Samling af Afgørelser
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. SHARPSTON
fremsat den 20. september 20121
Sag C-419/11
Česká spořitelna as mod
Xxxxxx Xxxxxxxx
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Městký soud v Praze (Den Tjekkiske Republik))
»Kompetence — sager om kontraktforhold — kontrakt indgået af en forbruger — direktør for et selskab — kreditaftale indgået af selskabet — mangelfuldt udstedt egenveksel — aval — sted for forpligtelsens opfyldelse«
1. Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen om at fortolke reglerne for retternes kompetence som fastlagt i forordning (EF) nr. 44/20012. De faktiske omstændigheder i denne sag omhandler en egenveksel, der var udstedt i ufuldstændig form af et selskab, hvis hjemsted var i en medlemsstat, til fordel for en långiver med bopæl i den samme medlemsstat. Egenvekslen var ligeledes underskrevet af en fysisk person, der var knyttet til selskabet, men havde bopæl i en anden medlemsstat, som den, der påtog sig vekseludstederens forpligtelser (aval) 3. Er det i en sag med påstand om betaling i henhold til vekslen, der var anlagt mod den sidstnævnte person i den første medlemsstat, muligt for denne at gøre gældende, at den pågældende stats retter ikke har kompetence i sagen, med den begrundelse, at han er omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 15 og 16, som finder anvendelse på forbrugere? Såfremt dette ikke er tilfældet, er indehaveren af vekslen da berettiget til at anlægge sag i den stat, hvor egenvekslen skal betales – uanset den var udstedt i ufuldstændig form – med den begrundelse, at forpligtelsen i henhold til vekslen er omfattet af begrebet
»sager om kontraktforhold« i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1), litra a)?
Retsforskrifter
EU-lovgivning
2. Forordningen trådte i kraft den 1. marts 20024. Den erstattede hvad angår forholdet mellem medlemsstaterne 5 konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager 6 (herefter »Bruxelles-konventionen«).
1 — Originalsprog: engelsk.
2 — Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1) (herefter »forordningen«).
3 — Jf. nedenfor, punkt 14 og fodnote 9.
4 — Jf. artikel 76.
5 — Med undtagelse af Danmark. 6 — EFT 1978 L 304, s. 36.
DA
ECLI:EU:C:2012:586 1
3. 11., 12. og 13. betragtning til forordningen bestemmer:
»(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.
(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.
(13) For […] forbrugeraftaler […] er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«
4. Forordningens artikel 2, stk. 1, indeholder hovedreglen, hvorefter det er retterne i den kontraherende stat, hvor sagsøgte har bopæl, der har kompetencen.
5. Artikel 5 fastsætter en række delvise undtagelser til den nævnte regel. I det omfang den udstrækkes til at omfatte tvister om kontraktforhold, bestemmer den:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
— ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
— ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
(c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse
[…]«
6. De i artikel 5 fastlagte regler fungerer ikke sådan, at de udelukker, at der anlægges sag i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl. De giver blot et alternativt kompetencegrundlag i de sager, hvor de er relevante.
7. Artikel 15 og 16 indgår i forordningens afdeling 4, der har overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«. De har følgende ordlyd:
»Artikel 15
1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling […]:
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
[…] Artikel 16 […]
2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.
[…]«
8. Selv om forordningen erstattede Bruxelleskonventionen, har Domstolen fastslået, at dens fortolkning vedrørende konventionen også gælder for forordningen, når de to sæt bestemmelser kan anses for at være ækvivalente 7.
National ret
9. Afsnit I, § 75, i lov nr. 191/1950 (Zákon směnečný a šekový) (lov om trasserede veksler og checks, herefter »ZSS«) fastsætter visse formelle krav vedrørende en egenveksels gyldighed. Vekslen skal bl.a. indeholde et ubetinget løfte om at betale et bestemt beløb på et specificeret tidspunkt og et specificeret sted. I henhold til afsnit I, § 76, er en egenveksel, hvori de omhandlede krav ikke er opfyldt, ikke en gyldig egenveksel, med visse undtagelser.
10. I henhold til afsnit I, § 10, i ZSS har en egenveksel, som er udstedt i en mangelfuld form, kun
»forberedende« karakter. Når den efterfølgende færdiggøres, skal den behandles, som om den havde været en endelig veksel fra udstedelsestidspunktet. Der findes ingen regel i national ret, som gør en sådan veksel betinget af, at den er færdiggjort i overensstemmelse med en aftale om færdiggørelse heraf. Vekslen er således gyldig, selv om ihændehaveren færdiggør den på en måde, som adskiller sig fra aftalen om dens færdiggørelse. En ukorrekt færdiggørelse vil imidlertid som oftest give debitor en indsigelsesret.
11. I henhold til afsnit I, § 32, stk. 1 og 2, i ZSS, er den, der har påtaget sig vekseludstederens forpligtelse (aval), bundet på samme måde som den person, han er blevet kautionist for, og hans kautionserklæring har retsvirkning, selv hvis den forpligtelse, som han kautionerer for, ikke kan håndhæves, forudsat at grunden ikke er en formel mangel.
12. I henhold til national ret anses en egenveksel for at være en abstrakt sikkerhed, som ikke har kontraktmæssig karakter, selv om den kan være produktet i materiel form af den aftale, der ligger til grund for dens udstedelse 8.
7 — Dom af 23.4.2009, sag C-167/08, Draka NK Cables m.fl., Sml. I, s. 3477, præmis 20.
8 — Under retsmødet var der nogen diskussion om den præcise betydning af begrebet »abstrakt sikkerhed« i denne sammenhæng. Den diskussion bekræftede oplysningerne fra den nationale ret, før den gik over til nogle detaljerede, for ikke at sige komplekse, punkter vedrørende bl.a. muligheden for at overføre en egenveksel og virkningerne af en sådan overførsel. Der var imidlertid intet i den anden del af diskussionen, som vedrørte de spørgsmål, der omhandles i dette forslag til afgørelse, og derfor går jeg ikke længere med disse punkter.
De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
13. Den 28. april 2004 indgik Feichter-CZ s.r.o. (herefter »låntageren«), som er et selskab med hjemsted i Den Tjekkiske Republik, en aftale om løbende kredit (herefter »kreditaftalen«) med Česká Spořitelna a.s. (herefter »långiveren«) – sagsøger i hovedsagen – som har hjemsted i den samme medlemsstat. Lånefaciliteten i henhold til kreditaftalen blev stillet til rådighed med henblik på låntagerens erhvervsmæssige virksomhed. På samme dato udstedte og leverede låntager til långiver en egenveksel på 5 000 000 CZK (som udgør ca. 193 000 EUR beregnet efter de gældende vekselkurser).
14. Egenvekslen blev udstedt i en mangelfuld form, idet vekslens beløb, betalingsdatoen og betalingsstedet ikke var angivet. Den blev underskrevet på låntagers vegne af Xxxxxx Xxxxxxxx – sagsøgte i hovedsagen – i hans egenskab af låntagerens direktør. Han underskrev også som privatperson med angivelsen »pr. aval«, hvorved han påtog sig ansvaret for betaling af vekslen i overensstemmelse med dens betingelser 9. Ligesom Xxxxxx Xxxxxxxx var tæt knyttet til låntager, fordi han var hans direktør, var han også på tidspunktet, hvor aftalen blev indgået, en 60% aktionær i virksomheden 10.
15. Detaljerne vedrørende vekslens beløb, betalingsdatoen og betalingsstedet blev efterfølgende tilføjet af långiver i overensstemmelse med en aftale mellem långiver, låntager og Xxxxxx Xxxxxxxx (»tillægsaftalen«).
16. Selv om vekslen blev fremlagt til betaling på den rette dato på betalingsstedet, blev den ikke betalt.
17. Långiveren anlagde efterfølgende sag mod Xxxxxx Xxxxxxxx ved Městský soud v Praze (byretten i Prag) med påstand om betaling af hovedstolen i henhold til egenvekslen med en årlig rente på 6% af dette beløb fra den 28. maj 2008, og indtil betaling sker, og kommission på vekslen med 16 666 CZK (svarer til ca. 645 EUR beregnet efter gældende valutakurser).
18. Xxxxxx Xxxxxxxx har under retsforhandlingerne gjort indsigelse om, at Městský soud v Praze ikke har kompetence til at behandle og afgøre sagen. Grundlaget for indsigelsen er, at da han er en fysisk person, som har bopæl i Østrig, er enhver sag med påstand om pålæggelse af betaling i henhold til egenvekslen omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 15 og 16 om kompetence i sager om forbrugeraftaler og skal som følge heraf anlægges i Østrig.
19. Den nationale ret mener, at en afgørelse om fortolkningen af forordningens artikel 15 er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse om, hvorvidt den har kompetence i den sag, der er indbragt for den. På samme tid og af procesøkonomiske hensyn finder den, at den ligeledes bør søge vejledning i fortolkningen af forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), i det omfang den artikel er relevant for at bestemme kompetencen i hovedsagen, såfremt Domstolen fastslår, at artikel 15 ikke finder anvendelse. Retten har derfor besluttet at forelægge de følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen.
»1) Kan begrebet »en aftale indgået af en forbruger med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« som omhandlet i [forordningens] artikel 15, stk. 1, fortolkes således, at det udstrækkes til også at omfatte krav i henhold til en mangelfuldt udstedt egenveksel, der er rejst af modtageren mod den, der har påtaget sig vekseludstederens forpligtelser?
9 — »Aval« er blevet defineret som: »en skriftlig forpligtelse ved en vekseludsteder, -acceptant eller -endossent til, at vekslen bliver betalt ved udløb« (jf. xxxx://xxx.xxxxxxx-xxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxx/xxxx).
10 — Ifølge oplysninger forelagt af den tjekkiske regering i dens skriftlige indlæg og bekræftet under retsmødet (jf. xxxx://xxx.xxxxxxx.xx/xx).
2) Uanset om det første spørgsmål besvares bekræftende eller benægtende, kan begrebet »krav i forbindelse med sager om kontraktforhold« i [forordningens] artikel 5, nr. 1), litra a), da fortolkes således, at de – udelukkende henset til dokumentets indhold som sådan – også udstrækkes til krav i henhold til en mangelfuldt udstedt egenveksel, der er rejst af modtageren mod den, der har påtaget sig vekseludstederens forpligtelser?«
20. Der er indgivet skriftlige indlæg af långiveren, Den Tjekkiske Republik, Det Schweiziske Forbund 11 samt Europa-Kommissionen. Under retsmødet den 27. juni 2012 blev der afgivet mundtlige indlæg af Den Tjekkiske Republik og af Kommissionen.
Analyse
Indledende bemærkninger
Formaliteten
21. Ifølge långiveren bør Domstolen afvise det første spørgsmål, da det er rent hypotetisk. Som jeg forstår långiverens argumenter i den forbindelse, kan spørgsmålets hypotetiske karakter udledes af, at Xxxxxx Xxxxxxxx (efter långiverens mening) ikke skal behandles som en forbruger i henhold til forordningens artikel 15.
22. Den nationale ret har i forelæggelseskendelsen imidlertid gjort det klart, at den opfatter spørgsmålet om fortolkningen af forordningens artikel 15 som afgørende for bestemmelsen af, hvorvidt den har kompetence i den foreliggende sag. Eftersom en betragtelig del af Xxxxxx Xxxxxxxxx forsvar i hovedsagen netop synes at være baseret på argumentet om, at han er forbruger i henhold til forordningens artikel 15 og 16, kan der ikke være noget grundlag for at anse det første spørgsmål for at være hypotetisk. Indsigelsen skal derfor forkastes.
De faktiske omstændigheder
23. Før jeg behandler de spørgsmål, der er rejst i den nationale rets forelæggelseskendelse, vil jeg fremsætte en enkelt generel bemærkning. I særdeleshed, men ikke udelukkende, er det i forbindelse med påbegyndelse af virksomhed normal praksis for en långiver til en juridisk person at betinge tilrådighedsstillelse af midler af, at der stilles en garanti af en eller flere personer, som ejer og/eller administrerer den berørte juridiske person. Årsagen hertil er indlysende. Den juridiske person vil på det tidspunkt, hvor lånearrangementerne indgås, have få eller ingen aktiver, som ville kunne anvendes med henblik på tilbagebetaling. Selv om både långiver og låntager kan håbe og tro på, at virksomheden vil skabe de nødvendige aktiver som følge af, at finansiering stilles til rådighed, er et sådant resultat ikke sikret. Långiveren må af sunde forretningsmæssige grunde se efter en alternativ kilde til tilbagebetaling, såfremt situationen ikke udvikler sig som planlagt. Sådanne arrangementer indgås dagligt i hele Unionen. De udgør på ingen måde noget usædvanligt.
24. De faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, som beskrevet i forelæggelseskendelsen og sammenfattet ovenfor, falder netop ind under en sådan kategori. De er ikke viklet ind i nogle af de komplikationer, der kan opstå i mere komplekse lånearrangementer – hvor f.eks. en långiver kan indgå arrangementer med en anden forretningspart om at påtegne eller overføre en egenveksel, der er
11 — Artikel 2 i protokol nr. 2 til konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Lugano den 30.10.2007, som trådte i kraft den 1.5.2011, bestemmer, at enhver stat, der er bundet af denne konvention, og som ikke er en medlemsstat (dette omfatter Den Schweiziske Føderation), er berettiget til at indgive skriftlige indlæg i overensstemmelse med artikel 23 i protokollen vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter en ret i en medlemsstat bl.a. kan forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse af fortolkningen af forordningen.
Det første spørgsmål
25. Med sit første spørgsmål søger den nationale ret vejledning med hensyn til anvendelse i hovedsagen af kompetencereglerne i sager om forbrugeraftaler i henhold til forordningens artikel 15, stk. 1.
26. Eftersom artikel 15 og 16 udgør en lex specialis i forhold til forordningens artikel 5, nr. 1) 12, er det nødvendigt at afgøre, om de førstnævnte finder anvendelse, inden sidstnævntes relevans overvejes. Reglen i artikel 16, stk. 2, er eksklusiv. Hvis den bestemmelse giver kompetence til retterne i den medlemsstat, hvor Xxxxxx Xxxxxxxx har bopæl, kan kompetencereglerne i sager om forbrugeraftaler i artikel 5, nr. 1), pr. definition ikke være relevante.
27. Som Kommissionen har påpeget, skal to betingelser være opfyldt, for at forordningens artikel 15 og 16 finder anvendelse. For det første skal den pågældende aftale være indgået af en forbruger. For det andet skal aftalen falde ind under en af de i artikel 15, stk. 1, opregnede kategorier. Disse betingelser er kumulative.
28. Formålet med reglerne i artikel 15 og 16 er at sikre passende beskyttelse for forbrugeren som den part i kontrakten, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent 13. De tjener således et andet formål end forordningens artikel 5, nemlig at afspejle en tæt tilknytningsfaktor mellem tvisten og den ret, der har kompetence i henhold til undtagelserne 14.
29. Det er eventuelt af denne årsag, at Domstolen altid har fortolket artikel 15 og 16 strengt 15. I
Benincasa-dommen 16 fastslog den således, at »alene kontrakter, der er indgået med henblik på at
dække en persons private, personlige forbrug, er omfattet af de bestemmelser, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part. Den særlige beskyttelse, som er sigtet med disse bestemmelser, savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmæssigt formål« 17. Bestemmelserne finder kun anvendelse i forbindelse med sager, som
»generelt vedrører kontrakter, som er indgået af en forbruger med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« 18.
30. I forbindelse med anvendelsen af disse principper på hovedsagen fremsætter jeg følgende bemærkninger.
12 — Jf. dom af 20.1.2005, sag C-27/02, Xxxxxx, Sml. I, s. 481, præmis 32.
13 — Jf. dom af 11.7.2002, sag C-96/00, Xxxxxxx, Sml. I, s. 6367, præmis 39. Jf. ligeledes i denne retning dom af 19.1.1993, sag C-89/91, Xxxxxxxx Xxxxxxx Xxxxxx, Xxx. I, s. 139, præmis 18.
14 — Jf. i denne retning dom af 28.9.1999, sag C-440/97, GIE Groupe Concorde m.fl., Sml. I, s. 6307, præmis 29. Jf. ligeledes 12. betragtning i præamblen til forordningen.
15 — Jf. i denne retning Engler-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 43. 16 — Dom af 3.7.1997, sag C-269/95, Sml. I, s. 3767.
17 — Præmis 17.
18 — Xxxxxxx-xxxxxx, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 38. Jf. ligeledes dom af 20.1.2005, sag C-464/01, Xxxxxx, Sml. I, s. 439, hvor Domstolen fastslog, at en person, der har indgået en kontrakt vedrørende en vare med henblik på brug, der delvis vedrører hans erhvervsmæssige virksomhed, og som delvis ligger uden for denne virksomhed, ikke kan gøre den beskyttelse, der følger af de specielle kompetenceregler vedrørende kontrakter indgået af forbrugere, gældende, medmindre den erhvervsmæssige virksomhed er så svag, at den må anses for marginal og derfor kun spillede en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører; den omstændighed, at der er tale om overvejende privat brug, er herved uden betydning (præmis 54).
31. Som en hjælp til Domstolen har den nationale ret redegjort for de enkeltheder i forbindelse med de faktiske omstændigheder, som den mener skal tages i betragtning i forbindelse med overvejelserne over de spørgsmål, der er rejst i den præjudicielle anmodning. Disse nærmere oplysninger er sammenfattet ovenfor i punkt 13-18. De omfatter oplysninger om formålet med indgåelsen af kreditaftalen og Xxxxxx Xxxxxxxxx rolle som deltager i den dokumentation, der blev stillet til rådighed for långiveren i henhold til aftalen og tillægsaftalen, herunder egenvekslen. En national rets redegørelse for sådanne enkeltheder er en fast del af proceduren i forbindelse med forelæggelseskendelsen. Det sætter Domstolen i stand til at give et fyldestgørende svar på de præjudicielle spørgsmål. Risikoen mindskes derved til et minimum for, at Domstolens svar hvad angår sager vedrørende EU-ret er hypotetisk, og undlader at behandle spørgsmål, som er væsentlige for afgørelsen af tvisten ved den nationale ret eller behandler spørgsmål, der er irrelevante for tvisten.
32. Det er normalt den nationale ret, der skal anvende svaret på de faktiske omstændigheder i den konkrete sag, selv om Domstolen kan give vejledning på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg 19. I visse sager kan Domstolen imidlertid fastslå, at den kan give den nationale ret et mere fyldestgørende svar. I British Telecommunications-dommen 20, der vedrørte en sag, der indebar en medlemsstats forpligtelse til at betale erstatning for tab lidt som følge af dens ukorrekte gennemførelse af et EF-direktiv i national ret, fastslog Domstolen, at »[s]elv om det i princippet tilkommer de nationale domstole at tage stilling til, om betingelserne for medlemsstaternes erstatningsansvar på grund af overtrædelse af fællesskabsretten er opfyldt, bemærkes, at Domstolen i nærværende sag har alle de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme, om der kan siges at foreligge en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten« 21.
33. Det forekommer mig, at det samme princip finder anvendelse analogt i den foreliggende sag. Eftersom den nationale ret hjælpsomt har stillet detaljeret baggrundsmateriale til rådighed, er Domstolen i stand til selv at bedømme, om definitionen af »forbruger« i henhold til forordningens artikel 15 og 16 er opfyldt i Xxxxxx Xxxxxxxxx tilfælde. Der er ingen holdepunkter for, at han påtog sig forpligtelser hverken gennem den aval, han havde tegnet, eller i henhold til tillægsaftalen med henblik på privat brug eller brug, der ligger uden for hans erhvervsmæssige virksomhed. Faktisk synes det omvendte at være tilfældet. Disse arrangementer blev indgået til støtte for en kreditfacilitet, der var stillet til rådighed for låntageren – en kommerciel enhed – til brug for dens erhvervsmæssige virksomhed. Xxxxxx Xxxxxxxx var tæt knyttet til denne virksomhed. Hans efternavn indgik i virksomhedens navn, han var administrerende direktør og majoritetsaktionær i selskabet 22.
34. Jeg mener derfor, at egenskaben forbruger, som er afgørende for Xxxxxx Xxxxxxxxx indsigelse i hovedsagen om manglende kompetence, er fuldstændig fraværende i denne sag. Den omstændighed, at sagsøgte kan være en fysisk person og som sådan kan antages at være en »forbruger« i visse sammenhænge i hans hverdag, betyder ikke i sig selv, at den pågældende person automatisk vil være berettiget til at påberåbe sig forordningens artikel 15, stk. 1, i en sag, der er anlagt mod ham.
35. Under disse omstændigheder opstår spørgsmålet om, hvorvidt kontrakten falder inden for en af de i artikel 15, stk. 1, opregnede kategorier, ikke.
19 — Jf. i den forbindelse dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Xxxxxx x.xx., Sml. I, s. 1247, præmis 13. 20 — Dom af 26.3.1996, sag C-392/93, Sml. I, s. 1631, præmis 41.
21 — Jf. dom af 17.10.1996, forenede sager C-283/94, C-291/94 og C-292/94, Denkavit m.fl., Sml. I, s. 5063, præmis 49, og af 25.11.2010, sag C-429/09, Fuß, Sml. I, s. 12167, præmis 53, samt K. Xxxxxxxx, X. Arts og I. Maselis: Procedural Law of the European Union, 2. udg., Xxxxx and Maxwell, London, 2006, s. 6-26.
22 — Jf. Ovenfor, punkt 14.
37. Situationen i hovedsagen udgør efter min opfattelse et perfekt eksempel på en sag, hvor en form for kautionsforpligtelse blev indgået af en privatperson, som ikke er omfattet af bestemmelserne vedrørende forbrugere i forordningens artikel 15 og 16. Domstolen har ikke fået forelagt noget materiale, der viser, at den (materielle) facilitet, der er stillet til rådighed for låntageren og sikret med den omhandlede aval, havde noget at gøre med finansiering af en fysisk persons individuelle beslutninger om at købe forbrugsgoder.
38. Lad os tage et andet eksempel for at vise den modsatte ende af spektret. En mindreårig ønsker at købe en smartphone, men leverandøren, der er beliggende i en anden medlemsstat, afviser at indgå købekontrakten, hvis den mindreåriges forældre ikke accepterer at fungere som garanter for hans forpligtelser i henhold til den. Forældrene stiller den nødvendige sikkerhed, og den mindreårige køber smartphonen. I kontrakten med leverandøren er den mindreårige utvivlsomt forbruger. Artikel 15 og 16 finder anvendelse på ham, såfremt leverandøren anlægger sag mod ham i henhold til kontrakten.
39. Hvordan ser forældrenes situation ud? Efter min mening er de ligeledes berettiget til den beskyttelse, som disse bestemmelser yder. En sådan følge afspejler forordningens generelle opbygning. Mens man mener at vide, at de sandsynligvis er mere verdenskloge og økonomisk solvente end deres afkom, kan de ikke desto mindre forventes at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfarne end den erhvervsdrivende medkontrahent, som leverandøren repræsenterer 23. De arrangementer, der involverer forældrene, udgør således »sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren)« i henhold til artikel 15, stk. 1.
40. Hvor interessante sådanne overvejelser end kan være, er der imidlertid langt mellem det ovenstående eksempel og omstændighederne i den foreliggende sag. Helt enkelt sagt er Xxxxxx Xxxxxxxx ikke »forbruger« i henhold til forordningens artikel 15 og 16.
41. I lyset af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at svaret på den nationale rets første spørgsmål er, at hvis en egenveksel indgår i en række arrangementer, der er indgået af en kommerciel enhed med henblik på brug til dens erhvervsmæssige virksomhed, og en fysisk person, som påtager sig vekseludsteders forpligtelse og er tæt knyttet til den erhvervsmæssige virksomhed, skal den omhandlede aval i henhold til forordningens artikel 15, stk. 1, behandles som tegnet med henblik på brug, der må antages at ligge inden for den erhvervsmæssige virksomhed. Det følger heraf, at udtrykket
»sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« i artikel 15, stk. 1, ikke finder anvendelse.
Det andet spørgsmål
42. Den underliggende hovedproblemstilling i det andet spørgsmål er anvendeligheden af kompetencereglerne »i sager om kontraktforhold« som fastlagt i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a).
23 — Jf. ovenfor, punkt 28.
43. Domstolen har fastslået, at selv om den nævnte bestemmelse ikke stiller som betingelse, at der er indgået en kontrakt, er det dog nødvendigt, at der kan identificeres en forpligtelse. En sådan regel er væsentlig for anvendelsen af artikel 5, nr. 1), litra a), fordi det ved fastlæggelsen af en national rets kompetence i sager om kontraktforhold er afgørende, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes 24.
44. Der skal være tale om en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden. En fortolkning af bestemmelsen uden at fastlægge et sådant krav vil være at gå ud over de situationer, der er omhandlet i forordningen 25. Domstolen har sammenfattet dette krav således, at anvendelsen af den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 1), litra a), forudsætter »at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg« 26.
45. Der er ikke tvivl om, at der forelå en kontrakt mellem långiveren og låntageren i den foreliggende sag. Långiveren forpligtede sig til at stille midler til rådighed for låntageren i henhold til kreditaftalen, og låntageren var forpligtet til at tilbagebetale dem i overensstemmelse med aftalen. Xxxxxx Feichters situation var en anden, for så vidt som han ikke var part i den aftale. En overtagelse af vekseludstederens forpligtelse i henhold til egenvekslen forekommer mig imidlertid at udgøre en retlig forpligtelse, som han frivilligt havde påtaget sig. I henhold til § 32, stk. 1 og 2, i ZSS, var han bundet på samme måde som den person, for hvem han var blevet kautionist, dvs. låntageren 27. Den omstændighed, at han ikke var den direkte modtager af långiverens forpligtelser, er således irrelevant med henblik på at fastlægge kompetencen i henhold til artikel 5, nr. 1), litra a).
46. Jeg mener heller ikke, det har nogen betydning, at egenvekslen var udstedt i mangelfuld form, og således på dette tidspunkt i dens livscyklus skulle kvalificeres som »forberedende«. Det er på tidspunktet for sagsanlægget, at spørgsmålet om kompetence opstår. Eftersom den pågældende veksel blev udstedt med henblik på at sikre en løbende kreditfacilitet, kunne den pr. definition ikke udstedes i færdiggjort form på det tidspunkt, hvor faciliteten blev indgået.
47. Jeg præciserer, at den omstændighed, at national ret kvalificerer en veksel som en abstrakt sikkerhed, som ikke har kontraktmæssig karakter 28, intet ændrer herved. Under henvisning til Bruxelleskonventionen har Domstolen gentagne gange fastslået, at de begreber, der anvendes i konventionen – og navnlig dem, der anvendes i artikel 5, nr. 1) og 3) og artikel 1329 – skal fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra konventionens opbygning og formål, for at sikre konventionens ensartede anvendelse i alle de kontraherende stater 30. Jeg ser ingen grund til, at dette skulle ændre sig med hensyn til forordningen 31.
48. Jeg mener følgelig, at reglen i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), kan finde anvendelse på omstændighederne i hovedsagen.
24 — Jf. dom af 17.9.2002, sag C-334/00, Xxxxxxx, Sml. I, s. 7357, præmis 22, og Engler-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 50. Selv om disse sager vedrørte den tilsvarende ordlyd i Bruxelleskonventionen, mener jeg ikke, at der er nogen grund til at afvige herfra i relation til forordningen. Se punkt 8 ovenfor.
25 — Jf. dom af 17.6.1992, sag C-26/91, Xxxxxx, Sml. I, s. 3967, præmis 15. Jf. ligeledes Engler-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis.
26 — Engler-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 51. 27 — Jf. ovenfor, punkt 11.
28 — Jf. ovenfor, punkt 12.
29 — Som stort set svarer til forordningens artikel 5, nr. 1) og 3), og artikel 15.
30 — Jf. Engler, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis. 31 — Jf. ovenfor punkt 8 og retspraksis nævnt i fodnote 7.
49. For at afgøre, om artikel 5, nr. 1), litra a), faktisk finder anvendelse, tilkommer det den nationale ret at tage stilling til, om stedet, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes, er beliggende inden for rettens stedlige kompetenceområde 32. Ingen af de specifikke bestemmelser i artikel 5, nr. 1), litra b), er relevante, da den omhandlede kontrakt ikke vedrører salg af varer eller levering af tjenesteydelser. Heraf følger, at det er betalingsstedet, der er afgørende. Ifølge forelæggelseskendelsen er betalingsstedet i henhold til egenvekslen Prag, og det tilføjes, at dette punkt ifølge Xxxxxx Xxxxxxxx ikke kan bestrides. Jeg vil blot tilføje, at en aftale, hvorefter de udlagte beløb skal tilbagebetales på det sted, hvor långiveren har sin virksomhed, i alle tilfælde må anses for at repræsentere normal praksis i henhold til erhvervsmæssige låneaftaler.
50. Dette synes umiddelbart at være afslutningen på sagen. Eftersom parterne ikke er uenige med hensyn til stedet, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, hvilket er afgørende for kompetencen, kan den ret, hvorved sagen er anlagt, anse sig som kompetent.
51. Den nationale ret spørger imidlertid, om den omstændighed, at egenvekslen var blank, da den blev udstedt og efterfølgende færdiggjort af långiveren, har nogen betydning for situationen. Retten har bemærket, at muligheden for, at betalingsstedet blev indføjet i strid med betingelserne i tillægsaftalen, ikke kan udelukkes, eller at den nævnte aftale var ugyldig på grund af usikkerhed eller andre årsager. Hvis dette var tilfældet, ville det ikke være muligt at tale om en forpligtelse, som en part frivilligt havde påtaget sig over for en anden part 33.
52. Jeg har forståelse for dette punkt. Eftersom der imidlertid ikke synes at være indsigelse fra Xxxxxx Xxxxxxxx mod opfyldelsesstedet, synes spørgsmålet ikke at opstå i den foreliggende sag. Såfremt betalingsstedet i henhold til egenvekslen af en eller anden grund imidlertid blev anfægtet, ville jeg fremsætte følgende bemærkninger.
53. Med henvisningen til en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden part, har Domstolen beskrevet, hvordan begrebet »kontrakt« skal forstås i henhold til forordningen. Hvis de af Domstolen fastsatte retningslinjer ikke kan opfyldes i en konkret sag, kan begrebet »sager om kontraktforhold« ikke danne grundlag for en fastlæggelse af kompetencen ved en national ret. Dette betyder imidlertid ikke, at begrebet ikke kan finde anvendelse, hvis der mellem parterne er tvist om den pågældende forpligtelses ordlyd.
54. Det ligger således i en forordnings karakter, at dens bestemmelser netop kan fungere, hvis der er uenighed. I en anden, men ikke desto mindre nært forbundet kontekst har Domstolen fastslået, at artikel 5, nr. 1), litra a), finder anvendelse, også når der mellem parterne er tvist om eksistensen af den aftale, som det indtalte krav støttes på 34. Hvis det modsatte blev antaget, ville der være risiko for, at den nævnte bestemmelse blev frataget sin virkning, da det ville betyde, at det ville være tilstrækkeligt til at gøre den fastsatte regel virkningsløs, at en af parterne hævdede, at der ikke forelå nogen kontrakt.
55. Jeg mener, at det samme ræsonnement analogt finder anvendelse her. Det ville være meget nemt for en sagsøgt, som måtte ønske at gøre forordningen virkningsløs, at anfægte, ikke eksistensen af hele den kontrakt, som kravet er baseret på, men en bestemmelse i kontrakten, som kompetencen ellers kunne blive baseret på. Såfremt et sådant argument skulle tages til følge, kunne man risikere at fratage lovgivningen et af dens vigtigste formål, som bl.a. er at skabe sikkerhed på det område, den er udformet til at dække 35.
32 — Dom af 6.10.1976, sag 12/76, Industrie Tessili Italiana Como, Sml. s. 1473, præmis 13. 33 — Jf. ovenfor, punkt 44.
34 — Dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, præmis 7 og 8, og Engler-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 46. Selv om disse sager vedrørte den tilsvarende ordlyd i Bruxelleskonventionen, mener jeg ikke, at der er nogen grund til at afvige herfra i relation til forordningen, jf. punkt 8 ovenfor.
35 — Jf. i denne retning bl.a. Handte-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 18.
56. Der bør imidlertid heller ikke være mulighed for, at en skrupelløs eller ubetænksom sagsøger tiltager sig værnetinget uden gyldig grund ved blot uden noget retsgrundlag at hævde, at en kontrakt indeholder bestemmelse om, at den forpligtelse, der angiveligt danner grundlag for kompetencen, skal opfyldes på et bestemt sted.
57. Såfremt der i en sag, der omhandler »sager om kontraktforhold« i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), er tvist mellem parterne om den pågældende forpligtelses opfyldelsessted, foreslår jeg, at den nationale ret først tager stilling til sagsøgtes indsigelse herom. Hvis indsigelsen er åbenbart begrundet, bør retten afvise at være kompetent, medmindre det er klart, at der er andre, velbegrundede årsager, på grundlag af hvilke den kan afgøre den sag, der er indbragt for den. Dernæst bør den, om nødvendigt, bedømme den årsag, som sagsøgeren baserer sit krav om kompetence på. Såfremt denne årsag er åbenbart ugrundet, bør den nationale ret afvise at træffe afgørelse i sagen. Hvis (som det eventuelt mere normalt vil være tilfældet) den egentlige status er vanskeligere at afgøre, bør retten tage stilling til, om sagsøgeren ud fra en umiddelbar betragtning har godtgjort, at de relevante bestemmelser i forordningen skal finde anvendelse. Hvis den fastslår, at dette er tilfældet, kan den erklære sig kompetent.
58. Af alle de ovenstående grunde mener jeg, at svaret på den nationale rets andet spørgsmål er, at begrebet »sager om kontraktforhold« i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), omfatter krav i henhold til en mangelfuldt udstedt (men efterfølgende færdiggjort) egenveksel, der gøres gældende af modtageren over for den, der har påtaget sig vekseludstederens forpligtelser.
Afsluttende bemærkninger
59. Ved anvendelse af ovenstående konklusioner på sagen ved den nationale ret mener jeg, at det er klart, at retten har kompetence til at behandle og træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen. Et sådant resultat forekommer mig ikke alene at afspejle forordningens betingelser og overordnede opbygning, men også at afspejle de underliggende reelle forhold. Hvis resultatet af anvendelsen af forordningen var et andet i en sag som denne, ville det efter min mening være åbenbart absurd.
60. Lad mig som illustration tage situationen med institutioner, der foretager udlån, som er beliggende i en ny medlemsstat (f.eks. et sted på Balkan). En række selskaber beliggende i andre medlemsstater ønsker at oprette datterselskaber for at drive virksomhed dér med henblik på at udvide deres forretning. Disse datterselskaber har på det relevante tidspunkt ingen aktiver eller ingen aktiver, der er værd at tale om. Långiverne stiller som betingelse for at stille finansiering til rådighed, at der stilles garanti af de privatpersoner, der er direktører i og/eller faktiske ejere af datterselskaberne. Blandt garanterne i henhold til disse arrangementer er en række privatpersoner med bopæl i (lad os sige) Finland og Litauen. Efter min mening er det absolut utænkeligt, og det bør også være absolut utænkeligt, at de pågældende långivere skulle være ude af stand til at anlægge sag med henblik på håndhævelse af de pågældende garantier i deres egen medlemsstat. Ethvert andet resultat ville være i strid med de reelle forhold.
Forslag til afgørelse
61. Af ovenstående grunde foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, som Městký soud v Praze har forelagt, således:
»1) Hvis en egenveksel indgår i en række arrangementer, der er indgået af en kommerciel enhed med henblik på dens erhvervsmæssige virksomhed, og en fysisk person, som påtager sig vekseludstederens forpligtelse og er tæt knyttet til denne enhed, behandles den omhandlede aval i relation til artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område, som tegnet med henblik på brug, der må anses for at ligge inden for hans erhvervsmæssige virksomhed. Heraf følger, at begrebet »sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« i forordningens artikel 15, stk. 1, ikke finder anvendelse.
2) Begrebet »sager om kontraktforhold« i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), omfatter krav i henhold til en mangelfuldt udstedt (men efterfølgende færdiggjort) egenveksel, der gøres gældende af modtageren over for den, der har påtaget sig vekseludstederens forpligtelser.«