Forsikringsbetingelser for
1. april 2011
Udenrigsministeriets udsendte medarbejdere og deres familier
Aftale mellem Udenrigsministeriet og SOS International a/s vedr. administration af Sygdom og Hjemtransport pr. 1. april 2011
(opdateret pr. 1. januar 2014)
Indholdsfortegnelse
3. Interne forsikringsbetingelser Udenrigstjenestens medarbejdere 4
3.3. Den offentlige sygesikring 4
3.5. Tilmelding og afmelding af personer 5
3.8.1. Sygdomsbehandling, forebyggende undersøgelser, børneundersøgelser 6
3.8.2. Graviditet, fødsler, og fødselsforberedelse 7
3.8.3. Lægeordineret specialmedicin 7
3.8.4. Tjenstligt begrundede vaccinationer 7
3.8.5. Kæbekirurgi foretaget af en kæbekirurg, behandling af paradentose og børns tandretning (til det fyldte 18. år) 7
3.8.6. Genoptræning, hjemmesygepleje, fysioterapi, kiropraktik, akupunktur, kinesiologi, fodterapi samt psykologhjælp mv 8
3.8.10. Rejser med henblik på hospitalsbehandling 8
3.8.11. Hjemtransport af båre og begravelseshjælp 9
3.8.12. Hjemrejse til Danmark for en udsendt medarbejder eller dennes ægtefælle/partner eller dermed sidestillet samlever i forbindelse med alvorlig sygdom og død i den nærmeste familie 9
3.9. SOS International a/s udbetaling af refusionsbeløb 10
1. Opgavebeskrivelse
SOS International a/s SOS International a/s skal administrere skader for UM, herunder for bilaterale rådgivere og Det Internationale Humanitære Beredskab (IHB) og omfatter:
- sygdom og hjemtransport
- bagage vedrørende Danida og IHB
- katastrofedækning vedrørende Danida og IHB
for UM’s udsendte medarbejdere og rådgivere m.fl. i hele verden i henhold til ordregivers interne forsikringsbetingelser.
Det forudsættes, at skadebehandlingen varetages af veluddannet personale med den nødvendige erfaring. SOS International a/s forpligter sig til uden afbrydelse at stille en døgnbemandet alarmcentral til rådighed.
Administrationsordningen skal sikre hurtig og bedst mulig behandling og opfølgning for ovennævnte skadestilfælde.
Almindelig konsultation og behandling hos praktiserende læge skal normalt ske lokalt og kræver ikke forudgående aftale med SOS International a/s. Ved sygdom, der er behandlings- og udgiftskrævende ud over det rutinemæssige, aftaler medarbejderen/rådgiveren med SOS International a/s, hvor og hvorledes behandlingen skal foregå i henhold til UM’s forsikringsbetingelser.
Er der behov for yderligere oplysninger for at kunne vurdere sagen, indhenter SOS International a/s de fornødne oplysninger hos skadelidte eller UM. UM ønsker ikke kopi af løbende sags korrespondance tilsendt.
2. Skadeudbetalinger
Udover betaling af dækningsberettigede skadeomkostninger til 3. part (hospitaler, transportører m.v.) forestår SOS International a/s refusion af:
- skadelidtes udgifter vedr. lægebehandling og ordineret medicin i henhold til UM’s interne forsikringsbetingelser.
- vaccinationsudgifter til den til enhver tid udpegede leverandør (pt. Rigshospitalets Epidemiklinik og Statens Serum Institut).
3. Interne forsikringsbetingelser Udenrigstjenestens medarbejdere
For administrationsordningen for sygdom og hjemtransport gælder følgende forsikringsbetingelser:
3.1. Sygdom/hjemtransport
Sygeforsikringen har til formål at sikre udsendte medarbejdere/rådgivere i udlandet hurtig og bedst mulig behandling i tilfælde af sygdom. Almindelig konsultation og behandling hos praktiserende læge skal normalt ske lokalt og kræver ikke forudgående kontakt til SOS International a/s. Ved sygdom, der er behandlings- og udgiftskrævende ud over det rutinemæssige, aftaler medarbejderen/rådgiveren med SOS International a/s, hvor og hvorledes behandlingen skal foregå i henhold til nedenstående regler.
3.2. Offentlige refusioner
Det bemærkes, at UM’s medarbejdere og deres medfølgende familie er omfattet af EØS- ordningen under udsendelse til EØS-landene. Ifølge artikel 13 stk. 2, litra d i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet er tjenestemænd og dermed ligestillede personer omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, i hvis administration de er ansat. Der skal i denne forbindelse udfyldes en formuler E106, der fås hos hjemkommunen. Medarbejdere udsendt efter 1. juli 2000 er endvidere omfattet af den danske sygesikring.
3.3. Den offentlige sygesikring
Ifølge CPR-loven skal personer, om udsendes af staten til tjeneste i udlandet efter 1. juli 2000, ikke længere registreres som udrejst af Danmark, og de kan bevare deres sundhedskort (det tidligere sygesikringsbevis) med adgang til ydelser under den offentlige danske sygesikring.
Medarbejdere og familier udsendt efter 1. juli 2000 skal sikre sig, at de har bevaret deres folkeregisteradresse (dvs. de ikke skal registres som udrejst af Danmark) på deres hidtidige bopæl, eller, såfremt denne opgives i deres hidtidige bopælskommune under såkaldt høj vejkode. De skal ligeledes sikre sig, at de på dette grundlag løbende er i besiddelse af et gyldigt sundhedskort, når behandling skal finde sted i Danmark.
Xxxx født på en udepost af forældre optaget i folkeregistret skal straks efter fødslen anmeldes til folkeregistret for at få tildelt et CPR-nummer i medfør af CPR-loven.
Der vil dermed være adgang til frit offentligt sygehusvalg, anvendelse af praktiserende læger samt børnetandpleje under ophold i Danmark. Da medarbejderne er dækket af de almindelige danske regler for sygesikring, vil der som udgangspunkt ved behov for behandling i Danmark skulle tages kontakt til egen læge, jf. sundhedskortet.
Sundhedskortet – og hvad det giver ret til. EU-sygesikringsbeviset fås hos medarbejderens danske bopælskommune. Kortet anvendes bl.a. ved udstationering og
giver ret til læge- og hospitalshjælp, tandlægehjælp, medicin m.m., hvis der opstår behov for behandling under udstationeringen.
3.4. Sikrede personkreds
Forsikringen omfatter automatisk følgende:
• Alle medarbejdere udsendt af UM på udetillægsvilkår,
• Medfølgende ægtefælle/partner eller dermed ligestillet samlever
• Medfølgende børn under 21 år.
• Ægtefæller/partnere eller dermed ligestillede samlevere, der ikke har fast ophold på tjenestestedet, omfattes af sygeforsikringen under midlertidigt ophold på medarbejderens tjenestested. Det samme gælder børn under 21 år, der fortsat modtager bidrag til deres underhold fra medarbejderen.
• Under private ophold i tredjelande er de udsendte medarbejdere og de på posten medfølgende ægtefæller/partnere eller dermed ligestillede samlevere og børn under 21 år ligeledes dækket af sygeforsikringen.
3.5. Tilmelding og afmelding af personer
Der indsendes løbende personaleændringslister til SOS International a/s om de sikrede personers indtrædelse og udtrædelse af forsikringen.
De udsendte medarbejdere er ved en eventuel skadeshændelse dækket af forsikringen som anført under dækningstidsrum uanset om indberetningen er kommet SOS International a/s i hænde.
Forsikringen etableres uden afgivelse af individuelle helbredsoplysninger.
3.6. Dækningsperiode
Forsikringen dækker 3 dage før tiltrædelsesdatoen og 3 dage efter hjemkaldelsesdatoen.
3.7. Refusionens omfang
Sygeforsikringen refunderer nedenstående udgifter med følgende procentdel: UM: 80 % af udgifterne*)
For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%*)
*) inkl. ydelser fra den offentlige sygesikring, herunder EØS-ordningen, der skal udnyttes maksimalt. Såfremt medarbejderen har tegnet privat ekstraforsikring, kan den samlede udgift maksimalt dækkes med 100 pct. Evt. overskydende dækning modregnes i refusionen fra UM’s sygesikring.
3.8. Dækningsomfang
3.8.1. Sygdomsbehandling, forebyggende undersøgelser, børneundersøgelser
Forsikringen omfatter lægebehandling, hospitalsophold og andre lægeordinerede sygdomsbehandlinger, forebyggende undersøgelser i overensstemmelse med almen praksis i Danmark samt børneundersøgelser og vaccinationer i henhold til det danske program. Det drejer sig om følgende:
• Årlig blodtrykskontrol for personer over 40 år, yngre hvis familiær disposition.
• Årlig kontrol af fedtstoffer (kolesterol) i blodet hvis man er familiært disponeret.
• Screening for tarmkræft ved undersøgelse for blod i afføringen 1 gang om året hos mænd og kvinder i alderen 57-74.
• Screening for brystkræft med mammografi hvert 2. år hos kvinder i alderen 50- 69 år.
• Screening for livmoderhalskræft (smear – celleprøve) hvert 3. år hos kvinder i alderen 23-59 år.
• Gynækologiske undersøgelser og smearkontroller efter keglesnit.
• Rutinekontroller som opfølgning på kræftlidelser, hvor patienten er erklæret rask, fx mammografi op til en gang årligt hos brystkræftpatienter, kikkertundersøgelse efter tarmkræft, blodprøver hos leukæmipatienter.
• Kikkertundersøgelser som kontrol af polypper i urinblæren.
• Årlig øjenlægekontrol med trykmåling ved familiær disposition for grøn stær.
• Årlig forebyggelsessamtale vedrørende livsstilsfaktorer – heri indgår ikke rutinemæssige undersøgelser ud over højde og vægt.
• Børneundersøgelser og vaccinationer i henhold til det danske program, dog justeret for lokale forhold fx andre typer vaccinationer.
• Kontrol og undersøgelse, herunder scanninger af gravide i henhold til det danske program.
De forebyggende undersøgelser skal normalt ske efter henvisning fra praktiserende læge og under ophold i Danmark. I lande, hvor lægehenvisninger ikke anvendes, kan henvendelse til speciallæge ske direkte.
Forsikringen dækker ikke udgifter forbundet med fertilitetsbehandling og udgifter til udredning af barnløshed, helbredsundersøgelser samt gængse forebyggende undersøgelser.
Udgifter til rekreation er ligeledes ikke dækket. Drejer det sig om klart medicinsk indiceret rekreation, som overstiger den forsikredes økonomiske evne, kan der til Udenrigsministeriet (xxx@xx.xx) indsendes anmodning om tilskud.
I lande med et meget begrænset antal acceptable udbydere af sundhedsydelser, hvor eneste mulighed for forsvarlig sygdomsbehandling ofte er udenlandske klinikker, som har etableret sig i opholdslandet, kan udgiften ved tegning af obligatorisk medlemskab i en sådan klinik med henblik på behandling søges refunderet med 80 pct. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%.
3.8.2. Graviditet, fødsler, og fødselsforberedelse
Udgifter til læge- og jordemoderundersøgelser der er forbundet med graviditet, herunder konsultationer ved almen praktiserende læge, gynækolog, konsultationer ved jordemoder samt jordemoder ved hjemmefødsler, nakkefoldsscanning (11.-13. uge), gennemscanning (19.-21. uge), moderkagebiopsi (efter moderens fyldte 35. år) samt fostervandsprøve.
Udgifter til fødselsforberedelse samt ammekursus er ligeledes omfattet af forsikringen, i det omfang det tilbydes i Danmark under den offentlige danske sygesikring.
3.8.3. Lægeordineret specialmedicin
Forsikringen dækker ikke udgifter til gængse medicinske præparater og styrkende midler, som også anvendes uden lægeordination, som fx hovedpinetabletter, sovepiller, vitaminpræparater, diverse typer af urtemedicin, hostesaft, jod og andre sårrensemidler samt svangerskabsforebyggende midler. Ligeledes dækker forsikringen ikke udgifter til gængse hjælpemidler, selv om der måtte foreligge en lægeordination, som termometre, høreapparater, forbindsstoffer, elektromedicinske apparater, stokke, støttestrømper, fodindlæg, leje/køb af krykker, briller og brilleglas samt sygeplejeartikler af glas, gummi og bakelit m.m.
Støttestrømper, fodindlæg og leje/køb af krykker kan dog være nødvendige behandlingsmidler i visse situationer, fx ved komplicerede lidelser, forskellige brud og ved visse operationer. Der kan i sådanne tilfældes søges refusion efter en konkret vurdering af SOS International a/s lægeteam.
Ved refusion af udgifter til fx lægeordinerede hjælpemidler følges Servicelovens bestemmelser, således at den medarbejder, som anmoder om refusion, skal dokumentere, at den pågældende ville være berettiget til ydelsen, såfremt han/hun havde haft fysisk bopæl i Danmark. SOS International a/s skal altid konsulteres i disse tilfælde.
3.8.4. Tjenstligt begrundede vaccinationer
Vaccinationer forud for udsendelse fra Danmark dækkes med 100 pct. Revaccinationer efter udsendelsen fra Danmark dækkes ligeledes med 100 pct. Dette gælder tillige malariapiller/profylax, som sidestilles med vaccinationer. Øvrige vaccinationer refunderes med 80 pct. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter
1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%.
3.8.5. Kæbekirurgi foretaget af en kæbekirurg, behandling af paradentose og børns tandretning (til det fyldte 18. år)
Kæbekirurgi foretaget af en kæbekirurg, behandling af paradentose (dog ikke selve implantaterne) og børns tandretning (til det fyldte 18. år). Derimod betaler forsikringen ikke anden tandlægebehandling, som fx tandrensning, plombering, tandudtrækning, stifttænder, broer og implantater.
3.8.6. Genoptræning, hjemmesygepleje, fysioterapi, kiropraktik, akupunktur, kinesiologi, fodterapi samt psykologhjælp mv.
Behandlinger hos fysioterapeut, kiropraktor, autoriseret akupunktør, autoriseret kinesiolog, fodterapeut, psykolog, psykoterapi, psykiater samt talepædagog refunderes således, at der kan opnås refusion af 80 pct. af udgiften til 10 behandlinger à max. 1 times varighed i 12 på hinanden følgende måneder baseret på en lægehenvisning. I helt ekstraordinære tilfælde vil yderligere behandlinger, ud over 10 behandlinger, kunne refunderes efter forudgående aftale med SOS International a/s. Øvrige udgifter til ovennævnte ydelser refunderes i henhold til den offentlige danske sygesikrings tilskudsregler. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder, at udgifterne refunderes med 100%.
Forsikringen dækker endvidere 80 pct. af udgiften til en evalueringstest ved en talepædagog. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%.
3.8.7. Helbredsundersøgelse
Udgifter til almindelig helbredsundersøgelse hos praktiserende læge i Danmark inden udsendelse til udlandet og senest en måned efter hjemkomsten fra tjeneste, refunderes i det omfang, godtgørelse ikke modtages fra den offentlige danske sygesikring.
Ved udsendelse til og hjemkomst fra poster i lande uden for Europa og Nordamerika godtgøres endvidere udgifter til en undersøgelse på hospital anvist af UM, såfremt denne finder sted senest 3 måneder efter hjemkomst.
Ved udsendelse til og hjemkomst fra poster i ekstreme højder, fx La Paz, godtgøres endvidere udgifter til en undersøgelse på Rigshospitalets flyvemedicinske klinik.
Undersøgelsen skal finde sted inden for 3 måneder efter hjemkomsten.
3.8.8. Sportsskader
Sygeudgifter som følge af sportsskader er omfattet af forsikringen.
3.8.9. Hiv-aids
Hiv/aids-personalepolitik, jf. F-meddelelse 26/2004.
3.8.10. Rejser med henblik på hospitalsbehandling
Udenrigstjenestens sygeforsikring dækker rejser med henblik på sygdomsbehandling, hvis udgifterne til lokal behandling overstiger de samlede udgifter til rejsen og behandling i Danmark eller andetsteds, hvor passende behandling kan opnås. Endvidere
vil rejseudgifter undtagelsesvis kunne refunderes, hvis rejsen er nødvendig, fordi forsvarlig behandling ikke kan opnås på stedet. Disse rejseudgifter mellem opholdslandet og Danmark eller 3. land, refunderes med 100 pct. Det er en forudsætning, at der er tale om sygdom af så akut karakter, at behandlingen ikke kan udskydes, til hjemrejse finder sted i anden anledning. Der ydes udelukkende dækning for udgifter begrundet i behandlingsbehov, afgrænset til den periode, hvor behandlingsbehovet gør sig gældende.
Hospitalsbehandling og rejser skal tilrettelægges og forhåndsgodkendes af SOS International a/s.
Refusion for behandlingsrejser omfatter rimelige og nødvendige merudgifter mod dokumentation, dvs. flybilletter, indlogering, måltidsgodtgørelser og nødvendig lokal transport efter regning.
Udenrigsministeriet har med ekstern leverandør indgået en aftale, der sikrer, at medarbejdere ansat i og udsendt af Udenrigsministeriet og disses medfølgende ægtefælle/partner eller dermed sidestillet samlever samt medfølgende børn under 21 år kan blive visiteret og modtaget til undersøgelse og behandling på hospital som følger:
• Medarbejdere med sundhedskort kan vælge et offentligt hospital under den offentlige danske sygesikringsordning i medfør af det frie sygehusvalg.
• For medarbejdere uden sundhedskort (udsendt før 1. juli 2000) stiller selskab nødvendig betalingsgaranti. I tilfælde, hvor UM’s samarbejdspartner ikke råder over den nødvendige ekspertise eller kapacitet, kan der ske henvisning til andre offentlige hospitaler. Betalingen sker i henhold til et takstkatalog, som opdateres én gang årligt i januar måned. Fakturaer sendes til SOS International a/s, som forestår opkrævning af medarbejderens egenandel.
Valg af behandlingssted sker ud fra en samlet lægefaglig og økonomisk vurdering af, hvor den nødvendige, forsvarlige behandling kan opnås.
3.8.11. Hjemtransport af båre og begravelseshjælp
Hvis en medarbejder afgår ved døden under tjeneste i udlandet, eller hvis et medlem af husstanden dør, dækker forsikringen udgifterne i forbindelse med hjemtransport af båren med 100 pct.
Begravelseshjælp ydes i henhold til den offentlige danske sygesikrings tilskudsregler.
3.8.12. Hjemrejse til Danmark for en udsendt medarbejder eller dennes ægtefælle/partner eller dermed sidestillet samlever i forbindelse med alvorlig sygdom og død i den nærmeste familie
Hjemrejse til Danmark for en udsendt medarbejder eller dennes ægtefælle/partner eller dermed ligestillet samlever i forbindelse med alvorlig sygdom og død i den nærmeste familie (ægtefælle, børn, forældre) dækkes af forsikringen med 80 pct. og kan normalt kun gives to gange under et sygdomsforløb. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%
Rejserne kan tilrettelægges således, at de kan bruges under et sygdomsforløb eller udnyttes af medarbejderen og dennes ægtefælle/partner eller dermed sidestillet samlever i forbindelse med dødsfald og begravelse i den nærmeste familie.
For så vidt angår dokumenteret terminal sygdom hos ægtefælle/partner eller dermed sidestillet samlever eller børn gælder, at adgangen til refusion (80 pct.) udvides, således at der gives to rejser til hvert familiemedlem, inkl. medarbejderen, i løbet af sygdomsforløbet. Endvidere vil der kunne ydes refusion med 80 pct. af rejseudgifterne for familien i forbindelse med begravelsen. For medarbejdere og deres familier, jfr. pkt. 3.4, udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne i begge tilfælde refunderes med 100%.
3.9. SOS International a/s udbetaling af refusionsbeløb
SOS International a/s kan udbetale de forsikrede personer sygerefusionsbeløb i henhold til ovennævnte regler. Udbetaling må kun finde sted mod behørig dokumentation i form af originale fakturaer og kvitteringer eller tilsvarende dokumentation, som den forsikrede selv skal oversætte (på et af hovedsprogene).
Hvor det ikke fremgår klart, skal den forsikrede selv påføre navnet på det medicinske præparat, suppleret med oplysning om karakteren af den sygdom, der behandles.
Medarbejderne kan først præsentere en refusionsanmodning, når de samlede udgifter overstiger DKK 2.000. Der kan dog altid anmodes om refusion ved udgangen af et kvartal.
I tilfælde, hvor en medarbejder afholder udgifter, der ligger væsentligt ud over det sædvanlige, fx i forbindelse med hospitalsindlæggelse og længerevarende behandlingsforløb, og hvor SOS International a/s af praktiske årsager ikke kan stille garanti eller indbetale depositum direkte til hospital, læge mv., kan der i stedet ydes forskud til medarbejderen på hele udgiften, indtil afregning finder sted.
En medarbejders eventuelle ekstraordinært høje omkostninger til international overførsel af et fra SOS International a/s modtaget forskud vil kunne indgå i de samlede sygeudgifter og refunderes med 80 pct. For medarbejdere udsendt efter 1. januar 2014 gælder dog, at udgifterne refunderes med 100%.
I tilfælde af forventede større sygeudgifter skal SOS International a/s godkendelse indhentes.
SOS International a/s afgørelser kan indbringes for Udenrigsministeriet ((xxx@xx.xx).
Kan en medarbejder ikke forsikre sig for egenandelen på de 20 pct., og overstiger udgifterne til egenandelen medarbejderens økonomiske evne, kan der til Udenrigsministeriet, e-mail xxx@xx.xx indsendes anmodning om ydelse af ekstraordinært tilskud.