Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
BEK nr 114 af 29/01/2021 (Historisk)
Bekendtgørelse om arbejdsgiverens pligt til at indgå skriftlig kontrakt med fiskeren om ansættelsesvilkårene
Ministerium: Erhvervsministeriet
Journalnummer: Erhvervsmin., Søfartsstyrelsen, x.xx. 201955260
Senere ændringer til forskriften
BEK nr 837 af 07/05/2021 BEK nr 592 af 26/05/2023
I medfør af § 3, stk. 1, § 70, stk. 1, i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 6, i bekendtgø- relse nr. 261 af 23. marts 2020 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v.:
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på ansættelsesforhold for ansatte om bord på et dansk fiskeskib, jf. § 1, stk. 1, og § 49 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for ejeren af et fiskeskib, som er ene om at bemande skibet.
Arbejdsgiverens oplysningspligt
§ 2. Rederen eller arbejdsgiveren eller den, der er trådt i dennes sted, (i det følgende benævnt arbejdsgi- veren) skal ved påbegyndelsen eller ved enhver ændring af ansættelsesforholdet skriftligt give den ansatte oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst følgende forhold:
1) Arbejdsgiverens og den ansattes identitet, herunder med fødselsdato og -sted.
2) Arbejdsstedet angivet med skibets navn og havnekendingsnummer.
3) Den stilling, den ansatte er antaget til.
4) Tidspunkt og sted for kontraktens indgåelse.
5) Tidspunktet og stedet for den ansattes tiltrædelse af stillingen.
6) Den eller de rejse(r), den ansatte er hyret til, hvis dette kan bestemmes på tidspunktet for indgåelse af aftalen.
7) Dagen, fra hvilken hyren skal løbe.
8) Den aftalte hyres størrelse.
9) Hvad der er aftalt om fratrædelsessted eller opsigelsesfrist. Hvis ansættelsesforholdet er af midlerti- dig karakter, skal dette samt udløbsdatoen anføres.
10) Oplysninger om rettigheder med hensyn til:
a) minimumshviletid,
b) ferie, feriegodtgørelse eller løn under ferie,
c) den sundhedsmæssige og sociale sikringsdækning og fordele,
d) den beskyttelse, der dækker den ansatte i tilfælde af sygdom, personskade eller død i forbindelse med tjeneste, og
e) hjemsendelse.
11) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.
12) Angivelse af hvilken kollektiv overenskomst eller aftale, der regulerer arbejdsforholdet. Hvis over- enskomst eller aftale er indgået af parter uden for virksomheden, skal der oplyses om disse parters identitet.
13) Når ansættelsesforholdet bringes til ophør, skal opsigelsesdato/afskedsdato og fratrædelsesdato, samt årsag til ansættelsesforholdets ophør gives skriftligt.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke for ændringer i ansættelsesforholdet, der alene skyldes ændringer i de love eller kollektive overenskomster, som er gældende for ansættelsesforholdet.
Stk. 3. Oplysningspligten efter stk. 1, nr. 8, 9, 10 og 11, anses for opfyldt, for så vidt oplysningerne fremgår af gældende lovgivning eller er indeholdt i en kollektiv overenskomst, der er dækkende for ansættelsesforholdet.
Stk. 4. En kontrakt om ansættelsesvilkårene efter stk. 1 skal underskrives af arbejdsgiver og arbejdsta- ger.
§ 3. Kontrakten skal opbevares om bord, hvoraf den originale underskrift skal fremgå. Kontrakten skal være tilgængelig for den ansatte og kunne fremvises efter anmodning. Kontrakten skal derudover være tilgængelig for andre interesserede parter efter anmodning inden for rammerne af databeskyttelsesforord- ningen og databeskyttelsesloven.
Stk. 2. En kopi af kontrakten skal leveres til den ansatte.
§ 4. Bekendtgørelsens bestemmelser kan ikke ved individuel eller kollektiv aftale fraviges til ugunst for den ansatte.
§ 5. Hvis rederen, arbejdsgiveren eller den, der er trådt i dennes sted, ikke har overholdt sin oplysnings- pligt, straffes vedkommende med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 3. Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 2 anses personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet af andre end rederen, tillige for at være knyttet til rederen.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. februar 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1112 af 11. november 2019 om arbejdsgiverens pligt til at indgå skriftlig kontrakt med fiskeren om ansættelsesvilkårene ophæves.
§ 7. Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
Søfartsstyrelsen, den 29. januar 2021
P.D.V.
Xxxxxx Xxx Xxxxxxx
/ Xxxxxxxx Xxxx
1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet, EF-Tidende 1991, nr. L 288 side 32-35, og bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19. december 2016 om iværksættelse af den aftale vedrørende gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorga- nisations 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, der er indgået den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) og Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union (Europêche), EU-tidende 2017, nr. L 25, side 12.