A F TA L E 20 23
A F TA L E 20 23
Samarbejdsaftale mellem Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet om en styrket og fokuseret myndighedsindsats over for ordnede forhold (social dumping)
Formål
Denne samarbejdsaftale har til formål at beskrive rammerne for samarbejdet mellem Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet, således at myndighederne kan leve op til deres forpligtelser på området.
Aftalen skal sikre, at de gode erfaringer fra de foregående år videreføres og udvikles. Det skal sikres, at myndighederne har den nødvendige kontakt for at kunne reagere koordineret, hurtigt og konsekvent over for virksomheder og ansatte – både gennem fælles aktioner og via ad hoc samarbejde i det daglige.
Baggrund
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 gennemført en styrket og fokuseret myndighedsindsats mod social dumping. Som en del af den fælles myndighedsindsats gennemfører de tre myndigheder en række indsatser for at sikre, at dårligt arbejdsmiljø, snyd med skatter og afgifter samt illegalt arbejde ikke bliver et konkurrenceparameter på det danske arbejdsmarked.
Den forstærkede myndighedsindsats mod social dumping har fokus på social dumping i forhold til udenlandske virksomheders og ansattes overholdelse af dansk lovgivning. Det gælder særligt levering af udenlandske tjenesteydelser, som skal anmeldes til RUT (Registret for udenlandske tjenesteydere). Et led i indsatsen er også rettet mod danske arbejdsgiveres overholdelse af dansk lovgivning i forbindelse med beskæftigelse af udenlandske ansatte.
Organisering
Den samlede koordinering af den styrkede myndighedsindsats varetages af Arbejdstilsynet.
Indsatsen mod social dumping er i Arbejdstilsynet forankret i hvert af de tre tilsynscentre (TC). Landskoordinering af indsatsen varetages af Tilsynscenter Øst (TC Øst). Arbejdstilsynets primære fokusområder er kontrol af arbejdsmiljølovgivningen og kontrol af anmeldepligten til RUT.
Skattestyrelsen løser og koordinerer opgaven i et landsdækkende indsatsprojekt forankret i afdelingen Erhvervsvirksomheder I. Skattestyrelsens fokusområde er, at udenlandske virksomheder og udenlandske arbejdstagere er registreret korrekt efter gældende regler og afregner skatter og afgifter korrekt, herunder om ejere af enkeltmandsvirksomheder uden ansatte reelt er ansat hos den danske hvervgiver. Yderligere er der fokus på, at danske hvervgivere overholder dansk lovgivning i forbindelse med beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft, herunder korrekt afregning af skatter og afgifter.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed. Rigspolitiet har styrelsesansvaret for området. Koordinering af den operative indsats varetages af politikredsene i samarbejde med Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen.
Politikredsene er ansvarlige for koordinering og gennemførsel af den operative politimæssige indsats.
Politiet yder bistand til Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen i forbindelse med disse myndigheders administrative kontrolarbejde og foretager efterforskning af formodet strafbare forhold i henhold til retsplejelovens regler samt kontrol af udlændinges arbejds- og opholdsgrundlag.
Samarbejde
Den samlede koordinering af den styrkede myndighedsindsats varetages af Arbejdstilsynet.
Samarbejdet om at sikre fremdrift i indsatsen foregår på flere niveauer. På centralt niveau afholdes der direktørmøde én gang om året, hvor der er fokus på, om rammerne og resultaterne er tilfredsstillende. Møderne fastlægges efter aftale og går på skift mellem Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Rigspolitiet. Værten har ansvar for udarbejdelse af dagsorden, mødeindkaldelse samt udarbejdelse af referat. Værten varetager mødeledelsen.
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Rigspolitiet, der udgør den nationale koordineringsgruppe, afholder kvartalsvise møder om det landskoordinerende samarbejde på det operationelle niveau. Formålet med møderne er bl.a. at drøfte situationsbilledet og behovet for justeringer af samarbejdet. I dette løbende koordinerende samarbejde tydeliggøres egne mål og succeskriterier, og disse inddrages i relevant omfang i samarbejdet med de andre myndigheder.
På regionalt niveau er der løbende samarbejde mellem Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politikredsene om relevante kontrolsteder, herunder hvor der er behov for bistand myndighederne imellem. For at sikre effektivitet i planlægning af aktioner og det daglige samarbejde er der i Arbejdstilsynets tre tilsynscentre etableret planlægningsgrupper, hvor repræsentanter fra Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og de relevante politikredse afholder faste møder. Formålet er at sikre en effektiv udsøgning af virksomheder til kontrol i relevante brancher, en styrkelse af planlægning af aktionernes gennemførelse og løbende opsamling og vurderinger af, hvordan udsøgning og aktioner optimeres lokalt.
Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Arbejdstilsynet har udarbejdet et notat (maj 2013) om ”Best practice” i RUT- sager til brug for sagsbehandlingen i Arbejdstilsynet, politiet og anklagemyndigheden. Notatet er pt. under revision.
Lokalisering af udenlandske virksomheder og virksomheder med udenlandske ansatte
De tre myndigheder gennemfører en række fælles landsdækkende og regionale aktioner, hvor myndighederne uvarslet tager ud sammen og fører hjemlet kontrol på arbejdspladser. Bilag 1 beskriver nærmere antallet af fælleskontroller og fokusområder i øvrigt.
Indsatsen koordineres og prioriteres på baggrund af Arbejdstilsynets, Skattestyrelsens og politiets opsamlede viden og risikovurdering. I forhold til planlægning af de fælles aktioner har alle tre myndigheder endvidere et ansvar for - ud fra egne risikovurderinger - at spille ind med relevante adresser med henblik på at opnå størst mulig effekt.
For at opnå størst muligt udbytte af myndighedernes viden om kontrol med virksomheder og ansatte inden for de forskellige brancher foretages en løbende videns- og erfaringsudveksling i de regionale netværk.
For yderligere at styrke samarbejdet kan der afholdes temadage, hvor de enkelte myndigheder bl.a. orienterer om deres erfaringer og roller i forhold til indsatsen. Afholdelse af eventuelle temadag(e) godkendes først på et
direktørmøde. Planlægning af temadage varetages herefter af den nationale koordineringsgruppe eller af de regionale planlægningsgrupper.
Koordinerede kontroller – et dagligt samarbejde/ad hoc
For at sikre et smidigt samarbejde myndighederne imellem i det daglige fastholdes kontaktveje på regionalt niveau. Endvidere udbygger myndighederne løbende det indbyrdes samarbejde og koordinering af sager om social dumping, så det sikres, at der bliver taget konsekvent fat om området, og at indsatsen tilpasses over tid, så den samlede myndighedsindsats giver størst mulig effekt.
Som led heri har myndighederne fokus på mulighederne for at udveksle oplysninger mellem de tre myndigheder. Udveksling af oplysninger om udenlandske virksomheder samt samarbejde i konkrete sager skal ske under hensyntagen til og overholdelse af de databeskyttelsesretlige regler.
Af samarbejdsaftalen Bilag 2 fremgår en liste over faste kontaktpunkter hos relevante myndigheder, som vil kunne kontaktes i forbindelse med gennemførelsen af kontrolbesøg eller som opfølgning herpå, når der er mistanke om, at regler inden for en myndigheds ressortområde ikke er overholdt af udenlandske virksomheder mv. Listen omfatter kontaktpunkter til Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen, politiet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Center mod Menneskehandel, Færdselsstyrelsen og Statens kontrolenhed for Arbejdsklausuler. Den myndighed, som indleder sagen, tager kontakt til relevante myndigheder. Arbejdstilsynet opdaterer listen årligt i forbindelse med opdatering af samarbejdsaftalen.
Presse- og kommunikationskoordinering
Det etablerede samarbejde i forhold til presse- og kommunikationskoordinering imellem myndighederne fastholdes.
Presse
Planlægger en myndighed en proaktiv landsdækkende presseudmelding i forlængelse af social dumping- aktioner, skal de øvrige myndigheder orienteres forinden offentliggørelse, ligesom muligheden for evt. at gå ud sammen på udmeldingen skal undersøges. Evt. pressemeddelelse sendes herudover til orientering til de øvrige myndigheders pressepostkasser (xxxxxx@xxxxx.xx, xxxxxx@xx.xx og xxxxxx@xxxxxx.xx).
Ved lokale og regionale proaktive pressetiltag orienteres de øvrige styrelser ved fremsendelse af pressemeddelelse til myndighedernes pressepostkasser i forlængelse af udsendelse af pressemeddelelser.
Sociale medier
Udgangspunktet er, at der ikke orienteres på sociale medier om en aktion forud for aktionen. Ønsker en myndighed at fravige dette udgangspunkt, skal det cleares med de øvrige myndigheder forinden.
Dialogmøder med arbejdsmarkedets parter
Myndighederne afholder efter behov dialogmøder med arbejdsmarkedets parter om den styrkede indsats over for social dumping. Dialogmøderne har bl.a. til formål at orientere om myndighedernes kontrol og fremdriften heri. Møderne godkendes på direktørmøder og planlægges af en eller flere myndigheder i den nationale koordineringsgruppe.
Tilsvarende afholder Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politikredsene regionale netværksmøder med arbejdsmarkedets parter på halvårlig basis. Disse møder planlægges af de regionale planlægningsgrupper.
Afrapportering og dataindsamling mv.
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har hver især ansvaret for dataindsamling for myndighedens egne tilsyn, kontrol, reaktioner mv.
De enkelte myndigheder forestår selv udarbejdelse af den halvårlige afrapportering til Folketinget af egen indsats, mens Arbejdstilsynet forestår orienteringen af Folketinget. De enkelte myndigheder lægger afrapportering ud på egen hjemmeside og linker til de øvrige myndigheders afrapportering. Offentliggørelsen af afrapporteringen sker koordineret.
Økonomi
De enkelte myndigheders udgifter i forbindelse med samarbejdet afholdes inden for myndighedernes egen driftsramme.
Med arbejdsmiljøaftalen ”Aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping”, som blev indgået i foråret 2023 blev det besluttet at videreføre den fælles myndighedsindsats til og med 2026. Politiets indsats er finansieret inden for rammerne af aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023. I aftalen blev det desuden besluttet, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet skal etablere et indsatsteam i regi af den fælles myndighedsindsats mod social dumping. Formålet med et tværgående indsatsteam er at styrke håndteringen af de særligt komplicerede og/eller grove sager, hvor både danske og udenlandske virksomheder gentagne gange og systematisk bryder flere myndigheders regler. Initiativet vil i udviklingsfasen køre parallelt med det, der er aftalt i denne samarbejdsaftale efter særskilt procesplan.
Aftalens varighed
Samarbejdsaftalen træder i kraft ved underskrivelsen, og gælder indtil samarbejdsaftalen ændres ved skriftlig aftale. Samarbejdsaftalen kan tages op til revision efter behov. Aftalens bilag 1 og 2 revideres årligt.
Dato: 1 05 20 23
Dato:
___________________________
__________________________
Dato:
Repræsentant for Skattestyrelsen
Repræsentant for Arbejdstilsynet
Dato:
Repræsentant for Rigspolitiet
Bilag 1
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet gennemfører en række fælles landsdækkende og regionale aktioner, hvor myndighederne uvarslet tager ud sammen og fører hjemlet kontrol på arbejdspladser. Bilaget beskriver antallet af fælleskontroller og fokusområder i øvrigt.
Branchefokus
Myndighedsindsatsen indebærer en målrettet kontrol med brancher, hvor der erfaringsmæssigt er problemer med regelefterlevelse og sikring af ordnede forhold. Indsatsen omfatter relevante brancher, herunder bygge- og anlægsbranchen, det grønne område, servicebranchen, hotel- og restaurationsbranchen, rengøringsbranchen. Myndighedsindsatsen har herudover løbende fokus på nye områder eller brancher, herunder eksempelvis solcelleparker. Der er endvidere fokus på brancher, hvor der erfaringsmæssigt sker anvendelse af illegal arbejdskraft.
Fokusområder
I 2023 vil der fortsat være særligt fokus på en række områder, herunder store bygge- og anlægsprojekter, hvor der blandt andet vil blive gennemført en tidlig indsats på udvalgte projekter med målrettet vejledning. Vejledningen følges op af kontrol, hvor det er påkrævet.
Fælles kontrolaktioner
Der gennemføres 8 landsdækkende aktioner pr. år. Overordnet prioritering, planlægning og koordinering af de landsdækkende fællesaktioner varetages af den nationale koordineringsgruppe i forbindelse med gruppens ordinære møder. Den præcise gennemførelse aftales i de regionale planlægningsgrupper.
Der vil blive gennemført 40 regionale aktioner i 2023 fordelt således, at der gennemføres 26 regionale aktioner i TC Øst, 7 regionale aktioner i TC Syd og 7 regionale aktioner i TC Nord. De regionale aktioner koordineres og planlægges lokalt mellem Arbejdstilsynet, Skattestyrelsens enheder og lokale politikredse på de regionale møder, jf. ovenfor. Konceptet for regionale aktioner sikrer, at aktionerne er så målrettede og effektive som muligt i forhold til de brancher og virksomheder, hvor forekomsten af social dumping er størst.
Myndighedernes deltagelse i de regionale aktioner kan enten ske ved fysisk tilstedeværelse i den konkrete aktion, udsøgning af relevante kontrolsteder til aktionen eller efter nærmere aftale at være til rådighed for tilkald. Alle myndigheder forventes aktivt at bidrage til udsøgning af relevante kontrolsteder i forbindelse med såvel de landsdækkende som de regionale aktioner.