Rammeaftale om det regionale spillested Train
Rammeaftale om det regionale spillested Train
1. Aftaleparter
Statens Kunstråds Musikudvalg, Aarhus Kommune og Train.
2. Aftaleperiode
1. januar 2013 til 31. december 2016.
3. Formål og vision for de regionale spillesteder i Danmark Formål
Formålet med de regionale spillesteder er at formidle, præsentere, profilere og udvikle den rytmiske musik lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.
Vision
Det er visionen, at de regionale spillesteder fremstår og virker som dynamiske og kompetente kraftcentre, der med udgangspunkt i mangfoldighed og fornyelse formidler, præsenterer, profilerer og udvikler rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet.
De regionale spillesteder er forskelligartede og arbejder hver især målrettet på at udvikle og præcisere en unik og ambitiøs profil, der udfordrer kunstnere og publikum, og som sætter musikken og den musikalske oplevelse i centrum. Det enkelte regionale spillested har selv defineret sin profil, og hvordan det vil realisere de aftalte formål, visioner og mål i perioden 2013-2016.
4. Profil for Train i perioden 2013-2016
Train er i aftaleperioden 2013-2016 lokalt, regionalt og nationalt lokomotiv, motivator og dynamo for den rytmiske musik samt dennes udvikling og formidler et bredt musikudbud af høj kvalitet med fokus på både internationale, nationale og regionale kunstnere.
Train er et dynamisk kraftcenter med fokus på musikalske udviklingskoncepter, nye kunstnere og smalle nicher.
Train initierer og udvikler mangfoldige samarbejder samt øget dialog med relevante eksterne parter. Train tager medansvar for et samlet nationalt rytmisk miljø og involverer sig i koncertvirksomhed på eksterne scener i såvel egne som andres præsentationer.
5. Strategi
De regionale spillesteder realiserer formål og vision gennem målrettede aktiviteter inden for fem strategiske områder:
• Koncertvirksomhed
• Udvikling af musiklivet, herunder vækstlag og smalle genrer
• Publikumsudvikling, markedsføring og kommunikation
• Eksternt samarbejde
• Professionel ledelse, organisation og opgaveløsning
5.1. Koncertvirksomhed Overordnet målsætning
De regionale spillesteders koncertvirksomhed bidrager til at formidle og præsentere regional, national og international rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet samt at holde prioriteret fokus på udvikling og nytænkning.
Specifikke mål for Train
Trains koncertvirksomhed falder i tre grupper: Små (K1), mellemstore (K2) og store (K3) koncerter. Små koncerter er koncerter med under 150 solgte billetter, mellemstore koncerter er koncerter med 150 til 400 solgte billetter og store koncerter er koncerter med over 400 solgte billetter.
Tabel 1. Forventet antal årlige koncerter og publikumstal (kun betalende publikum) 2013-2016 fordelt på små, mellemstore og store koncerter.
Koncertstørrelse | Koncert- tal 2013 | Publikums- tal 2013 | Koncert- tal 2014 | Publikums- tal 2014 | Koncert- tal 2015 | Publikums- tal 2015 | Koncert- tal 2016 | Publikums- tal 2016 |
Små koncerter (K1) | 20 | 1.710 | 20 | 1.900 | 20 | 1.900 | 20 | 1.900 |
Mellemstore koncerter (K2) | 45 | 11.006 | 45 | 11.329 | 45 | 11.970 | 45 | 12.398 |
Store koncerter (K3) | 40 | 24.890 | 40 | 25.460 | 40 | 26.240 | 40 | 27.000 |
I alt | 105 | 37.606 | 105 | 38.689 | 105 | 40.110 | 105 | 41.298 |
5.1.1. Mål med små koncerter (K1)
Train understøtter og styrker vækstlagene samt bidrager til et rigt og mangfoldigt udbud af kunstnerisk kvalitet.
Train præsenterer smalle genrer, nicher og progressive kunstnere samt afprøver nye musikalske retninger og tendenser.
Train styrker dialogen med publikum og medier og arbejder med udvikling af koncertformer for at sikre optimal understøttelse af smalle genrer og vækstlagskunstnere.
5.1.2. Mål med mellemstore koncerter (K2)
Train bidrager til et rigt og mangfoldigt udbud af kunstnerisk kvalitet med præsentation af nicher og smalle genrer samt mere traditionelle og mainstreambaserede kunstnere.
Train har fokus på nye genrer, nye trends og nye musikalske retninger.
5.1.3. Mål med store koncerter (K3)
Train præsenterer et bredt spektrum af internationale og nationale kunstnere med høj publikumsappel. Train fokuserer på aktualitet og innovation såvel som historisk berettigelse samt nytænkning af form og indhold.
5.2. Udvikling af musiklivet, herunder vækstlag og smalle genrer Overordnet målsætning
Regionale spillesteder bidrager til at udvikle kvalitet, mangfoldighed og nyskabelse i musiklivet, herunder vækstlag og smalle genrer.
Specifikke mål for Train
Train løfter og støtter etablerede kunstnere, vækstlag og smalle genrer samt udfordrer og ombryder den traditionelle liveoplevelse.
Train understøtter kulturelle tiltag af kvalitets- og udviklingsorienteret art, såvel af smal som af mere etableret karakter.
5.3. Publikumsudvikling, markedsføring og kommunikation Overordnet målsætning
Regionale spillesteder bidrager til at formidle musik som en god og udviklende oplevelse. Spillestederne arbejder strategisk og involverende med at udvikle eksisterende og nye publikumsgrupper – særligt med henblik på børn og unge. Spillestedet inddrager forskellige publikumssegmenter i arbejdet og udarbejder mål, metode og succeskriterier for indsatsen. Spillestedet markedsfører og kommunikerer sine aktiviteter effektivt i hele dets virkeområde.
Specifikke mål for Train
Train deltager aktivt i udviklingen af den næste generations publikum samt etableringen af nye initiativer, koncepter og samarbejder, som involverer nye publikumsgrupper, og som udvikler de eksisterende.
Train formidler professionelt, effektivt og indbydende gennem relevante medier og er opsøgende på de steder hvor publikum færdes og trives.
5.4. Eksternt samarbejde Overordnet målsætning
Regionale spillesteder bidrager til øget dialog og samarbejder lokalt, i landsdelen, nationalt og internationalt med rytmiske spillesteder, genreorganisationer, uddannelsesinstitutioner og andre aktører i og uden for kulturlivet med henblik på at styrke og udvikle den rytmiske musik.
Specifikke mål for Train
Train fungerer som en kompetent kulturel medspiller på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan.
Train bidrager til en generel lokal og national musikalsk og kulturel udvikling via eksterne samarbejder
og indgår som professionel og engageret partner, der stille kompetencer, viden og erfaring til rådighed.
Train initierer og realiserer samarbejder med de genrespecifikke spillesteder og øvrige relevante aktører i hele landet med henblik på at styrke kunstnerisk kvalitet, mangfoldighed og nyskabelse, f.eks. gennem samarbejde om koncertpræsentation, vækstlagsarbejde, publikumsudvikling og markedsføring.
5.5. Professionel ledelse, organisation og opgaveløsning Overordnet målsætning
Regionale spillesteders aktiviteter varetages, ledes og administreres udviklingsorienteret og professionelt.
Specifikke mål for Train
Xxxxx arbejder kontinuerligt for at udvikle og styre sin organisation med henblik på at have alle funktioner bemandet optimalt.
Train fremtidssikrer sin organisation, struktur og bemanding til at varetage og håndtere alle fremtidige kulturelle opgaver som regionalt spillested samt musikalsk og kulturelt vækstcenter.
Trains bestyrelse og daglige ledelse er bekendt med Kulturministeriets anbefalinger om god ledelse, og tager dem i anvendelse med de nødvendige tilpasninger til spillestedets forhold.
6. Supplerende mål fra Aarhus Kommune
Train deltager i Aarhus Kommunes evaluering, som varetages af Aarhus Kommunes Kunstråd. I forbindelse med evalueringen stiller Train nødvendige oplysninger til rådighed.
Aarhus Kommune deltager i minimum ét dialogmøde om året på spillestedet.
Aarhus Kommune styrker samarbejdet og dialogen mellem de tre regionale spillesteder i Aarhus og vil i fællesskab med spillestederne afholde minimum tre årlige møder.
7. Finansielle forhold og tilskud
Spillestedets virksomhed finansieres af offentlige driftstilskud, egenindtægter og eventuelt bidrag fra private fonde og sponsorer. Dertil kommer eventuelt supplerende offentlige eller private tilskud til særskilt definerede projekter.
Statens Kunstråds Musikudvalgs tilskud til Train i 2013 forventes at udgøre 1.600.000 kr. Aarhus Kommunes tilskud til Train i 2013 forventes at udgøre 923.000 kr.
Tilskud udbetales normalt i fire årlige rater, kvartalsvis forud, dog forventes første kvartals rate udbetalt medio januar. Med mindre anden særskilt aftale foreligger, er det en forudsætning for udbetaling af tilskud, at budgetter og årsrapporter er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Tilskuddet fra Statens Kunstråds Musikudvalg fremskrives årligt på grundlag af det gældende pris- og lønindeks for staten, dog med forbehold for besparelser på de statslige bevillingslove. Kommunens tilskud vil årligt blive justeret i forhold til fremskrivningen af driftstilskud på det kommunale budget, dog med forbehold for besparelser på de kommunale budgetter.
8. Rapportering
Train er omfattet af Lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet samt Bekendtgørelse nr. 1701 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.
Desuden aftales nedenstående vedrørende budget, årsrapport, midtvejsevaluering og løbende afrapportering:
8.1. Budget
Spillestedet skal senest 1. november indsende et budget for det kommende regnskabsår til den tilsynsførende myndighed med henblik på godkendelse. Budgettet skal omfatte hele institutionens virksomhed og skal opstilles i overensstemmelse med Kulturstyrelsens budget- og regnskabsmodel. Eventuelle afvigelser fra modellen skal skriftligt aftales med Kulturstyrelsen.
Budgettet skal indsendes som én samlet pdf-fil, indeholdende følgende elementer:
• Indledning, som (1) opsummerer spillestedets forventede økonomi og målopfyldelse i relation til denne rammeaftale, (2) opregner de vigtigste forventede begivenheder i budgetåret samt (3) udtrykker spillestedets forventninger til budgetåret set i forhold til tidligere år og perspektiver for årene fremover. (4) Såfremt spillestedet forventer væsentlige afvigelser fra rammeaftalen, skal disse afvigelser beskrives tydeligt under en særskilt overskrift. Indledningen påtegnes med erklæring om (5) dato for bestyrelsens godkendelse af budgettet.
• Driftsbudget, som oplyser de forventede indtægter og udgifter fordelt på hovedposter i overensstemmelse med Kulturstyrelsens budget- og regnskabsmodel. Der skal være sammenligningskolonner for hvert af de to år før budgetåret. År 1 før budgetåret oplyses med budgettal, år 2 før budgetåret oplyses med regnskabstal. Budgetnoter skal anvendes efter behov.
Aarhus Kommune indsender senest 1. december en kopi af budgettet samt den kommunale godkendelse til Kulturstyrelsen, med henblik på at styrelsen tager materialet til efterretning.
8.2. Årsrapport
Spillestedet skal senest 30. april indsende en årsrapport til den tilsynsførende myndighed med henblik på godkendelse. Årsrapporten skal omfatte hele institutionens virksomhed. Årsrapportens resultatopgørelse, målopfyldelsesskemaet og koncertlisten skal opstilles i overensstemmelse med Kulturstyrelsens modeller. Eventuelle afvigelser fra modellerne skal skriftligt aftales med Kulturstyrelsen.
Årsrapporten skal indsendes som én samlet pdf-fil, indeholdende følgende elementer:
• Oplysninger om spillestedets organisationsnavn; cvr.-nr. og p-nr.; postadresse; bestyrelsens sammensætning og konstituering, herunder oplysning om udpegningsmyndighed og udpegningsperiode; navn, e-mailadresse og telefonnummer på daglig ledelse.
• Ledelsesberetning, hvori der redegøres for målopfyldelsen og de faglige og økonomiske resultater i
regnskabsåret, forventningerne til det kommende år samt øvrige forhold af væsentlig betydning for spillestedet, tilskudsyderne og spillestedets vigtigste interessenter.
• Revisionspåtegning.
• Redegørelse for anvendt regnskabspraksis.
• Resultatopgørelse med nøgletal.
• Balance.
• Noter, herunder specifikationer af resultatopgørelsens og balancens poster.
• Målopfyldelsesskema.
• Koncertliste med oplysninger om kunstnernavne, publikumstal og entréindtægter.
Aarhus Kommune indsender senest 30. juni en kopi af årsrapporten samt den kommunale godkendelse til Kulturstyrelsen, med henblik på at styrelsen tager materialet til efterretning.
8.3. Midtvejsevaluering
Midtvejsevalueringen finder sted foråret 2015 og gennemføres som et møde mellem aftaleparterne. Til brug for mødet indsender spillestedet en statusrapport, som redegør for målopfyldelsen og de faglige og økonomiske resultater de første to år af aftalen, den forventede målopfyldelse de resterende to år af aftaleperioden samt eventuelle ønsker om justeringer af rammeaftalens mål.
Statens Kunstråds Musikudvalg udarbejder en kortfattet skriftlig evalueringsrapport. Rapporten vil indeholde en beskrivelse og vurdering af den samlede situation for de regionale spillesteder i Danmark, dels en specifik vurdering af Train.
Statens Kunstråds Musikudvalg koordinerer den praktiske gennemførelse af evalueringen.
8.4. Åbenhed og gennemsigtighed
Spillestedet kommunikerer åbent om sit virke som regionalt spillested. Det betyder blandet andet, at følgende oplysninger skal gøres tilgængelige via internettet:
• Vedtægter
• Bestyrelsens sammensætning og virksomhedsoplysninger
• Årsrapporter
• Spillestedets statusrapport ved midtvejsevalueringen
8.5. Løbende dialog
Spillestedet har til enhver tid pligt til at underrette Aarhus Kommune og Statens Kunstråds Musikudvalg om forhold, der indebærer en væsentlig risiko for, at spillestedet ikke vil kunne leve op til indgåede aftaler og forpligtelser, herunder forventninger og krav fastsat i nærværende rammeaftale samt i indsendte, godkendte budgetter.
Spillestedet skal løbende orientere Aarhus Kommune og Statens Kunstråds Musikudvalg om ændringer i sammensætningen af bestyrelsen eller ledelsen.
Eventuelle vedtægtsændringer skal godkendes af Aarhus Kommune, før de kan træde i kraft. Aarhus Kommune orienterer Statens Kunstråds Musikudvalg med kopi af de nye vedtægter og den kommunale godkendelse.
De offentlige tilskudsydere kan når som helst kræve at blive orienteret om spillestedets forhold, herunder at få udleveret oplysninger og dokumentationer efter ønske.
9. Tilsynsmyndighed
Aarhus Kommune er offentlig tilsynsmyndighed. Tilsynet udøves i henhold til Bekendtgørelse nr. 1701 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.
10. Aftalevilkår og misligholdelse
Denne rammeaftale er ikke en kontrakt i juridisk forstand. Hvis der med virkning for aftaleperioden sker ændringer i lovgivning eller bevillingspraksis, som indebærer ændring af vilkårene for de offentlige tilskudsyderes tilskud til regionale spillesteder, vil tilskuddene kunne ændres eller helt bortfalde. Train kan i tilfælde af væsentlige ændringer i de offentlige tilskud opsige eller forlange genforhandling af aftalen uden varsel.
Hvis Train misligholder aftalen, kan Kulturstyrelsen og Aarhus Kommune opsige eller kræve genforhandling af aftalen uden varsel.
Aftalen kan, med mindre anden særlig aftale foreligger, opsiges af Train med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår.
11. Underskrifter
Undertegnede bekræfter hermed aftalens gyldighed. For Train, dato:
Xxxx Xxxx, bestyrelsesformand Xxxxxxx X. Xxxxxxx, spillestedsleder For Aarhus Kommune, dato:
Xxxx Xxxxxx Xxxxxxxxxxx Xx Xxxxxxxxxxx, kulturchef rådmand magistratsafd. for kultur og borgerservice
For Statens Kunstråds Musikudvalg, dato:
Xxxx Xxxx, xxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxxxxx, kontorchef