Overenskomstfornyelse 2020
Overenskomstfornyelse 2020
Overenskomster med Dansk Journalistforbund
Mæglingsforslaget er nu vedtaget, og ændringerne i overenskomsterne kan derfor iværksættes. Gennemgang af de vigtigste ændringer i overenskomsterne med DJ for overenskomstperioden 2020- 2023. For overenskomstspecifikke ændringer henvises til forligsprotokollatet.
Forlig
Alle overenskomsterne med Dansk Journalistforbund blev den 15. marts 2020 fornyet ved et forlig mellem parterne. Nedenstående gennemgang fokuserer på Fællesoverenskomsten, omend hovedparten af ændringerne vedrører samtlige overenskomster med DJ. Dette vil være angivet ud for hvert enkelt punkt. I øvrigt henvises til selve forligsprotokollatet, som tillige fremgår af hjemmesiden. Heraf fremgår endvidere de særlige aftaler, der er indgået med DJ i forhold til overgang og implementering af ny ferielov i Danmark. Forliget kan læses her: xxxxx://xxxxxxxxxxxx.xx/xx-xxxxxxx/xxxxxxx/0000/00/Xxxxxx-Xxxxxxxxxxxxxx-xx.-xxxxxx-Xxxxxx- Mediers-Arbejdsgiverforening-og-Dansk-Journalistforbund-2020-2023.pdf
Varighed
Fornyelsen omfatter perioden fra 1. marts 2020 til 28. februar 2023.
Skalaløn/grundløn
I alle overenskomster forhøjes skalaløn (grundløn i nogle overenskomster) med 400 kr. pr. 1. marts 2020, 400 kr. pr. 1. marts 2021 og 400 kr. pr. 1. marts 2022.
Disse forhøjelser kan ikke modregnes i personlige tillæg.
Genetillæg
Alle genetillægssatser i alle overenskomster forhøjes med 1,6 % pr. 1. marts 2020, 1,6 % pr. 1. marts 2021 og 1,6 % pr. 1. marts 2022. (Dette gælder dog ikke for Ritzaus Bureau, hvor genesatserne alene reguleres med 1,6 % i 2022).
For Fællesoverenskomsten er de nye genetimesatser følgende:
1.3.2020 | 1.3.2021 | 1.3.2022 | |
Hverdage kl. 18-19 | 63,55 kr. | 64,55 kr. | 65,60 kr. |
Hverdage kl. 19-20 | 71,55 kr. | 72,70 kr. | 73,85 kr. |
Øvrige genetider | 79,45 kr. | 80,70 kr. | 82,00 kr. |
For øvrige overenskomsters genesatser, spørg DMA.
Lønforhandling
Pr. 1. april 2020, 1. april 2021 og 1. april 2022 afsættes en pulje til forhøjelse af de personlige tillæg beregnet som et gennemsnitligt beløb for hver enkelt virksomhed, multipliceret med antallet af medarbejdere pr. 1. april det enkelte år. I det første og sidste overenskomstår fordeles hele puljen med ens beløb til alle medarbejdere. I det andet overenskomstår fordeles puljen således, at halvdelen fordeles med ens beløb til alle medarbejdere, mens den anden halvdel fordeles af ledelsen.
Beløbet er udregnet på grundlag af DMA’s lønstatistik pr. oktober 2019 og udgør for 2020 1,55 %, for 2021 1,55 % og for 2022 1,55 % fratrukket værdien af stigning i skalaløn/grundløn og genetillæg. Den samlede regulering udgør dermed 1,55 % i hvert af de tre år.
For Ritzaus Bureaus overenskomst tages der højde for, at der ikke sker regulering af genesatserne i de to første år, men først i år tre som følge af ændring af genesats i § 7, stk. 4.
Hermed er der gjort endeligt op med lønreguleringen i de tre overenskomstår, dog kan tillidsrepræsentanten i det tredje overenskomstår anmode ledelsen om en drøftelse med henblik på eventuel yderligere regulering for det tredje år. Parterne er enige om, at overenskomsten er en minimallønsoverenskomst, uanset at der med denne aftale er indgået en aftale om en ”lukket model”.
Praktikantaftalen og Protokollat vedr. Film- og TV-produktionselever
Lønsatsen i praktikantaftalen og lønsatsen for Film og TV- produktionselever forhøjes med 1,7 % pr. 1. marts 2020, 1,7 % pr. 1. marts 2021 og 1,7 % pr. 1. marts 2022.
Deltidsansattes vagter
Deltidsbestemmelserne ændres i alle overenskomster undtagen Wunderkind overenskomsten. Udgangspunktet er fortsat, at deltidsansattes vagter skal svare til længden for fuldtidsansatte, men fravigelser kan fremover aftales direkte mellem medarbejder og ledelse.
Udvalgsarbejder i overenskomstperioden
Parterne har forpligtet sig til at igangsætte og afslutte tre udvalgsarbejder i overenskomstperioden. Det drejer sig om et kompetence- og efteruddannelsesudvalg, et freelanceudvalg og et udvalg vedr. flermedialitet, flerfunktionalitet og ophavsret. Alle tre udvalgsarbejder skal være tilendebragt inden udgangen af marts 2021.
Spørgsmål om ovenstående kan rettes til:
Viceadm. direktør Xxxxxx Xxxxxx, xxx@xxxx.xx/00000000 Xxxxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxx Xxxxxxxx, xxx@xxxx.xx/00000000 Advokat Xxxx Xxxxxx Xxxxxxxxxxxx, xxx@xxxx.xx/00000000
OK-konsulent Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx, xxx@xxxx.xx/00000000 Advokatfuldmægtig Pi Aaen, xxx@xxxx.xx/00000000