være høje- re end i de to andre selskaber, fordi PBS alene ejes af pengeinstitutter, mens eje r- kredsen i de to øvrige institutioner er bredere.
Boks 1.4.1 Danske Banks tilsagn
Frasalg af ejerandele
? Danske Bank sælger aktier i Københavns Fondsbørs, så banken maksi- malt ejer 15 pct.
? Danske Bank sælger aktier i Værdipapircentralen, så banken maksimalt ejer 15 pct.
? Danske Bank sælger aktier i PBS, så ejerandelen svarer til Danske Banks ejerandel før fusionen på 25,9 pct.
Adgang til infrastrukturen
? Danske Bank lader andre pengeinstitutters kunder bruge Danske Banks hæveautomater for samme gebyr som i dag
? Danske Bank servicerer andre – ofte mindre – pengeinstitutter i mindst samme omfang som i dag. Forpligtelsen gælder fx aftaler om overførsler fra udlandet, clearing mellem pengeinstitutter og afhentning af mønter og sedler
? Hvis Folketinget ophæver forbudet mod, at pengeinstitutter kræver beta- ling af forretningerne, forpligter Danske Bank sig til at indløse Dankort til et gebyr på højst 50 øre
Fysiske filialer
? Når Danske Bank lukker en filial og sælger ejendommen, skal den udby- des, så konkurrenter kan overtage ejendommen
? Danske Bank opsiger eneretsaftalen om posthus ene Mere konkurrence ved handel med værdipapirer
? Danske Bank vil arbejde for at ændre sædvanerne i den finansielle sektor, så danske aktier i videst mulige omfang handles over børsens handelssy- stem
? Danske Bank vil, når banken forvalter kunders formuer, placere mindst 50 pct. af køb- og salgsordrerne hos andre end banken selv
? Danske Bank vil stille de samme købs- og salgstilbud på investeringsbevi- ser i Danske Invest og BG Invest i børsens handelssystem som i bankens eget handelssystem
? Danske Bank giver sine internetkunder adgang til handel direkte på bø r- sen
? Danske Bank ophører med at afrunde kurserne til ugunst for kunderne
? Danske Bank forpligter sig til gebyrfrit at overføre værdipapirer i ban- kens opbevaringsde poter til andre pengeinstitutter.
Frasalgene vil sikre, at Danske Bank ikke kan få stemmeflertal i Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen sammen med to andre aktionærer, og at indfly- delsen i PBS ikke bliver større end i dag. Herved reduceres risikoen for, at afgørel- ser i de tre selskaber kan træffes på en måde, der diskriminerer mellem aktørerne og derved forvrider konkurrencen.
For det andet sikres adgang til den fælles infrastruktur for andre pengeinstitutter og deres kunder – til rimelige gebyrer. Der sættes således et loft over gebyrer betalt af andre – ofte mindre – pengeinstitutter for clearing, pengeoverførsler o.l. og for ge-
byrer betalt af andre pengeinstitutters kunder for brug af Danske Banks hæveauto- mater. Endelig fastlægges de mulige fremtidige gebyrer for modtagelse af betalin- ger med Dankort.
Disse tilsagn forpligter Danske Bank til at stille en række ydelser til rådighed for andre pengeinstitutter og deres kunder – dvs. det, der teknisk betegnes ”tredje- partsadgang”. For at starte et nyt pengeinstitut – eller for at opnå vækst i et eksiste- rende – er det en forudsætning, at pengeinstitutternes fælles infrastruktur og ser- viceydelser kan benyttes. Fx skal kunderne kunne hæve kontanter andre steder end i det nye pengeinstituts ofte få filialer. Disse tilsagn gælder i 5 – 6 år.
Tilsagnet om loft for Dankortgebyrer giver incitament til en effektiv drift og sikrer detailhandelens incitament til fortsat at tage imod betalinger større end regnings- beløbet (så forbrugerne kan hæve penge i butikkerne) og giver Danske Bank et in- citament til i nogle år at forblive i PBS. Samtidig muliggør tidsbegrænsningen af tilsagnet på 6 år, at fremtidige konkurrenter til PBS med større sikkerhed kan planlægge at gå ind på dele af betalingskortmarkedet.
Loftet for det gebyr, Danske Bank må tage af betalingsmodtager – dvs. af en for- retning i detailhandelen – såfremt Folketinget ophæver §14 i betalingskortloven, svarer nogenlunde til Danske Banks nuværende betaling til PBS, når en Danske Bank-kunde bruger sit Dankort.
For det tredje fjernes de adgangsbarrierer til markedet, der bevirker, at det kan væ- re vanskeligt for nye pengeinstitutter at opnå attraktive placeringer i gadebilledet og på posthusene. Når Danske Bank lukker filialer, skal disse i fremtiden udbydes, så konkurrenter har gode muligheder for at byde på de attraktive adresser. Ofte for- hindrer lokalplaner i landets større kommuner, at konkurrenter kan overtage eje n- domme, når disse først har været anvendt til ikke-finansielle formål.
Danske Bank har endvidere forpligtet sig til at opsige sin aftale med Trafikministe- riet om eneretten til at bruge posthusene som filialer med virkning fra år 2008, som er det tidligste tidspunkt, hvor aftalen kan opsiges. Trafikministeriet får dog mulig- hed for at opsige aftalen med virkning fra år 2005.
Disse tre grupper af tilsagn kan siges at have ”defensiv” karakter, idet de sigter mod at forhindre – eller reducere risikoen for – en begrænsning af konkurrencen på udvalgte områder.
Den fjerde gruppe af tilsagn sigter både mod at undgå en forringet konkurrence på værdipapirmarkederne og mod at forbedre den måde, disse markeder fungerer på.
Problemet er, at Danske Bank – lige som flere af de andre store pengeinstitutter – typisk gennemfører den største del af handlen med værdipapirer for deres kunder ved salg fra eller køb til bankens egen beholdning. Handlen indberettes til børsen, men forbedrer ikke markedets likviditet. Jo større, Danske Bank er, jo større er ri-
sikoen for, at bankens kundehandler dræner det fælles marked for likviditet og om- sætning. Konkurrencen mellem pengeinstitutter og børsmæglere om at give kun- derne skarpe ”priser” svækkes. Det betyder igen, at de såkaldte ”spreads” (forskel- len mellem købs- og salgstilbud) bliver for høje. Høje spreads forbedrer pengein- stitutternes indtjening, men betales af kunderne, dvs. forbrugerne og det øvrige er- hvervsliv.
Danske Bank har forpligtet sig til at imødegå denne udvikling ved at arbejde for, at sædvanerne i hele den finansielle sektor ændres, så pengeinstitutternes handler med værdipapirer for deres kunder i videst muligt omfang formidles over handelssyste- met på børsen. Og Danske Bank går selv foran ved at lægge såkaldt ”limiterede handler” i aktier (dvs. handler, der kun gennemføres, hvis kursen er tilfredsstillende for kunden) på børsen – medmindre der er aftalt andet med kunden. Denne ha n- delsform bruges kun ganske lidt i dag, men spiller en betydeligt større rolle på me- re udviklede aktiemarkeder i andre lande.
Xxxxxx har også forpligtet sig til at give sine PC-kunder direkte børsadgang. Her- udover har banken forpligtet sig til at ”stille priser” på børsen for investeringsbevi- ser udstedt af Danske Invest og BG Invest.
For den almindelige forbruger indebærer værdipapirtilsagnene endvidere den for- bedring, at Danske Bank ophører med såkaldt ”afrunding” af kurserne inden afreg- ning med kunden, og at forbrugerne gebyrfrit kan flytte værdipapirer over til kon- kurrerende pengeinstitutter ind til udgangen af 2001.
For engrosmarkedet indebærer tilsagnene, at kapitalforvaltning af aktier og obliga- tioner ligeledes i et vist omfang skal ske ved køb og salg til andre end Danske Bank selv. Det giver mere likviditet og dermed konkurrence på engrosmarkederne.
Tilsagnene omfatter ikke de mest ”gængse” markeder – hhv. indlån og udlån til forbrugere og virksomheder samt realkreditlån og ejendomsformidling. Det kan ik- ke udelukkes, at konkurrencen reduceres på nogle af disse markeder – evt. lokalt – og at det vil lede til ringere service og højere rentemarginal eller højere gebyrer.
Risikoen for en forringet konkurrence mindskes dog af, at barriererne for vækst i eller opstart af mindre pengeinstitutter er søgt holdt nede. Endvidere har forbruger- ne mulighed for at substituere mellem forskellige produkter. Det bliver fx sværere at opretholde lave renter på indlånskonti, hvis det bliver lettere og billigere for for- brugerne at placere opsparing i værdipapirer.
Samlet er det derfor Konkurrencerådets vurdering, at tilsagnene - tilsammen og overordnet og når alle delmarkeder ses under ét– betyder, at konkurrenceforholde- ne ikke forringes som følge af fusionen.
Såfremt forudsætningerne for nogle af tilsagnene ændres væsentligt, kan Danske Bank søge Konkurrencerådet om at blive løst fra et eller flere af disse.
1.5 Anbefalinger til andre myndigheder
Danske Banks tilsagn omfatter af naturlige grunde kun forhold, som Danske Bank har indflydelse på. En tilfredsstillende konkurrencesituation fordrer imidlertid, at andre myndigheder mv. træffer beslutninger, der i forlængelse af tilsagnene kan fremme konkurrencen.
Konkurrencerådet anbefaler for det første, at Københavns Fondsbørs reducerer de mindsteværdier – handelsposter – som obligationer kan handles i for de mest likvi- de obligationer. Mindsteværdierne for handler er i dag 1 mio. kr. for de mest likvi- de obligationer. For mindre likvide obligationer er mindste handelspost 100.000 kr., men disse obligationer handles kun sjældent. Professionelle handlere kan gå under dette niveau, men er ikke forpligtet til det.
Københavns Fondsbørs opfordres endvidere til at udvikle handelssystemet, så pri- vatpersoner bedre kan handle obligationer direkte over børsen.
Konkurrencerådet anbefaler for det andet, at Københavns Fondsbørs reducerer kursspringet for værdipapirer i børsens handelssystem. Det vigtigste er at reducere kursspringet for aktier med en kursværdi i intervallet 100 kr. til 500 eller 1000 kr. En reduktion af kursspringet vil medføre, at det i modsætning til i dag er muligt at stille købs- og salgsbud i andet end ”hele” kurser - altså kurser mellem fx 454 og 455.
Mindre kursspring vil forbedre muligheden for at konkurrere spændet mellem købs- og salgskurser ned. Mindre kursspring giver derfor generelt mindre kurs- spænd og bedre kursdannelse.
For aktier med en kursværdi under 100 kr. er kursspringet 10 øre, og for aktier over 2000 kr. er springet 5 kr. For obligationer er springet mellem 1 og 25 øre. De mest likvide obligationer har et spring på 1 øre, mens de mindst likvide har et spring på 25 øre.
Konkurrencerådet anbefaler for det tredje Folketinget og regeringen at følge ud- viklingen i lyset af Danske Banks tilsagn om at arbejde for, at sædvanerne i den fi- nansielle sektor ændres, så handel med danske aktier i videst mulige omfang gen- nemføres over handelssystemet på en godkendt værdipapirbørs.
Forholdene er senest blevet drøftet i det såkaldte ”År 2000- udvalg” under Økono- miministeriet. Udvalget foreslog en række initiativer med henblik på styrkelse af værdipapirmarkedet. Udvalget fandt ikke, at der burde indføres børspligt i Dan- mark, men at det nøje bør følges i hvilken udstrækning, det nye NOREX- samarbejde bidrager til øget likviditet og dermed konkurrencedygtige markeder. Udvalget lagde bl.a. vægt på, at det kan være teknisk vanskeligt at indføre børs- pligt, så den ikke hindrer kunderne i at handle værdipapirer, som de ønsker det. Endvidere vil det være betænkeligt at opstille regler i Danmark, der på væsentlige
punkter adskiller sig fra de svenske og norske, samtidig med, at det forsøges at skabe en fælles handelsplads for værdipapirer.
På den anden side taler meget for, at der foreligger en ny situation efter fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark.
Det anbefales derfor at følge udviklingen med henblik på at vurdere, om det kan lykkes at ændre sædvanerne på en måde, så den finansielle sektor selv bidrager til velfungerende værdipapirmarkeder. Hvis det ikke lykkes, bør det overvejes, hvor- ledes man bedst via lovgivningen kan sikre konkurrenceprægede værdipapirmarke- der.
Det kan i givet fald ske på flere måder, jf. afsnit 3.11. Man kan overveje en egent- lig børspligt og at udvide kredsen af handelsberettigede, så den også omfatter inve- storer. Disse forslag bør indgå i overvejelserne.
For det fjerde anbefaler Konkurrencerådet Fondsrådet at stille krav til investerings- foreninger med børsnoterede serier om at forbedre informationerne om seriernes indre værdier. I dag er det normalt, at investeringsforeningerne først langt op ad dagen offentliggør resultaterne af de portefølgeomlægninger, der er sket den fore- gående dag. Hermed kan andre pengeinstitutter og børsmæglere ikke ”byde ind” og konkurrere spreadet ned. Som en begyndelse vil det være hensigtsmæssigt at stille krav om, at oplysninger om indre værdier foreligger før børsens åbningstid, hvilket vil være muligt for de fleste foreninger og serier. På blot lidt længere sigt vil det være naturligt, at oplysninger om den indre værdi foreligger en gang i timen eller løbende.
1.6 Danske Banks tilsagn
2 Aftalen
Danske Bank A/S (Danske Bank) fremsatte den 2. oktober 2000 et tilbud til aktio- nærerne i RealDanmark A/S (RealDanmark) om at overtage samtlige aktier i Re- alDanmark mod, at aktionærerne i RealDanmark fik nyudstedte aktier i Danske Bank. Overtagelsestilbudet udløb den 30. oktober 2000, kl. 16.00. Overtagelsestil- budet var betinget af, at Danske Bank opnåede kontrol med mere end 2/3 af aktie r- ne og stemmerne i RealDanmark.
2.1 Aftalens gennemførelse
Fusionen gennemføres den 1. januar 2001 som skattefri fusioner med Danske Bank henholdsvis Realkredit Danmark som det fortsættende selskab.
Danske Banks kontrol med RealDanmark gennemføres i aktieselskabslovens1 for- stand, jf. § 134, ved at
? Danske Bank overtager RealDanmarks og BG Banks aktiver og gæld. Danske
Bank er fortsættende selskab.
? Realkredit Danmark overtager Danske Kredits aktiver og gæld. Realkredit Danmark er fortsættende selskab.
? Realkredit Danmark overtager BG Kredit A/S' aktiver og gæld. Realkredit Danmark er fortsættende selskab.
I forbindelse med fusionen køber Danske Bank BG Pension tilbage af Topdan- mark, hvorefter BG Pension integreres i Danica.
Den nye koncern er illustreret i figur 2.1.1.
Efter fusionen vil Danske Banks nuværende aktionærer eje 68,5 pct. af aktiekapi- talen og stemmerne, mens RealDanmarks nuværende aktionærer vil eje 31,5 pct. Den største aktionær i den nye koncern vil være Foreningen RealDanmark, som vil eje ca. 19 pct. Denne aktiepost nedbringes efterfølgende til ca. 15 pct. ATP og Tank- og Ruteskibe I/S vil hver især have aktieposter på 5 pct., Topdanmark 2 pct., BG Bank Aktiefonden 1 pct. og de øvrige aktionærer vil tilsammen have ca. 69 pct. Alle aktier har samme rettigheder, og der findes ingen stemmeretsbegrænsninger.
Figur 2.1.1 Den nye koncern
Xxxxxx datterselskaber
Fokus Bank
Danica Pension
Realkredit Danmark
Danske Bank A/S
1 Lovbekendtgørelse nr. 324 af 7. maj 2000.
2.2 Parterne
2.2.1 Danske Bank
Danske Bank koncernen havde ved udgangen af 1999 havde en omsætning på 49,5 mia. kr., heraf 34,9 mia. kr. i Danmark.2 Koncernen havde i 1999 en balance på 701,4 mia. kr. og en egenkapital på 30,5 mia. kr.
Danske Bank blev stiftet i 1871 under navnet Den Danske Landmandsbank, Hy- potek- og Vekselbank. I 1990 fusionerede Danske Bank med Kjøbenhavns Han- delsBank og Provinsbanken A/S. I 1993 overtog banken aktiviteterne i DanskeBørs Børsmæglerselskab A/S. I 1998 blev Östgöta Enskilda Bank AB og Nordania Lea- sing Bankaktieselskab omdannet til filialer af banken. I 1999 fusionerede banken med Danske Kapitalforvaltning Fondsmægleraktieselskab. I 2000 fusionerede ban- ken med Danske Data A/S af 1996, Danske Ejendomme A/S, DDB III A/S og Da- nica Bank A/S. I år blev navnet ændret til det nuværende.
Danske Bank er moderselskabet i en finansiel koncern. Koncernen består af en række selskaber, der bl.a. omfatter pengeinstitutvirksomhed, realkreditvirksomhed, ejendomsformidling, livs- og pensionsforsikringsvirksomhed, finansieringsvirk- somhed og værdipapirer.
De største aktionærer i Danske Bank tegner sig for i alt 22,3 pct. af aktierne og stemmerne.
Tabel 2.2.1 De største aktionærer i Danske Bank
Ejerforhold | Kapitalandel |
Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP | 9,06 pct. |
Tank- & Ruteskibe I/S | 8,11 pct. |
Schroder Investment Management Ltd. | 5,13 pct. |
I alt | 22,3 pct. |
Danske Bank er en universalbank, hvis aktiviteter er opdelt i fem forretningsområ- der: Detailbank, Engrosbank, Investmentbank, Kapitalforvaltning og Liv & Pensi- on.3 Danske Bank har ca. 1½ mio. privatkunder og 100.000 erhvervskunder
Danske Bank tilbyder sine kunder alle former for ind- og udlån, formuepleje, va- lutahandel og investeringsydelser. Hertil kommer en række ydelser, der tilbydes af følgende datterselskaber, hhv. samarbejdspartnere.
Datterselskabet Danske Kredit finansierer fast ejendom til private og erhverv på basis af realkreditlån.
2 Omsætningen er opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 895 af 21. september 2000 om beregning af omsætning i konkurrenceloven.
3 Se Danske Bank, Årsrapport 1999, side 13.
Danske Invest er en investeringsforening, hvis depotselskab er Danske Bank. Dan- ske Invest indgår ikke i koncernen, jf. afsnit 3.6. Danske Bank har en række kon- trolopgaver for Danske Invest, herunder opbevaring af de værdipapirer. Danske In- vest investerer på medlemmernes vegne samt rådgiver via Danske Capital, som er Danske Banks kapitalforvaltningsdivision.
Danske Banks forsikringsvirksomhed er samlet i koncernen Danica Skadesforsik- ringsaktieselskab af 1999, som er en del af Danske Bank. Danica er specialist i pensionsordninger, livsforsikringer og sundhedsforsikringer. Topdanmark sælger skadesforsikringer gennem Danske Banks afsætningskanaler, dvs. gennem Danica Assurandørkorps og pensionsrådgivere samt gennem bankens filialnet.4
Nordania er navnet på både en division i banken og Danske Banks datterselskab Nordania A/S. Nordania A/S er Danmarks førende virksomhed inden for finansie- ring af driftsmidler til erhvervslivet. Nordania A/S varetager koncernens aktiviteter inden for ejendomsleasing og udbyder herudover erhvervslån og billån. Aktiviteten investeringsrådgivning af erhvervskunder, herunder leasing, foretages af Nordania- divisionen i selve Danske Bank.
Danske Bank tilbød tidligere factoringydelser gennem Forenede Factors. Danske Bank solgte selskabet den 25.september 2000 til det hollandske selskab NCM Hol- ding NV pr. 1. juli 2000.
Danske Bo A/S er ligeledes et helejet datterselskab af Danske Bank. Selskabet fun- gerer som Danske Banks ejendomsformidlingsselskab. Danske Bo har 11 butikker i større danske byer.
Herudover har Danske Bank aktieposter i PBS (25,9 pct.), i Fondsbørsen (12,5 pct.), i Værdipapircentralen (12,7 pct.) og i Grønlandsbanken A/S (18,6 pct.).
Danske Bank opererer såvel nationalt som internationalt. Danske Bank havde pr.
31. december 1999 410 filialer i Danmark, 65 i Norge gennem datterselskabet Fo- kus Bank og 39 filialer i Sverige. Herudover er banken repræsenteret gennem fili- aler i Hamburg, Helsinki, Hong Kong, London, New York, Oslo, Singapore og Stockholm.
4 Se Danske Bank, Årsrapport 1999, side 29.
2.2.2 RealDanmark
RealDanmark5 har en fremtrædende position på det danske marked for finansielle ydelser og er en af Nordens største finansielle koncerner med en omsætning i 1999 på 33,6 mia. kr., heraf 32,5 mia. kr. i Danmark.6 Koncernen havde i 1999 en bala n- ce på 554,4 mia. kr. og en egenkapital på 24,3 mia. kr.
RealDanmark er et finansielt holdingselskab for BG Bank A/S og Realkredit Dan- mark A/S.
De største aktionærer i RealDanmark tegner sig for i alt 70,1 pct. af aktierne og stemmerne.
Tabel 2.2.2 De største aktionærer i RealDanmark
Ejerforhold | Kapitalandel |
Foreningen RealDanmark7 | 61,1 pct. |
Topdanmark A/S | 5 pct. |
BG Bank Aktiefonden | 4 pct. |
I alt | 70,1 pct. |
Den øvrige andel af aktiekapitalen udgjorde ca. 30 pct., hvoraf private investorer ejer 47 pct., danske institutionelle investorer ejer 40 pct. og udenlandske institutio- nelle investorer ejer 13 pct.8
Udover de to helejede datterselskaber BG Bank A/S og Realkredit Danmark A/S har RealDanmark aktier og stemmer i en række selskaber, hvor de største er PBS (17,7 pct.), i Københavns Fondsbørs (13,2 pct.), i Grønlandsbanken (15,9 pct.) og i Værdipapircentralen (13,5 pct.).
BG Bank A/S er Danmarks tredjestørste bank med en balance på 172,1 mia. kr., og en egenkapital på 7,9 mia. kr. Som universalbank tilbyder banken et komplet ud- bud af finansielle ydelser på såvel privat- som erhvervsområdet. BG Bank har ca. 1,2 mio. privatkunder og 130.000 erhvervskunder.
BG Bank blev dannet ved en fusion mellem Sparekassen Bikuben A/S og Giro- Bank A/S i 1995. 9
5 Binavne: Kapital Holding eller Kapital Service A/S.
6 Omsætningen er opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 895 af 21. september 2000 om beregning af omsætning i konkurrenceloven.
7 Foreningens formål er primært gennem aktiebesiddelse i Kapital Holding at opretholde og videreføre virkeområderne i dette selskabs datterselskaber Realkredit Danmark og BG Bank og gennem Kapital Holding i øvrigt at udøve virksomhed inden for den finansielle sektor.
8 Kapital Holding, Beretning & regnskab 1999, side. 27
BG Bank tilbyder privatkunderne alle former for ud- og indlån på bankkonti, for- muepleje og investeringsydelser. Hertil kommer realkreditprodukter via BG Kredit A/S, der er 100% ejet af Realkredit Danmark. Livs- og skadesforsikring udbydes via samarbejdspartneren Topdanmark. Forsikringsbaserede pensions- og livforsik- ringsprodukter tilbydes via BG Pension, der i dag ejes af Topdanmark.
BG Bank tilbyder erhvervskunder udlån, indlån, betalingsformidlingsløsninger via girosystemet og PBS, likviditets-, valuta- og værdipapirprodukter samt eksport-, handels- og projektfinansiering. Finansieringsdelen drives af BG Finans A/S, der er et helejet datterselskab. Hertil kommer leasing, factoring samt debitor- og garanti- forsikring, som tilbydes via datterselskaberne BG Erhvervsfinans A/S, hhv. BG Ga- ranti Forsikringsselskab.
BG Bank er depotbank for BG Invest. Gennem samarbejdet med investeringsfor- eningen BG Invest leverer BG Bank rådgivning omkring kapitalforvaltning til så- vel private, virksomheder, institutionelle kunder samt fonde og legater. BG Invest indgår ikke i koncernen.
BG Banks produkter udbydes dels gennem egendistribution via 251 filialer (heraf 22 privatcentre vedr. bolig- pensions- og investeringsområdet), telefonservice (BG Direkte), home- og officebanking samt Internettet og dels gennem landets 1.100 posthuse på basis af en eneforhandlingsaftale med Post Danmark.10 Herudover deltager BG Bank i Nordpay-samarbejdet og Eurogiro-samarbejdet.
Realkredit Danmark A/S er Danmarks næststørste realkreditinstitut med en balance på 398,8 mia. kr. og en egenkapital på 16,2 mia. kr. Kerneydelsen er finansiering med realkreditlån baseret på udstedelse af obligationer. Realkredit Danmark tilb y- der såvel fastforrentede konverterbare realkreditlån som rentetilpasningslån under navnet Flexlån®. 11
Selskabet belåner alle typer fast ejendom. Realkredit Danmark har markedets stør- ste realkreditudlån på privatområdet. Gennem Boligkredit Danmark A/S, der er et finansieringsselskab ejet af BG Bank, tilbydes kunderne mellem- og efterfinansie- ring på boligområdet.
9 Girobank blev dannet som resultat af omdannelse af Postgiro i 1991 til et pengeinstitut med den danske stat som eneaktionær. Staten solgte som led i fusionen med Bikuben sin re- sterende aktiebesiddelse i GiroBank.
10 Det følger af Lov nr. 88 af 8. februar 1995, m. senere ændringer, at Post Danmark har ret til at indgå en aftale om eneforhandling med et hvilket som helst pengeinstitut om at stille posthusene til rådighed (mod betaling) for udførelsen af finansielle ydelser, jf. § 3.
11 Realkredit Danmark fik i 1999 patent på beregningsmetoden bag rentetilpasningslån, ud- stedt af den europæiske patentmyndighed EPO.
Realkredit Danmark udbyder produkterne dels gennem egne distributionskanaler (4 regions- og 25 distriktskontorer), kundelinien (telefonisk betjening) og Internet, dels gennem pengeinstitutter og ejendomsmæglere. Realkredit Danmark har indgå- et ikke-eksklusive aftaler med over 100 pengeinstitutter om salg af Realkredit Danmarks produkter.
På privatmarkedet er ejendomsmæglerne en vigtig distributionskanal. Udover den helejede franchisekæde home og den uafhængige forening RealMæglerne (tidl. Re- algruppen) samarbejder Realkredit Danmark med en række uafhængige ejendoms- mæglere. home og RealMæglerne har i alt 265 mæglerbutikker på landsplan.
2.3 Konklusion
Danske Banks tilbud om at overtage Realkredit Danmark udgør en fusion efter konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2. De deltagende virksomheder i fusionen er den overtagende og den overtagne virksomhed, dvs. Danske Bank og RealDan- mark.12
Tabel 2.3.1 Parternes omsætning i 1999
Mia. kr. | Danmark | EU | Verdensplan |
Danske Bank | 34,9 | 44,8 | 49,5 |
RealDanmark | 32,5 | 33,6 | 33,6 |
I alt | 67,4 | 78,4 | 83,1 |
Danske Bank og RealDanmark har således en årlig omsætning i Danmark, der til- sammen langt overstiger 3,8 mia. kr., og hver især en omsætning, der langt oversti- ger 300 mio. kr., jf. konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 1, jf. bekendtgørelse nr. 894
af 21. september 2000, § 8.
Der er således tale om en fusion omfattet af konkurrenceloven.
Fusionen opfylder som udgangspunkt tærskelværdierne i Rådets forordning nr. 4069/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser med senere æn- dringer.13 Det følger heraf, at Europa-Kommissionen er enekompetent til at be- handle en fusionen af fællesskabsdimension. En fusion er af fællesskabsdimension, hvis de deltagende virksomheder har en samlet global omsætning på mere end 5 mia. EUR og mindst to af de deltagende virksomheder samtidig har en samlet om- sætning i Fællesskabet på mere end 250 mio. EUR, jf. art. 1, stk. 2.
12 Jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 6816, h. sp.
13 Rfo. nr. 4069/89, jf. EFT 1990 L 257/14, som ændret ved Rfo. nr. 1310/97, jf. EFT 1997 L 180/1.
En fusion er dog ikke af fællesskabsdimension, hvis de deltagende virksomheder hver har over totredjedele af deres samlede omsætning på Fællesskabsplan i én og samme medlemsstat, jf. art. 1, stk. 2.
Hver af de deltagende virksomheders omsætning har hver for sig over totredjedele af deres samlede omsætning på Fællesskabsplan i Danmark, hvorfor fusionen ikke er omfattet af EU's regler om fusionskontrol. Konkurrencerådet er derfor kompe- tent til at behandle fusionen.
3 Markedet
3.1 Den finansielle sektor
3.1.1 Generel beskrivelse
Den finansielle sektor har stor betydning for samfundet. Den varetager en række centrale opgaver for virksomhederne og forbrugerne, fx finansiering gennem kre- ditter og realkreditlån, formidling af betalinger, udbetaling af løn og pensioner, for- sikring samt forrentning, opbevaring og opsparing af kapital. En velfungerende fi- nanssektor er en forudsætning for, at et moderne samfund kan fungere effektivt. Hurtig og billig formidling af betaling til virksomhederne forudsætter en veludbyg- get infrastruktur med let adgang til elektronisk formidling for alle og stor sikker- hed.
Det er vigtigt, at der er tillid til de finansielle produkter. Der er tale om komplekse produkter (fx pensionsopsparing og vurdering af risici i forbindelse med tegning af forsikringer). Mange forbrugere har behov for råd og vejledning for at kunne vur- deres muligheder. Derfor er der også indført særlige regler bl.a. om skiltning, ret- ningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning, retningslinjer for etik i real- kreditinstitutter. Professionelle aktører, kunder og store investorer har helt andre forudsætninger.
Den finansielle sektors vigtigste aktører er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser, skadesforsikringsselskaber, investe- ringsforeninger, LD og ATP. Sektorens kerneopgaver består af indlån, kreditgiv- ning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning. Ydelserne omfatter fx udbetaling af løn, betaling med et Dankort, finansiering af hus, likvid i- tetsstyring og vurdering af kredit- og markedsrisici, forsikring af indbo, pensions- opsparing mm. De fleste mennesker er dagligt i kontakt med mindst én del af sek- toren.
Tabel 3.1.1 Antal virksomheder i den finansielle sektor
1996 | 1997 | 1998 | 1999 | 96-99 | |
Pengeinstitutter | 201 | 195 | 191 | 191 | -5 pct. |
Realkreditinstitutter | 8 | 8 | 9 | 9 | 13 pct. |
Fonds- og børsmæglere | 8 | 35 | 33 | 31 | 288 pct. |
Investeringsforeninger | 55 | 54 | 55 (71) | 62 (83) | 13 pct. |
Skadesforsikring | 167 | 163 | 158 | 157 | -6 pct. |
Livsforsikring og pension | 90 (162) | 91 (157) | 94 (158) | 96 (156) | 7 pct. |
Kilde: Finanstilsynets beretninger for årene 1996-1999.
Anm.: Parentesen ved investeringsforeninger indeholder specialforeninger og ved livsfor- sikring og pensionskasser indeholder den firmapensionskasser. Antallet af Realkreditinsti- tutter indeholder ikke DLR og KommuneKredit.
Samlet har antallet af virksomheder i branchen i perioden været nogenlunde fast- holdt, men inden for dele af sektoren er der registreret vækst. Lovgivningen er æn- dret, og det har ført nye opgaver til fx børsmæglerselskaberne, men samtidig er der sket strukturændringer i sektoren.
Antallet af beskæftigede i den finansielle sektor har været faldende gennem en år- række. Fra 1989 til 1999 er antallet af beskæftigede faldet fra ca. 89.000 til ca.
73.000. Det er et fald på ca. 18 pct.
I 1999 udgjorde sektorens andel af den samlede bruttoværditilvækst ca. 5 pct.14
Figur 3.1.1 Den finansielle sektors balancesum 1998
Kilde: Finanstilsynet – hentet på xxx.xxxxxxxxxxxx.xx. Den samlede balancesum er den samlede værdi af enten aktiver eller pasiver.
Den finansielle sektor forvalter ganske betydelige midler. Ved udgangen af 1998 havde de finansielle virksomheder under tilsyn en balance på 3.900 mia. kr. eller ca. 4 gange Danmarks bruttonationalprodukt.
14 Statistisk tiårsoversigt 2000, p. 122, årets priser, Finansierings- og forsikringsvirksom- hed. Heri er ikke indregnet ejendomsformidling.
Tabel 3.1.2 Balance for finansielle virksomheder under tilsyn 1994-1998
Mia. kr. | 0000 | 0000 | 0000 | 1997 | 1998 |
Pengeinstitutter | 949 | 1.020 | 1.167 | 1.299 | 1.457 |
Realkreditinstitutter | 897 | 948 | 990 | 1.066 | 1.173 |
Fondsmæglerselskaber | 0,8 | 0,9 | 0,6 | 1 | 2 |
Investeringsforeninger | 34 | 36 | 56 | 90 | 127 |
Skadesforsikring | 89 | 93 | 100 | 101 | 109 |
Livsforsikring | 328 | 354 | 402 | 462 | 551 |
Andre | 352 | 373 | 419 | 472 | 504 |
I alt | 2.650 | 2.825 | 3.136 | 3.492 | 3.922 |
Kilde: Hovedtal fra Finanstilsynet 1998.
Anm.: På grund af ny lovgivning om fondsmæglerselskaber og nye regnskabsregler er der ikke direkte sammenlignelighed mellem posterne fra 1996 og de forudgående år.
I en række tilfælde er pengeinstitutterne gået sammen med virksomheder på andre finansielle markeder i såkaldte konglomerater. Et eksempel på dette er Unibanks fusion med forsikringsselskabet Tryg-Baltica gennem holdingselskabet Unidan- mark. Konglomerater har fået stigende udbredelse i forhold til finansielle koncer- ner, der kun er aktive på et finansielt marked.
Hensynet til sikkerhed og tillid har ført til, at der er indført særlige regler om tilsyn. I Danmark varetages dette af Finanstilsynet. Alle virksomheder inden for sektoren er omfattet af tilsyn: pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, ATP, LD, fondsmæglerselskaber og investeringsforeninger.15 Fi- nanstilsynet skal bidrage til, at den finansielle sektor kan løse sine opgaver på en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig måde og sikre at tilliden til sektoren bevares både i samfundet og hos den enkelte.
Inden for rammerne af det indre marked er der fastsat regler for grænseoverskri- dende tilsynsvirksomhed, således at danske finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet også kan udøve virksomhed i udlandet. På samme måde kan udenlandske finansielle virksomheder udøve virksomhed i Danmark fx gennem en filial eller et repræsentationskontor.
Den finansielle sektor er informationstung. Virksomhederne i sektoren indsamler, opbevarer, behandler, sælger og distribuerer betydelige informationsmængder. Den teknologiske udvikling med udbredt anvendelse af IT har gjort det lettere at håndte- re og distribuere disse datamængder til lave omkostninger. Der er væsentlige stor-
15 Derudover fører Finanstilsynet tilsyn med virksomheder med tilladelse til at drive børs- virksomhed (fondsbørser), virksomhed som autoriseret markedsplads, værdipapirmægler- virksomhed, pengemarkedsmæglervirksomhed, clearingvirksomhed og registreringsvirk- somhed (værdipapircentraler).
driftsfordele forbundet med IT-informationsbehandlingen, og disse fordele kan ud- nyttes også decentralt fx når det enkelt pengeinstitut skal tage stilling til indkøb af værdipapirer på fremmede børser eller formidle betalinger til udlandet.
Sektoren gennemgår i disse år store forandringer. Dele af den er blevet mere kon- centreret. Det gælder fx pengeinstitutsektoren, hvor der inden for de senere år har været en del fusioner både internationalt og i Danmark. I Norden er nogle af de største pengeinstitutter i Finland, Sverige og Danmark gået sammen i Nordic Baltic Holding, der senest også har overtaget den norske bank Christiania Bank og Kre- ditkasse og den polske Bank Komunalny SAw Gdynia. Danske Bank har overtaget Fokus Bank i Norge, Östgöta Enskilda Bank i Sverige og St. Stanislaus Polish- Canadian Bank S.A. (Pol-Can Bank) i Polen.
Figur 3.1.2 Koncerner og konglomeraters andel af den samlede balancesum
Kilde: Nationalbanken, Beretning og regnskab 1999.
De fleste fusioner i pengeinstitutsektoren er dog indtil nu primært gennemført mellem virksomheder i samme land. Pengeinstitutmarkederne har hidtil været nati- onale. De grænseoverskridende betalinger har ikke været integreret i de enkelte landes systemer. Europa-Kommissionen har kun behandlet et begrænset antal fusi- onsanmeldelser, og de fleste har ikke rejst EU-konkurrencemæssige spørgsmål, da de ikke har ført til, at der blev skabt en dominerende stilling på noget (grænseover- skridende) marked.16
16 Et af de seneste eksempler herpå er Kommissionens beslutning af 10. april 2000, sag nr. COMP/M.1910 MeritaNordbanken / Unidanmark. For andre eksempler se beslutning af 15.
Med indførelsen af ØMU’en er det højst sandsynligt, at finanssektoren vil undergå yderligere strukturforandringer, som vil være omfattet af Kommissionens kompe- tence. Kun i en fusionssag har Kommissionen haft anledning til bekymring, men fusionen blev tilladt, efter at parterne gav tilsagn om bl.a. at sælge aktier i et be- stemt selskab.17
Tendensen til større koncentration kan udtrykkes ved det såkaldte Herfindahl- indeks. I Danmark er indekset for pengeinstitutter vokset fra 1660 i 1993 til 1947 i 1997. Almindeligvis anses koncentrationen for at være betydelig, hvis Herfindah- lindekset er 1800 eller derover.
Tabel 3.1.3 Herfindahl-indeks for den finansielle sektor
1993 | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | 1999 | |
Pengeinstitutter | 1660 | 1584 | 1784 | 1854 | 1947 | 1949 | 2089 |
Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser | 858 | 856 | 850 | 874 | 914 | 941 | 761 |
Realkreditinstitutter | 3289 | 3069 | 2902 | 2749 | 2604 | 2381 | 2290 |
Kilde: Delrapport nr. 3 afgivet af Økonomiministeriets udvalg om den finansielle sektor efter år 2000, kapitel 5 og Finanstilsynet.
Realkreditinstutsektoren har traditionelt været endnu stærkere koncentreret, men inden for de senere år er koncentrationsgraden faldet, jf. tabel 3.1.3. Det skyldes tilgang af flere pengeinstitutbaserede realkreditinstitutter. Flere pengeinstitutter har set en fordel i at udvide deres aktiviteter til også at omfatte andre dele af den finan- sielle sektor. Denne tendens gør sig også gældende i de øvrige dele af sektoren. Ud over realkredit har flere af de største virksomheder således opkøbt forsikringssel- skaber. Danske Bank således Danica. Denne tendens til brancheglidning har også gjort sig gældende i andre lande.
Den teknologiske udvikling har haft stor betydning for denne udviklingen. Tekno- logien har også ført til en række nye produkter, fx en betydelig udvidelse i brugen af on-line betalingskort og internetprodukter. Flere børsmæglerselskaber giver de- res kunder adgang til at handle direkte på børsen via Internettet.
3.1.2 Forskellige produktmarkeder
Traditionelt inddeles den finansielle sektor i forskellige områder med hver sin spe- cifikke sektorlovgivning. De vigtigste er pengeinstitutsektoren, realkreditsektoren
november 1993 i sag nr. IV/M342 – Fortis/CGER, sag nr. IV/M1029 Merita/Nordbanken af
10. november 1997 og sag nr. IV/M.873 – Bank Austria/Creditanstalt af 11. marts 1997. Se for flere xxxx://xxxxxx.xx.xxx/xxxx/xxxxxxxxxxx/xxxxxxx/xxxxx/.
17 Kommissionens beslutning af 11. marts 1997 i sag nr. IV/M.873 – Bank Austria/Creditanstalt.
og forsikringsvirksomhedssektoren. Fusionen mellem Danske Bank og RealDan- mark vil være aktiv på alle disse markeder – inden for forsikringssektoren dog navnlig inden for livsforsikring. Den vil desuden have væsentlig betydning for de øvrige sektorer, bl.a. som formidler af skadesforsikringer.
Ved en vurdering af fusionens betydning er det imidlertid nødvendigt at undersøge om de enkelte områder skal afgrænses bredere eller snævrere. En opdeling alene efter sektorlovene tager ikke tilstrækkelig hensyn til de faktiske konkurrencefor- hold; hvilke produkter og ydelser kan substituere hinanden, hvilke bånd ligger på nye virksomheders adgang til markedet osv. For at kunne vurdere disse forhold er det nødvendigt at se nærmere på de opgaver og produkter, som sektoren præsterer, og hvilke behov den opfylder.
Efter Europa-Kommissionens praksis 18 er det relevant at undersøge om pengein- stitutmarkedet kan opdeles og analyseres i følgende overordnede markedsområder:
? Et detailbankmarked (retail banking), som omfatter aktiviteter, der henvender sig navnlig til husholdningerne men også til de mindre virksomheder (fx ind- lån, udlån, værdipapirhandel og betalingsformidling).
? Et engrosbankmarked (corporate banking), som omfatter aktiviteter, der hen- vender sig til større virksomheder, herunder fx ydelser ved udstedelse af vær- dipapirer og overtagelse af virksomheder.
? Et finansielt marked (pengeinstitutternes handel med andre pengeinstitutter, børsmæglere mv.), som omfatter bl.a. handel med værdipapirer, fordringer og valuta
I en række konkrete sager inden for pengeinstitutsektoren har Kommissionen dog trukket markedsafgrænsninger, der afviger fra dette, fx markedet for leasing- ydelser.19 Om noget tilsvarende er relevant i den konkrete sag, undersøges neden- for.
Derudover er der fokuseret på realkreditmarkedet, der har speciel betydning i Danmark, hvor både Danske Kredit, Realkredit Danmark og BG Kredit hidtil har været aktive.
Danske Bank er en væsentlig aktør på markedet for livsforsikring.
Desuden er markederne for investeringsforeningsvirksomhed og ejendomshandel undersøgt. Pengeinstitutterne spiller en central rolle som depotbanker for investe- ringsforeningerne og som rådgivere for foreningernes kapitalforvaltning. En væ- sentlig del af realkreditlån formidles via ejendomsmæglere, og både Danske Bank
18 Sag nr. COMP/M.1910 - MeritaNordbanken/Unidanmark af 10. april 2000, sag nr. IV/M.873 - Bank Austria/Creditanstalt af 11. marts 1997 og sag nr. IV/M.342 – Fo r- tis/CGER af 15.november 1993.
19 Sag nr. IV/M.669 – Charterhouse/Porterbrook af 11.december 95.
og RealDanmark har været aktivt engageret i virksomhed med formidling af eje n- domme og lån.
Dertil kommer, at det er nødvendigt at se nærmere på i hvert fald to andre basis- markeder: infrastrukturydelser til betalingsformidling (betalingskort, pengeover- førsler osv.) og børs- og værdipapircentralvirksomhed (dvs. clearing og indskriv- ning af værdipapirer).
Det giver i alt 9 overordnede produktmarkeder:
? Detailbankmarkedet, som især dækker indlån, udlån og service til forbrugerne og mindre virksomheder.
? Engrosbankmarkedet, som især dækker større virksomheders behov for indlån, udlån og rådgivning i forbindelse hermed om bl.a. køb og salg af virksomheder samt udstedelse af værdipapirer.
? Handel med værdipapirer, valuta og penge.
? Markedet for investeringsforeninger.
? Realkreditvirksomhed.
? Livsforsikring og pensionsopsparing.
? Ejendomsformidling.
? Samarbejdet i pengeinstitutsektoren, herunder infrastrukturydelser til betalings- formidlingen.
? Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen.
3.1.3 Geografiske markeder
Kommissionen har i en meddelelse fra 199520 gjort rede for, at de geografiske mar- keder for betalingsoverførsler stadig var nationale. Af særlig relevans for denne sag har Kommissionen endvidere i sin vurdering af fusionen mellem MeritaNordban- ken og Unidanmark anført, at de danske, svenske og finske markeder for detailban- kvirksomhed må anses for nationale, da konkurrencevilkårene inden for de tre sta- ter er forskellige. Kommissionen har lagt vægt på, at pengeinstitutternes netværk af filialer er nationalt opbygget. På engrosbankmarkedet finder Kommissionen, at vil- kårene for små og mellemstore virksomheder er forskellige fra de helt store. Sidst- nævnte er klart internationale, mens markedet for de mindre og mellemstore virk- somheder i hovedsagen stadig er nationalt. Tilsvarende anses forsikringsmarkedet for nationalt bortset fra reassurance.
I det følgende undersøges om denne vurdering også er holdbar i denne sag. Det bemærkes, at Kommissionen ved vurderingen af MeritaNordbanken / Unidanmark- sagen lagde vægt på, at der praktisk taget ikke var nogen geografiske områder hvor parternes aktiviteter overlappede bortset fra enkelte områder, hvor markederne var internationale, og hvor parterne tilsammen ikke fik nogen væsentlig markedsposit i- on (dvs. ikke nogen markedsandel over 20 pct.).
20 EFT 95/C/251/03.
3.2 Pengeinstitutvirksomhed
Danske Bank og BG Bank driver begge pengeinstitutvirksomhed. Den virksomhed, som pengeinstitutterne driver, adskiller sig fra de andre dele af den finansielle sektor. Pengeinstitutterne har eneret til at tage imod indlånsmidler fra offentlighe- den til forvaltning ved at markedsføre sig som indlånsmodtagere.21 Pengeinstitut- terne må kun beskæftige sig med opgaver, der har relation til omsætningen af pen- ge, kreditmidler og værdipapirer og dermed forbundne serviceydelser. Dog må de også udøve enkelte andre former for anden virksomhed, bl.a.
? Afvikling af forud indgåede, nu nødlidende engagementer
? Accessorisk virksomhed, herunder ejendomsformidling gennem datterselska- ber
? Forsikringsvirksomhed gennem datterselskaber og
? Realkreditvirksomhed gennem datterselskaber
For at kunne drive pengeinstitutvirksomhed skal man have tilladelse hertil fra Fi- nanstilsynet. For at få tilladelse skal nye pengeinstitutter have en fuldt indbetalt startkapital på mindst 5 mio. euro, dvs. ca. 40 mio. kr. Desuden stilles visse krav til selskabsform, og der skal være oplysninger om alle, der direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller ejer en kapitalandel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen. Tilladelse kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis kapitalejerne skønnes at ville modvirke en for- svarlig drift af pengeinstituttet, fx hvis de pågældende tidligere har vist sig uegnede til at drive finansiel virksomhed forsvarligt.
Pengeinstitutternes virksomhed omfatter et betydeligt antal forskellige opgaver (indlån, udlån, betalingsformidling, handel med værdipapirer, rådgivning fx om virksomhedskøb og om finansiering) og retter sig mod forskellige kundegrupper (husholdninger, store og små virksomheder, herunder eksport- og importvirksom- heder, store investorer og børsmæglerselskaber, samt det offentlige. Der kan argu- menteres for at vurdere fusionen særskilt for hver enkelt delmarked. Styrelsen har valgt at følge samme praksis som Kommissionen, nemlig at opdele undersøgelsen i første række efter pengeinstitutternes kundegrupper. Danske Bank og BG Bank er begge universalbanker, dvs. de udbyder et bredt spektrum af produkter til alle kun- degrupper.
Konkurrencevilkårene for de enkelte dele af fx detailbankmarkedet er imidlertid ikke uden videre de samme. Det spiller navnlig en rolle, at visse ydelser fx beta- lingsformidling kræver en særlig fælles infrastruktur. Vilkårene for adgang til den- ne infrastruktur bliver dermed af væsentlig betydning for virksomhedernes konkur- rencemuligheder. I det følgende undersøges først de enkelte dele af detailbankmar- kedet, engrosbankmarkedet og det finansielle marked og om de kan vurderes sam-
21 Bank og sparekasselovens § 1, stk.5.
let. Dernæst beskrives og analyseres de væsentligste infrastrukturer og branche- samarbejder.
3.3 Detailbankmarkedet
Detailbankmarkedet omfatter pengeinstitutternes indlån, udlån, betalingsformid- ling, ejendomshandel, værdipapir og rådgivning til private forbrugere og små- og mellemstore virksomheder.
Selvom detailmarkedet består af forskellige produkter, opfatter forbrugerne detail- bankmarkedet som et samlet marked. Kundernes indgang til markedet er hovedsa- geligt via deres bankrådgiver i en filial og i stigende omfang via Internettet.
Der er 18622 pengeinstitutter i Danmark, der tilsammen har ca. 2.188 filialer. De største pengeinstitutter er Danske Bank (nu inklusiv BG Bank), Unibank, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit Bank.
3.3.1 Produktmarkedet
Indlån
Detailmarkedet for indlån dækker forbrugernes og små og mellemstore virksomhe- ders behov for opbevaring af penge og placering af penge til forrentning. Der er tale om produkter som lønkonti, opsparingskonti og aftalekonti samt pensionsop- sparing.
De fleste forbrugere har flere indlånskonti, fx en lønkonto, en budgetkonto og en opsparingskonto. Flere og flere forbrugere har desuden pensionsopsparingskonti i pengeinstitutter.
Adgang til en lønkonto er en nødvendighed. Man kan ikke modtage løn eller so- ciale ydelser uden at have adgang til en lønkonto, og man kan ikke opbevare penge og værdier sikkert uden at have en bankforbindelse.
De private kunder havde ved udgangen af 1999 placeret ca. 366 mia. kr. i pengein- stitutterne, men de små og mellemstore virksomheder havde ca. 160 mia. kr. på indlånskonti. 23
Samtidig er alle pengeinstitutter omfattet af Lov om Indskydergaranti. Det betyder, at indlån efter fradrag af evt. gæld til pengeinstituttet er sikret op til 300.000 kr. i tilfælde af, at pengeinstituttet går konkurs. Desuden er visse begunstigede opspa- ringsformer (børneopsparing og kapitalpension) sikret fuldt ud. Indskydergaranti-
22 Der er reelt 191 pengeinstitutter, men 5 af disse er færøske eller grønlandske. Virksom- hedsregnskab og beretning fra Finanstilsynet 1999.
23 Anmeldelsen med udgangspunkt i Nationalbankens ud- og indlånsstatistik.
ordninger har bl.a. til formål at mindske udtræk på grund af rygter og stabiliserer på den måde det finansielle system.
Indlån til opsparingsformål kan substitueres af værdipapirhandel. Obligationer bæ- rer højere nominel rente. Derudover kan der være risiko for kurstab eller –gevinst. Hertil kommer ekstra transaktionsomkostninger. Forbrugernes handel med værdi- papirer har hidtil især været formidlet af pengeinstitutter, evt. sådan at man har købt eller solgt fra pengeinstituttets egen beholdning.
Udlån
Udlånsmarkedet dækker forbrugernes og små- og mellemstore virksomheders be- hov for likviditet eller finansiering. Der er tale om produkter som kassekredit og lån til forbrug og finansiering af langvarige forbrugsgoder samt boliglån udover kreditforeningslån.
Pengeinstitutterne havde ved udgangen af 1999 et udlån på ca. 171 mia. kr. til pr i- vate kunder og ca. 215 mia. kr. til små- og mellemstore virksomheder.
For forbrugerne er markederne for kreditkort beslægtet med udlånsmarkedet. Køb på kreditkort kan være et alternativ til optagelse af forbrugslån eller oprettelse af en kassekredit. Kreditkort udstedes typisk af pengeinstitutter, men forretninger og benzinselskaber kan også udstede, jf. nedenstående om betalingskort.
For de små- og mellemstore virksomheder på detailmarkedet er leasingaftaler be- slægtede med markedet for udlån. En leasingaftale er et alternativ til at købe en længerevarende gode og dermed et alternativ til at optage et lån. Gennem en le a- singaftale får kunden brugsretten til et aktiv – fx en bygning, edb-udstyr eller en mindre maskine - i en bestemt periode. Hele investeringen finansieres løbende gennem en leasingaftalen, og kunden har ikke brug for likviditet til en udbetaling, som det ofte vil være tilfældet ved et køb.
Små og mellemstore virksomheder anvender også pengeinstitutydelser i forbinde l- se med handel med udlandet, fx åbning af remburser, betaling i fremmed valuta eller checks, modtagelse af betaling mv.
Betalingsformidling og betalingskort
Betalingsformidling er en vital del af samfundsøkonomien. Alle varer og tjeneste- ydelser bliver købt og solgt med brug af penge, og bryder infrastrukturen til beta- lingsformidlingen sammen, vil det få konsekvenser for hele økonomien. Tidligere kunne man nøjes med kontanter, men over tid har der været en bevægelse fra kon- tantbetalinger over checks og giro til elektroniske betalinger – hovedsageligt ved brug af Dankort og betalingsservice. Disse systemer forudsætter omfattende inve- steringer bl.a. i edb og fortsat udvikling bl.a. af internetapplikationer.
Markedet for betalingsformidling omfatter betalingsservice, giro- og fælles indbe- talingskort, lønoverførsler, cash management og betalinger via betalingskort.
Det er en forudsætning for betalingsformidlingssystemet, at alle borgere har en konto i et pengeinstitut, og at der findes en infrastruktur, der kan håndtere transak- tionerne.
I Danmark foretages al betalingsformidling enten gennem PBS eller gennem pen- geinstitutternes eget betalingssystem, den såkaldte UDUS-clearing. Det gælder for begge betalingssystemer, at samtlige pengeinstitutter deltager enten direkte eller indirekte. Derfor kan enhver kunde i ethvert pengeinstitut udføre betaling til enhver anden kunde i et hvilket som helst pengeinstitut. Infrastrukturen på betalingsfor- midlingsområdet betyder, at afviklingen af betalinger mellem pengeinstitutterne kan ske 100 pct. elektronisk.
Betalingerne sendes til PBS, der foretager en samlet opgørelse - en sumclearing. Herefter udlignes beløbene via pengeinstitutternes konti i Nationalbanken. De min- dre pengeinstitutter deltager ikke alle direkte i clearingen, men får clearet gennem de større pengeinstitutter. Ca. 70 pengeinstitutter deltager direkte i clearingen. De andre pengeinstitutter deltager indirekte ved aftaler med de deltagende pengeinsti- tutter.
Betalingsservice
Betalingsservice er et fuldautomatisk alternativ til girosystemet og til det fælles indbetalingskortsystem. Betalingsservice bruges, når virksomheder og foreninger (kreditorer) ønsker at opkræve tilbagevendende regninger hos privatpersoner og virksomheder (debitorer).
For de private kunder er det muligheden for at foretage automatiske indbetalinger via betalingsservice, der er interessant. De private kunder er kun i mindre omfang kreditorer. De små og mellemstore virksomheder er både kreditorer og debitorer.
Betalingsservice er danskernes foretrukne betalingsmiddel til regninger. 86 % af de danske husstande bruger i dag betalingsservice, og der blev i 1999 overført 269 mia. kr. ved 119 mio. betalinger via betalingsservice.24
Girokort og fælles indbetalingskort
Fælles indbetalingskort er pengeinstitutternes konkurrent til girokortet. For forbru- gerne er der ingen forskel på girokort og fælles indbetalingskort. Begge kan betales både på posthuse og i pengeinstitutter.
De fleste pengeinstitutter tilbyder endvidere ”kuvert-service”, hvor kunden sender sine girokort/indbetalingskort til pengeinstituttet i en speciel kuvert, hvorefter pen-
24 Finansrådet.
geinstituttet trækker penge på kundens konto. Mens betalingsservice er gebyrfri for kunden (debitor), betales der et mindre gebyr ved betalinger via ”kuvertservice”.
Girokortet er et internationalt system, der traditionelt har været tilknyttet posthuse- ne, og de fleste indbetalinger på girokort foretages stadig via posthusene/BG Bank. Antallet af giroindbetalinger har været konstant de seneste år, mens antallet af ind- betalinger på pengeinstitutternes fælles indbetalingskort er steget. Girosystemet har traditionelt været anvendt navnlig af mange små og mellemstore virksomheder.
Tabel 3.3.1 Antal betalinger på giro og fælles indbetalingskort (1.000 stk.)
1997 | 1999 | |
Girokort | 25.593 | 25.784 |
Fælles indbetalingskort | 44.594 | 59.082 |
Kilde: Finansrådet
Det forventes, at markedet for papirbaseret betalingsformidling via girokort og indbetalingskort vil blive mindre betydende i fremtiden, og at elektroniske beta- lingssystemer vil overtage en stor del af markedet. Begge typer kort er allerede i dag i høj grad erstattet af BetalingsService, og mange forbrugerne anvender endvi- dere homebanking eller netbanking ved betaling af giro-/indbetalingskort.
Lønoverførsler
Lønadministration og lønoverførsler fra virksomheder til lønmodtagere er også en del af betalingsformidlingen. PBS er Danmarks største udbyder af lønsystemer med produkterne DataLøn og MultiLøn. I 1999 overførte DataLøn og MultiLøn løn til 1,3 mio. danskere.
Betalingskort
Markedet for betalingskort er et delmarked af markedet for betalingsformidling.
Dankortet er danskernes vigtigste betalingskort – og det får stadig større betydning. På 10 år er antallet af dankorttransaktioner steget fra ca. 50 mio. til næsten 400 mio. om året.
Betalingskort kan indeholder forskellige funktioner, som er aftalt mellem forbruge- ren (kortholderen) og kortudstederen. Udover betalingsfunktion kan kortholder ha- ve ret til fx at hæve kontanter, få kredit og opnå rabat på afgrænsede produkter.
Der er flere typer af betalingskort. De mest almindelige er hævekort, debetkort og kreditkort.
Hævekort
Pengeinstitutter udsteder hævekort til brug for egne kunder i egne hæveautomater eller efter aftale også i andre pengeinstitutters automater. Hævekortene er begræn- set i brugen og kan kun benyttes til at hæve kontanter eller til at overføre penge.
Debetkort
Et debetkort er et betalingskort, hvor beløbet trækkes direkte fra kortholders konto, når kortet benyttes til at betale med i en butik mv. eller benyttes til at hæve kon- tanter i en automat. Dankortet er det mest almindelige kort.
Der er ca. 2640 hævekortautomater eller ATM’er (Automated Teller Machine) i Danmark. Ca. 840 er opstillet inde i en filial og kan følgelig kun benyttes i penge- instituttets åbningstid. Ca. 125 automater er opstillet i lobbyen i et pengeinstitut, hvor pengeinstituttets egne kunder har adgang hele døgnet. Over halvdelen af hæ- veautomaterne - ca. 1650 – er såkaldte ”hole in the wall” automater, dvs. at de er placeret i tilknytning til en filial, men med direkte adgang fra gaden og for andre end filialens egne kunder. Endelig er et fåtal af automater såkaldte ”stand alone” automater, hvilket vil sige, at de ikke er opsat i tilknytning til en filial, men eksem- pelvis et supermarked eller en større arbejdsplads. Der er ca. 39 af den sidste kate- gori. Den lave andel skal ses i sammenhæng med de sikkerhedskrav, der stilles til opsætning af automater.
Alle hævekortautomater er knyttet til et landsdækkende netværk, som igen er kob- let til de internationale netværk fx Visa og Eurocard/MasterCard
I forretningerne kan Dankort anvendes i 78.000 terminaler. Hertil kommer et antal forretninger, der anvender ”fluesmækkere”.
Transaktioner med Dankortet trækkes på kortholders konto i et pengeinstitut straks eller inden for nogle få dage.
§ 14 i Lov om visse betalingsmidler bestemmer, at kortudsteders og – indløsers omkostninger ved drift af betalingskortsystemet ikke kan pålægges betalingsmod- tager. Bemærkningerne til ændringen af loven i 1999 lagde imidlertid op til en libe- ralisering, når forudsætningerne herfor var til stede, herunder at der ikke er barrie- rer for, at konkurrenter til PBS kan anvende infrastrukturen inkl. terminalerne. Ind- til en sådan liberalisering er gennemført, kan der ikke opkræves gebyr af butikker- ne, når kunden betaler med Dankortet i fx detailhandelen. Dette gælder kun, når der et tale om såkaldt fysisk handel, hvor begge parter er til stede. Det gælder ikke, når kortet bruges i en automat fx på en tankstation eller bruges til betaling via Inter- nettet.
Tabel 3.3.2 Brugen af Dankort i 1999
Antal aktive Dankort | 2,8 mio. |
- heraf Visa/Dankort | 1,5 mio. |
Antal hævekortautomater | 2.641 |
Antal forretninger i Danmark, der tager imod Dankort | 87.000 |
Xxxxx Xxxxxxx-betalinger i alt | 371,1 mio. |
Antal Visa/Dankort-betalinger i udla ndet | 10,8 mio. |
Kreditkort
Kreditkortene giver kortholderen en vis kredittid inden betalingen skal foreligge. De mest almindelige internationale kreditkort er VISA kort, MasterCard, American Express, Eurocard og Diners Club. I Danmark udstedes der også kreditkort af ben- zinselskaberne og detailhandlen.
Alle pengeinstitutter udsteder Dankort og VISA. Flere pengeinstitutter herunder også Danske Bank og BG Bank har endvidere licens til at udstede MasterCard. PBS har indtil 2000 haft eneret til at udstede Eurocard, mens Danske Bank er ene- ste udsteder af American Express kort i Danmark. Diners Club kortet udstedes ved henvendelse til Diners Club, Danmark, der er et datterselskab af den svenske SE Banken.
De danske forbrugere har øget deres brug af betalingskort kraftigt i 1990’erne, og stort set alle slags forretninger tager i dag imod et eller flere betalingskort.
Kortudstedelsen og kortadministrationen håndteres i pengeinstitutterne (bortset fra Eurocard) og transaktionerne gennemføres via PBS, jf. afsnit 3.10.
Rådgivning
Pengeinstitutterne yder rådgivning til privatkunder om låntagning, ejendomshan- del, placering af formue, pensionsopsparing, værdipapirhandel o.l. via bankrådgi- vere i filialerne. Til de små og mellemstore virksomheder ydes der desuden rådgiv- ning om cash management, betalingsformidling, risk management, finansiering og rådgivning inden for corporate finance området om fx køb og salg af virksomheder.
Flere pengeinstitutter er i den seneste tid begyndt at yde personlig betjening hele døgnet, hvor almindelige bankforretninger kan gennemføres.
Rådgivningen til private kunder tager udgangspunkt i kundens situation og omfat- ter almindeligvis budgetlægning og rådgivning om opsparing og kapitalforvaltning. Kundens midler kan placeres i en opsparing, fx som livs- eller pensionsforsikring. Kunden kan også vælge at investere sin opsparing i værdipapirer - fx aktier, obli- gationer eller investeringsforeningsbeviser.
Både pengeinstitutter og fondsmæglere kan handle værdipapirer for kunden. Har en kunde først besluttet sig for at investere i værdipapirer, er der flere valg, der skal træffes. Skal kunden investere i aktier, obligationer eller investeringsforeningsbevi- ser? Og hvilken aktie, obligation eller investeringsforeningsbevis skal kunden inve- stere i?
Generelt set er investering i aktier forbundet med størst risiko, mens investering i obligationer med kort løbetid er forbundet med mindst risiko. Jo mindre risiko der er ved investering i obligationer, jo større alternativ er det til en ”traditionel” op- sparing.
Investeringsforeninger giver de mindre investorer mulighed for større risikospred- ning. Investeringsforeningerne er ikke en integreret del af pengeinstitutterne, men investeringen foregår gennem et pengeinstitut, jf. afsnit 3.6.
Uden kendskab til værdipapirmarkedet er det et svært for kunden at finde det ”rig- tige” værdipapir at investere i. Derfor rådgiver både pengeinstitutter og fonds- mæglere kunderne om, hvilken investering der passer til deres behov. Rådgivnin- gen om og køb og salg af værdipapirer vil typisk ske ved at kunden ringer eller møder op hos en investeringsrådgiver i den lokale filial af pengeinstituttet eller fondsmægleren.
For køb og salg af værdipapirer gælder, at kunden kan vælge mellem tre forskellige handelstyper: Handel over Københavns Fondsbørs handelssystem (kommissions- handel), strakshandel og gennemsnitskurshandel. Strakshandler og kommissions- handler kan være limiterede.
Strakshandel er den mest anvendte form for værdipapirhandel. Når kunden først har besluttet sig for, hvilket værdipapir han vil købe, kan rådgiveren straks oplyse en pris på værdipapiret.
Kunden kan også vælge at prøve at opnå en bedre kurs på børsen via kommissions- handel. Pengeinstituttet eller fondsmægleren lægger kundens ordre ud på børsen om at købe fx 30 ISS-aktier til den bedst mulige kurs. Det er altså ikke på forhånd givet, hvad kursen er, eller om transaktionen kan gennemføres på de angivne betin- gelser.
Kunden kan også vælge at handle til gennemsnitskurser. Gennemsnitskurser bereg- nes af Københavns Fondsbørs både kl. 15.30 og kl. 17.00.
Hvis kunden ønsker at handle over børsen men godt vil sikre sig en bestemt pris, kan han vælge at lave en limiteret handel. Det betyder, at han ikke vil sælge (købe) medmindre kursen er højere (lavere) end et bestemt niveau.
Kunden skal betale kurtage og evt. andre gebyrer for handel med værdipapirer. Der kan forekomme forskelle i kurtagen mellem de enkelte pengeinstitutter og fonds-
mæglere. Typisk består kurtagen af en procentsats af den handlede kursværdi dog mindst et bestemt beløb.
Kunden kan også selv handle værdipapirer via Internettet. Der er flere pengeinsti- tutter, der tilbyder handel med værdipapirer over Internettet. P.t. er der dog kun tre selskaber, hvor handel over Internettet er ensbetydende med handel direkte på Kø- benhavns Fondsbørs. BG Bank, Nykredit Bank og E*Trade udbyder denne ydelse, men der er flere udbydere på vej.
3.3.2 Det geografiske marked
Kunderne på detailbankmarkedet anvender næsten udelukkende indenlandske pen- geinstitutter. Kunderne har adgang til produkterne gennem pengeinstitutternes fili- aler og i stigende omfang over Internettet. Herudover er der adgang til de mest al- mindelige bankforretninger gennem posthusene.
For kunderne har det geografiske marked traditionelt været begrænset til den by eller den bydel kunden bor i. Antallet af forskellige filialer ”at vælge imellem” og filialernes placering på attraktive beliggenheder i byerne er derfor af stor betydning for de enkelte pengeinstitutters konkurrenceevne.
I Danmark har der traditionelt været mange bankfilialer og selv i de små byer har der været en bank eller sparekasse. Etablering af nye filialer var frem til begyndel- sen af 80’erne et konkurrenceparameter.
I 1987 var der næsten dobbelt så mange filialer pr. indbygger i Danmark som i Sve- rige. I forhold til UK var forskellen endnu større. Siden er antallet af filialer redu- ceret med over 1/3 til noget over 2.200 indbyggere pr. filial, men det er stadig højt, jf. figur 3.3.1. Samtidig er den danske pengeinstitutsektor relativ arbejdskraftinten- siv i forhold til andre lande. I Danmark er der ca. 8 ansatte for hver 1000 pengein- stitutkunder. I Norge, Sverige og Finland er der kun 5-6 ansatte.
Figur 3.3.1 Antal filialer pr. 1 million indbyggere
700
500
400
300
200
100
0
Danmark Sverige UK Holland
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
Kilde: Dansk Bank Væsen, 4. udgave, 2000.
Udover bankfilialerne er der adgang til bankydelser på posthusene. Distributionen gennem posthusene bygger på en samarbejdsaftale med Post Danmark om etable- ringen af Postbanken. Postbanken er en form for selvbetjeningsbank, der blev etableret i 1999. Postbanken udbyder fire bankprodukter; lønkonto, opsparings- konto, millionærkonto og kviklån. Der er planen at etablere ca. 400 Postbanker. Der er tale om en eneforhandlingsaftale, hvor BG Bank har fået eneret til at anven- de posthusenes faciliteter til at udføre finansielle serviceydelser.25 Aftalen løber frem til 1. oktober 2008. 26
I Danmark er det de færreste af de i alt 186 pengeinstitutter, der er landsdækkende. Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at der - foruden deltagerne i fusionen – kun er to pengeinstitutter, Unibank og Jyske Bank, som er landsdækkende. Der er ca. 5-6 regionale pengeinstitutter, som primært har filialer i et bestemt geografisk område, men ofte også i (alle) de større byer. De øvrige pengeinstitutter har alene lokal tilknytning.
6 af de mellemstore pengeinstitutter er gået sammen i Regionale Bankers Forening. De lokale pengeinstitutter har tilsvarende sluttet sig sammen i Lokale Pengeinsti- tutters Forening. Endelig findes der en række andelskasser, hvor hovedparten har sluttet sig sammen i Sammenslutningen Danske Andelskasser.
25 Det følger af Lov nr. 88 af 8. februar 1995, m. senere ændringer, at Post Danmark har ret til at indgå en aftale om eneforhandling med et hvilket som helst pengeinstitut om at stille posthusene til rådighed (mod betaling) for udførelsen af finansielle ydelser, jf. § 3.
26 Konkurrencerådet har den 30. august 2000 givet eneforhandlingsaftalen mellem Post Danmark og BG Bank en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9.
Næsten alle pengeinstitutter er organiseret i pengeinstitutternes brancheorganisati- on, Finansrådet. 170 af de i alt 186 pengeinstitutter er medlem. Finansrådet koordi- nerer arbejdet med udviklingen af infrastrukturen, som de danske pengeinstitutter har opbygget på grundlag af en lang række indbyrdes aftaler samt fællesejet teknik. Aftalerne omfatter blandt andet checkindløsningsaftalen, aftalen om Dankort samt flere clearingaftaler.
De 186 pengeinstitutter har i alt ca. 2.188 filialer på landsplan. Antallet af filialer er dog langt fra ligeligt fordelt på pengeinstitutterne.
Tabel 3.3.3 Antal filialer fordelt på pengeinstitutterne
Xxxxx xxxxxxxx | Antal pengeinstitutter |
Over 400 | 1 |
300 – 400 | 1 |
200 – 300 | 0 |
100 – 200 | 2 |
50 – 100 | 3 |
20 – 50 | 3 |
10 –20 | 16 |
under 10 | resten |
Som det fremgår af tabellen, er der efter fusionen to store pengeinstitutter med me- re end 200 filialer – Danske Bank (incl. BG Bank) og Unibank – og 2 lidt mindre med mellem 100 og 200 filialer, mens 3 pengeinstitutter har mellem 50 og 100. Langt de fleste pengeinstitutter er regionale og lokale pengeinstitutter, og mange af disse har kun ganske få filialer.
Pengeinstitutterne er meget opmærksomme på den konkurrence, der er mellem fili- aler i lokalområder. Når pengeinstitutterne lukker filialer er forhold som afstanden til konkurrenter og antallet af kunder i lokalområdet lige så vigtige som filialens rentabilitet.
I større byer er antallet af filialer reguleret af lokalplanerne. Ifølge lokalplanerne er det ikke tilladt at etablere liberale erhverv – herunder finansielle virksomheder – i stueetagerne på byernes xxxxxxxxxx.00 Nye pengeinstitutter, der ønsker at etablere sig på attraktive beliggenheder, er derfor nødsaget til købe eller leje lokaler, hvor der umiddelbart forinden har været en finansiel virksomhed. Det er imidlertid kun en meget lille del af de filialer, pengeinstitutterne lukker, der sælges videre til an-
27 Gælder bl.a. for København, Roskilde, Kolding, Esbjerg, Lyngby, Odense, Aalborg og Århus.
dre pengeinstitutter.28 Det er desuden ikke ualmindeligt at pålægge ejendomme, der sælges eller udlejes, fordi en filial lukker, en klausul om, at der ikke må etableres pengeinstitut i eje ndommen igen.
Den personlige service, der ydes i pengeinstitutterne og kundernes tilhørsforhold til en bankrådgiver er vigtig for kundernes loyalitet overfor pengeinstitutterne. Ifølge en undersøgelse foretaget af Finansrådet har 75 pct. af danskerne været kunde i det samme pengeinstitut i mere end 10 år, og 64 pct. har en fast person/rådgiver i ban- ken, som de henvender sig til. 29
Pengeinstitutternes homebanking-systemer dækker i dag mange af de samme be- hov, som kunderne kan få dækket ved henvendelse via telefon eller personlig kon- takt. Homebanking-systemerne tilbyder funktioner som regningsbetaling, overfør- sel, budgetlægning, låne- og skatteberegning samt værdipapirhandel. I begyndelsen af 2000 havde over 540.000 privatkunder indgået en homebanking-aftale med de- res pengeinstitut.30
På længere sigt kan det få betydning for konkurrencen mellem pengeinstitutterne, at det er de store pengeinstitutter, der er længst fremme med internetbankydelser.31
Med udbredelsen af internetydelser i de eksisterende pengeinstitutter og etablering af nye internetbanker vil den geografiske placering af filialer blive mindre bety- dende. De enkelte pengeinstitutters udbud af specielle ydelser/produkter samt de vilkår pengeinstitutterne tilbyder kunder vil få større betydning.
Det har dog vist sig, at langt de fleste kunder stadig ønsker at have adgang til en fi- lial, og det må forventes, at dette – i det mindste for den ældre del af kunderne – også vil være tilfældet fremover. I 1999 henvendte 44 pct. af kunderne sig ved kas- sen/skranken i deres pengeinstitut mindst en gang om måneden. 32 Ifølge en under- søgelse fra Deloitte Consulting betragter 2/3 af kunderne ikke on-line service som en vigtig del af deres forhold til et pengeinstitut. Analyserne viser, at kunderne vægter personlig betjening og rådgivning højt, og advarer den finansielle sektor mod at skære for meget ned i antallet af filialer.
Detailbankmarkedet er, jf. ovenstående, i høj grad lokalt, og konkurrencen er præ- get af hvilke pengeinstitutter, der er repræsenteret i lokalområdet. Der er dog et betydeligt overlap mellem lokalmarkederne, og alle de store pengeinstitutter er re- præsenteret i alle områder. Filialstrukturen er imidlertid opbygget nationalt. De af-
28 Ifølge Konkurrencestyrelsens undersøgelser er der ved 71 nedlukkede bankfilialer solgt eller udlejet 3 filialer til virksomheder i den finansielle sektor.
29 Pengeinstitutternes omdømme 1999, Finansrådet.
30 Nationalbankens årsberetning 1999.
31 Xxxxxx Xxxxxx Consult i artikel i Børsens Nyhedsmagasin.
32 Pengeinstitutternes omdømme 1999. Finansrådet.
xxxxxxxx, som danske pengeinstitutter har i andre lande, indgår ikke som en del af det danske filialnet. Det betyder, at detailmarkedet må betragtes som nationalt.
For detailbankvirksomhed er det geografiske marked derfor Danmark.
3.3.3 Konklusion
Detailbankmarkedet dækker forbrugernes og de små og mellemstore virksomhe- ders behov for indlån, udlån, betalingsformidling og rådgivning.
Markedet er kendetegnet af et stor antal kunder, hvor ingen enkeltvis udgør en be- tydelig andel. Danskerne har i gennemsnit 1,1 bankforbindelse.
Kunderne er loyale og knyttet til deres lokale filial, selvom homebanking over Internettet bliver mere udbredt. Antallet af filialer og filialernes placering på at- traktive beliggenheder i byerne er dermed af stor betydning.
64 pct. af xxxxxxxx har en fast person/rådgiver i banken, som de henvender sig til vedrørende både indlån, udlån, betalingsformidling og rådgivning. Selvom der er flere forskellige produkter på detailbankmarkedet betragter kunderne typisk deres indlånskonti, eventuelle lån eller investeringsaftaler og bankens rolle som beta- lingsformidler som et samlet hele. Detailbankmarkedet kan derfor betragtes som et samlet marked.
Detailbankmarkedet afgrænses geografisk til Danmark.
3.4 Engrosbankmarkedet
Engrosmarkedet omfatter pengeinstitutternes tilbud til større virksomheder om indlån, udlån, likviditetsstyring, international og national betalingsformidling, råd- givning, bl.a. i forbindelse med virksomhedsopkøb, værdipapirudstedelse, afdæk- ning af risici mv.
Kunderne på dette marked er store virksomheder og institutionelle kunder (Idet følgende betegnet engroskunder). Disse har andre behov end private og de små og mellemstore virksomheder. De store virksomheder råder ofte selv over en betydelig ekspertise og indsigt i dele af det finansielle område.
3.4.1 Produktmarkedet
Indlån
Større virksomheders behov for at placere likvide midler til forrentning afviger fra behovene på detailmarkedet. Virksomhederne efterspørger i højere grad produkter, der kan optimere deres likviditetsflow evt. på koncernbasis. Herved kan behovet
for placering af likviditet også afstemmes med efterspørgslen efter betalingsfor- midling, valuta mv.
Udlån
Udlånsmarkedet omfatter ydelse af kreditter af enhver art til engroskunder, fx i form af kassekreditter, erhvervsudlån, byggelån, prioritetslån, eksportkreditter mv. Factoring33 og finansiel leasing34 er også omfattet heraf. For engroskunder indgår lån som en naturlig del af den samlede styring af likviditeten.
Likviditetsstyring
Likviditetsstyring dækker rådgivning og produkter til dækning af kundens behov for et optimalt cash flow. Virksomheden selv samt revisorer m.fl. vil kunne påtage sig nogle af de samme opgaver. Pengeinstitutterne har imidlertid de bredeste kon- takter til vurdering af markedsudviklingen og vil være i stand til at stille de fornød- ne midler og kreditter til rådighed for virksomhederne.
Virksomheden kan dække store likviditetsbehov ved at udstede virksomhedsobli- gationer eller kortfristede lån. Omvendt kan overskydende likviditet placeres i værdipapirer med kort løbetid.
Betalingsformidling
Opkrævning af betalinger via betalingsservice, giro og indbetalingskort retter sig bredt mod virksomhedernes behov for at sikre betaling til og fra kunder. I forhold til virksomhedernes leverandører i indland og udland tilbydes også forskellige pro- dukter, herunder international betalingsformidling gennem åbning af remburser og betalinger gennem korrespondentbanker eller gennem egne filia ler/datterbanker.
Der findes herudover særlige betalingsformidlingsprodukter udviklet af pengein- stitutterne, der er specielt rettet til virksomheder, såkaldte cash management pro- dukter. Det er fx systemer, der gør det muligt for virksomhederne selv at foretage daglige ind- og udbetalinger direkte fra virksomheden til betalingsmodtager. Dette minder om privates home-banking, men i en større skala og business-to-business. I Danske Bank og BG Bank sker det via de elektroniske systemer Danske Bank Te- leservice og BG Office Banking, hvor kundens økonomisystem knyttes sammen med pengeinstituttets.
Oprettelse af elektroniske markedspladser, hvor pengeinstitutter deltager, kan ud- gøre et alternativ til betalingsformidling i traditionel forstand. På disse markeds- pladser foregår betalingen som en direkte overførsel fra købers til sælgers konto uden om det traditionelle betalingsformidlingssystem. Sælger kan have en konto i det pågældende pengeinstitut, og køber kan have fordel ved at åbne en konto i samme institut. Det vil gøre det muligt at betalingen kan foregå sikkert og uden
33 Overtagelse af fakturafordringer.
34 Finansiering af virksomhedens brug af driftsmidler el. lign.
yderligere omkostninger ved selve transaktionen. Aktivitet på markedspladsen er ikke betinget af kontoforhold til pengeinstituttet.
Rådgivning
Pengeinstitutternes rådgivning er et område af stigende betydning for engroskun- der. Rådgivningen går fra enkle informationer om regler og faktiske forhold til fi- nansiel rådgivning i sager af stor økonomisk betydning for kunden. Der er andre aktører på dette marked, der kan rådgive virksomhederne om de samme forhold, men pengeinstitutterne har visse fordele i kraft af deres indgående kendskab til de finansielle markeder.
Engroskunders behov for finansiel rådgivning er særligt på komplicerede områder inden for finansiering og anvendelse af finansielle instrumenter som futures, swaps mv. til afdækning af forskellige risici, Mergers & Aquisitions, store erhvervslån, emissioner mv.
Virksomhederne kan også få rådgivning andre steder end hos pengeinstitutterne, fx hos konsulentfirmaer, advokater, revisorer mv., som eventuelt har specialiseret sig inden for visse områder. Pengeinstitutterne er som nævnt gerne specialister på de finansielle markeder, ligesom de sammen med børsmæglerselskaber er de eneste, der kan købe og sælge direkte på Københavns Fondsbørs.
Der er heller ikke noget til hinder for, at engroskunderne selv opbygger specialvi- den om de finansielle markeder og produkter, men flere vælger alligevel at købe rådgivning af en specialist på markedet. Typisk vil der være tale om situationer, hvor det ikke kan betale sig for en virksomhed at investere i at have den specielle viden ”i huset”, da der ofte vil være tale om et ad hoc behov for rådgivning. Hvis en virksomhed har et mere varigt behov for den finansielle viden, vil det kunne betale sig for den selv at opbygge den relevante viden fremfor at købe den af et pengeinstitut eller andre.
Fusioner, virksomhedsovertagelser og -salg
Rådgivning i forbindelse med Mergers & Acquisitions kaldes i banksproget for Corporate Finance. Det er en vigtig del af pengeinstitutternes (incl. investment- bankerne) rådgivning af engroskunder. Corporate Finance omfatter rådgivning i forbindelse med køb og salg af virksomheder, herunder egenkapitalfinansiering, børsnotering, outsourcing, værdiansættelse af aktiver, kapitalstrukturering, aktie e- mission osv. Pengeinstitutterne har en betydelig ekspertise inden for dette felt.
Fusioner er et voksende aktivitetsområde. Jo flere fusioner m.v. der er i et marked jo større et markedsgrundlag er der for rådgivning. Den gennemsnitlige omsætning for de fusioner og virksomhedsoverdragelser, der blev indberettet til Konkurrence- styrelsen i 1999 var på 864 mio. kr. Det er næsten seks gange så meget som i 1996. Der er ingen tegn på, at antallet af fusioner eller omsætningen i de fusionerede virksomheder vil falde i år 2000.
Det er hovedsageligt store kunder, der har behov for rådgivning fra pengeinstitutter i forbindelse med en fusion, en overtagelse af en virksomhed eller en sammenlæg- ning med en eller flere virksomheder. Dele af konsulentbranchen samt de melle m- store og store pengeinstitutter rådgiver om forhold i forbindelse med fusioner og virksomhedsovertagelser. Rådgivningen kan være delt op således, at en konsulent- virksomhed varetager rådgivningen om de strategiske tiltag, mens pengeinstitutter- ne varetager de finansielle forhold.
Både indenlandske og udenlandske pengeinstitutter mv. varetager rådgivning og de praktiske tiltag i forbindelse med de finansielle forhold, der skal varetages som føl- ge af en fusion eller en virksomhedsovertagelse.
Værdipapirudstedelse
Udstedelse af værdipapirer, der kan handles på børsen, omfatter bl.a.:
? Erhvervsobligationer, herunder konvertible obligationer
? Aktier
? Investeringsforeningsandele
? Aktierettigheder (ret til fondsaktier)
? Tegningsrettigheder (ret til at tegne aktier til en på forhånd aftalt pris)
Der vil typisk også være behov for andre ydelser, når en virksomhed udsteder værdipapirer, fx rådgivning om sammensætning af egenkapitel eller udarbejdelse af prospekt til introduktion på en børs.
Udstedelse af aktier er reguleret i aktieselskabsloven35 og i værdipapirhandelslo- ven.36 Udstedelsen kan kun ske gennem et eller flere kontoførende institutter i Værdipapircentralen, jf. boks 3.4.1.
Boks 3.4.1 Aktieselskabslovens § 23 b
Selskabet afholder samtlige omkostninger forbundet med udstedelse af aktier
m.v. i en værdipapircentral. Selskabet skal indgå aftale med et eller flere kon- toførende institutter om, at aktionærerne på selskabets regning kan
1) få deres aktier m.v. indskrevet og opbevaret der og
2) få meddelelse om udbytte m.v. samt årlig kontoudskrift.
Aktionærerne har ret til selv at udpege et kontoførende institut, der på sel- skabets regning udfører de i nr. 1 og 2 nævnte opgaver, såfremt instituttet over for selskabet påtager sig opgaverne for samme udgift, som selskabet
skulle have afholdt til det institut, selskabet har indgået aftale med.
35 Lovbekendtgørelse nr. 324 af 7. maj 2000.
36 Lovbekendtgørelse nr. 725 af 25. juli 2000.
Skal aktierne sælges på Københavns Fondsbørs, kan det alene ske gennem et eller flere af medlemmerne af Københavns Fondsbørs. 11 af de 37 medlemmer af Kø- benhavns Fondsbørs har ikke registreret postadresse i Danmark. 8 af disse har postadresse i Sverige. En række udenlandske pengeinstitutter, fondsmæglere og clearingscentraler har konto i Værdipapircentralen.
Danske virksomheder, der ønsker at udstede aktier, kan i stedet vælge at lade akti- erne notere på en udenlandsk børs. I så fald er det naturligt for virksomheden at vælge en udenlandsk rådgiver - og omvendt for så vidt angår udenlandske selska- bers notering på Københavns Fondsbørs og i Værdipapircentralen.
Afdækning af risici
Rådgivning om finansiel risikostyring bruges af virksomheder til at træffe valg om håndtering af valutabeholdning, typer af lån, investering i aktier samt køb og la g- ring af råvarer etc. Rådgivningen består dels i at afdække de finansielle risici, der er forbundet med en aktivitet, og dels i at finde frem til de foranstaltninger, der mi- nimerer de finansielle risici for kunden. De væsentligste finansielle instrumenter hertil er angivet i boks 3.4.2.
Boks 3.4.2 De væsentligste finansielle instrumenter
? terminsforretninger, kontrakt, hvor der på handelstidspunktet aftales en pris for valuta, obligationer eller aktier, men hvor levering sker på et fremtidigt tidspunkt,
? futures, kontrakt mellem to parter om at købe/sælge en standardiseret
mængde af et nærmere specificeret finansielt aktiv på en forud aftalt dato og pris,
? optioner, som futures med den forskel, at man som køber mod betaling
opnår mulighed for at tjene på kursudviklingen,
? FRA’s, forward rate agreements, aftale mellem to parter om rentesatsen for et fast aftalt beløb i en aftalt periode
? rente/valutaswaps, ændringer i størrelse af rente- eller valutarisici, fx fra fast til variabel rente) og
? repo og reverse, omfanget af indgående ind- og udlånsforretninger baseret
på sikkerhedsstillelse i form af værdipapirer.
Behovet for risikostyring opstår i forbindelse med mange aktiviteter, fx køb og salg i fremmed valuta, størrelsen af virksomhedens valutatilgodehavende eller lån i fremmed valuta. Men også udarbejdelse af investeringskalkuler og rådgivning om investering i nye markeder er forbundet med ris ikostyring.
Engroskunder kan have behov for rådgivning for bedre at kunne håndtere de risici, de står over for på markedet. Såvel danske og udenlandske pengeinstitutter, kon- sulentvirksomheder og andre finansielle rådgivere kan tilbyde dette.
Pengeinstitutterne er specialister inden for disse områder. De har store mængder af information, og der er betydelige stordriftsfordele knyttet til behandlingen af disse informationer. Jo flere relevante informationer, desto bedre risikoafdækning og dermed bedre rådgivning af kunderne.
3.4.2 Det geografiske marked
Europa-Kommissionen har i flere beslutninger slået fast, at det geografiske en- grosmarked er globalt, selvom nationale aktører dominerer især i forhold til de mellemstore virksomheder.37
Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at dette også gør sig gældende i denne sammenhæng. Markedet er præget af aktører fra både indland og udland. Virksom- hederne har adgang til produkterne gennem både indenlandske og udenlandske pengeinstitutter, gennem elektroniske banksystemer og i stigende omfang over Internettet. Ofte er virksomhederne internationale og har forbindelser over hele verden, evt. via datterselskaber eller filialer.
Af Kommissionens beslutning vedrørende fusionen mellem Unidanmark og Meri- taNordbanken fremgår det, at det relevante geografiske marked for små og melle m- store virksomheder (detailbankmarkedet) er nationalt, mens markedet er internatio- nalt for større og store virksomheder.38 Danske Bank opererer på de samme marke- der som Unidanmark, og det geografiske marked er således internationalt.
3.4.3 Konklusion
Der er et særligt marked for pengeinstitutydelser til store virksomheder. Disse virk- somheder har en større volumen og andre behov end private og små og mellemsto- re virksomheder. Endvidere varetager de store virksomheder selv flere af de funk- tioner, som detailbankkunderne efterspørger.
Markedet er internationalt, i hvert fald for de store virksomheder.
3.5 Markedet for værdipapirer, penge og valuta
Vilkårene for omsætning af værdipapirer, penge (likviditet) og valuta er i betydelig grad bestemt af forhold på de internationale markeder. Langt størstedelen af om- sætningen sker mellem professionelle handlende, herunder børsmæglerselskaber og pengeinstitutter. Disse handler ikke alene for egen regning men formidler også or- drer for kunder. De største investorer, fx pensionskasser, værdipapirudstedere og realkreditinstitutter, handler også som professionelle. De har kapacitet til selv at
37 Beslutning af 10.december 1999, sag nr. M.1764, Skandinaviska Enskilda Banken/BFG Bank og beslutning af 10. december 1997, sag nr. M.1029, Merita/Nordbanken.
38 Beslutning af 10. april 2000, sag nr. COMP/M.1910, MeritaNordbanken/Unidanmark, punkt 12.
opbygge en ekspertise i handel med værdipapirer der matcher pengeinstitutterne og fondsmæglerne. Selv store investorer benytter sig dog også af professionel assi- stance fra pengeinstitutter, som evt. handler med en given kapital efter fast aftale med de pågældende investorer.
Heroverfor står de handler, hvor mindre investorer søger at opnå en forrentning af deres kapital på markedet, enten ved at handle på børsen eller direkte med en af de professionelle handlende. Disse handler er langt mindre. Omkostningerne ved at handle er tilsvarende højere pr. omsat krone, og derfor vil den enkelte investor i langt mindre omfang købe professionelle råd. Dertil kommer forskellige regler og normer. Det stiller heller ikke samme kapitalkrav at handle detail som at handle på engrosmarkedet.
Der er en klar forskel mellem den handel, der sker mellem de professionelle aktører på markederne for værdipapirer, likviditet og valuta, og som omtales i dette afsnit, og den handel, der foretages, når (mindre) private låntagere og indskydere agerer på markederne. Konkurrencevilkårene for disse handler præges i højere grad af de samme forhold som hersker på detailbankmarkederne. Selve handlen over Køben- havns Fondsbørs er beskrevet i afsnit 3.11.
Der er forskelle på markedet for værdipapirer, likviditet og valuta. Der er tale om tre særskilte produktmarkeder. Men samtidig har de en række fællestræk.
3.5.1 Fælles vilkår
Engrosmarkedet for værdipapirer, likviditet og valuta omfatter i grove træk aktører som Nationalbanken, penge- og realkreditinstitutterne, fondsmæglerne og de insti- tutionelle investorer.
De enkelte handler på engrosmarkedet er betydelige, ofte langt over 50 mio. kr. pr stk. Modsat er værdien af en handel på detailmarkedet sjældent over 200.000 kr.
Nødvendigheden af et nøje kendskab til specielle handelssystemer samt komplekse værdipapirer, valuta- og pengemarkedsinstumenter, som optioner, futures, war- rents, fremtidige renteaftaler og valutaswaps, gør sammen med størrelsen af hand- lerne, at det kun er de professionelle aktører, der kan begå sig på engrosmarkedet.
Lovbestemmelser om etablering af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fonds- mæglerselskaber og Nationalbankens ind- og udlånspolitik mod sikkerhed i værdi- papirer begrænser i en vis udstrækning, hvem der kan agere som professionelle fi- nansielle selskaber.
Rollerne på engrosmarkedet og motiverne for handel er (lidt) forskellige aktørerne imellem.
Nationalbanken har to roller på engrosmarkedet for værdipapirer, penge og valuta Dels som udsteder af statspapirer og dels varetagelse af den danske valuta- og pen-
gepolitik. Det sker bl.a. gennem kreditgivning til penge- og realkreditinstitutter, køb og salg af valuta, indskudsbeviser, obligationer og skatkammerbeviser.
Pengeinstitutterne og fondsmæglerne køber og sælger værdipapirer og valuta til de- res egen beholdning og for deres kunder. Pengeinstitutterne handler desuden vær- dipapirer, valuta og pengemarkedsinstumenter for at mindske risici for tab på de aftaler, de indgår med kunderne og for at holde sig likvide.
Realkreditinstitutterne optræder først og fremmest som sælgere af obligationer for kunder, der optager prioritetslån. Den samme rolle har Danmarks Skibskredit, FIH, Kommunekredit og Kongeriget Danmarks Fiskeribank.
De institutionelle investorer er forsikringsselskaber, pensionskasser, investerings- foreninger og offentlige fonde som ATP og LD. De institutionelle investorer handler først og fremmest værdipapirer med henblik på at forrente deres forsik- ringsmæssige hensættelser, dels ved at udnytte kursforskelle (arbitrage), dels ved at få et løbende afkast af obligationer, aktier og andre værdipapirer.
I et moderne samfund kan behovet for værdipapirer, valuta eller likviditet sjældent opfyldes med andre ydelser. Muligheden for at efterspørgerne kan opfylde deres behov med andre ydelser, afhænger dog af, hvilket motiv der ligger bag efter- spørgslen. Pengeinstitutter, der afdækker deres positioner med investering i værdi- papirer eller valuta, har sjældent alternative investeringsmuligheder. Spekulanterne på markedet kan fx vælge at investere i ejendomme som alternativ til værdipapirer.
Handlerne på engrosmarkedet sker over Københavns Fondsbørs eller en anden godkendt værdipapirbørs og ved at aktørerne tager direkte kontakt til hinanden. Langt størstedelen af handlen på engrosmarkedet sker via det såkaldte telefonmar- ked mellem de professionelle handlende. Ordrerne effektueres straks efter mundtlig eller elektronisk aftale, hvorefter den indberettes til Københavns Fondsbørs. Den måde handlen med obligationer og market-maker-ordningen fungerer på, er et ek- sempel på dette, jf. afsnittet om handel med værdipapirer.
3.5.2 Handel med værdipapirer
§ 2 i lov om værdipapirhandel slår fast hvilke ”instrumenter” der betragtes som værdipapirer. Det er bl.a. aktier, obligationer og papirer, der kan sidestilles med disse, pantebreve, pengemarkedsinstrumenter, finansielle futures og optioner, fremtidige renteaftaler o.s.v.
Handel med værdipapirer kræver en specifik ekspertise, men er også underlagt særlige regler. Der gælder fx andre krav til at handle værdipapirer end til at for- midle indlån i pengeinstitutter og igen andre til at formidle handel med ejendom- me.
Ud fra investors synsvinkel kan handel med aktier være et substitut til handel med obligationer eller andre værdipapirer, men det er langtfra et perfekt substitut. For- skelle i risikoprofiler, løbetider og den skattemæssige behandling af værdipapirer spiller en rolle.
Handlen med værdipapirer omfatter først og fremmest handel med aktier og obli- gationer, jf. tabel 3.5.1.
Tabel 3.5.1 Handel med værdipapirer i mio. kr.
4. kvartal 1999 | 1. kvartal 2000 | 2. kvartal 2000 | 3. kvartal 2000 | |
Danske aktier | 140.098 | 177.539 | 148.395 | 209.898 |
Udenlandske aktier | 506 | 644 | 5.224 | 4.510 |
Investeringsforeninger | 14.849 | 29.164 | 17.048 | 15.839 |
Danske obligationer | 1.371.283 | 1.544.320 | 1.205.272 | 1.195.892 |
Udenlandske obligationer | 2.023 | 1.180 | 1.039 | 984 |
Skatkammerbeviser | 49.241 | 49.770 | 50.551 | 86.931 |
Xxxxx FUTOP kontrakter | 324.709 | 265.272 | 231.525 | 268.093 |
Kilde: Københavns Fondsbørs.
Handlen med FUTOP39 og skatkammerbeviser sker fortrinsvis mellem aktørerne på engrosmarkedet. FUTOP er komplekse værdipapirer, og skatkammerbeviser an- vendes som instrument på pengemarkedet, jf. beskrivelsen af pengemarkedet.
Handlen med investeringsforeningsbeviser udgør i de første tre kvartaler af 2000 over 11 pct. af handlen med aktier. Det er investorer på både detail- og engrosmar- kedet, der investerer i investeringsforeningsbeviser. Fx svarer ATP’s beholdning af investeringsforeningsbeviser til ca. 10 pct. af deres beholdning i aktier.
De centrale regler for handel med værdipapirer findes i ”Lov om værdipapirhandel m.v.”. § 4 i loven slår fast, at pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, realkreditin- stitutter, Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen har eneret til at rette henven- delse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af værdi- papirer. Loven afgrænser i en vis udstrækning, hvem der er at finde på engrosmar- kedet for værdipapirhandel.
Andre institutioner end pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, mv. kan dog for egen regning optræder som køber eller sælger af værdipapirer. Det gælder fx insti- tutionelle investorer.
Priserne på værdipapirerne dannes ud fra udbud og efterspørgsel. Hvis værdipapir- handler A henvender sig til B og spørger hvad han vil sælge en bestemt aktie til, er
39 Sammentrækning af futures og options
han dog ikke forpligtet til at oplyse en pris, og dermed lave en handel. Men det er anderledes for visse obligationer.
På obligationsmarkedet er der market-maker-ordninger for de ultralikvide stats- og realkreditobligationer. Der er 9 market-maker-aftaler for realkreditobligationer (enhedsobligationer) og 13 market-maker-aftaler for statsobligationer.
At være market-maker betyder, at pengeinstituttet/fondsmægleren har accepteret løbende at stille købs- og salgspriser for de obligationer, som aftalerne omfatter. Hvis en deltager i en market-maker-ordning ringer til en anden market-maker, og beder om køb- og salgspriser på en obligation, der er omfattet af ordningen, er han altså forpligtet til at fremsætte priser, han vil købe og sælge til.
Aftalerne som market-maker er frivillige og indgået i Børsmæglerforeningens regi. Pengeinstitutter og børsmæglere kan frit melde sig til og melde sig ud af aftalerne. Der findes ikke market-maker-ordninger for aktier.
Antallet af og handlen med obligationer har traditionelt været stor i Danmark, jf. tabel 3.11.2. De meget nationale træk (konverteringsmuligheden) ved realkredi- tobligationer har navnlig tidligere betydet, at udenlandske investorer ikke har vist mærkbar interesse for de danske realkreditobligationer. Derimod er der stor efter- spørgsel efter danske statsobligationer. Dog er forholdene ved at ændre sig, således at udenlandske investorers køb af danske realkreditpapirer er stigende.
Tabel 3.5.2 Nøgletal for aktie- og obligationshandel i udvalgte europæiske lande for 1999
Aktie- og obligati- onshandel pr. ind- bygger i kr. | Aktiehandel i pct. af aktie- og obligati- onshandel | Obligationshandel i pct. af aktie- og obli- gationshandel | |
Danmark | 1.708 | 5,2 | 94,8 |
Sverige | 1.201 | 16,7 | 83,3 |
England | 557 | 73,0 | 27,0 |
Holland | 358 | 59,7 | 40,3 |
Norge | 268 | 34,2 | 65,8 |
Tyskland | 250 | 53,5 | 46,5 |
Kilde: Københavns Fondsbørs, Fakta om Københavns Fondsbørs (statistik 1999) og egne beregninger.
3.5.3 Pengemarkedet
Overordnet set er pengemarkedet et engrosmarked for likviditet, dvs. muligheden for både at fremskaffe og anbringe likviditet. Kommissionen har tidligere defineret pengemarkedet som markedet for lån med kort løbetid (mindre end et år).40
Blandt instrumenterne på pengemarkedet er bl.a. Nationalbankens kreditgivning og indlånsbeviser, skatkammerbeviser, låneaftaler mellem pengeinstitutterne, repo- aftaler o.s.v. Markedet er altså spundet sammen af instrumenter, der også findes på værdipapirmarkedet, valutamarkedet og markedet for ind- og udlån.
Pengemarkedet bliver bl.a. brugt af pengeinstitutterne til at sikre likviditet til uventede træk på konti, realkreditinstitutterne har brug for likviditet i forbindelse med terminerne og udtrækningerne, mens staten bruger pengemarkedet til at udlig- ne udsving i skatteindtægter og udgifter.
Pengemarkedet kan også bruges til at placere overskydende likviditet. De finan- sielle institutioner anvender bl.a. investering i værdipapirer som en placeringsmu- lighed for overskydende likviditet. Det betyder, at investering i skatkammerbeviser eller aftaler om genkøbsforretninger (repo-handler) udgør et alternativ til indskud på foliokonto eller køb af indskudsbeviser i Nationalbanken.
Alle penge- og realkreditinstitutter i Danmark har ret til at låne penge i Nationa l- banken mod sikkerhed. Der er i øjeblikket 150 penge- og realkreditinstitutter, der har konto - og dermed adgang til kredit - i Nationalbanken.
Som et led i den danske pengepolitik er ind- og udlånspolitikken i Nationalbanken bygget op på en måde, så penge- og realkreditinstitutterne har en aktiv likviditets- politik og indbyrdes handler med likviditet fremfor, at de handler likviditet direkte med Nationalbanken. 41
På interbankmarkedet har specielt de store pengeinstitutter mulighed for at stille tilstrækkelig likviditet til rådighed for de øvrige. De mindre pengeinstitutter kan have (faste) aftaler med de større pengeinstitutter om, at få stillet likviditet til rå- dighed. Aftalen kan være med et nationalt såvel som udenlandsk pengeinstitut.
3.5.4 Handel med valuta
Valutamarkedet er et marked for køb og salg af valuta mod danske kroner. Det er primært kapitalbevægelser og udenrigshandel, der skaber behovet for et sådant marked. Hertil hører også afdækning af valutakursrisici. Der er tale om ganske be- tragtelige omsætningstal.
40 Kommissionens beslutning af 14. juni 1995 i sag nr. IV/M.596 – Mitsubishi Bank/Bank of Tokyo.
41 Nationalbanken, Kvartalsoversigt – 2. kvartal 1999, ”Ændringer af de pengepolitiske in- strumenter”.
Handel med valuta kan ske på flere forskellige måder. Ombytningen af valuta kan ske med det samme (spothandel), eller den kan ske med en aftale om, at den skal leveres på et senere fastsat tidspunkt til en i forvejen fastsat pris (terminshandel).
Der er desuden forskellige former for lån i en valuta mod sikkerhed i en anden va- luta, fx valutaswap.42 Handler med valuta, herunder specielt spothandler og valu- taswap, har betydning for pengeinstitutternes likviditet og dermed forholdene på pengemarkedet.
Målt i mia. kr. pr. bankdag indgås de fleste valutahandler ved valutaswap og spot- handler, jf. tabel 3.5.3.
Tabel 3.5.3 Nettoomsætning på valutamarkedet i Danmark fordelt på transak- tionstyper, mia. kr. pr. bankdag
April 1989 | April 1992 | April 1995 | April 1998 | |
Spothandel | 47 | 67 | 48 | 44 |
Terminshande | 9 | 13 | 8 | 8 |
Valutaswap | 40 | 92 | 109 | 138 |
Andre43 | 1 | 8 | 7 | 6 |
I alt | 98 | 179 | 173 | 194 |
Kilde: Nationalbanken, Kvartalsoversigt 4. kvartal 1998.
Tidligere skulle et pengeinstitut være autoriseret valutahandler for at kunne handle valuta. I dag er markedet liberaliseret, hvilket betyder, at alle pengeinstitutter kan handle valutaer direkte i markedet. Det kræver dog et net af korrespondentbanker at være valutahandler.
Overførslen af de handlede valutaer sker normalt gennem et pengeinstitut i den på- gældende valutas hjemland. Fx afvikles DEM gennem en bank i Tyskland. Det be- høver dog ikke være et tysk pengeinstitut, det kan lige så godt være gennem et udenlandsk pengeinstituts filial i Tyskland. Alle deltagere i valutamarkedet har der- for et såkaldt korrespondentbanknet44 med valutakonti i forskellige lande.
Nationalbanken handler i det danske valutamarked med indenlandske valutahandle- re, dvs. ved handel med valuta mod danske kroner. I forbindelse med forvaltning af
42 Kombinerer en kontanthandel (fx køb af DEM for DKK) med en modgående termins- handel (salg af DEM for DKK). En valutaswap er i realiteten et lån eller en placering i en valuta mod sikkerhed i en anden valuta.
43 Currency-swap og valutaoptioner.
44 Enten har pengeinstituttet selv udenlandske filialer, eller aftaler med udenlandske banker om at de kan være modpart i handlen med valuta.
valutareserven handler Nationalbanken også med udenlandske valutahandlere, men kun ved handel med valuta mod valuta.
Valutamarkedet er centralt for penge- og valutapolitikken, da kronekursen dannes på valutamarkedet.
3.5.5 Det geografiske marked
Det fremgår, at engrosmarkederne for handel med værdipapirer, likviditet og valuta geografisk er internationale. Mere end en fjerdedel af pensionskassernes aktiver og mere end halvdelen af investeringsforeningernes aktiver er således placeret i uden- landske aktier og obligationer, jf. tabel 3.5.4.
Tabel 3.5.4 Udenlandske værdipapirer i pct. af samlede aktiver
1996 | 1997 | 1998 | 1999 | |
Pensionskasser | 13,1 | 15,8 | 18,2 | 26,6 |
Investeringsforeninger | 45,3 | 42,5 | 45,9 | 55,2 |
Kilde: Finanstilsynet, ”Markedsudvikling 1999 for livsforsikringsselskaber og pensionskas- ser samt skadesforsikringsselskaber” og ”Markedsudvikling 1999 for investeringsforenin- ger og specialforeninger”.
Udenlandske investorer og dermed udenlandske værdipapirhandlere er mest inte- resseret i danske statsobligationer. Ca. 40 pct. af den cirkulerende mængde statspa- pirer ejes af udenlandske investorer. Kun ca. 6 pct. af de danske realkreditobligati- oner er ejet af udenlandske investorer, men andelen har været voksende.
De udenlandske investorers interesse for danske aktier har også været stigende gennem de sidste fem år. Op mod 25 pct. af kapitalen i de danske børsnoterede sel- skaber ejes af udenlandske investorer. Handlen med dansk noterede papirer er dog koncentreret til de allermest omsatte (KFX-papirer).
Handel med valuta og likviditet er fuldstændig liberaliseret, efter de sidste valuta- restriktioner blev afviklet i 1988. Større handel over grænserne har også medvirket til en større grænseoverskridende handel med valuta.
En større international integration på værdipapir-, penge- og valutamarkedet bevir- ker, at kurser på værdipapirer og valuta samt renter på lån og indlån i højere grad er internationalt bestemt. Bevægelser på de udenlandske markeder slår øjeblikkeligt igennem i Danmark og råderummet for markedsbevægelser, der afviger mærkbart fra udlandet er ikke til stede.
Det geografiske marked for handel med værdipapirer,45 penge46 (likviditet) og va - luta 47 er hovedsagelig internationalt. Markederne har dog særlige danske træk. Fx
45 Kommissionens beslutning af 10. april 2000 i sag nr. COMP/M.1910 MeritaNordban- ken/Unibank.
er det fortsat overvejende danske investorer, der investerer i og handler med danske realkreditobligationer.
3.5.6 Konklusion
Værdipapir-, penge- og valutamarkedet er tæt knyttet til hinanden. En transaktion på det ene marked berører ofte de to andre markeder. Hertil kommer, at der i et moderne samfund sjældent er et alternativ for efterspørgeren af værdipapirer, likvi- ditet eller valuta. Der er derfor et selvstændigt produktmarked for disse ydelser.
Der er tale om særskilte markeder for engrostransaktioner, hvor der handles meget store poster på kort tid. Priser og vilkår er helt overordnet sat på de internationale markeder og der er ikke noget råderum for udsving på det danske engrosmarked, der afviger mærkbart fra udlandet.
Derimod er forholdene på detailmarkedet i langt højere grad præget af specielle danske forhold, herunder af den danske infrastruktur – Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen – og af mindre omsætningsenheder og andre regler.
3.6 Investeringsforeninger
3.6.1 Produktmarkedet
Investeringsforeninger er en del af den finansielle sektor, men adskiller sig på en række punkter fra anden form for finansiel virksomhed, bl.a. ved at være selvstæn- digt reguleret.
En investeringsforening udbyder investeringsbeviser til sine medlemmer. Produktet har karakter af et værdipapir, der giver det enkelte medlem ret til en andel af for- eningens formue. Et investeringsbevis adskiller sig fra andre former for værdipapi- rer ved at sikre medlemmet en større risikospredning. Dette kan gøre investerings- beviser attraktive for nogle købere. En investeringsforening har dog også en række fællestræk med de øvrige aktører på markedet, i og med, at foreningen efterspørger rådgivning og kapitalforvaltning. Investeringsforeninger har således en dobbeltrol- le, idet de optræder såvel som efterspørgere og som udbydere af disse ydelser.
Antallet af investeringsforeninger har været støt stigende gennem de sidste 15 år. I 1999 var der 331 investeringsforeningsafdelinger mod 94 i 1986. I perioden 1995- 1999 er formuen seksdobbelt fra 34 mia. kr. til 203 mia. kr. Årsagen hertil er både tilgang af opsparing og kursstigninger på obligationer og især aktier. Antallet af medlemmer er i samme periode fordoblet fra 250.000 til 500.000.
46 Kommissionens beslutning af 14. juni 1995 i sag nr. IV/M.596 – Mitsubishi Bank/Bank of Tokyo.
47 Kommissionens beslutning af 14. juni 1995 i sag nr. IV/M.596 – Mitsubishi Bank/Bank of Tokyo.
Ultimo 2000 var den samlede formue i danske investeringsforeninger på 244 mia. kr. Heraf tegner de fem største foreninger sig for ca. 83 pct. af formuen.
Tabel 3.6.1 De fem største investeringsforeningers formue
Forening | Formue ultimo 2000 mia. kr. |
Danske Invest | ca. 80 |
Uni-Invest | ca. 65 |
BankInvest | ca. 24 |
Jyske Invest | ca. 17 |
BG Invest | ca. 17 |
Total | ca. 202 |
Udøvelse af investeringsforeningsvirksomhed er reguleret ved lov. Det følger bl.a. heraf, at en forening kun må drive virksomhed som investeringsforening. Den daglige ledelse af en forening kan enten varetages af direktionen eller et admin i- strationsselskab. Et administrationsselskab kan ikke samtidig være depotselskab for foreningen. Denne begrænsning skal sikre, at kontrollen af administrationsselska- bet er reel og udøves af en uafhængig instans, og dermed, at der ikke kan ske et misbrug som en følge af, at forskellige interesser blandes sammen. Et depotselskab er pålagt visse kontrolbeføjelser over for et administrationsselskab. Dette er først og fremmest af hensyn til at sikre formuens tilstedeværelse og en korrekt værdia n- sættelse af denne.
Boks 3.6.1 Lov om investeringsforeninger
For at etablere en investeringsforening skal Finanstilsynet godkende den og man skal registrere virksomheden hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter aktieselskabslovens regler herom.
Godkendelse fra Finanstilsynet forudsætter, at en række betingelser er opfyldt:
? At foreningen er gyldigt stiftet,
? At foreningen har en formue på minimum 10 mio. kr., og
? At foreningens valg af depotselskab og eventuelt valg af administrationsselskab er godkendt af Finanstilsynet,
? At Finanstilsynet har godkendt foreningens vedtægter.
En forenings værdipapirer og likvide midler skal forvaltes og opbevares særskilt af et godkendt depotselskab. Som depotselskab kan godkendes banker med hjemsted her i landet samt filialer af udenlandske kreditinstitutter. Investeringsforeningen enten selv varetage kapitalforvaltningen eller lade et administrationsselskab varetage denne. Administrationsselskaber må i henhold til loven kun betjene investeringsforeninger og ikke drive virksomhed for egen regning. For så vidt angår rådgivning af en investe- ringsforening om, hvordan dens kapital skal forvaltes, så kan foreningen indgå en af-
tale med et pengeinstitut eller lign. herom.
Når en investeringsforening handler værdipapirer sker det ved, at den søger rådgiv- ning, for derefter at handle gennem et pengeinstitut eller direkte hos de store inden- eller udenlandske børsmæglere. Da en forening endvidere handler for store beløb ad gangen, er handelsomkostningerne derfor alt andet lige lavere, end hvis den pr i- vate investor investerede mindre beløb direkte i værdipapirer.
Investeringsbeviser kan, som nævnt ovenfor, sikre investor en større risikospred- ning end ved en direkte investering i værdipapirer. Hertil kommer, at omkostnin- gerne ved en direkte placering er højere, bl.a. pga. minimumskurtage, ligesom en investeringsforening evt. ved hjælp af professionel rådgivning har lettere ved at følge markedsudviklingen.
Investeringsforeningerne er opdelt i afdelinger, så det er muligt for investor at skræddersy sin investering. Investor kan bl.a. vælge, om investeringen skal være i danske, nordiske, europæiske, globale, amerikanske, japanske eller eksempelvis østeuropæiske aktier. Nogle tilsvarende muligheder findes om end i begrænset om- fang for investeringer i obligationer, herunder om obligationerne skal have korte eller lange løbetider. Investor kan også vælge inden for hvilken branche, han vil investere: IT-infrastruktur, Internet, bioteknologi, medico o.lign.
Disse muligheder for investor til at skræddersy sin investering kunne pege i retning af, at privatkunder ser investeringsbeviser som et særskilt produkt. Derimod synes der ikke at være forhold, der peger i retning af, at virksomheder og institutionelle kunder finder, at investeringsbeviser er et selvstændigt marked. Prisen for investe- ringsbeviser følger værdien af de underliggende papirer. Der er ikke en særskilt uafhængig prisudvikling.
Handelsformen kan heller ikke føre til nogen afgørende forskelle på at erhverve et investeringsbevis eller et værdipapir. Køb af investeringsbeviser sker ved, at kun- den henvender sig i et pengeinstitut. Når kunden har købt et investeringsbevis op- retter pengeinstituttet et depot, hvori beviset opbevares. Xxxxxx et medlem at handle et bevis, kan dette ske i alle landets pengeinstitutter og ikke kun gennem det, der er depotselskab for foreningen. Det koster ikke noget for kunden at opbe- vare investeringsbeviset i et depot.
Det kan på denne baggrund konkluderes, at investeringsbeviser er et særligt pro- dukt. Det indebærer dog ikke, at handel med investeringsbeviser er et særskilt mar- ked.
Selve medlemsskabet af en investeringsforening indebærer ikke nogle bindinger, idet medlemmet til enhver tid kan indløse sine andel til et beløb, der er lidt lavere end den "indre værdi". Skattereglerne kan heller ikke begrunde, at investeringsbe- viser udgør et særskilt produktmarked. Udgangspunktet er, at beskatningen af et investeringsbevis svarer til den beskatning, der ville være, hvis investor selv havde investeret direkte i de enkelte værdipapirer.
Investeringsbeviser er et alternativ til direkte køb af værdipapirer, og til indlån og andre former for opsparing. Kunder på detailbankmarkedet kan have særlige for- dele ved at vælge investeringsbeviser. For institutionelle kunder kan det være en metode til professionel forvaltning af bestemte porteføljer.
Investeringsforeninger efterspørger også rådgivning og kapitalforvaltning.
I praksis tegner der sig et billede af, at en investeringsforening ofte efterspørger rådgivning og kapitalforvaltning fra det pengeinstitut, der fungerer som depotsel- skab. Det skal her fremhæves, at en investeringsforening ikke må være koncernfor- bunden med det selskab, som foreningen benytter som depotbank.
Eksempelvis har Danske Invest et tæt samarbejde med Danske Bank, som er Dan- ske Invests depotselskab. Danske Invest er ikke en del af Danske Bank koncernen. Danske Invest Administration er administrationsselskab for Danske Invest. Danske Banks rolle er at fungere som depotbank og gennem sin forvaltningsdivision, Dan- ske Capital, at rådgive såvel medlemmer som Danske Invest. Styrelsens undersø- gelser viser, at der ikke er juridiske bånd i form af eksklusivaftaler el.lign., der bin- der depotbank og investeringsforening sammen, men at der er tale om en ”naturlig” tilknytning.
En række andre pengeinstitutter fungerer også som depotselskab for investerings- foreninger, der søger rådgivning andetsteds og omvendt. Fx fungerer Unibank som depotselskab for UniInvest og BG Bank som depotselskab for BG Invest, der er to af landets største investeringsforeninger.
Drift af en investeringsforening er en særskilt aktivitet inden for den finansielle sektor. Ud over de særlige lovregler er det af betydning, at en investeringsforening har et snævert samarbejde med andre aktører i den finansielle sektor, specielt pen- geinstitutter. Investeringsforeningernes ydelser – salg og køb af investeringsbeviser
- adskiller sig ikke så fundamentalt fra andre værdipapirer, at der foreligger et sær- skilt produktmarked, men produktet har særlige karakteristika, der gør det attraktivt for mindre investorer.
3.6.2 Geografisk marked
Reglerne for tilsyn med investeringsforeninger er nationale. De lovgivningsmæssi- ge krav til etablering og drift af en investeringsforening udgør dog ikke en barriere for udenlandske virksomheder, der ønsker at udbyde investeringsbeviser til danske kunder.
Handlen med investeringsbeviser sker gennem pengeinstitutter og børsmæglersel- skaber. Investorernes valg af investeringsbeviser vil være præget af nogle af de samme forhold som gælder for detailbankmarkedet i øvrigt. Danskere er som tidli- gere nævnt meget loyale over for deres lokale pengeinstitut, og de vil ofte vælge efter råd og vejledning fra dette. Det fremgår også af tabel 3.6.1, at de 5 største in-
vesteringsforeninger, der er under tilsyn af Finanstilsynet , alle er danske og knyttet til de større pengeinstitutter.
Der er imidlertid ingen hindringer for gennem sit pengeinstitut at investere i andre foreninger, herunder udenlandske investeringsforeninger, ligesom udenlandske in- vesteringsforeninger kan etablere sig her i landet. Internettet kan også fremme en internationalisering på dette område. Beskatningen af udenlandske investeringsfor- eningsbeviser kan dog medvirke til, at man er tilbageholdende over for at investere i udenlandske papirer.
Større investorer vil sandsynligvis ligesom på værdipapirmarkedet i øvrigt være endnu mere opmærksomme på denne mulighed. Engroskunder handler allerede i dag gennem udenlandske mæglere. Det er imidlertid vanskeligt at få belyst disse forhold nærmere talmæssigt
Det geografiske marked for handel med investeringsbeviser må samlet vurderes at være internationalt for de større investorer. De mindre investorer vil gennem deres tilknytning til lokale rådgivere være tilbøjelige til at handle med beviser i danske pengeinstitutters foreninger. Der er ikke institutionelle eller økonomiske barrierer for at handle med udenlandske beviser, men det forhold at de mindre investorer er afhængige af lokal rådgivning og bedre kan følge forholdene i foreninger, der er etableret her i landet, gør det naturligt på dette stadie af undersøgelserne at antage at de i praksis i alt væsentligt handler med beviser fra foreninger, der er etableret i Danmark og som kan markedsføre sig direkte over for danske forbrugere.
Danske Bank og BG Bank fungerer som depotbanker for investeringsforeninger, og fusionen har derfor virkning på dette marked.
3.6.3 Konklusion
Køb og salg af investeringsbeviser udgør et reelt alternativ til indlån, direkte inve- stering i værdipapirer og andre former for kapitalforvaltning, uanset om investor er privatkunde, virksomhed eller institutionel. Xxxxxx med investeringsbeviser indgår derfor som en del af det danske marked for detailbank - hhv. det internationale marked for større investorer.
3.7 Realkreditmarkedet
3.7.1 Produktmarkedet
Realkreditvirksomhed adskiller sig fra andre finansielle markeder bl.a. ved sin særlige lovgivning og ved sit produkt – lån mod sikkerhed i fast ejendom til lav rente og med lang løbetid, baseret på obligationsudstedelse. Det samlede bruttoud- lån udgjorde i 1999 ca. 319 mia. kr. Næsten al fast ejendom i Danmark har før eller siden været belånt med realkreditlån.
Overordnet skelnes der mellem to realkreditsystemer: obligationssystemet og ind- skudssystemet. Obligationssystemet er dominerende i Danmark, hvor realkreditin- stitutterne anslås at have en markedsandel på over 90 pct. Realkreditlån er den pri- mære boligfinansiering.
Realkreditsektoren er reguleret i realkreditloven. 48I Danmark må et realkreditinsti- tut kun yde lån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobli- gationer. Der kan dog gives særlig tilladelse til, at der udstedes andre værdipapirer end realkreditobligationer. Institutterne må kun drive realkreditvirksomhed og der- til accessorisk virksomhed.
Der gælder faste grænser49 for, hvor meget man må belåne sin faste ejendom med realkreditlån. Lån ud over denne grænse kan fx være pengeinstitutlån. For låntager adskiller realkreditlån sig fra pengeinstitutån ved deres varighed og den lave rente, som normalt ligger fast. Disse faktorer er vigtige for husejere, som derved kan planlægge deres udgifter for en lang årrække uden risiko for ekstra udgifter til fi- nansiering. Løbetiden på et realkreditlån kan være op til 30 år. Renten ligger nor- malt flere procentpoint lavere end et pengeinstitutlån, og man risikerer med den traditionelle finansieringsform (annuitetslån) ikke, at renten stiger eller falder, som det typisk vil være tilfældet i et pengeinstitut. I de senere år er obligationslån base- ret på rentetilpasningsordninger blevet populære, især Realkredit Danmarks Fle x- lån®. Det hænger sammen med, at den ”korte” rente (på 1-3 eller 5-årige lån) er lavere end på 20-30-årige lån. Stiger renten igen, vil rentetilpasningslån kunne bli- ve bekostelige for husejerne, og derfor er det også forholdsvis få, der tør satse alene på disse lån.
Realkreditlån er billige – og normalt billigere end andre lån – fordi der er stor sik- kerhed, nemlig i fast ejendom inden for en fast lånegrænse, fordi produktet er stan- dardiseret, og fordi obligationer udbydes på markedet i store serier.
Der er forskellige regler for realkreditlån, alt efter hvilket formål lånet ydes til. Markedet er således opdelt i bolig (støttet byggeri, privat udlejning, ejerboliger og fritidshuse), landbrug mv., industri og håndværk mv. og kontor og forretning.
Boks 3.7.1 Udvikling i realkreditinstitutternes samlede bruttoudlån
Mio. kr. | 1997 | 1998 | 1999 |
Ejendomme til beboelse | 167.628 | 252.295 | 217.886 |
Erhvervsejendomme | 68.235 | 99.945 | 95.246 |
Andre ejendomme | 3.949 | 6.736 | 5.430 |
I alt | 239.812 | 358.975 | 318.561 |
Kilde: Realkreditten i tal 1999
48 Lovbekendtgørelse nr. 738 af 4. august 2000.
49 Realkreditlovens § 26.
Der er i alt 10 realkreditinstitutter i Danmark, der er medlem af Realkreditrådet. Realkreditrådet fungerer som brancheforening og har bl.a. udarbejdet et sæt etiske retningslinier for medlemmernes markedsføring. Uden for Realkreditrådet står Kommunekredit og Danmarks Skibskreditfond, der yder lån til helt specielle for- mål. Blandt medlemmerne af Realkreditrådet er 5 realkreditinstitutter, som dækker alle områder, og derudover 5, som er aktive på udvalgte markeder.
Flere af institutterne er ikke aktive på de samme markeder. Siden 1986 er der kommet yderligere 4 realkreditinstitutter. Det hænger sammen med en liberalise- ring af lovgivningen samt brancheglidning. Flere af de nytilkomne selskaber er så- ledes datterselskaber af pengeinstitutter - Danske Kredit og Unikredit – og en ræk- ke andre pengeinstitutter samarbejder tæt med Totalkredit.
Realkreditlån formidles ved direkte henvendelse fra kunden til realkreditinstituttet evt. via Internettet, via pengeinstitutter og via ejendomsmæglere. Det spiller i den forbindelse en rolle, at flere af realkreditinstitutterne er pengeinstitutbaserede, og at næsten alle realkreditinstitutterne har et samarbejde med en eller flere ejendoms- mæglerkæder. Danske Bo er et datterselskab af Danske Bank.
Svarende hertil viser Konkurrencestyrelsens undersøgelser, at institutterne har til- rettelagt deres distribution af lån helt forskelligt. De pengeinstitutbaserede institut- ter, dvs. Unikredit, Danske Kredit, BG Kredit og Totalkredit, distribuerer helt overvejende deres lån via egne pengeinstitutter. Nykredit har langt den største di- rekte distribution, men har også et pænt salg gennem ejendomsmæglere og penge- institutter. Det samme gælder for Realkredit Danmark (inkl. BG Kredit). BRF har ikke nogen væsentlig formidling via pengeinstitutsektoren, men et pænt salg gen- nem ejendomsmæglerkæden EDC.
Samlet er det styrelsens vurdering, at 10-15 pct. af lån til realkreditsektoren for- midles via ejendomsmæglere, og at 25-30 pct. går via pengeinstitutterne. For de pengeinstitutbaserede realkreditinstitutter kommer stort set det hele fra de pengein- stitutter, der er tilknyttet. Ejendomsmæglere og pengeinstitutfilialer er unikke di- stributionskanaler for realkreditinstitutterne. Det er sandsynligt, at formidlingen via ejendomsmæglerne navnlig spiller en rolle over for købere af fast ejendom, især hvis disse ikke har et fast finansieringsforhold til et finansielt institut i forvejen. Pengeinstitutternes realkreditinstitutter vil stå stærkt i forhold til den låntager, der samtidig har behov for anden rådgivning eller anden form for finansiering end re- alkreditlån.
3.7.2 Det geografiske marked
Realkreditlån kan udbydes af alle i Danmark, der er godkendt hertil af Finanstils y- net. Udenlandske selskaber kan udbyde samme type lån i Danmark gennem selska- ber eller filialer, der oprettes her i landet eller som grænseoverskridende aktivitet.
FIH er fx udenlandsk ejet, ligesom Unikredit indgår i den nordiske koncern Nordic Baltic Holding.
De danske realkreditinstitutter tilbyder ikke i noget væsentligt omfang lån til lånta- gere i andre lande, ligesom udenlandske selskaber heller ikke tilbyder realkreditlån direkte til låntagere i Danmark. Det kan dog ikke udelukkes at fx erhvervsvirksom- heder efterspørger realkreditlån fra udlandet, men der foreligger ikke oplysninger om, at dette skulle have noget mærkbart omfang.
Det geografiske marked er derfor Danmark. Realkreditinstitutternes samar- bejdspartnere inden for pengeinstitutsektoren og ejendomsformidlingen er således også danske virksomheder.
3.7.3 Konklusion
På baggrund af lovgivningen, produktets særlige træk og de faktiske handelsmøn- stre kan det konkluderes, at der foreligger et særskilt marked for udbud af realkre- ditlån i Danmark dels direkte og dels gennem pengeinstitutter og ejendomsmægle- re. Danske Bank og RealDanmark har begge aktiviteter på dette marked og i alle kanaler.
3.8 Ejendomsformidling
3.8.1 Produktmarkedet
Erhvervsmæssig formidling af fast ejendom må kun udøves af registrerede eje n- domsmæglere, advokater, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringssel- skaber (i det følgende anvendes alene betegnelsen ejendomsmægler/formidler).50 Der stilles i lovgivningen særlige krav til ejendomsmæglere, fx skal en ejendoms- mægler gennemgå en særlig uddannelse. Lovgivningen på området regulerer i de- taljer formidlers, sælgers og købers rettigheder og pligter.
Ejendomsmæglerens opgaver omfatter rådgivning og formidling af kontakt mellem køber og sælger. Herunder hører salgsopstilling, slutseddel, (skødeskrivning), vur- dering, fremvisning, diverse attester, annoncering og andre salgsfremmende akti- viteter. Det er nærmest udelukkende ejendomsmæglere, der opererer på dette ma r- ked, men ”udenforstående” har også vist interesse for markedet. Fx har flere advo- kater etableret sig som ejendomsformidlere og rådgivere ved siden af.
En række pengeinstitutter og realkreditinstitutter har interesser i ejendomsmægle r- firmaer, fx Danske Bank i Danske Bo og Realkredit Danmark i home og samarbej- de med RealMæglerne.
50 Jf. lov om omsætning af fast ejendom § 8. Pengeinstitutters, realkreditinstitutters og for- sikringsselskabers virksomhed som ejendomsformidler skal udøves gennem særskilte an- partsselskaber eller aktieselskaber med selvstændige forretningssteder. Lov om omsætning af fast ejendom finder kun anvendelse over for forbrugere (private).
Ejendomsmæglerne er organiseret i to brancheorganisationer:51 Dansk Ejendoms- mæglerforening (DE) og Ejendomsmæglernes Landsorganisation (EL). DE har ca.
2.100 medlemmer fordelt på ca. 1.400 forretningssteder, mens EL har ca. 140 medlemmer fordelt på ca. 130 forretningssteder.
Ejendomsmæglerne er for en stor dels vedkommende organiseret i landsdækkende markedsførings- og indkøbskæder. Der er tre typer: integrerede kæder (dattersel- skaber af pengeinstitutter), franchisekæder (hvor realkreditinstitut er franchisegi- ver) og frivillige kæder (samarbejde). Er man med i en kæde, har man typisk ad- gang til netværk med information, et større distributionsnet, uddannelse, koncep- tudvikling, fælles markedsføring mv. De største kæder målt på forretningssteder er EDC, RealMæglerne, Nybolig, home og DanBolig. Alle disse kæder har et samar- bejde med et realkreditinstitut.
Tabel 3.8.1 Ejendomsmæglerkædernes forretningssteder og andele heraf
Ejendomsmægler- sammenslutninger/-kæder | Forretningssteder | Andel pct. |
EDC (BRF) | 264 | 17 |
Nybolig (Nykredit) | 152 | 10 |
RealMæglerne (RealDanmark) | 115 | 7 |
home-kæden (RealDanmark) | 145 | 9 |
DanBolig (Unidanmark) | 117 | 8 |
Pengeinstitutbaserede | 55 | 4 |
Danske Bo (Danske Bank) | 25 | 2 |
Øvrige | 308 | 20 |
Intet forhold til finansiel partner | 329 | 21 |
Ikke medlem af forening | 50 | 3 |
I alt | 1560 | 100 |
Kilde: DE, EL og egne tal.
Anm.: Posten ”øvrige” indeholder Scheel & Orloff (27) og EjendomsRingen (44), der beg- ge har forbindelse til Nykredit.
Tabellen afspejler ikke mæglerkædernes omsætningsmæssige betydning. Ifølge Konkurrencestyrelsens egne undersøgelser baseret på ejendomsmæglerundersøgel- sen fra 1999, skønnes home-kæden at omfatte flere forholdsvis store forretninger, og samlet opnår den en markedsandel omkring 15-20 pct. og RealMæglerne ca. 5- 10 pct. Danske Bo er en forholdsvis nystartet kæde og har næppe en andel over 2-3 pct. EDC-kæden er også omsætningsmæssigt landets største med en skønnet mar- kedsandel på 20-25 pct. Nykredit skønnes at have en andel på 20-25 pct. (dette tal indeholder Nybolig, Scheel & Orloff og EjendomsRingen). Deltagerne i øvrige
51 Hertil kommer ca. 50 ejendomsmæglere, som ikke har organisationstilknytning.
kæder og de mæglere, der er uden for kædesamarbejde, skønnes kun at have be- skedne markedsandele.
Når ejendomsmæglerne skal rådgive kunderne om fx låntagning, skal de gøre for- brugerne opmærksom på, hvis de har en særlig økonomisk eller personlig interesse i forbrugerens valg af finansiering. De skal også oplyse forbrugeren, hvis de mod- tager provision eller vederlag som følge af formidling eller fremskaffelse af finan- siering mv., jf. lov om omsætning af fast ejendom § 7 og § 16, stk. 2. Køber er be- rettiget til at finansiere købet på en anden måde, end den sælger og mægler fore- slår, jf. lovens § 18, stk. 2. Såfremt det sker, må ejendomsmægleren ikke opkræve gebyr hos køber, jf. bekendtgørelse om ejendomsformidling § 9, stk. 2.52
Styrelsens undersøgelser viser, at ca. 40 pct. af de handler, som ejendomsmæglerne formidler finansieres af det realkreditinstitut, som mægleren samarbejder med. De pengeinstitutbaserede realkreditinstitutter modtager primært nye lån via pengein- stitutterne. De har typisk ikke et formaliseret samarbejde med ejendomsmæglere.
3.8.2 Det geografiske marked
Markedet for formidling af boliger er lokalt. Boligerne mv. sættes typisk til salg hos en mægler i lokalområdet og annonceres i lokal-/regionalaviserne53. En under- søgelse af ejendomsmæglerbranchens salærer og rabatter foretaget af Konkurrence- styrelsen i 199954 viste, at der er store forskelle i disse på landsplan, mens der er store ligheder lokalt. Selv om ejendomsmæglerne i nogle lokalområder beregnede salærer, der lå væsentligt over de andre områder, førte dette ikke til en tilstrømning af mæglere til højavanceområderne. Der var heller ikke nogen tegn på, at salæræn- dringer havde afsmittende virkning for konkurrencen i andre dele af landet.
Dette gælder uanset, at de fleste ejendomsmæglere er tilknyttet en landsdækkende mæglerkæde, hvor det er muligt for sælger at nå bredere ud, ligesom det for køber er muligt at komme i kontakt med sælgere over hele la ndet.
Internettet (og anvendelsen af IT i det hele taget, fx landsdækkende boligkartoteker og søgefunktioner på Internettet) kan medvirke til af udviske de geografiske græn- ser mellem de lokale markeder, men der er endnu ikke set tegn på dette. Internettet virker i øjeblikket mest som markedsføring af selskaberne. Man må dog forvente at Internettets betydning også i denne sektor bliver større med tiden.
52 Bekendtgørelse nr. 48 af 20. januar 2000.
53 Konkurrencerådets afgørelse på Rådsmødet den 21. juni 2000 om EjendomsAvisens an- nonceaftaler, samt Konkurrenceankenævnets kendelse af 16. maj 2000: Aalborg Stiftsti- dende ctr. Konkurrencerådet. Sagen verserer pt. for Østre Landsret.
For erhvervsejendomme er det geografiske marked større, måske regionalt. For- midlingen af erhvervsejendomme spiller imidlertid ikke nogen væsentlig rolle i denne sag.
3.8.3 Konklusion
Ejendomsformidling udgør et særskilt marked i kraft af den særlige lovgivning og produktets særlige træk. Markedet er fortrinsvis lokalt i hvert fald for formidling af ejerboliger, der er klart det største marked. Det er sandsynligt, at konkurrencevilkå- rene for formidling af erhvervsejendomme omfatter større områder af Danmark. Det spiller imidlertid ikke nogen rolle i forbindelse med fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark.
Danske Bank er aktiv på dette marked gennem Danske Bo, mens Realkredit Dan- mark ejer home og samarbejder med RealMæglerne. Dermed får fusionen virkning for dette marked.
3.9 Livs- og pensionsforsikring
På forsikringsmarkedet er det navnlig livs- og pensionsforsikringsmarkedet, der er relevant. Danske Bank solgte skadesforsikringsdelen i Danica fra til Topdanmark i november 1999.55
BG Pension er er pensions- og livsforsikringsselskab, der i dag er ejet af Topdan- mark, men virksomheden vil blive tilbagekøbt og sluttet sammen med Danica.
BG Garanti tilbyder debitor- og garantiforsikringer (kreditforsikring), som er spe- cielle former for forsikringer mod tab på udestående fordringer. Erstatning udbeta- les typisk ved debitors insolvens. Derudover er parterne ikke aktive inden for ska- desforsikring.
3.9.1 Produktmarkedet
Livsforsikringsvirksomhed56 er særligt reguleret i lov om forsikringsvirksomhed.57 Livsforsikringsvirksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og skal have Fi- nanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive virksomhed. Livsforsikringsvir k- somhed må ikke drives i samme selskaber med skadesforsikringsvirksomhed. Der er ikke noget til hinder for, at livsforsikringsvirksomheder indgår i samme koncern som skadesforsikringsvirksomheder eller andre finansielle virksomheder.
Ved skadesforsikring modtager forsikringstager erstatning for en faktisk lidt skade, medens han ved en livsforsikring modtager et på forhånd aftalt beløb.
55 Dog formidler Danske Bank skadesforsikringer for Topdanmark gennem sine filialer.
56 Tværgående pensionskasser er også omfattet.
57 Lovbekendtgørelse nr. 778 af 17. august 2000.
Livs- og pensionsforsikringer dækker den enkelte kundes behov for forsikring ved død (eller før, hvis dette er aftalt) og/eller økonomisk tryghed ved pension.
Livs- og pensionsforsikringsselskaberne forvalter ganske betydelige formuer. De årlige bruttopræmieindtægter beløber sig til ca. 48 mia. DDK eller godt 4 pct. af bruttonationalproduktet. Det er en stigning på omkring 60 pct. siden 1991.
Tabel 3.9.1 Livsforsikrings andel af bruttonationalproduktet (BNP)
1991 | 1992 | 1993 | 0000 | 0000 | 0000 | 1997 | 1998 | |
Bruttopræmier i ande af BNP (pct.) | 2,62 | 2,78 | 3,28 | 3,03 | 3,19 | 3,58 | 3,78 | 4,27 |
Kilde: Forsikringsoplysningen, Statistik 1999.
Der er tale om et komplekst og vanskeligt gennemskueligt produkt. Dette betyder, at det er vigtigt, at forsikringstagerne har tillid til selskaberne og produktet. Kunde- forholdet strækker sig typisk over lang tid, og det giver selskaberne et stort ansvar for så vidt angår oplysninger om og indhold af produktet, forsikringstagers behov, markedsføring mv.
Livsforsikringer sikrer den forsikrede udbetaling af et bestemt beløb ved død eller invaliditet eller på en fastsat dato. Pensionsforsikringer sikrer den forsikrede en al- derspension. Pensionsforsikringer kan fx være tegnet som en kapitalforsikring (én- gangsudbetaling af hele det opsparede beløb) eller en rateforsikring (månedlige ud- betalinger af det opsparede beløb i løbet af en fastlagt årrække). Dækningsomfan- get af pensionsforsikringen afhænger af den konkrete pensionsaftale.
Livsforsikringer kan kun tegnes i forsikringsselskaber. Pengeinstitutterne har visse produkter, der kan konkurrere hermed. Pengeinstitutterne tilbyder pensionsordnin- ger. Der er tale om de skattebegunstigede pensionsopsparinger, kapitalpension og ratepension. De pengeinstitutbaserede pensioner indebærer en høj grad af opspa- ring og afviger derved fra forsikringsordningerne, ligesom de typisk er nemmere at flytte fra et institut til et andet. Endelig administrerer pengeinstitutterne nogle pen- sionsformer, der ikke kan oprettes længere (selvpension og indekspension).
De samlede bruttopræmieindtægter udgjorde i 1998 for livsforsikringsselskaberne
38.315 mio. kr. og for pensionskasserne 9.298 mio. kr., i alt 47.613 mio. kr. De 4 største selskaber på markedet modtager næsten 53 % af de samlede indtægter. De 10 største selskaber modtager tilsammen næsten 75 % af indtægterne.
3.9.2 Det geografiske marked
I 1999 havde 156 selskaber, pensionskasser og firmapensionskasser tilladelse til at drive livs- og pensionskassevirksomhed i Danmark, heraf var 1 filial af et uden- landsk selskab. 96 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber var pr. 25. februar 2000 anmeldt og notificeret til Finanstilsynet til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed i henhold til 3. livsforsikringsdirektiv i form af filial, fra hovedsædet eller fra filial i et andet EU/EØS-land.58
Forsikringer distribueres gennem forsikringsselskabernes assurandører, pr. telefon (hvor den potentielle kunde bliver ringet op af selskabet), via pengeinstitutter, via fagforbund som led i gruppeaftaler og over Internettet mv.
De fleste livs- og pensionsforsikringer tegnes i selskaber, der driver forsikrings- virksomhed i Danmark. Det hænger sammen med, at pensionsbeskatningslovens regler sammenholdt med pensionsafkastbeskatningslovens regler gør det mindre attraktivt for danskere at tegne livs- og pensionsforsikringer i udenlandske selska- ber, der ikke driver forsikringsvirksomhed i Danmark. Der er kun mulighed for skattefradrag for forsikringer, der er oprettet i et selskab, der har hjemsted, fast driftssted eller filial i Danmark. Dertil kommer, at sprogbarrierer og usikkerhed om soliditetsforhold kan have betydning for danskernes placeringer af forsikringer i udlandet. Typisk efterspørger forbrugerne mv. forsikringer fra danske selskaber.
Geografisk er Danmark således det relevante marked.
3.9.3 Konklusion
Der findes et særskilt marked for udbud og salg af livsforsikringer i Danmark. Markedet er karakteriseret ved særlig lovgivning og produktets specielle træk. I praksis tegnes livsforsikringer ikke i noget mærkbart omfang i selskaber i andre lande.
Danske Bank er aktiv på dette marked gennem Danica og i forbindelse med fusio- nen tilbagekøbes BG Pension fra Topdanmark. RealDanmark har ikke været aktiv på livsforsikringsområdet.
3.10 Samarbejde i pengeinstitutsektoren
3.10.1 Finansrådet
Finansrådet er brancheorganisation for danske pengeinstitutter. Seks regionale pengeinstitutter er desuden organiseret i Regionale Pengeinstutters Forening og de lokale pengeinstitutter i Lokale Pengeinstitutter. En række andelskasser er gået sammen i Sammenslutningen af Danske Andelskasser.
Finansrådet havde pr. juni 2000 170 medlemmer. Det er langt størstedelen af pen- geinstitutterne i Danmark. Medlemmerne omfatter både banker, sparekasser, an- delskasser og danske filialer af udenlandske pengeinstitutter. Også realkreditinsti- tutter kan søge om adgang. Optagelse i Finansrådet giver adgang til deltagelse i Fi-
58 Virksomhedsregnskab og beretning fra Finanstilsynet 1999, bilag 6.
nansrådets elektroniske betalingsformidlingssystem, men pengeinstitutter behøver ikke være medlem for at deltage. Derudover skal yderligere en række navnlig tek- niske betingelser opfyldes. Desuden organiserer Finansrådet uddannelse, informa- tion og rådgivning.
Stemmerne på Finansrådets generalforsamling beregnes på grundlag af lovgivnin- gens krav til medlemmernes kapital iflg. det seneste årsregnskab. Hvert medlem har en stemme for hver påbegyndt 40 mio. kr. opgjort kapitalkrav. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, dog kræver ændringer af vedtægter og be- slutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal (3/4).
Bestyrelsen består af 10 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen. Intet medlem, herunder koncernforbundne medlemmer, kan være repræsenteret med me- re end 1 bestyrelsesmedlem.
3.10.2 Finansrådets betalingsformidlingssystem
Finansrådet koordinerer arbejdet med udvikling af en fælles infrastruktur i penge- institutsektoren, som er opbygget på grundlag af en række indbyrdes aftaler og en fællesejet teknik. Aftalerne omfatter bl.a. regler for indløsning af checks og hæve- kortbetalinger, flere clearingaftaler samt aftaler omkring Dankortet.
For at man kan formidle en betaling fra en konto i et pengeinstitut til en konto i et andet pengeinstitut, er det nødvendigt med en række aftaler pengeinstitutterne imellem. Aftalerne om betalingsformidlingssystemet fastlægger reglerne for, hvor- dan der kan overføres pengebeløb mellem konti i forskellige pengeinstitutter samt ud-/indbetaling i andre pengeinstitutter end ens eget.
Det er kun pengeinstitutter, der deltager i Finansrådets system. Systemet skal over- holde de krav til sikkerhed og fortrolighed, der ellers stilles til pengeinstitutterne. I 1999 gennemførtes via Finansrådets betalingsformidlingssystem i alt 833 mio. transaktioner til et beløb af i alt over 4.000 mia. DDK. Formidlingen sker i praksis elektronisk og omfatter følgende parter (Pi = pengeinstitut):
Figur 3.10.1 Betalingsformidlingssystemet
Konto Pi1
Edb- central
Konto Pi2
Edb- central
Central clearing og afvikling gennem PBS og Nationalbanken
Pilene illustrerer, hvordan informationer fra et pengeinstitut (Pi1) passerer via en edb-central til clearing og afvikling i PBS og Nationalbanken, hvorefter de rele-
vante oplysninger om transaktionernes gennemførelse og bogføring sendes tilbage til de pengeinstitutter, der fører kontiene.
Der er 6 edb-centraler i systemet. Danske Bank og Unibank har egne centraler. Det samme har Jyske Bank. Resten af pengeinstitutterne benytter fællesejede centraler (Bankernes EDB-central (BEC), Bankdata og SDC), som i et vist omfang også be- tjener ikke-pengeinstitutter.
Der er i alt 12 aftaler om betalingsformidling i Fínansrådets regi. Det drejer sig om regler for checks, Dankort, giro, indbetalingskort, hævekort, kreditoverførsler i øv- rigt, overførsler fra udlandet og et misbrugerregister. Aftalerne fastsætter regler for betalingen for overførslerne. Endelig indgår reglerne for, hvordan man gennemfø- rer den daglige clearing og afvikling af betalingerne, også kaldet Aftalen om sumclearing.
Konkurrencerådet har taget stilling til en række af disse aftaler og har bl.a. meddelt en ikke-indgrebserklæring til aftalerne om adgang til betalingsformidlingssyste- met.59
Konkurrencerådet har lagt vægt på, at adgang til systemet står åben for alle penge- institutter, der opfylder en række saglige, tekniske forskrifter og betaler en rimelig del af omkostningerne. Bl.a. er der krav om udformning af checks og Dankort og regler for anvendelse af formularer og standarder for clearingen. Også ikke med- lemmer af Finansrådet kan deltage. Systemet er baseret på elektronisk formidling. Som udgangspunkt udveksles der ikke originalbilag såsom checks.
Pengeinstitutterne kan tilslutte sig den centrale aftale om sumclearing og afvikling direkte eller indirekte. Sumclearingen er den endelige opgørelse af nettomellemvæ- render i danske kroner og/eller euro mellem pengeinstitutter. Ved afviklingen gen- nemføres Nationalbankens slutafregning på deltagernes konti i Nationalbanken af de nettopositioner i danske kroner og/eller euro, som er opgjort i sumclearingen.
Pr. 1. maj 1999 havde 69 pengeinstitutter tilsluttet sig aftalen om deltagelse i sumclearing og afvikling. Pengeinstitutter, der deltager i betalingsformidlingen og ikke er tilmeldt aftalen, deltager indirekte i clearingen via bilaterale aftaler med an- dre pengeinstitutter, som er direkte deltagere i aftalen. Danske Bank og BG Bank clearer således begge for en række mindre pengeinstitutter.
Der findes 25 (mønt- og) seddeldepoter for Nationalbanken rundt i landet. Depo- terne ligger i nogle af de større pengeinstitutter. Dette er i stedet for at sedler og mønter bliver fragtet frem og tilbage mellem samtlige pengeinstitutter og National- banken. Der er en aftale mellem de store pengeinstitutter om levering og afhent- ning af mønt og sedler. Decentraliseringen af disse depoter er med til at lette ”di- stributionen af penge” samtidig med, at omkostningerne ved transport for de en-
59 Se xxx.xx.xx under konkurrence, rådsmødet den 21. juni 2000.
kelte pengeinstitutter reduceres. Indeholdt i dette er også, at pengeinstitutterne får lettere ved at få forrentet deres indestående i Nationalbanken, da beløb indlagt i disse depoter teknisk set er placeret på en konto i Nationalbanken.
3.10.3 Aftalen om indbetalingskort
Aftalerne om fælles indbetalingskort og giroindbetalingskort bestemmer, at alle deltagende pengeinstitutter skal modtage fælles indbetalingskort og giroindbeta - lingskort på samme vilkår over for kunderne. Giroindbetalingskortet er knyttet til girosystemet og dermed oprindelig til Girobank, dvs. i dag til BG Bank. Det fæl- les indbetalingskort er udviklet af pengeinstitutterne som konkurrerende produkt til girokortet. Med aftalen sikres, at pengeinstitutterne ikke gør forskel på om kunder- ne ønsker at betale med indbetalingskort fra det ene eller det andet system.
3.10.4 Hævekortaftalen60
”Aftale vedrørende brug af hævekort i andre pengeinstitutter end det kontoførende institut”, der også kaldes hævekortaftalen, sikrer, at Dankort kan bruges som hæve- kort i fremmede pengeinstitutters kasser og hæveautomater. Der er i alt 2.641 hæ- veautomater opstillet i Danmark – en del af dem med adgang direkte fra gaden. I 1999 blev udbetalt 24 mia. DDK via hæveautomater.
Skal man hæve kontanter i en hæveautomat forudsætter det, at automaten er for- bundet med en eller flere datacentraler, der kan gennemføre de fornødne operatio- ner (kontrol af kort og kortholder) og transaktioner (overførsel af informationer og bogføring).
Når en kortholder hæver kontanter i en pengeautomat, skal han eller hun indtaste en PIN-kode. Herefter sendes informationerne krypteret til datacentralen i det pen- geinstitut, som hæveautomaten er knyttet til. Her afkrypterer pengeinstituttet op- lysningerne og kontrollerer dem. Hvis kortholderen er kunde i et andet pengeinsti- tut, bliver oplysninger om transaktionen sendt videre til PBS, som godkender hæv- ningen og sender svar tilbage til hæveautomaten, der udbetaler pengene og leverer kortet tilbage.
Pengeinstitutterne forpligter sig til at lade alle hævekort, der følger pengeinstitut- ternes standard for plastkort og som er forsynet med Dankort-logoet på bagsiden, være omfattet af aftalen. Pengeinstitutterne er forpligtet til at stille alle kasser og pengeautomater til rådighed for udbetalinger til andre aftaleparters kunder, og de skal som hovedregel sørge for at hævekortindehavere kan få udbetalt op til 2000 kr. pr. dag, med mindre der er givet besked til PBS om, at kortet er spærret.
60 Se xxx.xx.xx under konkurrence/rådsmøder den 21. juni 2000.
3.10.5 Interbankgebyraftalerne
Til dækning af omkostningerne ved transaktionerne betaler det kontoførende pen- geinstitut et gebyr til det udbetalende pengeinstitut for at stille sine automater til rådighed. Pligten til at betale dette gebyr er fastlagt ved Finansrådets aftale om in- terbankgebyrer i betalingsformidlingen. Hævekortgebyret er fastlagt til maksimalt at udgøre 3,75 kr. pr. hævekorttransaktion. Gebyret er vedtaget gældende til ud- gangen af 2001, men det er oplyst, at Finansrådets bestyrelse har besluttet, at det gældende niveau skal fastholdes frem til udgangen af 2004.
Interbankgebyraftalen fastlægger også gebyret for indløsning af andre pengeinsti- tutters checks. Betaling med check har især betydning for virksomhederne, idet de fleste private kunder efterhånden næsten udelukkende anvender Dankort til daglige betalinger. Derudover opkræves et gebyr såfremt kunderne ønsker en kreditering gennemført særlig hurtigt, således at den ikke kan passes automatisk ind i den op- gørelse og afvikling, der i øvrigt kører, og som er baseret på en daglig clearing og afvikling i sumclearingen.
3.10.6 PBS
PBS ejes af pengeinstitutter i Danmark. PBS ejer og har udviklet centrale dele af den danske betalingsinfrastruktur. PBS ejer rettighederne til Dankortet og PBS fastlægger retningslinierne for pengeinstitutternes udstedelse af Dankort og står selv for al indløsning af betalinger med Dankortet. Det indebærer bl.a., at PBS er i on-line forbindelse med alle de større detailhandlendes Dankort-terminaler ( i alt 41.000). Disse terminaler kan i dag kun sættes i forbindelse med PBS. PBS har endvidere licens til at udstede Eurocard og til at indløse fx MasterCard, Eurocard, VISA m. fl. PBS indløser over 80 pct. af betalingerne med betalingskort i Danmark og har således en meget dominerende stilling på betalingskortmarkedet.61
I 1999 blev der gennemført i alt 615 mio. elektroniske betalinger via PBS, heraf 371 mio. dankorttransaktioner. Antallet af transaktioner har været støt stigende gennem 90’erne.
61 KS rapport om betalingskortmarkedet. Se xxx.xx.xx under publikationer.
Figur 3.10.2 Antal elektroniske betalinger (mio.) 1991-99
PBS-koncernen
PBS-koncernen omfatter PBS Holding A/S, der er moderselskab i koncernen samt en række datterselskaber.
PBS Danmark A/S har til formål at fremme udvikling og brug af pengeinstitutternes fælles infrastruktur samt at drive betalings- og informationsformidlingsvirksomhed og anden virksomhed, der står i forbindelse hermed. De væsentligste forretnings- områder er Dankort, BetalingsService, de forskellige typer erhvervsprodukter og infrastrukturydelser. Endvidere består koncernen bl.a. af PBS Danmønt A/S, som udvikler og driver det forudbetalte småpengekort Danmønt (der er et chipkort), PBS International A/S , som driver PBS-koncernens internationale aktiviteter og PBS Multidata A/S, som leverer totalløsninger inden for løn- og personaleadmini- strative systemer.
PBS-koncernen havde i 1999 en omsætning på 1.760 mio. DDK.62
Vedtægter og ejerforhold
PBS’ vedtægter er vedtaget den 29. april 1999. PBS’ aktiekapital udgør 201 mio. DDK fordelt på aktier á 1 kr. eller multipla heraf. Ingen aktier har særlige rettighe- der. Kun pengeinstitutter og selskabet kan besidde aktier i selskabet. Langt de fle- ste pengeinstitutter i Danmark har aktier i PBS.
Bestyrelsen består af 8 generalforsamlingsvalgte medlemmer samt et antal medar- bejdervalgte repræsentanter. Aktionærer, der besidder aktier svarende til mindst
62 Kilder: xxx.xxx.xx og xxx.xxxxxx.xx.
12½ % af det samlede antal mulige stemmer, er forpligtet og berettiget til at vælge 1 medlem af bestyrelsen. Sådanne aktionærer kan maksimalt vælge 2 bestyrelses- medlemmer.
Ingen aktier er tillagt særlige rettigheder. Overdragelse af aktier kan kun ske til pengeinstitutter og med bestyrelsens samtykke eller til PBS Holding. I tilfælde af overdragelse af aktier til et pengeinstitut, som ikke er aktionær i selskabet, skal ak- tierne først tilbydes de eksisterende aktionærer, som har adgang til at matche tilbu- det inden for en kort frist.
Betalingen til PBS
PBS opkræver betaling for sine forskellige ydelser, herunder betalingsservice, lønoverførsler osv. De løbende udgifter til det centrale dankortsystem betales af de deltagende pengeinstitutter i henhold til en særlig prismodel. Modellen trådte i kraft pr. 1. januar 1999, den gælder årene 1999, 2000 og 2001 og indeholder en abonnementsafgift og en transaktionsafgift.
Transaktionsafgiften betales hver gang en af pengeinstituttets kunder bruger sit Dankort i en forretning. Den er ens for alle deltagende pengeinstitutter og udgør 36 øre pr. transaktion.
Dankortsystemets abonnementsafgift betales årligt og udgør samlet for alle delta- gende pengeinstitutter 93,8 mio. kr. pr. år i 1999, 2000 og 2001. De enkelte pen- geinstitutters abonnementsafgifter findes ud fra deres relative andel af hele den danske finansielle sektors såkaldte ”korrigeret arbejdende kapital”.
Der er dog sat en øvre grænse på 7 mio. kr. for abonnementsafgiftens størrelse. Hvis pengeinstituttet rammer dette loft, fordeles det overskydende beløb på de øv- rige deltagere. I praksis har det kun været Danske Bank, Unibank og BG Bank, der har ramt loftet. Efter fusionen vil det kun være Danske Bank og Unibank. De øvri- ge pengeinstitutter vil efter aftalen skulle dele betalingen af 7 mio. DDK i abonne- mentsafgift, som hidtil er blevet betalt af det ene af de fusionerende pengeinstitut- ter.
Aftalen om opkrævning af betaling til Dankortsystemet er anmeldt til Konkurren- cestyrelsen, og Konkurrencerådet vil inden for den nærmeste fremtid skulle tage stilling til den.
Det forhold at pengeinstitutterne betaler udgifterne til Dankortsystemet hænger sammen med bestemmelserne i betalingsmiddelloven. § 14 forbyder kortudsteder/- indløser at opkræve betaling af betalingsmodtager i den almindelige handel, fx når forbrugerne betaler med et Dankort i supermarkedet. Derimod har der siden april 1999 måttet opkræves betaling af de handlende (betalingsmodtager), når kortholder betaler med et kort på Internettet (den ikke-fysiske handel).
Folketinget vedtog i april 1999, at det skulle være muligt at opkræve gebyr, når der blev betalt med et betalingskort i e-handelen, Folketinget tilkendegav i den forbin- delse, at det ville være parat til at overveje en yderligere liberalisering af loven, dvs. ophæve forbudet mod at opkræve gebyrer af betalingsmodtager for indlø s- ning, hvis der blev skabt de nødvendige forudsætninger for konkurrence på marke- det for indlø sning mv.
Konkurrencestyrelsen har i en rapport til erhvervsministeren i april 2000 vurderet konkurrenceforholdene. Styrelsens rapport og den efterfølgende udtalelse fra det særlige betalingskortpanel er offentliggjort på styrelsens hjemmeside.63
I begyndelsen af maj 2000 offentliggjorde Finansrådet en plan, ”Fremtidens Kort- marked”.64 Planen skitserede rådets tanker for den fremtidige udvikling af infra- strukturen for betalingskort og Dankortet. Efter denne plan forudses PBS’ nuvæ- rende opgaver delt op på tre enheder.
Opgaven med at indløse transaktioner med betalingskort for betalingsmodtager flyttes over til pengeinstitutterne eller grupper af pengeinstitutter. Pengeinstitutter- ne kan herefter konkurrere indbyrdes om at sikre sig opgaven med at indløse beta- lingerne for de forskellige butikker mv.
Opgaverne med at indsamle oplysninger om transaktionerne med Dankort, dvs. va- retagelse af forbindelsen (routingen) fra butikkernes Dankortterminaler til PBS (eller en anden processor (datacentral)) forudses outsourcet evt. til et teleselskab.
PBS skal efter denne model i fremtiden koncentrere sig om kerneopgaverne, pro- cessing og kortadministration.
Der dannes et nyt selskab, Dankort A/S, der skal overtage rettighederne til Dan- kortet fra PBS og koordinere systemet. De enkelte pengeinstitutter kan herefter op- nå licens fra PBS til at udstede og/eller indløse kort. Dankort A/S skal dannes ved en spaltning fra PBS. Det skal ske med virkning fra 1. januar 2001, men de for- melle aftaler/dokumenter er endnu ikke på plads. Ejerkredsen i Dankort A/S vil til start være den samme som i PBS Holding A/S.
Planen og de praktiske virkninger, den fører med sig, skal analyseres nærmere i en ny rapport, som Konkurrencestyrelsen skal udarbejde til april 2001. Herefter skal den vurderes nærmere af Betalingskortpanelet inden 1. juni. Ifølge lov om beta- lingsmidler skal der senest 1. november 2001 i Folketinget fremlægges forslag til en revision af loven om betingelserne for konkurrence på betalingskortmarkedet er til stede, således at § 14 kan ophæves.
3.11 Fondsbørsen og Værdipapircentralen
3.11.1 Københavns Fondsbørs
Københavns Fondsbørs er et aktieselskab, der ejes af tre grupper af aktionærer. Aktiekapitalen er fordelt med 65,4 pct. til medlemmerne (aktionærgruppe I) og med 18,4 pct. til obligationsudstederne (aktionærgruppe II) og 16,2 til aktieudste- derne (aktionærgruppe III).
Medlemmerne af Københavns Fondsbørs er pengeinstitutter og fondsmæglere. En handel med værdipapirer over Københavns Fondsbørs skal gå via et af medle m- merne.
Obligationsudstederne er hovedsageligt realkreditinstitutterne og staten, mens ak- tieudstederne er de aktieselskaber, der har noteret deres aktier på Københavns Fondsbørs.
Efter bestemmelserne i værdipapirhandelslovens § 2 og § 21 og formålsbestemmel- sen for Københavns Fondsbørs kan alle kendte typer af værdipapirer noteres, og dermed handles, over Københavns Fondsbørs. Det gælder fx aktier, investerings- foreningsbeviser og obligationer. Men også værdipapirer som pengemarkedsin- strumenter, indlånsbeviser, commercial papers, finansielle futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valuta-swaps, swaps på aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v. samt optioner på at erhver- ve eller afhænde sådanne værdipapirer, optages til notering på Københavns Fonds- børs.
På Københavns Fondsbørs er der noteret 276 aktier, mens der er noteret ca. 2500 obligationer.
Der er forskellige typer af obligationer noteret på Københavns Fondsbørs. Realkre- ditobligationer udstedes af realkreditinstitutionerne og har typisk en løbetid på 20 eller 30 år.
Staten optager også lån ved at udstede obligationer. Staten udsteder obligationer som stående lån, serielån, statsgældsbeviser, skatkammerbeviser og præmieobliga- tioner.
Virksomheder uden for den finansielle sektor kan også låne penge på obligations- markedet. Det er et alternativ til lån i pengeinstitutterne. Det er de store virksom- heder som fx Volvo, Statoil, HNG og Det Danske Trælastkompagni, der låner pen- ge på obligationsmarkedet.
Handel over Københavns Fondsbørs
Handel med værdipapirer kan ske over Københavns Fondsbørs, men det kan også ske ved at køber og sælger tager direkte kontakt til hinanden uden om Københavns Fondsbørs. Sker handlen med noterede papirer uden om Københavns Fondsbørs,
skal handlen dog indberettes til Københavns Fondsbørs. Som hovedregel skal han- del med obligationer og aktier indberettes senest fem minutter efter handlen er ind- gået.
Handel over Københavns Fondsbørs sker ved, at fondsmægleren lægger han- delsoplysninger ind i en ordrebog. Fondsmægleren oplyser fx, at han ønsker at sæl- ge aktier i ISS for til en kurs på 525. Hermed er der lagt et udbud ud på Køben- havns Fondsbørs. Andre fondsmæglere kan nu se udbuddet og kan vælge at accep- tere dette eller komme med et bud om køb til en anden kurs, fx kurs 520. Køben- havns Fondsbørs’ handelssystem sammenfører udbud og bud. Forskellen mellem salgspris og købspris, udbuds- og budpris, kaldes kursspændet eller ”spreadet”.
Fondsmæglere, der handler på markedet uden for Københavns Fondsbørs’ handels- system, handler i engrosmarkedet. Handlen sker, når der med den professionelle modpart er opnået enighed om købs- eller salgspris. I detailhandlen er handlen nærmere reguleret i Københavns Fondsbørs ”Børsetiske regler”.
Kursspændet på Københavns Fondsbørs kan påvirkes af det minimale kursspring. Fx kan aktier med en kursværdi mellem 100 og 2000 kr. kun handles i hele kroner. Kursspændet for aktier med en kursværdi mellem 100 og 2000 kr. kan altså ikke komme længere ned end én krone, jf. tabel 3.11.1.
Tabel 3.11.1 Kursspring for aktier
Kursværdi | Kursspring |
0 – 99,90 | 0,10 |
100 – 1.999 | 1,00 |
2.000 – 4.995 | 5,00 |
5.000 – 19.990 | 10,00 |
20.000 – | 100,00 |
Værdipapirer, der sjældent handles, har et stort kursspænd, mens værdipapirer, der ofte handles har et lille kursspænd. Værdipapirer med et lille kursspænd siges også at have skarpe kurser.
Omkring en fjerdedel af handlen med aktier sker over Københavns Fondsbørs, mens det kun er 5-10 pct. af handlen med obligationer, der sker over Københavns Fondsbørs. Det er under én pct. af skatkammerbeviserne, der handles over Køben- havns Fondsbørs, jf. tabel 3.11.2.
Tabel 3.11.2 Andel af den samlede handel med værdipapirer over Købe n- havns Fondsbørs
4. kvartal 1999 | 1. kvartal 2000 | 2. kvartal 2000 | 3. kvartal 2000 | |
Aktier | 20,6 pct. | 25,1 pct. | 27,9 pct. | 27,8 pct. |
Obligationer | 5,0 pct. | 7,7 pct. | 8,5 pct. | 6,0 pct. |
Skatkammerbeviser | 0,1 pct. | 0,6 pct. | 0,0 pct. | 0,0 pct. |
Kilde: Københavns Fondsbørs
En del af den handel, der ikke sker over Københavns Fondsbørs, skyldes at der og- så handles uden for åbningstiden. Men også forhold som tradition, større fortjene- ste, IT-tekniske forhold, handel i andre kurser end kursspringene tillader og et etableret telefonmarked for professionelle markedsdeltagere, er blandt årsagerne til en stor handel af værdipapirer uden om Københavns Fondsbørs.
Al værdipapirhandel skal i henhold til værdipapirhandelslovens § 5 og Københavns Fondsbørs’ ”Børsetiske Regler” afregnes efter princippet om ”best execution”. For detailmarkedet præciserer de ”Børsetiske Regler” princippet om ”best execution” således, at fx et pengeinstitut inden for bestemte beløbsgrænser ikke må tilbyde en dårligere kurs til en detailkunde end den kurs, der kan handles til på Københavns Fondsbørs.
De ”Børsetiske Regler” beskytter derfor detailkunder, der typisk ikke dagligt følger kurs- og renteudviklingen. Eksempler på sådanne detailkunder er forbrugere, der investerer opsparing i værdipapirer, eller mindre virksomheder, der placerer over- skydende likviditet i værdipapirer.
I de ”Børsetiske Regler” er princippet om ”best execution” formuleret i §§ 3 – 5. Den nærmere regulering af handel med værdipapirer med detailkunder fremgår af § 6 i de ”Børsetiske Regler”, jf. boks 3.11.1.
Boks 3.11.1 ”Best execution”-reglen
§ 3. Reglerne om best execution finder anvendelse for alle medlemmer af Køben- havns Fondsbørs A/S over for alle kunder ved handel med værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs A/S.
§ 4. Kundens forhold er afgørende for, hvad der i den konkrete situation er best execution.
Stk. 2. Medlemmer skal ved udførelsen af modtagne ordrer sikre de efter omstæn-
dighederne bedste betingelser for deres kunder, herunder den under de givne om- stændigheder, inklusive tid og mængde, bedst mulige pris og må ikke anbefale køb og salg alene med egen indtjening for øje.
Stk. 3. Medlemmer skal udføre handler over Københavns Fondsbørs A/S’ handels-
system SAXESS, hvis dette aftales med kunden.
Stk. 4. Medlemmers rådgivning skal leve op til sædvanlig god, faglig standard og skal tilgodese kundens interesse.
§ 5. Medlemmer af Københavns Fondsbørs A/S skal udarbejde en beskrivelse af
deres vilkår for handel med værdipapirer. Beskrivelsen skal efter påkrav, eller hvis omstændighederne i øvrigt tilsiger det, udleveres til kunden. I beskrivelsen skal fordelingen af rettigheder og forpligtelser mellem kunden og medlemmet fremgå.
§ 6 regulerer de priser, som fondsmægleren må tage for handel med værdipapirer. Reglerne i § 6 er ikke gengivet i sin helhed med indeholder bl.a. punkterne:
- Handler, der udføres i Københavns Fondsbørs A/S’ handelssystem SAXESS' åbningstid, men uden for SAXESS, skal enten udføres som strakshandler eller gennemsnitskurshandler.
- Strakshandler skal udføres til en kurs, som på handelstidspunktet ligger inden for eller på det bedst stillede bud og udbud i det pågældende værdipapir i SAXESS. Såfremt der på handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud i SAXESS, jf. ovenfor, kan medlemmet selv fastsætte en strakshandelskurs, som skal være den bedst mulige pris. Det skal fremgå af handelsnotaen, hvis der på handelstidspunktet ikke blev stillet bud og/eller udbud i SAXESS, jf. ovenfor. Tidspunkt for handlens gennemførelse samt Fondsbørsens bedste bud og udbud på handelstidspunktet, hvis sådanne findes, skal fremgå af notaen.
- Gennemsnitskurshandler skal udføres på basis af de af Københavns Fondsbørs A/S’ beregnede vægtede gennemsnitskurser Alle-handler eller Medlemsgen- nemsnitskurs. Et eventuelt tillæg/fradrag til gennemsnitskursen skal fremgå særskilt af handelsnotaen. Det skal af notaen fremgå, om afregning er foretaget på basis af gennemsnitskursen kl. 15.30 eller kl. 17.00, samt hvorvidt det er Medlemsgennemsnitskursen eller Alle-handler kursen, der ligger til grund for afregningen. Såfremt der den pågældende handelsdag ikke er beregnet en gen- nemsnitskurs, kan en handel alligevel udføres til den bedst mulige pris, så- fremt dette er aftalt med kunden, eller medlemmet i sin beskrivelse af vilkåre- ne for værdipapirhandel forbeholder sig ret hertil. Det skal endvidere fremgå
af handelsnotaen, at der ikke er afregnet til en gennemsnitskurs.
Medlemmerne af Københavns Fondsbørs betaler en fast årlig afgift på 350.000 kr. for deres medlemskab. Hertil kommer gebyrer pr. transaktion og en værdibaseret afgift for at handle, jf. tabel 3.11.3.
Tabel 3.11.3 Gebyrer og værdibaserede afgifter for handel på Københavns Fondsbørs
Obligationer | Aktier | |
Gebyr pr. transaktion | 2,35 kr. | 4,90 kr. |
Værdibaseret afgift | 0,25 kr. pr. omsat million kr. nominelt | 12 kr. pr. omsat million kr. i kursværdi |
Det er ikke alle, der kan handle værdipapirer på Københavns Fondsbørs. For at kunne handle på Københavns Fondsbørs skal man være medlem. Værdipapirhan-
delsloven fastlægger bl.a., hvem der kan blive medlem af Københavns Fondsbørs, jf. boks 3.11.2.
Boks 3.11.2 Værdipapirhandelsloven
Værdipapirhandelsloven implementerer EU’s direktiver om investeringsse r- vice og kapitalkrav i dansk lovgivning.
? Loven regulerer børsvirksomhed, clearingvirksomhed, registreringsvirk- somhed, værdipapir- og pengemarkedsmæglervirksomhed samt virksom- hed som autoriseret markedsplads og bestemmer, at sådan virksomhed skal foregå i aktieselskabsform
? Xxxxx etablerer et Fondsråd, der skal virke for et velfungerende dansk værdipapirmarked
? Loven regulerer reglerne om tilbudspligt i forbindelse med overdragelse af en kontrollerende aktiepost
? Loven indeholder regler om kursmanipulation og netting
For at blive medlem af Københavns Fondsbørs skal ansøgeren være godkendt af Finanstilsynet eller den tilsvarende myndighed i selskabets hjemland. Ansøgeren skal desuden tiltræde en medlemsaftale med Københavns Fondsbørs. Medlemsaf- talen indeholder generelle bestemmelser om medlemskab samt en aftale om tilslut- ning til handelssystemet SAXESS. Aftalerne indeholder bl.a. krav til fondshandle r- nes kompetence, oplysningsforpligtigelser og bestemmelser om videredistribution af information.
Det er ikke nødvendigt, at fondsmæglerne er fysisk etableret i Danmark for at være medlem af KF. Københavns Fondsbørs har i alt 37 medlemmer. 11 af disse har postadresse uden for Danmark.
Prisdannelse
Prisen på børsnoterede værdipapirer bestemmes af udbud og efterspørgsel. Hvis der ikke er noteret bud/udbud på Københavns Fondsbørs, kan en handel uden for Københavns Fondsbørs ikke prissættes til en aktuel referencepris på Københavns Fondsbørs. De ”Børsetiske Regler” giver i såfald mulighed for at fastsætte en vur- deret kurs, hvis kunden ikke ønsker at afvente en aktuel reference til en pris på Kø- benhavns Fondsbørs.
Den kurs, som et værdipapir handles til, afhænger af den valgte handelstype. En kunde kan vælge mellem tre handelstyper: strakshandel, gennemsnitskurshandel eller kommissionshandel, dvs. handel over Københavns Fondsbørs’ systemer. Vedr. gennemsnitskurshandel og kommissionshandel har kunden mulighed for at afgive limiterede ordrer.
Handel til strakskurs betyder, at der handles til den kurs som fondsmægleren kan tilbyde nu og her. Strakskursen er den kurs, der udbydes (hvis kunden vil købe) el-
ler efterspørges (hvis kunden vil sælge) til på Københavns Fondsbørs. Hvis kurs- spændet på et værdipapiret er 400 – 420, kan kunden hos fondsmægleren altså købe til kurs 420 og sælge til kurs 400.
Handel til gennemsnitskurs betyder, at køb eller salg af værdipapirer kan ske til en omsætningsvejet gennemsnitlige kurs af alle handler frem til opdateringstidspunk- tet. Gennemsnitskurshandler sker enten til gennemsnittet kl. 15.30 eller kl. 17.00. Har der fx været en handel kl. 11.15 til kurs 410 og en handel kl. 14.30 til kurs 414 er gennemsnitskursen 412. Kunden hos fondsmægleren kan altså som udgangs- punkt købe og sælge til kurs 412 (fondsmægleren kan dog lave tillæg/fradrag jf. senere).
Ved handler over Københavns Fondsbørs skal fondsmægleren, hvis der ikke er af- talt limitering søge at opnå den mest fordelagtige kurs for kunden. Er handlen li- miteret, betyder det, at kunden beder fondsmægleren om kun at købe eller sælge til en på forhånd fastsat kurs. Kunden kan altså bede fondsmægleren om at købe vær- dipapiret til højst kurs 410. Hvis kursen er højere, skal fondsmægleren altså ikke købe værdipapiret til kunden. Omvendt kan kunden bede om at sælge til mindst kurs 410. Fondsmægleren skal altså ikke sælge, hvis kursen er mindre end kurs
410. Limiterede handler kan også gennemføres som gennemsnitskurshandler.
Som kunde hos en fondsmægler kan man komme til at betale to former for gebyrer: Kurtage og kurstillæg/fradrag. Kurtagen er det beløb en mægler eller et pengein- stitut tager i kommission for at handle værdipapirer.
Forskellen i en fondsmæglers indkøbspris og salgspris kaldes kursskæring og må ikke forveksles med kurstillæg/fradrag. Sådanne tillæg/fradrag kan ifølge de ”Bø r- setiske regler” beregnes ved handler gennemført uden for Københavns Fondsbørs, nærmere bestemt ved strakshandel og gennemsnitshandel.
I tillæg/fradrag indgår betaling for den risiko, som et pengeinstitut eller en fonds- mægler løber ved at stille beholdning af værdipapir til rådighed for, at en handel kan afregnes til det af kunden ønskede tidspunkt.
Hvis tillæg/fradrag fx er på 0,5 pct. betyder det i eksemplet med handel til gennem- snitskurs, at udgangspunktet for den kurs kunden kan købe til er 414,06 (412*1,005) mens kunden som udgangspunkt kan sælge til 409,94 (412*0,995). Tillæg/fradrag kan også forekomme som afrunding.
Afrunding betyder, at der fx rundes af til hele, halv eller kvarte kurspoint. Rundes der fx af til kvarte, betyder det i eksemplet, at den endelige kurs kunden kan købe til bliver 414,25, mens kundens endelige salgskurs er 409,75.
Tre indeks for aktiekurser
Københavns Fondsbørs beregner tre indeks for aktiekurser. Det er KFX, KVX og KmFX.
KFX-indekset blev introduceret 3. juli 1989. Indekset er en indikator for kursud- viklingen i de største og mest likvide aktier. KFX-indekset består af de 20 aktier med størst markedsværdi blandt de 25 mest omsatte aktier. Københavns Fondsbørs reviderer indekset hver maj og november.
I september 2000 introducerede Københavns Fondsbørs KVX-indekset. Selskaber bliver placeret i KVX-indekset såfremt, det opfylder fem kriterier.
1. Selskabet opererer inden for brancherne informationsteknologi, telekommuni- kation, medicin eller bioteknologi.
2. Selskabet har forventninger om en årlig omsætningsvækst på minimum 20%.
3. Selskabets forventede markedsværdi efter børsintroduktionen er på 300 mio. kr. eller mere.
4. De eksisterende aktionærer i forbindelse med børsintroduktionen højst sælger
halvdelen af den aktiebeholdning, de besad forud for børsintroduktionen, samt at de tilkendegiver ikke at ville sælge yderligere aktier i minimum et år efter introduktionen.
5. Selskabet, for så vidt det kører med underskud, i forbindelse med børsnoterin- gen sandsynliggør, at det har likvide midler til fortsat drift i minimum 2 år efter noteringen.
KVX-indekset bliver revideret 1. september hvert år.
Fra januar til september 2000 stod aktierne i KFX og KVX for over 80 pct. af den samlede handel med børsnoterede aktier.
KFmX-indekset blev introduceret i januar 2000. Kursen på aktier, der i forvejen ikke indgår i KFX-indekset, indgår i KFmX-indekset. Indekset består altså af kur- sen på aktier i de mindre og mellemstore børsnoterede danske selskaber, der er no- teret på Københavns Fondsbørs.
Der findes ikke tilsvarende indeks for obligationer. Men lige som for aktier er der også for obligationer stor forskel på, hvor tit de enkelte obligationer handles. Fra januar til september 2000 stod de 30 mest omsatte obligationer for godt 70 pct. af den samlede handel med noterede obligationer.
Der er stor forskel på omsætningshastigheden i de enkelte aktier, jf. figur 3.11.1. Mens de ti mest handlede aktier i september 2000 havde en omsætningshastighed65 på knap 600 pct. havde de ti mindst handlede aktier en omsætningshastighed på 0.
65 Omsætningshastighed beregnes som 100*(omsætning i kursværdi/((markedsværdi primo
+ markedsværdi ultimo)/2).
1.400
1.200
1.000
800
400
200
0
Omsætning i pct. af markedsværdi
Figur 3.11.1 Omsætningshastighed i september 2000 for aktier noteret på Kø- benhavns Fondsbørs
Kilde: Københavns Fondsbørs
Note: Hvert mærke i figuren repræsenterer omsætningshastigheden for aktierne i ét selskab. Alle selskaber, der er noteret på Københavns Fondsbørs, er repræsenteret i figuren, og sor- teret efter størrelsen af omsætningshastigheden.
En omsætningshastighed p.a. på 600 pct. betyder, at hver aktie i gennemsnit er ble- vet handlet 6 gange på et år.
Nordisk børssamarbejde
Børsområdet er et af de områder, hvor tendensen til større forretningsenheder er tydelig. Et eksempel herpå er NOREX-samarbejdet mellem Københavns Fonds- børs, Islands Fondsbørs, Stockholms Fondsbørs og Oslo Børs, der tiltrådte samar- bejdet 17. oktober 2000. 66
NOREX Alliancen, som på nuværende tidspunkt består af Københavns Fondsbørs, Islands Fondsbørs og OM Stockholmbørsen, har som målsætning at skabe en likvid og prisbillig markedsplads for handel med nordiske værdipapirer. Alliancen består af selvstændige børser som benytter et fælles handelssystem og har ens regelsæt. NOREX er den første børsalliance med fælles aktiehandel. Med Oslo Børs vil næ- sten 80 procent af den nordiske aktiehandel være tilgængelig via NOREX Allia n- cens system.
66 Forudsat Børsrådet godkender aftalen, vil Oslo Børs blive medlem af NOREX Alliancen.
Børspligt i andre lande
Når der er mange købere og sælgere, der møder op på en markedsplads, er konkur- rencen skarpere, end hvis der kun var få, der mødte op. Det samme gælder for den markedsplads (børs), hvor der handles værdipapirer.
Jo flere der ønsker at sælge eller købe værdipapirer, desto mindre bliver forskellen på købs- og salgspriserne (kursspændet) og desto mindre påvirkes priserne af en enkelt handel (”market impact” 67).
Hvis en stor del af handlen med værdipapirer sker uden om børsens handelssyste- mer, kan det skade konkurrencen og dermed bud- og udbudspriserne (købs- og salgskurserne). Det mindsker i sig selv motivationen til at handle over børsen, da det giver en chance for, at værdipapirhandlerne (og dermed investorerne) kan opnå lige så gode eller bedre priser uden om børsen.
Dette forhold er den væsentligste årsag til, at myndighederne i nogle lande har ud- formet regler, der tvinger en del af handlen med aktier over en værdipapirbørs.
Fem europæiske lande har regler, der skubber handlen med aktier ind over værdi- papirbørserne. Det gælder fx for handel med aktier i Finland, Frankrig, Holland, Italien og Norge. De øvrige lande har efter styrelsens oplysninger ikke børspligt. Fx er der i Sverige, som er medlem af NOREX Alliancen, ikke børspligt. Dog er der lande som fx Danmark, der har en form for ”best execution”-regel.
I Finland betales en stempelafgift på alle handler med aktier, der ikke sker over børsen. Stempelafgiften er på 1,6 pct. af den handlede værdi. I tilfælde hvor kur- serne og omkostningerne ved handel over børsen og uden om børsen er ens, bety- der det, at handlen uden om børsen bliver 16.000 kr. dyrere, for hver én mio. kr. der handles. Det skaber naturligvis et kraftigt incitament til at handle aktier over børsen.
I Frankrig er der en regel, der siger at handler med aktier skal ske over børsen. Værdipapirhandlerne har mulighed for at optræde både som køber og sælger i en handel. Når en kunde henvender sig hos en værdipapirhandler og vil købe 20 aktier i ALCATEL, skal værdipapirhandlen lægge ordren ind i børsens ordrebog. Værdi- papirhandleren kan selv lægge en mod-ordre ind i ordrebogen til en pris, der mod- svarer den bedste pris i systemet. I denne situation springer værdipapirhandlerens mod-ordre forrest i køen og bliver eksekveret mod kundens ordre. Hvis værdipa- pirhandleren ikke lægger en mod-ordre ind i ordrebogen, bliver kundens ordre ek- sekveret mod den ordre, der har ligget længst tid i systemet.
67 ”Market impact” udtrykker hvor meget prisen på et værdipapir ændrer sig efter en han- del. En ”market impact” på 25 betyder, at udbudsprisen på et værdipapir stiger med 0,25 pct. umiddelbart efter der er solgt en beholdning på fx 1.000 aktier.
I Holland skal ordrer, der aftales på telefonmarkedet, rent teknisk eksekveres via børsen. Hvis der i forvejen er en ordre i børsens system med samme pris, som or- dren, der aftales over telefonmarkedet, har den eksisterende ordre i ordrebogen for- rang. Det har den konsekvens, at handler aftalt på telefonmarkedet altid har bedre priser, end de ordre, der ligger i Amsterdam-børsens handelssystem.
Hvis en værdipapirhandler i Italien vil eksekvere en kundes ordre uden om børsen, skal kunden for det første have bedt om det skriftligt. For det andet skal kunden opnå en bedre pris, end der på tidspunktet kan opnås via børsen.
I Norge findes forskellige regler for handler, dels indbyrdes mellem de professio- nelle værdipapirhandlere (der er medlem af børsen), dels handler mellem en værdi- papirhandler og en kunde. Handler mellem de professionelle på telefonmarkedet skal ske til bedre priser, end de priser, der på tidspunktet for handlen findes på bør- sen. Handler mellem en kunde og en værdipapirhandler kan ske uden om børsen, sålænge prisen ikke er dårligere, end den pris kunden kunne have opnået ved han- del over børsen.
I Danmark siger de ”Børsetiske Regler,” at handler på en værdi op til 400.000 kr. kan ske uden om handelssystemet på Københavns Fondsbørs, når prisen ikke er dårligere, end den pris kunden kunne have opnået ved handel over handelssystemet på Københavns Fondsbørs.
Sammenligner vi ”market impact” for aktier i Danmark, med ”market impact” for aktier i Finland, Frankrig, Holland, Italien og Norge, ligger niveauet for aktier handlet på Københavns Fondsbørs noget højere, jf. tabel 3.11.4.
Tabel 3.11.4 ”Market impact”* på aktier i Danmark og andre lande
Danmark | Fin- land | Italien | Norge | Holland | Frankrig | |
Kursspænd | 16,01 | 15,40 | 10,72 | 9,95 | 6,21 | 1,60 |
Kilde: Københavns Fondsbørs og Elkins/McSherry
Note: * En ”market impact” på 16 betyder, at hvis en aktionær fx sælger 1.000 aktier til kurs 200, vil han teoretisk set lide et tab på 1.000 x 200 x 0,16% = 320 kr. Det skyldes, at man netop har solgt 1.000 aktier som efterfølgende er steget med 0,16 pct.
”Market impact” for danske aktier noteret på Københavns Fondsbørs er næsten det samme som for aktier noteret på børsen i Helsinki, men det er ti gange større end aktier noteret på børsen i Paris.
Der er flere forhold, der kan forklare, at ”market impact” i Danmark er større end i flere andre lande. Et forhold er de forskellige regler, der er for handlen over børsen, og dermed hvor stor en del af handlen der kommer over børsen. Et andet forhold er, at selskaberne, der er noteret på børserne i de andre lande, er større end de da n-
ske selskaber. En større nominel værdi af selskabernes aktier giver i sig selv en me- re likvid handel og dermed en mindre ”market impact”.
3.11.2 Værdipapircentralen
Værdipapircentralen er en af de centrale institutioner, der er på det danske marked for værdipapirer. Når en handel med et børsnoteret værdipapir er indgået, sikrer Værdipapircentralen, at ejerskabet overgår fra sælger til køber, og at køber samti- digt betaler sælger det aftalte beløb. Værdipapircentralen sikrer altså, at handlen bliver gennemført uden risiko.
Værdipapircentralens væsentligste opgaver er at:
? forestå elektronisk udstedelse af værdipapirer
? registrere ejerforhold og rettigheder vedrørende elektroniske værdipapirer
? forestå værdipapirclearing og afvikling af handler med værdipapirer
Alle værdipapirer, der er noteret på Københavns Fondsbørs, er udstedt og opbeva- ret elektronisk i Værdipapircentralen. Men også unoterede værdipapirer kan udste- des og opbevares elektronisk i Værdipapircentralen. Al handel med aktier, obliga- tioner og investeringsforeningsbeviser, der er noteret på Københavns Fondsbørs, afvikles via Værdipapircentralen.
Når en aktionær eller obligationsejer skifter fra pengeinstitut A til B, bliver det re- gistreret i Værdipapircentralen, at hans værdipapirer ikke længere er i depot via pengeinstitut A, men nu er i depot via pengeinstitut B. Overførsel af værdipapirer fra et depot til et andet depot koster hos Værdipapircentralen 6,00 kr. Hertil kom- mer en værdibaseret afgift for den overførte nominelle beholdning på 3,40 kr. pr. mio. kr.
Den 1. januar 2000 blev Værdipapircentralen omdannet til et aktieselskab, der er ejet af fem aktiegrupper. Gruppe I og II er pengeinstitutterne (ejer 43 pct.) og real- kreditinstitutterne (ejer 28 pct.). Nationalbanken, der udgør gruppe III, ejer 13 pct. af aktierne. Gruppe IV og V er hhv. aktieudstedere og investorer. Begge grupper ejer hver især 8 pct. af aktiekapitalen.
Værdipapircentralen har ca. 250 kontoførende institutioner som kunder. Kunde- kredsen omfatter bl.a. Nationalbanken, pengeinstitutter, fondsmæglere, realkredi- tinstitutter samt en række udenlandske pengeinstitutter og fondsmæglere. Endvide- re er et antal større investorer tilknyttet VP-systemet som storkunder. Endelig be- tjener Værdipapircentralen en række datacentre, som er leverandører til den finan- sielle sektor.
De deltagende institutioner udfører på Værdipapircentralens vegne en række funk- tioner i forbindelse med udstedelse af værdipapirer og registrering af ejerforhold. Udstedelse og opbevaring sker derfor igennem en organisation, der er kontoførende i Værdipapircentralen.
4 Vurdering
4.1 Pengeinstitutsektoren
Vurderingen af, om den anmeldte fusion kan godkendes, afhænger af, om der med fusionen bliver skabt eller styrket en dominerende stilling, som hæmmer den ef- fektive konkurrence betydeligt.
Bestemmelsen omfatter fusioner, der skaber eller styrker enten en individuel domi- nerende stilling eller en kollektiv dominerende stilling. Dvs. at det er tilstrækkeligt, at deltagerne i fusionen sammen med en eller flere andre virksomheder, der står uden for fusionen, indtager en dominerende stilling. 68
Dominans kan være en følge af en række faktorer, som hver for sig ikke nødven- digvis er afgørende. Blandt disse faktorer har omfattende markedsandele stor be- tydning. Imidlertid er en betydelig markedsandel ikke det eneste afgørende for, om der foreligger en dominerende stilling. Markedsandelens betydning varierer fra marked til marked alt efter markedsstrukturen, særligt med hensyn til produktion, udbud og efterspørgsel.69
De særlige forhold på de finansielle markeder har fået Kommissionen til at fastslå, at en markedsandel på 30 pct. kan være tilstrækkelig til, at der kan være tale om dominerende stilling. 70
I sagen Bank Austria/Creditanstalt – hvor Kommissionen fandt, at der med fusio- nen blev skabt en dominerende stilling – blev der lagt vægt på, at der ikke var no- gen direkte konkurrenter, da fusionsparterne ville få markedsandele, der var mange gange større end den nærmeste konkurrent. Hertil kom, at der var betydelige ad- gangsbarrierer forbundet med at etablere sig på det østrigske detailbankmarked. I forbindelse med sagen fremhævede Kommissionen også, at konkurrencebetinge l- serne på detailbankmarkedet klart adskiller sig fra konkurrencebetingelserne på markederne for fx industri- og forbrugsvarer. Det finansielle marked adskiller sig fra andre markeder mht. fx produktets karakter, den fælles infrastruktur og han- delsmønstrene.
Der er imidlertid forskel på konkurrencebetingelserne på de forskellige finansielle markeder. Lån mod sikkerhed i fast ejendom og billån er fx standardprodukter, hvorfor kunderne i de fleste tilfælde er i stand til at sammenligne konkurrenternes ydelser. Omvendt er andre engagementer kendetegnet ved, at långiver baserer sin vurdering på forventninger til låntagers økonomiske situation i fremtiden. En så-
68 Sag T-102/96, Gencor v. Kommissionen, Saml. 1991-I, side 971, præmis 125, jf. C- 68/94, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Saml. 1998-I, side 1375, præmis 166.
69 Sag C-85/76, Xxxxxxxx Xx Xxxxx mod Kommissionen, Saml. 1979-II, side 461, præmis 39-40.
70 Kommissionens beslutning af 11. marts 1997 i sag nr. M 873, Bank Austria / Creditan- stalt, pkt. 46.
dan helhedsvurdering er ikke gennemsigtig for låntager, der ikke uden videre kan sammenligne eventuelt konkurrerende tilbud. Det må også tillægges vægt, at økonomiske forhold er en privatsag for de fleste og derfor ikke noget, der disku- teres med andre. Den rådgivning og vejledning, en kunde har brug for, vil derfor typisk være et bankanliggende.
Endelig er finansielle produkter kendetegnet ved, at det er forbundet med om- kostninger at flytte sine engagementer – helt eller delvist – til eksempelvis et an- det pengeinstitut. For det første kan det være vanskeligt at orientere sig om ud- budet, og for det andet er det ikke gratis at skifte pengeinstitut.
For så vidt angår infrastrukturen knytter den sig hovedsageligt til pengeinstitutter- nes betalingsformidling, men også til værdipapir- og valutahandel. Infrastrukturen er således bærende for, at pengeinstitutterne kan udbyde en række ydelser. Endelig er det karakteristisk for betalingsformidling, værdipapir- og valutahandlen, at pen- geinstitutterne er vævet ind i et mønster, hvor de ikke alene er konkurrenter men også indbyrdes leverer og aftager ydelser til og fra hinanden. En kunde i et penge- institut kan eksempelvis ikke få formidlet betaling til en kunde i et andet pengein- stitut, uden de to pengeinstitutter indgår en aftale herom, selvom de to pengeinsti- tutter er konkurrenter og har en naturlig interesse i at overtage den andens kunde.
Vurderingen af, om den nye enhed opnår en kollektivt dominerende stilling på et eller flere markeder, bygger på en analyse af, om de virksomheder, der deltager i fusionen,
1) sammen med en eller flere udenforstående virksomheder, tilsammen kan følge samme markedsstrategi og
2) i et vidt omfang handle uafhængigt af de øvrige konkurrenter, af deres kunder,
og i sidste instans af forbrugerne og
3) derved hæmme konkurrencen på de relevante markeder betydeligt.
I vurderingen af, om der er kollektiv dominans, skal der lægges vægt på, om vir k- somhederne er forbundet med økonomiske bånd, i form af strukturelle forbindelser (aftale el.lign.), eller et indbyrdes afhængighedsforhold. 71
Afhængighedsforholdet kan opstå, hvis virksomhederne, pga. den måde et marked fungerer på, er i stand til at forudse hinandens adfærd og derfor i høj grad er til- skyndet til at samordne deres adfærd.72 De faktorer, der indgår i vurderingen er bl.a. koncentrationsgraden, vertikale forbindelser, aftaler mellem virksomhederne, produktets gennemsigtighed og homogenitet.
71 C-68/94, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Saml. 1998-I, side 1375, præmis 221.
72 Sag T-102/96, Gencor v. Kommissionen, Saml. 1991-I, side præmis 276, de forenede sa- ger T-68, 77 og 78/89, Planglassagen, Saml 1992-II, 1403, præmis 358.