VEDTÆGT
VEDTÆGT
§ 1. NAVN
Stk. 1. Pensionskassens navn er Arkitekternes Pensionskasse.
§ 2. FORMÅL
Stk. 1. Pensionskassens formål er at drive pensionskassevirksomhed, herunder at yde medlemmerne alders-, invalide-, ægtefælle- og børnepension i overensstemmelse med de i regulativ om medlemmernes rettigheder og pligter fastsatte regler.
Stk. 2. Pensionskassen kan efter nærmere retningslinjer tegne ophørende forsikringer for medlemmerne.
Stk. 3. Pensionskassen er en selvstændig institution, hvis midler ikke må anvendes til andre formål end de i denne vedtægt nævnte.
§ 3. MEDLEMMER
Stk. 1. Som medlemmer af pensionskassen optages
a) enhver arkitekt, der kan optages i Akademisk Arkitektforening AA,
b) enhver designer med en bachelor eller kandidatuddannelse (cand. design.) eller en tilsvarende uddannelse,
c) personer, der er omfattet af en aftale eller en overenskomst indgået mellem en arbejdsgiver og Forbundet for Arkitekter og Designere (FAOD).
d) ansatte i rådgivende arkitektvirksomhed, som er ordinært medlem af eller associeret Danske Arkitektvirksomheder, og/eller hvis indehavere er medlem af Akademisk Arkitektforening AA, samt medarbejdere ansat i de til arkitektfaget knyttede foreninger eller institutioner, når arbejdsgiveren i henhold til pensionsaftale med Arkitekternes Pensionskasse skal indbetale pensionsbidrag til pensionskassen.
Stk. 2. Medlemmerne hæfter ikke personligt for pensionskassens forpligtelser.
§ 4. ORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk.1. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned.
Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes i Københavns Kommune eller i en til Københavns Kommune tilgrænsende kommune. Efter generalforsamlingens bestemmelse kan den næstfølgende ordinære generalforsamling afholdes på et nærmere angivet andet sted her i landet.
Stk. 3. Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for afviklingen af generalforsamlingen.
§ 5. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis bestyrelsen eller en af revisorerne finder det hensigtsmæssigt, samt når det til behandling af et bestemt emne skriftligt begæres af 5 % af dem, der på begæringstidspunktet er medlemmer af pensionskassen.
Stk. 2. Begæring om afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling skal ledsages af forslag til dagsorden, hvori angives, hvilke emner, der ønskes behandlet.
Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes i Københavns Kommune eller i en til Københavns Kommune tilgrænsende kommune.
§ 5a. ELEKTRONISK GENERALFORSAMLING
Bestyrelsen kan, når den anser det for hensigtsmæssigt, og generalforsamlingen kan afvikles på betryggende vis, bestemme, at generalforsamlingen udelukkende skal foregå elektronisk (fuldstændig elektronisk generalforsamling). Bestyrelsen kan herudover under samme forudsætninger tilbyde medlemmerne at deltage elektronisk på generalforsamlinger, der i øvrigt gennemføres ved fysisk fremmøde (delvis elektronisk generalforsamling). Medlemmerne kan derved elektronisk deltage i, ytre sig samt stemme på generalforsamlingen. Nærmere oplysninger vedrørende tilmelding og procedurer for deltagelse vil kunne findes på pensionskassens hjemmeside og i indkaldelsen til generalforsamlingen.
§ 6. INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Indkaldelse til alle generalforsamlinger skal foretages med højst 4 ugers og mindst 2 ugers varsel.
Stk. 2. Såfremt begæring om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling fremsættes af medlemmerne i henhold til § 5, skal en sådan indkaldelse udsendes inden 2 uger efter modtagelsen af begæringen.
Stk. 3. Indkaldelse til generalforsamling sker ved skriftlig indkaldelse til hvert medlem
Stk. 4. Såfremt generalforsamlingen gennemføres fuldstændigt eller delvist elektronisk, jf. vedtægternes § 5 a, skal indkaldelsen tillige indeholde oplysning derom samt om tilmelding og de nærmere krav til de elektroniske systemer, som skal anvendes ved elektronisk deltagelse i generalforsamlingen.
Indkaldelsen skal tillige angive, at de nærmere oplysninger om fremgangsmåden i forbindelse med elektronisk deltagelse i generalforsamlingen vil kunne findes på selskabets hjemmeside.
§ 7. DAGSORDENENS INDHOLD
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse og godkendelse af årsrapport.
4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne.
5. Valg til bestyrelse.
6. Valg af revision.
7. Eventuelt.
§ 8. EMNER TIL DAGSORDENEN
Xxxxxxx medlem har ret til at kræve et bestemt emne optaget på en ordinær generalforsamlings dagsorden. For at et emne kan sættes på en ordinær generalforsamling, skal begæring herom være pensionskassen i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen.
§ 9. DAGSORDENENS OFFENTLIGGØRELSE
Stk. 1. Dagsordenen sammen med det væsentligste indhold af de forslag, der agtes fremsat på generalforsamlingen, fremsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Stk. 2. Senest 2 uger før generalforsamlingen fremlægges dagsordenen og de fuldstændige forslag, samt for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige årsregnskab og revisions påtegning på pensionskassens hjemmeside.
§ 10. ADGANG TIL GENERALFORSAMLINGEN
Stk. 1. Til generalforsamlingen har ethvert medlem adgang. Pensionskassens direktør, aktuar og revisorer har
- selv om de ikke er medlemmer - ret til at overvære generalforsamlingen og fremsætte deres synspunkter. Bestyrelsen kan invitere gæster til at overvære generalforsamlingen.
Stk. 2. Akademisk Arkitektforenings og Forbundet for Arkitekter og Designeres bestyrelser har begge ret til at lade sig repræsentere på generalforsamlingen og fremsætte deres synspunkter.
§ 11. AFSTEMNINGER
Stk. 1. Kun medlemmer af pensionskassen har ret til at stemme på generalforsamlingen. Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal, bortset fra afgørelser om vedtægtsændringer og pensionskassens opløsning, jfr. §§ 26 og 27. Står stemmerne lige, bortfalder forslaget.
Stk. 2. Såfremt en beslutning om ændring af vedtægten eller regulativerne er truffet på generalforsamlingen, kan bestyrelsen på generalforsamlingen beslutte, at forslaget, uanset udfaldet af afstemningen på generalforsamlingen, sendes til urafstemning blandt samtlige af pensionskassens medlemmer, jf. § 14.
§ 12. FORHANDLINGSPROTOKOL
Stk. 1. Over forhandlingerne på generalforsamlingerne føres en protokol, der skal underskrives af dirigenten.
Stk. 2. Senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse skal generalforsamlingsprotokollen være tilgængelig for medlemmerne på pensionskassens hjemmeside.
§ 13. BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING
Stk. 1. Bestyrelsen består af 7 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. 4 bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt pensionskassens medlemmer på generalforsamlingen.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges efter tur for 3 år ad gangen. Kandidaterne opstilles på generalforsamlingen af bestyrelsen eller af mindst 5 medlemmer af pensionskassen.
Stk. 3. 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Akademisk Arkitektforening for en periode på 3 år.
Stk. 4. 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Forbundet for Arkitekter og Designere (FAOD) for en periode på 3 år.
Stk. 5. 1 bestyrelsesmedlem vælges af pensionskassens medlemmer på generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen for en af bestyrelsen fastsat periode. Bestyrelsesmedlemmet skal opfylde de nødvendige kvalifikationer til at være sagkyndigt medlem af revisionsudvalget.
Stk. 6. Såfremt der til et ledigt mandat, efter stk. 2, kun opstilles eller fastholdes 1 kandidat, er denne valgt. I modsat fald afgøres valget ved urafstemning blandt samtlige medlemmer.
Stk. 7. Genudpegning og genvalg kan finde sted.
Stk. 8. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og skal nedsætte et revisionsudvalg med et sagkyndigt bestyrelsesmedlem.
Stk. 9. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en næstformand.
Stk. 10. Bestyrelsens medlemmer må ikke være knyttet til kassens administration.
Stk. 11. Såfremt et valgt medlem af bestyrelsen går af før valgperiodens udløb, vælges i forbindelse med førstkommende generalforsamling et nyt medlem for resten af den afgåendes valgperiode.
§ 14. URAFSTEMNING
Urafstemning kan ske efter følgende regler:
a) Afstemning efter § 11, stk. 2, og valg til bestyrelsen efter § 13, stk. 6, sker via urafstemning.
b) Ved urafstemning gælder samme afstemningsregler som på generalforsamlingen.
c) Urafstemning kan ske elektronisk.
d) Urafstemningen gennemføres under revisionens kontrol.
e) Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for afholdelse af urafstemning.
§ 15. ELEKTRONISK KOMMUNIKATION
Stk. 1. Pensionskassen kan anvende elektronisk dokumentudveksling samt elektronisk post i kommunikation mellem pensionskassen og medlemmerne vedrørende alle meddelelser og dokumenter. Dette omfatter indkaldelse af medlemmerne til ordinær og ekstraordinær generalforsamling med bilag, herunder dagsorden, de fuldstændige forslag til vedtægtsændringer, årsrapport, lønpolitik m.v. samt øvrige generelle oplysninger fra pensionskassen til medlemmerne samt valgkort i forbindelse med urafstemning. Pensionskassen kan altid benytte almindelig brevpost som alternativ til elektronisk kommunikation.
Stk. 2. Oplysning om kravene til de anvendte systemer og om fremgangsmåden ved elektronisk kommunikation kan fås ved henvendelse til pensionskassen.
Stk. 3. Materialet omfattet af stk. 1, 2. pkt., offentliggøres desuden på pensionskassens hjemmeside.
Stk. 4. Medlemmet kan på anmodning få fremsendt alle meddelelser og dokumenter som brevpost. Hvis et medlem har beskyttet eller hemmelig adresse, som ikke er oplyst til pensionskassen, kan pensionskassen ikke sende alle meddelelser og dokumenter som brevpost.
§ 16. BESTYRELSENS HVERV
Stk. 1. Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af pensionskassen i overensstemmelse med denne vedtægt og lovgivningens bestemmelser.
Stk. 2. Bestyrelsen påser, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på en efter pensionskassens forhold tilfredsstillende måde.
Stk. 3. Til varetagelse af pensionskassens daglige ledelse ansætter bestyrelsen en direktør, der sammen med bestyrelsen skal sørge for en forsvarlig organisering af pensionskassens virksomhed.
§ 17. BESTYRELSESMØDER
Stk. 1. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelse om udførelsen af sit hverv.
Stk. 2. Formanden for bestyrelsen drager omsorg for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt. Et medlem af bestyrelsen eller direktøren kan forlange, at bestyrelsen indkaldes.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når behørig indkaldelse har fundet sted, og når over halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.
Stk. 4. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal, ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5. Over forhandlingerne i bestyrelsen føres en protokol, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer, der har været til stede.
§ 18. DIREKTIONENS HVERV
Stk. 1. Det påhviler direktøren at følge de af bestyrelsen meddelte retningslinjer og anvisninger.
Stk. 2. Direktøren skal drage omsorg for, at pensionskassens bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde.
Stk. 3. Direktøren skal tillige drage omsorg for, at pensionskassen råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af tekniske reserver m.v. og i forbindelse hermed ansætte en af Finanstilsynet godkendt ansvarshavende aktuar.
Stk. 4. Direktøren antager inden for de af bestyrelsen godkendte budgetmæssige rammer den fornødne lønnede medhjælp til kassens administration.
§ 19. RETSHANDLER
Stk. 1. Medlemmer af bestyrelsen og direktøren repræsenterer kassen udadtil.
Stk. 2. Pensionskassen forpligtes ved underskrift af mindst 3 medlemmer af bestyrelsen, eller af direktøren i forening med formand eller næstformand.
Stk. 3. Bestyrelsen er berettiget til at meddele kollektiv prokura, herunder til disposition over fast ejendom.
§ 20. TAVSHEDSPLIGT
Bestyrelsens medlemmer, direktøren og xxxxxxx ansatte personale er forpligtet til at behandle sager vedrørende det enkelte medlems forhold, sager om kassens forretningsmæssige dispositioner og personaleforhold fortroligt.
§ 21. REVISION
Stk. 1. Pensionskassens årsrapport revideres i overensstemmelse med gældende lovgivning af en eller flere statsautoriserede revisorer eller et statsautoriseret revisionsfirma.
Stk. 2. Hvis der ikke vælges et revisionsfirma med flere partnere, skal der også vælges suppleanter.
Stk. 3. Revisorerne/revisionsfirmaet vælges på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen og deres hverv løber frem til afslutningen af den ordinære generalforsamling, der afholdes efter udløbet af det regnskabsår, for hvilket de er valgt.
§ 22. ÅRSRAPPORT
Stk. 1. Årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i lov om finansiel virksomhed.
Pensionskassens regnskabsår er kalenderåret.
§ 23. PENSIONSHENSÆTTELSER MV.
Stk. 1. Pensionshensættelserne dækker pensionskassens fremtidige pensionsforpligtelser overfor medlemmerne. Det forsikringstekniske grundlag fastlægger nærmere retningslinjer for hensættelsernes opgørelse og fordeling samt for resultatfordelingen.
Stk. 2. Pensionskassens medlemskonti og særlige bonuskonti opfylder de krav, der stilles i lovgivningen for at kunne medregnes ved opgørelsen af pensionskassens basiskapital.
Stk. 3. Underskud, der ikke kan dækkes af pensionskassens reserver, medfører nedsættelse af pensionerne.
§ 24. MIDLERNES ANBRINGELSE
Midler til dækning af de pensionsmæssige hensættelser anbringes og registreres i overensstemmelse med reglerne i lov om finansiel virksomhed.
§ 25. AFGØRELSE AF TVISTER
Klager over afgørelser truffet af pensionskassen kan indbringes for Ankenævnet for Forsikring. Afgørelser truffet af pensionskassen kan også indbringes for domstolene eller for en voldgiftsret efter reglerne i lov nr. 553 af 24. juni 2005 om voldgift med senere ændringer.
§ 26. ÆNDRINGER AF VEDTÆGT OG PENSIONSREGULATIVER
Stk. 1. Beslutning om ændring i vedtægterne træffes på generalforsamlingen.
Stk. 2. Beslutning om ændring i pensionsregulativer om medlemmernes rettigheder og pligter træffes af generalforsamlingen, medmindre denne i specielle tilfælde giver bestyrelsen bemyndigelse til at træffe beslutningen.
Stk. 3. Beslutninger ifølge stk. 1 er kun gyldige, hvis de tiltrædes af mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 27. PENSIONSKASSENS OPLØSNING
Stk. 1. Beslutning om opløsning af pensionskassen uden likvidation ved overdragelse som helhed af alle pensionskassens aktiver og passiver til en anden pensionskasse eller et forsikringsselskab kan finde sted ved en generalforsamlingsbeslutning, såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for det, og såfremt beslutningen godkendes af Akademisk Arkitektforening og af Forbundet for Arkitekter og Designere (FAOD).
Stk. 2. Opløsning af pensionskassen i øvrigt kan ikke finde sted uden samtykke af hvert enkelt medlem, medmindre pensionskassebestanden forinden er overført til en anden pensionskasse eller et forsikringsselskab, eller pensionskassebestanden er taget under administration, jfr. Lov om Finansiel virksomhed.
§ 28. IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER
Stk. 1. Denne vedtægt trådte i kraft den 1. oktober 1983. Vedtægten blev senest ændret på generalforsamlingen den 13. april 2021 med ikrafttræden fra vedtagelsen.