Vilkår for Navneserveransvarlige
Vilkår for Navneserveransvarlige
1. Formål
Nærværende vilkår fastlægger pligter og rettigheder for validering og registrering af såvel Navneservere som Navneserveransvarlig herunder i forbindelse med varetagelse af DNSSEC for registranter.
2. Definitioner
Aftalen: Den aftale om den Navneserveransvarliges pligter og rettigheder for validering og registrering af Navneservere og varetagelse af DNSSEC for registranter, der indgås mellem DK Hostmaster A/S (herefter DK Hostmaster) og den Navneserveransvarlige. Aftalen udgøres af nærværende vilkår sammen med den underskrevne host-ansøgning og DK Hostmasters meddelelse om retten til at være Navneserveransvarlig.
DIFO: Forkortelse for Dansk Internet Forum (xxx.xxxx.xx), som er den forening, der har ansvaret for registrering og ibrugtagning af domænenavne under top level domænet .dk.
DNS: Forkortelse for Domain Name System, som bygger på en hierarkisk og distribueret styring af Domænenavne og IP-adresser til brug for kommunikation på det IP-baserede netværk, internet.
Strukturen sikrer et funktionsdygtigt system, og at Domænenavne er unikke og universelt tilgængelige. (RFC 1034 og RFC 1035 – begge med tilhørende ændringer).
DNSSEC: Forkortelse for Domain Name System Security Extensions. DNSSEC er en sikkerhedsforanstaltning, der muliggør verificering af rigtigheden af svaret på en DNS-forespørgsel.
Navneserver: En computer, der har såvel den software som de data (DNS records), der skal til for at delegerede Domænenavne kan resolvere til de relevante IP-adresser.
Navneserveransvarlig: Den fysiske eller juridiske person, der tildeles retten til at validere og registrere Navneservere under Aftalen.
Nøgleansvarlig: En fysisk eller juridisk person, som håndterer transaktioner, som indebærer ændringer i opsætning og indhold af krypteringsnøgler for DNSSEC. Den navneserveransvarlige er som hovedregel den nøgleansvarlige, men registranten kan til enhver tid altid indgå som nøgleansvarlig selv.
Parterne: DK Hostmaster og den Navneserveransvarlige.
Registrant: En fysisk eller juridisk person, som ved registrering hos DK Hostmaster via en Registrator, har erhvervet brugsret til et domænenavn.
Registrator: En fysisk eller juridisk person, der er godkendt af DK Hostmaster til at kunne registrere andenordens domænenavne under top level domænet .dk for sig selv eller andre.
3. Godkendelse som Navneserveransvarlig under .dk-domænet
Enhver fysisk eller juridisk person kan ansøge DK Hostmaster om at blive godkendt som
Navneserveransvarlig under .dk-domænet ved at indsende en host-ansøgning. DK Hostmaster skal godkende de Navneservere, den Navneserveransvarlige ønsker valideret og registreret. Formular for host-ansøgning er tilgængelig fra hjemmesideadressen xxx.xx-xxxxxxxxxx.xx.
Host-ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
• Ansøgerens navn, evt. selskabsform, adresse og telefonnummer,
• Servernavn og IP-nummer for den server, ansøgningen vedrører,
• Navnet på den fysiske person eller klart identificerbare funktion hos ansøgeren, hvortil henvendelse kan rettes,
• E-mail-adresse på ovennævnte person eller funktion.
For at DK Hostmaster kan godkende en Navneserveransvarlig, kan DK Hostmaster kræve, at ansøgeren over for DK Hostmaster dokumenterer fornøden teknisk viden om DNS-funktioner, herunder om opsætning af domæner på en Navneserver.
Godkender DK Hostmaster ansøgeren som Navneserveransvarlig, registrerer DK Hostmaster den godkendte Navneserver og meddeler ansøgeren om retten til at være Navneserveransvarlig under
.dk-domænet for denne Navneserver. Afviser DK Hostmaster ansøgningen, kan ansøgeren indklage DK Hostmasters afgørelse til DIFO.
4. Den Navneserveransvarliges forpligtelser
4.1 Pligt til zoneoverførsel
I særlige tilfælde kan DK Hostmaster have behov for via en zoneoverførsel at validere en eller flere zoner på den Navneserveransvarliges Navneservere. I disse tilfælde fremsender DK Hostmaster et skriftligt krav pr. fax, brev eller e-mail om zoneoverførsel til den Navneserveransvarlige. På baggrund af det skriftlige krav skal den Navneserveransvarlige uden ugrundet ophold give DK Hostmaster adgang til de angivne zoner via AXFR på TCP port 53. Sker dette ikke, er DK Hostmaster berettiget til hæve Aftalen uden varsel, jf. pkt. 11.4.
DK Hostmaster udfører valideringen på det domæne, som Navneserveren ligger under.
4.2 Pligt til at stå til rådighed
Den Navneserveransvarlige forpligter sig til at stå til rådighed for DK Hostmaster for at besvare og afklare tekniske spørgsmål om opsatte DNS-servere. Ændrer den Navneserveransvarlige kontaktoplysninger (fysisk adresse, telefonnummer eller e-mail-adresse), skal den Navneserveransvarlige meddele dette til DK Hostmaster uden ugrundet ophold.
4.3 Kontrolforanstaltninger
Den Navneserveransvarlige skal underkaste sig de kontrolforanstaltninger, DK Hostmaster anser for nødvendige, for at sikre en forsvarlig løbende drift af DNS. DK Hostmaster kan efter eget valg gennemføre testen på en eller flere af de .dk-zoner, som den Navneserveransvarlige administrerer.
4.4 Fejlopsatte zoner
DK Hostmaster meddeler den Navneserveransvarlige om fejlopsatte zoner for en given Navneserver
i DK Hostmasters database over godkendte Navneservere via den angivne e-mail-adresse. DK Hostmaster anvender ikke SOA-recorden som kilde til den Navneserveransvarlige.
Den Navneserveransvarlige har pligt at rette fejlen inden 14 dage.
DK Hostmaster kan suspendere zonen fra .dk-domænet, hvis fejlen ikke er rettet inden for dette tidsrum. DK Hostmaster anmoder samtidig hermed Registranten af domænenavnet om at bringe forholdet i orden inden 8 uger.
4.5 DNSSEC
DK Hostmaster tilbyder sikkerhedsforanstaltningen DNSSEC. DK Hostmaster påser, at de krypteringsnøgler, som DK Hostmaster genererer til brug for DNSSEC på .dk-zonen, er valide og annonceres korrekt.
Brugen af DNSSEC indebærer ikke en udvidelse af DK Hostmasters ansvar for rigtigheden af DNS- oplysninger.
4.5.1DNSSEC i forhold til registranter
Den navneserveransvarlige kan håndtere DNSSEC nøgler på registrantens vegne. Det betyder, at den navneserveransvarlige kan melde nøgler ind til DK Hostmaster for sin respektive zone.
Den navneserveransvarlige bliver hermed nøgleansvarlig med de begrænsninger, der fremgår af DK Hostmasters Generelle Vilkår, herunder, at registranten til enhver tid selv kan framelde DNSSEC helt eller fravælge den navneserveransvarliges nøgler.
Såfremt den navneserveransvarlige opkræver betaling for DNSSEC af registranten, er den navneserveransvarlige forpligtet til at oplyse registranten om beløbet inden aftaleindgåelsen.
4.5.2 Tilmelding af DNSSEC
Tilmelding af DNSSEC kan foretages via de systemer, som DK Hostmaster stiller til rådighed i forbindelse med administrationen af domænenavne.
Det påhviler den navneserveransvarlige selv at:
• generere sine krypteringsnøgler til brug for DNSSEC,
• fremsende den offentlige nøgle af det genererede nøglesæt til DK Hostmaster, og
• publicere nøglerne i DNS.
Ansvaret for den navneserveransvarliges krypteringsnøgler og håndteringen af disse påhviler den navneserveransvarlige.
DK Hostmaster opkræver ikke betaling for tilslutning af DNSSEC af den navneserveransvarlige.
4.5.3 Redelegering
Ved redelegering af et domænenavn med tilknyttede DNSSEC-nøgler vil DNSSEC-service som hovedregel blive afbrudt, indtil en ny nøgleansvarlig og nye nøgler er registreret på domænenavnets stamoplysninger.
5. Udlevering af oplysninger om den Navneserveransvarlige
Den Navneserveransvarliges kontaktdata (navn, adresse og telefonnummer) vil altid være offentligt tilgængelige fra DK Hostmasters whois-database. Dette er en forudsætning for at fungere som Navneserveransvarlig, og den Navneserveransvarlige accepterer dette ved at tiltræde Aftalen.
6. Erstatning
Parterne er erstatningspligtige over for hinanden efter dansk rets erstatningsregler.
DK Hostmaster er ikke erstatningsansvarlig over for den Navneserveransvarlige for tab,
• der er indirekte, såsom tabt arbejdsfortjeneste, datatab og tilsvarende,
• der skyldes DK Hostmasters beslutning om at afvise en ansøgning om registrering af Navneservere,
• der skyldes DK Hostmasters beslutning om at slette en registrering af en Navneserver på grund af manglende overholdelse af Aftalen.
7. Uafhængige kontraktparter
DK Hostmaster og den Navneserveransvarlige erklærer at være uafhængige aftaleparter. Ingen af Parterne er på nogen måde berettigede eller autoriserede til at repræsentere den anden Part eller optræde som agent for denne.
8. Overdragelse af Aftalen
Den Navneserveransvarlige kan alene overdrage Aftalen eller sine rettigheder eller forpligtelser efter forudgående skriftligt samtykke herom fra DK Hostmaster.
9. Ændringer til Aftalen
Aftalen kan ensidigt ændres af DK Hostmaster med minimum 30 dages skriftligt varsel.
10. Meddelelse
Alle underretninger og meddelelser fra den Navneserveransvarlige til DK Hostmaster skal afgives skriftligt, herunder pr. telefax, brev eller e-mail, til DK Hostmasters til enhver tid værende key account-manager (kan via e-mail kontaktes på adressen xxxxxxxxxxx@xx-xxxxxxxxxx.xx).
11. Ophør
Aftalen løber, indtil den ophæves eller opsiges i henhold til nedenstående bestemmelser.
I tilfælde af Aftalens ophør, slettes de omfattede Navneservere.
11.1 Navneserveransvarliges opsigelsesadgang
Den Navneserveransvarlige kan opsige Aftalen skriftligt til udgangen af det kalenderår, der falder efter opsigelsen.
11.2 DK Hostmaster opsigelsesadgang
DK Hostmaster kan opsige Aftalen, hvis DK Hostmaster ophører som administrator for .dk- domænet.
Herudover kan DK Hostmaster kun opsige Aftalen, når saglige grunde foreligger, og da med et rimeligt varsel.
11.3 Navneserveransvarliges hæveadgang
I tilfælde af, at DK Hostmaster væsentligt misligholder Aftalen, er den Navneserveransvarlige berettiget til at hæve Aftalen med øjeblikkelig virkning, såfremt DK Hostmaster ikke berigtiger de hævebegrundende forhold senest ti (10) hverdage efter modtagelsen af et skriftligt påkrav.
11.4 DK Hostmasters hæveadgang
I tilfælde af, at den Navneserveransvarlige væsentligt misligholder Aftalen, herunder ikke lever op til sine forpligtelser under Xxxxxxx, og den Navneserveransvarlige ikke udbedrer forholdet senest ti
(10) hverdage efter modtagelsen af skriftligt påkrav, herunder pr. e-mail, er DK Hostmaster berettiget til at hæve Aftalen uden yderligere varsel.
Uagtet ovenstående, er DK Hostmaster berettiget til at hæve Aftalen uden varsel, hvis den Navneserveransvarlige ikke overfører zonen som anført i pkt. 4.1., eller hvis den Navneserveransvarlige i gentagende tilfælde ikke lever op til sine forpligtelser under Aftalen.
12. Lovvalg og værneting
Aftalen er undergivet dansk ret. Enhver uenighed eller tvist mellem Parterne om forståelsen og rækkevidden af Aftalen, eller som i øvrigt udspringer af Aftalen, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i København.
13. Aftalens ikrafttræden
Aftalen træder i kraft, når DK Hostmaster har godkendt ansøgeren som Navneserveransvarlig. Såfremt DK Hostmaster ikke godkender host-ansøgningen gælder bestemmelserne i nærværende vilkår om ansøgningsproceduren.
14. Sprog
Nærværende vilkår findes både på dansk og engelsk. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem de to versioner, skal den danske version være gældende.
Version 1.3
31. januar 2016