Rammeaftale bilag 1 Opgavebeskrivelse og kravspecifikation
29. april 2016
Rammeaftale bilag 1 Opgavebeskrivelse og kravspecifikation
Indhold
1. Indledning 2
2. Krav til produkterne 2
2.1 Energistyrelsen 2
3. Produkter (delaftaler) 3
4. Ydelsen indhold 3
4.1 Generelt 3
4.2 Årsplaner og bestilling 3
4.3 Varsling og testperiode 4
4.4 Leveringssted 4
5. Kontrolmålinger af produkters energiforbrug (hovedydelsen) 5
5.1 Forberedelse og planlægning af kontrolmålinger 5
5.2 Udtagning af eksemplarer til måling 5
5.3 Afhentning af eksemplarer (på opsamlingssted) 6
5.4 Kontrolmålinger af eksemplarer 6
5.5 Verifikationsprocedure 7
5.6 Rapportering af testresultater 8
5.7 Afslutning af test og returnering af eksemplarer 8
6. Ad-hoc opgaver 9
6.1 Generelt 9
6.2 Særligt vedrørende faglig bistand i forbindelse med opfølgning på kontrolmålinger, hvor produktet ikke overholder kravene 9
6.3 Klager over kontrolmålinger 10
7. Krav til målelaboratoriet 10
1. Indledning
På europæisk plan er der gennemført krav om miljøvenlig design (ecodesign) og obligatorisk energimærkning af en række energirelaterede produkter. I de kommende år revideres de gældende krav og der gennemføres krav til flere produkter.
Energistyrelsen fører tilsyn med, at kravene overholdes for produkter, der er omfattet af de pågældende ordninger. Tilsynet omfatter både kontrol af dokumenter og målinger af om produkter overholder de fastsatte krav. Målingerne gennemføres for et forholdsvist begrænset antal produkter efter en udvælgelsesprocedure som fastsættes af Energistyrelsen i samarbejde med Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning.
Tilsynet med produkters energieffektivitet i henhold til energimærkningsdirektivet og ecodesigndirektivet påhviler EU’s medlemslande. Tilsynet skal have ”et passende omfang”. Tilsynet skal beskytte forbrugerne mod snyd, sikre lige konkurrencevilkår for producenterne og sikre at de fælles europæiske ordninger til fremme af produkters energieffektivitet er troværdig og effektiv. Tilsynet indebærer ikke forhåndsgodkendelse, men baseret på stikprøver af produkter. Udvælgelsen baseres på et risikoprincip, således at der overvejende vælges produkter, hvor risikoen for ikke-overholdelse skønnes højere end gennemsnittet, til kontrol.
De udbudte laboratoriemålinger indgår som et væsentligt element i Energistyrelsens markedstilsyn for energiforbrugende og energirelaterede produkter.
2. Krav til produkterne
2.1 Energistyrelsen
Producenter (eller disses repræsentanter), importører og leverandører (i det følgende angivet som leverandører) skal overholde reglerne om energieffektivitetskrav udstedt i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1068 af 15. september 2010 om miljøvenligt design af energirelaterede produkter (ecodesignloven), og lov nr. 455 af 18. maj 2011 om energimærkning af energirelaterede produkter (produktmærkningsloven).
Kravene til produkterne er fastsat i forordninger, udstedt i medfør af Europaparlamentets og Rådets direktiv af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (ecodesigndirektivet), Europaparlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af
19. maj 2010 om af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (energimærkningsdirektivet), bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af ecodesignloven, produktmærkningsloven eller i medfør af den tidligere gældende energisparelov (Lov nr. 450 af 31. maj 2000 om fremme af besparelser i energiforbruget) med senere ændringer.
Reglerne er en implementering af ecodesigndirektivet og energimærkningsdirektivet og det gamle energimærkningsdirektiv (Rådets direktiv nr. 92/75/EØF af 22. september 1992) samt enkelte gennemførelsesdirektiver knyttet til 92/75-direktivet. Disse ældre gennemførelsesdirektiver ophæves efterhånden, som nye forordninger træder i kraft.
3. Produkter (delaftaler)
Opgaven kan omfatte en eller flere produkter/delaftaler, som nærmere defineret i appendiks 1 til bilag 1 og bilag 3.
Ydelserne kan omfatte både el-forbrugende produkter og energiforbrugende produkter, der anvender andre energikilder (f.eks. gaskogeblus, gastørretumblere, gas- og oliekedler mv.). Desuden vil målinger af energiforbrug, som kan henføres til ikke-energiforbrugende produkter være omfattet. Ikke- energiforbrugende produkter omfatter i dette udbud: vinduer, bruserhoveder og andre armaturer til brugsvand.
Det understreges, at uanset at Kunden har til hensigt at bestille laboratorieydelser og hertil knyttede ad hoc ydelser i medfør af rammeaftalen, er rammeaftalen ikke-eksklusiv, og Kunden er således berettiget til at lade opgaver af samme art, som rammeaftalen omhandler, levere af tredjemand, såfremt Xxxxxx måtte finde dette nødvendigt eller fordelagtigt for Kunden, jf. også rammeaftalens pkt. 1. Desuden garanterer Kunden ikke et vist mindstekøb under de enkelte delaftaler, jf. rammeaftalens pkt. 1.
4. Ydelsen indhold
4.1 Generelt
Opgaven for hvert produkt (delaftale) består af en hovedydelse og i ad hoc ydelser. Hovedydelsen omhandler bl.a. kontrolmålinger af produkter (tests), rapportering af måleresultater og opfølgning på resultaterne som anført nedenfor. Ad hoc ydelser omfatter anden bistand med relation til gennemførte målinger og generel rådgivning om målemetoder og produkter samt andre spørgsmål i relation til markedstilsyn af energirelaterede produkters energiforbrug, herunder forskellige modellers sandsynlighed for at overholde eller ikke overholde gældende krav samt spørgsmål i forbindelse med fastlæggelse af krav til produkterne.
4.2 Årsplaner og bestilling
Energistyrelsen vil udarbejde planer for, hvilke produkter og i hvor mange eksemplarer, der skal kontrolmåles for et kalenderår ad gangen, og vil inddrage styrelsens eksterne sekretariat i disse planer. Planerne kan forventes færdige inden udgangen af februar. Energistyrelsen vil derudover koordinere sine kontrolmålinger med andre danske myndigheder og myndighederne i andre EU/EØS-lande.
Årsplanerne vil indeholde en oversigt over, hvilke produkter, der forventes foretaget kontrolmålinger på i det kommende år. Det vil fremgå for hvert produkt, hvor mange eksemplarer, der forventes kontrolmålt.
Årsplanerne er retningsgivende, men ikke bindende for de kontrolmålinger, som skal udføres, idet Energistyrelsen behøver mulighed for løbende at justere planerne og dermed tage højde for henvendelser
eller informationer fra eksterne parter, f.eks. borgere, leverandører og kontrolmålinger gennemført af eller på foranledning af andre nationale myndigheder.
De konkrete kontrolmålinger igangsættes på baggrund af en skriftlig henvendelse fra Kunden, evt. elektronisk. Bestillingen vil indeholde nedenstående oplysninger, og skal bekræftes af laboratoriet, evt. elektronisk, indenfor 2 dage.
De årlige planer fastlægges under hensyn til de givne økonomiske rammer.
Det kan derfor ikke oplyses, hvor mange og hvilke produkter, der vil blive kontrolmålt i løbet af rammeaftalens periode, hverken samlet eller i de enkelte år. Energistyrelsen forventer et samlet forbrug på 6 mio. kr. i de 4 år rammeaftalen løber.
Laboratoriet skal deltage i et årligt planlægningsmøde med Energistyrelsen. På møderne diskuteres retningslinjer for det kommende års målinger og andre relevante emner på foranledning af Xxxxxx eller laboratoriet. Møderne afholdes i Danmark hos Kunden eller Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning. Efter nærmere aftale accepterer Xxxxxx, at der afholdes telefon- eller videokonferencer.
4.3 Varsling og testperiode
Kunden giver mindst den i bilag 2a tilbudte varsel forud for igangsætning af en bestilt kontrolmåling omfattet af nærværende aftale.
Enhver testperiode kan ikke overstige den i bilag 2.a tilbudte testperiode fra bestilling er modtaget og endeligt godkendt, jf. pkt. 5.1.
Laboratoriet skal tage kontakt til Kunden senest 2 dage efter modtagelse af bestilling med henblik på at sikre, at kontrolmålingerne kan gennemføres efter de korrekte procedurer og standarder i overensstemmelse med procedurerne fastlagt i nærværende bilag.
Testperioden starter når produktet og tilhørende dokumentation er i laboratoriets rådighed, jf. pkt. 5.3 (opsamlingsdatoen).
Hvis Kunden beslutter at der skal testes yderligere eksemplarer, f.eks. hvor produktet ikke lever op til kravene, starter en ny testperiode ved endt bestilling af yderligere test.
Testperioden slutter, når endelig testrapport er modtaget og godkendt af Xxxxxx, jf. pkt. 5.4.1.
4.4 Leveringssted
Kontrolmålinger af produkterne skal udføres på laboratoriets adresse, herunder hos eventuelle underleverandører. Kontrolmålinger sendes elektronisk til Xxxxxx eller sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning.
5. Kontrolmålinger af produkters energiforbrug (hovedydelsen)
Opgaven omfatter et forløb fra forberedelse af målinger, gennemførelse af kontrolmålinger til afslutning af målinger. Hovedaktiviteterne er følgende:
1. Forberedelse og planlægning af kontrolmålinger
2. Udtagning af eksemplarer (udtagning foretages af Kunden)
3. Afhentning af eksemplarer (på opsamlingssted)
4. Kontrolmåling af eksemplarer
5. Verifikationsprocedure
6. Rapportering af testresultater
7. Afslutning af målinger og returnering af produkter
5.1 Forberedelse og planlægning af kontrolmålinger.
Forberedelse og planlægning er vigtige aktiviteter i forløbet. Det er vigtigt, at laboratoriet er klar til at gå i gang med målingerne så snart produkterne er afhentet og tilgængelige.
Forud for de enkelte målinger og måleserier skal laboratoriet have afklaret detaljer med Kunden om Xxxxxxx ønsker til målingerne og have sikret sig, at kontrolmålingerne kan gennemføres efter de korrekte procedurer og standarder i overensstemmelse med testkravene fastlagt i bilag 1, appendiks 1 og 2, samt appendiks x, y og z.
I planlægningen skal der tages hensyn til de krav, der er til kontrolmålingen.
Det er Kunden og Kundens tilknyttede sekretariater, der tager stilling til behovet for test af samme model udover første eksemplar og udtager de eksemplarer, der skal testes.
Den langsigtede planlægning udarbejdes som del af de årsplaner, som Kunden udarbejder, jf. pkt. 4.2.
5.2 Udtagning af eksemplarer til måling
Kunden og/eller Kundens tilknyttede sekretariater udvælger og udtager eksemplarer til kontrolmåling.
Forud for kontrolmålingerne indhenter laboratoriet specifikationer for de eksemplarer hos produktleverandørerne. Produktleverandørerne skal have en tidsfrist på 10 arbejdsdage til fremsendelse af de efterspurgte specifikationer. Udebliver dokumentationen (specifikationerne) overtager Kundens sekretariater inddrivelsen heraf.
Så snart laboratoriet modtager produktspecifikationerne, skal det gøre sig bekendt medforhold heri, der har betydning for gennemførelse af kontrolmålingerne.
5.3 Afhentning af eksemplarer (på opsamlingssted)
Kunden sørger for, at de eksemplarer, der er udtaget samles på et centralt sted i Storkøbenhavn. Laboratoriet skal på en dato, anvist af Kunden, sørge for afhentning af produkterne og transport til laboratoriet. Alle udgifter til afhentning og transport fra opsamlingssted til målelaboratorium afholdes af laboratoriet. Hvis laboratoriet råder over en egnet adresse i Storkøbenhavn vil denne kunne benyttes til overdragelse af de udvalgte eksemplarer.
Hvis produkterne ikke afhentes på den anviste dato, dækker laboratoriet eventuelle ekstra omkostninger til opbevaring af produkterne på opsamlingsstedet.
I det omfang laboratoriet er forhindret i at afhente eksemplarerne på den anvise dato, skal laboratoriet give Xxxxxx besked herom senest 14 dage forud for den anviste dato, med henblik på at finde en anden dato. Hvis laboratoriet ikke giver skriftlig besked inden for den ovenfor anførte frist på 14 dage, afholder laboratoriet alle omkostninger til opbevaring af eksemplarerne fra det tidspunkt, hvor eksemplarerne skulle være afhentet og frem til laboratoriet faktisk afhenter eksemplarerne.
5.4 Kontrolmålinger af eksemplarer
Laboratoriet skal kontrollere om energirelaterede produkter, udtaget af Kunden, overholder energikrav og evt. krav til andre parametre i følgende regelsæt og ordninger:
• Krav om miljøvenligt design (ecodesign)
Krav om miljøvenligt design fastsættes i en række nationale og Europæiske forordninger, der gennemføres i medfør af EU’s direktiv om miljøvenligt design (2009/125/EF).
De nærmere krav til kontrolmålinger fremgår af appendiks 1 til bilag 1.
• EU-energimærkning
EU energimærkningen er fastsat i bekendtgørelser, der implementerer EU direktiver i dansk lovgivning og i forordninger. Bekendtgørelser findes kun for produkter, hvor der i en længere årrække har været EU energimærkning og hvor der endnu ikke er gennemført ny energimærkning efter det nye rammedirektiv for energimærkning (2010/30/EU). Der er indtil nu gennemført ny energimærkning for kølefryseapparater til husholdninger, vaske- og opvaskemaskiner til husholdninger og tv.
De nærmere krav til kontrolmålinger fremgår af appendiks 1 til bilag 1.
Målingerne omfatter både el-forbrugende produkter, produkter, der anvender andre energikilder (som f.eks. gas, olie og fastbrændsler) og ikke-energiforbrugende produkter (som f.eks. vinduer og vandarmaturer til varmt brugsvand).
5.4.1 Målemetoder og procedurer
Alle målinger skal gennemføres efter målemetoder og procedurer som gør det muligt for Kunden, at anvende resultaterne i forbindelse med:
• Lovpligtigt markedstilsyn i forbindelse med EU krav om miljøvenligt design af energirelaterede produkter (ecodesign) og EU’s obligatoriske energimærkning - herunder til at udstede påbud om ændring af produktet, påbud om tilbagetrækning af produkter fra markedet eller forbud mod markedsføring i de tilfælde, hvor produkter ikke overholder fastsatte krav.
Målinger som led i kontrol af om krav i medfør af direktivet om miljøvenligt design er overholdte skal gennemføres efter de retningslinjer, der fremgår af ecodesignforordningen for produktet, jf. appendiks 1 .
Målinger som del af kontrol af overholdelse af Energimærkningsdirektivet skal gennemføres efter retningslinjer i den for produktet gældende energimærkningsbekendtgørelse eller i den delegerede retsakt om energimærkning af produktet, jf. appendiks 1.
Hvis de i appendiks 1 og 2 anførte forordninger og øvrige krav til produkter ikke præcist angiver, hvilke måleprocedurer eller -standarder, der skal anvendes, skal kontrolmålingerne udføres/gennemføres som følger:
1. Enten ved anvendelse af relevante europæiske harmoniserede standarder, i det omfang referencenumrene er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (med mindre andet aftales med Kunden).
2. Eller ved anvendelse af de nyeste, almindeligt anerkendte målemetoder for det pågældende produkt. De anvendte målemetoder skal være pålidelige, nøjagtige og reproducerbare. Denne fremgangsmåde kan alene anvendes, hvis der ikke findes harmoniserede standarder, der gør det muligt at gennemføre kontrolmåling efter pkt. 1, eller hvis Xxxxxx i øvrigt anmoder herom.
Målinger på de udvalgte produkter skal udføres som en akkrediteret prøvning. I de tilfælde, hvor de i appendiks 1 og 2 anførte forordninger og krav til produkter stiller krav til måleudstyrets præcision og tolerancer på måleresultater, skal der anvendes udstyr, der opfylder disse krav. Ligeledes skal eventuelle krav til målebetingelserne overholdes indenfor de tolerancer, der er angivet, jf. forordningerne i appendiks 1.
Testen afsluttes når Xxxxxx har godkendt rapporten. I tilfælde af klager fra leverandører, producenter (eller dennes repræsentant, eller dennes repræsentanter) mv. udskydes afslutningen ikke.
5.5 Verifikationsprocedure
Efter gennemførelse af kontrolmåling af et konkret eksemplar skal laboratoriet foretage en vurdering af om eksemplaret overholder de relevante krav, jf. appendiks 1 og appendiks 2. Ved vurdering af overholdelse af krav skal laboratoriet anvende de verifikationsprocedurer, der fremgår af ecodesignforordninger, energimærkningsregler. De tilladte afvigelser fra kravene varierer fra produkt til produkt og fra krav til krav.
5.6 Rapportering af testresultater
Efter de gennemførte målinger skal laboratoriet udarbejde en rapport med måleresultater, der beskriver de gennemførte test, anvendte målemetoder og målebetingelser og andre relevante forhold ved målingerne. Rapporten skal som minimum indeholde følgende:
• For hvert produkt skal der udarbejdes en overskuelig rapport, der indeholder kontrolmålingernes måleværdier og resultater. Det skal klart fremgå af rapporten om det målte eksemplar og modellen overholder kravene eller om eksemplaret ikke er i overensstemmelse med kravene (eksemplaret er dumpet). I de tilfælde, hvor måleingen skal kontrollere et energimærke, skal rapporten angive hvilken energiklasse som den/de målte værdi(er) svarer til. Såvel de tilladte som de målte afvigelser skal fremgå af rapporten og det skal være entydigt og enkelt at identificere modellens afvigelser i forhold til de stillede krav. Rapporten skal indeholde et kort afsnit i med testens konklusioner skrevet i et let forståeligt (ikke-teknisk) sprog.
En oversigtsrapport for hele måleserien (alle de modeller som målingerne omfatter), der angiver, hvor mange af de testede eksemplarer, der overholder kravene. Oversigtsrapporten skal desuden indeholde evt. andre relevante observationer, som laboratoriet har gjort i forbindelse med måleserien. Det kan dreje sig om årsager til manglende overholdelse af krav (særligt hvis der er generelle tendenser), herunder problemer med gennemførelse af testene, problemer med målestandarder eller lignende.
• Et kort resumé. Resuméet må ikke fremstå som en del af ovennævnte rapport, da rapporten skal anvendes i dialogen med produktleverandørerne.
Alle rapporter og det korte resume udarbejdes på engelsk.
Der skal udarbejdes selvstændige rapporter både efter gennemførelse af test af 1 eksemplar og efter opfølgende tests af yderligere eksemplarer.
Efter gennemførelse af en måleserie med mindst 5 eksemplarer (ved belysning, jf. delaftale 5 (5 batches x 20 stk) og aflevering af de ovenfor nævnte dokumenter skal laboratoriet uden omkostninger for Kunden på anmodning deltage i et telefonmøde med Kunden af 1 times varighed til uddybning af rapportens resultater og besvarelse af spørgsmål.
5.7 Afslutning af test og returnering af eksemplarer
Kunden eller et af dennes sekretariater meddeler laboratoriet, hvornår målingen er afsluttet. En nødvendig forudsætning for afslutning er, at de rapporter jf. ovenfor, som laboratoriet skal udarbejde, er godkendt af Kunden.
Efter at laboratoriet er underrettet om, at den pågældende kontrolmåling er afsluttet, skal laboratoriet opbevare de data, som er tilvejebragt under målingen, i mindst to år.
Når målingen er afsluttet skal laboratoriet meddele producenten (eller dennes repræsentant)/importøren/leverandøren, at målingerne er afsluttede og informere om hvornår og hvor de testede eksemplarer kan afhentes. Hvis laboratoriet ligger uden for Danmark skal eksemplarerne afleveres på en af Kunden udpeget plads på en af dato, som er aftalt mellem Kunden og laboratoriet.
I tilfælde af, at eksemplarerne ikke afhentes inden for den aftalte frist skal laboratoriet sørge for en miljøvenlig forsvarlig afskaffelse af produkterne.
6. Ad-hoc opgaver
6.1 Generelt
Udover opgaven, som er beskrevet ovenfor skal laboratoriet kunne bistå med anden rådgivning i forbindelse med kontrolmålinger og resultater samt generelle spørgsmål om målinger og målestandarder for de målte/relevante produkter. Ad-hoc opgaver udføres efter konkret bestilling fra Kunden, evt. elektronisk.
Ad-hoc opgaver kan omfatte følgende:
• Bistand i forbindelse med offentliggørelse og opfølgning af måleresultater
• Udarbejdelse af korte notater (enten på dansk eller engelsk om mangler ved målestandarder og metoder, hvis en måleserie har påvist sådanne mangler). Om muligt skal notatet indeholde forslag til afhjælpning af manglerne.
• Besvarelse af generelle spørgsmål fra producenter (eller dennes repræsentant)/importører/leverandører
• Generel rådgivning om målestandarder og -metoder
• Bistand ved udarbejdelse af årsplaner
• Bistand ved udvælgelse af produkter til kontrol
6.2 Særligt vedrørende faglig bistand i forbindelse med opfølgning på kontrolmålinger, hvor produktet ikke overholder kravene
Laboratoriet skal bistå Xxxxxx/Kundens sekretariater i forbindelse med opfølgning af målinger, hvor det målte produkt ikke overholder kravene.
Når et produkt ikke overholder relevante krav vil et af Kundens sekretariater indlede en teknisk dialog med producent (eller dennes repræsentant)/importør/leverandøren og indhente evt. supplerende dokumentation.
Laboratoriet skal bistå sekretariat i forbindelse med denne dialog (afklaring af tekniske problemstillinger, spørgsmål vedrørende testen, teststandarder, mv.) og ved vurdering af den supplerende dokumentation. Laboratoriet skal herunder fortage en vurdering af om der er forhold i den supplerende dokumentation, der
kan have indvirkning på testresultatet og give anledning til en fornyet overvejelse af produktets overensstemmelse med kravene hertil.
For produkter, der ikke overholder kravene efter test af yderligere eksemplarer skal laboratoriet levere bistand til sekretariaterne og Xxxxxx i forbindelse med sekretariaternes/Xxxxxxx fortsatte dialog med producent (eller dennes repræsentant)/importør/leverandørerne om testens resultater og konsekvenserne heraf.
6.3 Klager over kontrolmålinger
Hvis en producent (eller dennes repræsentant)/importør/leverandør klager til Kunden over laboratoriets gennemførelse af kontrolmåling af egne eller andres produkter, vil Kunden henvise klagesagen til laboratoriet, hvorefter laboratoriet overtager ansvaret for behandling af klagen. Det kan f.eks. være klager over at køleskabet er pakket forkert eller at der ikke er genfyldt kølevæske på et klimaanlæg, sådan som det er foreskrevet i anlæggets installationsanvisning. Tidsforbrug til håndtering af sådanne klager kan ikke faktureres til Kunden uanset om klagen er berettiget eller ej.
I det omfang klagen er berettiget og Xxxxxx bliver mødt med økonomiske krav fra producent (eller dennes repræsentant)/ importør/leverandørerne vil laboratoriet blive draget til ansvar som anført i rammeaftalens pkt. 15.
7. Krav til målelaboratoriet
Målelaboratoriet skal være i stand til at gennemføre nøjagtige målinger af en høj kvalitet. Kvalitetsniveauet skal være tilstrækkeligt til at resultaterne kan anerkendes af producenter (eller dennes repræsentant), brancheorganisationer, kontrolmyndighederne i andre medlemsstater, EU-Kommissionen, mv. Det er derfor som minimum et krav, at leverandøren til enhver tid er akkrediteret iht. tilISO/IEC 17025 eller tilsvarende international anerkendt standard.
Laboratoriet skal råde over eller anskaffe udstyr, der lever op til kravene for de relevante produkter og hvor relevant i de harmoniserede målestandarder for produkterne.
Laboratoriet skal opretholde akkrediteringen i hele rammeaftalens løbetid. Ved ændringer i akkrediteringen skal Xxxxxx informeres straks.
Det laboratorium, der på tidspunktet for afgivelse af tilbud alene har sandsynliggjort at kunne opnå akkreditering, skal senest 3 måneder efter underskrift af rammeaftalen fremvise gyldig akkreditering i henhold til anerkendt akkrediteringsorgan.
Hvis laboratoriet i løbet af rammeaftaleperioden mister den akkreditering der danner grundlag for rammeaftalen skal Xxxxxx informeres straks. Manglende akkreditering anses for væsentlig misligholdelse, og berettiger til ophævelse af rammeaftalen, jf. rammeaftalens pkt. 19.
Indføring af nye standarder og målemetoder
Målelaboratoriet skal til enhver tid kunne gennemføre kontrolmålinger efter de gældende målestandarder og hvis sådanne standarder ikke findes efter de nyeste almindeligt anerkendte målemetoder for det pågældende produkt, jf. pkt. 5.4.1.
Målelaboratoriet skal løbende holde sig ajour med udviklingen på standardiseringsområdet og skal sørge for at tilpasse måleudstyr, målestande og andre faciliteter så de lever op til kravene i nye standarder og målemetoder. Når krav til måleudstyr ændres som følge af nye målestandarder eller lignende skal laboratoriet anskaffe det fornødne udstyr og faciliteter.
Laboratoriets medarbejdere skal i forbindelse med ændring af målemetoder og udstyr have den fornødne træning i anvendelse af de nye metoder og udstyr forud for gennemførelse af målinger for Kunden.
Personalets kompetencer
Laboratoriet skal råde over uddannet og trænet personale til at gennemføre de aktuelle måleopgaver og procedurer. Hvis nye medarbejdere ansættes skal laboratoriet sørge for at disse inden de selvstændigt udfører opgaver for Kunden har fået de nødvendige certifikater og i øvrigt har den fornødne uddannelse og træning.
Til udarbejdelse af rapporter og formidling af resultater skal laboratoriet råde over medarbejdere med de fornødne kompetencer til at formidle teknisk komplicerede problemstillinger i et enkelt og letforståeligt sprog på korrekt engelsk.