Afskrift
Afskrift
Cirkulære af 3. juli 1991 om ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål
§ 1. I medfør af § 58 a i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986, kan finansministeren efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om, at tjenestemænd har ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
Stk. 2. Finansministeren har i bekendtgørelse nr. 518 af 3. juli 1991 fastsat de nærmere regler om, til hvilke formål tjenestemænd har et retligt krav på tjenestefrihed uden løn samt vilkårene herfor.
Stk. 3. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til dette cirkulære.
§ 2. Til bekendtgørelsen bemærkes følgende:
Den hidtil gældende bestemmelse om, at tjenestemænd havde ret til tjenestefrihed uden løn i indtil i alt 5 år, er udgået.
Stk. 2. Efter de nugældende bestemmelser har tjenestemænd retskrav på ubegrænset tjenestefrihed uden løn til de i bekendtgørelsens § 1 nævnte formål.
§ 3. Retten til tjenestefrihed uden løn til de i bekendtgørelsen nævnte formål berører ikke den enkelte ministers adgang til i medfør af tjenestemandslovens § 58, stk. 1, at give tjenestefrihed uden løn til andre formål.
§ 4. Finansministeriet henstiller, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn til tjenestemænd, hvis ægtefælle eller samlever rejser til udlandet i forbindelse med systemeksport el. lign.
Stk. 2. Tjenestefrihed uden løn til forannævnte tjenestemænd og formål bevilges i henhold til bestemmelserne i tjenestemandslovens § 58, stk. 1.
Stk. 3. Tjenestefrihedsperioden fradrages ved beregning af lønanciennitet og pensionsalder.
§ 5. Finansministeriets cirkulære af 17. juni 1983 - XX.xx. 053/83 - indeholder de nærmere retningslinier for tjenestemænds genindtræden i tjenesten efter udløbet af en tidsbegrænset tjenestefrihedsperiode.
§ 6. Det er aftalt, at bekendtgørelsens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse for ansatte på tjenestemandslignende vilkår og for overenskomstansatte i det omfang, det fremgår af den enkelte overenskomst.
Stk. 2. I overenskomsterne kan der være hjemmel til at aftale pensionsdækning i tjenestefrihedsperioden.
§ 7. Bekendtgørelsen og dette cirkulære har virkning fra den 1. april 1991.
Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulære nr. 167 af 28. november 1986 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
Finansministeriet, den 3. juli 1991 Xxxxxxx Xxxxxxxx
/ Xxxx Xxxxxx
Bilag
Bekendtgørelse om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
I medfør af § 58 a i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986, fastsættes følgende:
Formål
§ 1. Tjenestemænd, der
1) udsendes til udlandet som led i Danmarks statslige udviklingssamarbejde med udviklingslandene,
2) udsendes til udlandet for at gøre tjeneste ved internationale organisationer, som Danmark deltager i eller samarbejder med, eller
3) ansættes i Grønlands hjemmestyre, har ret til tjenestefrihed uden løn.
Stk. 2. Tjenestemænd, hvis ægtefælle eller samlever
1) udsendes til tjeneste i udlandet for statslige myndigheder,
2) udsendes til udlandet som led i Danmarks statslige udviklingssamarbejde med udviklingslandene,
3) udsendes til udlandet for at gøre tjeneste ved internationale organisationer, som Danmark deltager i eller samarbejder med, eller
4) ansættes i Grønlands hjemmestyre, har ret til tjenestefrihed uden løn.
Det er en forudsætning for at benytte retten til tjenestefrihed uden løn, at tjenestemanden følger ægtefælle eller samlever til tjeneste i udlandet eller i Grønland.
Lønanciennitet
§ 2. I medfør af § 58, stk. 4, i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken medregnes den tid, i hvilken en tjenestemand har tjenestefrihed uden løn til de i § 1, stk. 1, nævnte formål, i lønancienniteten.
Stk. 2. Tjenestefrihed til de i § 1, stk. 2, nævnte formål medregnes ikke i lønancienniteten.
Pensionsalder
§ 3. For de i § 1, stk. 1, nævnte tjenestemænd kan tjenestefriheden eventuelt medregnes i pensionsalderen efter forelæggelse for Finansministeriet i det konkrete tilfælde. En forudsætning herfor er, at der ikke til det hverv, som tjenestemanden varetager under tjenestefriheden, er knyttet en pensionsordning.
Genindtræden i tjenesten
§ 4. Ved tilbagevenden fra en tjenestefrihedsperiode har tjenestemanden krav på at genindtræde i sin hidtidige stilling eller anden passende stilling inden for sit ansættelsesområde.
Stk. 2. En tjenestemand med tidsbegrænset tjenestefrihed har ikke krav på at vende tilbage på et andet - tidligere eller senere - tidspunkt end det, der er fastsat som udløb for tjenestefrihedsperioden. Ved periodens udløb påhviler det vedkommende minister at sørge for, at der er en ledig stilling.
Ikrafttrædelse
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 13. juli 1991 og har virkning fra den 1. april 1991.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 851 af 28. november 1986 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
Finansministeriet, den 3. juli 1991 Xxxxxxx Xxxxxxxx
/Xxxx Xxxxxx