Salgs- og leveringsbetingelser for FURUNO DANMARK A/S (FDK) – Erhvervskunder
Salgs- og leveringsbetingelser for FURUNO DANMARK A/S (FDK) – Erhvervskunder
Nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse i det omfang, de ikke fraviges ved anden skriftlig aftale.
1. Tilbud og levering
1.1. Hvor ikke andet er aftalt, noteres alle ordrer til de på leveringsdagen gældende priser, og såvel prismæssigt som leveringsmæssigt under forbehold for strejke, lockout og andre forhold, som vi ikke selv er herre over jfr. punkt 9.
1.2. Med mindre andet er skriftligt aftalt, er opgivne leveringstider efter bedste skøn og med forbehold for mellemsalg. Kommer FDK til den opfattelse, at aftalt leveringstid ikke kan overholdes, eller forsinkelse må anses for sandsynlig, vil køber modtage skriftlig meddelelse herom samt så vidt muligt tidspunktet, hvor levering påregnes at kunne finde sted.
1.3. Såfremt FDK ikke ser sig i stand til at levere det solgte i henhold til aftalt leveringstid, eller i henhold til punkt 1.2 forlænget leveringstid, har køber ret til at hæve købet. FDKs ansvar for tab, køber måtte lide som følge af forsinkelse eller manglende levering kan aldrig overstige 10.000 kr.
2. Tekniske oplysninger, produktinformationer m.v.
2.1. Alle oplysninger i brochurer, kataloger, prislister m.v. om vægt, dimensioner, kapacitet, ydeevne og andre tekniske data er omtrentlige og kun bindende i det omfang, aftalen udtrykkelig henviser til dem.
3. Konstruktionsændringer
3.1. FDK forbeholder sig ret til før leveringen og uden forudgående meddelelse til køber at foretage sådanne ændringer i konstruktion, udførelse m.v., som vi måtte finde nødvendige.
3.2. Sådanne ændringer giver kun køber ret til at hæve købet, såfremt han kan bevise, at en bestemt konstruktion, udførelse mv. var en forudsætning for købet og berettiger ikke køber til nogen skadeserstatning.
4. Priser
4.1. De i tilbud og aftaler anførte priser er inkl. emballager og excl. moms, samt eventuelle statsafgifter, såfremt intet andet er skriftligt aftalt.
5. Forsendelse
5.1. Priserne gælder ab lager (EXW), såfremt intet andet er aftalt. Forsendelser fra FDK til modtager vil blive transportforsikret, såfremt andet ikke er aftalt. Omkostningerne i forbindelse med transportforsikring vil blive debiteret køber.
5.2. Ved bortkomst eller synlig beskadigelse af vare under transport skal reklamation ske ved modtagelse af varen ellers senest skriftligt 7 dage derefter (søn- og helligdage ikke medregnet).
6. Betaling
6.1. FDKs betalingsbetingelser er som anført i tilbuddet. Betaler køber ikke i rette tid, og skyldes forsinkelsen ikke FDK er FDK berettiget til at beregne morarente fra forfaldsdagen med en rentesats svarende til 7% over Den Danske Nationalbanks til enhver tid gældende diskonto. Leverancen forbliver FDKs ejendom, indtil betalingen er lagt fuldt ud. Veksel eller gældsbevis anses ikke som betaling før fuld indfrielse heraf har fundet sted.
6.2. Oplagring af varer: Dersom vi ikke har modtaget forsendelsesinstruktioner senest 7 dage efter at varerne, efter vor meddelelse til kunden, er klar til afsendelse, forbeholder vi os ret til at oplagre varerne for kundens regning. Varerne betragtes da som leverede, og betaling for leverancen er forfalden.
7. Afhjælpning af mangler
7.1. FURUNO produkter (ekskl. vejrradar)
FDK påtager sig, i en periode af 24 på hinanden følgende måneder efter levering til første bruger har fundet sted – uden ugrundet ophold, at foretage genlevering eller reparation efter eget valg, når der foreligger mangler ved leverancen, som skyldes konstruktion, materiale eller fremstilling.
7.2. Produkter af andet fabrikat.
Produkter af andet fabrikat er dækket af fabrikantens garanti, som kan afvige fra FURUNO DANMARK’s almindelige garantibetingelser.
7.3. Afhjælpning omfatter ikke sådanne tilfælde, hvor mangler skyldes, at 1) at leverancen ikke er blevet vedligeholdt og anvendt i fuld overensstemmelse med vore forskrifter, fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, ændringer eller tekniske indgreb, foretaget uden vort skriftlige samtykke, 2) ekstraordinære klimatiske påvirkninger eller 3) installation og / eller idriftsættelse blev udført af en uautoriseret servicestation. Afhjælpning af produkter af andet fabrikat vil følge den afhjælpningsret, som er udstedt af den pågældende leverandør/fabrik.
7.4. Mangler som følge af slitage er ikke omfattet af afhjælpningsretten.
7.5. Undervandsdele er ikke omfattet af afhjælpningsretten.
7.6. Sliddele er ikke omfattet af afhjælpningsretten. Omkostninger (herunder rejse og rejsetid) ved montering og afmontering af defekte produkter er ikke omfattet af afhjælpningsretten.
7.7. For FURUNO produkter dækker FDK arbejdsomkostninger ombord op til max. 4 (fire) timers standardtid, og rejsetiden op til 2 (to) timers standardtid og maks. 160 km samlede rejse i bil. FDK er ikke ansvarlig for at dække eventuel ventetid eller udgifter i forbindelse med transport til og fra servicelokationen.
7.8. Såfremt køber ønsker at reklamere over eventuelle mangler, skal skriftlig reklamation fremsættes uden ugrundet ophold, efter at manglen er konstateret.
7.9. Efter at FDK har modtaget reklamation om en mangel, som anses for omfattet af denne bestemmelse vil FDK uden forsinkelse afhjælpe manglen.
7.10. Såfremt FDK får mangelfulde leverancer eller dele tilbagesendt med henblik på om levering eller reparation skal køberen bruge FDK's Return Material Authorization (RMA), og køber skal, medmindre andet er aftalt, bære omkostningerne og risikoen ved transporten.
7.11. Ved fremsendelse af leverancer eller dele i form af genlevering eller som reparerede dele, foregår transporten, medmindre andet er aftalt, for FDKs regning. Returforsendelse er for kundens risiko og regning.
7.12. Mangelfulde dele, som er ombyttet i henhold til foranstående, skal stilles til FDKs fulde disposition.
7.13. FDK yder afhjælpningsret for dele af leverancen, som er udskiftet eller repareret på samme vilkår og under samme forudsætninger, som for den oprindelige leverance. FDK's forpligtelser i henhold til bestemmelserne i disse betingelser kan ikke overstige den oprindelige garanti periode for de leverede produkter.
7.14. Efter at risikoen for leverancen er gået over til køberen, har FDK intet ansvar for mangler, udover de forpligtelser, der er fastsat ovenfor. FDK fraskriver sig således ansvaret for ethvert indirekte tab, som f.eks. driftsstop eller tidstab, manglen måtte have forvoldt for køber.
7.15. FDK’s generelle Garantibestemmelser kan fremsendes ved rekvisition.
8. Annullering af købsordrer
8.1. Annullering af købsordrer for varer i vort normale produktsortiment (d.v.s. varer, der normalt lagerføres og som er indeholdt i vor normale prisliste), der er bestilt jævnfør vore normale salgspriser kan gebyrfrit annulleres før afsendelse fra FDK.
8.2. For annullering af skaffevarer (varer, der ikke er en del af vort normale varesortiment/ikke normalt lagerføres og ikke er i vor normale prisliste) eller varer, der indgår i en samlet større ordre bestilt til specialpriser kan – for så vidt andet ikke er nævnt i vor ordrebekræftelse – annulleres før afsendelse fra FDK mod et annulleringsgebyr på 15 % af varens pris.
9. Fortrydelsesret ved køb af varer
9.1. Kompletvarer, der er indeholdt i vort normale varesortiment (d.v.s. varer, der normalt lagerføres og som er indeholdt i vor normale prisliste), kan gebyrfrit returneres inden 14 dage fra fakturadato, såfremt varen er ubrugt, fejlfri og i den originale emballage. Programmeringsgebyrer refunderes ikke.
9.2. Reservedele/ombytningsmoduler, der er indeholdt i vort normale varesortiment (d.v.s. varer, der normalt lagerføres og som er indeholdt i vor normale prisliste) skal returneres i den originale emballage/forseglede plasticpose for at kvalificere til fuld kredit.
9.3. Et returneringsgebyr på DKK 595,00 opkræves for hver returneret enhed.
9.4. Hvis den forseglede plasticpose er blevet brudt, opkræves et returneringsgebyr på DKK 895,00 for hver returneret enhed.
9.5. Før returnering skal der udfyldes en RMA formular (Return Merchandise Authorization), som findes på: xxxx://xxx.xxxxxx.xx/. Den returnerede vare skal være tydelig mærket med RMA identifikationen.
9.6. Returnering af skaffevarer (varer, der ikke er en del af vort normale varesortiment/ikke normalt lagerføres og ikke er i vor normale prisliste) eller varer, der indgår i en samlet større ordre købt til specialpriser kan kun returneres efter særskilt aftale med FDK og da mod et returneringsgebyr svarende til 15 % af varens fakturapris.
9.7. Returnering af varer sker for egen regning og risiko.
10. Ansvar for skadesforvoldelse. Produktansvar
10.1. For sådanne skader, som umiddelbart er omfattet af lov nr. 371 af 7. juni 1998 med xxxxxxxxx ifølge lov nr. 1041 af 28. november 2000 og lov nr. 541 af 8. juni 2006 om produktansvar, gælder lovens bestemmelser.
10.2. FDK er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af FDK eller andre, som FDK har ansvaret for.
10.3. FDK er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder medens leverancen er i køberens besiddelse. FDK er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, hvor disse indgår. I øvrigt er FDK ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre på samme betingelser som for personskade.
10.4. I den udstrækning, FDK måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand er køberen forpligtiget til at holde FDK skadesløs i samme omfang, som FDKs ansvar er begrænset efter de tre forudgående stykker.
10.5. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom.
10.6. FDK og køberen er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af leverancen. Det indbyrdes forhold mellem køber og FDK afgøres dog altid i henhold til punkt 10. Disse begrænsninger i FDKs ansvar gælder ikke, hvis FDK har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
10.7. Sælgeren er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
11. Ansvarsfrihed – Force Majeure
11.1. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, når de indtræffer efter aftalens indgåelse og forhindrer dens opfyldelse.
11.2. Arbejdskonflikter, strejker, lock-out og enhver anden omstændighed, som partnerne ikke har været herrer over, såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, sabotagehandlinger, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangler på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraftmidler og mangler ved leverancer fra underleverandører eller forsinkelser med sådanne leverancer, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
11.3. Den part som ønsker at påberåbe sig nogen af de nævnte omstændigheder, skal uden ugrundet ophold skriftligt underrette den anden part om begivenhedens opståen og ophør.
11.4. Begge parter er berettiget til ved skriftlig meddelelse til den anden at hæve aftalen, når dens opfyldelse inden for rimelig tid bliver umulig på grund af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
12. Afgørelse af tvister – Værneting
12.1. Tvistigheder i anledning af aftalen og til denne føjede bestemmelser skal afgøres efter dansk rets regler og med Sø- og Handelsretten i København som værneting.