Aktstykke nr. 67 Folketinget 2022-23 (2. samling)
Aktstykke nr. 67 Folketinget 2022-23 (2. samling)
67
Forsvarsministeriet. København, den 15. februar 2023.
a. Forsvarsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der kan indgås en offentlig-privat partnerskabsaftale (OPP-aftale) mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og et projektselskab ejet af Pension Danmark. OPP-aftalen omfatter finansiering, design, projektering, opførelse, drift og vedligeholdelse af et nyt samlet domicil til FE på Svanemøllens Kaserne. Opgjort over den samlede aftaleperiode på 30 år fra ibrugtagningstidspunktet har OPP-aftalen en forventet nutidsværdi på 2.963 mio. kr. Forventet ibrugtagningstidspunkt er 1. juli 2027.
FE’s årlige vederlag til OPP-leverandøren i den 30-årige kontraktperiode anslås til 192 mio. kr. Vederlaget omfatter en basisbetaling for at få anlægget stillet til rådighed og en driftsbetaling for drift og vedligeholdelse af anlægget. Ved kontraktperiodens ophør overdrages domicilet til FE til en forventet pris på 214 mio. kr. (nutidsværdi). Det årlige vederlag til OPP-leverandøren afholdes inden for den eksisterende ramme på § 12.25.01. Forsvarets Efterretningstjeneste.
b. Det er i forbindelse med Aftale på Forsvarsområdet 2013-2017 besluttet, at FE skal samles i ét domicil i Københavnsområdet.
FE’s nuværende bygninger lever ikke op til nutidens krav til sikkerhed, ligesom spredningen på flere lokationer ikke understøtter et dynamisk og tværfagligt efterretningsarbejde mv. Placeringen af det nye domicil på Svanemøllens Kaserne, der i forvejen ejes af Forsvarsministeriet, tilgodeser FE’s ønsker og krav til adgangsveje, gode offentlige transportforbindelser og ikke mindst sikkerhed.
Totaløkonomisk vurdering og valg af OPP
FE’s nye samlede domicil tilvejebringes ved et nybyggeri i en OPP-løsning på baggrund af en OPP-forundersøgelse udarbejdet af PwC. Af den totaløkonomiske vurdering fremgår der en marginal fordel på ca. 1 pct. ved at gennemføre projektet som OPP frem for en totalentrepriseløsning.
OPP-løsningen vurderes desuden at være bedre end totalentrepriseløsningen på en række andre parametre, hvoraf de væsentligste er:
– Håndtering af risici: OPP-modellen giver den højest mulige grad af budgetsikkerhed, idet OPP- leverandøren skal levere den krævede funktionalitet og kvalitet i hele kontraktperioden til den pris, som kendes forud for kontraktindgåelsen.
AG001054
– Kvalitet i byggeriet: Den lange aftaleperiode og overdragelsen af det totaløkonomiske ansvar for de nye faciliteter til OPP-leverandøren forventes at give OPP-leverandøren incitament til at vælge materialer og bygningsdele i en god kvalitet og dermed bidrage til kvaliteten i byggeriet.
– Sikkerhedsrelaterede forhold: Ved valg af OPP vurderer Forsvarsministeriet, at det vil give højere kvalitet i sikkerhedsløsningerne, når den part, der skal projektere og etablere domicilet, også skal forestå driften. Forsvarsministeriet vurderer endvidere, at et langsigtet samarbejde giver bedre mulighed for at opbygge en fast stab af medarbejdere med nødvendig viden om sikkerhedsrutiner mv.
– Leveringssikkerhed: Grundet mulighederne for nedslag i de løbende huslejebetalinger har OPP-le- verandøren incitament til at overholde de funktionsbaserede krav gennem hele aftaleperioden.
Der henvises endvidere til Bygningsstyrelsens gode erfaringer med gennemførte OPP-projekter, idet disse generelt har levet op til aftalt tid, kvalitet og pris ved ibrugtagning.
Nybyggeri gennem aftale om Offentlig-Privat Partnerskab
FE valgte på baggrund af OPP-forundersøgelsen at konkurrenceudsætte en OPP-aftale omfattende design, projektering, opførelse, finansiering, bygningsdrift og vedligeholdelse af et nyt samlet domi- cil til FE.
FE har vurderet, at der ved et udbud er risiko for kompromittering af nationale sikkerhedsinteres- ser. På grundlag heraf har Kammeradvokaten vurderet, at byggeriet er undtaget for udbudspligt med henvisning til artikel 346 i Traktaten om EU’s Funktionsmåde (TEUF) og undtagelsesbestemmelser- ne i Forsvars- og sikkerhedsdirektivet (FSD). To pensionsselskaber med tilhørende underleverandø- rer har deltaget i konkurrenceudsættelsen.
Den tilbudte løsning
Den tilbudte løsning fra OPP-leverandøren omfatter etableringen og efterfølgende bygningsdrift og vedligeholdelse af et nyt domicil med tilhørende støttefunktioner på ca. 50.000 etagemeter. Kon- kurrenceudsættelsen er sket med baggrund i funktionskrav, som OPP-leverandøren er forpligtet til at efterleve over den samlede aftaleperiode. OPP-leverandøren har tilbudt en fleksibel løsning, der sikrer en overholdelse af funktionskravene samt mulighed for tilpasninger af disponeringen af arealerne.
Økonomiske konsekvenser
Fra ibrugtagningstidspunktet og indtil den 30-årige kontraktperiodes udløb betaler FE et årligt vederlag (enhedsbetaling) til OPP-leverandøren. Vederlaget består dels af en basisbetaling for at få anlægget stillet til rådighed på anslået 150 mio. kr. og dels af en driftsbetaling for drift og vedligeholdelse af anlægget på anslået 42 mio. kr. (2023-priser).
I opførelsesperioden fra 2023 til 2027 afholdes dertil udgifter til programorganisationen og opgaver relateret til militær sikkerhed, såsom screening af leverancer, byggepladssikkerhed og vagtfunkti- on. Herudover skal der afholdes udgifter til bl.a. klargøring af byggefeltet, flytning til det nye domi- cil, dobbelt husleje, afhændelse af eksisterende bygninger og etablering af parkeringshus. Udgifterne forventes samlet set at beløbe sig til ca. 528 mio. kr. i 2023-priser, heraf udgør ca. 168 mio. kr. anlægsinvesteringer.
Alle omkostninger forbundet med opførelsen og driften af domicilet afholdes inden for FE’s eksisterende bevillingsramme, herunder også overdragelsen af domicilet til FE til en forventet pris på 214 mio. kr. (nutidsværdi) ved kontraktperiodens ophør. Eventuelle merudgifter som følge af opførelsen af domicilet eller afledt heraf afholdes inden for Forsvarsministeriets eksisterende ram- me. Anlægsinvesteringer vil blive afholdt af FE’s låneramme.
Det afklares, hvordan OPP-aftalen håndteres regnskabsmæssigt.
Yderligere hovedvilkår i OPP-aftalen
– Kontrakten kan ophæves inden for kontraktperioden, hvis OPP-leverandøren væsentligt mislig- holder sine forpligtelser i henhold til aftalen.
– OPP-leverandøren modtager først betaling fra tidspunktet for ibrugtagning, og kontraktperioden forlænges ikke, hvis ibrugtagning forsinkes grundet forhold, som ikke giver OPP-leverandøren ret til forlængelse af fristen eller erstatning i henhold til aftalen. Dette giver incitament til overholdelse af tidsplanen.
– OPP-leverandøren påtager sig i væsentlig grad risikoen for budgetoverskridelser og forsinkelser, funderingsforhold, opfyldelse af de stillede krav i hele driftsperioden samt myndighedsgodkendel- ser og generelle lovændringer.
– Bygningsrelaterede driftsomkostninger indgår som en fast betaling, og det er således i OPP-leve- randørens interesse, at bringe bygningens energiforbrug ned til et absolut minimum igennem hele driftsperioden. FE skal betale for det brugerrelaterede elforbrug, hvilket giver brugerne incitament til energibesparende adfærd.
– OPP-leverandøren er forpligtet til at efterleve en række sikkerhedsrelaterede krav og procedurer igennem hele aftaleperioden. De opstillede krav og procedurer er opstillet under hensyntagen til, at der er tale om et sikkerhedsbyggeri.
– Med henblik på at sikre at domicilet efterlever de opstillede sikkerhedsrelaterede krav, har FE som følge af aftalen en række forpligtigelser i relation til varetagelse af understøttende sikker- hedsrelaterede opgaver.
– En betalingsmekanisme giver mulighed for, at vederlag til OPP-leverandøren reduceres, såfremt OPP-leverandøren ikke leverer de aftalte ydelser i den aftalte mængde og kvalitet i driftsfasen.
– Ved aftalens udløb overdrages domicilet til FE til en på forhånd aftalt pris, der forventeligt udgør
1.155 mio. kr. – svarende til en nutidsværdi på 214 mio. kr. Baseret på de nuværende bevillings- mæssige forhold vil der til den tid forventeligt blive behov for en forøgelse af lånerammen, idet lånerammen ikke indeksreguleres.
c. Aktstykket forelægges Finansudvalget nu med henblik på kontraktindgåelse senest den 31. marts 2023, hvor OPP-leverandørens vedståelsesfrist udløber, da der er tale om indgåelse af en OPP-aftale med en uopsigelighedsperiode på mere end 10 år, hvor statens forpligtelse opgjort for hele uopsige- lighedsperioden overstiger 40 mio. kr., jf. budgetvejledningens punkt 2.4.10 Leasing (Leje) og 2.4.11 Offentlig-Privat Partnerskab. Forelæggelsen sker endvidere med henvisning til budgetvejledningens punkt 2.6.11 Investeringer i anlægsaktiver, idet beløbet for overdragelsen af domicilet til FE ved aftalens udløb overstiger den nuværende forelæggelsesgrænse på 70 mio. kr.
e. Under henvisning til ovenstående anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at der indgås en offentlig-privat partnerskabsaftale (OPP-aftale) mellem FE og et projektselskab ejet af Pension Danmark. OPP-aftalen omfatter finansiering, design, projektering, opførelse, drift og vedligeholdelse af et nyt samlet domicil til FE på Svanemøllens Kaserne. Opgjort over den samlede aftaleperiode på 30 år fra ibrugtagningstidspunktet har OPP-aftalen en forventet nutidsværdi på 2.963 mio. kr. Forventet ibrugtagningstidspunkt er 1. juli 2027.
FE’s årlige vederlag til OPP-leverandøren i den 30-årige kontraktperiode anslås til 192 mio. kr. Vederlaget omfatter en basisbetaling for at få anlægget stillet til rådighed og en driftsbetaling for drift og vedligeholdelse af anlægget. Ved kontraktperiodens ophør overdrages domicilet til FE til en
forventet pris på 214 mio. kr. (nutidsværdi). Det årlige vederlag til OPP-leverandøren på anslået 192 mio. kr. afholdes inden for den eksisterende ramme på § 12.25.01. Forsvarets Efterretningstjeneste.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.
Til Finansudvalget.
København, den 15. februar 2023
Xxxxxx Xxxx Xxxxxxx
/ Xxxxx Xxxx Xxxxxxxx