Aftale om salgs- og leveringsbetingelser
Aftale om salgs- og leveringsbetingelser
Århus 15/12 2013-LR
1. Gyldighedsområde
Med mindre andet skriftligt er aftalt, gælder disse vilkår for alle Corduras leverancer og ydelser.
2. Aftalens Formål
Denne aftale beskriver salgsbetingelser og leveringsvilkår samt fordeling af ansvar og rettigheder i forbindelse med Corduras leverancer og udførelse af konsulent- og udviklingsarbejde for kunden.
3. Beskrivelse af leverancen og konsulent arbejdets art og omfang
Arbejdet udføres i henhold til skriftlige rekvisitioner fra kunden, ordrebekræftelse fra Cordura eller anden skriftlig aftale.
Den skriftlige aftale skal angive:
• hvad opgaven går ud på og
• tidsmæssige krav (start og/eller afslutningstidspunkt)
Corduras leverancer kan inddeles i to kategorier:
• leverance af fastpris-projekter i henhold til kravspecifikation, og
• leverance af ydelser på timebasis.
Hvis der er tale om et fastprisprojekt, skal aftalen endvidere som minimum indeholde:
• kravspecifikation
• den aftalte pris
• eventuelle kritiske forudsætninger fra kunden eller Cordura i forbindelse med projektet.
Et fastprisprojekt betragtes som afleveret, når de aftalte ydelser er leveret. Ønsker kunden leverancen udsat, eller er kunden årsag til udsættelse, regnes afleveringstidspunktet som det oprindelige aftalte afleveringstidspunkt. Mener kunden, der er fejl eller mangler ved leverancen der er væsentlige, skal kunden skriftligt gøre opmærksom på dette senest 14 dage efter Xxxxxxx har meldt opgaven afleveret uden væsentlige fejl og mangler, ellers betragtes opgaven som afleveret. En opgave kan afleveres uden væsentlige fejl og mangler.
En leverance på timebasis er leveret, når konsulenten har været til rådighed for kunden i det rekvirerede tidsrum.
Det skal klart fremgå af aftaledokumentet, hvilken af de to leveranceformer der er tale om.
4. Opgavens Udførelse
Hver part udpeger en koordinator, der har det overordnede ansvar for kommunikationen mellem parterne.
Både i forbindelse med opgaver der afregnes efter tid og i fastpris-projekter, vil der ske en løbende ændring i kravspecifikation m.v. Parterne skal arbejde sammen om at gøre det så nemt og ubureaukratisk at gennemføre disse ændringer som muligt.
Hvis ændringer vedtages i forbindelse med et fastprisprojekt, har projektlederen ansvaret for, at der udarbejdes et skriftligt tillæg til aftaledokumentet. Først når dette tillæg er underskrevet af begge parter, er ændringen gældende.
Det vil ikke nødvendigvis være koordinatoren, der udfører alle opgaver for kunden. Xxxxxxx forbeholder sig til enhver tid ret til at allokere den konsulent til en given opgave, som, efter Xxxxxxxx mening, vil være bedst egnet til at løse den.
Xxxxxxx forbeholder sig endvidere ret til efter eget skøn at anvende underleverandører i forbindelse med udførelsen af en given opgave. I så fald påtager Xxxxxxx sig naturligvis samme ansvar for underleverancen som for sin egen leverance.
Deltagelse i styregruppemøder, planlægningsmøder, diskussionsgrupper og lignende betragtes normalt som konsulentarbejde, såfremt kunden anmoder Cordura om at deltage, eller Corduras deltagelse er nødvendig, for at en rekvireret opgave kan udføres. Disse ydelser kan være indeholdt i fastprisprojekter, men skal da være aftalt i aftaledokumentet.
5. Kundens Forpligtelser
For at Cordura kan udføre sit arbejde tilfredsstillende, er det afgørende, at kunden medvirker aktivt i processen. I den forbindelse har kunden blandt andet pligt til at informere Xxxxxxxx konsulenter om alle forhold, der har betydning for opgavens løsning, at bidrage til tilrettelæggelsen af arbejdet og at tildele egne ressourcer, således at konsulentassistancen kan leveres som aftalt.
Kunden skal endvidere for egen regning stille de nødvendige og lovlige arbejdspladser til rådighed for Corduras konsulenter, i det omfang det forudsættes, at de udfører opgaver på kundens lokalitet.
Hvis kundens forhold betyder, at Cordura ikke har kunnet udføre den aftalte assistance, kan Cordura fakturere kunden for eventuelle tabte arbejdstimer. Der faktureres kun for faktiske tab, og det forudsættes, at Cordura har tilstræbt at udnytte tiden på en måde, så kunden ikke påføres en større udgift en højst nødvendigt.
6. Konsulentvederlaget
Hvis opgaven er bestilt som fastprisprojekt, betales halvdelen af prisen ved ordreafgivelsen, en fjerdedel når projektet er klar til aflevering og en fjerdedel ved aflevering.
Er opgaven bestilt som en timebetalt opgave, faktureres kunden efter Xxxxxxxx faktiske tidsforbrug på opgaven, uanset om der eventuelt måtte være anslået et andet tidsforbrug i den skriftlige aftale. Der faktureres pr. uge eller minimum pr. måned.
Tidsforbruget faktureres med til enhver tid gældende dagspris, eller timepris i de tilfælde, hvor det er billigere for kunden.
Såfremt partnerne aftaler, at en opgave skal udføres uden for almindelig arbejdstid, faktureres et tillæg på en gange timepris som overtidsvederlag.
Cordura kan også selv beslutte at udføre opgaven udenfor almindelig arbejdstid. I så fald faktureres intet overtidstillæg.
Hvis kunden ønsker at gøre indsigelser mod en fremsendt faktura, skal dette ske senest 10 dage efter fakturadato. Betaling skal ske senest 30 dage efter fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes en strafrente på 1% per måned.
7. Transport-, opholdsudgifter og fragt.
Udgift til konsulenternes transport i forbindelse med udførelse af opgaver for kunden faktureres enten efter regning, hvis der er benyttet offentlig transport, eller efter statens takster, hvis transporten er udført i egen bil.
Der beregnes et tillæg på en tredjedel af den til enhver tid gældende timepris, der er anvendt til transport i forbindelse med udførelsen af opgaven.
Med mindre andet er aftalt vil konsulentens arbejdstid hos kunden svare til kundens egne medarbejderes normale arbejdstid inkl. pauser o.l.
Eventuelle udgifter til ophold og fortæring faktureres efter regning + administrationstillæg på 15%
Fragtbetingelser vedr. levering af hardware er Incoterms FOB Aarhus.
8. Corduras Ansvar
Cordura har ansvaret for, at de udførte opgaver er udviklet, testet og dokumenteret i henhold til de aftalte normer, og at de er udført til en god faglig standard på området.
9. Ansvarsfraskrivelse
Xxxxxxx har ikke ansvaret for forhold, der skyldes, at kunden ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne aftale.
Cordura kan heller ikke gøres ansvarlig for, at den leverede ydelse har den ønskede værdi for kunden, for eksempel i form af at man opnår et bestemt resultat, eller at produktet har en bestemt hensigtsmæssighed.
Hvis Cordura skulle blive idømt erstatningsansvar i forbindelse med en mangelfuld leverance, vil Cordura ikke være ansvarlig for kundens eventuelle indirekte tab. Ved indirekte tab forstås bl.a. driftstab, tabt avance, tab af data eller kundens omkostninger til at få en tredjemand til at afhjælpe manglen.
En givet erstatning kan aldrig overstige 50% af det samlede beløb, kunden har betalt for den fejlbehæftede leverance.
10. Reklamationer
Hvis kunden mener, at en softwareleverance fra Cordura er mangelfuld, skal kunden påtale dette senest 3 måneder efter, at leverancen er afsluttet. Det er kundens ansvar inden 3 måneder at have afprøvet alle brugsmønstre.
Cordura kan selv vælge om man alt efter situationen vil udbedre skaden, eller man i stedet vil give kunden et forholdsmæssigt afslag i prisen.
På grund af software-leverancers natur og kompleksitet vil der kunne opstå problemer med brugen af Corduras softwareleverancer mere end tre måneder efter afleveringsdatoen, også selvom softwareleverance har bestået en egentlig afleveringsprøve.
Garanti og reklamationsfrist på hardware
Med mindre andet er angivet, så leveres produkter med de garantier og reklamationsfrister, som hardware producenterne tilbyder Cordura. Køber kan ikke påberåbe sig nogen yderligere produktgaranti overfor Cordura. Typisk vil det være 12 måneders reklamationsfrist.
Hvis kunden mener, der er fabrikationsfejl eller mangler ved hardwareleverancer, skal kunden orientere Cordura inden 12 måneder fra afleveringstidspunktet. Komponenter skal sendes til Cordura, hvorefter fejlen udbedres eller erstattes af ny tilsvarende komponent. Fejlfinding og udskiftning af komponenter er ikke omfattet af reklamationsretten.
Cordura tilbyder kunden at tegne en serviceaftale, der mod en løbende betaling af en fast abonnementspris sikrer kunden, at der bliver afsat ressourcer til at afhjælpe et eventuelt softwareproblem, indenfor få timer fra problemet er konstateret. Samtidig er der indeholdt fejludbedring på hardware i de første 3 måneder. Denne afhjælpning sker uden beregning for kunden, hvis problemet skyldes en fejl i Corduras leverance.
Ønsker kunden ikke at tegne en serviceaftale, vil fejlafhjælpningen ske til almindelig timepris.
11. Force Majeure
Hverken Cordura eller kunden kan gøres ansvarlige for forhold, der må betegnes som force majeure, herunder bl.a. længerevarende sygdom hos nøglemedarbejdere, leveringsproblemer fra vigtige underleverandører, brand, tyveri og hærværk.
Hvis en af parterne konstaterer, at der er indtruffet en force majeure, der må formodes at påvirke afviklingen af en eller flere igangværende opgaver, skal styregruppen, eller, hvor det er relevant, projektlederen, øjeblikkelig informeres, således at tidsfrister m.v. kan genforhandles.
12. Rettigheder
Når intet andet skriftligt er aftalt, erhverver kunden en ikke-eksklusiv brugsret til de udviklede produkter. Enhver ret, herunder ophavsret til materiale, der er udviklet for kunden i forbindelse med levering af de rekvirerede opgaver, tilhører Cordura. Kunden må ikke kopiere eller videresælge softwaresystemer.
13. Medarbejderklausul
Kunden afstår i en periode fra samarbejdet påbegyndes og indtil et år efter, at det formelt er afsluttet fra direkte eller indirekte at antage Corduras medarbejdere. Ved overtrædelse af denne bestemmelse betales en konventionalbod på kr. 100.000 per overtrædelse.
14. Konfliktløsning
Opstår der uenighed eller problemer mellem parterne i forbindelse med opfyldelse af bestemmelserne i denne aftale kan hver af parterne indkalde til et møde med deltagelse af en direktør fra hver part. I den situation hvor konflikten ikke lader sig løse ved et sådant møde, skal sagen afgøres ved almindelig dansk domstol i Aarhus.