HUSORDEN FOR RENTEGAARDEN
HUSORDEN FOR RENTEGAARDEN
Til opretholdelse af orden i ejendommen kan bestyrelsen jf. vedtægterne for Boligejerforeningen A/B Rentegaarden og E/F Rentegaarden vedtage eller ændre i husordenen, som herefter er gældende.
Det er enhver beboers pligt at følge husordenens anordning med hensyn til ro og orden i ejendommen.
Foreningernes bestyrelser er bemyndiget til at sørge for husordenens overholdelse og kan påtale overtrædelse heraf. Afhængig af situationen kan overtrædelsen påtales enten mundtligt eller skriftligt.
En påtale, der ikke respekteres, kan føre til eksklusion af den pågældende andelshaver eller ejer jf. vedtægterne for andelsforeningen og ejerforeningen.
§ 1 Generelt
Vis hensyn.
§ 2 Ansvarspådragelse
Al skade og udgift der forvoldes, såvel af andelshaver/ejer som dennes husstand eller eventuelle lejere mv., ved en overtrædelse af de påbud, der er anført i husordenen, vil medføre et erstatningsansvar for den pågældende.
§ 3 Støj og larm
Af hensyn til natteroen i ejendommen må støjende adfærd, herunder brug af støjende maskiner og høj musik, ikke forekomme mellem kl. 22.00 og kl. 07.00.
Såfremt man skal anvende støjende maskiner, spille høj musik eller lignende, skal dette varsles ved opslag i ejendommens fire opgange minimum syv dage i forvejen.
Vaskemaskiner og andre tekniske hjælpemidler skal installeres således, at de ikke er til gene for ejendommen og dens beboere.
§ 4 Affald
Intet affald må henkastes i gården eller anbringes noget andet sted end i de tilstedeværende og dertil indrettede skraldecontainere. Affaldet skal sorteres efter anvisningerne i skralderummet.
Affald skal være pakket forsvarligt ind. Affald der ikke er almindeligt husholdningsaffald (storskrald), må ikke smides i eller hensættes ved skraldecontainerne.
§ 5 Særligt vedrørende rygning
Henkastning af skodder på foreningens arealer er forbudt. Rygere skal tage hensyn til andre beboere og til alle tider undgå at ryge udenfor bygningens vinduer - særligt hvis disse er åbne. Se i øvrigt § 1 om at udvise hensyn.
§ 5 Renholdelse
Finder tilsmudsning og forurening af foreningens fællesarealer sted, må den nødvendige rengøring og oprydning uopholdeligt foretages af den, der er årsag hertil.
§ 6 Brandsikkerhed
Trapper og gange på foreningens fællesområder skal af hensyn til alle beboere holdes frie og passérbare.
Det er ikke tilladt at ryge på foreningens indendørs fællesarealer – ligesom det er strengt forbudt at afmontere foreningens brand- og røgalarmer af hensyn til sikkerhed.
§ 7 Adgangsforhold
Yder- og kælderdøre skal holdes forsvarligt lukket og låst, herunder porten til gården og døre til skure, fællesrum mv.
Der må kun benyttes autoriserede nøgler i foreningens låse.
§ 8 Brug af VVS-installatør
Xxxxxx et medlem at benytte en anden VVS installatør end den af ejendommen benyttede, skal dette godkendes af bestyrelsen inden reparatøren tilkaldes, for at forebygge utilsigtede gener og omkostninger for foreningen, forårsaget af fejljusteringer på anlæg og ventiler.
§ 9 Ophold på fællesarealer
Foreningens beboere skal til enhver tid udvise hensyn til de øvrige beboere og foreningens fællesarealer og ejendele. Man skal rydde op efter sig, eksempelvis efter brug af legetøj, sandkasse eller foreningens grill etc.
Enhver beboer har ansvar for sin egen og sine gæsters færden og adfærd i foreningen. Finder tilsmudsning og forurening af foreningens fællesarealer sted, må den nødvendige rengøring og oprydning uopholdeligt foretages af den, der er årsag hertil.
§ 10 Husdyr
Foreningens beboere må ikke holde større husdyr, som f.eks. hund og kat, uden bestyrelsens skriftlige tilladelse. En tilladelse kan til enhver tid tilbagekaldes, dog kun såfremt et husdyr skønnes af være til væsentlig gene for foreningen eller dens beboere.
Hunde må færdes, men ikke luftes, i gården under opsyn, og skal altid føres i en fast line/snor.
§ 11 Cykler mv.
Cykler eller barnevogne må ikke henstilles i opgange, i kældergange eller andre steder på foreningens område, men skal i stedet parkeres i cykelskuret og cykelstativer i gården og på gaden.
Ladcykler, Christianiacykler o.lign. store cykler skal parkeres på det befæstede areal langs havemuren ved siden af cykelskuret.
Cykling i gården er ikke tilladt.
§ 12 Erhvervsvirksomhed
Det er tilladt at drive erhvervsvirksomhed fra ejendommens boliger, såfremt en beboers virksomhed skønnes at være tilladt efter almindelige gældende regler. Der må dog ikke drives nogen virksomhed, der ved støj eller på anden måde kan virke generende for andre beboere.
Skilte og reklamer må ikke opsættes uden bestyrelsens tilladelse.
§ 13 Motorkøretøjer
Der må ikke henstilles motorkøretøjer i gården.
§ 14 Parkering
Parkering skal i alle tilfælde foregå, således at cykler, skraldemænd kloakmænd mv. har uhindret passage til og fra gården.
§ 15 Friholdelse af ydermure
Det er ikke tilladt at opsætte genstande, såsom paraboler, antenner, blomsterkasser mv. på ejendommens ydermur. I særtilfælde kan der gives dispensation fra bestyrelsen.
§ 16 Afløb
Der må ikke henkastes genstande, affald mv. i toiletkummer og andet, som vil kunne tilstoppe de fælles afløb.
§ 17 Fodring af dyr
Det er strengt forbudt at henlægge og nedkaste foder til dyr på ejendommens område grundet faren for rotter og andre skadedyr.
§ 18 Fællesrum
Ved brug af foreningens fællesrum skal man tage særligt hensyn til beboerne over rummet. Varsling – herunder opsætning af sedler i alle fire opgange - skal ske mindst 7 dage forud for brugen af rummet.
Det koster 300 kr. pr. døgn at leje fællesrummet. Endvidere skal der indbetales et depositum på 600 kr. til dækning af eventuelle skader, manglende rengøring, forsinket aflevering mv. Lejer af rummet er fortsat fuldt erstatningspligtig for alle skader, der påføres rummet i lejeperioden uanset skadernes værdi.
Andelshavere eller ejere, der lejer fællesrummet, underskriver en lejeaftale udfærdiget af bestyrelsen, hvoraf de nærmere vilkår og regler for lejeaftalen fremgår. Lokalet kan ikke fremlejes eller udlånes til andre end andelshavere eller ejere i ejendommen – og lejeren af lokalet forventes at være tilstede som ansvarlig ved det pågældende arrangement.
§ 19 Arbejdsweekend
En arbejdsweekend består af lørdag og søndag normalt fra kl. 10:00 til 15:00 (medmindre andet besluttes). Deltagelse i en arbejdsweekend forudsætter, at mindst én person pr. husstand deltager én af dagene i det fulde tidsrum.
Ved fuld godtgørelse af opkrævede beløb til arbejdsweekender, skal man deltage i begge arbejdsweekender. Ved deltagelse i én arbejdsweekend, vil halvdelen af beløbet blive refunderet.
§ 20 Postkasser og dørtelefoner
Postkasser og dørtelefoner er ejendommens – og må ikke påklistres etiketter, klistermærker eller lignende uden bestyrelsens godkendelse. Bestyrelsens ansvarlige for opslag mv. bedes i stedet kontaktet for ændring på navnemærkater mv.
Undtaget fra denne regel er ”nej-tak”-mærkater fra Post Danmark.
§ 21 Henvendelse til bestyrelsen
Al henvendelse vedrørende ejendommen eller dens beboere skal ske skriftligt til Rentegaardens email: xxxxxxxxxxxx@xxxxx.xxx eller pr. brev. Breve indleveres i postkassen hos et af bestyrelsesmedlemmerne.
Alle henvendelser besvares via samme kommunikationskanal, som de er modtaget. Henvendelserne tilstræbes at blive behandlet på førstkommende bestyrelsesmøde.