Contract
A. Modtager(e): BSU, ØU og KB
cc: [Navn(e)]
Kravspecifikation for private leverandører af dagtilbud
Til private leverandører og andre interesserede
Dato: Juni 2022
Sags nr.: 28.03.04-P00-1-22
Sagsbehandler: ABA
BØRN, SUNDHED & VELFÆRD
Børn, Xxxxxxx & Velfærd
Albertslund Kommune
Nordmarks Allé 1
2620 Albertslund
xxxxxxxxx@xxxxxxxxxxx.xx T 43 68 68 68
Indhold
3. Godkendelsesprocedurer og behandlingstid 3
9. Ansættelser og afskedigelser 6
10. Samarbejde med den kommunale forvaltning 6
1. Baggrund
Kravspecifikationen skal fungere som den konkrete udmøntning af lovgivningen om etablering og drift af private dagtilbud, nærmere bestemt Dagtilbudsloven § 19 – 20 og § 36 – 40.
Loven giver Albertslund Kommune mulighed for at fastsætte og beskrive de krav, kommunen ønsker at stille til egne kommunale institutioner og til private dagtilbud, etableret og drevet af private leverandører.
Albertslund Kommune skal ifølge lovgivningen godkende oprettelse af en privat institution, hvis den opfylder betingelserne i dagtilbudsloven, kommunens kravspecifikation, samt alle relevante politikker inden for området.
Hvis man som interesseret privat leverandør har spørgsmål til materialet og kravene, kan man henvende sig til Dagtilbudsafdelingen.
2. Generelt
Overordnet set skal private leverandører efterleve de samme love, regler og rammer som kommunale dagtilbud. Forskellen er primært, at det private dagtilbud har nogle andre frihedsgrader end kommunale dagtilbud i forhold til anvendelse af økonomi, herunder overskud og formue. Desuden indgår et privat dagtilbud ikke i den kommunale pladsanvisning, og kan derfor ikke forvente at kommunen anviser børn til institutionen.
Det er op til driftsherren af det private dagtilbud at afgøre, om et privat dagtilbud senere skal nedlægges.
3. Godkendelsesprocedurer og behandlingstid
Grundlaget skal beskrives i den ansøgning, den private leverandør fremsender til Børn, Sundhed & Velfærd. For at kunne blive godkendt som privat institution, skal det beskrives, hvordan leverandøren agter at leve op til de i kravspecifikationen beskrevne områder.
Private leverandører må forvente, at godkendelsesproceduren tager op til 3 mdr. Det skyldes, at det er Kommunalbestyrelsen, der godkender ansøgningen, og at det ordinære sagsforløb skal efterleves i den sammenhæng. I de tilfælde hvor ansøgningen ikke lever op til kravene, må godkendelsesproceduren forventes at tage længere tid end de tre måneder.
Godkendelsesproceduren begynder først i det øjeblik ansøgeren har deponeret 30.000 kr. på kommunens konto. Pengene refunderes når Kommunalbestyrelsen har taget beslutning om godkendelse af ansøgningen, og beslutningen er meddelt ansøgeren.
4. Lovmæssige krav
Private leverandører, der ønsker at oprette og drive private dagtilbud i Albertslund Kommune, er overordnet set forpligtet til at overholde den til enhver tid gældende kommunale kravspecifikation og efterleve den til enhver tid gældende lovgivning samt gældende kommunale strategier og politikker på området:
• Dagtilbudsloven
• Serviceloven - Albertslund Kommune gør opmærksom på, at ansatte i et privat tilbud er omfattet af reglerne om underretning til de sociale myndigheder. Det forventes, at den private institution forpligter sig til at deltage i det tværfaglige kommunale samarbejde omkring børn.
• Byggelovgivningen
• Planlovens bestemmelser vedr. placering af daginstitutioner
• Arbejdsmiljøloven
• Private leverandører, der indgår aftale/ overenskomst med kommunen er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven
• Private leverandører skal tegne de nødvendige forsikringer, eksempelvis bygnings – og brandforsikring, indboforsikring samt arbejdsskadeforsikring
• Private leverandører skal fremskaffe et virksomhedsregistreringsbevis fra Erhvervsstyrelsen samt ibrugtagningstilladelse
• Private institutioner er i henhold til loven forpligtet til at modtage studerende og elever fra professionshøjskolerne og PAU–elever fra SOSU–skolen.
5. Rammer
Private leverandører, der ønsker at oprette og drive dagtilbud i Albertslund Kommune, er forpligtet til at overholde og efterleve de til enhver tid gældende Kommunalbestyrelsesbeslutninger vedrørende normering, bygningsforhold, økonomisk bæredygtighed samt kommunale strategier og politikker.
Et privat dagtilbud skal løbende kunne tilpasse sig til de på ethvert tidspunkt gældende kommunale bestemmelser i forbindelse med renovering, nybygning og andre bygningsmæssige ændringer sigtes der mod institutioner med en minimums normering på 80 enheder (et børnehavebarn tæller 1 enhed – et vuggestuebarn tæller to enheder). Formålet er at opnå en større fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse og øge mulighederne for videndeling, faglig sparring og udvikling. Størrelsen vurderes samtidig at mindske institutionernes sårbarhed.
6. Vedtægter
Der skal udarbejdes vedtægter for den private institution, som vedlægges den konkrete ansøgning. Disse vedtægter skal blandt andet
indeholde: formål, optagelseskriterier, opsigelsesvarsel, åbningstid, børneantal, forældreindflydelse, bestyrelseskonstruktion samt anvendelse af eventuelt overskud.
7. Optagelsesregler
Den private leverandør kan som udgangspunkt selv fastsætte antallet af børn i dagtilbuddet, dog skal det i forbindelse med godkendelsen i Kommunalbestyrelsen oplyses, hvor mange enheder, der søges godkendelse til.
Et privat dagtilbud fastsætter selv sine optagelses- og ventelistekriterier. De skal som minimum overholde gældende lovgivning om lige adgang, medmindre det i den af Kommunalbestyrelsen godkendte ansøgning fra en private leverandør fremgår, at optagelse eksempelvis begrænser sig til børn af forældre, der er ansat på en bestemt arbejdsplads/virksomhed.
Dagtilbuddet kan alene afvise optagelse, hvis der ikke er ledige pladser. Her træder det private dagtilbuds ventelistekriterier i kraft – disse skal fremgå af dagtilbuddets vedtægter. Albertslund Kommune stiller krav om, at optagelses- og ventelistekriterierne er offentligt tilgængelige, fx via dagtilbuddets hjemmeside.
Et privat dagtilbud er forpligtet til at optage børn med handicap eller andre særlige problemstillinger. Afslag om optagelse af børn med særlige behov kan alene begrundes ud fra følgende kriterier:
o At de fysiske rammer ikke er eller kan tilpasses barnets behov
o At personalets kvalifikationer ikke matcher de faglige krav, der skal til for at sikre børn med særlige behov de nødvendige udviklingsmuligheder (et privat dagtilbud kan optage alligevel, og derefter ansøge Albertslund Kommune om støttepædagogressourcer).
Det private dagtilbud skal tage kontakt til Albertslund Kommune, hvis det optager/har et barn indskrevet med særlige behov, således at Albertslund Kommune kan vurdere behovet for særlige støtteforanstaltninger, herunder om det er hensigtsmæssigt, at barnet er optaget i det private dagtilbud.
Albertslund Kommune kan jf. Vejledning om dagtilbud kap.12.313. beslutte, at et barn med særlige behov skal flyttes fra et dagtilbud til et andet (kommunalt) dagtilbud, hvis det vurderes, at det private dagtilbud ikke vil være i stand til at varetage hensynet til barnets tarv og udvikling på en pædagogisk forsvarlig måde.
8. Forældrebetaling
Private dagtilbud er ikke omfattet af gældende regler om forældrebetaling på max. 25 %. Der er således fri mulighed for at fastsætte forældrebetalingen i et privat dagtilbud. Det følger af, at forældrene træffer et oplyst valg mellem forskellige dagtilbud.
De almindelige regler for tilskud til fripladser og søskendetilskud gælder også for børn og forældre i private dagtilbud og kan ikke overstige forældrenes egenbetaling.
9. Ansættelser og afskedigelser
I forbindelse med afsked og nyansættelser modtager Dagtilbudsafdelingen meddelelse herom, og ved nyansættelser dokumenteres personalets uddannelses – og kompetenceniveau. Lønmidler til pædagogstuderende i lønnet praktik tages fra den samlede lønsum til personalet. Der tildeles ikke ekstra lønmidler til at modtage pædagogstuderende.
Det forudsættes, at institutionen har tilknyttet vikarer, således at der kan dækkes forsvarligt ind i tilfælde af sygdom, ferie og kurser. Der indhentes børneattester og straffeattester på ansatte og frivillige, som medvirker i det daglige arbejde med børnene.
10. Samarbejde med den kommunale forvaltning
Institutionen skal være åben for børn i særlige vanskeligheder og samarbejde med de relevante kommunale instanser om nødvendige tiltag overfor disse børn.
Albertslund Kommune er forpligtet til efter begæring herom, at udarbejde en pædagogisk psykologisk vurdering af et barn og senere at træffe afgørelse om, hvilken ydelse pågældende barn eventuelt er berettiget til og skal modtage i institutionen. Det er således Albertslund kommune, der træffer beslutning om behovet for støtte til børn bosat i kommunen, og betaler for støtten. Hvis kommunen vurderer, at barnet ikke trives i institutionen, kan kommunen beslutte/pålægge, at barnet flyttes til et andet tilbud med den nødvendige støtte. Dette bør ske i et samarbejde med forældrene.
11. Bespisning
Såfremt der etableres bespisning i institutionen, stiller Albertslund Kommune krav om, at et privat dagtilbud etablerer et produktionskøkken og efterlever Albertslund Kommunes kostpolitik på området, samt gældende retningslinjer for hygiejne og egenkontrol. Dette betyder, at institutionen skal leve op til kommunens kvalitetskriterier om økologisk kost, tilberedt af fagfolk, i dagtilbuddet.
12. Tilskud
Albertslund Kommune er forpligtet til at yde et månedligt tilskud til dagtilbudspladser for børn, hvis de er i alderen 6 måneder til skolestart; er berettiget til en plads i et kommunalt dagtilbud; er bosiddende i kommunen, samt hvis ordningen er oprettet i henhold til dagtilbudsloven
§19-20 og §36-40.
Tilskuddet, som afregnes månedligt med den private leverandør, omfatter:
• Driftstilskud – svarende til de gennemsnitlige kommunale budgetterede nettodriftsudgifter for aldersgruppen pr. barn (eksklusiv støttepædagogudgifter) med bopæl i Albertslund Kommune
• Administrationsbidrag – den private leverandør kan aftale med Kommunalbestyrelsen, at kommunen varetager privatinstitutionens administration, hvorved bidraget bortfalder.
• Bygningstilskud
Institutionen skal leve op til de krav, som Kommunalbestyrelsen stiller vedrørende sprogstimulering, jf. dagtilbudslovens § 11.
Kommunalbestyrelsen fastsætter i oktober hvert år i forbindelse med vedtagelsen af det kommunale budget det kommunale driftstilskud pr. barn i de forskellige dagtilbud samt forældrebetalingen. Ud fra dette beregnes nettodriftstilskuddene til børn i alderen 0 til 2 år og 10 måneder og til børn i alderen 2 år og 10 måneder til skolestart, som ikke går i kommunens egne institutioner. Institutionen vil modtage tilskud pr. indmeldt barn.
Tilskuddet beregnes ud fra en åbningstid på 48 3/4 timer ugentligt som minimum mellem kl. 8.00 – 16.00. Der ydes ikke forhøjet tilskud til åbningstid udover den kommunale åbningstid. Antallet af årlige lukkedage/uger skal fremgå af dagtilbuddets hjemmeside.
Det skal fremgå af den private institutions regnskab, hvorvidt og hvordan den private institution har anvendt de kommunale tilskud. Manglende opfyldelse af ovenstående dokumentation vil blive opfattet som misligholdelse af aftalen og medføre øjeblikkeligt bortfald af alle tilskud.
13. Økonomisk hæderlighed
Private leverandører, der ønsker at oprette og drive dagtilbud i Albertslund Kommune, skal være kvalificerede leverandører. Det betyder, at de ska udvise økonomisk hæderlighed, dvs. være en økonomisk
troværdig samarbejdspartner, der overholder sine forpligtelser i forhold til:
• At stille den nødvendige garantikapital på anfordringsvilkår der svarer til udgifterne ved en halv måned. drift til det børnetal, der fremgår af ansøgningen, herunder depositum på 30.000 kr. ved fremsendelse af ansøgning (depositum tilbagebetales, når kommunen har truffet afgørelse om ansøgningen)
• At sikre sammenhæng mellem indtægter og udgifter
• At opfylde sine forpligtelser i forhold til betaling af skatter, sociale ydelser mv.
• At anvende tilskud til det, de er bevilget til
• At redegøre for, hvad et eventuelt overskud anvendes til (skal fremgå af dagtilbuddets formål og vedtægter).
14. Kvalitet
Kravene til private leverandører skal følge de generelle krav til kommunens egen dagtilbud, hvilket betyder at krav til kvalitet, rammer og pædagogisk indhold ikke skal være mere restriktive eller mere lempelige end de krav, som Kommunalbestyrelsen har besluttet skal være gældende for de kommunale dagtilbud. Institutionen skal oprette en hjemmeside, hvor alle dokumenter er tilgængelige på lige fod med de kommunale institutioner.
Det kommunale uddannelsesmæssige krav er, at der efter ansættelse af ledelse (pædagogisk og administrativ leder og souschef/stedfortræder) til institutionen, sker en fordeling af personaleressourcen, således at der ansættes 70 % pædagoger og 30 % ikke uddannet arbejdskraft. Såfremt forældrefinansieret frokostordning vedtages og etableres ansættes en køkkenmedarbejder.
15. Pædagogisk indhold
Institutionen skal medvirke til og understøtte børns demokratiforståelse, inklusion i fællesskabet, tolerance og medmenneskelighed. Der må ikke finde påvirkning sted, som sigter mod ensretning af børnenes tilgang og opfattelse af livet og verden omkring dem. Det forventes, at der tales dansk i institutionen.
Forældre til børn i private dagtilbud skal sikres den samme inddragelse og medbestemmelse som i kommunale dagtilbud.
Derudover skal private dagtilbud udarbejde:
• formål og vedtægter for dagtilbuddets virke
• En styrket pædagogisk læreplan, der er grundlaget for det pædagogiske arbejde, som sendes til den pædagogiske konsulent
• økonomiske kvartalsrapporter og årsregnskab med samme kadence som de kommunale
• synlige og gennemskuelige optagelsesregler, der:
o Er i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, herunder lighedsprincippet og forbuddet mod at diskriminere på grund af race, køn, religion og lignende
o Ikke udelukker visse grupper fra optagelse i institutionen
16. Tilsyn
Et privat dagtilbud er, ligesom alle øvrige dagtilbud under Dagtilbudsloven, underlagt det kommunale pædagogiske tilsyn. Det medfører, at Børn, Xxxxxxx & Velfærd, på vegne af Kommunalbestyrelsen, skal gennemføre pædagogisk tilsyn på private institutioner. Det løbende kommunale pædagogiske tilsyn skal foregå frit og uhindret.
Forældre til børn i det private dagtilbud kan forfølge et eventuelt erstatningskrav via de civilretslige instanser og myndigheder. Forældre kan henvende sig til Albertslund Kommune, hvis de har spørgsmål eller oplevelser, der er relevante i forhold til tilsynet med det private dagtilbud.
17. Tilsidesættelse af krav
Hvis Albertslund Kommune får oplysninger om, eller via tilsyn bliver bekendt med, at en privat leverandør tilsidesætter de krav og forpligtelser, kravspecifikationen indeholder, kan det medføre:
1. Bortfald af tilskud – sker med kort eller intet varsel, hvis Kommunalbestyrelsen skønner at kravspecifikationens kriterier misligholdes eller groft misligholdes
2. Erstatningsansvar – de regler, der gælder for bestyrelsesmedlemmer ved selvejende institutioner, om lempet ansvarsgennemslag, finder ikke anvendelse i forbindelse med private dagtilbud.
18. Klagemulighed
Bestemmelsen om klagegang på dagtilbudsområdet findes i
dagtilbudslovens §97: ”Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område”.