Salgs- & leveringsbetingelser for Endress+Hauser A/S
Salgs- & leveringsbetingelser for Endress+Xxxxxx A/S
1. Gyldighed
Salgs- og leveringsbetingelserne gælder for alle tilbud, salg og leverancer, med mindre andet er skriftligt aftalt.
2. Tilbud
Tilbud på lagervarer afgives med forbehold for mellemsalg. Afgiver vi tilbud, der ikke angiver særlig acceptfrist, bortfalder tilbuddet, såfremt accept ikke er nået frem til os senest 4 uger fra tilbuddets dato.
3. Pris
Alle priser er i danske kroner og eksklusive moms. Køber er forpligtet til indtil leveringen at acceptere ændringer i prisen som følge af dokumenterede forøgede omkostninger for os som følge af ændringer i valutakurser, told, skatter, afgifter, m.v. vedrørende den aftalte leverance.
4. Betaling
1. Betaling skal ske senest den dato, fakturaen angiver som sidste rettidige betalingsdag. Såfremt en sådan ikke er angivet, skal betaling ske kontant ved levering.
2. Såfremt leveringen udskydes på grund af købers forhold (fordringshavermora), er køber
- med mindre vi skriftligt meddeler køber andet - alligevel forpligtet til at foretage enhver betaling til os, som om levering var sket til aftalt tid.
3. Hvis betaling sker efter forfaldsdag, er vi berettiget til at beregne renter af den til enhver tid værende restgæld fra forfaldsdag med den officielt fastsatte diskonto plus 6%.
4. Køber er ikke berettiget til at modregne med eventuelle modkrav på os, som ikke skriftligt er anerkendt af os, og har ikke ret til at tilbageholde nogen del af købesummen på grund af modfordringer af nogen art.
5. Ejendomsforhold
1. Vi forbeholder os med de begrænsninger, der følger af ufravigelige retsregler, ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen med tillæg af påløbne omkostninger er betalt til os eller til den, vi har transporteret vor ret jfr. pkt. 14.
2. Såfremt varen er solgt med henblik på senere at skulle indbygges i eller sammenføjes med andre genstande, omfattes det solgte ikke af ejendomsforbeholdet, når indbygningen eller sammenføjninger har fundet sted.
3. Ved omdannelse eller bearbejdning af det solgte opretholdes ejendomsforbeholdet, således at det omfatter den omdannede eller bearbejdede genstand i et omfang svarende til den værdi, det solgte repræsenterede ved salget
6. Levering
1. Levering sker fra vor adresse, uanset om vi ved egne folk eller tredjemand i henhold til særskilt aftale med køber bringer det solgte til køber.
2. Leveringstiden er fastsat af os efter bedste skøn i overensstemmelse med de forhold, der foreligger ved tilbuddets fremsættelse/ aftalens indgåelse. Medmindre andet udtrykkeligt aftales, betragtes en udskydelse af leveringstiden med 14 dage på grund af vore forhold i enhver henseende som rettidig levering, således at køber ikke af den grund kan udøve nogen beføjelse over for os.
3. Såfremt forsinkelse ved levering skyldes, at vi er i en situation, som angivet i pkt. 11.3, udskydes leveringstiden med den tid, som hindringen varer, idet begge parter dog skal være berettiget til ansvarsfrit at annullere aftalen, når hindringen har varet i mere end 3 måneder. Nærværende bestemmelse finder anvendelse, uanset om årsagen til forsinkelsen indtræffer før eller efter udløbet af den aftalte leveringstid.
4. Vi vil i ovennævnte tilfælde uden ugrundet ophold meddele køber ændringer i leveringstiden.
7. Emballage
1. Emballering sker for købers regning, med mindre det udtrykkeligt fremgår, at dette er inkluderet i prisen.
2. Emballagen tages kun retur efter særskilt aftale.
8. Produktinformation
Tegninger, specifikationer o. lign., som er udleveret af os før eller efter aftalens indgåelse, forbliver vor ejendom og må ikke videregives uden skriftlig aftale eller i øvrigt misbruges.
9. Produktændringer
Vi forbeholder os ret til uden varsel at foretage ændringer i aftalte specifikationer, hvis dette kan ske uden ulempe for køber.
10. Mangler og reklamationer
1. Ved levering skal køber straks foretage en sådan undersøgelse af det solgte, som ordentlig forretningsbrug kræver.
2. Hvis køber vil påberåbe sig en mangel, skal køber, straks efter manglen er eller burde være opdaget give os skriftlig meddelelse herom, samt anføre hvori manglen består. Såfremt køber har eller burde have opdaget manglen, og han ikke reklamerer som anført, kan han ikke senere gøre manglen gældende.
3. Efter vort valg vil mangler ved det solgte blive afhjulpet, eller det solgte vil blive omleveret.
4. Sker afhjælpning eller omlevering i henhold til pkt. 10.3 ikke inden rimelig tid, er køber under iagttagelse af dansk rets almindelige regler samt nærværende salgs- og leveringsbetingelser berettiget til at hæve aftalen, kræve afslag i købesummen eller kræve erstatning.
5. Har køber ikke inden 12 måneder efter leveringsdato påberåbt sig manglen over for os, kan han ikke senere gøre den gældende. For dele, der er udskiftet eller repareret jfr. pkt. 10.3., påtager vi os de samme forpligtelser, som gælder for det oprindeligt solgte i et tidsrum af 12 måneder, dog således at vort mangelsansvar ikke for nogen del af det solgte kan udstrækkes til mere end 2 år fra den oprindelige leveringsdato.
6. Forandring af eller indgreb i det solgte uden vor skriftlige samtykke fritager os fra enhver forpligtelse.
11. Ansvarsbegrænsning
1. Et erstatningskrav over for os kan ikke overstige fakturabeløbet for den solgte genstand.
2. Vi hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab i anledning af aftalen, herunder indirekte tab, der opstår som følge af forsinkelse eller mangler ved det solgte.
3. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed for os, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld: Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som partnerne ikke er herrer over, såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler,
almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder. Omstændigheder som nævnt, der var indtruffet inden tilbuddets afgivelse/aftalens indgåelse, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses på dette tidspunkt.
4. Det påhviler os uden ugrundet ophold skriftligt at underrette køber, dersom der indtræffer omstændigheder som nævnt i pkt. 11.3
12. Returnering
1. Det solgte modtages kun retur efter forudgående skriftlig aftale.
2. Returvarer krediteres kun efter forudgående aftale, og kun for lagerførte standardvarer, og altid med fradrag af omkostninger til eftersyn og klargøring. Forsendelse må ske franko til vor adresse.
3. I de tilfælde, hvor køber er berettiget til at ophæve handlen, eller såfremt det solgte returneres til os med henblik på ombytning eller afhjælpning af mangler, skal det solgte fremsendes til os i original emballage og for købers regning og risiko. I det omfang vi påføres forsendelsesomkostninger m.v., er vi berettiget til at kræve disse refunderet af køber og modregne disse i købers eventuelle krav mod os. Efter afsluttet reparation eller ved ombytning er køber forpligtet til for egen regning og risiko at afhente den reparerede eller ombyttede genstand hos os.
13. Produktansvar
For produktansvar gælder de til enhver tid gældende regler i dansk ret. I det omfang intet andet følger af ufravigelige retsregler, er vi ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
14. Transport af rettigheder og pligter
Vi er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og pligter i henhold til aftalen til tredjemand.
15. Tvistigheder
Enhver uoverensstemmelse mellem parterne afgøres ved domstolene efter dansk ret.