Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder
Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder
Gældende fra den 1.5.2021.
Forretningsbetingelserne gælder for alle dine forretninger med GrønlandsBANKEN, medmindre andet er aftalt.
Du må kun bruge dine konti, betalingskort og andre produkter til private formål, medmindre du har indgået skriftlig aftale med os på erhvervsvilkår.
For de fleste forretninger med GrønlandsBANKEN gælder der også specifikke aftaler, f.eks. aftale om værdipapirhandel, aftale om Visa/Dankort og aftaler om betalingskonti.
Almindelige forretningsbetingelser første del fastlægger dine og GrønlandsBANKENs rettigheder og pligter. Anden del indeholder GrønlandsBANKENs Generelle oplysninger om kundeforholdet.
1. Renter og priser på serviceydelser
Priser betegnes også som gebyrer.
1.1 Oplysning om rentesatser og priser på serviceydelser
Du modtager og/eller betaler renter af indlån samt lån og kreditter.
GrønlandsBANKEN kan tage betaling for sine serviceydelser til dig og for at besvare henvendelser om dig, når GrønlandsBANKEN har pligt til at svare.
GrønlandsBANKENs almindelige rentesatser og priser for serviceydelser fremgår af GrønlandsBANKENs hjemmeside og oplyses på forespørgsel.
Alle rentesatser og priser er variable, medmindre andet fremgår udtrykkeligt.
1.2 Ændring af variable rentesatser og priser uden varsel GrønlandsBANKEN kan i løbende aftaleforhold uden varsel, sætte
rentesatser ned på indlån og op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op og indføre nye priser, på grund af udefrakommende forhold som GrønlandsBANKEN ikke har indflydelse på. En ikke udtømmende liste på disse forhold kan være:
• inden- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik, som påvirker det almindelige renteniveau,
• anden udvikling i det almindelige renteniveau, f.eks. på penge- og obligationsmarkederne, eller
• ændringer i skatter og afgifter.
1.3 Ændring af variable rentesatser og priser med varsel GrønlandsBANKEN kan i løbende aftaleforhold med 1 måneds varsel,
sætte rentesatser ned på indlån og op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op, hvis
• der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine rente- og prisvilkår, eller
• GrønlandsBANKEN ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af GrønlandsBANKENs ressourcer eller kapacitet.
For etablerede boliglån kan GrønlandsBANKEN af samme årsager kun sætte sine priser op med 6 måneders varsel(realkreditlån) eller 3 måneder ved boligkreditaftaler.
GrønlandsBANKEN kan af samme årsager indføre nye priser i løbende aftaleforhold med et varsel på 3 måneder. Nye priser er priser for ydelser, som GrønlandsBANKEN ikke tidligere har taget betaling for.
Ændring eller indførelse af priser til ugunst for dig i løbende aftaleforhold om betalingskonti sker dog altid med 2 måneders varsel.
Løbende aftaleforhold omfatter indgåede aftaleforhold, f.eks. en aftale om en konto eller aftale om netbank.
GrønlandsBANKEN kan uden varsel indføre og sætte priser op for enkeltstående ydelser og generelt for nye aftaler.
Realkreditlignende lån
Ved realkreditlignende lån forstås et lån, der på tidspunktet for låneoptagelsen har en aftalt løbetid på mere end 10 år og en hovedstol på mindst 100.000 kr., og som er sikret ved pant i en ejerbolig. Lånet skal på tidspunktet for låneoptagelsen ligge inden for de lånegrænser, der gælder for realkreditlån.
Renteændringer, prisændringer og indførelse af nye priser for etablerede realkreditlignende lån skal varsles med minimum 6 måneder, medmindre det er begrundet i udefrakommende forhold, som GrønlandsBANKEN ikke har indflydelse på. Renten kan i sådanne tilfælde ikke ændres udover, hvad det udefrakommende forhold tilsiger.
1.4 Ekstraordinær ret til at hæve indlån med opsigelsesvarsel ved rentenedsættelse
Du kan se bort fra et aftalt opsigelsesvarsel og kan uden at betale rentedekort hæve beløbet på en indlånskonto med opsigelsesvarsel, hvis renten nedsættes, inden du kunne få beløbet udbetalt.
Beløbet skal dog hæves senest 14 dage efter, at rentenedsættelsen er trådt i kraft.
1.5 Overtræksrente og rykkergebyr m.v.
GrønlandsBANKEN kan kræve overtræksrente/-provision ved overtræk eller forsinket betaling eller ved udnyttelse i strid med det aftalte samt gebyr for at udsende rykkerbreve og udgifter til juridisk bistand ved inkassation m.v.
Overtræksrente omfatter også morarente.
Oplysning om overtræksrente fås i GrønlandsBANKEN.
For betalingskonti fremgår rentesatser for overtræk af kontoudtog og kontoaftalen.
Størrelsen af rykkergebyrer fremgår af GrønlandsBANKENs oversigt over priser for serviceydelser.
1.6 Meddelelse om rente- og prisændringer
GrønlandsBANKEN annoncerer i dagspressen eller giver skriftlig eller elektronisk besked ved rente- og prisændringer. Det vil fremgå, hvorfor der sker ændringer.
Renteændringer vil også fremgå af det første kontoudskrift – eller opgørelse efter ændringen.
Du får oplysning om ændring af rente og prisændringer ved brev via bankens hjemmeside eller ved annoncering i dagspressen.
Du får også skriftlig eller elektronisk besked om prisændringer på betalingskonti.
Ændring af renter baseret på referencesatser, f.eks. Nationalbankens indskudsbevisrente, fremgår alene af kontoudskrifter eller opgørelser fra GrønlandsBANKEN.
1.7 Rentedato
Rentedatoen er den dag, hvor en indbetaling, udbetaling eller anden kontobevægelse påvirker beregningen af renten på en konto.
Bogføringsdatoen er den dag, hvor GrønlandsBANKEN registrerer en kontobevægelse. Bogføringsdatoen har ikke betydning for renteberegningen.
Lørdage, søn- og helligdage, Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag samt dagen efter Xxxxxx Xxxxxxxxxxxxxx er ikke bankdage.
GrønlandsBANKEN benytter en dansk systemudbyder, der arbejder efter dansk tid, hvilket kan indvirke på rentedatoen og rentetilskrivningen.
GrønlandsBANKEN er ikke ansvarlig på nogen måde for en eventuel ulempe ved, at der er valgt en dansk systemudbyder.
1.8 Indbetalinger
Ved indbetalinger afhænger rentedatoen af, om kontoen er en betalingskonto eller en anden type konto. En betalingskonto er en konto til betalingstransaktioner, f.eks. en lønkonto, men ikke en børneopsparing.
Ved kontant indbetaling herunder indbetaling med dankort i danske kroner er indbetalingsdagen rentedag
Ved overførsler i danske kroner fra danske pengeinstitutter er rentedagen den bankdag, hvor banken modtager beløbet.
Ved overførsler i danske kroner mellem konti i banken er rentedagen den bankdag, hvor beløbet indsættes på modtagerens konto. Ved overførsel mellem egne konti i banken er rentedagen den bankdag overførslen foretages.
Ved overførsel fra udlandet og modtagelse i anden valuta end DKK i Danmark henvises til Betingelser for overførsel til og fra udlandet.
1.9 Udbetalinger
Ved udbetaling eller overførsel fra en konto er rentedatoen den bankdag, beløbet hæves.
Ved anvendelse af kort i butik eller automat er rentedatoen den dag, beløbet hæves på kontoen. Det er som udgangspunkt samme dag, som kortet anvendes. Rentedatoen er den førstkommende bankdag, hvor beløbet hæves på kontoen på en ikke-bankdag.
Ved overførsel til udlandet og overførsel i anden valuta end DKK i Danmark henvises til Betingelser for overførsel til og fra udlandet.
1.10 Særlige kontoformer og bevægelser
For visse særlige bevægelser og kontoformer beregnes der rente efter særlige rentedatometoder, f.eks. ved handel med værdipapirer samt ved ind- og udbetaling i fremmed valuta.
1.11 Beregning og tilskrivning af renter og provision
Rente beregnes som udgangspunkt dagligt. Hvad der gælder for en konkret konto, oplyses i GrønlandsBANKEN.
Positive renter tilskrives typisk én gang årligt bagud for indlån. På garantier, lån og kreditter tilskrives rente og provision enten månedsvist, kvartalsvist eller halvårligt.
GrønlandsBANKEN kan vælge at hæve negativ indlånsrente hvert kvartal. Negativ indlånsrente hæves enten på de berørte konti og/eller samlet på en eller flere af dine konti.
GrønlandsBANKEN kan bestemme, at renter under et vist beløb bortfalder eller videreføres til næste termin.
GrønlandsBANKEN kan til enhver tid vælge at standse rentetilskrivningen på misligholdte fordringer administrativt og regnskabsmæssigt.
Hvis rentetilskrivningen standser, og det ikke er efter aftale med dig, betyder det ikke, at GrønlandsBANKEN giver afkald på at få forrentet sit krav og at kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder, selv om der på et kontoudskrift eller lignende står, at rentetilskrivningen er standset.
2. Forbehold ved indbetalinger
Alle indbetalinger på din konto, der ikke sker kontant, sker med forbehold af, at GrønlandsBANKEN modtager beløbet. Forbeholdet gælder, selvom det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.
Indbetaling på din konto sker til angivet kontonummer, uanset andre angivne oplysninger.
GrønlandsBANKEN kan tilbageføre beløb, der er indsat på din konto ved en åbenlys fejl, f.eks. hvis det samme beløb indsættes to gange.
3. Fuldmagter
Hver ejer kan disponere alene over fælles konti og depoter.
En anden person kan gives fuldmagt til dine konti og depoter. Dette sker skriftligt og normalt på GrønlandsBANKENs fuldmagtsblanket.
Ændring eller tilbagekaldelse af fuldmagten skal ligeledes ske skriftligt.
Fuldmagten ophører endvidere, når GrønlandsBANKEN bliver bekendt med fuldmagtgivers død, og konti og depoter bliver spærret, indtil Skifteretten har taget stilling til boets behandling.
Fælles konti og fælles depoter bliver også spærret, når GrønlandsBANKEN bliver bekendt med ejers død, og en eventuel fuldmagt vil ophøre.
4. Refusion af udgifter
GrønlandsBANKEN har ret til at få refunderet følgende:
• beløb, som GrønlandsBANKEN lægger ud på dine vegne. Det kan f.eks. være skatter og afgifter samt udgifter til kommunikation,
• udgifter, som GrønlandsBANKEN har, hvis du misligholder dine aftaler. Det kan f.eks. være betaling af forsikringspræmier, udgifter der knytter sig til pantsatte sikkerheder, retsafgifter, juridisk bistand m.v.
5. Forretninger i udlandet
Hvis GrønlandsBANKEN på dine vegne skal udføre forretninger i udlandet, vælger GrønlandsBANKEN en forretningsforbindelse, medmindre andet er aftalt. GrønlandsBANKEN er uden ansvar for fejl, der begås af det benyttede pengeinstitut samt for dette instituts kreditværdighed.
Hvis du har depot af udenlandske værdipapirer gennem GrønlandsBANKEN, er GrønlandsBANKEN ansvarlig for den udenlandske forretningsforbindelses mulige fejl og for dennes kreditværdighed, medmindre du selv har valgt forretningsforbindelsen.
Både du og GrønlandsBANKEN er underkastet de retsregler, sædvaner og forretningsbetingelser, der gælder for aftalen med det udenlandske pengeinstitut.
6. Erstatningsansvar
GrønlandsBANKEN er erstatningsansvarligt, hvis det på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for sent eller mangelfuldt.
Selv på de områder, hvor der gælder et strengere ansvar, er GrønlandsBANKEN ikke ansvarligt for tab, som skyldes
• nedbrud i/manglende adgang til it-systemer eller beskadigelser af data i disse systemer, der kan henføres til nedennævnte begivenheder, uanset om det er GrønlandsBANKEN selv eller en ekstern leverandør, der står for driften af systemerne
• svigt i GrønlandsBANKENs strømforsyning eller telekommunikation, lovindgreb eller forvaltningsakter, naturkatastrofer, krig, oprør, borgerlige uroligheder, sabotage, terror eller hærværk (herunder computervirus og hacking)
• strejke, lockout, boykot eller blokade, uanset om konflikten er rettet mod eller iværksat af GrønlandsBANKEN selv eller dens organisation, og uanset konfliktens årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer dele af GrønlandsBANKEN
• andre omstændigheder, som er uden for GrønlandsBANKENs kontrol.
GrønlandsBANKENs ansvarsfrihed gælder ikke, hvis
• GrønlandsBANKEN burde have forudset det forhold, som er årsag til tabet, da aftalen blev indgået, eller burde have undgået eller overvundet årsagen til tabet
• lovgivningen under alle omstændigheder gør GrønlandsBANKEN ansvarlig for det forhold, som er årsag til tabet.
7. Modregning
GrønlandsBANKEN kan uden forudgående meddelelse modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos dig i ethvert tilgodehavende, som du har eller får hos GrønlandsBANKEN. Det gælder dog ikke den del af din løn eller offentlige ydelser m.v., som er nødvendig til at dække almindelige leveomkostninger. Visse indlån er efter lovgivningen sikret mod kreditorforfølgning og dermed modregning.
GrønlandsBANKEN giver besked ved modregning.
8. Kundeforholdets ophør
Du kan til enhver tid opsige kundeforholdet uden varsel, medmindre der er aftalt andet. GrønlandsBANKEN kan opsige kundeforholdet med et rimeligt og sædvanligt varsel efter pengeinstitutpraksis. For udlånsdokumenter vil det medmindre andet er aftalt være et varsel på 2 måneder.
Ved GrønlandsBANKENs opsigelse har du krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk.
Når kundeforholdet ophører, kan GrønlandsBANKEN opsige garanti- og kautionsforpligtelser, herunder forpligtelser i fremmed valuta samt frigøre sig fra andre forpligtelser, der måtte være indgået for dig. Du er forpligtet til at frigøre GrønlandsBANKEN fra alle forpligtelser indgået på kundens vegne samt om nødvendigt at stille sikkerhed herfor.
GrønlandsBANKEN kan opsige et kundeforhold uden varsel, hvis du ikke giver GrønlandsBANKEN de oplysninger, som GrønlandsBANKEN vurderer er nødvendige at indhente fra dig i henhold til lovgivningen, f.eks. hvidvaskloven eller skatteforvaltningsloven.
9. Sprog og kommunikation
Sprog
GrønlandsBANKEN indgår aftaler og kommunikerer på grønlandsk og dansk, medmindre andet fremgår af den konkrete aftale.
Ved særlige dokumenttyper kan GrønlandsBANKEN fastsætte at forretningssproget er dansk. I tilfælde af tvist vil aftalen på dansk blive lagt til grund for fortolkning.
Elektronisk kommunikation
Du modtager som udgangspunkt alle udskrifter, meddelelser, aftaler og vilkår m.v. fra GrønlandsBANKEN elektronisk i netbanken og e-boks, uanset om der i aftaler og vilkår m.v. anvendes udtryk som skriftligt, brev m.v.
Du kan indgå aftale med GrønlandsBANKEN om, at meddelelser og aftaler
m.v. tilsendes på papir, men det kan være forbundet med gebyr.
GrønlandsBANKEN kan altid beslutte at sende meddelelser, aftaler, vilkår
m.v. på papir. Du betaler ikke gebyr, hvis GrønlandsBANKEN på eget initiativ fremsender meddelelser eller aftaler m.v. på papir.
Elektroniske breve og dokumenter har samme retsvirkning, som var de modtaget med almindelig post
10. Lovvalg og værneting
Retlige tvister med dig afgøres efter grønlandsk ret og ved en grønlandsk domstol.
11. Ændring af de almindelige forretningsbetingelser GrønlandsBANKEN kan ændre de Almindelige forretningsbetingelser uden varsel, når det er til fordel for dig. Ellers vil ændringer ske med 3 måneders varsel.
Oplysning om ændring af de Almindelige forretningsbetingelser sker skriftligt, elektronisk eller ved annonce i dagspressen, med henvisning til, hvor på GrønlandsBANKENs hjemmeside ændringerne kan ses.
Generelle oplysninger
Generelle oplysninger om kundeforholdet, herunder information som GrønlandsBANKEN har pligt til at informere om.
1. Behandling af dine personoplysninger
Indsamling og behandling af dine personoplysninger
For at GrønlandsBANKEN kan betjene dig, har GrønlandsBANKEN brug for dit navn, adresse og CPR-nr. Du skal derudover oplyse om dine skattemæssige forhold. Du skal dokumentere oplysningerne ved fremvisning af offentlige dokumenter. Banken kan stille krav om at du skal vise pas eller anden dokumentation med billede og CPR-nr.
Desuden skal du oplyse om formålet med og det forventede omfang af dit kundeforhold i banken.
Når GrønlandsBANKEN beder om oplysninger, er det frivilligt, om du vil afgive dem. Hvis du ikke ønsker at afgive oplysningerne til GrønlandsBANKEN, kan det dog betyde, at GrønlandsBANKEN ikke kan rådgive eller i øvrigt betjene dig yderligere
GrønlandsBANKEN behandler oplysninger om dig til brug for udbud af finansielle tjenesteydelser af enhver art, herunder
• betalinger
• kunderådgivning
• kundepleje
• kundeadministration
• kreditvurdering
• markedsføring og
• opfyldelse af forpligtelser i henhold til lovgivningen
Bruger du kredit- eller betalingskort, netbank, eller anden betalingsformidling m.v., henter GrønlandsBANKEN oplysninger fra forretninger, pengeinstitutter og andre. Det gør GrønlandsBANKEN for, at GrønlandsBANKEN kan gennemføre betalinger, udarbejde kontoudskrifter, betalingsoversigter og lignende.
GrønlandsBANKEN indhenter oplysninger fra Det Centrale Personregister og andre offentligt tilgængelige kilder og registre. Ved kreditvurdering undersøger GrønlandsBANKEN, om der er oplysninger registreret om dig i kreditoplysningsbureauer og advarselsregistre. GrønlandsBANKEN opdaterer oplysningerne løbende.
I forbindelse med ind- og udbetalinger af enhver art indhenter GrønlandsBANKEN oplysninger fra indbetalere, forretninger, pengeinstitutter og andre med henblik på at gennemføre betalingen korrekt og for at overholde lovgivningen samt udarbejde kontoudskrifter, betalingsoversigter m.v.
I overensstemmelse med hvidvasklovgivningen indhenter GrønlandsBANKEN løbende oplysninger om formålet med og det tilsigtede omfang af kundeforholdet med GrønlandsBANKEN. Der indhentes desuden løbende oplysning om, hvor dine midler stammer fra og om usædvanlige transaktioner og transaktionsmønstre. I øvrigt indhenter GrønlandsBANKEN oplysninger, som GrønlandsBANKEN efter en risikovurdering, finder nødvendige for at sikre opfyldelse af loven.
Derudover modtager GrønlandsBANKEN oplysninger om dig fra samarbejdspartnere herunder korrespondentbanker og andre pengeinstitutter, i de tilfælde hvor du har givet samtykke, eller lovgivningen giver mulighed herfor.
For at sikre at du kan handle værdipapirer gennem GrønlandsBANKEN, indhenter GrønlandsBANKEN oplysninger om statsborgerskab, skatteydernummer og/eller andre oplysninger krævet af myndighederne, når det er relevant til brug for indrapportering af dine handler med værdipapirer til myndighederne.
Telefonoptagelser og tv-overvågning
For at sikre dokumentation for aftaler og korrekt betjening kan GrønlandsBANKEN optage og gemme telefonsamtaler med dig. GrønlandsBANKEN optager blandt andet telefonsamtaler, der kan føre eller fører til transaktioner om værdipapirer m.v.
Af hensyn til sikkerheden sker der tv-overvågning m.v. af for eksempel kundeekspeditioner, indgange, facader, adgangs- og flugtveje samt pengeautomater.
Opbevaring af person- og kundeoplysninger
GrønlandsBANKEN opbevarer kun dine oplysninger, så længe der er et formål med opbevaringen, herunder så længe oplysningerne er relevante og nødvendige.
Efter hvidvasklovgivningen opbevares oplysninger, dokumenter og registreringer i mindst 5 år efter kundeforholdets ophør.
GrønlandsBANKEN gemmer oplysninger, som du har givet GrønlandsBANKEN med henblik på at opnå et kundeforhold, i op til to år – selvom kundeforholdet ender med ikke at blive etableret. Det gør GrønlandsBANKEN for at sikre sig mod svig.
Grundlag for behandling af dine personoplysninger
For at være kunde hos GrønlandsBANKEN er du forpligtet til at give GrønlandsBANKEN en række oplysninger som følge af lovgivningen.
Lovgrundlaget for GrønlandsBANKENs behandling er den finansielle regulering samt anden lovgivning, herunder
• Bogføringsloven
• Hvidvaskloven
• Skatteforvaltningsloven
• Lov om behandling af persondata
Derudover kan der ske behandling af dine oplysninger, hvis behandlingen er nødvendig som følge af en aftale, du har indgået eller overvejer at indgå med GrønlandsBANKEN, eller hvis du har givet dit samtykke.
GrønlandsBANKEN foretager endvidere behandling af dine oplysninger, når det er nødvendigt for at forfølge en legitim interesse for GrønlandsBANKEN. Det kan f.eks. være til forebyggelse af misbrug og tab, til brug for styrkelse af IT- og betalingssikkerheden samt til direkte markedsføring.
GrønlandsBANKEN er underlagt den for Grønland gældende lov om persondata. Du kan se forskelle og ligheder i bankens behandling af dine data sammenlignet med danske pengeinstitutter på bankens hjemmeside.
Videregivelse af oplysninger om dig GrønlandsBANKENs ansatte har tavshedspligt.
Oplysninger om dig videregives kun med dit samtykke, eller når GrønlandsBANKEN er forpligtet eller berettiget til at videregive oplysningerne i henhold til lovgivningen.
Oplysninger om kundeforhold kan f.eks. videregives uden samtykke til samarbejdspartnere til brug for varetagelse af administrative opgaver.
Oplysninger om dig kan f.eks. også videregives uden samtykke til:
• Skattestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), herunder Hvidvasksekretariatet, Nationalbanken og andre offentlige myndigheder, når GrønlandsBANKEN er forpligtet til videregivelsen
• Andre pengeinstitutter m.v. til brug for korrekt registrering ved overførsel af penge
• Kreditoplysningsbureauer og advarselsregistre ved kreditvurdering og din misligholdelse af aftaler.
I forbindelse med IT-udvikling, hosting og support kan der overføres personoplysninger til databehandlere, herunder databehandlere i tredjelande som banken har indgået aftale med eller som følge af bankens aftale med samarbejdspartnere.
GrønlandsBANKEN bruger en række juridiske mekanismer, herunder eksempelvis standardkontrakter godkendt af EU-Kommissionen eller Datatilsynet, til at sikre, at dine rettigheder og beskyttelsesniveauet følger med dine data.
Indsigt i dine personoplysninger
Du kan få indsigt i, hvilke oplysninger GrønlandsBANKEN behandler om dig, hvor de stammer fra, og hvad GrønlandsBANKEN anvender dem til. Du kan få oplyst, hvor længe GrønlandsBANKEN opbevarer dine data og eventuelle modtagere af dine data, i det omfang de måtte være blevet videregivet.
Adgangen kan dog være begrænset af lovgivningen, hensynet til andre personers privatlivsbeskyttelse og hensynet til GrønlandsBANKENs forretningsgrundlag og forretningspraksis, ligesom GrønlandsBANKENs know-how, forretningshemmeligheder samt interne vurderinger og materiale kan være undtaget fra indsigtsretten.
Automatiske afgørelser, herunder profilering
GrønlandsBANKEN kan træffe automatiske afgørelser herunder profilering. Du har mulighed for at få indsigt i, hvordan afgørelsen er truffet og konsekvenserne af behandlingen, og du har mulighed for en manuel behandling af en eventuel automatisk vurdering.
Berigtigelse eller sletning af dine personoplysninger
Hvis de oplysninger, GrønlandsBANKEN behandler om dig, er ukorrekte, ufuldstændige eller irrelevante, har du ret til at få oplysningerne rettet eller slettet med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.
Med mindre oplysningerne er nødvendige for at gøre et retskrav gældende har du ret til, at GrønlandsBANKENs behandling alene er begrænset til opbevaring, indtil oplysningernes korrekthed kan fastslås, eller det kan kontrolleres, om GrønlandsBANKENs legitime interesser går forud for dine interesser.
Begrænsning af behandling
Hvis du bestrider korrektheden af de oplysninger, som GrønlandsBANKEN har registreret om dig, eller har du gjort indsigelse mod den behandling, som oplysningerne er genstand for, kan du kræve, at GrønlandsBANKEN begrænser behandlingen af disse oplysninger til opbevaring. Behandlingen er alene begrænset til opbevaring, indtil oplysningernes korrekthed kan fastslås, eller det kan kontrolleres, om GrønlandsBANKENs legitime interesser går forud for dine interesser.
Hvis du har krav på sletning af de oplysninger, som GrønlandsBANKEN har registreret om dig, kan du i stedet anmode GrønlandsBANKEN om at begrænse behandlingen af disse oplysninger til opbevaring.
Hvis behandling af de oplysninger, GrønlandsBANKEN har registreret om dig, alene er nødvendig for at gøre et retskrav gældende, kan du ligeledes kræve, at øvrig behandling af disse oplysninger begrænses til opbevaring. GrønlandsBANKEN har mulighed for at foretage anden behandling, hvis det er nødvendigt for at gøre et retskrav gældende eller du har givet dit samtykke hertil.
Indsigelse mod behandling
Hvis GrønlandsBANKEN behandler oplysninger om dig under henvisning til en legitim interesse fra GrønlandsBANKENs side, har du mulighed for at gøre indsigelse mod behandlingen, medmindre der er vægtige legitime grunde til behandlingen, der går forud for dine interesser.
Du kan derudover til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger om dig behandles til direkte markedsføring.
Dataportabilitet
Hvis GrønlandsBANKEN behandler oplysningerne om dig på baggrund af dit samtykke eller som følge af en aftale, og behandlingen foretages automatisk, har du ret til at få de oplysninger, du selv har leveret til GrønlandsBANKEN, udleveret i et elektronisk format.
Tilbagekaldelse af samtykke
Hvis du har givet samtykke til behandling af oplysninger, kan du til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Din tilbagekaldelse vil ikke berøre lovligheden af behandling, der er foretaget inden tilbagetrækning af samtykke.
2. God skik for finansielle virksomheder
Efter bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder skal GrønlandsBANKEN oplyse om modtagelse af provisioner eller andet vederlag ved formidling af produkter og ydelser.
Oplysninger om samarbejdspartnere og modtagelse af provisioner fås på GrønlandsBANKENs hjemmeside eller i GrønlandsBANKEN.
3. Klager
Hvis du ønsker at klage over GrønlandsBANKEN, skal du i første omgang kontakte din afdeling eller xxxxx@xxxxxx.xx og (299) 701234.
Hvis du herefter fortsat er uenig i GrønlandsBANKENs behandling af din henvendelse eller resultatet heraf, kan du kontakte den klageansvarlige i GrønlandsBANKEN. Oplysninger om den klageansvarlige fås i GrønlandsBANKEN eller på GrønlandsBANKENs hjemmeside.
Fører henvendelsen ikke til en tilfredsstillende løsning, kan du vælge at indbringe din klage for Forbrugerklagernævnet, Forbruger og konkurrencestyrelsen, Imaneq 29, 1. sal, Postboks 689, 3900 Nuuk,
Telefon (299) 328033, E-mail: xxxxxxxxx@xxxxx.xx, xxx.xxx.xx.
Klager vedrørende GrønlandsBANKENs overholdelse af den finansielle lovgivning kan indbringes for Finanstilsynet.
Klager over GrønlandsBANKENs behandling af personoplysninger kan indbringes for Datatilsynet, Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35, 2500 Valby, tlf. 33 19
GrønlandsBANKEN er undergivet tilsyn af Finanstilsynet, Xxxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxxx Ø, tlf. nr. 00 00 00 00, xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx.
5. Garantiformuens dækning af indskydere og investorer
Som kunde i GrønlandsBANKEN er man i vidt omfang dækket af tab i tilfælde af GrønlandsBANKENs konkurs gennem Garantiformuens dækning af indskydere og investorer.
Garantiformuen dækker bl.a. navnenoterede indskud med op til et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder. Visse indskud dækkes i en begrænset periode med højere beløb. Pensionskonti dækkes uden beløbsgrænse. Indskud foretaget før 1. juni 2015 og som før denne dato var dækket uden beløbsgrænse, vil fortsat være dækket fuldt ud frem til tidspunktet for mulig udbetaling til berettigede eller formålets ophør.
Garantiformuen dækker også op til et beløb svarende til 20.000 euro, hvis du som investor lider tab, fordi et pengeinstitut ikke kan tilbagelevere dine værdipapirer, som opbevares, administreres eller forvaltes af GrønlandsBANKEN.
Yderligere information findes på Garantiformuens hjemmeside xxx.xxx.xx og GrønlandsBANKENs egen hjemmeside.
6. Kontaktoplysninger
GrønlandsBANKEN kan kontaktes på GrønlandsBANKEN, Xxxxxx 00, 0000 Xxxx, 000000 og xxxxxx@xxxxxx.xx.
GrønlandsBANKENs CVR-nr. 80050410
GrønlandsBANKENs databeskyttelsesrådgiver kan kontaktes på (299) 701234 og xxx@xxxxxx.xx.
7. Ændring af Generelle oplysninger
GrønlandsBANKEN kan ændre Generelle oplysninger uden varsel.
Oplysning om ændring af de Generelle oplysninger sker skriftligt, elektronisk eller ved annonce i dagspressen, med henvisning til, hvor på GrønlandsBANKENs hjemmeside ændringerne kan ses.
4. Tilsyn
GrønlandsBANKEN har tilladelse som pengeinstitut FT-nr. 6471.