Partnerskabsaftale
Dato: 1.
november 2006
Sagsnr.: 319115 Xxx.xx.: 1970124
Partnerskabsaftale
mellem Kriminalforsorgen, Københavns Fængsler og Københavns Kommune, Socialforvaltningen om gennemførelse af et behandlingsprojekt i
Københavns Fængsler
Baggrund og målgruppe
Behandlingsprojektet i Københavns Fængsler retter sig mod hashmisbrugere, personer i substitutionsbehandling samt stofmisbrugere (uanset misbrugets karakter) med ringe behandlingserfaring og lav behandlingsmotivation.
Projektet finansieres af Satspuljemidler over en 4-årig periode i årene 2006 til 2009. Der vil være mulighed for forlængelse af projektet.
Formål
Formålet med projektet er at afprøve mulighederne for at forbedre stofmisbrugsbehandlingen for personer, der varetægtsfængsles for kortere perioder, og at skabe bedre sammenhæng mellem behandlingstilbuddene i Kriminalforsorgens regi og de kommunale behandlingstilbud.
Organisering
Parterne er enige om at vedhæftede beskrivelse af behandlingsprojektet er en del af nærværende partnerskabsaftale, hvor parterne har fuld indsigt i projektet forløb og økonomi.
Til ledelse af projektet nedsættes ved aftalens indgåelse en følgegruppe, jf. projektbeskrivelsens punkt 10.
Projektet skal aflægge løbende regnskab, og til udbygning af det i projektbeskrivelsen overordnede budget udarbejdes halvårsbudgetter.
Parterne er enige om, at såfremt forudsætninger i projekt- og budgetgrundlaget ændres, har parterne gensidig pligt til at tage forholdet op i følgegruppen.
Medarbejdere
Parterne er enige om,
• at de medarbejdere, som indgår i projektet efteruddannes i fornødent omfang, således at behandlingen gennemføres på et højt fagligt niveau,
• at medarbejdere, der er dømt for et strafbart forhold, der efter Kriminalforsorgens normale kriterier gør medarbejderen uegnet til at være en del af projektet, kan bortvises med 10 dages varsel.
Behandling af klager
Parterne er enige om,
• at Kriminalforsorgen har ansvaret for afgørelser i sager om klager vedrørende projektet,
• at Socialforvaltningen er forpligtet til at medvirke ved oplysning af sager om klager,
• at orientere hinanden om enhver klage, som modtages, herunder fra en indsat eller fra en indsats pårørende, og
• at tilpasse indsatsen i det omfang konkrete klager giver anledning hertil.
Generel afrapportering
Parterne er enige om,
• at foretage løbende afrapportering til overensstemmelse med de i projektbeskrivelsen stillede krav til afrapporteringen, herunder med hensyn til afrapporteringens indhold og form, og
• at Socialforvaltningen løbende vedligeholder de statistiske oplysninger vedrørende påbegyndte og afsluttede behandlingsforløb.
Regnskab
Parterne er enige om,
• at Socialforvaltningen i aftaleperioden en gang årligt aflægger regnskab for driften af behandlingsafdelingen. Regnskaber skal foreligge første gang senest et år fra datoen for påbegyndelsen af projektet,
• at regnskabet skal indeholde en redegørelse for de i forbindelse med ydelserne afholdte omkostninger, herunder til løn, kontorhold, materialer mv. og opfylde kravene i bilag 1, og
• at regnskabet påtegnes af Revisionsdirektoratet i Københavns Kommune.
Betalingsbetingelser
Socialforvaltningens vederlag betales en gang månedligt med 1/12 af det samlede årlige vederlag.
Faktura udstedes forud hver den 1. i måneden. Betalingsbetingelserne er netto 30 dage.
Socialforvaltningens årlige vederlag reguleres i henhold til det af Finansministeriet opgjorte pris- og lønindeks med en decimal.
Regulering foretages hver den 31. december med virkning for det efterfølgende år.
Parternes rettigheder
Parterne har under hensyntagen til reglerne om tavshedspligt adgang til de rapporter, statistikker m.v., som der indgår projektet.
Tavshedspligt
Parterne og parternes personale og eventuelle underleverandører samt disses personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til
oplysninger vedrørende de forhold, som de får kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne aftale.
Tvistigheder
Retsforholdet ifølge denne aftale og dennes fortolkning afgøres efter dansk ret.
Alle tvistigheder – herunder ethvert spørgsmål om forståelsen og fortolkning af aftalen, dens indhold, omfang, ophør eller opfyldelse – skal så vidt muligt løses mellem parterne i mindelighed. Hvis parterne er enige herom, kan der inddrages en uvildig mægler til løsning af tvisten. Udgiften til mægleren afholdes af parterne i fællesskab, medmindre mægleren fastslår, at årsagen til konflikten hovedsageligt kan tillægges den ene part.
Ændringer af kontrakten
Enhver ændring eller tilføjelse til denne aftale skal aftales skriftligt mellem parterne og vedhæftes kontrakten som tillæg.
Ikrafttræden, varighed og opsigelse
Kontrakten træder i kraft ved underskrivelse og varer indtil 31. december 2009, hvor den udløber uden yderligere varsel. Der vil skulle indgås særlig aftale om rapportering m.m. i henhold til projektbeskrivelsen.
Kontrakten er uopsigelig i et år fra kontraktens ikrafttræden og kan derefter opsiges af hver af parterne med 6 måneders skriftligt varsel.
Kontraktens bilag og fortolkning
De til denne aftale hørende bilag anses for en integreret del af aftalen. Henvisning til en bestemmelse i aftalen omfatter også de til aftalen hørende bilag. Såfremt der måtte være uoverensstemmelse mellem aftalens ordlyd og ordlyden af aftalens bilag, har selve aftalen forrang frem for bilagene.
Underskrifter
Kontrakten underskrives i 2 originale eksemplarer.
Dato: 2006 Dato: 2006
For Københavns Fængsler For Socialforvaltningen