Almindelige betingelser – eMobility – Erhvervskunder
E.ON Danmark A/S Dirch Passers Allé 76 DK-2000 Frederiksberg CVR-nr. 25 21 56 80
xxx.xx 70270577
Almindelige betingelser – eMobility – Erhvervskunder
Version 10. december 2021
Gældende for aftaler indgået efter 10. december 2021
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 – Generelle betingelser – Drive
2
3. Opsigelse og bindingsperiode 3
6. Priser og betalingsforhold 4
7. Ændring af vilkår, priser og gebyrer 4
8. Netværk af ladestandere, tjenester og tilgængelighed 4
10. Erstatningsansvar og ansvarsbegrænsninger 5
Kapitel 2 – Specielle betingelser: Ejerskab over ladeboksen eller ladestanderen
7
14. Opsigelse af driftsaftalen 7
15. Ejendomsret og adgang til ladestanderen 7
16. Adresseændring og overdragelse af aftalen 8
17. Tilslutning af andet udstyr end elbil til ladestander 8
18. Fejl og mangler ved din ladestander 8
Kapitel 1 – Generelle betingelser – Drive
1. Aftalen
1.1. Disse generelle betingelser fastsætter vilkårene for dit E.ON-abonnement. Aftalegrundlaget for dit Drive-abonnement består af de generelle betingelser, din ordrebekræftelse fra E.ON samt de til enhver tid gældende og på vores hjemmeside offentliggjorte prislister og gebyrlister.
1.1.1. Har du valg et abonnement med tilkøb af ladestander er du tillige underlagt betingelserne i kapitel 2.
1.2. Dit E.ON-abonnement omfatter en ret for dig til at lade din elbil på vores offentligt tilgængelige ladestandere ved hjælp af ladekort, og dit abonnement må kun anvendes i erhvervsøjemed, herunder blandt andet til kommerciel passagertransport.
Det nærmere indhold af den abonnementstype du har valgt fremgår af tilbuddet.
1.3. Nærværende betingelser gælder kun for aftaler indgået efter 10. december 2021, og kun for aftaler som henviser til nærværende betingelser.
1.4. For at tilgå betingelser for aftaler indgået før 10. december 2021, skal du klikke her.
1.5. Definitioner:
1.5.1. Ved ”E.ON”, ”vi”, ”os” og ”vores” forstås E.ON Danmark A/S, CVR-nr. 25215680, Dirch Xxxxxxx Xxxx 00, 0000 Xxxxxxxxxxxxx eller den til enhver tid registrerede adresse i det statslige virksomhedsregister (CVR).
1.5.2. Ved ”kunden”, ”du”, ”din” og ”dine”forstås dig som erhvervskunde samt andre personer, som du hæfter for over for os eller bærer et juridisk ansvar for, eksempelvis dine ansatte.
1.5.3. Ved ”ladestander” forstås det apparat (boks) som overfører elektricitet fra elnettet til elbilen, samt tilbehør i form af kabler, eltavler, måler mm., som er nødvendigt for at tilslutte ladestanderen til elnettet.
1.5.4.Benyttelse af udtryk som ”betales”, ”faktureres”, ”afregnes” og lign., der vedrører ydelser mod betaling, udgør henvisninger til gældende prisliste og/eller gebyrliste.
2. Ladekort
2.1. Din aftale kan indeholde et eller flere ladekort, som giver dig adgang til at foretage opladning på vores ladestandere i det offentlige rum.
2.2. Du er forpligtet til at opbevare kortet forsvarligt, og du må ikke skade, kopiere eller foretage indgreb i ladekortet. Ladekortet skal destrueres eller returneres, hvis vi kræver dette, herunder hvis aftaleforholdet ophører.
2.3. Mister du ladekortet, skal du straks ringe til vores kundecenter og få spærret ladekortet for at undgå misbrug. I tilfælde af tyveri mv. kan vi kræve, at du anmelder tyveriet til politiet.
2.4. Er kortet defekt eller beskadiget, skal du returnere kortet til E.ON. Vi ombytter kortet mod betaling. Skyldes defekten eller beskadigelsen vores forhold, ombytter vi uden betaling.
2.5. Hvis der bruges kode til ladekortet eller app’en, sender E.ON koden til den registrerede adresse. Vi oplyser aldrig koder telefonisk.
2.6. Vores hæftelse for tab, som følge af at ladekortet har været brugt ubeføjet (misbrugt) af andre, er reguleret af betalingstjenesteloven, herunder reglerne om mikrobetalingsinstrumenter. E.ON er således ikke forpligtet til: (a) at sikre, at du kan
dokumentere, at og hvornår du har foretaget spærring, eller (b) hindre brugen af ladekortet efter underretning om spærring, jf. lovens § 60. Vi hæfter ikke for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. lovens § 61, eller andres uberettigede anvendelse af ladekortet i det omfang, vi ikke kan bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret, jf. lovens § 62. E.ON hæfter dog for uberettiget anvendelse, hvis vi vidste eller burde vide, at ladekortet var anvendt uberettiget, jf. lovens § 62.
2.7. E.ONs ladekort giver kunden adgang til servicen Vejhjælp. Vejhjælp kan anvendes, såfremt en E.ON hurtiglader er ude af drift, og det ikke har været varslet i vores E.ON app, der viser status for ladestandere og hurtigladere. Vejhjælp dækker alle hurtigladere i Danmark. Med Vejhjælp bliver kunden, kundens passagerer samt kundens elbil transporteret videre, til nærmeste ladestander eller hurtiglader i Danmark uden beregning, hvis kundens bil er gået i stå grundet manglende strøm, såfremt kunden har et aktivt E.ON ladekort.
2.8. Du skal være opmærksom på, at dit ladekort kan aktivere tredjeparts ladestandere, da E.ON er en del af en konsortium, der giver adgang til andre offentlige ladestandere end vores egne. Det er kundens ansvar at undersøge priserne for anvendelse af
tredjeparts ladestandere, da E.ON ikke kan holdes til ansvar for andre operatørers prissætning.
2.9. Dit ladekort må gerne stilles til rådighed for eller anvendes af andre end dig eller dine ansatte, medmindre andet er skriftligt aftalt med os. Du hæfter i alle tilfælde, hvor brugen af dit ladekort anses for overladt til andre. Såfremt du overlader dit ladekort til tredjepart hæfter du således, hvis vedkommende tredjepart misligholder nærværende betingelser.
2.9.1. Såfremt du har et abonnement med ubegrænset opladning på E.ON’s ladenetværk, må du kun anvende dit abonnement til én bil.
2.10. Vi forbeholder os retten til at afskaffe brugen af ladekort og tage andre adgangsgivende teknologier i brug.
3. Opsigelse og bindingsperiode
3.1. Abonnementsaftalen er bindende fra det tidspunkt, hvor du har accepteret vores tilbud og modtaget en ordrebekræftelse fra os.
3.2. Aftalen er uopsigelig i bindingsperioden. Bindingsperioden er 12 måneder.
3.3. Abonnementetsaftalen kan efter bindingsperioden opsiges af begge parter med et varsel på 1 måned til udgangen af en måned.
3.4. Erhvervskunder har ikke fortrydelsesret og kan derfor ikke fortryde aftalen.
4. Overdragelse af aftalen
4.1. Hvis du vil overdrage dine rettigheder og forpligtigelser efter aftalen, hæfter du fortsat for betalingen, så længe vi ikke har godkendt overdragelsen.
4.2. Du kan kun overdrage aftalen med frigørende virkning til en virksomhed, som vi har godkendt.
4.3. Hvis du ønsker at overdrage din aftale til en anden virksomhed, skal du kontakte vores kundeservice, som vil oplyse dig om, hvordan overdragelse kan ske. Du kan ikke overdrage din aftale, så længe du har ubetalte fakturaer, der har overskredet forfaldsdatoen.
4.4. Vi har ret til at overdrage vores rettigheder og forpligtelser efter vores aftale med dig. Hvis dette sker, kan den part, som vi overdrager aftalen til, kun ændre betingelserne for aftalen mv. på samme vilkår som vi kan efter nærværende betingelser.
5. Personoplysninger
6. Priser og betalingsforhold
6.1. Vores til enhver tid gældende listepriser, satser og gebyrer fremgår af vores hjemmeside, medmindre andet er særskilt aftalt.
6.2. Forbrugsbetaling for brug af ladekortet og andre betalinger faktureres sædvanligvis bagud. Mindre beløb i vores favør kan overføres til næste faktureringsperiode. Vi sender regninger og andre meddelelser vedrørende aftalen til den registrerede adresse, medmindre du oplyser os om anden adresse. Betalingsfrist fremgår af regningen.
6.3. Som udgangspunkt er betalingsfristen 14 dage efter faktureringsdagen.
6.4. Hvis du betaler for sent, tillægges rente og gebyr, herunder eventuelle rykkergebyrer.
6.5. Vi kan ved aftaleindgåelsen eller senere foretage en kreditvurdering af dig, herunder indhente oplysninger fra uafhængige kreditoplysningsbureauer eller advarselsregistre.
6.6. Hvis E.ON som en del af dit abonnement får godtgjort elafgiften hos Skattestyrelsen af elforbruget på ladeboksen, betaler E.ON en tilbagebetaling svarende til elafgiften inkl. moms. Du er kun berettiget af få tilbagebetalingen, så længe en godtgørelsesordning fra Skattestyrelsen består. Ophører den nuværende godtgørelsesordning med at eksistere, mister du således muligheden for at få tilbagebetalingen. Se ændringer af satser for sådan en godtgørelse og den hertil knyttede tilbagebetaling i afsnit 7.5.
7. Ændring af vilkår, priser og gebyrer
7.1. Vi kan ændre disse betingelser samt supplerende tjenestespecifikke betingelser, hvis ændringer i vores forretning eller udgifter, ændringer i markedet eller ændringer i lovgivningen nødvendiggør dette.
7.2. Prisen på dit abonnement og kWh-priser kan ændres, hvis vores udgifter til drift og vedligehold ændres, herunder ved ændringer i offentlige tilskud, markedet, elpriser, afgifter eller leverandøromkostninger, samt ved ændringer i administration af kontrakter og ved udbygning af ladenetværk.
7.3. Forestående ændringer vil blive varslet på vores hjemmeside eller ved direkte henvendelse til dig.
7.4. Hvis ændringen ikke er til ugunst for dig som kunde, kan vi foretage ændringen udenfor tilfældene i afsnit 7.1 og 7.2, og desuden offentliggøre ændringen på vores hjemmeside uden direkte meddelelse til dig.
7.5. Ændring af gebyrer og satser for godtgørelse samt den hertil knyttede tilbagebetaling kan ske ved opdatering af vores gebyrlister, dvs. uden varsel til dig.
7.6. Vi forbeholder os retten til årligt at regulere vores priser i henhold til stigninger i nettoprisindekset uden forudgående varsling til dig. Prisjusteringen beregnes på baggrund af udviklingen i nettoprisindekset for de seneste offentliggjorte 12 måneder forud for prisjusteringen.
8. Netværk af ladestandere, tjenester og tilgængelighed
8.1. Vores netværk af ladestandere har visse geografiske begrænsninger, hvorfor adgangen til ladestandere i det offentlige rum kan opfattes som utilfredsstillende. Der kan forekomme situationer, hvor tjenesterne ikke er kontinuerligt tilgængelige, eller hvor kvaliteten påvirkes, f.eks. i forbindelse med opgradering eller vedligehold af netværket eller IT. Vi er berettiget til at foretage nødvendige ændringer af vores
ladestandere og tjenester for at sikre en tilfredsstillende drift heraf eller for at imødekomme myndighedskrav.
8.2. Opdaterede dækningskort findes på vores hjemmeside.
8.3. Fungerer en ladestander ikke, kan du melde fejlen til os. Vi kan modtage fejlmeldinger hele døgnet, og fejlsøgning påbegyndes som udgangspunkt ved første henvendelse. Vi retter fejlen hurtigst muligt og i almindelighed inden for normal arbejdstid (mandag til fredag kl. 08.00 til kl. 16.00).
9. Misligholdelse
9.1. Du er i alle henseender ansvarlig for at opfylde dine pligter efter aftalen. I tilfælde af, at du misligholder dine forpligtelser efter aftalen, er vi berettiget til at afbryde eller begrænse din adgang til tjenesten. Vi forbeholder os retten til at opsige dit abonnement med omgående virkning, såfremt du væsentligt misligholder aftalen. Vi kan desuden gøre brug af dansk rets øvrige almindelige misligeholdelsesbeføjelser.
9.2. Du hæfter for betalingen af din aftale, også i de tilfælde, hvor der er registreret en særskilt betaler-/opkrævningsadresse, eller en særskilt installationsadresse.
9.3. Der er tale om væsentlig misligholdelse, hvis du, eller nogen, hvis adfærd du hæfter for eller bærer risikoen for:
9.3.1. Afgiver urigtige oplysninger ved aftalens indgåelse,
9.3.2. Undlader at give os meddelelse om ændringer, herunder adresseændringer og/eller e-mailadresse,
9.3.3. Bruger udstyr, der ikke er godkendt eller beregnet til tilslutning til vores ladestandere,
9.3.4. Undlader at betale rettidigt,
9.3.5. Tages under konkursbehandling, rekonstruktion, gældssanering, betalingsstandsning, åbning af akkordforhandling, anden lign. insolvensbehandling, eller oplever væsentligt forringede økonomiske forhold i øvrigt, eller
9.3.6. Undlader at opfylde vores krav om sikkerhedsstillelse,
9.3.7. På anden måde handler væsentligt i uoverensstemmelse med aftalen.
9.4. Hvis du retter det forhold, der gav anledning til misligholdelsen, og betaler eventuel forfalden gæld, kan vi efter anmodning fra dig genåbne adgangen til tjenesterne. Hvis du trods anmodning ikke retter det forhold, der gav anledning til afbrydelsen, kan vi anse aftalen for væsentligt misligholdt.
9.5. Hvis du har misligholdt aftalen ved at undlade at betale forfalden gæld, kan du ikke få et nyt abonnement hos os, før gælden er betalt.
10. Erstatningsansvar og ansvarsbegrænsninger
10.1. Vi er ikke erstatningsansvarlige for følgeskader og direkte og indirekte tab hos dig, herunder tab af omsætning, avance, data, produktion, eller aftaler med tredjemand, som følge af, at vores tjenester ikke kan bruges som forudsat, hvis dette skyldes foranstaltninger der af os skønnes nødvendige af tekniske, vedligeholdsmæssige, lovmæssige eller driftsmæssige årsager, eller eksempelvis i perioder med havari eller andre uforudsete forhold, som vi ikke har kontrol over.
10.2. Vi er ikke erstatningsansvarlige for brugerfejl, fejlopladning, virus eller lignende.
10.3. Vi er ikke erstatningsansvarlige, såfremt den ellers ansvarspådragende adfærd skyldes forhold uden for vores kontrol, herunder, men ikke begrænset til lynnedslag, strømafbrydelse, epidemier, pandemier, oversvømmelser, ildebrand, krig, transporthindringer og arbejdsretlige konflikter, herunder også strejke og lockout blandt vores egne medarbejdere og eventuelle leverandører, hvad enten vi er part i konflikten eller ej, samt andre force majeure-lignende situationer i øvrigt. I samme
situationer har vi ligeledes ret til at udskyde aftalt arbejde. Dette gælder også for vores leverandører. Parterne kan ikke rette krav mod hinanden som følge af en sådan retmæssig udskydelse eller manglende udførelse af det aftalte arbejde. Hvis flere force majeure-begivenheder finder sted inden for en periode på 6 måneder, eller hvis en enkelt force majeure-begivenhed varer mere end 30 dage, har såvel du som vi ret til at opsige aftalen.
10.4. I alle andre tilfælde er vi ansvarlige i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler for tab forårsaget af ansvarspådragende adfærd hos os eller nogen, som vi har ansvaret for.
10.5. Kunden er ansvarlig for at overholde eventuelle parkeringsregler og afholde eventuelle parkeringsudgifter i forbindelse med opladning på det offentlige netværk. E.ON ejer som udgangspunkt ikke de parkeringspladser, som ladestanderene er placeret i nærheden af, hvorfor vi ikke er ansvarlige for evt. parkeringsafgifter, som kunden måtte blive pålagt for manglende iagttagelse af reglerne for parkering på det pågældende område.
11. Tvister og klager
11.1. Skulle der opstå en tvist angående aftalen mellem dig og E.ON, er parterne forpligtet til loyalt at forsøge tvisten løst udenretligt. Kan tvisten ikke løses på denne måde, er begge parter berettiget til at indbringe tvisten for domstolene.
11.2. For tvister angående aftaler indgået mellem E.ON og erhvervskunder er der værneting ved Københavns Byret.
12. Ikrafttrædelse
12.1. Ikrafttrædelse
12.2. Disse vilkår anvendes fra og med 10. december 2021, og udelukkende på aftaler indgået efter denne dato, medmindre andet er skriftligt aftalt
12.3. Punkt 13.4.2. er en udvidelse af de normale vilkår for Home kunder og bortfalder uden videre pr. 30. juni 2022 medmindre E.ON forlænger ordningen.
Kapitel 2 – Specielle betingelser:
Ejerskab over ladeboksen eller ladestanderen
13. Aftalen
13.1. De følgende specielle betingelser fastsætter vilkårene for driftsaftalen mellem E.ON og dig som kunde, såfremt du ejer en E.ON-ladeboks. Ejer du en ladeboks eller ladestander, vil du tillige altid være underlagt de generelle betingelser, eftersom du har et ladekort til det offentlige netværk. Brug af dette ladekort samt de generelle kundebetingelser hos E.ON er reguleret i kapitel 1. Reglerne i nærværende kapitel 2 er således et supplement til reglerne i kapitel 1 og er kun gældende, for så vidt angår den del af dit abonnement, driftsaftalen, der er knyttet til en ladestander købt af dig. Er et forhold således ikke særreguleret i kapitel 2, finder reglerne i kapitel 1 anvendelse, eksempelvis for så vidt angår priser, misligholdelse, tvister mv.
13.1.1. Køb af ladestander anses for et selvstændigt aftaleforhold, adskilt fra driftsaftalen, og er delvist reguleret i nærværende specielle betingelser. Køb af ladestander er desuden reguleret af købeloven.
13.2. Aftalegrundlaget for dit abonnement består af de almindelige og specielle betingelser, din ordrebekræftelse fra E.ON samt de til enhver tid gældende og på vores hjemmeside offentliggjorte prislister og gebyrlister.
13.3. En driftsaftale som beskrevet i og reguleret af nærværende betingelser forudsætter, at du har købt en ladestander af E.ON, og at denne ladestander er korrekt installeret og er funktionsdygtig.
13.4. Ved driftsaftale forstås en aftale, som omfatter en drift af din E.ON-ladestander på den adresse, som driftsaftalen knytter sig til.
13.4.1. I driftsaftalen - herunder f.eks. CO-Charge/CO-Charge+/Fleet-Charge/Fleet- Charge+/Fleet-Charge QC - indgår ikke løbende udskiftning af reservedele som følge af manglende funktionalitet i ladestanderen uden for reklamationsperioden
13.4.2. Som undtagelse til 13.4.1. udvider E.ON sit ansvar til driften af ladestanderne omfattet af aftalen. E.ON påtager sig således driftsansvar for ladestanderen, svarende til at anlægget er ejet af E.ON selv. Dette indebærer at E.ON i anlæggets normale levetid, varetager drift og vedligeholdelse af anlægget i overensstemmelse med de vilkår der gælder for de anlæg, som E.ON ejer og stiller til rådighed for vores kunder. Den udvidede driftsdækning er en forsøgsordning og gælder med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet hovedaftalens indgåelse og foreløbigt frem til 30.06.2022.
14. Opsigelse af driftsaftalen
14.1. Opsigelse af driftsaftalen er regulereret af afsnit 3 i kapitel 1.
14.2. For så vidt angår købet af ladestander er der tale om almindeligt løsørekøb, som ikke kan opsiges. Se om fortrydelsesretten i afsnit 15, samt reklamation i afsnit 20.4.
15. Ejendomsret og adgang til ladestanderen
15.1. Du har, medmindre andet er skriftligt aftalt med os, ejendomsretten til ladestanderen.
15.2. Så længe du har en driftsaftale hos os, bør du ikke disponere over (sælge, udleje m.v.) udstyret. Såfremt du eksempelvis sælger eller udlejer din ladestander til tredjemand, hæfter du fortsat for dit abonnement, indtil din opsigelsesperiode er igangsat og udløbet.
15.3. Ladestanderens identifikation (typebetegnelse, fabrikationsoplysninger og lignende, der tjener til identifikation af ladestanderen) bør ikke fjernes eller overmales eller udsættes for andet, der kan vanskeliggøre identifikationen og vores drift af ladestanderen. Foretager du sådanne indgreb i ladestanderen, er vi berettigede til at fakturere dig for den merudgift, dit indgreb i ladestanderen har påført os i forbindelse med vanskeliggørelse af levering af vores forpligtelser efter driftsaftalen.
15.4. E.ON skal mod legitimation have uhindret adgang til ladestanderen for nødvendige eftersyn, afprøvning, aflæsning og afbrydelse. Ekstraordinære omkostninger i forbindelse med at opnå denne adgang påhviler dig. Selv om eftersyn er foretaget af os, medfører dette ikke, at elinstallatørers eller ejerens/brugerens ansvar for ejendommens installationer efter andre regler helt eller delvist overføres på os.
15.5. E.ON har ret til at tage ladestanderne ud af drift i perioder med havari, vedligehold eller softwareopdateringer.
15.6. Xxxxxx har ret til at henvise andre kunder med elbiler til opladning på din ladestander under henvisning til E.ONs gældende tariffer og brugsvilkår.
16. Adresseændring og overdragelse af aftalen
16.1. Hvis du flytter, og der ikke korrekt etableres en tilsvarende E.ON ladestander på din nye adresse, skal du opsige din driftsaftale, og desuden betale for aftalen indtil denne er korrekt opsagt, medmindre den nye beboer på din gamle adresse har overtaget din aftale, og denne overtagelse er godkendt af os. Se afsnit 4 i kapitel 1 om overdragelse af aftalen.
16.2. Hvis du flytter, kan E.ON, mod betaling, etablere din ladestander på din nye adresse. Vi kan desuden kræve et administrationsgebyr for at håndtere flytningen. Prisen for disse ydelser fremgår af den gældende prisliste på vores hjemmeside.
17. Tilslutning af andet udstyr end elbil til ladestander
17.1. Så længe du har en driftsaftale hos E.ON må du ikke tilslutte andet udstyr til ladestanderen end elbiler, som følger almindelige standarder for stik og opladning af elbiler. Tilslutning af sådant andet udstyr kan indebære sikkerhedsmæssige risici, og vi fraskriver os ethvert ansvar for konsekvenserne af en sådan tilslutning, og forbeholder os desuden retten til at opsige din driftsaftale hvis sådan en tilslutning finder sted.
17.2. Ved dit skifte til en anden elbil skal du kontakte E.ON for at afklare, om der skal foretages udskiftning af din ladestander. Hvis din ladestander anvendes til opladning af andre elbiler end den type, som er angivet på ordrebekræftelsen fra E.ON, bærer du ansvaret for eventuel skade der måtte opstå som konsekvens heraf.
18. Fejl og mangler ved din ladestander
18.1. Erhvervskunder har reklamationsret i 1 år regnet fra levering. Reklamation skal ske straks samt skriftligt.
18.2. Vi kan modtage fejlmeldinger hele døgnet. Fejlsøgning påbegyndes
som udgangspunkt ved første henvendelse. Vi retter fejlen hurtigst muligt og i almindelighed inden for normal arbejdstid (mandag til fredag kl. 08.00 til kl. 16.00).
18.3. Hvis du er skyld i unødigt udkald eller unødig fejlretning, eksempelvis fordi fejlen skyldes dig, fejl i bilen eller på anden måde ikke skyldes vores forhold, forbeholder vi os retten til at fakturere dig herfor.
18.4. Du er forpligtet til i nødvendigt omfang at medvirke med henblik på fejlsøgning og fejlretning i dit anlæg og installationer på installationsadressen. Du skal sikre, at vi med henblik på fejlsøgning og fejlretning snarest kan få adgang til anlæg og installationer på din adresse/installationsadressen. Får vi ikke uhindret adgang på det aftalte tidspunkt, eller arbejder eller kører vi på anden måde forgæves, er vi berettiget til at fakturere dig herfor.
18.5. Efter udløb af reklamationsperioden er du selv ansvarlig for at få udbedret eventuelle mangler. Du kan i den forbindelse vælge at rette henvendelse til os med henblik på at modtage et tilbud på service og reparation af din ladestander. Vi tager forbehold for, at sådan service tilbydes på det pågældende tidspunkt.