Salgs- og leveringsbetingelser for DYFA A/S
Salgs- og leveringsbetingelser for DYFA A/S
1. Krav om skriftlighed.
Nedenstående almindelige betingelser for salg og levering finder anvendelse, såfremt parterne ikke skriftligt konkret har fraveget dem.
2. Købers ordre.
DYFA ApS’ (herefter kaldet ”DYFA”) accept af købers ordre er udtrykkeligt betinget af, at køber tiltræder disse generelle regler og betingelser som gældende for købsaftalen med udelukkelse af nogen yderligere eller anderledes betingelser eller konditioner fortrykt på købers ordreseddel eller andet steds. Købers undladelse af straks at reklamere skriftligt over disse betingelsers gyldighed skal forstås som købers tiltræden af nærværende generelle regler og betingelser. På tilsvarende vis skal købers modtagelse af de bestilte varer forstås som en accept af nærværende generelle regler og betingelser.
3. Valuta og prisreguleringer.
Alle priser er angivet i danske kroner og er ekskl. moms og alle andre afgifter. Hvis ikke andet udtrykkeligt er anført, er DYFAs tilbud gældende i tredive dage (30) fra tilbuddets datering. Sker leveringen successivt over en længerevarende periode, er DYFA berettiget til at videreføre stigninger i materialepriser samt produktionsomkostninger, herunder lønomkostninger og afgifter, til køber.
4. Ændring af leveringstid og afbestilling.
Enhver anmodning om ændring af leveringstiden eller afbestilling af en ordre kræver DYFAs skriftlige godkendelse. DYFA forbeholder sig ret til at pålægge et gebyr for modtagelse om anmodning om ændring af leveringstidspunkt, således at DYFA herved kan få dækket ethvert tab eller mistet fortjeneste, der måtte følge ændringen. Ved afbestilling af en ordre forbeholder DYFA sig ret til at kræve den tabte fortjeneste dækket tillige med alle direkte og indirekte omkostninger, der har været i forbindelse med ordren.
5. Levering.
Såfremt andet ikke konkret er skriftligt aftalt, sker levering Ex-Works i overensstemmelse med INCOTERMS 2010. DYFA skal være berettiget til at foretage delvis levering, medmindre køber i sin ordre udtrykkeligt har forlangt samlet levering.
6. Ejendomsret og risikoens overgang.
Risikoen for tab og skader overgår til køber ved overgivelse til fragtfører, jf. reglerne om ”EXW” i INCOTERMS 2010. Ejendomsretten til samtlige leverede varer mv. forbliver DYFAs indtil den samlede købesum er betalt. I det omfang DYFA skal tilvirke værktøjer for at kunne levere den af køber bestilte vare, tilkommer ejendomsretten, herunder samtlige immaterielle rettigheder, til sådanne værktøjer, DYFA. DYFA forbeholder sig ret til at debitere køber en rimelig andel af omkostningerne ved udformning af værktøjer og lignende uden, at køber derved opnår nogen ret hertil.
7. DYFAs leveringsforpligtigelse.
På den aftalte leveringsdag skal DYFA overgive de solgte varer til fragtføreren i overensstemmelse med INCOTERMS 2010 ”EXW”. Såfremt DYFA erfarer, at den aftalte leveringstid ikke kan overholdes, skal DYFA snarest give køber meddelelse herom samt meddelelse om, hvornår levering herefter forventes at kunne ske. Hvis levering skyldes nogen af de i punkt 8 nævnte omstændigheder, eller det skyldes andre handlinger eller undladelser, som er uden for DYFAs kontrol, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt. Denne bestemmelse finder anvendelse uanset om årsagen til forsinkelsen indtræffer før eller efter udløbet af den aftalte leveringstid. Købers ophævelse af en ordre som følge af DYFAs forsinkelse, er betinget af at leveringsdagen er passeret og at køber derefter giver DYFA et skriftligt varsel på mindst 10 (ti) arbejdsdage (regnet fra datoen for DYFAs modtagelse af meddelelsen), og af at levering desuagtet dette varsel ikke sker inden 10-dages fristens udløb. Uanset om køber på grund af egne forhold af nogen årsag ikke er i stand til at aftage de købte varer på den aftalte leveringsdag, er køber forpligtiget til at betale det købte til tiden, som om levering havde fundet sted.
DYFA skal omvendt sørge for, at det solgte opbevares for købers regning og risiko. Såfremt køber ikke har aftaget det solgte senest 30 dage efter den aftalte leveringsdag, er DYFA berettiget til skriftligt at give køber et varsel på yderligere 8 dage. Har køber heller ikke aftaget det solgte herefter, er DYFA berettiget til at videresælge det solgte, mens køber fortsat er forpligtet til at betale den fulde købesum med tillæg af DYFAs eventuelle omkostninger i forbindelse med det solgtes opbevaring mv.
8. Ansvarsfrihed (force majeure).
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer eller forsinker aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld.
Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som er udenfor parternes kontrol, herunder beskadigelse af maskinparken hos DYFA, brand-, vand-, eller stormskade, andre naturkatastrofer, krig, krigslignede tilstande, mobilisering, terrorisme, uforudset militærindkaldelse, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør eller uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknapheder, restriktioner på drivkraft, mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, arbejdsnedlæggelse (inklusiv blandt egne medarbejdere) mv.
9. Betalingsbetingelser.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, betales bestillinger 100% ved ordre inden igangsætning.
Såfremt betaling ikke finder sted som anført, er DYFA berettiget til at beregne en rente af den udestående saldo svarende til 2 % pr. påbegyndt måned. Enhver á conto betaling, køber måtte foretage, afskrives først på forfaldne renter og dernæst på den skyldige restgæld.
10. Ansvar for mangler.
Køber er forpligtet til at undersøge det leverede uden ugrundet ophold efter levering. Såfremt køber konstaterer fejl og mangler ved leverede, skal køber straks underrette DYFA herom skriftligt. Hvis køber undlader i tide at underrette DYFA om en fejl eller mangel, mistes retten til at gøre noget krav gældende i anledning af fejlen eller manglen.
DYFA forpligter sig til at afhjælpe alle mangler, som i forhold til det aftalte skyldes fejl i konstruktionen, materiale eller fremstilling ved at foretage reparation eller udskiftning/efterlevering.
DYFA er dog ikke ansvarlig for fejl eller mangler, der helt eller delvist skyldes, at det leverede anvendes mere intensivt eller på en væsentlig anderledes måde end hvad, der er aftalt, eller med rimeligt kunne forudsættes ved aftalens indgåelse. Kan en af køber påberåbt konstateret mangel afhjælpes, eller kan om- eller efterlevering ske, inden rimelig tid, er køber forpligtig til at tåle sådan afhjælpning uden ret til kompensation, erstatning eller ret til at hæve aftalen. Afhjælpning der sker senest 14 (fjorten) hverdage fra reklamationens modtagelse hos DYFA anses altid som afhjælpning inden rimelig tid.
Har køber reklameret over mangler, som viser sig ikke at være mangler, som DYFA har ansvaret for, har DYFA ret til betaling for det arbejde og de omkostninger, reklamationen og/eller udbedring af manglerne har påført DYFA.
DYFAs ansvar omfatter ikke mangler, der kan tilskrives materiale, der er tilvejebragt af køber, eller mangler der er en følge af konstruktioner eller materialer, som er foreskrevet eller specificeret af køber. På tilsvarende vis omfatter ansvaret for mangler kun sådanne, som er opstået under de i aftalen forudsatte arbejdsforhold og under en korrekt anvendelse af det af DYFA leverede produkt.
Ansvaret omfatter eksempelvis ikke mangler der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, mangelfuld eller urigtige brug af det leverede eller ændringer foretaget uden DYFAs skriftlige samtykke.
Endelig hæfter DYFA aldrig for kemiske reaktioner eller beskadigelse, som måtte kunne være en følge af påvirkning eller berøring med skarpe hårde genstande eller kemiske væsker eller rengøringsmidler, som det af DYFA leverede måtte blive udsat for efter leveringen.
11. Reklamationsfrist.
DYFAs ansvar for mangler er i alle tilfælde betinget af, at manglerne skriftligt er gjort gældende af køber senest 2 år efter leveringsdagen, dog for produkter, der omfattes af købelovens § 54, stk. 2, inden de heri anførte frister, idet mangelkrav skal være gjort gældende senest 1 år efter leveringsdagen.
12. Ansvar for produktets skadevoldende adfærd (produktansvar).
DYFA er kun ansvarlig for personskade hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af DYFA eller andre, som DYFA har ansvar for.
DYFA har ikke ansvar for skade på løsøre, som indtræder, mens det leverede besiddes af køber eller senere omsætningsled. DYFA er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køber eller på produkter, hvori det af DYFA leverede indgår.
I den udstrækning DYFA måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand er køber forpligtiget til at holde DYFA skadesløs i samme omfang, som DYFAs ansvar er begrænset efter de ovenfor anførte bestemmelser. Disse begrænsninger gælder dog ikke, såfremt DYFA har udvist grov uagtsomhed.
Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til de her anførte bestemmelse om produktansvar, skal den part, over for hvem krav fremsættes, straks skriftligt underrette den anden herom.
Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod DYFA på grundlag af forhold vedrørende det af DYFA til køber leverede.
13. Indirekte tab.
DYFA kan aldrig gøres ansvarlig for købers eller andres indirekte tab, herunder tabt avance, produktionstab, tab som følge af at en aftale med tredjemand falder bort eller misligholdes eller lignende.
14. Overdragelse af rettigheder.
Køber er uberettiget til at overdrage sine rettigheder og/eller forpligtigelser i henhold til disse generelle regler og bestemmelser uden forudgående skriftlig tilsagn fra DYFA. DYFA kan frit overdrage sine rettigheder og forpligtelser overfor køber til tredjemand mod at indestå for aftalens opfyldelse.
15. Lovvalg og værneting.
Enhver tvist, der måtte udspringe af den mellem parterne indgåede aftale, vil være at afgøre efter danske retsregler, herunder specielt købelovens regler og under udtrykkelig udelukkelse af regler i United Nations' Convention on Contracts for the International Sale of Goods (CISG). Alle tvister, uanset hvem der er sagsøger og hvem der er sagsøgt, og uanset beløbsstørrelse eller værdi af sagsgenstanden, vil udelukkende være at afgøre ved Retten i Svendborg som første instans.
Svendborg, november 2020