BETALINGSVEDTÆGT
For spildevandsanlæg tilhørende
Assens Spildevand A/S og Assens Rensning A/S
Indholdsfortegnelse
1. FORORD 4
2. VEDTÆGTENS OMRÅDE 4
3. SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABETS BUDGET OG REGNSKAB 5
4. SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABETS INDTÆGTER 6
4.1. TILSLUTNINGSBIDRAG 6
4.1.1 TILSLUTNINGSBIDRAGETS STØRRELSE 6
4.1.2 SUPPLERENDE TILSLUTNINGSBIDRAG 7
4.2 VANDAFLEDNINGSBIDRAG 8
4.2.1 VANDAFLEDNINGSBIDRAGETS BEREGNING 9
4.2.2 FRADRAG FOR ØVRIGE EJENDOMME FOR VAND DER IKKE TILLEDES KLOAKSYSTEMET 12
4.3 MÅLERDATA 12
4.4 SÆRBIDRAG 12
4.4.1 BEREGNING AF SÆRBIDRAG FOR ORGANISK STOF, KVÆLSTOF OG FOSFOR 13
4.4.2 ANDET SÆRBIDRAG 13
4.4.3 OPKRÆVNING OG REGULERING AF SÆRBIDRAG 13
4.5 VEJBIDRAG 14
4.6 BIDRAG FRA NABOKOMMUNER 14
4.7 BETALINGSREGLER VED ÆNDRING AF TILSLUTNINGSRET OG – PLIGT 14
4.7.1 TILBAGEBETALING AF BELØB TIL GRUNDEJEREN 14
4.7.2 ØKONOMISK KOMPENSATION TIL SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABET 15
4.7.3 GENINDTRÆDEN I SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABET 15
4.8 LEDNINGSBRUD 16
5. OVERTAGELSE AF PRIVATE SPILDEVANDSANLÆG 16
5.1 SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABETS OVERTAGELSE AF EKSISTERENDE FÆLLES PRIVATE SPILDEVANDSANLÆG, DER IKKE ER TILSLUTTET DET OFFENTLIGE SPILDEVANDSANLÆG 16
5.2 SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABETS OVERTAGELSE AF EKSISTERENDE PRIVATE SPILDEVANDSANLÆG, DER PÅ OVERTAGELSESTIDSPUNKTET ER TILSLUTTET DET OFFENTLIGE SPILDEVANDSANLÆG 16
5.3 SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABETS OVERTAGELSE AF SPILDEVANDSANLÆG UDFØRT SOM PRIVAT BYGGEMODNING 17
5.4 FÆLLES PRIVATE SPILDEVANDSANLÆG, SOM TILSLUTTES OFFENTLIGT SPILDEVANDANLÆG 17
6. TØMNINGSORDNING 18
6.1 TØMNINGSORDNING FOR EJENDOMME MED BUNDFÆLDNINGSTANK 18
6.2 SAMLETANKE 18
6.3 BIDRAG TIL TØMNINGSORDNING 18
7. TILBUD OM KONTRAKTLIGT MEDLEMSKAB AF SPILDEVANDSFORSYNINGSSELSKABET 19
7.1 VILKÅR FOR KONTRAKTLIGT MEDLEMSKAB 19
8. PUMPER OG LEDNINGER PÅ EGEN GRUND 20
9. FÆLLES BESTEMMELSER 21
10. IKRAFTTRÆDEN 21
1. Forord
Betalingsvedtægt for spildevandsforsyningsselskabet fastsætter regler for beregning af tilslutningsbidrag samt årlige anlægs- og driftsbidrag for ejendomme, der er eller bliver tilsluttet spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg.
Betalingsvedtægten indeholder en række oplysninger om administration af vedtægtens almindelige bestemmelser, samt praktiske forhold vedrørende ejendommens tilslutning til et spildevandsforsyningsselskab.
Vedtægten er udformet med hjemmel i ”Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg for spildevandsforsyningsselskaber mv.”., lovbekendtgørelse nr. 633 af
7. juni 2010 med senere ændringer.
Betalingsvedtægten er vedtaget af bestyrelsen for Assens Forsyning as og godkendt af Byrådet i Assens Kommune.
2. Vedtægtens område
Vedtægten gælder for eksisterende og fremtidige spildevandsanlæg under spildevandsforsyningsselskabet.
Ved spildevandsforsyningsselskabet forstås den selvstændige økonomiske enhed Assens Spildevand A/S, der forestår anlæg og drift af spildevandsanlæg i Assens Kommune.
Under spildevandsforsyningsselskabet hører offentlige spildevandsanlæg (i denne vedtægt forstås ved offentlige spildevandsanlæg, anlæg der er ejet af Assens Spildevand A/S). Spildevandsforsyningsselskabet har endvidere ansvar for at etablere, drive og vedligeholde private spildevandsanlæg, der er kontraktlig tilknyttet spildevandsforsynings- selskabet, jf. Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. § 7a.
Ved et spildevandsanlæg forstås anlæg og ledninger af enhver art – såvel lukkede som åbne, der tjener til transport, rensning og/eller udledning af spildevand, herunder regnvand, der afledes gennem separate anlæg.
I offentligt kloakerede områder, er spildevandsforsyningsselskabet forpligtet til at føre stikledning frem til grundgrænsen for en ejendom eller til områdeafgrænsningen for et privat spildevandsanlæg (i denne sammenhæng anlæg der ikke ejes eller drives af Assens Spildevand A/S). Inden for et offentligt kloakeret opland er det den matrikulære grundgrænse, der er snitflade mellem den offentlige stikledning og det private spildevandsanlæg.
Rendestensbrønde med tilhørende stik hører under vejanlæg.
Alle ejere af en ejendom inden for et kloakopland omfattet af gældende spildevandsplan er pligtige til at tilslutte sig det offentlige spildevandsanlæg, når tilslutningsmulighed foreligger, samt at deltage i betalingen i henhold til denne betalingsvedtægt. Det er kommunen der afgør, hvornår den fysiske tilslutning skal være gennemført.
Ejendomme udenfor nuværende eller fremtidigt kloakopland (herefter benævnt det åbne land), der modtager et påbud om forbedret spildevandsrensning, skal samtidig tilbydes kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet i henhold til vedtægtens bestemmelser.
Ejendomme i det åbne land kan i henhold til denne vedtægt og efter konkret vurdering, blive tilbudt kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet.
Efter tilslutning er ejendommene omfattet af denne vedtægts bestemmelser, herunder pligten til at betale vandafledningsbidrag.
3. Spildevandsforsyningsselskabets budget og regnskab
Bestyrelsen for Assens Spildevand A/S vedtager hvert år budgetter og godkender regnskabet for spildevandsforsyningsselskabets udgifter og indtægter. Budgettet udarbejdes på grundlag af foreliggende oplysninger om spildevandsforsyningsselskabets forventede udgifter og indtægter.
Byrådet i Assens Kommune får hvert år forelagt budget og takster for spildevandsforsyningsselskabet til godkendelse.
Regnskabet følger det kommunale regnskabsår.
Spildevandsforsyningsselskabets budget og regnskab omfatter udgifter til anlæg, drift, vedligeholdelse og administration af det offentlige spildevandsanlæg, de privatejede spildevandsanlæg der kontraktligt er tilknyttet spildevandsforsyningsselskabet, samt indtægter fra tilslutningsbidrag, vandafledningsbidrag, vejbidrag og bidrag fra spildevandsforsyningsselskabet i nabokommuner.
Under driftsudgifterne hører udgifter til drift af anlæg, vedligeholdelse, afskrivning, administration samt til forrentning af optagne lån.
Der kan over spildevandsforsyningsselskabets regnskab opsamles midler til fremtidige kloakprojekter, der er fastlagt i spildevandsplanen for Assens Kommune.
4. Spildevandsforsyningsselskabets indtægter
Spildevandsforsyningsselskabets indtægter er tilslutningsbidrag, vandafledningsbidrag, særbidrag, vejbidrag og bidrag fra spildevandsselskaber i nabokommuner.
4.1. Tilslutningsbidrag
Tilslutningsbidraget betales for ejendomme, der ikke tidligere har været tilsluttet eller har betalt tilslutningsbidrag til et offentligt spildevandsanlæg. Tilslutningsbidrag betales også for ejendomme som indgår kontrakt om medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet.
4.1.1 Tilslutningsbidragets størrelse
Tilslutningsbidraget opkræves som et standardbidrag, der udgør 30.000 kr. eksklusive moms for en boligenhed og 30.000 kr. eksklusive moms pr. påbegyndt 800 m2 grundareal for erhvervsejendomme.
Tilslutningsbidraget reguleres årligt efter det af Danmarks Statistik udarbejdede entreprise- reguleringsindeks for anlægsarbejder, delindeks for jordarbejder, basis 2015.
Reguleringen sker én gang årligt pr. 1. januar efter det pr. 1. juli forud gældende indeks. Tilslutningsbidraget udgjorde ved lovens ikrafttræden 1. juli 1997 30.000 kr.
I særlige tilfælde kan tilslutningsbidraget efter en konkret bedømmelse fastsættes til et lavere beløb end standardbidraget – dog aldrig lavere end de faktisk afholdte udgifter til detailledningsnettet. Det er i tilfælde, hvor anvendelsen af reglerne vil føre til et tilslutningsbidrag, der er ude af proportioner med de faktiske omkostninger ved kloakeringen og den faktiske afledning, og hvor ejendommene vil blive stillet ringere end andre sammenlignelige ejendomme.
Tilslutningsbidraget forfalder til betaling når ejendommen kan tilsluttes spildevandsanlægget, eller i særlige tilfælde når ejendommen tilsluttes. For ejendomme der kontraktligt tilknyttes spildevandsforsyningsselskabets forfalder betalingen dog i henhold til kontrakt.
I henhold til ”Bekendtgørelse af lov om lån til betaling af ejendomsskatter” af 26. oktober 2009 yder kommunen lån til betaling til tilslutningsbidrag til pensionister, såfremt betingelserne i lovbekendtgørelsens § 1, stk. 4 er opfyldt.
Spildevandsforsyningsselskabet kan kræve sikkerhedsstillelse for tilslutningsbidraget før end kloakarbejdet igangsættes.
Reguleringen fremgår endvidere af det årlige takstblad for Assens Spildevand A/S. De gældende takster kan ses på: xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx.
For ejendomme, der ikke er tilsluttet for tag- og overfladevand, er tilslutningsbidraget fastsat til 60 % af standardtilslutningsbidraget.
For erhvervsejendomme i landzone fastsættes et skønnet grundareal ud fra bebygget areal og en skønnet bebyggelsesprocent, der fastsættes ud fra en vurdering af den formodede gennemsnitlige bebyggelsesprocent for en tilsvarende erhvervsejendom i byzone.
For ubebyggede erhvervsejendomme i landzone skønnes et bebygget areal.
4.1.2 Supplerende tilslutningsbidrag
Supplerende tilslutningsbidrag opkræves i følgende tilfælde:
Matrikulære ændringer af boligejendomme
Der opkræves ved udstykning fra en boligejendom supplerende tilslutningsbidrag for den eller de frastykkede parceller, der ikke ved udstykningen er forsynet med stik, når spildevandsforsyningsselskabet fører stik frem til de frastykkede parcellers grundgrænse.
Matrikulære ændringer af erhvervsejendomme, sammenlægninger
Ved forøgelse af grundarealet (arealoverførsel, matrikulær sammenlægning) for en erhvervsejendom i byzone opkræves et supplerende tilslutningsbidrag, der beregnes som:
”Det bidrag, der efter denne vedtægt kan beregnes for ejendommen efter arealudvidelsen, minus det bidrag, der efter denne vedtægt kan beregnes for ejendommen før arealforøgelsen”.
Det supplerende tilslutningsbidrag kan dog kun opkræves, hvis den ejendom hvorfra arealet overføres ikke tidligere har betalt tilslutningsbidrag, og hvis denne ejendom ikke i forvejen er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg.
Matrikulære ændringer af erhvervsejendomme, udstykninger.
Ved udstykning af en erhvervsejendom i byzone opkræves et supplerende tilslutningsbidrag for den frastykkede ejendom/de frastykkede ejendomme, hvis ejendommen der udstykkes, før udstykningen er blevet pålignet tilslutningsbidrag efter en betalingsvedtægt udarbejdet efter 1. juli 1997, og der ved påligningen af bidrag er gjort
brug af dispensationsadgangen, der nu fremgår af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., § 2, stk. 8.
Det supplerende tilslutningsbidrag for den frastykkede ejendom beregnes som:
”Det bidrag, der før udstykningen kan beregnes efter denne vedtægt for den ejendom, der udstykkes, minus det bidrag der ved anvendelse af dispensationsadgangen oprindeligt blev opkrævet for ejendommen, der udstykkes. Det supplerende bidrag for en frastykket erhvervsejendom kan dog aldrig overstige det standardtilslutningsbidrag, der efter denne vedtægt kan opkræves selvstændigt for den frastykkede ejendom”.
Bidraget opkræves når der foreligger mulighed for fysisk tilslutning af den frastykkede ejendom.
Der kan i visse tilfælde opkræves supplerende tilslutningsbidrag ved udstykning af erhvervsejendomme ud over anvendelse af ovennævnte dispensation.
Erhvervsejendomme i landzone, supplerende tilslutningsbidrag.
Ved forøgelse af det bebyggede areal for erhvervsejendomme i landzone opkræves et supplerende tilslutningsbidrag, der beregnes som:
”Det bidrag, der efter denne vedtægt kan beregnes for ejendommen efter udvidelsen af det bebyggede areal, minus det bidrag der efter denne vedtægt kan beregnes for ejendommen før forøgelsen af det bebyggede areal”.
4.2 Vandafledningsbidrag
Alle ejendomme, der er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg, og private spildevandsanlæg, der er kontraktligt tilknyttet spildevandsforsyningsselskabet betaler vandafledningsbidrag.
I det omfang der afledes spildevand eller vand der kan sidestilles med spildevand til det det offentlige kloaksystem, uden at der har været et vandforbrug, skal der som udgangspunkt også betales vandafledningsbidrag for afledning af dette vand. Dette gælder f. eks. spildevand, der fremkommer i forbindelse med en virksomheds fabrikationsprocesser, vand fra afværgepumpninger, særligt forurenet overfladevand og perkolat fra lossepladser, der særskilt tillades tilledt den offentlige kloak.
Såfremt der benyttes regnvand til toiletskyl mm., skal der ligeledes betales vandafledningsbidrag. Ved sådanne anlæg monteres bimåler, der måler den vandmængde, der ledes til det offentlige kloaksystem.
Der betales endvidere vandafledningsbidrag i situationer, hvor der ikke er tale om en permanent tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg, men hvor der sker tilledning lejlighedsvis eller over kortere perioder – ”gæstetilledninger”.
I særlige tilfælde kan der træffes afgørelse om fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidraget ved tilledning af vand fra afværgepumpninger samt af køle- og filterskyllevand til det offentlige spildevandsanlæg.
Der opkræves ácontobidrag, baseret på foregående års vandforbrug, med efterfølgende regulering, når aflæsning for det pågældende år foreligger.
Bidragenes størrelse fremgår af det årlige takstblad, der kan ses på xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx.
4.2.1 Vandafledningsbidragets beregning
Vandafledningsbidraget udgøres af to elementer:
1) et fast bidrag på maksimalt 500 kr. (i 2001-priser) inkl. moms, der indeksreguleres 1. januar hvert år.
2) et variabelt bidrag pr. m³målt eller skønnet vandforbrug.
Det faste bidrag opkræves pr. spildevandsstikledning frem til grundgrænsen.
Vandafledningsbidraget beregnes som et bidrag pr. m3 målt eller skønnet vandforbrug. Den variable del af vandafledningsbidraget fastsættes således, at takst 2 er 20 % lavere end takst 1, og takst 3 er 60 % lavere end takst 1.
Alene ejendomme, hvorfra der drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, vil være berettiget til at blive afregnet efter trappemodellen. Øvrige ejendomme skal således betale den højeste takst, dvs. takst 1.
Vandafledningsbidraget pr. m³ og det faste bidrag fastsættes én gang årligt af Assens Forsyning på baggrund af budgettet for spildevandshåndtering og under hensyn til prisloftet.
Vandafledningsbidraget opkræves fra det tidspunkt, hvor ejendommen tilsluttes kloaksystemet.
Takst 2 Reduktion i procent af takst 1 | Takst 3 Reduktion i procent af takst 1 | |
Fra 2018 | 20 | 60 |
Trappemodel fra 2018
Hvis der ikke er tale om en permanent fysisk tilslutning, betales vandafledningsbidraget fra det tidspunkt, hvor afledningen påbegyndes. Ejendomme, der er kontraktligt medlem af spildevandsforsyningsselskabet efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg § 7 a, betaler vandafledningsbidrag fra det tidspunkt, hvor renseløsningen tages i brug.
Boligenheder
For boligenheder, hvor der er installeret vandmåler, beregnes vandafledningsbidraget efter målt vandforbrug multipliceret med kubikmetertaksten for trin 1.. For boligenheder, hvor der ikke kan afregnes efter vandmåler, fastsættes normalvandforbruget til 170 m³ pr. år.
Erhvervsejendomme, hvorfra der drives erhverv på markedsmæssige vilkår
For erhvervsejendomme, hvorfra der drives erhverv, som opererer på markedsmæssige vilkår, beregnes vandafledningsbidraget efter målt eller skønnet vandforbrug under hensynstagen til kubikmetertaksterne på trin 1, 2 og 3.
Eksempel:
En ejendom med et årligt vandforbrug på 30.000 m³ betaler for de første 500 m³ efter den højeste takst (takst 1), for de næste 19.500 m³ betaler efter den mellemste takst (takst 2) og for de resterende 10.000 m³ betaler efter den laveste takst(takst 3).
Erhvervsejendomme kan opnå fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke tilledes spildevandsanlægget. For at få fradrag skal det vandforbrug, der ønskes fradrag for, kunne henregnes til erhvervsdelen, det vil sige den primære produktion. Fradrag kræver endvidere, at den vandmængde, der ønskes fradrag for, ledes gennem en.
Erhvervsejendomme, hvorfra der ikke drives erhverv på markedsmæssige vilkår
For erhvervsejendomme, hvorfra der ikke drives erhverv, som opererer på markedsmæssige vilkår, beregnes vandafledningsbidraget efter målt eller skønnet vandforbrug. Vandforbruget multipliceres med kubikmetertaksten for trin 1.
Erhvervsejendomme, hvorfra der ikke drives erhverv, som opererer på markedsmæssige vilkår, kan ligeledes opnå fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke tilledes spildevandsanlægget.
Ejendomme med blandet anvendelse
For ejendomme, hvorfra der delvist drives erhverv, der opererer på markedsvilkår, beregnes den variable del af vandafledningsbidraget kun efter trappemodellen for en del af vandforbruget.
Den variable del af vandafledningsbidraget beregnes således efter trappemodellen, dvs. efter de ovenfor nævnte trin 1, 2 og 3, for den del af ejendommens vandforbrug, som ejendommens ejer har opgivet som anvendt til erhverv på markedsmæssige vilkår ved tilmelding til trappemodellen. Den resterende del af ejendommens vandforbrug beregnes efter takst 1.
Eksempel:
Det sidst kendte årsforbrug for en ejendom er 10.000 m³. Ejendommens ejer har ved trappetilmeldingen opgivet, at 40 % af ejendommens vandforbrug anvendes af erhverv, der opererer på markedsvilkår. Ejendommen opkræves a conto således:
4.000 m³ afregnes efter trappemodellen, dvs. 500 m³ afregnes efter takst 1, og
3.500 m³ afregnes efter takst 2.
6.000 m³ afregnes efter takst 1.
Samlet set skal ejendommen afregnes således: 6.500 m³afregnes efter takst 1, og 3.500 m³ afregnes efter takst 2.
Efter endelig aflæsning af vandmåler opgøres vandforbruget for det pågældende år til 9. 000 m³, hvorefter spildevandsforsyningsselskabet foretager en endelig afregning.
Ejendommens endelige afregning bliver således:
3.600 m³ afregnes efter trappemodellen, dvs. 500 m³afregnes efter takst 1, og
3.100 m³afregnes efter takst 2.
5.400 m³ afregnes efter takst 1.
Samlet set skal ejendommen afregnes således: 5.900 m³afregnes efter takst 1, og 3.100 m³ afregnes efter takst 2.
Den procentandel, som ejeren i trappetilmeldingen har opgivet som den andel af det samlede vandforbrug, som stammende fra erhverv på markedsmæssige vilkår, anvendes ved den endelige afregning.
Det justerede betalingsprincip
Det justerede betalingsprincip indebærer at ejendomme, der er tilsluttet spildevandsrenseanlægget direkte, alene betaler for brugen af forsyningens renseanlæg og ikke for ledningsnettet.
For at gøre brug af det justerede betalingsprincip, er det et krav, at den pågældende ejendom for egen regning finansierer og vedligeholder en transportledning til spildevandsanlægget.
Ejendomme, der anvender det justerede betalingsprincip, følger ovennævnte takst 2, uanset om vandmængden overstiger 20.000 m3.
4.2.2 Fradrag for øvrige ejendomme for vand der ikke tilledes kloaksystemet
Erhvervsejendomme kan opnå fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke tilledes kloaksystemet. Fradrag kræver at den vandmængde, der ønskes fradrag for, ledes gennem en bimåler.
Spørgsmål om hvorvidt der kan opnås fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke tilledes kloaksystemet afgøres efter en konkret vurdering af Assens Spildevand A/S.
4.3 Målerdata
Tilsluttede og tilknyttede brugere af spildevandsforsyningsselskabet har pligt til at medvirke ved aflæsning af vandmålere og til at videregive oplysningerne om vandforbruget til spildevandsforsyningsselskabet.
Hvis en tilsluttet eller tilknyttet bruger ikke ønsker at medvirke ved aflæsning af måleren, kan spildevandsforsyningsselskabet fastsætte et skønnet forbrug for ejendommen. Det skønnede forbrug må dog ikke for en boligenhed overstige 600 m3/år.
4.4 Særbidrag
Ejendomme, der afleder særligt forurenet spildevand, pålignes særbidrag, såfremt tilledningen giver anledning til særlige foranstaltninger i forbindelse med renseanlæggenes etablering og drift. Særligt forurenet spildevand kan eksempelvis indeholde større mængder organisk stof, tungmetaller eller miljøfremmede stoffer end almindeligt spildevand.
4.4.1 Beregning af særbidrag for organisk stof, kvælstof og fosfor
Særbidraget er knyttet til de særbidragspligtige stoffer organisk stof (COD), kvælstof (Tot- N) og fosfor (Tot-P).
Der skal som nævnt i det ovenstående opkræves særbidrag, når der tilledes spildevand med et højere forureningsindhold end almindeligt husspildevand. Ved højere forureningsindhold forstås i denne sammenhæng et COD indhold (organisk
kulstof) i spildevandet større end 1.600 mg pr. liter, et indhold af kvælstof større end 100 mg pr. liter og et indhold af fosfor større end 15 mg pr. liter udledt spildevand.
Særbidraget opgøres som beskrevet i §6 i ”Bekendtgørelse om særbidrag for særlig forurenet vand”, bek. nr. 1375 af 30/11 2015.
Såfremt virksomheden udtager prøver af spildevandet i henhold til virksomhedens tilslutningstilladelse til spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg benyttes resultaterne af disse som udgangspunkt til beregningen af særbidragets størrelse.
Såfremt der ikke foreligger tilstrækkelige analyser af spildevandsudledningen kan Assens Spildevand A/S foranledige, at der udtages op til 6 prøver af spildevandet.
4.4.2 Andet særbidrag
Virksomheder, der udleder tungmetaller, miljøfremmede stoffer eller andre skadelige stoffer i et omfang, der medfører væsentlige ekstra omkostninger til anlæg og/eller drift af det kommunale spildevandssystem, opkræves et særbidrag i forhold til disse omkostninger.
Ligeledes opkræves et særbidrag, såfremt en væsentlig øget udledning fra en virksomhed medfører, at et renseanlæg skal udvides.
4.4.3 Opkrævning og regulering af særbidrag
Særbidraget opkræves áconto på baggrund af det foregående års målinger, med efterfølgende regulering i henhold til den faktisk afledte vandmængde og forurening det pågældende år.
For nye virksomheder opkræves første áconto bidrag ud fra forventet afledning i henhold til ansøgningen om tilslutningstilladelse til spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg.
Virksomheder pålignes kun særbidrag såfremt det skønnes, at særbidragets størrelse overstiger 30.000 kr.
4.5 Vejbidrag
Statsveje
For de vejarealer, hvorfra der tilledes spildevand til det offentlige spildevandsanlæg, betales et årligt vandafledningsbidrag for en vandmængde, der beregnes til 0,12 m3 vand pr. m2 matrikulært areal, hvorfra spildevandet tilledes det offentlige spildevandsanlæg.
Bidraget beregnes ud fra den takst 1, der er nærmere omtalt i afsnit 4.1.
Kommunale veje og private fællesveje
For afledning af vejvand fra kommunale veje og private fællesveje betales et samlet kommunalt bidrag til spildevandsforsyningsselskabet maks. 6,0 % af de årlige anlægsudgifter til kloakledningsanlæggene, herunder anlægsudgifter til etablering af opstuvningsbassiner, forsinkelsesbassiner, anlæg for rensning af regnvand og overløbsbygværker.
4.6 Bidrag fra nabokommuner
I det omfang, der afledes spildevand eller vand, der kan sidestilles med spildevand, fra nabokommuner til det offentlige spildevandsanlæg i Assens Kommune, betales der et tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag.
Bidragets størrelse baseres på en kontrakt med spildevandsforsyningsselskabet.
4.7 Betalingsregler ved ændring af tilslutningsret og – pligt.
4.7.1 Tilbagebetaling af beløb til grundejeren
Hvis der i spildevandsplanen er udpeget områder, hvor ejendomme kan udtræde af spildevandsforsyningsselskabet helt eller delvist kan spildevandsforsyningsselskabet foretage tilbagebetaling af et beløb ved udtræden af spildevandsforsyningsselskabet.
Der vil oftest være tale om områder, hvor ejendomme kan udtræde for tag- og overfladevand ved f.eks. at nedsive vandet lokalt.
Ophævelse af tilslutningsret og –pligt kan kun ske, hvor der kan gives tilladelse til alternativ bortskaffelse af spildevandet, og hvor det for spildevandsforsyningsselskabet er teknisk og økonomisk forsvarligt.
Tilbagebetalingsbeløbet kan højst fastsættes til det standardtilslutningsbidrag, som ejendommen – på tidspunktet for udtræden – ville kunne opkræves for tilslutning til spildevandsforsyningsselskabets hovedledningsnet.
Udgangspunktet ved udtræden af kloakopland er dog, at der ikke skal ske nogen tilbagebetaling, idet spildevandsforsyningsselskabets allerede har afholdt de anlægsudgifter, som tilslutningsbidraget skal dække.
Ønsker en ejendom helt at udtræde af spildevandsforsyningsselskabet for spildevand skal en autoriseret kloakmester afproppe spildevandsstikket ved hovedledningen og indsende en færdigmelding til Assens Forsyning. Ejendommen udgår herefter af spildevandsplanen og bliver ikke længere opkrævet fast årlig afgift for spildevand (stikbidrag).
Eventuel efterfølgende genindtræden i kloakforsyningsselskabet sker efter betalingsvedtægtens pkt. 4.7.3
4.7.2 Økonomisk kompensation til spildevandsforsyningsselskabet
Hvis spildevandsforsyningsselskabet kan sandsynliggøre, at det har etableret særlige foranstaltninger eller anlæg til behandling af en ejendoms spildevand, og disse foranstaltninger eller anlæg endnu ikke er afskrevet, kan spildevandsforsyningsselskabet, når en ejendom udtræder af spildevandsforsyningsselskabet, kræve en økonomisk kompensation. Den kompensation der kræves, fastsættes efter en konkret vurdering af de endnu ikke afskrevne udgifter til særlige anlæg eller foranstaltninger. Det forudsættes, dog at anlægget ikke kan udnyttes på anden vis.
Den økonomiske kompensation, som spildevandsforsyningsselskabet kan kræve, kan ikke overstige de anslåede omkostninger ved at tillade udtræden.
4.7.3 Genindtræden i spildevandsforsyningsselskabet
En ejendom, som har fået ophævet tilslutningsret og –pligt helt eller delvis, kan ved hel eller delvis generhvervelse af tilslutningsret og –pligt pålignes tilslutningsbidrag.
Tilslutningsbidraget kan ikke overstige de af spildevandsforsyningsselskabet afholdte udgifter i forbindelse med generhvervelse af retten og pligten til at aflede spildevand og kan maksimalt udgøre standardtilslutningsbidraget.
Såfremt ejendommen ved ophævelse af tilslutningsret og –pligt har fået tilbagebetalt et beløb, skal tilslutningsbidraget som minimum udgøre dette beløb.
4.8 Ledningsbrud
Ved brud på vandforsyningsledninger til boligejendomme eller virksomheder, kan der gives reduktion i vandafledningsbidraget, såfremt dokumentation for bruddet foreligger, f.eks i form af dokumentation fra det VVS-firma, der har repareret bruddet.
Der gives kun, jf gældende retningslinjer, refusion ved skjulte skader.
Der ydes kun refusion for skader der er sket i kalenderåret for skadesanmeldelsen og året før. Regulering af bidraget sker med udgangspunkt i det gennemsnitlige vandforbrug de foregående 3 år.
5. Overtagelse af private spildevandsanlæg
Offentlig overtagelse af et privat spildevandsanlæg betyder – bortset fra fælles private spildevandsanlæg, herunder spildevandslaug – at ansvaret for driften og vedligeholdelsen af anlægget og udgifterne fremover vil påhvile spildevandsforsyningsselskabet.
5.1 Spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af eksisterende fælles private spildevandsanlæg, der ikke er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg
Assens Spildevand A/S kan træffe beslutning om at overtage private spildevandsanlæg. Ved overtagelsen omfattes de berørte ejendomme i området af betalingsvedtægten.
En forudsætning er at ejerne afholder eventuel restgæld for områdets spildevandsanlæg. Spildevandsforsyningsselskabet yder godtgørelse for det overtagne spildevandsanlægs værdi på overtagelsestidspunktet og der opkræves standardtilslutningsbidrag. Efter overtagelse af anlægget opkræves endvidere vandafledningsbidrag efter vedtægtens regler.
I mangel af enighed afgøres spørgsmål om godtgørelse af taksationsmyndigheden.
5.2 Spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af eksisterende private spildevandsanlæg, der på overtagelsestidspunktet er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg
Assens Spildevand A/S kan træffe beslutning om at overtage private spildevandsanlæg, der på overtagelsestidspunktet er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg. For at Assens
Spildevand A/S kan overtage et privat spildevandsanlæg skal det leve op til en række krav fastsat af spildevandsforsyningsselskabet.
Ved overtagelsen omfattes de berørte ejendomme i området af betalingsvedtægten.
Spildevandsforsyningsselskabet yder godtgørelse for det overtagne spildevandsanlægs værdi på overtagelsestidspunktet og der opkræves efter overtagelsen af anlægget vandafledningsbidrag efter vedtægtens bestemmelser.
I mangel af enighed afgøres spørgsmål om godtgørelse af taksationsmyndigheden.
5.3 Spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af spildevandsanlæg udført som privat byggemodning
Udførelse af en privat byggemodning kræver Assens Kommunes godkendelse.
Hvis anlægget efterfølgende ønskes overtaget af Assens Spildevand A/S, træffes der inden anlægget udføres, aftale om den økonomiske afregning, der skal finde sted ved spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af anlægget. Der skal herunder træffes aftale om betaling af tilslutningsbidrag og evt. økonomisk godtgørelse for anlæggets værdi.
Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter en række krav til kloakanlægget, som skal overholdes for at spildevandsforsyningsselskabet kan overtage kloakanlægget.
Spildevandsforsyningsselskabet kan forlange at detailkloakanlægget dimensioneres og udformes således, at det er forberedt for tilslutning af opstrøms/ovenfor liggende arealer. Udstykkerens omkostninger hertil dækkes af spildevandsforsyningsselskabet efter særskilt aftale.
Efter spildevandsforsyningsselskabets overtagelse af spildevandsanlægget betaler de berørte ejendomme vandafledningsbidrag efter vedtægtens almindelige bestemmelser herom.
5.4 Fælles private spildevandsanlæg, som tilsluttes offentligt spildevandanlæg
For fælles private spildevandsanlæg, som tilsluttes offentlige spildevandsanlæg, fastsætter spildevandsforsyningsselskabet et tilslutningsbidrag.
De af tilslutningen berørte ejendomme betaler efter tilslutning vandafledningsbidrag efter vedtægtens bestemmelser herom.
6. Tømningsordning
6.1 Tømningsordning for ejendomme med bundfældningstank
Alle ejendomme i Assens Kommune med bundfældningstank, er omfattet af en obligatorisk tømningsordning.
Der henvises i denne forbindelse til særskilt ”Regulativ for tømning af bundfældningstanke i Assens Kommune”.
6.2 Samletanke
Tømningsordningen gælder ikke for ejendomme med samletanke. Ejendomme med samletanke skal selv sørge for tømning af disse. Spildevand fra samletanke skal afleveres på et af kommunens renseanlæg.
Afgift for spildevand fra samletanke afregnes efter boligejendommens/boligenhedens vandforbrug.
Takst for aflevering af spildevand fra samletanke fastsættes én gang årligt af bestyrelsen for spildevandsforsyningsselskabet. Bidragets størrelse fremgår af det årlige takstblad, der kan ses på xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx.
6.3 Bidrag til tømningsordning
De bidrag der opkræves for tømning af bundfældningstanke skal svare til de udgifter, der er forbundet med etablering og drift af ordningen:
- tømning
- behandling og
- administration
Bestyrelsen for spildevandsforsyningsselskabet fastsætter én gang årlig et bidrag til tømningsordningen for bundfældningstanke. Bidragets størrelse fremgår af det årlige takstblad.
Ejendomme, der er kontraktligt medlem spildevandsforsyningsselskabet, skal ikke betale tømningsbidrag.
7. Tilbud om kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet
Såfremt ejeren af en ejendom modtager påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 4, om forbedret spildevandsrensning skal et påbud følges af et tilbud om kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet.
Tilbuddet om kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet skal være accepteret indenfor 3 måneder. Accepteres tilbuddet ikke indenfor fristen, er det herefter ejeren selv, der skal sørge for at påbuddet bliver opfyldt.
7.1 Vilkår for kontraktligt medlemskab
Kontraktligt medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet indebærer, at spildevandsforsyningsselskabet på ejerens vegne skal forestå udførelse, drift og vedligeholdelse af en spildevandsløsning, der rensemæssigt opfylder kravene i påbuddet, mod at ejeren af ejendommen betaler standardtilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag svarende til en ejendom, der er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg.
Tilbuddets omfang
Såfremt ejeren tager i mod tilbuddet om medlemskab af spildevandsforsyningsselskabet, sørger spildevandsforsyningsselskabet for nedenstående:
- Efter bundfældningstanken etablerer spildevandsforsyningsselskabet en rensning af spildevandet, der opfylder rensemæssige krav stillet i påbud.
- Spildevandsforsyningsselskabet driver og vedligeholder anlægget efter bundfældningstanken, samt tømning af bundfældningstank.
- Anlægget etableres på grundejerens grund. Der udbetales ikke erstatning i forbindelse med etablering, drift og vedligeholdelse.
Grundejerens forpligtelser
- Det påhviler grundejeren for egen regning at udføre og vedligeholde kloakledning frem til og med bundfældningstanken.
- Udgifter til el og vand skal afholdes af grundejeren.
Kontraktens ophør
Spildevandsforsyningsselskabet kan kun opsige kontrakten i det tilfælde, hvor ejendommen tilsluttes det offentlige kloakanlæg.
Fra ejerens side kan kontrakten opsiges med 1 års varsel. Ved en sådan opsigelse skal ejeren til spildevandsforsyningsselskabet tilbagebetale den del af anlægsudgifterne, der ligger ud over tilslutningsbidraget, og som på tidspunktet for opsigelsens virkning ikke er afskrevet.
Alternative spildevandsløsninger
En grundejer kan vælge en anden spildevandsløsning end den spildevandsforsynings- selskabet tilbyder uden at spildevandsforsyningsselskabet tilbudspligt bortfalder, forudsat at den ønskede løsning lever op til den påbudte forbedrede rensning.
Hvis grundejeren ønsker et anlæg der rensemæssigt opfylder påbudet, men som etablerings-, drifts- eller vedligeholdelsesmæssigt er mere omkostningskrævende end det anlæg spildevandsforsyningsselskabet har tilbudt, skal grundejeren selv betale forskellen mellem omkostningerne ved det anlæg grundejeren ønsker at etablere, og det af spildevandsforsyningsselskabet tilbudte anlæg.
Spildevandsforsyningsselskabet kan i dette tilfælde lave en skønnet opgørelse over meromkostningerne ved en alternativ løsning over en 20-årig periode.
Såfremt det vurderes økonomisk fordelagtig i det enkelte tilfælde kan Assens Spildevand A/S, ud fra en konkret vurdering, vælge at kloakere ejendommen. Dette vil i de fleste tilfælde ske ved hjælp af et tryksat system, hvor der placeres en pumpe på ejendommen, der pumper spildevandet til renseanlæg.
8. Pumper og ledninger på egen grund
For ejendomme, der bliver tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg ved hjælp af pumpe eller tryksatte systemer gælder følgende:
- Spildevandsforsyningsselskabet kan indgå en frivillig aftale med ejeren om etablering af pumpe m.v.
- Spildevandsforsyningsselskabet har ansvaret for pumpen.
- Der udbetales ikke erstatning i forbindelse med etablering af pumpen og de dertil hørende ledninger. Ej heller ved den daglige drift eller vedligeholdelse.
- Spildevandsforsyningsselskabet tinglyser retten til at vedligeholde og tilse pumpe.
- Finansiering af udgiften af el til pumper påhviler spildevandsforsyningsselskabet. Det samme gælder, hvis en pumpeløsning kræver ombygning af elforsyning, herunder lægning af kabler og ændring af ejendommens el-tavle.
Hvis en frivillig aftale med grundejeren ikke kan indgås, kan kommunen i stedet foretage en ekspropriation til pumpen m.v. med efterfølgende tinglysning af deklaration på ejendommen.
9. Fælles bestemmelser
Tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag har i dag ikke længere fortrinsret i ejendommen.
Spildevandsforsyningsselskabet kan kræve sikkerhedsstillelse for tilslutningsbidraget før end kloakarbejdet igangsættes.
Tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag, som ikke betales til forfaldstid, tillægges renter der beregnes efter renteloven.
Spildevandsforsyningsselskabet kan foretage ændringer i bestemmelserne i denne vedtægt i henhold til de i lovgivningen fastsatte regler. Byrådet i Assens Kommune skal godkende ændringerne.
Afgørelser og vedtagelser af spildevandsforsyningsselskabet og Assens Kommune efter Lov om betalingsregler for Spildevandsanlæg kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
10. Ikrafttræden
Vedtægten træder i kraft den 1. januar 2021.
Vedtaget af bestyrelsen i Assens Forsyning as den 4. februar 2021.
Direktør Xxxx Xxxx Xxxxxxxxxxx
Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxxxxxxxxxxxx
Vedtægten er godkendt af Byrådet i Assens Kommune den 24. marts 2021.