Contract
Kontrakt mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og <konsulentfirmaets navn> vedrørende analyse af direkte debitering
Indholdsfortegnelse
2
2
2
4. KONTRAKTPERIODE OG TIDSFRISTER
2
5. HONORAR OG BETALINGSBETINGELSER
3
3
7. KONSULENTOPGAVENS BEMANDING
3
4
4
5
5
6
6
6
15. ERSTATNINGSANSVAR OG ANSVARSFORSIKRING
7
7
8
8
8
8
9
9
1. Kontraktens parter
1.1 | Kontrakten er indgået mellem følgende parter: | |
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35 | ||
2500 Valby | ||
CVR- nr. 10294819 | ||
Og | ||
<Konsulentfirmaets navn Adresse | ||
Postnummer | ||
CVR-nr.)> | ||
(herefter ”konsulentfirmaet”) | ||
Kontraktgrundlaget | ||
2.1 | Kontrakten består af følgende dokumenter: |
• Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontraktbetingelser i indeværende dokument
• Bilag 1: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opgavebeskrivelse, af <indsæt dato>
• Bilag 2: Konsulentfirmaets tilbud, af <indsæt dato>
2.2 I tilfælde af uoverensstemmelse mellem kontraktbetingelserne i indeværende dokument og konsulentfirmaets tilbud gælder bestemmelserne i indeværende dokument forud.
2.3 Eventuelle tilpasninger, tilføjelser eller ændringer i opgaven, der aftales mellem parterne efter kontraktens indgåelse, vil gælde forud for de øvrige bilag til kontrakten.
2.4 Konsulentfirmaets standardvilkår vil ikke være en del af kontraktgrundlaget.
3. Kontraktens omfang
3.1 Kontrakten omfatter udførelse af en analyse af direkte debitering. Opgaven er yderligere beskrevet i opgavebeskrivelsen, jf. bilag 1 og konsulentfirmaets tilbud, jf. bilag 2.
3.2 Eventuelle tilpasninger, tilføjelser eller ændringer i opgavens indhold efter kontraktens indgåelse skal aftales skriftligt mellem parterne inden for rammerne af denne kontrakt og er herefter en del af kontrakten.
4. Kontraktperiode og tidsfrister
4.1 Kontraktperioden løber fra kontrakten underskrives og indtil opgaven er afleveret i den aftalte form til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. tidsfrist i bilag 1.
4.2 Konsulentfirmaet skal overholde de tidsfrister der fremgår af tidsplanen, jf. opgavebeskrivelsen samt de tidsfrister, der senere aftales mellem parterne.
5. Honorar og betalingsbetingelser
5.1 Det samlede honorar for opgaven er <beløb> kr. – ekskl. moms. Beløbet er inklusive alle former for udlæg, rejseomkostninger, sekretærbistand, mangfoldiggørelse og andre kontorholdsudgifter m.v. medmindre andet fremgår af opgavebeskrivelsen, jf. bilag 1.
5.2 Honoraret er fast for hele kontraktperioden og bliver derfor ikke indeksreguleret.
5.3 Betaling sker ved levering af den endelige rapport/ydelse.
5.4 Faktura sendes som e-faktura til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, EAN-nr. 0000000000000. Som ordrekontakt på faktura anføres Xxxxxxxx Xxxxxxx.
Faktura betales netto kontant inden 30 dage fra elektronisk modtagelse af fyldestgørende faktura.
5.5 Ved forsinket betaling er konsulentfirmaet berettiget til at beregne renter i henhold til xxxxxxxxxxx bestemmelser.
6. Samarbejde
6.1 Konsulentfirmaets projektansvarlige er <navn>, som varetager den overordnede projektledelse og koordinering i forhold til opgavens udførelse.
6.2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opgaveansvarlige er Xxxxxxx Xxxxxx Xxxx.
6.3 Konsulentfirmaets projektansvarlige skal løbende holde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opgaveansvarlige orienteret om opgavens fremdrift og forelægge eventuelle foreløbige resultater fra undersøgelserne, der foretages i forbindelse med konsulentopgaven.
6.4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medvirker til at fremskaffe relevant materiale, for at opgaven kan gennemføres bedst muligt, og deltager desuden i relevante arbejdsmøder.
6.5 Parterne har pligt til at underrette hinanden, såfremt der under arbejdet opstår tvivl om opgavens forudsætninger, formål, eller gennemførelse.
6.6 Parterne har ligeledes pligt til at underrette hinanden, såfremt der er utilfredshed med den andens indsats, arbejdsudførelse eller kvalitet i arbejdet.
7. Konsulentopgavens bemanding
7.1 Konsulentfirmaet stiller de personer og medarbejdere, som angivet i konsulentfirmaets tilbud, jf. bilag 2, til rådighed for udførelsen af opgaven.
7.2 Konsulentfirmaet skal, af hensyn til kvaliteten i opgavens løsning, i videst muligt omfang undgå udskiftning af medarbejdere eller foretage væsentlige ændringer i rollefordelingen mellem medarbejderne under opgavens udførelse.
7.3 Konsulentfirmaet skal i tilfælde af udskiftning af en medarbejder redegøre for årsagen hertil og udpege en ny medarbejder med mindst de samme faglige kvalifikationer, som den tidligere medarbejder var i besiddelse af. Dette godtgøres ved forevisning af et fuldstændigt og detaljeret CV for den nye medarbejder. Timeprisen for arbejde udført af konsulentfirmaets nye medarbejder må ikke være højere end timeprisen for arbejde udført af den tidligere medarbejder.
7.4 Konsulentfirmaets udskiftning af medarbejdere må ikke have indvirkning på løsningen af opgaven, og udskiftning af medarbejdere må ikke medføre yderligere omkostninger eller forsinkelse for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
7.5 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan afvise en ny konsulent, hvis denne skønnes ikke at have samme kvalifikationer til opgaven som den oprindelige.
7.6 Konsulentfirmaet skal efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodning udskifte en medarbejder, såfremt anmodningen er rimeligt begrundet.
8. Underleverandører
8.1 Konsulentfirmaet kan kun anvende underleverandører, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tilladt det som en del af opgaveløsningen, og konsulentfirmaets i forbindelse med afgivelse af tilbud har oplyst en navngiven underleverandør.
8.2 Konsulentfirmaet kan ikke uden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forudgående skriftlige samtykke overlade kontraktens opfyldelse eller dele heraf til underleverandører, udskifte en underleverandør, eller ændre rollefordelingen mellem konsulentfirmaet og underleverandøren.
8.3 Ved brug af underleverandører hæfter konsulentfirmaet for underleverandørens opfyldelse af kravene i nærværende kontrakt på samme måde som for sine egne forhold.
8.4 Underleverandører kan ikke i medfør af denne kontrakt rejse nogen former for krav over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder betalings- eller erstatningskrav.
9. Persondata
9.1 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen behandler personoplysninger i forbindelse med kontraktens indgåelse og opfyldelse, typisk kontaktoplysninger og CV for en eller flere medarbejdere hos konsulentfirmaet. Databeskyttelsesforordningen1 giver rettigheder til de registrerede, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af personoplysninger er beskrevet i privatlivspolitikken på xxxx.xx.
9.2 Såfremt konsulentfirmaet behandler personoplysninger på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vegne, er konsulentfirmaet som databehandler forpligtet til at sikre, at den til enhver tid gældende
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).
persondatalovgivning i Danmark overholdes – for nuværende særligt databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven2. Det indebærer blandt andet, at Konsulentfirmaet skal overholde følgende:
a) Konsulentfirmaet sikrer et passende sikkerhedsniveau i forbindelse med behandling af personoplysninger.
b) Konsulentfirmaet underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i tilfælde af et brud på persondatasikkerheden.
c) Overførsel af personoplysninger til lande uden for EU/EØS må ikke ske uden forudgående skriftlig aftale herom.
d) Personoplysninger tilbageleveres til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og slettes hos konsulentfirmaet senest ved 6 måneder efter rapportens aflevering, medmindre andet aftales.
10. Tavshedspligt
10.1 Konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og eventuelle underleverandører skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til konsulentopgavens forløb, resultatet af opgaven og dele heraf både under selve opgavens løsning og efter opgavens afslutning.
10.2 Konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og eventuelle underleverandører skal desuden iagttage ubetinget tavshed med hensyn til andre oplysninger vedrørende Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens eller andres forhold, som de får kendskab til i forbindelse med løsning af opgaver under denne kontrakt.
10.3 Konsulentfirmaet må ikke uden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forudgående samtykke bruge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som reference. Samtykke kan indhentes, når opgaven er fuldført.
10.4 Konsulentfirmaet må endvidere ikke uden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forudgående, skriftlige tilladelse udsende offentlige meddelelser om denne kontrakt eller offentliggøre noget om kontraktens indhold.
11. Rettigheder
11.1 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen erhverver ejendomsret, ophavsret og enhver anden immateriel rettighed til de leverancer, som konsulentfirmaet frembringer i forbindelse med opgavens løsning, herunder rapporten, eventuelle delrapporter, data, bilag og andet eventuelt undersøgelsesmateriale. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens erhvervelse af rettighederne sker løbende i takt med konsulentfirmaets udfærdigelse af materialet.
11.2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, hvorvidt afrapporteringen skal offentliggøres, og har eneret til at publicere resultaterne af undersøgelserne og kan desuden anvende rapporten og resultaterne helt eller delvist i alle sammenhænge, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen finder det relevant.
11.3 Konsulentfirmaet har brugsret til generel kompetence oparbejdet i forbindelse med opgavens løsning.
2 Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
11.4 Konsulentfirmaet skal sikre de nødvendige rettigheder og tilladelser, som er en forudsætning for løsning af opgaven. Konsulentfirmaet indestår for, at opfyldelsen af denne kontrakt ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder ejendomsret eller immaterielle rettigheder. Konsulentfirmaet holder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skadesløs for ethvert krav, der måtte opstå som følge af, at tredjemandsrettigheder ikke er clearet.
12. Arbejdsklausul
12.1 Konsulentfirmaet skal sikre, at ansatte i konsulentfirmaet og hos eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde kontrakten, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske områ de. Konsulentfirmaet skal orientere de ansatte, som medvirker til at opfylde kontrakten, om de gældende arbejdsvilkår.
12.2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til enhver tid udbede sig relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne lever op til den forpligtelse, som arbejdsklausulen fastsætter.
12.3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve, at konsulentfirmaet – efter skriftligt påkrav herom – inden for 10 arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation såsom løn- og timesedler, lønregnskab og ansættelseskontrakter.
12.4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for sin vurdering af, om konsulentfirmaet har overholdt klausulen, søge rådgivning hos relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer.
12.5 Hvis konsulentfirmaet ikke overholder sine forpligtelser i medfør af arbejdsklausulen, og hvis dette medfører et berettiget krav på yderligere løn fra de ansatte, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbageholde honorar med henblik på at tilgodese sådanne krav.
12.6 Konsulentfirmaet kan endvidere pålægges at betale en bod på 15 % af honoraret, hvis arbejdsklausulen ikke overholdes.
13. Opsigelse
13.1 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan med 2 ugers varsel opsige kontrakten mod at betale konsulentfirmaet for det arbejde udført op til tidspunktet for opsigelsens ikrafttræden.
13.2 Konsulentfirmaet overdrager i dette tilfælde det materiale og de data, der er produceret i forbindelse med opgaven til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Xxxxxxxx sker til konsulentfirma på baggrund af udspecificeret timeopgørelse.
13.3 Konsulentfirmaet vil derudover ikke være berettiget til nogen anden form for godtgørelse eller erstatning, herunder erstatning for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab, øvrigt vederlag eller lignende.
14. Misligholdelse
14.1 Misligholder en part sine forpligtelser i henhold til denne kontrakt tillægges den anden part misligholdelsesbeføjelser efter dansk rets almindelige regler.
14.2 Hver part er forpligtet til straks ved enhver opstået misligholdelse, eller når misligholdelse må påregnes at opstå, skriftligt at meddele den anden part dette samt årsag hertil, og hvornår misligholdelsen forventes afhjulpet.
14.3 Såfremt en part i væsentlig grad eller gentagne gange har misligholdt sine forpligtelser i henhold til denne kontrakt uden, at der isoleret set foreligger væsentlig misligholdelse, kan den anden part skriftligt ophæve denne kontrakt
14.4 Følgende forhold anses altid for væsentlig misligholdelse, der berettiger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til ved skriftlig meddelelse til konsulentfirmaet med øjebliklig virkning at ophæve kontrakten:
• Konsulentfirmaet indleder rekonstruktionsforhandlinger, eller der sker væsentlige forringelser af konsulentfirmaets økonomiske forhold i øvrigt, der bringer kontraktens rette opfyldelse i fare.
• Konsulentfirmaets konkurs, såfremt konkursboet ikke på baggrund af skriftlig henvendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden 10 arbejdsdage tilkendegiver, at boet indtræder i nærværende kontrakt.
• Konsulentfirmaet ophører med den virksomhed, som aftalen vedrører, eller der indtræder andre omstændigheder, der bringer kontraktens rette opfyldelse i fare.
15. Erstatningsansvar og ansvarsforsikring
15.1 Parterne er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler.
Parterne kan dog ikke kræve erstatning for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Denne begrænsning i erstatningsansvaret bortfalder dog ved ansvarspådragende handlinger eller undladelser, der kan tilregnes parten som groft uagtsomme eller forsætlige.
15.2 Hver parts samlede erstatningsansvar i henhold til denne kontrakt kan maksimalt udgøre et beløb svarende til 2 gange honoraret inklusiv vederlag for evt. udnyttede optioner.
15.3 Konsulentfirmaet skal i hele kontraktens løbetid opretholde en ansvarsforsikring, som dækker de skader, som medarbejderne kan forvolde i forbindelse med løsning af opgaven, samt være forsikret mod fejlagtig rådgivning, hvis kontrakten omfatter en rådgivningsopgave. Forsikringens(-ernes) dækningsomfang skal stå i rimeligt forhold til opgavens størrelse og svare til det sædvanlige i branchen. Konsulentfirmaet skal desuden have tegnet en lovpligtig arbejdsskadeforsikring for medarbejderne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til enhver tid anmode om dokumentation for opfyldelse af forsikringskrav.
16. Force majeure
16.1 En part er i henhold til denne kontrakt ikke ansvarlig over for den anden part så vidt forholdet skyldes forhold, der ligger uden for partens kontrol, og som parten ikke ved denne kontrakts indgåelse burde have taget i betragtning og ej heller efter kontraktens indgåelse burde have undgået eller overvundet.
16.2 Den, der ønsker at påberåbe sig force majeure, skal give skriftlig meddelelse herom uden ugrundet ophold, dog senest 5 arbejdsdage efter force majeure er indtrådt.
16.3 Varer en force majeure–situation i mere end 40 arbejdsdage, eller er force majeure–situationen af en sådan karakter eller har en sådan varighed, at kontraktens endelige opfyldelse må anses for umulig, er den anden part berettiget til at bringe denne kontrakt til ophør uden varsel. Ingen af parterne kan gøre krav gældende i anledning heraf.
17. Overdragelse
17.1 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser under denne kontrakt til en anden offentlig myndighed.
17.2 Konsulentfirmaet kan ikke overdrage sine rettigheder eller forpligtelser under denne kontrakt helt eller delvist til tredjemand, med mindre Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har givet sit skriftlige samtykke hertil.
18. Aftaleændringer
18.1 Eventuelle ændringer eller tilføjelser til denne kontrakt kan kun ske ved skriftlig aftale mellem parterne, og kan desuden kun ske under iagttagelse af de til enhver tid gældende udbudsregler.
19. Tvister
19.1 Denne kontrakt er undergivet dansk ret.
19.2 Såfremt der opstår uoverensstemmelse mellem parterne i forbindelse med nærværende kontrakt, skal parterne med en positiv, samarbejdende og ansvarlig holdning søge at indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten.
19.3 Hvis forhandlingerne mellem parterne ikke kan løse tvisten, skal tvisten endeligt afgøres ved Københavns Byret.
20. Uvildighed
20.1 Konsulentfirmaet bekræfter ved sin underskrift, at konsulentfirmaet, dets medarbejdere og eventuelle underleverandører er uafhængige af økonomiske interesser i forhold til de markeder, områder mv., der undersøges under nærværende kontrakt.
20.2 Konsulentfirmaet bekræfter desuden, at dets virksomhed eller eventuelle underleverandørers virksomhed ikke i øvrigt vil give anledning til tvivl om konsulentfirmaets fuldstændige uvildighed eller stride mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens interesser.
20.3 Konsulentfirmaet har pligt til straks at underrette Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der under arbejdet opstår tvivl om konsulentfirmaets eller eventuelle underleverandørers uvildighed.
21. Underskrifter
21.1 Denne kontrakt er udarbejdet i to eksemplarer, hvoraf hver part modtager et eksemplar
For Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen | For <konsulentfirmaets navn> |
Den | Den |
22. Bilag til kontrakten
Bilag 1: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opgavebeskrivelse, af <indsæt dato>
Bilag 2: Konsulentfirmaets tilbud, af <indsæt dato>