Vejledning til Tryghedspuljen
Vejledning til Tryghedspuljen
Hvorfor en Tryghedspulje?
Tryghedspuljen er et samarbejde mellem KL og Forhandlingsfællesskabet. Målet med Tryghedspuljen er at yde en ekstra indsats, når medarbejdere bliver afskediget som følge af den stramme kommunale økonomi.
Overenskomstparterne er enige om, at når en medarbejder afskediges, skal kommunen undersøge muligheden for at omplacere den pågældende til en anden stilling. Opmærksomheden henledes også på, at etablering af jobbank er et muligt redskab til at sikre tryghed til afskedigede medarbejdere, samt som grundlag for fremadrettet rekruttering.
Behovet for en Tryghedspulje er opstået som følge af de økonomiske ændringer i kommunerne. Budgetbesparelser, organisationsændringer, lukning af institutioner og kapacitetsmæssige ændringer har kostet arbejdspladser, og der er derfor opstået et behov for fortsat fokus på tryghed for den enkelte medarbejder.
Puljen giver mulighed for at søge midler til bl.a. kompetenceudvikling, efteruddannelse, karriererådgivning eller sparring, hvis medarbejderen bliver afskediget som konsekvens af kommunernes stramme økonomi.
Hvem kan modtage midler fra Tryghedspuljen?
Midlerne kan søges til medarbejdere, der er ansat på overenskomst under Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), FOA, BUPL, Forhandlingskartellet samt Sundhedskartellet.
Følgende organisationer under OAO er omfattet: Blik og Rør, Dansk El forbund, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, 3F, HK/Kommunal, Malerforbundet, Serviceforbundet, Socialpædagogerne og Teknisk Landsforbund.
Følgende organisationer under Forhandlingskartellet er omfattet: Søfartens Ledere, Danske Skov- og Landskabsingeniører og Have- og Parkingeniører, Kort- og Landmålingsteknikernes Forening, Frederiksberg Kommunalforening, HI – Organisation for ledende medarbejdere i idræts-, kultur- og fritidssektoren, LederForum, Det Offentlige Beredskabs Landsforbund, Konstruktørforeningen, Gentofte Kommunalforening, Dansk Musiker Forbund og Maskinmestrenes Forening.
Følgende organisationer under Sundhedskartellet er omfattet: Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen, Jordemoderforeningen og Kost & Ernæringsforbundet.
Det er medarbejdere, der er afskediget, men endnu ikke fratrådt, der kan søge om midler fra Tryghedspuljen.
For at kunne søge midler fra Tryghedspuljen skal medarbejderen desuden være ansat på en overenskomst med en af de nævnte organisationer indenfor Forhandlingsfællesskabets forhandlingsområde i:
1. KL’s forhandlingsområde
2. Selvejende dag- og/eller døgninstitutioner - dog for Københavns Kommunes vedkommende alle selvejende institutioner m.v. - som kommunen har indgået driftsoverenskomst med og som er omfattet af kommunale overenskomster og
3. Naturgasselskaber og andre fælleskommunale virksomheder
4. Serviceaftalevirksomheder
Midler fra Tryghedspuljen kan søges til medarbejdere, der er blevet afskediget som følge af besparelser, organisationsændringer, lukning af institutioner/nedlæggelser af arbejdspladser og kapacitetsændringer.
Medarbejdere skal have frihed med sædvanlig løn i forbindelse med deltagelse i de aktiviteter, som Tryghedspuljen bevilger midler til.
Hvilke aktiviteter kan der søges midler til?
Midlerne fra Tryghedspuljen er et supplement til de muligheder kommunen i forvejen tilbyder afskedigede medarbejdere. Det er derfor ikke muligt at søge om midler til at finansiere allerede eksisterende tilbud.
Der kan søges om midler fra Tryghedspuljen til følgende aktiviteter:
• Kompetenceudvikling og efteruddannelse
• Karrieresparring og -afklaring, realkompetencevurdering
• Individuel rådgivning ift. personlige og arbejdsmæssige udfordringer, som opstår med baggrund i afskedigelsen
Valget af aktivitet træffes i fællesskab mellem den enkelte leder og medarbejder, så det opfylder de ønsker, den enkelte medarbejder har. Der kan hentes gode råd og ideer fra kommunens HR- og personalekontor eller tillidsrepræsentanten.
Ved udfyldelse af ansøgningen skal det anføres, hvilken aktivitet der søges midler til. Dette sker ved at angive aktiviteten og udbyder.
Det er et krav, at aktiviteten udbydes af en ekstern leverandør – og altså ikke af kommunen selv.
Midler fra Tryghedspuljen kan ikke bruges til at dække vikarudgifter og lignende eller til finansiering af kriseberedskab.
Parterne anbefaler ikke nogle aktiviteter frem for andre og har heller ikke indgået samarbejde med virksomheder, der tilbyder at levere ydelser til de berørte medarbejdere.
Hvor mange midler kan man søge?
Det samlede beløb for aktiviteter må ikke overstige 10.000 kroner pr. medarbejder. Det er muligt at søge om midler til flere aktiviteter.
Hvordan ansøger man?
Ansøgning om midler fra Tryghedspuljen sker elektronisk på hjemmesiden xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx.
Ansøgningen skal underskrives af den afskedigede medarbejder, dennes nærmeste leder samt den relevante tillidsrepræsentant. Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant/fællestillidsrepræsentant for området, er det den lokale afdeling for den forhandlingsberettigede organisation, der skal underskrive ansøgningen. Det er typisk den samme, som der forhandles lokal løn med.
Ansøgningen bliver afvist, hvis det underskrevne dokument ikke er vedhæftet og underskrevet af alle tre parter.
Du vil blive guidet gennem processen, når du udfylder ansøgningsskemaet
Hvornår kan der søges?
Det er muligt at søge om midler fra Tryghedspuljen fra 1. april 2013.
Det betyder, at medarbejdere, der er blevet afskediget, men som endnu ikke er fratrådt 31. marts 2013, kan søge om midler fra Tryghedspuljen i den resterende del af opsigelsesperioden.
Aftalen om Tryghedspuljen er midlertidig og ophører den 31. marts 2018.
Medarbejdere, der afskediges før den 1. april 2018, men som endnu ikke er fratrådt, har mulighed for at søge midler fra puljen i opsigelsesperioden – også efter den 1. april 2018.
Ansøgningen behandles indenfor 14 dage efter modtagelse.
Hvordan udbetales midlerne?
På ansøgningsskemaet oplyses det kontonummer, som midlerne skal udbetales til. Har arbejdspladsen ikke en selvstændig bankkonto til formålet, kan man eksempelvis benytte forvaltningens bankkonto. Midlerne vil blive udbetalt indenfor 14 dage efter, at ansøgningen er modtaget.
Kommunerne håndterer de enkelte institutioner og arbejdspladsers økonomi forskelligt. Hvis det er et centralt kontonummer, der benyttes, er det vigtigt, at alle parter er opmærksomme på, at der er en udbetaling på vej, så midlerne ikke forsvinder i systemet.
Kontakt:
Ledere kan for yderligere spørgsmål til de konkrete tilfælde rette henvendelse til kommunens HR- og personaleafdeling. For fortolkningsspørgsmål vedr. vejledningen kan der rettes henvendelse til Xxxx Xxxxxxx, KL – xxx@xx.xx, tlf: 0000 0000
Medarbejdere og tillidsrepræsentanter kan for yderligere spørgsmål til de konkrete tilfælde samt fortolkningsspørgsmål vedr. vejledningen, rette henvendelse til Xxxxx X. Xxxxxxxxxx, OAO – xxx@xxx.xx, tlf: 00 00 00 00. Se mere på xxx.xxx.xx/xxxxxxxxxxxxxx.
Hele aftalen mellem KL og Forhandlingsfællesskabet samt en vejledning til at udfylde ansøgningen kan findes på xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx.
Har du problemer med at anvende den digitale ansøgningsblanket eller spørgsmål til systemet, kan du kontakte:
E-mail: xxxxxxx@xxx.xx Telefon: 0000 0000