Vedtægter for 3F Odense Transport
Vedtægter for 3F Odense Transport
Forord
Kære medlem
Vi byder dig velkommen i fagforeningen 3F Odense Transport, som er en brancheafdeling under Fagligt Fælles Forbund (3F). Vi organiserer overvejende transport- og servicearbejdere (chauffører, lager- og handelsarbejdere, samt beslægtede brancher).
Du er nu medlem af et fagligt og socialt fællesskab – en af mange interesseorganisationer for lønmodtagere – men hvilken gavn har du så af dette fællesskab?
Dit medlemskab kan sikre dig overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold. Dit medlemskab sikrer dig endvidere hjælp og faglig assistance, hvis der opstår problemer med din arbejdsgiver i forbindelse med eventuel afskedigelse, løntilgodehavende, ferie- og sygdomsgodtgørelse samt ved arbejdsskader og arbejdsulykker.
Via dit medlemskab sikrer du din familie gennem en gruppelivsforsikring i Fagligt Fælles Forbund. Endvidere kan vi tilbyde dig en individuelle forsikringer på meget favorable vilkår.
I kraft af dit medlemskab modtager du Forbundets fagblad – vel nok Danmarks bedste – der indeholder orienterende stof om løn- og arbejdsforhold, forbunds- og afdelingsstof, kunst og kultur, og som giver dig et fyldestgørende indblik i den politiske debat samt dine sociale rettigheder og dine rettigheder som forbruger. Du har også mulighed for at give udtryk for egne synspunkter i bladets læserspalte, og du kan endvidere med fordel benytte dig af de medlemstilbud, der lejlighedsvis forekommer i bladet.
Ved medlemskab af a-kassen sikrer du dig ret til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed, og når du i øvrigt opfylder dagpengelovens bestemmelser herom – og hvis du bliver ledig, skal du melde dig ledig på xxx.xxxxxx.xx og på xxx.xxx0x.xx. Du er også altid velkommen i afdelingen.
Fagligt Fælles Forbund er en magtfuld organisation, der arbejder til fordel for dig og dine kollegers økonomiske, sociale og kulturelle interesser, f.eks. ved at lægge pres på lovgivningsmagten.
Meget er nået – men vi har jo fortsat mange fælles mål der skal virkeliggøres. Det er vort håb, at du vil føle dig velkommen og tilpas i dette fællesskab!
Hvis du får problemer på din arbejdsplads, skal du altid henvende dig til din tillidsrepræsen- tant. Hvis en sådan ikke findes på din arbejdsplads, skal du henvende dig på afdelingskontoret.
Med venlig hilsen Bestyrelsen
§1 Afdelingens navn og hjemsted
3F Odense Transport afdeling i Fagligt Fælles Forbund, Odense kommune.
§2 Formål
Afdelingens formål er:
• At organisere alle lønmodtagere, som arbejder inden for Fagligt Fælles Forbunds organisationsområde på arbejdspladser, der geografisk hører under afdelingen.
• At støtte kulturelle og politiske aktiviteter, der fremmer arbejderbevægelsens og medlemmernes interesser.
• At arbejde for højere løn og bedre arbejdsforhold – herunder at arbejde for at aftale overenskomster/lokalaftaler med arbejdsgivere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst.
• At yde medlemmerne en service, der som minimum svarer til de basisydelser, som er fastlagt i 3F Medlemsservice.
• At sørge for, at medlemmerne får de relevante faglige og politiske oplysninger, og at de tillidsvalgte på alle niveauer får tilbudt ajourført uddannelse.
• At hjælpe med at oprette faglige og politiske netværk, herunder faglige klubber på arbejdspladserne.
• At fremme og støtte gennemførelsen af forbundets formålsparagraf og Faglige Politiske Grundlag.
§ 3 Optagelse af medlemmer
Stk. 1. Lønmodtagere, der er fyldt 18 år; som arbejder på arbejdspladser, der ligger inden for afdelingens geografiske område; og som i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse i Fagligt Fælles Forbund, kan optages som medlemmer i afdelingen. Derudover optager afdelingen lærlinge og ungarbejdere fra 13 til og med 17 år.
Stk. 2. Medlemmer under 18 år har ret til at stemme, men kan ikke vælges til de hverv, som er nævnt i vedtægternes § 12, eller til øvrige tillidshverv, hvor det kræves, at den valgte er myndig.
§ 4 Indmeldelse
Stk. 1. Nye medlemmer af afdelingen skal med det samme have en kvittering for medlemskabet, og efterfølgende skal de modtage et medlemskort. Afdelingen skal sørge for, at nye medlemmer har adgang til vedtægter og forbundets love, enten ved at give medlemmerne et trykt eksemplar af disse eller ved at henvise dem til en hjemmeside.
Stk. 2. Ved optagelsen i a-kassen skal medlemmet gøres bekendt med a-kassens vedtægter, enten ved udlevering af et eksemplar eller ved information om, at vedtægten er tilgængelig på a-kassens hjemmeside. Et medlem skal på anmodning have udleveret en udskrift af vedtægterne.
Stk. 3. Gyldigt medlemskort er medlemmets legitimation ved deltagelse i alle faglige aktiviteter.
§ 5 Medlemskabets gyldighed
Medlemskabets gyldighed er betinget af, at fagbevægelsens formål samt afdelingens og forbundets love ikke modarbejdes.
§ 6 Kontingent
Hvert medlem betaler kontingent til afdelingens drift ud over de af forbundet og a-kassen pålagte kontingenter.
§ 7 Medlemmets forpligtelser
Stk. 1. Medlemmer bør ikke arbejde sammen med uorganiserede i mere end én uge uden at meddele det til afdelingen.
Stk. 2. Det er obligatorisk for alle medlemmer på en arbejdsplads at være medlem af de arbejdspladsklubber, som er lovligt anerkendt af afdelingen.
Stk. 3. Medlemmer skal omgående indberette uoverensstemmelser med arbejdsgiver til tillidsrepræsentanten/afdelingen.
Stk. 4. Medlemmer må ikke nedlægge arbejdet uden afdelingens samtykke. Hvis dette sker mister medlemmet retten til støtte.
Stk. 5. Krav om ændring eller opsigelse af overenskomster skal altid forelægges afdelingen til godkendelse og eventuel videre behandling i henhold til forbundets love. Kun forbundet eller afdelingerne kan indgå/opsige overenskomster for medlemmerne.
Stk. 6. Medlemmer, der under lockout eller strejke arbejder på en konfliktramt arbejdsplads, bliver ekskluderet af afdelingen. Hvis en afdeling vil optage en strejkebryder som medlem, kan det kun ske med hovedbestyrelsens godkendelse.
Stk. 7. Medlemmer skal bidrage med alle de oplysninger om overenskomst-, løn- og øvrige arbejdsforhold, som afdelingen ønsker.
Stk. 8. Medlemmer, der skifter adresse eller arbejdsplads, skal altid oplyse afdelingen om det eller ajourføre oplysningerne via elektroniske medier. Hvis det ikke er sket, og det fører til at et medlem får indskrænket sine rettigheder, kan afdelingen eller dens bestyrelse ikke gøres ansvarlig.
§ 8 Restance og udtræden
Stk. 1. Hvis et medlem ikke betaler kontingent, bliver vedkommende slettet i henhold til forbundets og afdelingens love, og de til enhver tid gældende regler for arbejdsløsheds- lovgivningen.
Stk. 2. Hvis et medlem ønsker at melde sig ud af afdelingen, skal det ske skriftligt. Der kan ikke gøres krav på afdelingens midler ved udmeldelsen.
§ 9 Overflytninger
Stk. 1. Medlemmerne kan flytte fra en afdeling til en anden, eller fra forbundet til et andet forbund. Medlemmet skal betale kontingent til dato for overflytning.
Stk. 2. Når et medlem tager arbejde inden for en anden afdelings område, er medlemmet forpligtet til inden 1 måned at framelde sin hidtidige afdeling, og lade sig overføre til afdelingen, hvis område medlemmet arbejder indenfor.
Stk. 3. Medlemmer uden ansættelsesforhold kan ved ønske om overflytning kun overflyttes til en afdeling, hvor medlemmet har bopæl.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer skal ikke flytte afdeling før deres aktuelle valgperiode er udløbet.
Stk. 5. Hvis der er uenighed om et medlems tilhørsforhold er det forbundets hovedbestyrelse, der skal afgøre sagen.
§ 10 Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er altid afdelingens øverste myndighed.
Stk. 2. Generalforsamlingen består af de fremmødte medlemmer og er beslutningsdygtig, uanset hvor mange der møder op. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 3. Den ordinære generalforsamling afholdes i 1. kvartal.
Stk. 4. Generalforsamlingen skal varsles mindst 14 dage inden den afholdes. Varslet skal indeholde tidspunkt, sted, dagsorden, frist for fremsendelse af indkomne forslag og en angivelse af, hvor og hvordan man kan få den endelige dagsorden. Senest 5 dage før generalforsamlingen skal medlemmerne have adgang til den endelige dagsorden, og de indkomne forslag på hjemmesiden eller afdelingens kontor.
Generalforsamlingen varsles ved annoncering i Fagbladet og afdelingens hjemmeside.
Stk. 5. Forslag og kandidatforslag til formands- og næstformandsposter som skal behandles af generalforsamlingen, skal indgives skriftligt til bestyrelsen v/afdelingsformanden senest 7 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Bestyrelsen sørger for betryggende kontrol, således at ingen, der ikke er medlemmer, bortset fra inviterede gæster, deltager i generalforsamlingen.
§ 11 Valg
Stk. 1. Generalforsamlingen vælger én formand og én næstformand, som er fastlønnede i afdelingen.
Formand og næstformand vælges særskilt for en 3-årig periode. Såfremt der er mere end én kandidat til de respektive valg, skal formand/næstformand vælges ved urafstemning.
Generalforsamlingen beslutter procedure for urafstemningen, som skal foregå indenfor 14 kalenderdage efter den afholdte generalforsamling. Ved nyvalg afgår den pågældende tillidsmand efter Funktionærlovens bestemmelser.
Stk. 2. Der vælges 5 bestyrelsesmedlemmer i lige år og 6 bestyrelsesmedlemmerne i ulige år.
Stk. 3. Alle valg er 2-årige.
Stk. 4. Der vælges 3 bestyrelsessuppleanter i prioriteret rækkefølge. Valgperioden er 1 år.
Stk. 5. Der vælges én bilagskontrollant og én bilagskontrollantsuppleant hvert år. Valgperioden er 2 år.
Stk. 6. Der vælges én fanebærer og én fanebærersuppleant i ulige år. Valgperioden er 2 år.
Stk. 7. Sammensætningen af bestyrelsen skal leve op til ”Aftale om Mangfoldighed i 3F”.
Stk. 8. Ingen medlemmer kan vælges som tillidsmand uden mindst 1 års uafbrudt medlemskab i afdelingen.
§ 12 Kongres og Delegeretmøde
Delegerede og suppleanter til forbundets kongres og a-kassens delegeretmøde vælges på en ordinær/ekstraordinær generalforsamling. Formand, næstformand og den a-kasseansvarlige er faste delegerede.
§ 13 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Der skal holdes en ekstraordinær generalforsamling, når mindst 10 procent af afdelingens medlemmer skriftligt over for afdelingens bestyrelse kræver det med en motiveret dagsorden, eller når formanden eller et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt.
Stk. 2. Ekstraordinære generalforsamlinger skal varsles ifølge § 10. Dog uden den nævnte tidsfrist, men senest inden for 30 dage efter begæringen er modtaget.
Stk. 3. Mindst 90 procent af de medlemmer, der har begæret en ekstraordinær generalforsamling, skal være til stede ved generalforsamlingen.
Stk. 4. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldt, skal dirigenterne afvise generalforsamlingen som ikke beslutningsdygtig og ulovlig.
§ 14 Bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen består af formand, næstformand og 11 bestyrelsesmedlemmer. Den ansvarlige for henholdsvis a-kassen og økonomien er tilforordnede til bestyrelsen.
Stk. 2. Under formandens ledelse skal bestyrelsen varetage afdelingens samlede interesser i overensstemmelse med forbundets, a-kassens og afdelingens love samt generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden under hensyn til forbundets love og afdelingens vedtægter.
Stk. 3. Valgte og ansatte tillidsrepræsentanter i afdelingen, samt bestyrelsesmedlemmer er forpligtet til at tage den nødvendige uddannelse, så de kan tage sig af afdelingens og medlemmernes interesser.
Stk. 4. Bestyrelsen ansætter og afskediger personale efter indstilling fra den daglige ledelse.
Skt. 5. Bestyrelsen udarbejder budgettet for afdelingen.
Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter kontingentet ud fra budgettet.
Stk. 7. Bestyrelsen skal sørge for, at afdelingens midler og ejendomme er forsvarligt forsikret.
Stk. 8. Bestyrelsen skal godkende klublovene for de anerkendte arbejdspladsklubber.
Stk. 9. Hvis et bestyrelsesmedlem bliver væk fra 2 møder i træk uden at melde afbud, mister vedkommende sin plads i bestyrelsen og suppleanten indtræder i stedet som ordinært medlem.
§ 15 Daglig ledelse
Daglig ledelse består af formanden, næstformanden, a-kasselederen og den økonomi- ansvarlige.
§ 16 Lønnede tillidsvalgtes afgang
Stk. 1. Hvis formanden fratræder i en valgperiode, konstitueres næstformanden. Bestyrelsen kan konstituere en ny næstformand, indtil valg kan finde sted.
Stk. 2. Hvis en fastlønnet tillidsvalgt fratræder i en valgperiode, kan bestyrelsen konstituere en ny tillidsvalgt person, indtil der skal være valg.
Stk. 3. Hvis et flertal i bestyrelsen udtrykker mistillid til en fastlønnet tillidsvalgt, eller hvis en fastlønnet tillidsvalgt misbruger afdelingens midler eller handler i strid med forbundets eller afdelingens love, kan bestyrelsen straks suspendere vedkommende ved en flertalsbeslutning.
Der konstitueres en person i stedet for den suspenderede, og der indkaldes umiddelbart efter til ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 4. Hvis en af afdelingens fastlønnede tillidsvalgte afgår ved døden i en valgperiode, udbetaler afdelingen en, to eller tre måneders løn til ægtefællen, samleveren eller børn under 18 år, som den tillidsvalgte har forsørgelsespligt overfor. Beløbet afhænger af om den tillidsvalgte ved dødsfaldet har været aflønnet af afdelingen i et, to eller tre år.
§ 17 Tegningsregler
Stk. 1. Den generalforsamlingsvalgte formand tegner afdelingen i alle anliggender med baggrund i bestyrelsens beslutninger – bortset fra ved køb, salg eller belåning af fast ejendom. Ved formanden forfald tegnes afdelingen af næstformanden.
Stk. 2. Ved køb, salg eller belåning af fast ejendom skal formanden dog have en underskrift fra den beslutningsdygtige bestyrelse og efterfølgende skal generalforsamlingen orienteres om sagen.
Stk. 3. Bestyrelsen skal godkende en forretningsgang for afdelingens daglige økonomiske anliggender.
§ 18 Regnskab
Stk. 1. Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk. 2. Afdelingens økonomiansvarlige skal føre regnskabet nøjagtigt og oplyse om samtlige indtægter og udgifter på en forståelig måde.
Stk. 3. Den økonomiansvarlige har pligt til at redegøre for regnskabet, hvis formanden, bestyrelsen eller revisorerne beder om det.
Stk. 4. Alle kontante midler, ud over hvad der er nødvendigt til den daglige drift, skal indsættes i et pengeinstitut i afdelingens navn og efter anvisning fra bestyrelsen.
Pengeinstituttet skal være Arbejdernes Landsbank.
Stk. 5. Den økonomiansvarlige har ansvaret for, at kontingentafregningen sker rettidigt og at afdelingens forpligtelser bliver overholdt over for forbund og tredjemand.
Stk. 6. Den økonomiansvarlige skal forelægge en skriftlig regnskabsoversigt og et budget for bestyrelsen ved hvert ordinært bestyrelsesmøde. Derudover skal der forelægges et revideret regnskab til godkendelse på de ordinære generalforsamlinger.
Stk. 7. Bestyrelsen kan suspendere den økonomiansvarlige, hvis regnskabet ikke er ført som bestyrelsen og revisionen har bestemt. Hvis det sker, skal bestyrelsen konstituere eller ansætte en anden økonomiansvarlig.
§ 19 Revision
Stk. 1. Der skal vælges en statsautoriseret eller registreret revisor på den ordinære generalfor- samling i 1. kvartal. Revisoren skal revidere årsregnskabet i overensstemmelse med god revisionsskik, foretage en gennemgang af foreningens regnskabsmateriale og dens forhold i øvrigt, samt påtegne årsregnskabet med oplysninger om, at revisionen har fundet sted og eventuelle bemærkninger.
Stk. 2. Afdelingen skal indgå en skriftlig samarbejdsaftale med den statsautoriserede eller registrerede revisor.
Stk. 3. Bilagskontrollanter og deres suppleanter må ikke være medlemmer af afdelingens bestyrelse, eller have nære relationer til bestyrelsen.
Stk. 4. Aflønningen til bilagskontrollanterne skal fastlægges af bestyrelsen.
Stk. 5. Bilagskontrollanterne skal nøje gøre sig bekendt med bestyrelsens og udvalgenes beslutninger. Det skal blandt andet ske ved kritisk kontrol af alle bilag. Bilagskontrollanterne skal have udleveret alle nødvendige materialer.
Stk. 6. Bilagskontrollanter skal udføre deres hverv mindst hvert kvartal.
Stk. 7. Eventuelle bemærkninger til bilag protokolleres og forelægges bestyrelsen.
§ 20 Afdelingens ophør
Stk. 1. Det er kun generalforsamlingen, der kan beslutte at lægge afdelingen sammen med en anden 3F-afdeling. Det kan kun ske, når beslutningen er godkendt af hovedbestyrelsen
i Fagligt Fælles Forbund.
Stk. 2. Hvis afdelinger ophører, overføres afdelingens midler og effekter til den eller de afdelinger, der fremover dækker det geografiske område, eller Fagligt Fælles Forbund.
Stk. 3. Afdelingen kan ikke opløses, medmindre det er vedtaget på en generalforsamling, og medmindre mindst to tredjedele af medlemmerne har stemt for ved en urafstemning. Fagligt Fælles Forbund skal mindst 8 dage inden have en skriftlig meddelelse om generalforsamlingen.
§ 21 Særskilte bestemmelser
Strider afdelingens vedtægter mod Fagligt Fælles Forbunds love, er forbundets love gældende. Denne paragraf kan kun ændres efter godkendelse af Fagligt Fælles Forbund.
§ 22 Forretningsorden for generalforsamlingen
Stk. 1. Følgende punkter skal i alle tilfælde indgå i dagsordenen på de ordinære generalforsamlinger:
a. Valg af dirigenter
b. Valg af stemmeudvalg
c. Beretning
d. Regnskab
e. Kontingent
f. Vedtægtsændringer
g. Indkomne forslag
h. Personvalg
Stk. 2. Formand eller næstformand åbner generalforsamlingen og leder valget af dirigenter. Afstemning foregår ved håndsoprækning, og almindeligt flertal er gældende. Er der mere end et forslag, stemmes der i den rækkefølge forslagene indløber.
Stk. 3. Dirigenterne påser, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet i henhold til §10. Er dette ikke tilfældet, skal dirigenterne suspendere generalforsamlingen.
Stk. 4. Dirigenterne oplæser dagsordenen.
Stk. 5. Alle ændringsforslag skal tilstilles dirigenterne skriftligt med angivelse af forslagsstillerens navn.
Stk. 6. Alle afstemninger foregår ved håndsoprækning, medmindre der forlanges skriftlig afstemning. Almindeligt flertal er gældende.
Stk. 7. Ved personvalg, hvor der er mere end én kandidat til den pågældende post, skal der være skriftlig afstemning, og almindeligt flertal er gældende. Vedrørende formandsvalg henvises til §11.
Stk. 8. Dirigenterne har pligt til at fratage en taler ordet, hvis denne ikke holder sig til det foreliggende punkt.
Stk. 9. Dirigenterne eller medlemmerne kan stille forslag om begrænsning af taletiden eller afslutning af et punkt med de indtegnede talere.
Stk. 10. Såfremt et medlem har bedt om ordet til forretningsordenen, påser dirigenterne, at vedkommende holder sig til denne. Sker dette ikke, skal dirigenterne fratage vedkommende ordet.
Stk. 11. Dirigenterne sørger for god ro og orden, og at man benytter en god parlamentarisk tone i debatten. Sker dette ikke, kan dirigenterne suspendere generalforsamlingen i kortere eller længere tid.
Stk. 12. Dirigenternes afgørelser er endelige.
Stk. 13. Såfremt forsamlingen stiller dirigenterne et mistillidsvotum, skal vedkommende træde tilbage, og formanden leder i et sådant tilfælde en afstemning. Hvis et mistillidsvotum får over 50% af de tilstedeværendes stemmer, leder formanden valget af nye dirigenter.
Stk. 14. Dirigenterne leder generalforsamlingen på upartisk vis, og såfremt dirigenterne ønsker at deltage i debatten, skal generalforsamlingens godkendelse foreligge.
Stk. 15. Bestyrelsen påser, at ingen berusede personer får adgang til møderne.
Stk. 16. Rettidigt indsendte skriftlige forslag i henhold til vedtægternes §10, som skal behandles på generalforsamlingen, skal mangfoldiggøres og runddeles til de fremmødte medlemmer sammen med andet skriftligt materiale.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 27. november 2018.
Xxxx Xxxxxxxxx Xxxx Xxxxx
Formand Dirigent