Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
KEN nr 9926 af 08/08/2017 (Gældende)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn afskedigelse under graviditet ej medhold
Ministerium: Social og Boligministeriet
Journalnummer: 2016681059926
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold
J. nr. 2016-6810-59926
En mandlig læge havde indgået en aftale med en lægepraksis om ansættelse i en uddannelsesstilling med henblik på at blive speciallæge i almen medicin. Regler for tildeling af uddannelsespraksis fastsætter antallet af samtidige uddannelsessøgende læger i praksis. På grund af lægens ønske om at holde fædre- og forældreorlov kunne han ikke begynde det aftalte forløb i den indklagede lægepraksis, da antallet af uddannelsessøgende læger hos indklagede dermed ville overstige det tilladte. Den indklagede lægepraksis fik afslag på dispensation fra reglerne. Nævnet vurderede, at klager ikke havde været udsat for forskelsbe- handling på grund af sit ønske om at holde orlov.
Lægen fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med ansættelse i en lægepraksis som led i uddannelse til speciallæge.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven.
Sagsfremstilling
Klager er læge og i et hoveduddannelsesforløb med henblik på at blive speciallæge i almen medicin. Ud- dannelsesforløbet strækker sig over 4½ år og er opdelt i tre faser og et sygehusophold.
Fase et består af seks måneder i lægepraksis. Herefter er uddannelseslægen 30 måneder på forskellige sygehusafdelinger, hvorefter uddannelseslægen vender tilbage til samme lægepraksis som under fase et og gennemfører fase to, der ligeledes er af seks måneders varighed. Fase tre består af 12 måneder i en lægepraksis, der ikke må være den samme praksis som i fase et og to.
Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse giver alment praktiserende læger tilladelse til at virke som såkaldte tutorlæger for læger under uddannelse til speciallæge og tildeler tutorlægen en uddannelses- søgende læge.
Det fremgår af ”TUTORLÆGEAFTALEN – VEDRØRENDE ALMENT PRAKTISERENDE LÆGER,
DER VIRKER SOM TUTORLÆGER af 1. september
2014”, at antallet af samtidige uddannelsessøgende læger i praksis (praksisamanuenser) ikke kan oversti- ge antallet af klassificerede læger i praksis, der opfylder betingelserne som tutorlæger.
Herudover er der i den pågældende videreuddannelsesregion fastsat retningslinjer for fordeling af uddan- nelsessøgende læger. Af ”Principper for tildeling af uddannelsespraksis” af 11. oktober 2016 fremgår blandt andet:
”Som udgangspunkt kan uddannelsespraksis med mindre end 4000 tilmeldte pt᾽er ikke have flere uddan- nelseslæger på samme tid. Praksis med 4000 6000 tilmeldte patienter kan have 2 uddannelseslæger på forskellige uddannelsesniveauer og praksis med mere end 6000 tilmeldte pt᾽er kan have 3 uddannelseslæ- ger på forskellige uddannelsesniveauer.
Særlige forhold kan tale for, at enkelte uddannelsespraksis kan have tilknyttet en ekstra uddannelseslæ- ge. Det kan bla. være, at tidligere evalueringer er tilfredsstillende, at der er flere godkendte tutorlæger, at de pladsmæssige forhold er i orden og at det ikke drejer sig om uddannelseslæger på samme uddannelses- niveau (3 måneders overlap kan godkendes). ”
Ved fravær under speciallægeuddannelsen, herunder fravær på grund af barsel, svarende til mere end 10
% af den fastsatte varighed, forlænges uddannelsestiden med den samlede fraværsperiode.
Klager og indklagede indgik i marts 2016 aftale om ansættelse som praksisamanuensis i fase tre fra den 1. september 2016 til den 31. august 2017.
Klager og hans daværende arbejdsgiver meddelte ved blanket underskrevet den 21. april 2016 regionen, at klager skulle være far med termin den 30. august 2016. Klager ville afholde fædreorlov fra den 30. august til den 13. september 2016 og yderligere orlov fra den 14. september til den 12. oktober 2016 samt fra den 2. maj til den 4. juli 2017.
Den 25. april 2016 orienterede xxxxxx indklagede om sin planlagte barsel. Hertil svarede indklagede:
”…
[…] Må sige at jeg blev lidt overrasket over de mange uger du har planlagt at tage, men set i ligestillings- øjemed er det selvfølgelig kun positiv.
…”
Herefter kontaktede indklagede en uddannelseskoordinator i regionen.
Indklagede har for nævnet fremlagt en udateret erklæring fra koordinatoren, der har oplyst, at indklagede ønskede dispensation fra de gældende regler vedrørende fordeling af uddannelseslæger. Det fremgår af udtalelsen, at klager ønskede xxxxxx indlagt i sit forløb hos indklagede, hvilket ville medføre, at indklage- de i en længere periode ville have tre uddannelseslæger på samme tid. På baggrund af praksis’ størrelse og lokaleforhold var der imidlertid ikke mulighed for dispensation. Regionens uddannelseskoordinator understregede, at de uddannelseslæger, der havde haft en del af deres ophold i klinikken havde ”første- ret”. Det fremgår også af udtalelsen, at klagers grundkontrakt ikke skulle ændres som følge af barsel, men at funktionsstedet måtte ændres for at overholde gældende regler og praksis fra Sundhedsstyrelsen og regionen.
Den 27. maj 2016 skrev indklagede følgende i en mail til klager: ”Kære [klager], Vi har erfaret, at vi kommer i problemer i forhold til dit uddannelsesophold hos os.
Vi er i den situation, at vi får to uddannelseslæger retur fra hhv. barsel og sygehusophold i efteråret 2017. Vi vil derfor pga dit ønske om forlænget ophold have tre faste uddannelseslæger tilknyttet samtidig, hvilket ikke er tilladt. Vi har drøftet dette med videreuddannelsessekretariatet, og de kan ikke give dispensation for dette. Da du ikke er startet et forløb hos os endnu, er det derfor dig, vi desværre ikke kan tilbyde en uddannelsesstilling. Vi er meget kede af dette, og har drøftet mulighederne. I fald du kan nøjes med 2 måneders barsel i dit forløb hos os og dermed afslutte dit forløb 31/10 2017, kan vi fortsat tilbyde dig fase 3.
Mvh
[tre navngivne medarbejdere hos indklagede]”
Den 30. maj 2016 videresendte klager mailen fra indklagede til uddannelseskoordinatoren i regionen og spurgte, om indklagede kunne fravælge klager på grund af barsel.
Hertil svarede uddannelseskoordinatoren i en mail samme dag: ”Kære [klager] Tak for din mail.
Det handler ikke om at der er nogle der vælges fra pga barsel, men fordi et puslespil skal gå op.
Så vidt jeg husker sagen, er der en læge der kommer retur fra barsel og samtidig en der kommer retur i fase 2. Begge to har "fortrinsret" idet det jo er et krav at disse (som udgangspunkt) optages i stampraksis.
Xxxxxxxxxxxx kunne jo, som de også skriver, gå op i fald din stilling blev som den oprindeligt var forventet, nemlig 12 mdr. Da du har valgt at afholde barselsorlov, kan puslespillet jo så desværre ikke komme til at gå op, da vi ikke kan dispensere fra reglen om antal af uddannelseslæger i en praksis af den størrelse.
Du skal ikke forstå min besvarelse som en kritik af at du vælger at holde barsel tværtimod! Det er blot en konstatering af at det så ikke lige kan blive i den praksis, men [person] vi[l] være behjælpelig med at finde en anden, såfremt du ikke selv kan finde en.
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig igen. Du kan også ringe til mig på [telefon- nummer].
MVH
[navn]
Almenmedicinsk Uddannelseskoordinator”
Den 30. maj 2016 orienterede xxxxxx indklagede om, at han fortsat var i gang med at finde ud af, hvad han skulle gøre.
Hertil svarede indklagede i en mail til klager samme dag: ”Kære [klager],
Godt at høre at du har modtaget vores mails. Vi håber selvfølgelig, at du kan udskyde noget barsel eller lignende, så du fortsat kan have din fase 3 hos os. Vi forstår dog godt, hvis du søger andre steder hen, hvor du evt kan få din barsel, som I har planlagt det.
Vi afventer din tilbagemelding.
Mvh
[tre navngivne medarbejdere hos indklagede]” Den 1. juni 2016 skrev indklagede til klager i en mail: ”Kære [klager],
Da hele situationen omkring din fase 3 er lidt uvis lige nu, flytter vi vores ellers planlagte møde torsdag
d. 9/6. I fald det forhåbentlig ender med, at du har din fase 3 hos os, vil vi i stedet gerne invitere dig d. 27/6. I fald du finder en anden fase 3 praksis, aflyser vi selvfølgelig bare mødet.
Mvh
[tre navngivne medarbejdere hos indklagede]” Ved mail af 5. juni 2016 skrev xxxxxx til indklagede: ”Hej [navn]
Jeg har nu fundet en anden fase 3-praksis. Det var ærgerligt, at det ikke kunne passe ind, at jeg kom ud til jer, for det havde jeg glædet mig til. Til gengæld har jeg nu fundet en praksis, som ligger tættere på det hus, vi netop har købt i [by], så det var lidt held i uheld for mig.
Held og lykke fremover! Mvh. [klager]”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. november 2016.
Indklagede har for nævnet fremlagt en erklæring fra en uddannelseslæge. Af erklæringen, der ikke ses at være dateret, fremgår bl.a.:
”Det bekræftes hermed, at jeg blev ansat hos [indklagede] den 1. maj 2016. Da jeg ansøgte om stillingen, oplyste jeg i første omgang ikke om, at jeg var gravid, og at jeg derfor skulle gå på barsel kort efter ansæt- telsesstart. [Indklagede] var derfor nødt til at give mig afslag, idet de ikke kunne have 3 uddannelseslæger ansat samtidig i forhold til gældende regler. Jeg kontaktede [indklagede] igen og fortalte, at jeg skulle gå på barselsorlov 10 uger efter ansættelsesstart.
Dette bevirkede at [indklagede] tilbød mig en introduktions stilling hos dem, idet de således kunne overholde reglerne om, at der kun må være to uddannelseslæger ansat samtidig.
l forbindelse med xxx tilbagevenden efter endt barselsorlov i efteråret 2017, blev jeg adspurgt, om jeg var interesseret i at forlænge forældreorloven med to måneder. Dette da [indklagede] ville imødekomme en anden uddannelseslæges ønske om forlænget ansættelse hos dem grundet barsel under ansættelsen. Jeg havde netop haft et ønske om en lang barsel, så det indvilligede jeg naturligvis i. Senere blev jeg
informeret om, at den pågældende uddannelseslæge alligevel ikke ønskede stillingen. Jeg ønskede fortsat en lang barsel, dvs. forlængelse af forældreorloven med to måneder, og jeg havde i første omgang meldt dette til [indklagede]. Da jeg senere besluttede, at forlængelsen ikke var nødvendig alligevel, kunne jeg frit bestemme en anden dato for min tilbagekomst.
[Indklagede] har udvist stor fleksibilitet og imødekommenhed i forhold til min graviditet og min barsel. Jeg er således yderst tilfreds med ansættelsesforholdene hos [indklagede].
Med venlig hilsen [navn]”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Han ønsker en godtgørelse.
Klager blev forsøgt overtalt til mindre barsel end planlagt som forudsætning for, at han alligevel kunne ansættes. Han blev derfor fravalgt på grund af barsel. Der var ikke noget problem med klagers ansættelse, før han fremsatte sit ønske om barsel.
Efterfølgende blev klager ikke tilbudt en anden ansættelse som led i sin videreuddannelse men fandt selv en stilling.
Denne sag minder i al væsentlighed om Ligebehandlingsnævnets afgørelse i KEN nr. 9405 af 09/10/2013 [x.xx. 7100150-13].
Indklagedes mail af 25. april 2016 henviser til klagers store fravær i forbindelse med xxxx xxxxxx. Klager blev således valgt fra på grund af sit ønske om barsel.
Der var underskrevet en ansættelseskontrakt, og sagen drejer sig derfor om en afskedigelse. Det er irrelevant for sagen, om indklagede ønskede at understøtte deres ansattes afholdelse af barsel, når de på grund af klagers ønske om barsel ikke kunne tilbyde ham ansættelse alligevel og faktisk afskedigede ham.
Klagers mail af 5. juni 2016 var ikke en tilkendegivelse af, at han ikke ønskede ansættelsen alligevel. Han informerede i mailen indklagede om, at han havde fået anden ansættelse, idet han var blevet afskediget af indklagede.
Indklagede har oplyst, at de ikke må have mere end to uddannelseslæger på forskellige uddannelsesni- veauer i deres praksis. Det fremgår imidlertid af skærmprint fra indklagedes hjemmeside, at der den
20. januar 2017 var tilknyttet fire uddannelseslæger. Det lader derfor ikke til, at reglerne om antallet af tilknyttede uddannelseslæger i øvrigt bliver overholdt, når der ikke er barsel involveret. Det fremgår endvidere af indklagedes hjemmeside, at der var to introduktionslæger beskæftiget på samme tid, der ikke var på forskellige uddannelsesniveauer. Dette vidner om, at reglerne kun bliver fulgt, når det er i indklagedes egen interesse.
Uanset indklagedes mulige forsøg på af hensyn til klagers ansættelse at indhente en dispensation fra reglerne skulle det under alle omstændigheder være muligt at afholde sin barsel. Klager mistænker, at det samme ikke var sket, såfremt en gravid kvinde skulle afholde barsel.
Reglerne om videreuddannelse til speciallæge i almen medicin som opstillet af den pågældende region står ikke over loven. Videreuddannelsesregionens regler om antallet af uddannelseslæger er derfor ikke relevante.
Udtalelserne fra henholdsvis regionens uddannelseskoordinator og uddannelseslægen hos indklagede kan ikke tillægges værdi og er under alle omstændigheder ikke relevante for sagens kerne. Klager bestrider ikke rigtigheden af udsagnene, men gør opmærksom på kilden.
Indklagede gør gældende, at virksomheden ikke har udøvet ulovlig forskelsbehandling på grund af køn. De har i virksomheden fulgt gældende regler, som de ikke havde mulighed for at dispensere fra.
Såfremt klager bestrider rigtigheden af de fremlagte udtalelser, gør indklagede gældende, at sagen skal afvises på grund af afgørende bevistvivl.
Forlængelsen af klagers fase tre ville som følge af tilbagekomst af andre uddannelseslæger fra henholds- vis barsel og uddannelsesophold medføre, at antallet af samtidige uddannelseslæger fra ultimo 2017 ville komme op på tre. Indklagede har 5000 tilmeldte patienter og kan derfor alene have to uddannelseslæger på forskellige uddannelsesniveauer. Forlængelsen ville derfor medføre, at klager ikke kunne gennemføre fase tre hos indklagede.
I den forbindelse var indklagede i dialog med videreuddannelsesregionen med henblik på at afklare, om klager alligevel kunne gennemføre fase tre hos dem. Uddannelsessekretariatet afviste imidlertid, at der kunne dispenseres fra reglerne.
Indklagede kontaktede også en uddannelseslæge på barsel med henblik på at afklare, om hun eventuelt ønskede længere barsel end planlagt, da dette ville give mulighed for tilsvarende at forlænge klagers ansættelse. Den pågældende uddannelseslæge accepterede at holde barsel to måneder længere end plan- lagt. Dermed kunne indklagede forlænge klagers ansættelse med to måneder, og klager kunne afholde to måneders barsel og stadig færdiggøre fase tre hos indklagede.
Videre fremgår det af erklæringen fra uddannelseslægen, at hun oprindeligt blev meddelt afslag på ansættelse, da indklagede ikke havde plads til flere uddannelseslæger. Hun vendte efterfølgende tilbage og oplyste, at hun var gravid og ville gå på barsel 10 uger efter ansættelsens start. Dette bevirkede, at indklagede tilbød hende ansættelse, da hendes barsel netop gjorde det muligt at indpasse forløbet og overholde reglerne for tildeling af uddannelseslæger.
Reglerne om uddannelse af speciallæger er sagligt begrundet i hensynet til at sikre omfanget og kvaliteten af den praktiske del af speciallægeuddannelsen. Den enkelte lægepraksis har ikke mulighed for at dispen- sere fra reglerne.
Indklagede ønskede at ansætte klager uafhængigt af, om han skulle afholde orlov. Som følge af de gældende regler for tutorlæger og fordeling af uddannelseslæger kunne klager imidlertid ikke færdiggøre
fase tre hos indklagede, hvis han fastholdt den planlagte orlov, idet forlængelserne ville medføre et overlap med andre uddannelseslæger.
Sagen adskiller sig væsentligt fra Ligebehandlingsnævnets afgørelse af
9. oktober 2013 (x.xx. 2012-6810-09216), hvor tutorlægen ved en afvisning af en uddannelseslæge henvis- te til dennes fravær i forbindelse med fædreog forældreorlov og derved begrundede afvisningen i det forhold, at klager ville være fraværende en del af ansættelsestiden.
I modsætning hertil lagde indklagede ingen vægt på det planlagte fravær, men måtte blot konstatere, at de ikke kunne tilbyde ansættelse i den fulde forlængede periode.
Hertil kommer, at indklagede forinden afklarede, om der kunne gives dispensation. Herefter blev et allerede planlagt uddannelsesforløb ændret ved at forlænge en anden uddannelseslæges barsel for herved at kunne tilbyde klager ansættelse, der i videst muligt omfang inden for reglerne imødekom hans ønske om at afholde barsel samt muliggjorde gennemførelse af fase tre hos indklagede.
Som det fremgår af mailen af 25. april 2016 fra indklagede til klager, var virksomheden selvsagt ikke bekendt med, at klager ville holde barsel eller omfanget heraf, hvilket har betydning for virksomhedens mulighed for at tilrettelægge og koordinere tilknyttede uddannelseslægers forløb med henblik på at sikre, at reglerne for tildeling af uddannelseslæger bliver overholdt.
Indklagede ønsker at bidrage til, at såvel mænd som kvinder bruger deres ret til barsel. Dette fremgår direkte af mailen og understøttes af det videre forløb, hvor klinikken aktivt og langt ud over det forvente- lige forsøgte at skabe mulighed for, at klager i videst muligt omfang kunne afholde den ønskede barsel og stadig gennemføre fase tre i indklagedes praksis.
Indklagedes nuværende mandlige uddannelseslæge afholder tre måneders barsel, ligesom en tidligere mandlig uddannelseslæge også har afholdt barsel under sit forløb hos indklagede.
Det er fortsat gældende, at indklagede kan have to uddannelseslæger i virksomheden på samme tid. Her- udover kan der være tilknyttet såkaldte ”returlæger”, som er uddannelseslæger, der efter at have gennem- ført fase et i virksomheden er påbegyndt det 30-måneders ophold på forskellige sygehusafdelinger. Ud- dannelseslægen skal efter sygehusopholdet ”retur” til samme praksis for at gennemføre fase to. For at holde kontakten til virksomheden under sygehusopholdet er ”returlægen” i virksomheden 10 dage årligt. ”Returlægerne” er ikke uddannelseslæger tilknyttet praksis i den periode, hvor de er tilknyttet forskellige sygehusafdelinger.
Indklagede havde i februar 2017, hvor indklagede senest kom med indlæg i sagen, en uddannelseslæge tilknyttet. Herudover var der tre ”returlæger”, der var på sygehusophold.
Ud over reglerne vedrørende antallet af uddannelseslæger tilknyttet praksis er det yderligere et krav, at de to tilknyttede uddannelseslæger ikke må være på samme uddannelsesniveau. Dog kan der gives dispensa- tion for et overlap på op til tre måneder. Klagers forløb har ikke relation til reglen om uddannelseslæger på samme niveau.
Indklagede overholder gældende regler for tildeling af uddannelseslæger og har på intet tidspunkt haft tilknyttet mere end to uddannelseslæger.
Indklagede udviser en betydelig fleksibilitet med henblik på at imødekomme uddannelseslægernes ønsker i forhold til tilrettelæggelsen af deres uddannelse.
Indklagede forsøgte aktivt at skabe mulighed for, at klager kunne gennemføre fase tre hos dem og samtidig holde så meget barsel som muligt inden for reglerne.
Klager blev ikke afskediget, eller hvad der eventuelt kan sidestilles hermed. Klagers ønske om xxxxxx havde ingen betydning for indklagedes vilje til eller ønske om at tilbyde klager ansættelse under hans fase treforløb. Indklagede fastholdt tilbuddet om ansættelse. Det var klager selv, der den 5. juni 2016 meddelte, at han havde fundet en anden fase trepraksis, og at denne praksis lå tættere på hans nykøbte hus.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebe- handling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige
partsog vidneforklaringer.
Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, kriterium eller praksis vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, med mindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling, fordi lønmodtageren har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær i forbindelse med blandt andet fædreog forældreorlov.
Beskyttelsen mod afskedigelse eller anden mindre gunstig behandling på grund af graviditet, herunder den omvendte bevisbyrde, gælder således såvel moderen som faderen.
Der var mellem klager og indklagede indgået en aftale om ansættelse i uddannelsesstilling med start den
1. september 2016. Der var således etableret et ansættelsesforhold.
Det forhold, at indklagede meddelte klager, at de alene kunne tilbyde klager en uddannelsesstilling, såfremt han kun ville afholde to måneders barsel, må derfor sidestilles med afskedigelse eller anden mindre gunstig behandling, der er omfattet af ligebehandlingslovens § 9.
Indklagede skal herefter godtgøre, at afskedigelsen eller den mindre gunstige behandling ikke var begrun- det i klagers ønske om at holde barselsorlov.
Nævnet lægger til grund, at de gældende regler for tildeling af uddannelsespraksis fastsat i tutorlægeaf- talen og i regionens principper for tildeling af uddannelsespraksis var til hinder for, at klager kunne gennemføre fase tre-forløbet hos indklagede.
Nævnet lægger videre til grund, at indklagede søgte dispensation fra reglerne, men at dette blev afslået.
På denne baggrund og efter sagens øvrige oplysninger, herunder den fremlagte mailkorrespondance mellem parterne, vurderer nævnet, at indklagede har godtgjort, at afskedigelsen eller den mindre gunstige behandling af klager ikke var begrundet i hans ønske om at afholde barselsorlov.
Klager blev derfor ikke udsat for forskelsbehandling på grund af sit ønske om afholdelse af barselsorlov. Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1, om klagebehandling
Ligebehandlingsloven
– § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
– § 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov
– § 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde
<2016-6810-59926>