Salgs- og leveringsbetingelser for Frøslev Træ ØST A/S
Salgs- og leveringsbetingelser for Frøslev Træ ØST A/S
Albertslund, 2022-01-09
1. Anvendelse
1.1 For alle tilbud, salg, leverancer og aftaler (herefter ”Kontrakter”) mellem Frøslev Træ Øst A/S (CVR- nr. 11932371) (herefter ”Sælger”) og enhver kunde (herefter ”Køber”) (Sælger og Køber herefter i fællesskab ”Parterne”) skal nedennævnte salgs- og leveringsbetingelser (herefter ”Betingelserne”) være gældende, medmindre andet skriftligt er aftalt mellem Parterne.
1.2 Betingelserne har forrang frem for samtlige modstridende bestemmelser fra Køber, såsom i Købers ordre, accept og/eller i Købers generelle indkøbsbetingelser, også i tilfælde hvor Sælger ikke gør indsigelse mod sådanne modstridendende bestemmelser.
2. Tilbud
2.1 Tilbud fra Sælger bortfalder efter 4 uger, hvis intet andet er angivet. Sælger tager forbehold for mellemsalg.
3. Kataloger, brochurer, prislister, bistand m.v.
3.1 Oplysninger i Sælgers brochurer, reklamer, produktbeskrivelser, prislister etc., der indeholder informationer om produkternes mål, kapacitet, slidstyrke, ydeevne, dimensioner, vægt eller lignende er alene vejledende og derfor ikke bindende for Sælger. Der tages endvidere forbehold for trykfejl og modelændringer. Oplysninger om en konkret leverancers mål, vægt og særlige egenskaber i øvrigt bør indhentes af køberen, før en leverances brug. Sådanne oplysninger, der er indhentet af Køber fra Sælger før en leverances brug, er kun vejledende.
3.2 Bistand ved teknisk vejledning, måltagning, beregning af kvantiteter ud fra tegningsmateriale m.v., er udelukkende en service over for Køber, for hvilken Sælger ikke påtager sig noget ansvar.
3.3 Sælger påtager sig intet ansvar for eventuelle fejl eller oplysninger i skriftligt materiale udarbejdet af Sælgerens leverandører.
4. Intellektuelle ejendomsrettigheder
4.1 Tilbud, tegninger, skitser, designs, specifikationer, og tekniske data udarbejdet af eller tilvejebragt af Sælger forbliver Sælgers ejendom. Køber skal behandle dette materiale fortroligt og må ikke anvende dette til andet end det, der var formålet med overdragelsen af materialet til Køber, og Køber må ikke videregive, kopiere og/eller overdrage oplysningerne til tredjemand uden forudgående skriftlig accept fra Sælger.
4.2 I tilfælde af Købers misligholdelse af punkt 4.1 er Køber forpligtet til at betale en konventionalbod på DKK 100.000 pr. misligholdelse til Sælger. Såfremt misligholdelsen består i forårsagelsen og opretholdelsen af en bestemt situation, anses hver påbegyndt uge, hvori misligholdelsen opretholdes, som én misligholdelse.
4.3 Såfremt Sælgers tab som følge af Købers misligholdelse af punkt 4.1 overstiger den aftalte konventionalbod i punkt 4.2, er Sælger berettiget til at kræve erstatning for et sådant tab i henhold til dansk ret. Sælger er desuden berettiget til at få nedlagt fogedforbud uden sikkerhedsstillelse mod Købers uberettigede aktiviteter.
5. Priser
5.1 Alle Sælgers priser oplyses Ex Works Sælgers lager i Danmark, i henhold til de til enhver tid gældende Incoterms, eksklusive moms, skatter, afgifter, emballage, fragt og transportforsikring, medmindre andet skriftligt er aftalt.
5.2 Al salg sker til priser, som er gældende på leveringsdagen. Det vil sige, mellemkommende afgiftsforhøjelser, prisændringer fra Sælgers leverandører m.v. på den aftalte leverance berettiger Sælger til at forhøje prisen tilsvarende.
6. Betalingsvilkår
6.1 Sælgers betalingsbetingelser er netto kontant ved levering til Køber, medmindre andet skriftligt er aftalt. Sælger er endvidere berettiget til at kræve forudbetaling inden levering.
6.2 Ved forsinket betaling beregnes morarente på 1,5 % pr. påbegyndt måned af den til enhver tid værende restgæld fra forfaldstidspunktet. Køber skal foretage effektiv betaling og er således ikke berettiget til at tilbageholde betalinger eller modregne med påståede krav mod Sælger, der ikke er anerkendt af Sælger eller fastslået ved endelig dom eller forlig.
7. Ejendomsforbehold
7.1 Ejendomsretten til leverancer forbliver hos Sælger eller den, til hvem Sælger har overdraget sine rettigheder, indtil hele købesummen med tillæg af renter, påløbne omkostninger og alle øvrige krav i henhold til Parternes forretningsforhold er fuldt indbetalt. Køberen er forpligtet til at holde leverancerne fornødent forsikret mod tyveri, indbrud, brand m.v.
8. Levering
8.1 Levering sker Ex Works Sælgers lager i Frøslev, Danmark, i henhold til de til enhver tid gældende Incoterms, medmindre andet skriftligt er aftalt. Dellevering er tilladt, medmindre andet skriftligt er aftalt.
9. Returvarer
9.1 Leverancer modtages ikke retur, medmindre der forudgående er indgået skriftlig aftale herom.
10. Leveringstid, forsinkelser
10.1 De af Sælger opgivne leveringstider er kun omtrentlige, og forsinkelser giver ikke Køber nogen ret til at udøve nogen misligholdelsesbeføjelse. Uanset om der foreligger en væsentlig forsinkelse, kan Køber således ikke hæve handlen eller fremsætte noget erstatningskrav mod Sælger.
11. Ansvar for mangler og reklamation
11.1 Køber skal straks ved levering – og inden en leverance tages i brug – foretage en sådan kvalitativ og kvantitativ undersøgelse af leverancen, som ordentlig forretningsbrug kræver for at sikre sig, at det leverede er mangelfrit.
11.2 Reklamationer over mangler skal fremsættes skriftligt over for Sælger omgående og inden for 8 dage efter levering, med angivelse af, hvori manglen består. Overholder Køber ikke denne frist, bortfalder adgangen til at gøre manglen gældende. Køber skal omgående stoppe videre forarbejdning af leverancen, hvis mangler konstateres.
11.3 Det påhviler Køber at undersøge, om leverancen er egnet til sit anvendelsesformål, herunder den forarbejdning/montage leverancen skal undergå. Køber er således forpligtet til at kontrollere for eksempel opmåling, kvantitet og kvalitet, herunder fugtigheden i træ inden leverancen forarbejdes/monteres.
11.4 Sælger forbeholder sig ret til at levere +/- 5 % af den aftalte mængde træ, uden at dette udgør en mangel. Køber kan således skulle betale for indtil 5 % mere end det aftalte, som følge af levering af mere træ end det aftalte.
11.5 Er leverancen behæftet med mangler, påtager Sælger sig alene og efter eget valg inden for rimelig tid enten at foretage afhjælpning – hvis leverancen er uforarbejdet – og ellers omlevering. Foreligger der mangler ved en del af leverancen, er Køber alene berettiget til at anmode om afhjælpning eller omlevering i forhold til denne del af leverancen. Køber er således forpligtet til at opfylde Kontrakten med Sælger for så vidt angår den ikke mangelfulde del af leverancen, herunder at betale købesummen. Manglende opfyldelse heraf fra Købers side betragtes som væsentlig misligholdelse. Foretages afhjælpning eller omlevering, er Køber afskåret fra at påberåbe sig andre misligholdelsesbeføjelser, herunder er Køber afskåret fra at hæve Kontrakten, kræve afslag i købesummen og kræve erstatning. Udgifter til arbejdsløn samt udgifter i forbindelse med udskiftning af den reklamationsberettigede leverance dækkes ikke.
11.6 Køber skal følge Sælgers eventuelle instruktioner om forsendelse af den mangelfulde leverance til Sælger.
11.7 Såfremt Køberen har reklameret rettidigt, og det viser sig, at der ikke foreligger nogen mangel, som Sælger bærer ansvaret for, har Sælger ret til godtgørelse for det arbejde og de omkostninger, reklamationen har påført Sælger.
11.8 Sælgers mangelsansvar gælder under alle omstændigheder kun mangler, som viser sig inden for ét år regnet fra dagen for levering.
12. Ansvarsbegrænsning
12.1 Under ingen omstændigheder kan Sælgers samlede akkumulerede erstatningsansvar overstige DKK 1.000.000, hvilket udgør det samlede akkumulerede erstatningsansvar, som Sælger kan ifalde overfor Køber (inklusive virksomheder, der er koncernforbundne eller associerede med Køber) under alle Kontrakter mellem Køber og Sælger uanset baggrunden for kravet. Det præciseres, at det anførte ansvarsbegrænsningsbeløb er det samlede ansvarsbegrænsningsbeløb for alle Kontrakter mellem Køber og Sælger og ikke pr. Kontrakt.
Sælger er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste, tabt nytteværdi, tab af forretningsmuligheder, tab af data, mistede besparelser eller indirekte tab eller følgeskader.
13. Produktansvar
13.1 Sælgers produktansvar er underlagt dansk rets regler om produktansvar med de begrænsninger, der er anført i dette punkt 13.
13.2 Sælgers ansvar er i alle tilfælde begrænset til direkte tab. Sælger er under ingen omstændigheder ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste, tabt nytteværdi, tab af forretningsmuligheder, mistede besparelser eller indirekte tab eller følgeskader i forbindelse med produktansvar.
13.3 Sælgers produktansvar skal i alle tilfælde være begrænset til den til enhver tid resterende forsikringssum i henhold til Sælgers produktansvarsforsikring.
13.4 Såfremt tredjemand fremsætter krav om erstatning for produktansvar over for Køber, skal Sælger straks informeres herom. Det indbyrdes forhold mellem Køber og Sælger skal dog altid afgøres i henhold til disse Betingelser.
13.5 I den udstrækning Sælger måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er Køber forpligtet til at holde Sælger skadesløs i samme omfang, som Sælgers ansvar er begrænset
efter disse Betingelser. Disse begrænsninger i Sælgers ansvar gælder ikke, hvis Sælgers produktansvar kan henføres til grov uagtsomhed eller forsæt.
14. Ansvarsfrihed (force majeure)
14.1 Sælger hæfter ikke for manglende opfyldelse af Sælgers forpligtelser og er heller ikke erstatningsansvarlig over for Køber for tab, der skyldes forhold, som Sælger ikke er herre over, herunder – men ikke begrænset til – nedbrud af IT-forbindelse, arbejdskonflikt samt underleverandørs, herunder transportørs, forsinkelse eller dennes konkurs eller betalingsstandsning. Det samme gælder enhver anden omstændighed, som hindrer, besværliggør eller fordyrer Kontraktens opfyldelse, og som ligger uden for Sælgers kontrol, så som brand, krig, pandemi, terror, oprør, indre uroligheder, mobilisering eller militærindkaldelse af tilsvarende omfang, beslaglæggelse, vejrlig eller naturkatastrofer, valutarestriktioner- eller -udsving, restriktioner på drivkraft samt mangel på transportmidler og almindelig vareknaphed, påbud, forbud eller andre indgreb fra offentlige myndigheder, import- eller eksportforbud, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, herunder energiforsyning, væsentlige pris- og/eller afgiftsforhøjelser, produktions- og leveringsvanskeligheder, arbejdskonflikter, herunder strejke, anden arbejdsnedlæggelse eller lockouts.
14.2 Bestemmelsen i punkt 14.1 er gældende, uanset om opfyldelseshindringerne rammer Sælger selv eller en af Sælger valgt underleverandør.
15. Generelle bestemmelser
15.1 Køber er ikke berettiget til uden Sælgers skriftlige samtykke at overdrage Købers rettigheder i henhold til Kontrakten til tredjemand.
15.2 Såfremt en eller flere bestemmelser i disse Betingelser eller Kontrakten er uigennemførlige, fordi de er i strid med ufravigelig lovgivning eller af en anden grund anses for ikke at være anerkendt, påvirker dette ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser.
16. Lovvalg og værneting
16.1 Enhver tvist, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med Betingelserne, Parternes Kontrakt eller i øvrigt mellem Sælger og Køber, herunder tvister vedrørende Kontraktens eksistens og gyldighed, skal afgøres i henhold til dansk ret med undtagelse af dansk rets privatretlige regler.
16.2 Er Køber hjemmehørende i EU, Norge, Schweiz eller Island, skal enhver tvist mellem Køber og Sælger, som måtte opstå i forbindelse med disse Betingelser eller Parternes Kontrakt, herunder tvister vedrørende Betingelsernes eller Kontraktens eksistens eller gyldighed, afgøres ved Retten i Sønderborg. Sælger er dog berettiget til at kræve, at sådanne tvister afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indledningen af voldgiftssagen. Voldgiftsretten skal have sæde i Sønderborg. Sproget anvendt under voldgiftssagen skal være engelsk
16.3 Er Køber hjemmehørende uden for EU, Norge, Schweiz og Island, skal enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med disse Betingelser eller Parternes Kontrakt, herunder tvister vedrørende Betingelsernes eller Kontraktens eksistens eller gyldighed, afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indledningen af voldgiftssagen. Voldgiftsretten skal have sæde i Sønderborg. Sproget anvendt under voldgiftssagen skal være engelsk.