Salgs- og leveringsbetingelser for Hørning Parket A/S
Salgs- og leveringsbetingelser for Hørning Parket A/S
Gyldighed
Nærværende Salgs- og leveringsbetingelser er gældende ved ethvert køb hos Hørning Parket A/S, CVR-nr. 33 96 53 62 (herefter kaldet ”Sælger”), medmindre der foreligger anden skriftlig aftale. Nærværende Salgs- og leveringsbetingelser er således også gældende forud for eventuel modstående eller afvigende bestemmelser i den af køber afgivne ordre, købers accept eller i købers eventuelle købsbetingelser/købers udbudsmateriale. Eventuelle afvigende bestemmelser i Sælgers tilbud og/eller ordrebekræftelse har forrang for nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
Pris og betaling
Alle priser er excl. moms. Levering sker til de på ordretidspunktet gældende priser. Sælger er dog berettiget til på leveringsdagen at regulere priserne i overensstemmelse med dokumenterbare prisændringer m.v. fra ordretidspunktet til leveringstidspunktet fra Sælgers leverandører, prisstigning på materialer, valutakursændringer, stigning i skatter og afgifter, told og fragt, forsikringssatser og lignende forhold, som ligger uden for Sælgers kontrol og indflydelse.
Betalingsbetingelserne er 14 dage netto, når Sælger kan opnå almindelig kreditforsikring på køber. Ved forsinket betaling tillægges rente på 2% pr. måned og indtil betaling sker.
Ønsker køber leveringstiden udsat, fremsender Sælger faktura iht. den oprindelige leveringstid og ordrebekræftelse, og Sælger kan herefter vælge enten at levere varen til køber for købers regning og risiko eller at lade varen henstå på Sælgers lager for købers regning og risiko i maksimalt 30 dage. Efter udløbet af 30 dage, vil varen blive leveret til køber for købers regning og risiko.
Ejendomsforbehold
Sælger bevarer ejendomsretten til de solgte og fakturerede varer, indtil Sælger har modtaget betaling af det fulde fakturabeløb med eventuelle renter og omkostninger, herunder krav vedrørende forsendelse, samt ethvert beløb som Sælger i henhold til parternes kontraktforhold i øvrigt har krav på vedrørende den foretagne leverance.
Tilbud og ordrebekræftelse
Tilbud er gældende i 30 dage fra tilbudsdato. Sælger forbeholder sig ret til mellemsalg, og endelig aftale er derfor først indgået, når Sælger har afgivet skriftlig ordrebekræftelse til køber. Sælger påtager sig ikke ansvar for fuldstændig overensstemmelse mellem købers forespørgsel og Sælgers tilbud eller ordrebekræftelse. Det påhviler således køber straks ved modtagelse af tilbud eller ordrebekræftelse at kontrollere dette for korrekt specifikation, mængde og pris.
Leverancens omfang
Leverancen omfatter udelukkende de ydelser, der er beskrevet i den udsendte ordrebekræftelse. Sælger forbeholder sig ret til at over- eller underlevere med op til 10% ved specialfremstillede varer og op til 5% ved standardvarer. Over- samt underlevering modsvares af tilsvarende regulering af fakturabeløbet.
Sælger har ret til uden varsel at foretage produktændringer og tilretninger, som dog ikke må være af funktionel eller væsentlig designmæssig karakter. Dette gælder uanset evt. tidligere foreviste prøver. Alle oplyste tekniske specifikationer er med forbehold for sådanne ændringer. Der kan ikke rejses krav mod Sælger i forbindelse med sådanne gennemførte ændringer.
Leveringstid
Ordrebekræftelser angiver planlagt leveringstid. Overskridelse af planlagt leveringstid berettiger ikke køber til annullering af ordren eller til erstatning af nogen art, herunder – men ikke begrænset til - driftstab, omkostninger til genhusning, flytteomkostninger mv., medmindre parterne har indgået skriftlig aftale om detaljerede erstatningsregler eller medmindre Sælger bevisligt har handlet groft uagtsomt. Dette gælder også tilfælde, hvor købers kunde måtte rejse krav mod køber i anledning af Sælgers forsinkelse.
Levering og risikoovergang
Er leveringsklausul aftalt, fortolkes denne i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms. Hvis leveringsklausul ikke er aftalt, sker levering ab fabrik (Sælgers lager) (ex works Incoterms 2020).
Sælger kan yde assistance i forbindelse med booking af fragt og toldbehandling, såfremt dette ønskes af Køber. Sælgers assistance ændrer ikke på tidspunktet for levering og risikoens overgang til køber.
Risikoen for varen overgår til køber, når Sælger stiller varen til købers disposition på Sælgers lager. Er der aftalt levering, overgår risikoen på leveringstidspunktet, medmindre andet er aftalt. Er der aftalt levering hos slutbruger, overgår risikoen ligeledes ved levering, uanset om slutbruger er til stede på leveringstidspunktet/stedet. I så fald anses følgeseddel eller chaufførens køreseddel som dokumentation for gennemført levering.
Såfremt køber eller slutbruger trods aftale herom ikke er repræsenteret på leveringsstedet ved varens ankomst, kan Sælger vælge enten at aflæsse varen på stedet eller at tage varen retur og i forbindelse hermed kræve køber yderligere fragt samt evt. leje for opmagasinering. Risikoen overgår uanset dette ved levering.
Sælger påtager sig ikke noget ansvar for ikke-opfyldelse af sine forpligtelser på grund af omstændigheder, som indtræder efter aftalens indgåelse og som Sælger ikke er herre over - f.eks. men ikke begrænset hertil - strejke, lockout, brand, mangel på transportmiddel, krig, valutarestriktioner, forbud mod import/eksport, manglende eller mangelfulde leverancer fra underleverandører, pandemier (herunder COVID-19) m.m.
Annullering
Sælgers varer fremstilles som udgangspunkt efter ordre. Når Sælger har fremsendt en ordrebekræftelse, forbeholder Sælger sig derfor ret til at disponere råtræ til ordren samt til at igangsætte produktionen. En bekræftet ordre kan således ikke annulleres ude n særskilt skriftlig aftale herom.
Xxxxxxx og returnering
Såfremt køber vil påberåbe sig mangler, skal køber straks, og inden varen bliver monteret /taget i brug, og senest 5 arbejdsdage efter manglen er eller burde være opdaget, give Sælger skriftlig meddelelse herom, samt anføre hvori manglen består. Såfremt køber har opdaget eller burde have opdaget manglen, eller køber har monteret produkterne/taget disse i brug, og køber ikke har reklameret forinden, kan køber ikke senere gøre manglen gældende. Såfremt Sælger pr. kulance måtte anerkende en reklamation og tilbyde omlevering af erstatningsprodukter, uagtet køber ikke har reklameret, inden køber har monteret eller taget produkterne i brug, afholder køber alle direkte og indirekte omkostninger af enhver art forbundet med udskiftning af de reklamerede produkter.
Såfremt Sælger kan anerkende reklamationen, har Sælger ret og pligt til snarest at foretage reparation, udbedring eller foretage omlevering efter Sælgers valg.
Sælgers varer er følsomme overfor fugt og temperaturpåvirkninger. Sælger modtager ikke varerne retur uden forudgående aftale. Såfremt Sælger foretager omlevering, er Sælger berettiget til at modtage de mangelfulde varer retur.
Mangelsansvar herudover kan ikke gøres gældende mod Sælger, herunder driftstab eller andre direkte eller indirekte tab. Køber er ikke berettiget til at ophæve handlen, så længe Sælgers afhjælpnings- eller omleveringsforsøg pågår.
Garanti
Sælger yder 1 års garanti, hvor intet andet er aftalt skriftligt, med de begrænsninger der følger af reklamationsreglerne og ansvarsbegrænsningerne i nærværende salgs- og leveringsbetingelser. Hvor forholdet er omfattet af Købelovens præceptive regler, finder disse regler anvendelse. Hvor køber er underlagt 5 års reglen vedr. Byggeleveranceklausulen, respekterer Sælger disse, i det omfang køber ved afgivelse af sin bestilling skriftligt har gjort Sælger opmærksom herpå.
En forudsætning for garantiansvar er, at varen har været korrekt og tørt opbevaret, er behandlet fagmæssigt korrekt og er monteret og vedligeholdt efter Sælgers forskrifter og almindelige vedligeholdelsesforskrifter. Særligt afgørende er, (i) at gulve konstant har været opbevaret eller monteret i bygninger med en relativ luftfugtighed på mellem 35 og 65% RF, (ii) at rumtemperaturen, hvor gulve har været opbevaret eller monteret konstant har været mellem 18-24 grader celsius, (iii) at restfugt i underliggende beton ikke overstiger 85%, samt (iv) at restbyggefugt er væk, forinden gulvene er monteret. Køber skal over for Sælger og efter påkrav kunne dokumentere, at samtlige anførte garantiforudsætninger er opfyldt.
Reklamation og ansvar
Køber er pligtig til straks ved modtagelsen af varerne at gennemgå leverancen og overgive evt. reklamationer til Sælger skriftligt senest 5 arbejdsdage efter modtagelsen. Eventuelle synlige transport- og fragtskader skal anmærkes skriftligt på transportfirmaets fragtbrev og derefter meddeles til fragtfirmaet og Sælger.
Køber skal sikre, at materialerne gennemgås for fejl eller mangler inden montage påbegyndes, idet reklamation over synlige fejl og mangler ikke anerkendes, når montage er påbegyndt. Et monteret produkt er et godkendt produkt.
Ansvarsbegrænsninger
Et erstatningskrav overfor Sælger kan ikke overstige fakturabeløbet excl. moms, fragt, told og andre afgifter for den solgte vare, og er i øvrigt begrænset til maksimalt DKK 2 mio.
Sælger hæfter ikke for driftstab, tabt fortjeneste, herunder ethvert direkte eller indirekte tab, der opstår som følge af forsinkelse eller mangler ved varen eller forhold som skyldes force majeure.
Sælgers indestår ikke for rigtigheden af tekniske oplysninger, specifikationer, produktinformationer, brochurer, vejledninger mv. om produktets egenskaber, anvendelse og andre tekniske data, der alene skal betragtes som vejledende. Sælger påtager sig ikke nogen rådgivningsydelser/rådgiveransvar over for køber, medmindre andet klart og tydeligt er aftalt mellem parterne.
Personskade, tingsskade og produktansvar
Sælger er kun ansvarlig for personskade samt tingskade, såfremt det kan bevises, at skaden skyldes grov uagtsomhed begået af Sælger eller andre, som Sælger har ansvaret for. Sælger er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder medens varerne er i købers besiddelse. Sælger er ej heller ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køber eller på produkter, hvori disse indgår. Sælgers ansvar for tingskade kan ikke overstige 500.000 DKK.
Sælger hæfter ikke for driftstab, tabt fortjeneste, herunder ethvert direkte eller indirekte tab, der opstår som følge af forsinkelse eller mangler ved varen eller forhold som skyldes force majeure.
Såfremt der fra tredjemand rejses krav mod Sælger i anledning af en ansvarspådragende handling begået af køber, er køber i det hele forpligtet til at friholde Sælger for enhver omkostning i forbindelse hermed.
I tilfælde af produktansvar er køber pligtig at holde Sælger skadesløs for det ansvar, som Sælger må blive pålagt i det omfang, at ansvaret går ud over de grænser, der er fastlagt i det foran anførte, og køber er pligtig til at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav mod Sælger.
Tvistigheder
Enhver tvist vedrørende leverancer fra Sælger afgøres ved retten i Horsens som aftalt værneting. Dette gælder også for leverancer som måtte videreeksporteres til udlandet, uanset at andet værneting måtte følge af internationale privatretlige regler om værneting. Dansk rets regler er aftalt gældende.
15. december 2021