Udkast af 3. juli 2014
Udkast af 3. juli 2014
Aftale mellem
Frederikssund Kommunes Byråd xx
Region Hovedstadens Regionsråd om
overførelse af det socialpsykiatriske botilbud Klintegården, Lundebjergvej 80 A, 3600 Frederikssund
--------------------------------
Indledning
Frederikssund Kommune har meddelt, at kommunen i medfør af § 186 i lov om social service ønsker at overtage Klintegården, et socialpsykiatrisk botilbud efter servicelovens §§ 104, 107 og 108 med hhv. bolig-, beskæftigelses- og administrationsformål, beliggende Lundebjergvej 80A, 3600 Frederikssund (xxxx.xx. 7 EB, Xxxxxxxxxxxxx Xxxxxxxxxx).
Nærværende udkast til aftale fastlægger vilkårene for botilbuddets overførsel. Aftalen er udarbejdet i overensstemmelse med socialministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 6. juli 2006.
Udkastet til aftalen er udarbejdet med forbehold for regionsrådets godkendelse.
1. Botilbuddets art
Botilbuddet Klintegården er et botilbud efter servicelovens §§ 104, 107 og 108 med ca. 65 døgnpladser.
Klintegården består af seks huse – med 6-8 beboere i hvert hus.
Målgruppen er personer, hvis behandlingsforløb er stabiliseret på et niveau, der medfører, at den socialt støttende indsats kan gennemføres i et åbent miljø. De pågældende har alle en sindslidelse, der giver den enkelte så alvorlige problemer på det personlige og sociale område, at der er et betydeligt behov for hjælp, støtte og omsorg i dagligdagen.
2. Overtagelsestidspunkt
a) Frederikssund Kommune indtræder med virkning fra den 1. januar 2015 i Region Hovedstadens rettigheder og pligter i forhold til tilbuddet.
Dette indebærer, at kommunen fra og med den 1. januar 2015:
- Ansætter og aflønner personalet, jfr. punkt 5,2
- Afholder tilbuddets driftsudgifter,
- Beregner og opkræver takstmæssig betaling fra kommuner,
- Oppebærer botilbuddets øvrige driftsindtægter,
- Visiterer beboere til tilbuddene.
b) I forhold til periodisering af udgifter og indtægter, der vedrører regnskabsåret 2014, følges periodiseringsreglerne for Region Hovedstaden, således som de fremgår af de sædvanlige regnskabsprincipper. Dette indebærer, at udgifter til bl.a. merarbejds- og overarbejdsbetaling, der er optjent før overtagelsesdagen, samt årsopgørelse for forbrugsafgifter o.l., som efter regnskabsprincipperne først betales efter overtagelsesdagen, afholdes af kommunen.
3. Aktiver og passiver og principper for identifikation af samme
a) Aktiver
Pr. overtagelsesdagen overtager Frederikssund Kommune, jfr. bekendtgørelsens § 2 stk. 1, de aktiver og passiver, som udelukkende er knyttet til varetagelsen af tilbuddet. Botilbuddets samlede aktiver, der er opgjort i henhold til bekendtgørelsens § 4, stk. 1, udgør i henhold til Region Hovedstadens foreløbige regnskab for 2013 kr. 455.876, men forventes, jf. bilag 1, pr. 31. december 2014 at udgøre 373.871 kr.
b) Passiver
Botilbuddets passiver udgør pr. 31. december 2013 i henhold til Region Hovedstadens foreløbige regnskab for 2013 kr. 4.928.743.
Tilbuddets passiver består af kortfristet gæld (feriepengehensættelser).
De samlede aktiver og passiver fremgår af bilag 1. Opmærksomheden henledes på forbeholdene til bilag 1.
c) Kompensationsbeløb
Nettoværdien af aktiver og passiver udgør det kompensationsbeløb, som regionen skal betale til kommunen. Kompensationsbeløbet udgør herefter pr. 31. december 2013 i henhold til regionens foreløbige regnskab for 2013 kr. 4.472.867. Der henvises til punkt 6 nedenfor og bilag 1.
4. Rettigheder og pligter
Kommunen indtræder med virkning fra overtagelsesdagen i regionens rettigheder og pligter i henhold til de indgåede kontrakter vedrørende botilbuddet, herunder i den leasingaftale, der er indgået med Kommunekredit vedr. den faste ejendom, hvorfra botilbuddet drives, jf. bilag 5.
Hertil kommer fra samme tidspunkt rettigheder og pligter i henhold til de med forsyningsselskaber, teleselskaber m.v. indgåede aftaler, der er indgået i forbindelse
med tilbuddets drift, jfr. bilag 2. Disse aftaler beror i botilbuddet. Kommunen giver aftaleparterne besked om debitorskifte.
4.1 Arbejdsskade
Region Hovedstaden er selvforsikrende på arbejdsskadeområdet.
Kommunen overtager med virkning fra overtagelsesdagen regionens forpligtelse til at udrede eventuel erstatning i relation til tilbuddets medarbejdere for arbejdsskader, der er opstået før den 1. januar 2015, og overtager tillige en tilsvarende forpligtelse for øvrigt overførte medarbejdere, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 2. Se hertil nærmere i bilag 1.
5. Ansatte
Det til botilbuddets drift, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, direkte henførbare personale er specificeret i bilag 3. Det herfra overførte personale udgør i alt 75,74 årsværk. Der er ikke ansat tjenestemænd på Klintegården.
Identifikation af institutionspersonalet er foretaget ved træk i lønsystemet. Der vil senere i 2014 på ny blive foretaget et træk i lønsystemet, således at kommunen inden overtagelsesdagen modtager en aktuel opgørelse over det fastansatte personale på tilbuddet.
Hertil kommer 1,40 stilling, som Region Hovedstaden direkte har anvendt til administration af tilbuddet i regionens handicapadministration, og 0,8 stilling, som udgør den forholdsmæssige andel af det øvrige tværgående administrative personale, som har været beskæftiget med indirekte henførbare opgaver i regionen, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Disse i alt 2,40 stilling overføres som tomme årsværk.
Identifikation af direkte og indirekte henførbart personale har taget udgangspunkt i en beregning af de forholdsmæssige andele af den centrale administration, som varetager henholdsvis, direkte og indirekte henførbare opgaver i forhold til tilbuddet.
Specifikationen fremgår af bilag 3.
Kommunen indtræder pr. overtagelsesdagen i Region Hovedstadens rettigheder og forpligtelser i forhold til personalet, jfr. herved lov om medarbejderes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse og § 186, stk. 3, i lov om social service.
Når aftale er indgået mellem kommunen og regionen, varsles personalet om overflytning til ny ansættelsesmyndighed, jfr. lov om medarbejderes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Når aftale er indgået, udveksles de detaljerede oplysninger, som er nødvendige for udfærdigelse af nye ansættelsesbreve for det overførte personale, samt nødvendige
løn- og pensionsoplysninger mellem regionen og kommunen. Frederikssund Kommune varetager lønudbetalingen fra og med overtagelsesdagen.
6. Kompensationsbeløb
Kompensationsbeløbet, jfr. pkt. 3, litra c, opgøres endeligt, når regnskabet 2014 for Region Hovedstaden er endeligt godkendt. Kompensationsbeløb i kommunens favør betales kontant til Frederikssund Kommune, når det er beregnet endeligt.
Kommunen afholder udgifterne ved botilbuddets overdragelse, herunder eventuelle tinglysningsafgifter og eventuelle udgifter vedrørende betalingen af kompensationsbeløbet.
7. Forholdet til rammeaftalen
Kommunen er, jfr. herved § 186, stk. 2, nr. 1, i lov om social service, forpligtet til at lade botilbuddets pladser stå til rådighed for regionens øvrige kommuner i det omfang, det fremgår af den rammeaftale, der årligt indgås mellem kommunerne og regionen om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud efter serviceloven.
8. Samarbejde i 2014
I 2014 etableres der et samarbejde mellem ledelsen på Klintegården, Frederikssund Kommune og Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden med henblik på at forberede kommunens overtagelse af tilbuddet og drøftelse af konkrete spørgsmål i forbindelse hermed.
Påtegning fra Region Hovedstadens revisor vedlægges som bilag 4. Underskrifter:
Region Hovedstaden Frederikssund Kommune
Xxxxxxxx, den Frederikssund, den
……………………………… ………………………….. Bilag:
1. Oversigt over aktiver og passiver
2. Oversigt over rettigheder og pligter
3. Oversigt over ansatte
4. Revisionspåtegning (under udarbejdelse, juni 2014)
5. Leasingaftale vedrørende tilbuddets fysiske rammer i form af fast ejendom