Socialdemokratiet på Christiansborg
Overenskomst mellem Akademikerorganisationerne og
Socialdemokratiet på Christiansborg
2017-2021
Indholdsfortegnelse
§ 1 Dækningsområde 3
§ 2 Lønbestemmelse 3
§ 3 Pension 3
§ 4 Arbejdstid 3
§ 5 Deltidsansatte 3
§ 6 Fravær ved sygdom, barns sygdom og omsorgsdage 4
§ 7 Fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption 4
§ 8 Ferie, ferietillæg og feriefridage 6
§ 9 Tillidsrepræsentanter 7
§ 10 Opsigelse m.m. 8
§ 11 Retsforhold 8
§ 12 Overenskomstens løbetid 8
Protokollat nr. 1 om en overgangsordning vedrørende pension, der omfatter medarbejdere ansat før den 1. april 2017 9
§ 1 Dækningsområde
Stk. 1 Overenskomsten dækker medarbejdere med akademisk uddannelse ansat i Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe fortrinsvis beskæftiget med politisk, økonomisk og kommunikationsfaglig rådgivning.
Stk. 2 Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe kan bestemme, at andre grupper af medarbejdere omfattes af overenskomsten.
§ 2 Lønbestemmelse
Stk. 1 Lønnen for den enkelte medarbejder aftales i hvert enkelt tilfælde mellem virksomheden og medarbejderen.
Stk. 2 Lønnen skal give udtryk for den enkeltes indsats, kvalifikationer, uddannelse og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar. Parterne er enige om, at lønkriterier bør være objektive og anvendes på en ensartet måde ved fastsættelse af personlige lønninger.
Stk. 3 Medarbejderen har efter et års anciennitet ret til en årlig lønforhandling med henblik på en vurdering og eventuel regulering af medarbejderens lønforhold. Eventuel regulering får virkning fra 1. april det pågældende år, med mindre andet er aftalt individuelt, dog således at en eventuel regulering tidligst kan få virkning efter et års anciennitet.
Stk. 4 Fuldtidsmedarbejdere får ved ansættelsen betalt internetforbindelse fra hjemmet, og der udleveres iPad (eller anden tablet). IPad, samt øvrigt udleveret IT-udstyr skal returneres af medarbejderen ved fratrædelse eller ved overgangen til deltidsansættelse, medmindre andet aftales.
Bemærkning:
Folketinget stiller p.t. mobiltelefon til rådighed for medarbejderne. Skulle dette ændre sig vil der blive optaget drøftelse mellem parterne om en løsning på dette.
§ 3 Pension
Det samlede pensionsbidrag udgør 15 procent af den månedlige løn, der indbetales til en pensionsordning efter medarbejderens eget valg. Af de 15 procent udgør 10 procent arbejdsgivers bidrag svarende til 2/3 af det samlede bidrag, mens medarbejderens eget bidrag udgør 5 procent svarende til 1/3 af det samlede bidrag.
Pensionen beregnes af den månedlige ferieberettigede løn.
§ 4 Arbejdstid
Stk. 1 Uden højeste arbejdstid
Den almindelige arbejdstid er 37 timer om ugen, men der er som udgangspunkt ingen aftalt højeste arbejdstid. Der ydes således ikke godtgørelse for eventuelt merarbejde udover de 37 timer ugentligt med mindre dette udtrykkeligt fremgår af ansættelseskontrakten. Medarbejderen tilrettelægger i samarbejde med arbejdsgiveren sin arbejdstid under behørig hensyntagen til arbejdet i Folketinget og den aktuelle politiske situation. Og ud fra en forventning om gensidig fleksibilitet.
Stk. 2 Normalarbejdstid
Normalarbejdstiden er som hovedregel ugens 5 første dage mellem kl. 7 og kl. 19. Der kan forekomme merarbejde og mødeaktivitet uden for normal arbejdstid, herunder også i forbindelse med valg til Folketinget, hvilket som udgangspunkt ikke vil blive honoreret særskilt for medarbejdere ansat uden højeste arbejdstid.
Planlagt eller beordret arbejde uden for normalarbejdstiden imødekommes med fleksibilitet.
§ 5 Deltidsansatte
Ved ansættelse af deltidsbeskæftigede aftales i hvert enkelt tilfælde normalarbejdstiden (længde og placering).
§ 6 Fravær ved sygdom, barns sygdom og omsorgsdage
Stk. 1 Medarbejderens sygdom
Meddelelse af sygefravær sker i overensstemmelse med trivselspolitikken.
Stk. 2 Barns sygdom
Medarbejdere har ret til 2 dages hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn når
1. hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt,
2. forholdene på arbejdsstedet tillader det,
3. barnet er under 14 år, og
4. barnet er hjemmeværende.
Stk. 3 Omsorgsdage
Medarbejdere har ret til 2 børneomsorgsdage med løn pr. barn pr. kalenderår til og med det kalenderår, hvori barnet fylder 7 år. Barnet skal have ophold hos den ansatte. Retten til omsorgsdage gælder fra ansættelsestidspunktet.
Omsorgsdagene afvikles efter aftale med nærmeste leder. Medarbejderen skal fremsætte sine ønsker så tidligt som muligt. Arbejdsgiver bør imødekomme ønsket, medmindre fraværet vil være uforeneligt med tjenesten.
Der gælder ingen særlige betingelser om anvendelsesformål for omsorgsdage. Dagene kan holdes, når der konkret er behov for det, f.eks. i forbindelse med barnets sygdom, institutionsstart, lægebesøg og lignende.
Omsorgsdage kan ikke holdes før fødslen. Omsorgsdage kan ikke opspares. Hvis medarbejderen ikke inden kalenderårets udgang eller ved fratræden har anvendt omsorgsdagene, bortfalder de som hovedregel og ikke forbrugte omsorgsdage kan ikke konverteres til betaling. Det gælder uanset om den ansatte har været afskåret fra at bruge dagene på grund af f.eks. tjenestefrihed eller langvarig sygdom. Omsorgsdage fra det år hvor barnet er født kan dog overføres til det følgende kalenderår.
Hvis medarbejderen bliver syg, før omsorgsdagen er påbegyndt, betragtes dagen ikke som afholdt. Hvis den ansatte bliver syg eller får andet lovligt forfald på omsorgsdagen, betragtes dagen som afholdt.
§ 7 Fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption Stk. 1 Fravær i forbindelse med graviditetsundersøgelser
En gravid medarbejder har ret til fravær med løn i forbindelse med graviditetsundersøgelser, hvis undersøgelserne kun kan finde sted i arbejdstiden. Fraværet skal søges placeret til mindst mulig gene for arbejdsgiveren.
Stk. 2 Graviditetsorlov (fravær før fødslen)
1) En gravid medarbejder har ret til løn under orlov i de perioder før fødslen, hvor hun efter barselloven har ret til barselsdagpenge, og arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion efter barselloven.
Den gravide medarbejder har dog også ret til løn i perioden fra 4. uge før forventet fødsel og til fødslen, selv om hun ikke har ret til dagpenge, hvis den manglende dagpengeret alene skyldes, at hun ikke opfylder barsellovens beskæftigelseskrav. Derimod fortabes lønretten i perioden, hvis en nedsat eller manglende dagpengeret skyldes, at hun under graviditetsorloven påtager sig ny beskæftigelse.
Herudover har den gravide medarbejder altid ret til orlov med løn i 5. og 6. uge før forventet fødsel.
2) En ansat, der skal modtage et adoptivbarn i Danmark eller i udlandet, har ret til løn under orlov i den periode før modtagelsen, hvor den pågældende har ret til dagpenge.
Stk. 3 Orlov indtil 14 uger efter fødslen/modtagelsen (barselsorlov, adoptionsorlov og fædreorlov)
1) Xxxxxxx har ret til løn under orlov i indtil 14 uger efter fødslen (barselsorlov). De 14 uger regnes fra dagen efter barnets fødsel.
2) Faderen har i forbindelse med barnets fødsel ret til løn under orlov i indtil 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen eller modtagelsen i hjemmet. Efter aftale med arbejdsgiveren kan de 2 uger placeres på et andet tidspunkt inden for de første 14 uger efter fødslen.
3) Adoptanter har ret til løn under orlov én ad gangen i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet.
4) Adoptanter har dog ret til løn, når de efter barselloven § 8, stk. 6, holder orlov samtidig i indtil 2 sammenhængende uger inden for de første 14 uger efter barnets modtagelse.
Stk. 4 Orlov efter den 14. uge efter fødslen/modtagelsen (forældreorlov)
1) En ansat har ret til løn i 12 af de 32 ugers forældreorlov efter barsellovens § 9. Hvis begge forældre er omfattet af denne aftale, kan der dog højst udbetales løn i 12 uger for forældrene tilsammen.
2) En far har ret til løn i yderligere 2 af de 32 ugers forældreorlov, jf. punkt 1.
3) En adoptant har tilsvarende ret til løn i yderligere 2 af de 32 ugers forældreorlov, jf. punkt 1. Hvis begge forældre er omfattet af denne aftale, kan der dog højst udbetales løn i 2 uger for adoptanterne tilsammen.
4) Faderen/den anden adoptant har ret til at placere lønnet forældreorlov inden for de første 14 uger efter fødslen/modtagelsen.
Stk. 5 Genoptagelse af arbejdet/udskydelse af xxxxx
En ansat, der i forbindelse med hel eller delvis genoptagelse af arbejdet har udskudt/forlænget sin orlov efter barselloven §§ 11 eller 12, udskyder/forlænger tilsvarende retten til løn efter dennes aftales § 7, stk. 3 og 4.
Stk. 6 Barnets hospitalsindlæggelse
1) En ansat, hvis orlov forlænges på grund af barnets hospitalsindlæggelse, jf. barsellovens § 14, stk. 2, har ret til løn i den forlængede periode, hvis indlæggelsen sker i en lønnet orlovsperiode.
2) En ansat, hvis orlov udsættes på grund af barnets hospitalsindlæggelse, jf. barsellovens § 14, stk. 3, har ret til løn i samme omfang som i den oprindelige orlovsperiode.
Stk. 7 Dødfødsel, barnets død eller bortadoption
1) Hvis barnet er dødfødt, dør eller bliver bortadopteret inden den 32. uge efter fødslen, har moderen ret til løn under orlov i indtil 14 uger efter barnets død eller bortadoption. Retten til løn forudsætter, at den ansatte ikke allerede har udnyttet sin lønret efter denne aftale.
2) Hvis barnet er dødfødt eller dør inden den 32. uge efter fødslen, bevarer faderen ret til orlov med løn efter § 7, stk. 3., pkt. 2.
3) Hvis et adopteret barn dør inden den 32. uge efter modtagelsen, har én af adoptanterne ret til løn under xxxxx i indtil 14 uger efter barnets død. Retten til løn forudsætter, at den ansatte ikke allerede har udnyttet sin lønret efter denne aftale.
Stk. 8 Faderens indtræden i moderens ret til fravær
Når ganske særlige omstændigheder taler for det, kan faderen indtræde i moderens ret til barselsorlov, jf. barsellovens § 7, stk. 2. Faderen har i sådanne tilfælde ret til løn under orloven.
Stk. 9 Løn under orlov
1) Lønnet orlov holdes før ulønnet orlov.
2) Retten til løn under orlov efter § 7 er betinget af, at arbejdsgiveren modtager fuld dagpengerefusion efter barselloven, svarende til det maksimale dagpengebeløb i forhold til den pågældendes beskæftigelsesgrad, jf. dog pkt. 3.
3) Betingelsen om fuld dagpengerefusion til arbejdsgiveren gælder ikke
• under fravær til graviditetsundersøgelser
• under almindelig graviditetsorlov i 5. og 6. uge før forventet fødsel
• under almindelig graviditetsorlov i perioden fra 4. uge før forventet fødsel og indtil fødslen, når manglende dagpengeret og dermed refusionsadgang alene skyldes, at den ansatte ikke opfylder barsellovens beskæftigelseskrav
• når en ansat har flere arbejdsgivere
• når manglende dagpengeret og dermed refusionsadgang alene skyldes den ansattes længerevarende ophold uden for landets grænser.
Stk. 10 Lønberegning
For ansatte, der har ret til fuld løn under sygdom, beregnes lønnen under orlov på samme måde som under sygdom.
Stk. 11 Pensionsbidrag
Under ulønnet orlov indbetaler arbejdsgiveren sædvanligt arbejdsgiverbidrag på 10 procent til den ansattes pensionsordning. Der indbetales ikke egetbidrag. Hvis forældreorlovens 32 uger udstrækkes til 40 eller 46 uger, indbetales der dog ikke pensionsbidrag i de yderligere 8 eller 14 uger.
§ 8 Ferie, ferietillæg og feriefridage Stk.1 Afholdelse og optjening
Afholdelse og optjening af ferie sker i henhold til ferieloven.
De tre ugers hovedferie placeres og afholdes så vidt muligt og under hensyntagen til arbejdets udførelse, samt gensidig fleksibilitet i perioden de sidste tre uger af juli og til og med første uge af august, med mindre andet er aftalt med nærmeste leder.
Stk. 2 Ferietillæg
Det særlige ferietillæg i henhold til Ferieloven er fastsat til 1%. Ved fratrædelse afregnes optjent feriegodtgørelse med 12,5 %.
Stk. 3 Feriefridage
1) Ud over ferie i henhold til ferieloven optjener en medarbejder, der har ret til fuld løn under sygdom, 0,42 særlig feriedag med løn for hver måneds ansættelse, svarende til 5 dage pr. år. For ansættelsesperioder af under 1 måneds varighed optjenes særlige feriedage i forhold til ansættelsens længde.
2) Tidspunktet for afvikling af de særlige feriedage inden for det pågældende ferieår fastlægges ved aftale mellem arbejdsgiveren og den enkelte ansatte. Afvikling sker i overensstemmelse med den ansattes ønsker, i det omfang det er foreneligt med tjenesten. Den ansatte skal give varsel om afviklingen så tidligt som muligt.
3) Afvikling kan ske som enkeltdage eller som brøkdele af dage.
4) Hvis dagene ikke er holdt og afviklingstidspunktet ikke er fastlagt, jf. stk. 3, pkt. 2, senest 1. januar, kan arbejdsgiver varsle dagene afholdt med 1 måneds varsel.
5) Arbejdsgiver og den ansatte kan dog såvel forud for som i løbet af et ferieår aftale, at særlige feriedage ikke afvikles, men godtgøres kontant til den ansatte ved ferieårets udløb, jf. pkt. 7.
6) Ved fratræden afregnes tilgodehavende særlige feriedage kontant til den ansatte.
7) Kontant godtgørelse for de fem særlige feriefridage udgør 2 ½ pct. af den ferieberettigende løn i optjeningsåret.
Stk. 4 Xxxxx xxxxxxx
Juleaftensdag, nytårsaftensdag, perioden mellem disse dage samt fredagen efter Kr. Himmelfartsdag er hele fridage med løn pr. kalenderår. Medarbejderne har desuden ret til en særlig fridag med løn pr. kalenderår.
1. maj og grundlovsdag er normale arbejdsdage. Såfremt dagene falder i en weekend, og medarbejdere pålægges en fuld arbejdsdag, erstattes det med én fridag pr. vagt, der placeres efter eget valg.
Xxxxxxxxx kan ikke konverteres til betaling og bortfalder såfremt de ikke er afholdt inden et kalenderårs udgang. Ikke afholdte fridage bortfalder ligeledes i forbindelse med fratrædelse.
§ 9 Tillidsrepræsentanter
Stk 1 Valg af tillidsrepræsentant
1) Som talsmand over for ledelsen kan medarbejdere vælge en tillidsrepræsentant blandt de anerkendte og dygtige funktionærer. Der kan vælges en tillidsrepræsentant, hvor der er mindst 5 medarbejdere omfattet af denne overenskomst.
2) Der kan indgås aftale om at udvide antallet af tillidsrepræsentanter eller mulighed for at vælge fællestillidsrepræsentanter, hvor praktiske eller organisatoriske grunde betinger det.
Stk. 2 Stedfortræder
Der kan vælges en stedfortræder for den valgte tillidsrepræsentant. Stedfortræderen fungerer på de tidspunkter (eksempelvis under kurser, ferie og sygdom), hvor tillidsrepræsentanten ikke er til stede. Den stedfortrædende tillidsrepræsentant er i sådanne funktionsperioder omfattet af de samme rettigheder og pligter, som tillidsrepræsentanten.
Stk. 3 Gyldighed
Valget er gyldigt efter denne overenskomst, når det af den faglige organisation skriftligt er meddelt ledelsen. Denne meddelelse skal ske hurtigst muligt og senest 1 måned efter valget. Beskyttelse af tillidsrepræsentanten indtræder, 14 dage efter at ledelsen har modtaget besked om valget. Indsigelse fra arbejdsgiverens side mod det/de foretagne valg skal være den faglige organisation i hænde senest 14 dage efter modtagelsen af meddelelse om valget.
Stk. 4 Opgaver og rettigheder
1) Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sin organisation, som over for arbejdsgiveren, at gøre sit bedste for at jævne ethvert opstået stridsspørgsmål og vedligeholde og fremme et godt samarbejde på arbejdsstedet
2) I anliggender vedrørende løn - og arbejdsforhold, er tillidsrepræsentanten berettiget til at forelægge klager og forslag for ledelsen. Det forudsættes, at den eller de berørte kolleger og tillidsrepræsentanten finder det berettiget.
3) Er tillidsrepræsentanten ikke tilfreds med ledelsens afgørelse kan denne anmode sin organisation om at tage sig af sagen, men det er tillidsrepræsentantens og kollegernes pligt at fortsætte arbejdet uforstyrret.
4) Tillidsrepræsentanten må ikke uden ledelsens tilsagn anvende arbejdstiden for at varetage sit tillidshverv.
5) Hvor der ikke kan eller er mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant, kan der lokalt aftales tilsvarende rettigheder for en kontaktperson.
6) Tillidsrepræsentanten kan medvirke ved afskedigelser, hvis de(n) pågældende medarbejder(e) ønsker det. Tillidsrepræsentanten orienteres mundtligt af ledelsen vedrørende afskedigelse af ansatte og har påtaleret, hvis der forekommer urimelige ansættelser eller afskedigelser.
7) Tillidsrepræsentanten skal tillige underrettes i forbindelse med væsentlige ændringer på arbejdspladsen.
8) Medarbejderne har ret til at slutte sig sammen i en faglig klub, hvor tillidsrepræsentanten er formand. Hvordan klubben i øvrigt organiserer sig og fungerer i forhold til den pågældende arbejdsplads, aftales lokalt.
Stk. 5 Afskedigelse af tillidsrepræsentant
1) Tillidsrepræsentantens afskedigelse skal begrundes i tvingende årsager. Den omstændighed, at en medarbejder fungerer som tillidsrepræsentant, må aldrig give anledning til, at den pågældende afskediges, eller at den pågældendes stilling eller lønniveau forringes.
2) Tillidsrepræsentantens ansættelsesforhold kan ikke opsiges, uden det har været gjort til genstand for fagretslig behandling, medmindre der lokalt er enighed herom.
3) Det bør tilstræbes, at sagens fagretslige behandling fremmes mest muligt, således at afgørelsen foreligger inden opsigelsesperiodens udløb. Dette gælder dog ikke de tilfælde, hvor der foretages en berettiget bortvisning.
4) Fastholder ledelsen sin afskedigelse af tillidsrepræsentanten, kan spørgsmålet om berettigelsen af en tillidsrepræsentants afskedigelse og størrelsen af evt. erstatning, samt genansættelse, behandles i henhold til Hovedaftalen af 1. april 1993 med senere ændringer mellem Det Kooperative Fællesforbund (i dag Kooperationen) og Landsorganisationen i Danmark (LO), dog således, at Djøf træder ind i stedet for LO. Se dog
§ 11, stk. 2.
§ 10 Opsigelse m.m.
For opsigelse gælder Funktionærlovens regler.
§ 11 Retsforhold
Stk. 1 Som retsgrundlag for overenskomstforholdet gælder Hovedaftalen af 1. april 1993 med senere ændringer mellem Det Kooperative Fællesforbund (i dag Kooperationen) og Landsorganisationen i Danmark (LO), dog således, at Djøf træder ind i stedet for LO.
Stk. 2 En ny hovedaftale mellem Kooperationen og LO ændrer ikke på det i stk. 1 nævnte retsgrundlag, medmindre parterne er enige om, at den nye hovedaftale ønskes anvendt.
§ 12 Overenskomstens løbetid
Overenskomsten træder i kraft den 1. april 2017. Overenskomsten kan opsiges med 3 måneders varsel til en 1. april, dog tidligst til den 1. april 2021.
København, den 17. maj 2017
Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxx
For Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe For medarbejderne
Protokollat nr. 1 om en overgangsordning vedrørende pension, der omfatter medarbejdere ansat før den 1. april 2017
For medarbejdere ansat før 1. april 2017, der hidtil har været omfattet af en ren arbejdsgiverbetalt pension på 10 procent, gælder den overgangsordning, at grundlønnen for disse medarbejdere hæves med 5 pct. pr. 1. januar 2018 og der indføres samtidig et egetbidrag på 5 pct. De pågældende medarbejdere omfattes i 2018 endvidere af et særligt ferietillæg i henhold til Xxxxxxxxxx på i alt 2 pct.
Herefter er alle medarbejdere fuldt omfattet af overenskomstens vilkår for pension og ferietillæg.
Pensionsgivende tillæg som fx funktionstillæg medregnes i grundlønnen, mens ikke-pensionsgivende tillæg som fx engangstillæg og tillæg for weekendvagter ikke medregnes i grundlønnen. Stigningen i grundløn udmøntes alene i selve grundlønnen og ikke på eventuelle tillæg. Stigningen i grundlønnen oprundes efterfølgende til nærmeste antal hundrede kroner.
København, d. 17. maj 2017
Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxx
For Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe For medarbejderne