Almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Aluflam Group
Almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Aluflam Group
Nærværende salgs- og leveringsbetingelser er gældende for al virksomhed, der udøves af selskaber i Aluflam-koncernen, medmindre andet er aftalt. Betingelserne gælder for såvel sædvanligt salg, som salg med installation samt eventuel rådgivning ydet i forbindelse med sådanne leverancer.
1. Definitioner
Ved Aluflam forstås det selskab, der enten har
a) indgået aftale med en Køber om levering af varer og/eller ydelser iht. disse betingelser eller
b) foretaget en handling/undladelse eller afgivet en erklæring over for Køber på vegne af det selskab, Køber har indgået aftale med.
Ved Køber forstås den person, der har indgået en aftale med Aluflam om levering af varer og/eller ydelser.
2. Aftalegrundlaget
Fravigelse af Aluflams salgs- og leveringsbetingelser er kun gældende, når dette utvetydigt fremgår af ordrebekræftelsen eller på anden måde efterfølgende skriftligt er aftalt. Rettigheder iht. denne aftale bortfalder ikke som følge af passivitet eller parternes ageren.
Aluflam er alene forpligtet til at levere i overensstemmelse med det i ordrebekræftelsen angivne.
Aluflam kan omkostningsfrit tilbagekalde et tilbud eller en ordrebekræftelse indtil det tidspunkt, hvor disse er accepteret af Køber.
Køber er forpligtet til straks at sikre, at indholdet af ordrebekræftelsen er i overensstemmelse med det bestilte og i modsat fald straks give Aluflam meddelelse derom. Køber kan indtil kl. 12.00 dansk tid på andendagen efter ordrebekræftelsens datering anmode om ændringer til ordrebekræftelsen. Hvis meddelelse ikke modtages, anses ordrebekræftelsen som fyldestgørende.
Hvis fejlmeddelelsen eller ændringsønskerne kan accepteres, foretager Aluflam konsekvensændringer i overensstemmelse hermed og fremsender en ny ordrebekræftelse til underskrivelse og returnering.
3. Priser og betaling
Alle priser er angivet ekskl. moms, told og andre afgifter, forsikring og transportomkostninger. Aluflam fakturerer forudbetaling af paller og anden forsendelsesemballage. Paller og anden forsendelsesemballage vedbliver med at være Aluflams ejendom og skal af Køber hurtigst muligt returneres for egen regning og risiko, hvorefter forudbetalingen returneres til Køber.
Aluflam kan uden varsel regulere enhver pris, hvis der i tiden fra ordrebekræftelsens afgivelse til leveringstiden indtræder prisstigninger på mere end + 5% i produktions- og indkøbsomkostningerne, herunder underleverandørernes priser og valutakurser.
Reguleringen kan kun ske, hvis ændringerne ikke skyldes forhold, som Aluflam med rimelighed kan kontrollere og da højst med et beløb svarende til de dokumenterede ændringer.
Medmindre andet fremgår af ordrebekræftelse, skal betaling ske senest ved leveringen/hver dellevering. Aluflam er til enhver tid berettiget til at fakturere en forholdsmæssig del af prisen fastsat ud fra omfanget af udført arbejde, indkøbte materialer, leverede varer og ydelser set i forhold til den samlede leverance.
Er en betalingsplan aftalt, skal betaling finde sted til de aftalte tidspunkter. Køber har 14 løbedage til at betale.
Ved for sen betaling beregnes rente med 2% pr. påbegyndt måned.
Hvis andet ikke er aftalt, er Køber senest 7 dage efter aftalens indgåelse forpligtet til at stille ubetinget anfordringsgaranti på hele købesummen efter Aluflams nærmere anvisninger. Aluflam er ikke forpligtet til at opstarte produktion, førend sådan garanti er stillet.
Hvis der ikke betales inden eller ved levering, leveres alle varer med ejendomsforbehold, således at Aluflam er berettiget til at tage varen tilbage, hvis Køber helt eller delvist misligholder sin betalingsforpligtelse.
Køber er ikke berettiget til at foretage modregning af eller tilbageholdelse i købesummen for eventuelle krav. Hvis der ikke sker effektiv betaling, er Aluflam således berettiget til uden forudgående varsel at standse leverancerne. Dette gælder uanset, om Købers krav vedrører samme forhold (er konnekst).
4. Levering
Medmindre andet er aftalt, leveres varerne ab fabrik på Aluflams adresse. Køber er således forpligtet til at afhente varerne hos Aluflam inden 14 dage fra, at Aluflam giver meddelelse til Køber om, at varerne er klar til afhentning.
Hvis Xxxxx misligholder sin afhentningsforpligtelse, er Aluflam berettiget til at kræve lagerleje med 3% af prisen pr. påbegyndt måned og fakturere omkostninger ved ekstraudkørsel m.v. Betaling af lagerleje dækker samtlige omkostninger til opbevaring.
Hvis Købers forsinkelse er væsentlig, er Aluflam berettiget til at ophæve aftalen, kræve erstatning og bortskaffe varerne for Købers regning. Det bemærkes, at varerne som udgangspunkt ikke kan sælges til anden side, hvis dette undtagelsesvist er muligt, er Aluflam forpligtet hertil.
5. Købers forpligtelser
Køber er forpligtet til at foretage alle de handlinger, som med rimelighed kan forventes for at sætte Aluflam i stand til at foretage levering i overensstemmelse med aftalen.
Køber skal i god tid inden aftalt leveringstid give Aluflam meddelelse om, hvilken afhentningsmåde, Køber ønsker at anvende.
Køber skal ved leveringen foretage en grundig undersøgelse af salgsgenstanden. Alle konstaterbare mangler ved varen og ydelsen samt eventuelle afvigelser i forhold til ordrebekræftelsen skal noteres, billeddokumenteres og straks – dvs. senest inden for 24 timer – skriftligt meddeles Aluflam. Hvis Køber ikke reklamerer straks, fortaber Køber retten til at gøre sådanne konstaterbare mangler gældende.
6. Misligholdelsesbeføjelser
Køber er kun berettiget til at gøre beføjelser som følge af forsinkelse gældende ved en ansvarspådragende forsinkelse på mere end 15 arbejdsdage. Aluflam er kun ansvarlig for forsinkelser, som skyldes fejl eller forsømmelser fra Aluflams egen side eller et andet selskab i Aluflam-koncernen.
Aluflam kan med et skriftligt varsel på 2 arbejdsdage vælge at foretage dellevering og/eller udskyde ethvert leveringstidspunkt med op til 20 arbejdsdage, uden at dette kan betragtes som en forsinkelse.
Alle efterfølgende leveringstidspunkter udskydes automatisk tilsvarende, medmindre andet meddeles.
Hvis Køber er forsinket med betaling eller garantistillelser, er Aluflam berettiget til at standse arbejdet uden varsel og udskyde levering til et nyt belejligt leveringstidspunkt samt kræve erstatning for tab, herunder lagerleje som angivet i klausul 4.
Ved mangler er Køber alene berettiget til at kræve afhjælpning indenfor en rimelig frist henset bl.a. til Aluflams og underleverandørernes sædvanlige leveringstider. Aluflam kan efter eget valg foretage afhjælpning ved reparation og/eller omlevering til det oprindeligt aftalte leveringssted. Ved behørig gennemført afhjælpning kan Køber ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.
Køber er berettiget til at ophæve aftalen ved væsentlige mangler. Vedrører manglen kun en del af leverancen, kan ophævelsen kun foretages for den berørte leverance/delleverance. Ophævelse kan alene ske efter Aluflam har været indrømmet en rimelig frist for afhjælpning og den manglende afhjælpning skal skyldes forhold, Aluflam er ansvarlig for. I tilfælde af ophævelse er Aluflam forpligtet til at tilbagebetale den erlagte købesum, men er ikke ansvarlig udover dette.
Følgende forhold kan ikke anses for en mangel:
a) Afvigelser i farvetoner i glas, herunder farvenuancer i belagte glas og interferencer i isoleringsruder,
b) ændring i glassets funktionsdata som følge af glassets indbygning i en given konstruktion,
c) konkave eller konvekse udbøjninger i hermetisk forseglet glas som følge af ændringer i det udefra kommende tryk, fx grundet vejrlig, indbygningshøjde over havets overflade og andet, og
d) udbøjning på op til 5 mm pr. løbende meter samt farvede ringe, ”irisationer” eller andre optiske forstyrrelser i hærdet glas.
Hvis Køber vil gøre en misligholdelsesbeføjelse gældende, skal Køber give Aluflam skriftlig meddelelse herom straks efter, at misligholdelsen blev eller burde være opdaget. Undlader Køber dette, har Køber fortabt sin ret til at gøre misligholdelsen gældende.
Køber er ikke berettiget til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i tilfælde af,
a) at Køber har foretaget mangelfuld vedligeholdelse,
b) at Køber har foretaget urigtig montering,
c) at Køber har foretaget ændring af produktet uden Aluflams skriftlige samtykke
d) at Køber (og ikke Aluflam) har foretaget reparation af produktet,
e) at varen af Køber ikke er forsvarligt opbevaret, eller
f) at varen ikke er anvendt korrekt eller ikke er anvendt til sædvanligt brug. Køber kan gøre mangelsbeføjelser gældende i 2 år fra leveringen.
Hvis levering sker inden for byggeriet, og det mellem bygherren og Køber er aftalt, at de almindelige betingelser inden for bygge- og anlægsvirksomhed (AB-systemet) skal være gældende, kan mangelsbeføjelser gøres gældende inden for det tidsrum, hvor bygherren iht. sædvanlige AB-vilkår vil kunne gøre mangelsbeføjelser gældende over for Køberen. Hvis Køberen har anvendt ældre AB-regler (forud for revisionen i 2018) eller på anden måde indrømmet en medkontrahent ret til at rette direkte krav mod Aluflam uden begrænsninger, skal Køberen friholde Aluflam for ethvert beløb, som Aluflam må betale til denne medkontrahent, der går udover de aftalte ansvarsbegrænsninger, som er vedtaget mellem Køberen og Aluflam.
Ved leveringer til skibe i offshore-sektoren og offshore installationer kan Køber alene gøre mangelsbeføjelser gældende i 1 år fra leveringen.
Omlevering vil normalt ske til det sted, hvor den mangelbehæftede vare oprindeligt blev leveret. Hvis levering skete til en offshore-installation, vil omlevering ske i nærmeste havn.
7. Erstatning og produktansvar
I det omfang gældende ret tillader det, fraskriver Aluflam sig ethvert ansvar for indirekte tab og følgeskader, herunder driftstab, øgede driftsudgifter, dagbod eller forsinkelseserstatning betalt til tredjemand, tabt avance, udgifter til advokat eller sagkyndig bistand og tabt arbejdsfortjeneste. Aluflam er således ikke ansvarlig for tab – direkte og indirekte – som følge af, at leverancen har forvoldt skade på fast ejendom eller løsøre.
Denne ansvarsfraskrivelse gælder også for produktansvar.
Aluflams samlede akkumulerede erstatningsansvar overfor Køber er begrænset til et beløb svarende til den pris, Køber er forpligtet til at betale for den misligholdte leverance. Aluflams samlede akkumulerede erstatningsansvar overfor Køber kan under ingen omstændigheder overstige kr.
1.000.000 pr. aftale.
Hvis tredjemand fremsætter krav mod Køber om erstatningsansvar i henhold til nærværende bestemmelse, skal Aluflam straks underrettes herom.
Aluflams ansvar for forsinkelse er særskilt begrænset til 0,1 % af den pris, Køber er forpligtet til at betale for den forsinkede leverance, pr. arbejdsdag forsinkelsen pågår og samlet 10 % af den pris, Køber er forpligtet til at betale for den forsinkede leverance.
8. Ekstraordinære omstændigheder
Aluflam er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, hvis dette skyldes hindring uden for Aluflams kontrol, herunder strejke, lockout, eksport- eller importforbud, embargo, forsinket eller mangelfuld levering af materialer fra underleverandører, produktionsstop, mangel på energi eller transportmuligheder. I disse tilfælde er Aluflam berettiget til at udskyde leveringstiden til levering kan foretages eller til at ophæve aftalen uden ansvar. Så snart hindringen er ophørt, skal Aluflam meddele, hvornår levering kan finde sted.
9. Underleverandører
Aluflam forbeholder sig ret til at anvende underleverandører samt antage eksterne konsulenter til opfyldelse af sine forpligtelser.
10. Overdragelse
Aluflam er berettiget til uden Købers samtykke at overdrage sine rettigheder og forpligtelser til et koncernforbundet selskab.
11. Beskyttelse af rettigheder
Alt tegningsmateriale, alle modeller mv. udviklet af Aluflam til brug for leverancen tilhører Aluflam. Køber har dog ret til at bruge sådanne tegninger mv. i relation til det specifikke projekt, som leverancen vedrører.
12. Reference
Aluflam er berettiget til at anvende Køber som reference, når dette sker i generelle vendinger.
13. Lovvalg og værneting
Forholdet mellem Aluflam og Køber er underlagt dansk rets almindelige regler. Der er eksklusivt værneting i Danmark, og enhver tvist mellem parterne skal afgøres efter Regler om forenklet voldgiftsbehandling ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.
Syn og skøn kan udmeldes af Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg efter regler om syn og skøn 2018, idet parterne har aftalt, at reglernes kap. 6 kan anvendes, hvis en part anmoder herom.