AFTALE OM INDFØDSRET
AFTALE OM INDFØDSRET
Det aftales mellem regeringspartiet Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at der fastlægges følgende generelle retningslinjer for udlændinge-, integrations- og boligministerens udarbejdelse af lovforslag om indfødsrets meddelelse (naturalisation). Retningslinjerne offentliggøres.
Aftaleparterne ønsker med aftalen at skabe størst mulig stabilitet på indfødsretsområdet og gennem klarere retningslinjer at mindske antallet af dispensationer. Hvis en aftalepart skulle ønske at ændre aftalen, meddeles dette forudgående i aftalekredsen.
Det bemærkes i tilknytning til aftalen, at det følger af regeringsgrundlaget, at regeringen vil stille nye og skærpede krav til udlændinge, der ønsker dansk statsborgerskab.
Regeringen vil som opfølgning på aftalen i det kommende folketingsår fremsætte forslag om ændring af indfødsretsloven med henblik på at ophæve den erklæringsadgang, som blev etableret ved lov nr. 730 af 25. juni 2014, hvorefter unge udlændinge, der er født og opvokset i Danmark, kan erhverve dansk indfødsret ved at afgive en erklæring over for Statsforvaltningen. Herudover vil regeringen fremsætte forslag om genindførelse af en indfødsretsprøve, der vil erstatte den statsborgerskabsprøve, der blev udviklet i 2014.
Der er mellem aftaleparterne enighed om, at ansøgninger om naturalisation er af stor betydning for den enkelte ansøger og for det danske samfund. Det skal derfor sikres, at sagsbehandlingen i Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet og i Folketingets Indfødsretsudvalg er grundig og af høj kvalitet. Aftaleparterne noterer sig, at der med aftalen er skabt klarere retningslinjer for erhvervelse af dansk indfødsret, således at der ikke er tvivl om, hvilke krav der stilles til personer, der ønsker at opnå dansk indfødsret.
Aftaleparterne ønsker herudover, at mulighederne for at optimere og smidiggøre proceduren for forelæggelse af dispensationssager for Folketingets Indfødsretsudvalg overvejes nøje med henblik på at sikre, at der sker en solid og hensigtsmæssig afvikling af sagerne inden for rimelig tid med fuld brug af digitale arbejdsgange.
Aftaleparterne er enige om, at der etableres en særlig beslutningsprocedure for de ansøgere, der har søgt om dansk indfødsret før aftalens ikrafttræden, og som kun mangler at leve op til det nye krav om bestået Prøve i Dansk 3.
Aftaleparterne er enige om nøje at følge udviklingen i antallet af dispensationssager. Drøftelser herom sker på baggrund af en årlig oversigt over antallet af dispensationssager inddelt efter de betingelser, der meddeles dispensation fra.
Aftaleparterne er enige om at styrke de lægefaglige diagnoser i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om naturalisation ved, at disse om muligt undergives gennemgang eller behandling ved en yderligere lægefaglig instans.
Aftaleparterne er endvidere enige om, at det skal undersøges, om den administrative tilrettelæggelse – herunder på sprogcentrene – af undervisning og prøveaflæggelse på danskuddannelserne er hensigtsmæssig. Det gælder bl.a. forhold vedrørende tilmelding til afsluttende prøver, dokumentation for deltagelse i danskuddannelserne og beståede danskprøver, muligheder for udlændinge med særlige behov, klageadgang mv.
5. oktober 2015
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Xxxxxxxxxxxxxx 00
Post 1216 København K
Tel. 0000 0000
Web xxx.xxxx.xx CVR-nr. 36977191
Ref.-nr. 1751595
Aftaleparterne er desuden enige om, at mulighederne for at kunne give dansksindede sydslesvigere lettere adgang til erhvervelse af dansk indfødsret skal undersøges nærmere.
Aftaleparterne noterer sig, at Straffelovrådet i betænkning nr. 1556 om visse spørgsmål vedrørende deltagelse i og hvervning til væbnede konflikter i udlandet, som den danske stat er part i, har anbefalet, at der i straffelovens kapitel 12 indsættes en ny § 101 a, hvorefter det skal være strafbart som dansk statsborger under en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er part, at tilslutte sig en væbnet styrke for en part, som kæmper mod den danske stat. Aftaleparterne noterer sig endvidere, at det følger af indfødsretslovens § 8 B, at en dansk statsborger, der dømmes for overtrædelse af netop straffelovens kapitel 12 kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Kapitel 1
Indledning
Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding opnå indfødsret uden ved lov. Naturalisation beror derfor udelukkende på lovgivningsmagtens bestemmelse. Lovforslag fremsættes to gange årligt af udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Denne aftale beskriver de krav, der skal være opfyldt for, at regeringen uden forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg optager en ansøger på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Personer, der er optaget på regeringens lovforslag om indfødsrets meddelelse, vil derfor enten opfylde kravene i denne aftale eller være optaget på lovforslaget efter forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg.
Myndighederne må ikke i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om naturalisation eller ved vejledning af personer, der vil indgive en sådan ansøgning, søge at bevirke, at de pågældende frafalder deres ønske om at få ansøgningen behandlet.
Behandlingen af ansøgninger om indfødsret foregår i to faser. Første fase varetages af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet efter retningslinjerne. Anden fase består i Folketingets behandling af lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Ved Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets behandling af ansøgninger om indfødsret er der principielt ikke tale om afgørelser i henhold til lov, men om forberedelse af lovforslag. Den sagsbehandling, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet foretager med henblik på at konstatere, om en person opfylder kravene i retningslinjerne, minder dog meget om den form for sagsbehandling, der almindeligvis udøves af den offentlige forvaltning. Der er derfor grund til generelt at iagttage forvaltningslovens regler og andre forvaltningsretlige principper ved behandlingen af naturalisationssagerne.1)
Med hensyn til anden fase bemærkes, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til brug for Folketingets behandling af hvert lovforslag leverer forskellige oversigter om ansøgerne og besvarer udvalgsspørgsmål. Disse oplysninger kan danne baggrund for fremsættelse af private ændringsforslag om udtagelse af enkeltpersoner af lovforslaget.
Kapitel 2
Generelle bestemmelser
§ 1. Personer, der opfylder betingelserne i denne aftale for så vidt angår ophold, alder, vandel, forfalden gæld til det offentlige, selvforsørgelse, danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie optages på regeringens lovforslag om indfødsrets meddelelse. Optagelse er dog betinget af, at ansøgeren afgiver de erklæringer på tro og love, som er nødvendige for Folketingets behandling af ansøgningen.
§ 2. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.
§ 3. Krav, der efter denne aftale skal være opfyldt, for at en person kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, skal være opfyldt frem til tidspunktet for lovforslagets vedtagelse.
Stk. 2. Kravene om opholdsperiode, jf. kapitel 3, og karenstid efter eventuel kriminalitet, jf. § 19, skal være opfyldt ved udgangen af den måned, hvor det pågældende lovforslag om indfødsrets meddelelse forventes vedtaget.
§ 4. Ophævet.
Kapitel 3
Ophold
§ 5. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren har tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl her i landet. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 8, stk. 4, § 12 og § 14, 1. pkt.
Stk. 2. Personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 7, 1. pkt., § 13, § 14, 3. pkt., § 15 og § 18, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, uanset at de ikke har tidsubegrænset opholdstilladelse.
§ 6. De i § 7 og § 8 omtalte opholdsperioder regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren første gang har fået opholdstilladelse. Såfremt ansøgeren har fået opholdstilladelse forud for indrejse i Danmark, regnes opholdsperioden dog fra indrejsetidspunktet.
§ 7. Statsborgere fra de nordiske lande kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold. Personer, der er anerkendt som flygtninge, personer, der må sidestilles hermed, og statsløse personer, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 8 års uafbrudt ophold. Andre udlændinge kan optages efter 9 års uafbrudt ophold.
§ 8. En person, der lever i ægteskab med en dansk statsborger, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 6 års uafbrudt ophold her i landet, når ægteskabet har bestået, og ægtefællen har været dansk i mindst 3 år. Ved 2 års ægteskab kræves 7 års ophold her i landet, og ved 1 års ægteskab kræves 8 års ophold.
Stk. 2. Op til 1 års samliv inden ægteskabets indgåelse ligestilles med ægteskab i den pågældende periode.
Stk. 3. Hvis ægtefællerne har forskellig bopæl, og det på den baggrund er tvivlsomt, om de lever sammen, forelægges ansøgningen for Folketingets Indfødsretsudvalg.
Stk. 4. Har ansøgeren på grund af ægtefællens arbejde bopæl i udlandet, kan optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse kun ske, hvis ansøgerens sammenlagte tidligere ophold her i landet opfylder opholdskravet i stk. 1. Det er en betingelse, at ægtefællens arbejde i udlandet er for danske interesser. Ved opgørelsen af ansøgerens sammenlagte tidligere ophold, jf. 1. pkt., ligestilles ophold i udlandet i forbindelse med en ægtefælles arbejde i udlandet for danske interesser med ophold her i landet, hvis ansøgeren inden ægtefællens udstationering har haft uafbrudt ophold her i landet i mindst 3 år.
Stk. 5. Ligestilling af ophold i udlandet i forbindelse med en ægtefælles arbejde i udlandet for danske interesser med ophold her i landet, jf. stk. 4, gælder tilsvarende for ansøgere, som har haft bopæl i udlandet på grund af ægtefællens arbejde, men efterfølgende på ny har etableret bopæl her i landet. Det er en forudsætning, at ansøgeren inden ægtefællens udstationering har haft uafbrudt ophold her i landet i mindst 3 år.
§ 9. Har ansøgerens ophold i Danmark været afbrudt af ophold i udlandet, kan optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse kun ske, hvis ansøgerens sammenlagte ophold her i landet mindst udgør den periode, der er nævnt i § 7 eller § 8, og det må lægges til grund, at ansøgeren har til hensigt at blive her i landet. Det er endvidere en betingelse, at
1) opholdsafbrydelserne sammenlagt højst har udgjort 1 år, eller
2) opholdsafbrydelserne højst har udgjort 2 år og udelukkende skyldes uddannelse, aftjening af værnepligt i den stat, som ansøgeren hidtil har været statsborger i, eller besøg hos nærtstående familie på grund af alvorlig sygdom hos det pågældende familiemedlem.
Stk. 2. Særlige retningslinjer for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i tilfælde, hvor opholdsafbrydelserne er af længere varighed end nævnt i stk. 1, fremgår af pkt. 1 i bilag 1.
§ 10. Ansøgere, der er indrejst i Danmark inden det fyldte 15. år, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, når de er fyldt 18 år. Det er en betingelse, at en eventuel uddannelse, som ansøgeren har fået under opholdet i Danmark, er af dansk karakter.
§ 11. Ansøgere, der har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse i Danmark, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 5 års uafbrudt ophold her i landet. Det er en betingelse, at uddannelsen er af dansk karakter og har varet i mindst 3 år, medmindre den forinden er afsluttet med eksamen eller lignende prøve.
§ 12. Ansøgere, der er født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som kunne have erhvervet dansk indfødsret, såfremt moderen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 1981 havde afgivet en erklæring herom, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 29. marts 1978, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uafhængig af ophold her i landet.
§ 13. For personer, der tidligere har været danske statsborgere eller er af dansk afstamning, samt for dansksindede sydslesvigere kan de almindelige opholdskrav lempes. Særlige retningslinjer for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i sådanne tilfælde fremgår af pkt. 2, 3, 4 og 5 i bilag 1.
Kapitel 4
Naturalisation af børn
§ 14. Xxxx, der før det fyldte 12. år adopteres af danske statsborgere, herunder ved stedbarnsadoption, og som ikke bliver danske statsborgere i medfør af § 2 A i lov om dansk indfødsret, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uafhængig af ophold her i landet. Det er en forudsætning, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret. Er adoptionen sket mellem det fyldte 12. og 18. år, kan barnet uanset opholdskravene i §§ 7-13 optages på et lovforslag, hvis det inden det fyldte 18. år har opholdt sig mindst 2 år her i landet.
§ 15. Xxxx, der udelukkende på grund af forældrenes separation ikke er blevet danske statsborgere som bipersoner i forbindelse med en af forældrenes naturalisation, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis det godtgøres, at forældrene har genoptaget samlivet, og virkningerne af separationen derved er bortfaldet.
§ 16. Xxxx født uden for ægteskab af en udenlandsk mor og dansk far kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden at opfylde de almindelige betingelser for naturalisation, jf. dog § 33, stk. 4.
§ 17. I overensstemmelse med FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder kan ansøgere, der er født statsløse i Danmark, optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden at opfylde de almindelige betingelser for naturalisation. Det er dog for ansøgere omfattet af 1. pkt. en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgningen om indfødsret indgives inden det fyldte 18. år, og at ansøgeren har bopæl her i landet.
§ 18. Børn, som ikke er omfattet af §§ 14 til 17, kan kun optages som hovedpersoner på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis de ikke har mulighed for at blive optaget på et lovforslag som biperson til én af forældrene. Mulighed for optagelse som biperson foreligger, når én af forældrene, der ikke er dansk statsborger, har del i forældremyndigheden over barnet og opholder sig her i landet.
Kapitel 5
Kriminalitet
§ 19. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren erklærer ikke at have gjort sig skyldig i forhold omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13. Urigtig erklæring herom vil kunne bevirke frakendelse af indfødsretten i medfør af § 8 A i lov om dansk indfødsret.2)
Stk. 2. Ansøgere idømt en ubetinget frihedsstraf på mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 samt ansøgere, der er idømt udvisning for bestandig eller
idømt ubetinget frihedsstraf i 1½ år eller derover, kan ikke optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Stk. 3. Ansøgere, der i øvrigt er straffet eller har modtaget en strafferetlig sanktion, kan ikke optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse før udløbet af en vis karenstid, jf. oversigten i bilag 2.
Stk. 4. Har ansøgeren været straffet (eller modtaget en strafferetlig sanktion) flere gange for ligeartet kriminalitet, forlænges karenstiden med 3 år for hver gang. Kriminalitet anses for ligeartet, hvis det drejer sig om overtrædelser af bestemmelser i samme lov, dog for så vidt angår overtrædelser af straffeloven og færdselsloven bestemmelser i samme kapitel. Straffelovsovertrædelser, hvori der indgår vold eller trusler om vold, anses dog altid for ligeartet. Kun sanktioner, der udløser karenstid, har gentagelsesvirkning. Den samlede karenstid beregnes med udgangspunkt i den straf, der isoleret betragtet medfører den karenstid, der udløber senest.
Stk. 5. Ansøgere, der er sigtet for en lovovertrædelse, kan ikke optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Stk. 6. Hvor ganske særlige forhold taler herfor, forelægges det for Folketingets Indfødsretsudvalg, om der kan dispenseres fra betingelserne i stk. 3. Forelæggelse vil ske, hvis ansøgeren er blevet straffet med en bøde i niveauet fra 3.000 kr. til og med 10.000 kr. for overtrædelse af anden lovgivning end straffeloven, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenloven, og den pågældende bøde indebærer, at ansøgeren ikke kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
§ 20. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren afgiver oplysninger på tro og love om eventuelle kriminelle forhold begået her i landet eller i udlandet.
Stk. 2. Såfremt en ansøger afgiver oplysninger om kriminelle forhold, der ikke fremgår af Det Centrale Kriminalregister, forelægges sagen for Folketingets Indfødsretsudvalg.
§ 21. Hvis justitsministeren meddeler, at det af Politiets Efterretningstjeneste vurderes, at en ansøger kan være en fare for landets sikkerhed, forelægges sagen for Folketingets Indfødsretsudvalg med indstilling om udelukkelse af den pågældende fra optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i en nærmere angiven periode.
Kapitel 6
Forfalden gæld til det offentlige
§ 22. En ansøger kan ikke optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis ansøgeren har forfalden gæld til det offentlige med hensyn til
1) tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om social service eller lov om aktiv socialpolitik,
2) tilbagebetalingspligtige ydelser efter den nu ophævede lov om social bistand,
3) børnebidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
4) daginstitutionsbetaling,
5) tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte, jf. § 47 i lov om individuel boligstøtte,
6) tilbagebetaling af boligindskudslån, medmindre der er indgået en afdragsordning for tilbagebetaling, som overholdes af ansøgeren, eller
7) skatter og afgifter, medmindre skatte- eller afgiftsrestancen skyldes forhold, der ikke kan lægges ansøgeren til last.
Selvforsørgelse
§ 23. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren er selvforsørgende, det vil sige, at ansøgeren ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for det seneste år forud for fremsættelse af et lovforslag om indfødsrets meddelelse. 1. pkt. omfatter dog ikke hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor.3)
Stk. 2. I forbindelse med fremsættelse af et lovforslag om indfødsrets meddelelse må ansøgeren i de seneste 5 år ikke have modtaget den i stk. 1, nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt mere end 6 måneder.
Kapitel 7
Danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie
§ 24. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber ved bevis for at have bestået danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 eller en af de i bilag 3.a angivne prøver, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For ansøgere, der opfylder selvforsørgelseskravet i § 23, stk. 1, og som i forbindelse med fremsættelse af et lovforslag om indfødsrets meddelelse i de seneste 9 år ikke har modtaget den i § 23, stk. 1, nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt mere end 6 måneder, er det en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber ved bevis for at have bestået danskuddannelsernes Prøve i Dansk 2 eller en af de i bilag 3.b angivne prøver.
Stk. 3. Det er endvidere en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for at have bestået Indfødsretsprøven af 2015, jf. dog bilag 4.
Stk. 4. Hvor ganske særlige forhold taler herfor, forelægges det for Folketingets Indfødsretsudvalg, om der kan dispenseres fra kravet om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 3, jf. stk. 1, samt Indfødsretsprøven af 2015. Forelæggelse vil ske, hvis ansøgeren lægeligt diagnosticeres med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge heraf ikke er i stand til – eller har rimelig udsigt til – at kunne opfylde kravet om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 3 samt Indfødsretsprøven af 2015, herunder ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler.4) Det er herudover en forudsætning for forelæggelse, at ansøgeren afgiver oplysning på tro og love om deltagelse i Danskuddannelse 1, 2 eller 3 samt forsøg på at tage Prøve i Dansk 3 og Indfødsretsprøven af 2015. Hvis ansøgeren ikke har deltaget i
Danskuddannelse 1, 2 eller 3 og ikke har forsøgt at tage Prøve i Dansk 3 og Indfødsretsprøven af 2015, herunder ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler, vil forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg dog ske, hvis ansøgeren kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til såvel den manglende deltagelse i danskundervisning som de manglende forsøg på at tage Prøve i Dansk 3 og Indfødsretsprøven af 2015.
Stk. 5. For ansøgere, der opfylder selvforsørgelseskravet i § 23, stk. 1, og som i forbindelse med fremsættelse af et lovforslag om indfødsrets meddelelse i de seneste 9 år ikke har modtaget den i § 23, stk. 1, nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt mere end 6 måneder, kan det, hvor ganske særlige forhold taler herfor, forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg, om der kan dispenseres fra kravet om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 2, jf. stk. 2, samt Indfødsretsprøven af 2015. Forelæggelse vil ske, hvis ansøgeren lægeligt diagnosticeres med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge heraf ikke er i stand til – eller har rimelig udsigt til – at kunne opfylde kravet om dokumentation for bestået Prøve i Dansk 2 og Indfødsretsprøven af 2015, herunder ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler.5) Det er herudover en forudsætning for forelæggelse, at ansøgeren afgiver oplysning på tro og love om deltagelse i Danskuddannelse 1, 2 eller 3 samt forsøg på at tage Prøve i Dansk 2 og Indfødsretsprøven af 2015. Hvis ansøgeren ikke har deltaget i Danskuddannelse 1, 2 eller 3 og ikke har forsøgt at tage Prøve i Dansk 2 og Indfødsretsprøven af 2015, herunder ved prøveaflæggelse på særlige vilkår og ved brug af hjælpemidler, vil forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg dog ske, hvis ansøgeren kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til såvel den manglende deltagelse i danskundervisning som de manglende forsøg på at tage Prøve i Dansk 2 og Indfødsretsprøven af 2015.
Stk. 6. De forhold, der er omtalt i stk. 4, 2. og 4. pkt., og stk. 5, 2. og 4. pkt., skal være dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund, jf. dog stk. 7. 6) Det skal af erklæringen bl.a. fremgå om behandlingsmulighederne er udtømte, om den pågældende er ude af stand til at bestå en prøve, som anført i stk. 1 eller 2 og stk. 3, og om den pågældende fremover vil blive i stand til at tilegne sig dansk på det krævede niveau.7)
Stk. 7. Hvor ansøgeren har en langvarig funktionsnedsættelse på baggrund af en psykisk lidelse, skal de forhold, der er omtalt i stk. 4, 2. og 4. pkt., og stk. 5, 2. og 4. pkt., være dokumenteret ved en erklæring fra en speciallæge i psykiatri eller en person med anden lægefaglig baggrund baseret på en forudgående psykiatrisk udredning af ansøgeren.
Stk. 8. En forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra kravet om dokumentation for danskkundskaber samt Indfødsretsprøven af 2015, er ikke ensbetydende med, at ansøgeren meddeles dispensation.
Kapitel 8
Forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg
§ 25. Hvor særlige forhold taler herfor, vil en ansøgning også uden for de tilfælde, der er omfattet af § 8, stk. 3, § 13, jf. bilag 1, pkt. 3, § 19, stk. 6, § 20, stk. 2, og § 24, stk. 4 og 5, kunne forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets stillingtagen til, om ansøgeren vil kunne meddeles dispensation fra en eller flere betingelser i aftalen.8)
Stk. 2. En forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra en eller flere betingelser, er ikke ensbetydende med, at ansøgeren meddeles dispensation.
Kapitel 9
Naturalisation af statsløse personer født i Danmark
§ 26. I overensstemmelse med FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed kan ansøgere, der er født statsløse i Danmark, optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden at opfylde de almindelige betingelser for naturalisation. Det er dog for ansøgere omfattet af 1. pkt. en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at
1) ansøgeren har fast bopæl her i landet,
2) ansøgning indgives fra det fyldte 18. år og inden det fyldte 21. år,
3) ansøgeren har haft fast bopæl i Danmark i 5 år umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse eller i 8 år i alt,
4) ansøgeren ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling, og at
5) ansøgeren altid har været statsløs.
Stk. 2. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i henhold til stk. 1, at ansøgeren afgiver oplysninger på tro og love om, at ansøgeren ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på 5 år eller derover for en strafbar handling.
§ 27. Ansøgere, der er født statsløse i Danmark, og som indgiver ansøgning om indfødsret inden det fyldte 18. år, kan i overensstemmelse med FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i medfør af § 17, hvis ansøgeren har bopæl her i landet.
Kapitel 10
Indgivelse og behandling af ansøgninger om naturalisation
§ 28. Ansøgning om naturalisation indgives på et særligt ansøgningsskema til politidirektøren i den politikreds, hvor ansøgeren bor, jf. dog stk. 2 og § 30.
Stk. 2. Personer, der er født statsløse i Danmark, og som er omfattet af FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder eller FN-konventionen af 1961 om begrænsning af
statsløshed, jf. § 26 og § 27, jf. § 17, skal indgive ansøgning om naturalisation til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
Stk. 3. Ved indgivelse af ansøgning om naturalisation betales et gebyr på 1.200 kr., jf. § 12 i lov om dansk indfødsret.
§ 29. Ved modtagelsen af ansøgningen gennemgår politiet ansøgerens oplysninger i ansøgningsskemaet og de vedlagte bilag med ansøgeren. I den forbindelse sørger politiet for, at ansøgeren har forstået betydningen af, at oplysninger og erklæringer afgives på tro og love. Politiet sender herefter sagen til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
§ 30. For børn under 18 år, som adopteres af danske statsborgere, herunder ved stedbarnsadoption, og som ikke bliver danske statsborgere i medfør af § 2 A i lov om dansk indfødsret, kan ansøgning om naturalisation indgives sammen med ansøgningen om adoption. Ansøgningen sendes af adoptionsmyndigheden direkte til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
§ 31. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet undersøger, om ansøgeren opfylder retningslinjerne og optager i givet fald ansøgeren på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.
Stk. 2. Udover ansøgerens egne oplysninger baseres Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets sagsbehandling på oplysninger i Det Centrale Personregister, Det Centrale Fordringsregister og Det Centrale Kriminalregister. Om nødvendigt indhentes oplysninger fra andre myndigheder.
§ 32. Forud for fremsættelsen af et lovforslag om indfødsrets meddelelse sender Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til Folketingets Indfødsretsudvalg en oversigt over personer på lovforslaget, som er omfattet af FN-konventionen af 1961 om begrænsning af statsløshed. Af oversigten vil bl.a. fremgå, hvilke betingelser i retningslinjerne for naturalisation, som de pågældende personer ikke ses at opfylde.
Stk. 2. Efter fremsættelsen af et lovforslag om indfødsrets meddelelse sender Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til Folketingets Indfødsretsudvalg en oversigt over personer på lovforslaget fordelt efter nationalitet.
Stk. 3. Efter 1. behandlingen af et lovforslag om indfødsrets meddelelse sender Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet følgende oversigter til Folketingets Indfødsretsudvalg til brug for udvalgsbehandlingen af lovforslaget og partiernes stillingtagen til eventuelle private ændringsforslag:
1) Oversigt over personer, som er optaget på lovforslaget efter forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg.
2) Oversigt over personer på lovforslaget, som er idømt ubetinget frihedsstraf, foranstaltningsdomme eller betingede domme.
Kapitel 11
Ikrafttræden mv.
§ 33. Aftalen træder i kraft den 15. oktober 2015 og gælder for behandlingen af alle ansøgninger om naturalisation uanset tidspunktet for ansøgningens indgivelse, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ansøgninger og anmodninger om genoptagelse, der er modtaget i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet inden den 15. august 2014, samt ansøgninger og anmodninger modtaget den 15. august 2014 eller senere, som er færdigbehandlet med tilkendegivelse om optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden forbehold for nye retningslinjer, behandles efter cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation.
Stk. 3. § 24, stk. 3, træder i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af lov om Indfødsretsprøven af 2015.
Stk. 4. § 16 har virkning for personer født efter den 11. oktober 1993, som ikke tidligere har erhvervet dansk indfødsret.
Stk. 5. For ansøgninger, herunder anmodninger om genoptagelse, som er indgivet før den
1. juli 2016 finder § 24, stk. 2, om bevis for en bestået statsborgerskabsprøve i cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation fortsat anvendelse. Ansøgere, der har bestået indfødsretsprøven aflagt ved prøveterminen maj 2007 til og med prøveterminen december 2013, vil blive anset for at opfylde betingelsen i § 24, stk. 2, om bevis for en bestået statsborgerskabsprøve i cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation.
Stk. 6. Ansøgere, der har bestået indfødsretsprøven aflagt ved prøveterminen december 2008 til og med prøveterminen december 2013, vil blive anset for at opfylde betingelsen i
§ 24, stk. 3, om dokumentation for at have bestået Indfødsretsprøven af 2015.
Stk. 7. Cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation ophæves.
Bilag 1
Særlige retningslinjer vedrørende ophold
De krav, der ved behandlingen af ansøgninger om naturalisation stilles med hensyn til en ansøgers ophold i Danmark, fremgår af kapitel 3 i aftalen.
I det følgende beskrives retningslinjer for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i tilfælde, hvor der på grund af ansøgerens særlige situation eller baggrund er grundlag for at fravige de almindelige opholdskrav.
Det er i alle tilfælde et krav, at de øvrige betingelser for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse er opfyldt.
1. Længerevarende opholdsafbrydelser
Hvis ansøgerens samlede ophold uden for Danmark er længere end nævnt i aftalens § 9, stk. 1, men opholdsafbrydelserne sammenlagt ikke overstiger 5 år, kan optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse ske i følgende tilfælde:
1.1. En ansøger, der sammenlagt har opholdt sig her i landet i mindst 10 år inden det fyldte 20. år, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis ansøgeren har gået i dansk skole under opholdet.
1.2. En ansøger, der sammenlagt har opholdt sig her i landet i mindst 5 år inden det fyldte
20. år, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis en eventuel uddannelse under opholdet har været af dansk karakter, og hvis blot én af ansøgerens forældre er født dansk statsborger.
1.3. En ansøger, der efter seneste indrejse har opholdt sig i Danmark uafbrudt i en periode, der er længere end de sammenlagte opholdsafbrydelser (dog mindst 3 år), kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis ansøgeren lever i ægteskab med en dansk statsborger, og ægteskabet har bestået i mindst 2 år, eller hvis ansøgeren sammenlagt har opholdt sig her i landet i den forlangte minimumsperiode (jf. aftalens §§ 7 og 8) med tillæg af 1 år.
2. Danskfødte ansøgere
Ansøgere, som er født her i landet, og som har fået dansk indfødsret ved fødslen, men som senere har mistet denne, kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 1 års uafbrudt ophold her i landet, hvis ansøgeren har haft ophold her i landet indtil det fyldte 12. år, og
1) begge forældre var danske statsborgere ved ansøgerens fødsel, eller
2) hvis kun én af forældrene var dansk på fødselstidspunktet, og ansøgeren mindst indtil sit fyldte 18. år er vokset op hos den af forældrene, der altid har været dansk statsborger.
3. Tidligere danske statsborgere
Ansøgninger om naturalisation fra personer, der uden at være danskfødte tidligere har haft dansk indfødsret, og som ikke opfylder de almindelige opholdsbetingelser, forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg.
4. Ansøgere af dansk afstamning
Ansøgere af dansk afstamning kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold her i landet, når følgende betingelser alle er opfyldt:
1) Den ene af eller begge ansøgerens forældre var danske statsborgere ved fødslen,
2) ansøgeren er indrejst her til landet inden det fyldte 20. år,
3) ansøgeren er fyldt 18 år ved ansøgningens indgivelse.
5. Dansksindede sydslesvigere
Dansksindede sydslesvigere kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold i Danmark.
Ved dansksindet sydslesviger forstås en person, som er født i Sydslesvig, som helt eller delvis har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig som voksen har vist tilknytning til danske forhold.
Bilag 2 Retningslinjer for personer, der er straffet eller har modtaget en strafferetlig sanktion Bødestraf
1) Bøder på 3.000 kr. og derover (eller 20 dagbøder og derover for overtrædelse af straffeloven) er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 4 år og 6 måneder fra gerningstidspunktet.
2) Bøder for spiritus- eller promillekørsel er uanset bødestørrelsen til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 4 år og 6 måneder fra gerningstidspunktet.
3) Bøder for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er uanset bødestørrelsen til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 6 år fra gerningstidspunktet.
4) Bøder for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 9 år fra gerningstidspunktet.
Frihedsstraffe og betingede domme
5) Ubetinget frihedsstraf op til 60 dage er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 12 år fra straffens udståelse (prøveløsladelsestidspunktet), jf. dog pkt. 6.
6) Ubetinget frihedsstraf op til 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 er dog til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 18 år fra straffens udståelse (prøveløsladelsestidspunktet).
7) Ubetinget frihedsstraf på 60 dage og op til 6 måneder er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 15 år fra straffens udståelse (prøveløsladelsestidspunktet).
8) Ubetinget frihedsstraf på 6 måneder og op til 1 år er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 18 år fra straffens udståelse (prøveløsladelsestidspunktet).
9) Ubetinget frihedsstraf på 1 år og op til 1½ år er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 27 år fra straffens udståelse (prøveløsladelsestidspunktet).
10) Hvis en ubetinget frihedsstraf anses for udstået ved varetægtsfængslingen, regnes karenstiden, jf. pkt. 5-9, fra løsladelsen fra varetægtsfængsling.
11) En straf, som er delvist eftergivet ved benådning, er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i den periode, som den del af straffen, der skal udstås, isoleret betragtet ville give anledning til, jf. pkt. 5-9. En straf, som er
helt eftergivet ved benådning, er til hinder for optagelse på et lovforslag i 4 år og 6 måneder efter udløbet af den prøvetid, der er fastsat som betingelse for eftergivelsen.
12) Betingede domme med vilkår om samfundstjeneste er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 7 år og 6 måneder fra dommens afsigelse. Andre betingede domme er til hinder for optagelse på et lovforslag i 6 år fra dommens afsigelse, dog altid indtil udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen.
13) En delvis betinget dom er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i den periode, som den ubetingede del af frihedsstraffen isoleret betragtet ville give anledning til, jf. pkt. 5-9.
Foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9
14) Forvaring, jf. straffelovens § 70, er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 30 år fra foranstaltningens ophævelse.
15) Anbringelsesdomme er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 12 år fra foranstaltningens ophævelse, dog mindst 15 år fra dommens afsigelse.
16) Behandlingsdomme er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 9 år fra foranstaltningens ophævelse, dog mindst 12 år fra dommens afsigelse.
17) Domme til ambulant behandling er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 6 år fra foranstaltningens ophævelse, dog mindst 9 år fra dommens afsigelse.
18) Domme til ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a, er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 6 år fra foranstaltningens ophør.
Andre sanktioner
19) Tiltalefrafald med vilkår, jf. retsplejelovens § 723, er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 4 år og 6 måneder fra tiltalefrafaldets meddelelse, dog kun 3 år ved vilkår om ungdomskontrakt.
20) Xxxxxxxxx for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 3 år fra gerningstidspunktet.
21) Hvis ansøgeren har modtaget en udvisningsdom, der ikke er effektueret, regnes den forlangte opholdsperiode, jf. retningslinjernes kap. 3, fra det tidspunkt, hvor det idømte indrejseforbud ville udløbe, når det regnes fra dommens afsigelse.
Bilag 3.a
Ud over bestået Prøve i Dansk 3 anses følgende prøver mv. for fornøden dokumentation for en ansøgers danskkundskaber, jf. aftalens § 24, stk. 1
1) Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner.
2) Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden.
3) Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux).
4) Bevis for almen forberedelseseksamen (avu).
5) Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med aflagt prøve i mindst en danskdisciplin på et af niveauerne G-A og med et gennemsnit af prøvekarakterer og eventuelle standpunktskarakterer på mindst 6 (efter 13- skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) fra f.eks. en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu.
6) Bestået FVU-læsning trin 4.
7) Bevis for bestået International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau.
8) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København.
9) Bevis for videregående uddannelser på universiteter, professionsskoler (f.eks. handelshøjskoler, sygeplejeskoler og seminarier) mv., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.
Xxxxx, godkendte prøver
10) Bestået Almenprøve 2 fra sprogcentrene med et karaktergennemsnit på mindst 6.
11) Bestået Danskprøve 2 fra sprogcentrene (siden 2002 Studieprøven).
12) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i Odense samt Århus Kommunes Sprogcenter.
13) Bestået Profiltest fra sprogskolerne med et gennemsnit på 3 eller derover.
14) Bestået erhvervsforberedende prøve (ERH) fra sprogskolerne med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B.
15) Bestået voksenuddannelsesforberedende prøve (VUF) fra sprogskolerne med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B.
16) Bestået Dansk som andetsprog, Dansk trin 1 eller Dansk trin 2 fra almen voksenuddannelse (avu) med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13- skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
17) Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
Undtagelser fra kravet om dokumentation for danskkundskaber i form af bevis for en danskprøve
Særligt med hensyn til børn
18) Der stilles ikke krav om dokumentation for danskkundskaber mv. for børn under 12 år.
19) Med hensyn til børn, der er fyldt 12 år, men endnu ikke har aflagt Folkeskolens afgangsprøve (9. eller 10. klasse), anses en udtalelse fra ansøgerens skole om, at ansøgerens danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie er på et niveau svarende til dét, der kan forventes af et barn på den pågældende ansøgers alderstrin, som tilstrækkelig. En udtalelse fra
ansøgerens skole vil dog ikke blive anset som tilstrækkelig dokumentation for ansøgerens danskkundskaber, hvis ansøgeren afslutter Folkeskolens afgangsprøve 9. eller 10. klasse inden lovens vedtagelse.
Særligt med hensyn til ansøgere med bopæl på Færøerne eller i Grønland
20) Med hensyn til ansøgere med bopæl på Færøerne eller i Grønland anses politiets vurdering af, at den pågældende uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, kan deltage ubesværet i en samtale på dansk eller færøsk/grønlandsk som tilstrækkelig dokumentation for ansøgerens danskkundskaber.
Særligt med hensyn til svensk- eller norsktalende ansøgere
21) Med hensyn til svensk- eller norsktalende ansøgere anses en bestået afgangsprøve fra en svensk- eller norsksproget grundskole som tilstrækkelig.
Særligt med hensyn til dansksindede sydslesvigere
22) Personer født i Sydslesvig, som helt eller delvist har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig har vist tilknytning til danske forhold, skal ikke yderligere dokumentere deres danskkundskaber mv.
Særligt med hensyn til ansøgere omfattet af aftalens § 12
23) Med hensyn til ansøgere omfattet af aftalens § 12 (den såkaldte prinsesseregel) anses en dansk repræsentation i udlandets vurdering af, at den pågældende uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, kan deltage ubesværet i en samtale på dansk som tilstrækkelig.
Bilag 3.b
Ud over bestået Prøve i Dansk 2 anses følgende prøver mv. for fornøden dokumentation for en ansøgers danskkundskaber, jf. aftalens § 24, stk. 2.
1) Bestået Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13- skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) eller Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner.
2) Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden.
3) Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux).
4) Bevis for almen forberedelseseksamen (avu).
5) Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med aflagt prøve i mindst en danskdisciplin på et af niveauerne G-A og med et gennemsnit af prøvekarakterer og eventuelle standpunktskarakterer på mindst 6 (efter 13-
skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) fra f.eks. en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu.
6) Bestået FVU-læsning trin 2, trin 3 eller trin 4.
7) Bevis for bestået International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau.
8) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København.
9) Bevis for videregående uddannelser på universiteter, professionsskoler (f.eks. handelshøjskoler, sygeplejeskoler og seminarier) mv., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.
Xxxxx, godkendte prøver
10) Bestået Almenprøve 2 fra sprogcentrene med et karaktergennemsnit på mindst 6.
11) Bestået Danskprøve 2 fra sprogcentrene (siden 2002 Studieprøven).
12) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i Odense samt Århus Kommunes Sprogcenter.
13) Bestået Profiltest fra sprogskolerne med et gennemsnit på 3 eller derover.
14) Bestået erhvervsforberedende prøve (ERH) fra sprogskolerne med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B.
15) Bestået voksenuddannelsesforberedende prøve (VUF) fra sprogskolerne med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B.
16) Bestået Dansk som andetsprog, Dansk trin 1 eller Dansk trin 2 fra almen voksenuddannelse (avu) med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13- skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
17) Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
Bilag 4
Følgende ansøgere er undtaget fra kravet om dokumentation for at have bestået Indfødsretsprøven af 2015, jf. aftalens § 24, stk. 3.
1) Børn under 12 år.
2) Xxxx, der er fyldt 12 år, men endnu ikke har aflagt Folkeskolens afgangsprøve (9. eller 10. klasse), jf. dog kravet i aftalens bilag 3, pkt. 19, om bl.a. en udtalelse fra ansøgerens skole om, at ansøgerens kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie er på et niveau svarende til dét, der kan forventes af et barn på den pågældende ansøgers alderstrin.
3) Ansøgere med bopæl på Færøerne eller i Grønland.
4) Svensk- eller norsktalende ansøgere.
5) Personer født i Sydslesvig, som helt eller delvist har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig har vist tilknytning til danske forhold.
6) Ansøgere omfattet af aftalens § 12 (den såkaldte prinsesseregel), som har bopæl i udlandet.
Officielle noter
1) Der henvises til Folketingets vedtagelse nr. 36 af 15. januar 1998, hvoraf fremgår, at Folketinget lægger vægt på at sikre god forvaltningsskik i hele sagsforløbet.
2) Der henvises til lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret. Den pågældende ansøger om indfødsret vil ved erklæringens afgivelse blive gjort opmærksom på, at urigtig erklæring vil kunne bevirke frakendelse af indfødsretten.
3)Personer, der modtager f.eks. statens uddannelsesstøtte, førtidspension eller folkepension eller forsørges af ægtefællen, vil ikke være afskåret fra at kunne opnå indfødsret.
4) FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (Handicapkonventionen) indeholder i artikel 1 en definition af, hvilke personer der er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Personer med handicap omfatter herefter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
5) Der henvises til note 4.
6) Som ved meddelelse af humanitær opholdstilladelse kan der ses bort fra en erklæring, hvis den pågældende person med lægefaglig baggrund på eget initiativ anmoder om, at der meddeles indfødsret, og har engageret sig personligt i sagen på en sådan måde, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt erklæringen er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand. Den pågældende ansøger om indfødsret henvises i sådanne tilfælde til at fremkomme med en erklæring fra en anden person med lægefaglig baggrund.
7) Erklæringen kan med fordel udfærdiges på blanketten ”Lægeerklæring til brug ved Udlændinge-, Integrations, og Boligministeriets behandling af ansøgninger om dansk indfødsret”. Blanketten samt en vejledning til udfyldelse heraf kan af læger findes på Lægeforeningens hjemmeside, xxx.xxxxx.xx, under attestnøglen.
8) Praksis vedrørende forelæggelse af ansøgninger for Folketingets Indfødsretsudvalg vil fremgå af hjemmesiden xxx.xxxx.xx. En ansøgning vil eksempelvis i følgende tilfælde kunne forelægges for Indfødsretsudvalget med henblik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra en eller flere betingelser i aftalen: Hvor der er tvivl om, hvorvidt ansøgeren har taget en uddannelse her i landet, der opfylder kravene i § 11, hvor ansøgeren af helt særlige grunde i en periode ikke opfylder kravet om selvforsørgelse, jf. § 23, og hvor ansøgeren kan dokumentere danskkundskaber uden direkte at opfylde kravene til de prøver, der er angivet i aftalens § 24, stk. 1, jf. bilag 3.a, eller § 24, stk. 2, jf. bilag 3.b.