ægteskab

ægteskab

3

formue ordningen

afgivet af ægteskabsudvalget af 1969

betænkning nr. 716

københavn 1974

Indhold

Indledning 7

Kapitel 1. Ligedeling eller særeje 9

Kapitel 2. Aftale om afvigelser fra lovens ligedelingsprincip 17

Kapitel 3. Oprettelse af ægtepagt 23

Kapitel 4. Begrænsninger i en ægtefælles ret til at råde over sine ejendele 26

Kapitel 5. Omstødelse af gaver 35

Kapitel 6. Adgang til at forpligte den anden ægtefælle 37

Kapitel 7. Ægtefællers indbyrdes forhold 40

Kapitel 8. Bosondring (bodeling under ægteskabet) 43

Kapitel 9. Skifte mellem ægtefæller 45

Kapitel 10. Fordelingen af ægtefællernes ejendele ved skiftet 54

Kapitel 11. Ændring af arveloven 59

Kapitel 12. Udeladte bestemmelser og udskudte spørgsmål 60

Kapitel 13. Skitse til lovregler om formueforholdet mellem ægtefæller .. . 62

Ægteskabsudvalgets medlemmer

Afdelingschef i justitsministeriet N. C. Xxxxxx (formand) Fhv. folketingsmedlem, xxxxxxxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxx Folketingsmedlem Xxxx Xxx

Xxxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx Højesteretssagfører Xxxx Xxxx Xxxxxxxxxxxxx Xxxx Xxxxxx

Folketingsmedlem, socialrådgiver Xxxx Xxxxxxx Xxxxxx, der i 1973 har afløst fhv. ju- stitsminister Xxxx Xxxxxxxx

Amtskontorchef Th. Opstrup

Landsdommer Xxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx

Fhv. folketingsmedlem, lektor Xxxx-Xxxxxx Xxxx

Justitsminister Xxxxxxxx Xxxx, der i 1972 har afløst fhv. folketingsmedlem Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxx som medlem af udvalget, har ikke deltaget i de afsluttende forhand- linger om denne betænkning.

SEKRETARIAT

Xxxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx

Byretsdommer Xxxxx Xxxxxxxxx

Fuldmægtig i justitsministeriet Xxxx Xxxxxxx

Forslag eller bemærkninger kan indsendes til:

Ægteskabsudvalgets sekretariat, Justitsministeriet, Xxxxxxxxxxxxxx 00,

1216 København K.

Ægteskabsudvalgets opgave

Udvalget skal overveje, i hvilket omfang der på baggrund af de ændrede samfunds- forhold, ændringen af kvindens stilling i samfundet og de heraf følgende ændringer af opfattelsen af ægteskabsinstitutionen er behov for revision af reglerne om ægte- skabs indgåelse og opløsning, herunder reglerne om fremgangsmåden ved separa- tion og skilsmisse, samt reglerne om ægteskabets retsvirkninger og om børnenes retsstilling under ægteskabet og efter separation eller skilsmisse.

Udvalget skal samtidig overveje, om der i tilknytning hertil er behov for ændring af regler i den øvrige lovgivning, der har forbindelse med ægteskabslovgivningen, og om nogle af de bestemmelser i lovgivningen, der knytter retsvirkninger til ægte- skabet, bør kunne anvendes på visse ægteskabslignende forhold.

Indledning

Den 1. januar 1970 trådte en ny lov om æg- teskabs indgåelse og opløsning i kraft. Alle- rede før den nye lov trådte i kraft, havde ju- stitsministeren nedsat et udvalg, som skulle arbejde videre med revisionen af ægteskabs- lovgivningen. Gennemførelsen af en ny lov om ægteskabets retsvirkninger på grundlag af xxxxxxxxxx XXX fra ægteskabsudvalget af 1957 (nr. 415/1966) om ægteskabets rets- virkninger blev herefter stillet i bero på overvejelserne i det ny udvalg.

Som oplyst i udvalgets 1. betænkning (nr. 691/1973) har ægteskabsudvalget foretaget en række statistiske undersøgelser, herunder om formueordningen i dødsboer og separati- ons- og skilsmisseboer, om separations- og skilsmisseskifter ved skifteretten og om sær- ejebestemmelser i testamenter. Man har endvidere i samarbejde med socialforsk- ningsinstituttet iværksat en sociologisk un- dersøgelse, der skal belyse befolkningens kendskab og holdning til ægteskabslovgiv- ningen. Resultaterne heraf kan ventes of- fentliggjort i efteråret 1974. Udvalget har ment hermed at kunne skabe et sikrere ud- gangspunkt for overvejelserne om den ende- lige udformning af lovgivningen.

Udvalget lægger sine foreløbige overvejel- ser frem til diskussion i nogle relativt kort-

fattede betænkninger om den fremtidige lov- givnings hovedlinjer. Synspunkterne har været indgående drøftet i udvalget, men ud- valgets medlemmer har ikke lagt sig fast på de forslag, betænkningerne indeholder. Tværtimod er det udvalgets opfattelse, at den endelige stillingtagen i høj grad kan blive påvirket af de resultater, som bl. a. den sociologiske undersøgelse vil vise, og - ikke mindre - af den debat, som man ønsker at skabe grundlag for. Udvalgets betænkninger har derfor i vidt omfang karakter af oplæg til denne debat.

I denne betænkning gør udvalget rede for de hovedprincipper, som man mener bør gælde for den fremtidige ordning af formue- forholdet mellem ægtefæller. En række de- tailspørgsmål er udeladt, fordi de ikke berø- rer hovedprincipperne.

Betænkningen kan opdeles i seks hoved- afsnit. De første to kapitler (s. 9-22) be- handler det grundlæggende spørgsmål om delingen ved ægteskabets ophør, både lovens delingsregler og de muligheder, ægtefæller bør have for at aftale andre ordninger. I kapitel 3 behandles reglerne om ægtepagter (s. 23-25) og i kapitel 4-6 reglerne om rå- digheden og hæftelsen under ægteskabet (s. 26-39). Kapitel 7-8 omhandler ægtefæl-

lers indbyrdes forhold og spørgsmålet, om der skal være adgang til at kræve skifte, medens ægteskabet består (s. 40-44). Yder- ligere beskrives i et afsnit - kapitel 9 og 10 (s. 45-58) - skiftet, herunder reglerne om fravigelse fra de almindelige delingsregler og om udtagelse af ejendele. Endelig afslut- tes med kapitel 11-12 om ændring af arve- loven og udeladte bestemmelser og udskudte spørgsmål (s. 59-61). I kapitel 13 findes en lovskitse (s. 62-66).

Som i de øvrige betænkninger er histori- ske redegørelser og mere indgående juridiske diskussioner stort set udeladt. Særligt inter- esserede henvises til betænkning III fra æg- teskabsudvalget af 1957.

Udvalget afgav sine to første betænknin- ger i september 1973. Det drejer sig om be- tænkning 1 om ægteskabs indgåelse (nr. 691/1973) og betænkning 2 om ægteskabs opløsning 697/1973). I sommeren 1974 venter udvalget at kunne afgive betænkning om vilkårene for separation og skilsmisse.

Med hensyn til de »papirløse ægteskaber« har man måttet foretage en meget omfat- tende kortlægning af de mange forskellige regler, der griber ind på dette område. En re- degørelse herom kan ventes i løbet af kort tid.

Også i Finland, Island, Norge og Sverige arbejder man i disse år med en revision af ægteskabslovgivningen. Der har hidtil på dette lovgivningsområde været tale om nor- disk retsenhed i de grundlæggende princip- per. Det har derfor været naturligt, at repræ- sentanter for de nedsatte ægteskabsudvalg i de fire lande har drøftet de tanker, man har gjort sig i udvalget om den fremtidige ægte- skabslovgivning. Det finske udvalg har i en principbetænkning fra januar 1973 kort været inde på formuespørgsmålene, medens det norske og svenske udvalg hidtil kun har haft foreløbige drøftelser af disse spørgs- mål.

København i april 1974.

KAPITEL 1.

Ligedeling eller særeje

Den ægteskabelige formueordning var genstand for indgående overvejelser i ægte- skabsudvalget af 1957, se udvalgets betænkning I om skifte mellem ægtefæller (nr. 305/1962) og udvalgets betænkning III om ægteskabets retsvirkninger (nr. 415/ 1966). Alligevel har ægteskabsudvalget af 1969 søgt at vurdere de forskellige mulig- heder ganske forudsætningsløst. Ligesom udvalget af 1957 når man imidlertid til den konklusion, at der kun bør ske ret begrænsede ændringer i de gældende regler. Der er særlig grund til at fremhæve dette på baggrund af, at der ved drøftelsernes begyndelse i udvalget var betydelig interesse for videregående reformer i retning af, at en særejeordning burde være grundlaget for fremtidens formueordning.

Den fremtidige formueordning i ægteskabet må efter udvalgets opfattelse opfylde følgende fundamentale krav:

1. Den bør bevare og om muligt styrke den principielle ligestilling mellem mand og hustru, som allerede den gældende lov er udtryk for.

2. Den bør inden for vide rammer stille ægtefællerne frit, såfremt de ønsker at træffe individuelle aftaler om ordningens enkeltheder.

3. Den ordning, som gælder for ægtefæller, der ikke har truffet særlige aftaler, bør stemme med, hvad ægtefællerne gennemsnitligt må antages at være bedst tjent med.

4. Der bør i vidt omfang - uanset hvilken ordning der gælder efter loven eller æg- tefællernes aftale - åbnes mulighed for at undgå resultater, som i konkrete til- fælde vil forekomme klart urimelige. Dette må gælde, selv om reglerne måske herved bliver mindre enkle og overskuelige.

5. Ægtefællerne bør før ægteskabet gøres bekendt med, hvilke valgmuligheder de har, og hvilke konsekvenser valget har, f. eks. gennem den vejledning ægte- skabsudvalget har udarbejdet »Når De indgår ægteskab«, og som uddeles på kommunekontorerne sammen med bryllupspapirerne.

Udvalgets konklusion er som allerede nævnt,

at den gældende ligedelingsordning bør opretholdes som den grundlæggende hovedregel.

Hvad er fælleseje og særeje?

Efter den gældende lov kan der i et ægte- skab enten være fælleseje (formuefælles- skab) eller særeje. Reglerne findes i lov nr.

56 af 18. marts 1925 om ægteskabets rets- virkninger med senere ændringer (retsvirk- ningsloven). Så længe ægteskabet består, er der ikke stor forskel på fælleseje og særeje. Forskellen viser sig derimod ved separation, ved skilsmisse og ved den ene ægtefælles død. Har der under ægteskabet været fælles- eje, deles summen af hver ægtefælles netto- andel af boet da med halvdelen til hver. Ved død har den efterlevende ægtefælle endvi- dere ret til arv af afdødes halvdel af boet. Har der været særeje, beholder hver ægte- fælle sit særeje ved separation eller skils- misse. Ved død har den efterlevende ret til arv af afdødes særeje. Der kan også være blandede ordninger med delvis fælleseje/del- vis særeje.

Fælleseje er lovens almindelige ordning. Der er altså fælleseje i alle ægteskaber, hvor der ikke er truffet bestemmelse om særeje. Ægtefællerne kan indgå aftale om særeje både før og under ægteskabet, men det skal ske på en særlig måde, nemlig ved oprettelse af en ægtepagt.

Særeje kan også oprettes af andre end æg- tefællerne selv. Hvis f. eks. hustruens onkel vil give hende en gave, kan han bestemme, at gaven skal være hendes særeje. Det samme kan f. eks. hendes far bestemme om hendes arv efter ham.

Forskellen mellem de to ordninger kan il- lustreres ved følgende eksempel:

Ægteskabet er indgået i 1955. Xxxxxx ejede da foruden sine personlige ejendele ca. 20.000 kr., der indestod på en bankbog. Hustruen ejede møbler til en værdi af ca. 20.000 kr., som hendes forældre gav hende i bryllupsgave.

Til at begynde med har begge ægtefæller arbejde

og en god indtægt. De præsterer en ikke helt ringe opsparing, som mest sker af mandens ind- tægt. Hustruens indtægt går til bilhold, hushold- ningen og til rejser samt mindre anskaffelser til børnene. Ægteparret køber hus i 1959 for 90.000 kr. med en udbetaling på 20.000 kr. Skøde på hu- set udstedes til manden. Endvidere er næsten alt indboet og bilen m.v. købt i mandens navn og i det væsentlige for hans indtægt.

Hustruen opgiver sit erhvervsarbejde, da det første barn bliver født; der er nu 3 børn i ægte- skabet. Siden 1972 har hustruen haft deltidsar- bejde.

Ægteskabet opløses ved skilsmisse i 1973. Huset har nu efter fradrag af prioriteter en værdi på ca.

300.000 kr. Herudover ejer ægtefællerne en formue på ca. 50.000 kr. i obligationer, der er indkøbt i mandens navn. På hustruens navn står 4.000 kr. på en bankbog. Ægtefællerne har aldrig før speku- leret nærmere over formueforholdene, bl. a. fordi der ikke har været problemer i ægteskabet.

Ved ægteskabets indgåelse ejede ægtefællerne således nogenlunde lige meget.

Ved skilsmissen tegner sig følgende billede af de formelle ejerforhold:

Huset 300.000 kr.

Indbo m.v 60.000 -

Obligationer 50.000 -

I alt           410.000 kr.

Hustruen

Bankbog 4.000 kr.

Indbo i behold fra ægte-

skabets indgåelse ... . 4.000 -

I alt            8.000 kr.

Ved ligedeling vil hver af ægtefællerne således få værdier for halvdelen af den samlede formue,

418.000 kr. eller 209.000 kr. til hver.

Er der derimod særeje, vil manden principielt have krav på at beholde værdier for 410.000 kr., medens hustruen beholder sine værdier for 8.000 kr.

Eksemplet er naturligvis kun et af utallige mu- lige, men er næppe atypisk. Det må dog under- streges, at navnlig de resultater, som en ordning fører til, vil kunne modificeres en del af de regler, der omtales nedenfor side 49.

Ligestilling

Når ligestilling mellem mand og hustru er det centrale i overvejelserne, kunne det synes nærliggende at tage sit udgangspunkt i

en fuldstændig særejeordning. En ordning, hvorefter der uanset ægteskabets varighed ikke sker nogen deling af formuen ved ægte- skabets ophør, kan jo nemlig siges at være udtryk for en helt konsekvent ligestilling mellem ægtefællerne.

Allerede familieretskommissionen af 1913 overvejede i sin betænkning fra 1918 disse synspunkter. Det hedder herom i betænknin- gen s. 115-117.

»Når man nu mener, at mand og hustru prin- cipielt bør være ligestillede, ligger det nær først at undersøge muligheden for den ordning, at ægte- skabet ikke har nogen som helst indflydelse på ægtefællernes formueforhold. Hver ægtefælle ville da vedblive at eje, hvad han før havde ejet; hvad han tjente, blev hans alene, og ligeledes, naturlig- vis, hvad han arvede eller på anden måde erhver- vede. Overfor sin ægtefælle stod han i formue- retlig henseende som overfor enhver fremmed: han kunne erhverve ejendom i fællesskab med denne ligesom med en tredjemand, og ægtefællerne kunne indgå interessentskab og lignende med hinanden ganske som med andre personer. Selve ægteskabet var blot for disse forhold ligegyldigt. En sådan ordning ville imidlertid ikke stille ægtefællerne virkelig lige, men kun skabe en mekanisk lighed, der reelt var en ulighed. Den ville navnlig blive i høj grad ufordelagtig og uretfærdig for den ægte- fælle, der ikke - eller kun i en mindre grad - har selvstændige indtægter, men lægger sine væsentlige kræfter i hjemmets arbejde, altså i reglen hustruen. Skulle alt, hvad hver ejede og erhvervede, blive dens særeje, ville de formueløse hustruer - og de er langt de fleste - intet som helst komme til at eje, selv om de ved arbejde og sparsommelighed og en fornuftig husførelse bidrog meget væsentlig til, at der blev oplagt kapital. Det kunne ikke nytte at henvise til, at de skulle have underholdsbidrag og bidrag til deres personlige behov, thi det var jo ikke mere, end der måtte beregnes at gå med til disse udgifter. De ville ved ægteskabets ophør stå ganske uden opsparet formue og være udsatte for, at manden eller hans arvinger fik eneret over, hvad de ved deres flid havde været med til at skabe. Disse ulemper kunne vel søges afbødet ved at give den ene ægtefælle en ret til andel i den andens opsparinger eller indtægter; men en sådan ordning ville foruden at skabe stor vanskelighed ved fast- sættelsen af denne andel, når man ikke ville sætte den til halvdelen, i virkeligheden være et væsent- ligt brud med hele særejeprincippet.

Hertil kommer, at en sådan særejeordning i mange henseender ville være i strid med de reelle forhold i de fleste ægteskaber. Ægteskabet bevirker jo netop et fællesskab om mange ting, i arbejde

og interesser, hvortil et fællesskab om formuen pas- ser særdeles godt, men hvormed en fuldstændig adskillelse mellem ægtefællernes økonomi kun dår- lig stemmer.«

Spørgsmålet er herefter, om der i de for- løbne mere end 50 år er sket en sådan udvik- ling, at den formelle ligestilling, som en fuld- stændig særejeordning er udtryk for, i dag også vil være ensbetydende med en reel øko- nomisk ligestilling.

Erhverv og indtægt

Ved vurderingen heraf er det først og fremmest af interesse at se på gifte kvinders erhvervs- og indtægtsforhold. Det seneste materiale om erhvervsforholdene er resulta- terne fra et par beskæftigelsesundersøgelser i 1972, offentliggjort i Statistiske Efterretnin- ger nr. 21 og 61/1973. Af de gifte kvinder (herunder separerede) i aldersgruppen mel- lem 15 og 74 havde ved den sidste undersø- gelse 54,5 pct. erhvervsmæssigt arbejde. I al- dersgruppen fra 20 til 64 år var erhvervsfre- kvensen 59,1 pct. Af de 54,5 pct. erhvervs- mæssigt beskæftigede hjalp 17 pct. med i deres mands virksomhed og 47 pct. var del- tidsbeskæftigede. Kun 22 pct. af de gifte kvinder var således heltidsbeskæftigede uden for mandens virksomhed. Tallene sva- rer til den almindelige erfaring, at de senere års stigning i arbejdsstyrken for gifte kvin- der i stor udstrækning falder på deltidsbe- skæftigede. I perspektivplan - redegørelse 1972-1987 (PP II) s. 134-37 påregnes det, at erhvervsfrekvensen for gifte kvinder xxx- xxx 25 og 59 år i 1987 vil være 69,6 pct. Andelen af deltidsbeskæftigede ventes at ville stige, således at andelen i 1987 vil ud- gøre 56 pct.

I socialforskningsinstituttets publikation nr. 60/1974: Familiestørrelse og livsstil, er

der s. 16 og 44-57 redegjort for en undersø- gelse af, hvilken familietype gifte kvinder i alderen 15-34 år foretrækker. I spørgsmå- lene til kvinderne forudsatte man, at fami- lien bestod af forældre og to børn under 7 år. Besvarelserne viste, at af kvinderne syntes, at kvinden skal gå hjemme, ca. at hun skal have halvdagsjob og meget få, 1 at hun skal have heldagsjob, medens børnene er små. 15 pct. af de udspurgte kvinder foretrak en familietype, hvor begge ægtefæller er deltidsbeskæftiget. Undersøgel- sen viser, at der i befolkningen er meget få tilhængere af, at gifte kvinder med mindre børn bør være heltidsbeskæftiget uden for hjemmet.

Opsparingen og dermed størrelsen af den formue, der vil være til stede ved et ægte- skabs opløsning, har i de allerfleste tilfælde nøje sammenhæng med arbejdsindtægten. Kun få mennesker får i vore dage deres for- mue væsentligt forøget ved arv, xxxxx, xxxxx- rigevinster eller lignende. På denne bag- grund er det væsentligt at kende indtægter- nes fordeling på ægtefællerne.

I en stikprøveundersøgelse af selvangivel- ser for indkomståret 1971, offentliggjort i Statistiske Efterretninger nr. 32/1973, ind- gik indkomstforholdene i 6.133 ægteskaber. Hovedresultatet af undersøgelsen var, at 240 eller 4 pct. af de gifte kvinder havde en ind- tægt på 40.000 kr. eller derover. Det tilsva- rende tal for de gifte mænd var 3.128 eller godt 50 pct. Af en undersøgelse af selvangi- velser for 1972, offentliggjort i Statistiske Efterretninger 66/1973, omfattende6.040 ægteskaber, fremgik, at de gennemsnitlige bruttoindkomstbeløb for gifte kvinder var

11.578 kr. og for gifte mænd 51.358 kr.

Efter undersøgelserne er udvalget ikke i tvivl om, at der selv under fuld beskæfti-

gelse i hvert fald vil gå mange år, inden gifte kvinder når samme gennemsnitlige indtægt som gifte mænd. Dette skyldes ikke mindst, at deltidsbeskæftigelse nok fortsat må for- ventes at være langt mere udbredt blandt gifte kvinder end blandt mænd.

En fuldstændig særejeordning ville således under de herskende indtægtsforhold gen- nemsnitligt medføre, at der ved separation eller skilsmisse ville tilfalde manden en langt større andel af midlerne end hustruen.

Ægtefællers aftaler

Allerede den gældende lovgivning indrøm- mer ægtefællerne en vidtgående frihed til at fravige den ligedelingsnorm, som er lovens hovedregel. Udvalgets forslag om de fremti- dige regler herom behandles nedenfor i kapi- tel 2, s. 17. Her, hvor alene hovedspørgsmå- let: ligedeling eller særeje, drøftes, har det i første række interesse at undersøge, i hvilket omfang ægtefæller faktisk benytter sig af ad- gangen til at fravige ligedelingsgrundsætnin- gen i den gældende lov.

I 1950'erne blev der ifølge undersøgelser foretaget af ægteskabsudvalget af 1957 og offentliggjort i betænkning III (nr. 415/1966) s. 76-81 gennemsnitligt oprettet ca. 3.000 ægtepagter årlig, heraf godt 60 pct. før vielsen. Der blev oprettet ægtepagt i ca.

5 pct. af ægteskaberne ved indgåelsen, og det må antages, at de næsten alle indebar en aftale om helt eller delvis særeje. Selv om der i 1960'erne er sket en stigning i an- tallet af tinglyste ægtepagter, der nu udgør ca. 4.100 årlig, og der er indtrådt et fald i antallet af indgåede ægteskaber, er disse tal antagelig ikke væsentligt forrykket.

For yderligere at belyse særejets udbre- delse har ægteskabsudvalget af 1969 under-

søgt forholdene i ca. 9.200 ægteskaber, hvor en af ægtefællerne døde i første halvår af 1971. I 122 af disse ægteskaber var der fuld- stændigt særeje, og der var delvis særeje i

89. Der var således kun helt eller delvis særeje i godt 2 pct. af ægteskaberne. Tallene synes ikke afgørende at vise, om særejet er mere udbredt i yngre end i ældre ægteska- ber.

Udvalget har også undersøgt formueord- ningen i ægteskaber, hvor der er meddelt se- paration eller skilsmisse ved dom eller bevil- ling i januar kvartal 1971, i alt 6.400 ægte- skaber. I godt 1.800 tilfælde savnes der op- lysninger om formueforholdene. I knap

4.300 ægteskaber var der formuefællesskab. Der var fuldstændigt særeje i 183 og delvis særeje i 109 ægteskaber. Procentvis var der således helt eller delvis særeje i ca. pct. af de ægteskaber, hvor der foreligger oplys- ning om formueforholdene, fordelt på knap 4 pct. med fuldstændigt særeje og godt 2 pct. med delvis særeje. Af de ægteskaber, hvor der i 1971 meddeltes separation eller skils- misse ved dom, var der helt eller delvis sær- eje i knap 10 pct. af ægteskaberne, heraf fuldstændigt særeje i knap 7 pct. og delvis i 3 pct.

Forskellen på de fundne særejeprocenter i dødsboerne og i separations- og

boerne kan antagelig forklares bl. a. ved, at en del af de særejer, der oprettes ved indgå- else af ægteskab, ophæves ved ægtepagt, når ægteskabet har varet en del år, og ved, at ægtepagterne eller tredjemands bestemmelse om særeje er gået i glemmebogen ved døds- boskifterne. Det kan muligvis også spille en rolle, at ægtefællerne er ældre ved

skifterne end ved separation og skilsmisse, sammenhold oplysningerne ovenfor om stig- ningen i antallet af tinglyste ægtepagter.

Faktisk deling

Endelig kan det have nogen interesse at se på, hvorledes der rent faktisk deles efter se- paration eller skilsmisse, hvor det står ægte- fællerne frit for at aftale den delingsform, de finder mest hensigtsmæssig. Oplysningerne om, hvorledes delingen foregår, er meget sparsomme, idet der ikke kan tilvejebringes brugbare oplysninger om de tilfælde, hvor ægtefællerne på egen hånd ordner delingen, og de udgør langt den overvejende del af til- fældene. Udvalget har indhentet oplysninger om de ægtefælleskifter, der i 1971 blev fore- taget med skifterettens bistand, nemlig knap

1.000. Det fremgår af disse oplysninger, at der kun i et forsvindende antal tilfælde toges skævdeling, medens der i den altover- vejende del af skifterne, herunder ved de forligsmæssige ordninger, deltes lige eller valgtes løsninger, der ikke væsentligt fraveg ligedelingsprincippet.

Undersøgelsernes resultat

Samtlige undersøgelser peger således i ret- ning af, at behovet for formueordninger, der klart adskiller sig fra den gældende, må siges at have vist sig yderst beskedent. Dette er i sig selv et vægtigt vidnesbyrd om, at ægte- fællerne gennemsnitlig er bedst tjent med en formueordning som den, der gælder i dag.

Den nuværende ordning med adgang til at indgå ægtepagt om særeje og om ophævelse af særeje rummer mulighed for, at ægtefæl- ler, der er interesseret i en anden delings- norm end ligedeling, kan opnå den ordning, de ønsker. Det gælder formentlig især, hvis der, som udvalget foreslår, indfø- res adgang til at aftale særeje, der alene skal have virkning ved separations- og

skifter.

Ulemper ved ligedeling

Spørgsmålet om fravigelse af reglerne i til- fælde, hvor de kan føre til urimelige resulta- ter, behandles nærmere nedenfor i kapitel 9,

s. 45. Baggrunden for disse fravigelsesregler er til dels, at det må erkendes, at ligedelin- gen kan medføre ulemper. Ved en ægtefæl- les død kan det, hvis efterlevende har den største formue, være uheldigt, at halvdelen går i arv, heraf til afdødes livsarvinger og til efterlevende. Dette afbødes i rimeligt omfang gennem reglen i skifteloven § 62 b, stk. 2, om, at efterlevende altid har ret til af boet at udtage så meget, at værdien udgør indtil 20.000 kr., en regel, der talmæssigt omfatter et stort antal dødsboer, og hvor ud- valget rejser spørgsmål om forhøjelse af be- løbet. Samtidig har efterlevende efter arve- lovens kapitel 3 adgang til at overtage fæl- lesboet til hensidden i uskiftet bo med fælles livsarvinger. Ved skilsmisse i kortvarige æg- teskaber kan man efter skifteloven § 69 a fravige delingsreglen til fordel for den for- muende ægtefælle. Der er således i gældende ret mulighed for at fravige ligedelingsreglen i de fleste af de tilfælde, hvor der på skiftet er virkeligt behov herfor.

Selv om det er den helt overvejende opfat- telse i udvalget, at den gældende formueord- nings hovedprincipper bør opretholdes, har man på baggrund af udvalgets drøftelser fundet det rigtigt at gå nærmere ind på for- skellige andre mulige ordninger.

Fordele ved særeje

En ren særejeordning ville betyde, at hver ægtefælle ved separation eller skilsmisse ubeskåret beholder sine egne ejendele. Ved død ville den afdødes ejendele - ligeledes ubeskåret - indgå i dødsboet til deling mel-

xxx den efterlevende ægtefælle og de øvrige arvinger. Den efterlevende ægtefælle skulle altså ikke kunne udtage halvdelen som sin før arvedelingen.

En sådan særejeordning kan synes logisk rigtig som en konsekvens af, at ægtefællerne er to selvstændige personer. Det kan fore- komme rimeligt, at en ægtefælle har ret til at udtage den formue, han har oparbejdet uaf- hængigt af ægteskabet, eventuelt før ægte- skabet, og har ret til at beholde f. eks. en slægtsformue, han har arvet eller fået som gave.

Ved dødsfald kan det, hvis efterlevende har den største formue, føles lidet rimeligt, at af formuen tilfalder afdødes arvinger, især hvis det drejer sig om førstafdødes sær- børn. Ligeledes kan halvdelen i uheldige si- tuationer gå til afdødes kreditorer. Er ægte- skabet indgået i mere fremskreden alder, kan det også føles urimeligt, at efterlevende ægtefælle i kraft af ligedelingen og arveret- ten skal have 2/i af afdødes formue, til skade for eks. særbørn.

Ved separation eller skilsmisse efter et kortvarigt ægteskab kan det være stødende, at den uformuende part, hvis adfærd måske endog er årsag til ægteskabets sammenbrud, har krav på halvdelen af en selv nok så stor formue. En deling kan i visse tilfælde også hindre en ægtefælle i hans erhverv, idet han bringes i likviditetsvanskeligheder og der- med tvinges til at sælge virksomheden eller påtage sig tyngende gældsforpligtelser.

Ulemper ved særeje

Den afgørende indvending imod en legal sær- ejeordning er, at den som påvist allerede i familieretskommissionens betænkning af 1918, citeret ovenfor s. 11, netop ikke stiller ægtefællerne lige, bortset fra de (teoretiske)

tilfælde, hvor begge ægtefæller har haft lige store indtægter, og hvor tillige de formuer, de indbragte ved ægteskabet eller senere har erhvervet, er lige store. Den indebærer bl. a., at der ikke tages hensyn til, at den ene ægte- fælle ved sit arbejde i hjemmet, herunder for eventuelle børn, kan have været medvir- kende til, at der er opstået en formueforø- gelse hos den anden ægtefælle. Også i de til- fælde, hvor begge ægtefæller har indtægter af nogenlunde samme størrelse, kan særeje medføre problemer. Hvis ægtefællerne ikke under hele samlivet sørger for en ligelig for- deling af udgifterne til familiens underhold, vil opsparing ofte komme til at stå i den ene ægtefælles navn, selv om den anden ved at yde mere end sin andel i underholdsydel- serne har været med til at skabe grundlaget for denne opsparing. Ordningen medfører tillige, at den, der ejer særejet, får hele vær- diforøgelsen under ægteskabet, herunder også den, der alene skyldes inflation. Der vil også opstå store tekniske vanskeligheder med hensyn til værdistigninger, hvis begge ægtefæller til en vis grad har bidraget til dem.

Delvis særeje

I diskussionen om formueordningen har en lovbestemt ordning med delvis særeje i ste- det for ligedeling spillet en vis rolle. kommissionens udvalg om familieforholdene har således i sin betænkning vedrørende fa- miliens og børnenes tilpasning (nr. 575/ 1970) s. 61 været inde på den tanke, at hver ægtefælle skulle kunne udtage, hvad den pågældende har bragt med ind i ægteska- bet eller senere erhvervet ved arv eller gave. Disse goder er ikke skabt ved ægtefællernes fælles anstrengelser, men stammer fra ar- bejde før ægteskabet eller fra slægt og ven-

ner. Det kan derfor specielt ved separation og skilsmisse føles ubilligt, at den anden ægtefælle skal have halvdelen - måske kort tid efter, at goderne er erhvervet.

En anden mulig løsning er, at ægtefæller- nes fællesskab i økonomisk henseende be- grænses til det fælles hjem. Fællesskabet skulle da kun omfatte bolig og bohave.

Mod en ordning, hvorefter det, der ejes ved ægteskabets indgåelse eller senere er- hverves ved arv eller gave, er særeje, må an- føres, at den ofte vil give ægtefællen mu- lighed for at placere sit forbrug inden for den af de to formuesfærer, han finder mest fordelagtig. Det synes klart, at lovgivningen ikke bør tilskynde til ordninger, hvorefter en ægtefælle kan opspare særeje samtidig med, at han dækker sit forbrug af den formue, som i givet fald skal deles med den anden ægtefælle. Der vil også blive store tekniske vanskeligheder ved skiftet. Skal ordningen praktiseres, vil man ved ægteskabets indgå- else være nødt til at registrere værdierne. Se- nere må foretages supplerende registreringer af arv eller gave.

En ordning, hvorefter kun bolig og bo- have er fælleseje, medens resten er særeje, vil, også på grund af værdistigningerne, skabe helt urimelige forskelle og tilfældige resultater mellem dem, der bor i eget hus, og dem, der bor i lejlighed, og som har brugt deres kapital til andre ting.

Konklusion

Delingsreglerne er efter udvalgets opfattelse det mest centrale problem i formueordnin- gen. Resultatet er som allerede anført blevet, at udvalget på grundlag af de statistiske op- lysninger og ud fra de ovenfor gengivne overvejelser går ind for at bevare ligedeling på skifte som udgangspunktet både ved død

og ved separation og skilsmisse. Resultatet fremgår af udvalgets lovskitse § 3 og § 16, stk. 1.

Terminologi

Medens udvalget således er blevet stående ved den gældende lovgivnings hovedprincip, hvorefter formuen efter fradrag af gæld deles lige ved ægteskabets ophør, finder man, at lovens sprogbrug bør ændres. Beteg- nelsen »fælleseje« eller »formuefællesskab« under ægteskab er lidet rammende i et for- muesystem som det nordiske, hvor det netop er karakteristisk, at hver ægtefælle, også mens ægteskabet består, som hovedregel selv råder over sin formue og alene hæfter for sin gæld. Betegnelsen er heller ikke nødvendig af lovtekniske grunde, idet udvalget foreslår, at der under ægteskabet skal gælde samme regler, hvadenten formuen til sin tid skal

deles lige (formuefællesskab), eller dette ikke er tilfældet (særeje). Derimod anser man det for nødvendigt fortsat at kunne an- vende en kort betegnelse for den formue, som efter aftale mellem ægtefællerne eller tredjemands bestemmelse ikke ved ægte- skabs opløsning skal deles med den anden ægtefælle eller dennes arvinger.

Som det fremgår af bemærkningerne ne- denfor under kapitel 2 og lovskitsens § 17, stk. 1, anvendes betegnelsen »skilsmissesær- eje« om aktiver omfattet af de aftaler og be- stemmelser om fravigelse fra lovens ligede- ling, der alene skal gælde for separation og skilsmisse. Gælder aftalen eller bestemmel- sen foruden ved separation og skilsmisse også ved en ægtefælles død, benyttes udtryk- ket »fuldstændigt særeje«.

Udvalget vil være interesseret i eventuelle forslag til andre betegnelser.

KAPITEL 2.

Aftale om afvigelser fra lovens ligedelingsprincip

Der er enighed i udvalget om, at der - uanset hvilket formuesystem der gælder i medfør af lovens hovedregel - skal være vidtgående adgang for ægtefællerne til at aftale individuelle ordninger.

Det er den overvejende opfattelse i udvalget,

at en ægtepagt om fravigelse fra ligedelingsreglen kun skal gælde for separation og skilsmisse, medmindre andet er aftalt (»skilsmissesæreje«),

at ægtefæller i forbindelse med en aftale, der skal gælde for separation eller skils- misse (»skilsmissesæreje«), skal kunne aftale en fravigelse fra ligedelingsreglen også for tilfælde af dødsfald (»fuldstændigt særeje«), og

at aftalerne skal kunne begrænses til en del af formuen, begrænses til den ene æg- tefælles død, og muligvis tidsbegrænses.

Hovedtyper af ægtepagter

Udvalget har indgående drøftet, hvilke valg- mod skifte, medens begge ægtefæller lever, muligheder der er behov for med hensyn til er antagelig det, de fleste ægtepar

aftaler om individuelle fravigelser fra ligede- Ægtefællerne ser derimod gerne, at en ægte- lingsreglen. fælle efter den andens død stilles bedst mu- Flertallet går ind for, at ægtefæller skal ligt både med hensyn til deling af formuen kunne aftale »skilsmissesæreje«, hvorefter og med hensyn til adgang til hensidden i hver ægtefælle ved separation eller skils- uskiftet bo. Dette underbygges også af, at misse beholder sine ejendele, uden at det ægteskaber, der opløses ved skilsmisse, gen- er nødvendigt samtidig at indgå en sådan af- nemsnitligt kun har varet i 7-10 år, medens tale med henblik på skifte efter den ene æg- gennemsnitsvarigheden for ægteskaber, der tefælles død. En aftale, der alene retter sig opløses ved den ene ægtefælles død, ligger

mellem 40 og 50 år. Situationen vil derfor oftest være meget forskellig ved de to opløs- ningsformer.

Der kan imidlertid være tilfælde, hvor ægtefæller ønsker, at ejendele ved

skifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger. Udvalget mener, at der skal være adgang til at aftale også denne form for særeje (»fuldstændigt særeje«), samtidig med at der aftales »skilsmissesæreje«. Ud- valget har drøftet, om der bør være adgang til at indgå aftale alene for dødsbosituatio- ner, uden at aftalen samtidig skulle omfatte skilsmisse og separation. Der kan imidlertid ikke antages at være behov for en sådan ord- ning, ligesom den vil gøre reglerne unødigt indviklede.

Flertallet har således tilsluttet sig de syns- punkter, som flertallet i ægteskabsudvalget af 1957 gav udtryk for. Som det fremgår af

§ 17 i lovskitsen, har man imidlertid søgt at give princippet en forenklet udformning. Forslaget ligger nær den ordning, der har været gældende i Norge siden 1937. Den norske ordning indebærer, at det ved ægte- pagt i forbindelse med oprettelse af særeje eller senere kan bestemmes, at fællesejereg- lerne skal anvendes ved den ene ægtefælles død. Denne dobbelte aftale indebærer såle- des i realiteten et særeje, som alene skal gælde ved separation og skilsmisse. Udvalget finder imidlertid, at udformningen af den norske løsning er kompliceret, og har søgt at nå samme resultat i en enklere udformning.

Et af udvalgets medlemmer finder vel, at den foreslåede ordning jævnligt vil være i begge ægtefællers interesse, især de ægtefæl- ler der i dag mener at burde vælge særeje. Hvis det kan forventes, at skilsmissesæreje fortrinsvis vil blive benyttet i disse tilfælde - og som i Norge kun i beskedent omfang - vil

ordningen medføre betydelige fordele og utvivlsomt afhjælpe et savn.

Dette medlem finder imidlertid at burde understrege, at hvis det må forventes, at der træffes aftale om skilsmissesæreje i et blot nogenlunde betydeligt antal af de tilfælde, hvor ægtefællerne i dag har fælleseje, er der grund til indgående at overveje de betænke- ligheder, som mindretallet i ægteskabsudval- get af 1957 gav udtryk for.

Dette mindretal fremhævede navnlig, at en ordning, der alene gælder separation og skilsmisse, byder på alle fordele for den øko- nomisk stærkere part i ægteskabet og på alle ulemper for den svagere part. Den gældende retstilstand, hvorefter en særejeordning får virkning både ved separation, skilsmisse og død, tilskynder ægtefællerne til enten ikke at oprette særeje eller til under ægteskabet at lade et oprettet særeje afløse af fælleseje. Herved bidrages til, at den økonomisk sva- gest stillede af ægtefællerne (oftest den ik- ke-erhvervende hustru) i tilfælde af separa- tion eller skilsmisse får en gennemsnitlig ret- færdig andel i ægtefællernes formue. Det må være forbundet med den største betænkelig- hed, at man borttager den drivkraft til at op- rette eller opretholde fælleseje, som det uskiftede bo udgør. Det kan føre til, at den nye form vil blive anvendt i stedet for lige- delingsordningen til skade for den svage part. Den stærke af ægtefællerne kan hen- vise til, at den anden jo ved den nye type særeje er sikret, hvis ægtefællen dør. Det må derfor at den svage part i ægteska- bet går med til en sådan ægtepagt i tillid til, at ægteskabet bliver livsvarigt.

Uskiftet bo

En ægtepagt om »skilsmissesæreje« hindrer ikke den efterlevende ægtefælle i at sidde i

uskiftet bo, idet særejet ved denne type æg- tepagter ved en ægtefælles død behandles li- gesom fælleseje efter den gældende ordning. Der kunne også være tale om at åbne adgang til hensidden i uskiftet bo, selv om bestem- melsen om særeje også omfatter dødssituati- onen (»fuldstændigt særeje«). Dette ville svare til uskiftet bo med særeje efter den gældende formueordning. Man er imidlertid

- omend under tvivl - nået til, at der ikke vil være særligt behov for en sådan ordning. Den vil endvidere gøre såvel reglerne som opgørelsen på skiftet efter det uskiftede bo temmelig kompliceret. Uskiftet bo med sær- eje, der skyldes tredjemands bestemmelse, forudsætter således ophævelse af dette sær- eje, jfr. nedenfor s. 21.

Betingelser og begræns- ninger

Udvalget finder, at aftaler om »skilsmissesær- eje« og »fuldstændigt særeje«, som det er tilfældet med ægtepagter efter de gældende regler, skal kunne begrænses til kun at angå en del af formuen, herunder f. eks. kun den ene ægtefælles formue eller enkelte ejendele. Hvis ægtepagter angår bestemte ejendele,

f. eks. en fast ejendom, indbo eller værdipa- pirer, bør det ved en fortegnelse i ægtepag- ten specificeres, hvilke genstande aftalen omfatter, men der er ikke noget i vejen for, at aftalen omfatter en brøkdel af formuen uden nærmere specifikation. Derudover skal en ægtepagt om fuldstændigt særeje kunne begrænses til kun at gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først. F. eks. kan det af- tales, at særejet kun skal have virkning, hvis manden dør før hustruen, medens lovens al- mindelige ligedeling skal anvendes, hvis hu- struen dør først.

Endelig finder nogle af udvalgets medlem- mer, at en tidsbegrænsning skal være mulig, således at man ved den aftalte periodes udløb falder tilbage på den lovbestemte lige- delingsordning eller på en anden ordning, der i forvejen er aftalt. Dette har fundet ud- tryk i lovskitsens § 17, stk. 2.

Udvalget har yderligere overvejet, om æg- tepagten bør kunne indeholde særlige betin- gelser. Blandt de yderligere betingelser, der kunne tænkes opstillet, kan som eksempler i flæng nævnes,

at aftalen kun skal gælde:

så længe ægtefællerne er barnløse, indtil ægtefællerne får fælles bopæl,

indtil ægtefællerne begynder en påtænkt fæl- les virksomhed,

så længe begge ægtefæller har erhvervsar- bejde (og deres respektive indtægter oversti- ger . .),

hvis skilsmisse eller separation skyldes en ødelæggelse af forholdet mellem ægtefæl- lerne, der hovedsagelig beror på den ene æg- tefælles forhold, eller

ved skilsmisse på grund af utroskab.

Såfremt man ønsker at give ægtefællerne en betydelig aftalefrihed, må det kræve en særlig begrundelse at nægte adgang til at indsætte betingelser i ægtepagten. Der kan også henvises til, at der ved testamenter ikke i loven er fastsat begrænsninger med hensyn til, hvilke betingelser der kan indsættes. Ind- førelse af en vejledningsordning ved ægte- pagter, se nedenfor s. 23, vil bidrage til, at uklare betingelser fjernes eller klargøres. Endvidere vil det vanskeligt kunne tænkes, at mere komplicerede aftaler bliver indgået uden advokatbistand. Ægtepagten og dermed eventuelle betingelser vil kun virkning for skiftesituationen, hvor skifteretten efter skit-

sen skal tage sig af delingen, i hvert fald hvis en af ægtefællerne fremsætter begæring herom. Bevisproblemerne med hensyn til, om en betingelse er opfyldt, vil formentlig ikke være store, idet den, der gør en betin- gelse gældende til sin fordel, må have bevis- byrden for, at betingelsen er opfyldt.

Mod en fri adgang til at indsætte betingel- ser kan anføres, at betingelser kan skabe usikkerhed hos en ægtefælle om den økono- miske situation. Som eksemplerne viser, vil man endvidere ved hjælp af betingelser åbne mulighed for, at ægtefællerne så at sige gen- indfører skyldprincippet på områder, hvor lovgivningen tilsigter at ophæve dette prin- cip.

Udvalgets flertal finder herefter ikke, at der bør være adgang til at indsætte særlige betingelser i ægtepagter, og foreslår, at dette finder udtryk i lovteksten, ved at de tilladte betingelser og tidsbegrænsninger opregnes udtrykkeligt i lovskitsens § 17, stk. 2.

Et mindretal finder, at ægtefællerne også på dette område bør have aftalefrihed. Erfa- ringerne fra testamenter viser, at urimelige eller utilbørlige betingelser kun sjældent fo- rekommer. Hvad særlig angår ægtefællernes adgang til eventuelt at indsætte et princip« via en betingelse i en ægtepagt, be- mærker disse medlemmer, at ægtefæller, der

- efter behørig vejledning i forbindelse med ægtepagtens oprettelse - er enige om at ind- sætte en sådan betingelse, også bør have ad- gang hertil.

Fremtidige erhvervelser

Udvalget har overvejet berettigelsen af ægte- pagter, der omfatter fremtidige erhvervelser. Drøftelserne har navnlig drejet sig om afta- ler om, at hver ægtefælles fremtidige indtæg-

ter skal være den pågældendes særeje og i mindre grad om ægtepagter om fremtidige erhvervelser i form af arv og gave. Det er fremhævet, at ægtepagter, der generelt om- fatter fremtidige erhvervelser, er langt mere betænkelige end ægtepagter om allerede erhvervede aktiver. Konsekvenserne er for mange ægtefæller ganske uoverskuelige, og det er ikke uden principielle betænkelig- heder at tillade sådanne dispositioner med virkning for al fremtid. Ægtefællen giver jo afkald på ved skifte at få andel i en formue, hvis størrelse man ved ægtepagtens opret- telse kun sjældent kan have nogen bestemt mening om. Sådanne ægtepagter er imidler- tid tilladt efter gældende regler, og den vej- ledning, udvalget foreslår i forbindelse med oprettelse af ægtepagt, skal også ydes ved disse ægtepagter. Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der er tilstrækkeligt tungt- vejende grunde til at forbyde dem, men for- udsætter herved, at de skifteregler, udvalget foreslår, anvendes for at afbøde åbenbart urimelige følger af sådanne vedtagelser.

Opsigelse af særeje

Udvalget har også overvejet, om der bør ind- føres adgang til ensidigt at ophæve en sær- ejeaftale med fremtidig virkning. Der kan

f. eks. rejses spørgsmål, om det er rimeligt, at en særejeægtepagt, der er indgået under forudsætning af, at ægtefællerne har lige store indtægter, skal gælde også efter, at den ene har opgivet sit erhverv, uden at denne har mulighed for at få formueordningen æn- dret. Man er imidlertid veget tilbage herfor, også fordi en sådan ordning vil rejse en række problemer, f. eks. om registrering af de økonomiske forhold ved ophævelsen og om vejledning. Det ville formentlig også

være nødvendigt med en domstolsafgørelse, for at en sådan ophævelse kunne få virk- ning. Endvidere er der med de foreslåede fravigelsesregler, der også skal gælde aftalte særejeordninger, skabt en væsentlig beskyt- telse. Modstykket til en ensidig ophævelses- adgang kunne i øvrigt hævdes at være at give en ægtefælle adgang til at påtvinge den anden en særejeordning. Dette ville være ensbetydende med en ensidig adgang til bo- sondring uden betingelser eller i det mindste opretholdelse af bosondringsinstituttet, som udvalget foreslår ophævet, se kapitel 8 ne- denfor s. 43.

Særlige særejeregler

I betænkning om erstatning for tab ved per- sonskade og tab af forsørger (nr. 679/1973)

s. 46 foreslås en lovregel, hvorefter ydelser i henhold til loven om erstatning ved tab ved personskade og tab af forsørger skal være skadelidtes særeje. I arvelovens § 62, stk. 3, bestemmes, at båndlagt arv er særeje, med- mindre andet er bestemt ved testamente. Ud- valget har endnu ikke nærmere drøftet disse specialregler. Der henvises tillige til, at ud- valget foreløbig har gentaget reglen om de såkaldte § 15, stk. 2, rettigheder, se skitsens

§ 16, stk. 2.

Tredjemands særeje

Efter den gældende lovgivning (retsvirk- ningslovens § 21, stk. 1, nr. 2) kan en tredje- mand give en ægtefælle en gave med det vil- kår, at den skal være særeje, ligesom en arve- lader ved testamente kan træffe bestemmelse om, at arven skal være særeje. Det sidste gælder også, selv om arvelader er afskåret fra ved testamente at tillægge andre arven (tvangsarv).

Udvalget har foretaget en undersøgelse af et antal testamenter fra forskellige egne af landet med det formål at søge klarlagt, i hvilket omfang der træffes bestemmelse om særeje ved testamenter. Undersøgelsen om- fattede i alt 1.783 testamenter oprettet i 1970, og der var særejeklausuler i godt 31 pct. af disse. Udbredelsen af sådanne klausu- ler var størst i København.

Undersøgelsen viser således, at det er et udbredt ønske, at tredjemand kan bestemme, at ejendele, han forærer væk eller testamen- terer bort, skal være modtagerens særeje. Under hensyn hertil og til, at arveloven så sent som i 1963 har opretholdt adgangen til at træffe bestemmelse om båndlæggelse selv for så vidt angår tvangsarv, har udvalget fundet det rimeligt, at tredjemand kan træffe bestemmelse om delingsforholdet også for tvangsarv, se lovskitsens § 18, stk. 1.

Tredjemand bør på samme måde som æg- tefællerne selv kunne bestemme særeje alene for separations- og skilsmissetilfælde (»skils- missesæreje«), men tillige således, at be- stemmelsen også gælder for dødsfaldssituati- onen (»fuldstændigt særeje«). Tredjemands bestemmelse om særeje er antagelig ofte truffet med henblik på en eventuel separa- tion eller skilsmisse, men et hensyn f. eks. til børnebørnene kan føre til at udstrække be- slutningen til at gælde også dødsfaldssituati- onen. Hvis tredjemand fremtidig kun be- stemmer »særeje«, må der tages stil- ling til, om der sigtes til »skilsmissesæreje« eller »fuldstændigt særeje«.

Ophævelse af tredjemands bestemmelse

Efter den gældende retsvirkningslov § 28, 2. pkt., kan ægtefæller kun ophæve et særeje,

for så vidt det ikke strider mod arveladers eller givers bestemmelse.

Udvalgets testamentsundersøgelse viser, at kun 36 af de 509 testamenter, der indeholdt særejebestemmelser, indeholdt en bestem- melse om adgangen til at ophæve særeje. Disse fandtes, bortset fra en, i københavnske testamenter, men var i øvrigt af vidt forskel- ligt indhold.

Udvalget mener, at der bør indføres en vis mulighed for at ændre tredjemands bestem- melse, også for så vidt angår arv, som arvela- der ved testamente kunne have disponeret over på anden måde (friarv), jfr. skitsens § 18, stk. 2. En fravigelse må kræve begge æg- tefællers medvirken i form af ægtepagt, lige- som en offentlig myndighed, formentlig over- ovrigheden, må godkende aftalen. Som kri- terium foreslås, at vægtige grunde, særlig hensynet til ægtefællerne, taler derfor.

Surrogater og indtægter

Den gældende lovgivning (retsvirkningslo- vens § 21, stk. 1, nr. 3, og § 21, stk. 2) fast- slår, at hvad der træder i stedet for særeje, er særeje. Indtægt af særejet er derimod fæl- leseje, medmindre andet gyldigt er bestemt.

Den testamentsundersøgelse, udvalget har foretaget, viser, at to femtedele af de under- søgte testamenter med særejebestemmelser tillige indeholdt bestemmelse om, at ind- tægt af særeje skal være særeje. I det over- vejende antal tilfælde var der samtidigt over- flødigt truffet bestemmelse om, at surrogater er særeje.

En tilsvarende undersøgelse er ikke fore- taget for ægtepagters vedkommende. En æg- tepagt om fuldstændigt særeje må imidlertid forstås således, at indtægterne også er sær- eje, selv om det ikke er sagt direkte i ægte- pagten. Ægtepagter om fuldstændigt særeje udgjorde i foråret 1960 godt 50 pct. af samt- lige særejeægtepagter. Det må endvidere an- tages, at bestemmelse om, at indtægt af sær- eje skal være særeje, er optaget i største- delen af ægtepagterne om delvis særeje.

Efter opfattelsen blandt udvalgets flertal vil ægtefællerne i de allerfleste tilfælde, hvor der er særeje, ønske dette udstrakt også til indtægten af særejet. Det findes derfor mest naturligt, at dette fremtidig bliver lovens ho- vedregel, se lovskitsens § 17, stk. 3.

Et af udvalgets medlemmer ønsker at be- vare den gældende regel og henviser til de betænkeligheder, der er fremført ovenfor s. 20 om fremtidige erhvervelser.

KAPITEL 3.

Oprettelse af ægtepagt

Det er den overvejende opfattelse i udvalget,

at ægtepagt skal oprettes eller vedkendes for overøvrigheden eller skifteretten,

at ægtefællerne i forbindelse med oprettelsen skal vejledes om deres retsstilling og virkningerne af ægtepagten, og

at ægtepagter skal registreres, men ikke tinglyses.

Efter den gældende lovgivning (retsvirk- ningslovens §§ 35-37) skal ægtepagt opret- tes skriftligt og underskrives af parterne. Er en ægtefælle umyndig, skal ægtepagten til- lige underskrives af værgen.

Det er en betingelse for ægtepagtens gyl- dighed - også mellem parterne - at aftalen tinglyses.

Ægtepagter, der oprettes under ægteska- bet, og hvorved ejendele vederlagsfrit over- drages fra den ene ægtefælle til den anden, skal godkendes af overøvrigheden. Derimod kræves ikke godkendelse af ægtepagter, der oprettes før ægteskabets indgåelse, eller af ægtepagter, der udelukkende vedrører frem- tidige erhvervelser. Ved godkendelsen påses, at hustruens interesser ikke tilsidesættes på urimelig måde.

Også efter udvalgets forslag bliver der brug for ægtepagter. Ægtepagt kræves ved de fleste gaver mellem ægtefæller, se kapi-

tel 7 nedenfor s. 40, og ved aftaler mellem ægtefæller om »skilsmissesæreje« og »fuld- stændigt særeje«, se kapitel 2 ovenfor s. 17. Reglerne bør være ens, hvadenten ægtepag- ten oprettes før eller under ægteskabet.

Vejledning

Udvalget går foreløbig ind for, at den gæl- dende godkendelses- og tinglysningsordning erstattes med en vejledning og registrering. Man finder, at den gældende godkendelses- praksis ensidigt har præg af en formynder- skabsordning for hustruen. Det er endvidere lidet konsekvent, at ægtepagter indgået før ægteskabet og ægtepagter, som alene angår fremtidige erhvervelser, ikke har været om- fattet af godkendelsesreglerne. Sådanne æg- tepagter kan ofte have meget vidtgående konsekvenser, jfr. foran s. 20. På den anden side finder disse medlemmer det ligesom æg-

teskabsudvalget af 1957 rimeligt og hensigts- mæssigt, at begge ægtefæller ved ægtepag- tens oprettelse bliver orienteret af en offent- lig myndighed om deres retsstilling og om virkningerne af den aftale, de indgår. En sådan vejledning svarer til den orientering, ægtefæller får under en vilkårsforhandling forud for en bevilling om separation eller skilsmisse.

Det foreslås derfor, at ægtepagten skal op- rettes skriftligt og underskrives eller vedken- des af parterne for overøvrigheden (amtet) eller skifteretten, se skitsens § 12.

Oprettelsen og dermed vejledningen skal således kunne finde sted både hos overøvrig- heden og skifteretten. Vejledningen bliver en gyldighedsbetingelse både i forholdet mel- lem ægtefællerne indbyrdes og over for om- verdenen, ligesom ægtepagten tidsmæssigt først får virkning fra dette tidspunkt.

Ordningen vil for tiden komme til at om- fatte ca. 4.000 sager om året og vil antagelig medføre en vis forøgelse af myndighedernes arbejdsmængde, selv om den nuværende godkendelsesordning for ægtepagter oprettet under ægteskabet afskaffes. Det kan i denne forbindelse nævnes, at samtlige overøvrighe- der i 1971 modtog 1.755 ansøgninger om godkendelse af ægtepagter.

Parterne skal inden underskriften eller vedkendelsen vejledes om deres retsstilling og virkningerne af ægtepagten. Det vil være naturligt at indlede en vejledning med en - ofte kortfattet - gennemgang af den lovbe- stemte ligedeling, de lovfæstede fravigelser fra denne regel og adgangen til at aftale fra- vigelse fra lovens regler.

Dernæst må der vejledes om virkningerne af den aftale, ægtefællerne påtænker at indgå, i det omfang det er muligt at overse situationen.

Endelig bør der redegøres for muligheden for senere at ændre ægtepagten og for reg- lerne herom.

De nærmere regler må fastsættes admini- strativt. Udvalget forudsætter, at vejlednin- gen normalt skal ske ved samme myndighed for begge ægtefæller. Myndigheden bør dog kunne vejlede ægtefællerne hver for sig, hvis særlige omstændigheder, herunder navnlig afstanden mellem ægtefællernes bopæl eller opholdssted, taler derfor.

Vejledningsmyndigheden skal forsyne do- kumentet med en kort attestation om, at der er vejledet om ægtepagtens retsvirkninger. Denne påtegning er dog ikke nogen gyldig- hedsbetingelse, når blot det kan bevises, at vejledning er sket.

Overøvrigheden eller skifteretten skal ikke kunne censurere ægtepagten og kan ikke afvise at medvirke ved oprettelsen, fordi man finder indholdet betænkeligt. Der- imod må overøvrigheden og skifteretten have ret og pligt til under vejledningen at fremhæve betænkelighederne over for ægte- fællerne. Man kan også henstille til en af æg- tefællerne at søge advokatbistand og eventu- elt at møde med advokat. Fastholder ægte- fællen ønsket om at skrive under trods ad- varslerne og uden at følge opfordringen til at søge advokatbistand, skal overøvrigheden medvirke til oprettelsen.

Viser det sig under vejledningen om ægte- pagten, at den er klart ugyldig, må myndig- heden afvise at modtage underskriften på ægtepagten. En sådan afvisning kan ægtefæl- lerne få prøvet af domstolene under en sag, de anlægger mod myndighederne. Det kan også tænkes, at skifteretten under skiftet må tage stilling til en indsigelse om, at der ved oprettelsen er udøvet tvang, svig eller lig- nende, jfr. aftalelovens §§ 32-34, eller fore-

ligger fornuftmangel hos en af ægtefællerne, jfr. myndighedslovens § 65.

Registrering

Udvalget foreslår, at der som i dag skal ske en registrering af ægtepagter, se skitsens § 12, stk. 4, på grundlag af en indberetning fra Det er tanken,

at der ved centralregistret skal opbevares en genpart af ægtepagten.

Udvalget er mest stemt for at ophæve reg- lerne om tinglysning af ægtepagter, idet ting- lysningen næppe opfylder noget behov, som ikke kan dækkes af et centralt register. Der er endvidere efter udvalgets opfattelse næppe grund til offentliggørelse i Statsti-

dende. Går ægtepagten ud på overdragelse af eller anden disposition over fast ejendom, må tinglysning naturligvis ske efter de al- mindelige regler. Tilsvarende gælder for skibe og luftfartøjer.

Registreringen tænkes ikke at skulle have nogen retsvirkning, men er i første række en oplysningskilde ved behandling af dødsboer og separations- og skilsmisseboer. Efter ud- valgets opfattelse kan der være grund til nøje at overveje, om den gældende regel, hvorefter alle og enhver kan få oplysning om ægtepagter i centralregistret, bør oprethol- des. En mulig løsning vil være, at alle kan få oplyst, om et bestemt ægtepar har oprettet ægtepagt, men at det overlades til ægtefæl- lerne selv at give oplysning om indholdet.

KAPITEL 4.

Begrænsninger i en ægtefælles ret til at råde over sine ejendele

Det er den overvejende opfattelse i udvalget,

at hver ægtefælle under ægteskabet skal kunne bestemme over sine ejendele,

at den anden ægtefælle skal samtykke i salg af bolig og bohave, men ikke i salg af erhvervsvirksomhed,

at kravet om samtykke ved pantsætning bør ophæves,

at der skal kræves samtykke til opsigelse af lejlighed, og

at der bør være kontrol ved tinglysningen med, at samtykke foreligger til salg af boligen.

Særråden

Efter den gældende lovgivnings regler om særråden, jfr. retsvirkningslovens § 16, stk. 1, kan hver af ægtefællerne under ægteska- bet bestemme over sine egne penge og ting - både over det, de hver for sig ejede, da de blev gift, og det de senere hver for sig har tjent, arvet eller fået som gave. De kan altså hver for sig købe, sælge, pantsætte og bruge det, der er deres eget.

Der foreslås ingen ændring heri, se skit- sens § 1.

Samtykke til salg af bolig og bohave

Som en undtagelse fra dette princip om æg- tefællernes selvstændige råden over egen for- mue bestemmer den gældende lov, at en æg- tefælle ikke uden den anden ægtefælles sam- tykke kan sælge en fast ejendom, f. eks. fa- miliens hus eller gård, hvis ejendommen ikke er særeje. Det gælder, hvis ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefæl- lernes eller den anden ægtefælles erhvervs- virksomhed er knyttet til den. Samtykke

kræves også til udlejning eller bortforpagt- ning af en sådan ejendom, hvis dette vil medføre, at den ikke længere kan tjene til familiens bolig eller som grundlag for er-

.

En ægtefælle kan heller ikke uden den anden ægtefælles samtykke sælge løsøre, der hører til indboet i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles nødvendige arbejds- redskaber, hvis det er fælleseje, jfr. den gæl- dende lov §§ 18 og 19.

Xxxxxxxx mener, at der også i en kom- mende ægteskabslovgivning bør gøres gan- ske enkelte begrænsninger i ægtefællers al- mindelige frie rådighed over deres ejendele. På den anden side finder man, at begræns- ningerne uden skade kan indskrænkes i for- hold til gældende ret. Det, der er trang til at beskytte gennem en samtykkeregel, er famili- ens hjem, hvilket også stemmer med bl. a. de særregler, der gælder om boligen og bohavet ved skifte efter en separation eller skilsmisse eller den ene ægtefælles død, jfr. kapitel 10 nedenfor s. 54. Samtidig bør reglerne være uafhængige af, hvorledes der til sin tid skal deles på et skifte, altså om der er særeje i ægteskabet eller ej. Dette sidste svarer til, hvad flertallet i ægteskabsudvalget af 1957 foreslog. På et så vigtigt og praktisk område bør der gælde enkle og klare regler. Hensy- net til den ægtefælle, der ejer en ejendom, taler efter udvalgets opfattelse ikke med nogen større vægt herimod. En ægtefælle vil kun i undtagelsestilfælde modsætte sig den andens fornuftige dispositioner, og nægter en ægtefælle uden rimelig grund at give sam- tykke, vil overøvrigheden kunne tillade sal- get.

Udvalget er naturligvis opmærksom på, at man herved og ved en række af udvalgets øvrige forslag i stigende omfang udvisker

forskellene mellem særeje og fælleseje. Dette kan imidlertid ikke tillægges afgørende be- tydning. Reglerne må indrettes efter de be- hov, der skal tilgodeses, og ikke efter forud opstillede begreber som fælleseje og særeje.

Fast ejendom

Udvalget foreslår, at der skal samtykke til afhændelse, bortforpagtning eller udleje af fast ejendom »i det omfang den er bestemt til familiens bolig«, se skitsens § 5, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen skal omfatte ikke alene salg, men også f. eks. afhændelse ved gave. Ved formuleringen foreslås anvendt krite- riet »bestemt til familiens bolig«. kravet skal ikke begrænses til enfamiliehuse. Der skal således som i dag kræves samtykke ved salg af en stor udlejningsejendom, hvis familien bor i en af lejlighederne, og sam- tykke må også kræves ved salg af en land- brugsejendom, hvis familien bor på ejen-

dommen.

Reglen omfatter ejerlejligheder, idet hver ejerlejlighed anses som en selvstændig fast ejendom. Den vil også gælde for sommer- huse, der jævnligt bruges af ægtefællerne,

eks. i ferier og week-ends.

Af anvendelsen af ordene »bestemt til« i stedet for den gældende lovs »tjener til« føl- ger, at det ikke er nødvendigt, at ejendom- men tjener til familiens bolig i selve delsesøjeblikket. Bestemmelsen må anven- des, selv om ægtefællerne lever adskilt, hvis de tidligere har boet i boligen, og den må også gælde med hensyn til en ejendom, ægte- fællerne endnu ikke har beboet, f. eks. et ny- opført hus, når blot det har været meningen at anvende huset til familiens bolig.

Det har givet anledning til en vis tvivl, i hvilket omfang der efter den gældende lov kræves samtykke ved afhændelse af en del

af en fast ejendom. Derimod er den gæl- dende regel om samtykke til udleje og bort- forpagtning udtrykkelig begrænset til til- fælde, hvor udlejningen eller bortforpagtnin- gen vil medføre, at ejendommen ikke læn- gere kan tjene til fælles bolig.

Baggrunden for samtykkekravet er et ønske om at beskytte boligen, og det er ud- valgets opfattelse, at beskyttelsen ikke skal udstrækkes videre end nødvendigt for at opnå dette formål. Så længe den bolig, der er bestemt til familien, ikke er i fare, bør samtykke derfor ikke kræves. Dette tilken- degives gennem udtrykket »i det omfang«. Som eksempler kan nævnes, at en ægtefælle skal kunne sælge en eller flere byggegrunde fra sin landbrugsejendom, eventuelt endog sælge al jorden fra gården, bortset fra stue- huset og haven, sælge hovedbygningen til et gods, hvis familien bor i forpagterboligen, eller sælge en ejerlejlighed i et ejendoms- kompleks, hvis ægtefællen blot fortsat ejer den del af ejendommen, hvor boligen med eventuel have og andre rimelige bekvemme- ligheder ligger. Det vil derfor ikke være nød- vendigt at udforme en særregel om udlejning eller bortforpagtning. Det må imidlertid er- kendes, at en begrænsning af samtykkekra- vet på denne måde kan svække den kontrol- ordning, der foreslås indført, også fordi et strafansvar for urigtige oplysninger over for tinglysningsdommeren kun kan pålægges i klare tilfælde og kun, hvis der er det nød- vendige fortsæt.

Udvalgets flertal foreslår, at kravet om samtykke til salg af fast ejendom, der tjener til ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, ophæves. Bevarelse af den gældende regel vil medføre vanskelighe- der under en kontrolordning, som udvalget foreslår indført. Dels vil der blive tale om en

udvidelse af antallet al tilfælde, hvor tinglys- ningsdommeren skal foretage kontrol, dels vil det skabe vanskeligheder med udform- ningen og forståelsen af den erklæring, ægte- fællerne skal underskrive med henblik på kontrollen.

I de tilfælde, hvor erhvervsvirksomheden drives alene af den ægtefælle, der ikke ejer ejendommen, f. eks. en advokat eller en tandlæge, der driver praksis i den anden æg- tefælles ejendom, synes der ifølge flertallet ikke at være særlig trang til beskyttelse i æg- teskabslovgivningen. Bor ægtefællerne i den pågældende ejendom, skal samtykke allige- vel indhentes, og drives erhvervet i anden ejendom, har den erhvervsdrivende i mangel af en udtrykkelig regel al mulig anledning til at sikre sig på samme måde, som hvis er- hvervsvirksomheden blev drevet i en frem- med ejendom. Ægtefællerne kan oprette kontrakt om erhvervslejemål, og hvis de køber ejendommen i fællesskab med henblik på erhvervet, kan begge ægtefæller stå som ejere (samejere). Hvis en ægtefælle driver erhvervsvirksomhed i den andens ejendom, uden at der foreligger en udtrykkelig lejeaf- tale, vil det være rimeligt at anse en lejeaf- tale for stiltiende indgået. Efter lejeloven gælder da, at er skriftlig lejeaftale ikke ud- færdiget, anses lejemålet afsluttet på lovens vilkår og for en leje, som udlejeren kan godt- gøre, at lejeren er indgået på.

Xxxxxx begge ægtefæller erhvervet, f. eks. en købmandsforretning eller et ismejeri, kan der bestå et egentligt sameje, hvor begge sam- ejere har indflydelse på spørgsmål af be- tydning for erhvervet.

I de formentlig ret hyppige tilfælde, hvor den ene ægtefælle er eneindehaver af virk- somheden, og den anden ægtefælle yder bi- stand uden at være medejer, vil en samtyk-

keregel medføre betydelige praktiske van- skeligheder. Det ville her være i høj grad rimeligt at give den medhjælpende ægtefælle medbestemmelsesret med hensyn til salg af ejendommen, når den pågældende arbejder i virksomheden i meget betydeligt omfang, måske i hele den daglige arbejdstid. En sådan ordning ville dog nok være mindre ri- melig, hvis det drejer sig om en lejlighedsvis eller mindre betydelig medhjælp. Endelig kan ingen hindre ejerægtefællen i at opgive

Et mindretal i udvalget foreslår den gæl- dende ordning bevaret, idet det ikke mener, at den sikring, udvalget anviser, er tilstræk- kelig, også fordi ægtefæller ikke i praksis indgår de nødvendige aftaler. I de få til- fælde, hvor reglen kan anvendes, har den praktisk betydning.

Løsøre

Udvalget har overvejet at foreslå kravet om samtykke til salg af løsøre helt ophævet, men har fundet det rimeligt, at loven på samme måde som nu hindrer, at en ægte- fælle uden den andens samtykke afhænder ejendele, der danner grundlaget for famili- ens liv i hjemmet. Udvalget finder, at der så vidt muligt bør anvendes samme udtryk i ægteskabs- og skiftelovgivningen. I overens- stemmelse hermed foreslås, at samtykke skal kræves til salg af »bohave, der er bestemt til det fælles hjem«, jfr. skitsens § 5, stk. 1, nr.

3. Der tænkes hermed på møbler, radio og fjernsyn, husgeråd og køkkenmaskiner som opvaskemaskine, vaskemaskine og køleskab samt sengetøj og linned. Udvalget mener som ægteskabsudvalget af 1957 ikke, det er nødvendigt udtrykkeligt at begrænse reglen til »sædvanligt« bohave. Samtykkebestem-

melsen vil imidlertid ikke være til hinder for, at en ægtefælle efter reglen om særråden frit kan råde over indbogenstande, der har karakter af samlinger, f. eks. en malerisam- ling eller antikvitetssamling.

Samtidig foreslår udvalget, at kravet udvides til at omfatte andet løsøre end bohave, nemlig til »løsøre, der er be- stemt til den anden ægtefælles eller børns personlige brug«, jfr. skitsens § 5, stk. 1, nr. 3. Herved vil også biler, cykler og andre transportmidler falde ind under be- stemmelsen, hvis de bruges af den ægte- fælle, der ikke ejer dem. Navnlig udvik- lingen med hensyn til privat transport gør det efter udvalgets opfattelse påkrævet at beskytte en ægtefælles og børns interesse i at kunne blive transporteret fra hjemmet til arbejdet, en hjemmearbejdende husmo- ders interesse i lettere at kunne gøre ind- køb osv. Reglens betydning afsvækkes imid- lertid i det omfang, transportmidlerne er købt på afbetaling, idet afbetalingssælgeren efter reglerne i afbetalingsloven kan tage ting tilbage, hvis afdragene ikke betales i rette tid, uden at den anden ægtefælle kan protestere herimod. Foruden transportmidler vil reglen omfatte f. eks. mandens smykker, som han har overladt til hustruen.

De synspunkter, der er anført om fast ejendom, hvorefter udvalgets flertal ikke fin- der anledning til gennem samtykkereglerne at beskytte erhvervsvirksomhed, der drives af ægtefællerne eller den anden ægtefælle, og det forhold, at beskyttelsen er af meget ringe betydning, har ført flertallet til at fore- slå, at der heller ikke skal kræves samtykke til salg af den anden ægtefælles nødvendige arbejdsredskaber. Der er dog blandt flertal- let tvivl om vægten af disse grunde, når det drejer sig om løsøregenstande. Medtagelse af

arbejdsredskaberne under beskyttelsen vil også indebære, at man undgik afgrænsnings- vanskeligheder over for genstande, der er be- stemt til den anden ægtefælles personlige brug, jfr. ovenfor.

Det mindretal, der foreslår den gældende samtykkeregel ved erhvervsvirksomheder bevaret, vil også bevare kravet om samtykke ved salg af erhvervsløsøre. Det henviser også til, at der findes tilfælde, hvor hjemmet op- retholdes gennem et erhverv, den ene ægte- fælle driver fra hjemmet med arbejdsredska- ber, den anden ægtefælle har betalt.

Pantsætning

Efter den gældende lov (§ 18 og § 19) kræ- ves samtykke til pantsætning af fast ejendom og løsøre i samme omfang, som samtykke kræves til salg.

Udvalgets flertal foreslår, at der fremtidig ikke skal kræves samtykke til pantsætning. Pantsætning af fast ejendom angriber ikke direkte boligen på samme måde som salg. Det er et normalt og sædvanligt led i den al- mindelige bestyrelse af en ejendom, og det bør tages i betragtning, at ejendommen efter de gældende regler ikke er beskyttet mod kreditorforfølgning. Den nytte, kravet kan gøre, opvejer ikke det besvær, det medfører. Dette vil især gælde, såfremt der, som udvalget foreslår, med hensyn til salg skal føres effektiv kontrol med, at samtykke foreligger. Beskyttelsen er heller ikke særlig effektiv. Virkningen af, at en ægtefælle næg- ter at samtykke, bliver ikke, at denne får en særlig sikkerhed for at kunne blive i ejen- dommen. Den anden ægtefælle kan i stedet åbne en kassekredit, optage lån mod kaution eller veksler osv. Virkningen af en omstø- delse af en pantsætning på grund af mang-

lende samtykke bliver kun, at panteretten falder bort, medens den ægtefælle, der har foretaget pantsætningen, stadig hæfter per- sonligt for lånet. En omgåelse af reglen kan ske ved oprettelse af et frivilligt forlig med efterfølgende udlæg, hvilket kan give pengeudlåneren samme sikkerhed, men er dyrere for låntageren. Det må erkendes, at pantsætning af en ejendom efter samlivsop- hævelse kan medføre en forringet stilling for den anden ægtefælle på skiftet, men dette må søges imødegået gennem lovens øvrige regler om virkningen af misbrug. En del kunne måske tale for at kræve samtykke ved pantsætning, der må betegnes som usædvan- lig, men en sondring mellem sædvanlige og usædvanlige lån er meget vanskelig at fore- tage.

Et medlem af udvalget finder, at der fort- sat bør kræves samtykke til pantsætning. Dette medlem har bl. a. peget på faren for, at nægtelse af samtykke til salg vil blive omgået af den anden ægtefælle ved pantsæt- ning med mulighed for tvangsrealisation på grund af misligholdelse. Belåning af ejen- dommen ud over dens værdi kan også tvinge til salg.

Også reglen om samtykke ved løsøre fore- slås begrænset til salg. Det er udvalgets op- fattelse, at man dårligt kan bevare kravet om samtykke ved pantsætning af løsøre, hvis der ikke kræves samtykke til pantsætning af fast ejendom. Der kan yderligere henvises til, at reglen i retsplejeloven § 509 om, at udlæg ikke kan gøres i aktiver, der er nød- vendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, yder tilstræk- kelig beskyttelse, jfr. det forslag til ændring af retsplejeloven, der blev fremsat for folke- tinget i folketingsåret 1972-73 om bl. a. udlæg. Denne regel kan også gøres gældende

over for den underpanthaver, der vil gøre udlæg i sit pant.

Opsigelse af lejlighed

I den gældende lejelov § 9 findes en regel, hvorefter en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke kan opsige en lejlighed, hvis den tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællerne eller den anden ægtefælles er- hvervsvirksomhed er knyttet dertil.

For at få belyst betydningen af lejelovens regel i praksis har udvalget forespurgt advo- katrådet samt lejer- og grundejerorganisatio- ner om, hvorledes bestemmelsen administre- res. Det fremgår af besvarelserne, at bestem- melsen fører en særdeles upåagtet tilværelse i hvert fald ved almindelige beboelsesleje- mål. Det er fast praksis, at udlejerne godta- ger en opsigelse underskrevet af en ægte- fælle, hvis navn står på kontrakten. Bestem- melsen har kun været påberåbt i ganske en- kelte tilfælde. Lejernes landsorganisation anser imidlertid bestemmelsen for nødven- dig og rimelig, og ingen af de andre organi- sationer foreslår bestemmelsen ophævet.

Uanset den ringe anvendelse, reglen har haft i praksis, finder udvalget, at den har så stor betydning for beskyttelsen af boligen, også som supplement til reglen om samtykke ved salg af fast ejendom, at reglen bør beva- res. Den er foreløbig overført fra lejeloven til skitsen som § 5, stk. 1, nr. 4. Bliver denne placering endelig, må en henvisning til ægte- skabsloven i lejeloven overvejes.

Udvalget mener, at man på samme måde som ved salg af fast ejendom skal begrænse reglen til at gælde, i det omfang lejligheden er bestemt til bolig. Begrænsningen har sær- lig betydning ved fremleje af en del af lej- ligheden og vil som nu indebære, at fremleje

kan ske, hvis det lejede ikke tjener eller ikke er bestemt til fælles bolig.

Det er tvivlsomt, om der er anledning til at medtage den særlige bestemmelse i lejelo- ven om, at lejeren ikke over for udlejeren kan give afkald på ægtefællens beskyttelse efter samtykkereglen. Reglen må gælde uden positiv lovhjemmel.

Aktie- og andelslejligheder foreslås ud- trykkeligt medtaget i skitsen som § 5, stk. 1, nr. 2.

Udvidelse af kravet

Udvalget har drøftet, om der på enkelte om- råder bør ske en udvidelse af samtykkereg- lerne eller reglerne om ægtefællers medvir- ken, men har ikke fundet grundlag herfor ud over det ovenfor anførte. I praksis kan

f. eks. gældsstiftelse, eventuelt i form af kas- sekredit eller kaution, give anledning til pro- blemer. Spørgsmålet om bl. x. xxxxxxx blev rejst af folketingsmedlem Xxxx Xxx. Chri- stensen i folketingets spørgetid den 1. de- cember 1971, se folketingstidende 1971-72, sp. 1045-48. Udvalget anser det imidlertid ikke for muligt gennem lovregler direkte at forhindre, at en ægtefælle indlader sig på letsindige økonomiske forehavender til skade også for den anden ægtefælle og bør- nene. En udvidelse af samtykkekravet ville også stemme dårligt med udvalgets grund- syn, hvorefter ægteskabet kun bør begrænse ægtefællernes økonomiske selvstændighed, når afgørende hensyn tilsiger det.

Samlivsophævelse

Om den gældende lov er det i praksis fast- slået, at en ejendom ikke mister sin karakter af familiens bolig, fordi den ægtefælle, der

ejer ejendommen, er flyttet. Ejendommen kan derfor ikke sælges uden samtykke fra den ægtefælle, der stadig bor der. Endvidere har højesteret fastslået, at det forhold, at en ægtefælle ophæver samlivet for at søge skils- misse på grund af den anden ægtefælles æg- teskabsbrud, ikke bevirker bortfald af ægte- fællens beskyttelse. I en sådan situation skal den tilbageværende ægtefælle have sam- tykke fra den anden ægtefælle, selv om ejen- dommen ejes af den, der nu bor alene til- bage. Samme resultat er landsretten kommet til i et tilfælde, hvor samlivet mellem ægte- fællerne var ophævet, og der var indledt se- parationsforhandlinger.

Endelig er det i en række nyere domme fastslået, at rådighedsindskrænkningen i visse tilfælde vedvarer efter separation eller skilsmisse og først ophører, når der på skif- tet er taget stilling til, hvem der skal have den faste ejendom udlagt.

Efter udvalgets opfattelse er udstræknin- gen af beskyttelsen et centralt spørgsmål, der af hensyn til bestemmelsens forståelse bør reguleres i lovteksten, hvis det er muligt.

Ved fastlæggelsen af beskyttelsens tids- mæssige udstrækning er det nødvendigt at se på de grunde, der har ført til kravet om sam- tykke: Den første og væsentligste grund er hensynet til at bevare hjemmet, således at fa- milien direkte sikres mulighed for at blive boende uanset ejerægtefællens vilkårlige dis- positioner. Dette hensyn fører til, at sam- tykkekravet må gælde også efter samlivsop- hævelse, indtil separation eller skilsmisse har fundet sted.

Reglens baggrund må dernæst søges i nød- vendigheden af at sikre den anden ægtefæl- les adgang til på skifte at få ejendommen ud- lagt. Denne begrundelse må naturligvis dække de ejendomme, der er omfattet af den

gældende udlægsregel, nemlig fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er be- stemt til familiens bolig, og som ejes af en af ægtefællerne, idet udvalget ikke foreslår denne regel ændret, se lovskitsens § 21, stk. 3.

En tilsvarende sikring synes nødvendig til beskyttelse af ægtefællens »tvangslejeret« efter separation eller skilsmisse i henhold til

§ 55, stk. 2, i den gældende lov om ægteska- bets indgåelse og opløsning. Efter denne regel kan retten, såfremt en lejlighed i en ejendom, der tilhører en af ægtefællerne, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkårene for lejemålet. Også denne regel foreslår udvalget opretholdt i lidt ændret skikkelse, jfr. skitsens § 24.

Endelig er en beskyttelse af en lejlighed i tredjemands ejendom hensigtsmæssig, hvis der efter en separations- eller skilsmissedom sker særskilt anke af vilkåret om, hvem lej- ligheden skal tilkendes.

For så vidt angår løsøre findes i gældende ret en regel om fordelingen mellem ægtefæl- lerne, der omfatter de samme genstande som samtykkereglen, jfr. lovskitsens § 21, stk. 3. Også denne udlægsret må beskyttes, indtil der på skiftet er taget stilling til spørgsmålet. Beskyttelsen gennem samtykkekravet må derfor gælde også efter separation eller skils- misse, indtil det er bestemt, hvem den faste ejendom, løsøret eller lejligheden skal til-

falde, se skitsens § 5, stk. 2.

Kontrol

Hvis den ene ægtefælle handler uden den anden ægtefælles samtykke, er der mulighed for at få handelen omstødt.

Efter den gældende lov føres der ikke i al- mindelighed kontrol fra det offentliges side med, om samtykke foreligger. Det ligger så- ledes fast, at tinglysningsdommeren ikke har pligt til at forlange dokumentation for en sælgers berettigelse til at sælge en fast ejen- dom uden samtykke fra sin ægtefælle.

Det er imidlertid fast antaget, at vielsesat- testen kan tinglyses på den faste ejendom med henblik på samtykkereglen. Når vielses- attesten er lyst, kan skøde ikke tinglyses, uden at ægtefællens samtykke er dokumente- ret over for tinglysningsdommeren.

Spørgsmålet om en kontrolordning blev rejst af folketingsmedlem Xxxxx Xxxxx i fol- ketingets spørgetid den 20. marts 1968, se folketingstidende 1967-68, 2. samling, sp.

1352-56.

På grund af beskyttelsens betydning er der i udvalget enighed om at søge indført en kontrolordning ved salg af fast ejendom, knyttet til tinglysningen. Den er hjemlet i skitsens § 5, stk. 3 og 4. Kontrollen kan også omfatte de forpagtnings- og lejekontrakter, der bliver tinglyst, fordi de er stiftet på læn- gere vilkår end de sædvanlige. Et med- lem af udvalget, der er tilhænger af at kræve samtykke ved pantsætning, mener, at kon- trolordningen også bør omfatte pantsætning. Derimod vil det ikke uden store bekostnin- ger være muligt at indføre en kontrolordning med samtykke ved afhændelse af løsøre og opsigelse eller fremleje af lejlighed, idet disse aftaler ikke som de øvrige i forvejen skal passere gennem tinglysningen.

Kontrollen foreslås gennemført ved, at der i skøder og i de forpagtningskontrakter og lejekontrakter, der skal tinglyses, skal opta- ges en erklæring om, hvorvidt sælgeren (ejeren) er gift, om ejendommen er bestemt til familiens bolig, og om aftalen omfatter

boligen. Er dette tilfældet, skal ægtefællens samtykke foreligge skriftligt på dokumentet. Da beskyttelsen som nævnt; skal gælde også efter separation eller skilsmisse, indtil bo- deling er sket, er det muligt, at erklæringen skal affattes blot som en angivelse af, at ægteskabslovens regel er iagttaget.

Afgivelse af urigtig erklæring vil kunne straffes efter straffelovens § 163 om afgi- velse af urigtig skriftlig erklæring til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige. Betingelserne for at straffe kan dog eventuelt svigte, eks. hvis der er tvivl om, hvorvidt ejendommen er bestemt til familiens bolig, eller om, hvorvidt en aftale om frasalg af en del af en fast ejendom omfattes af bestem- melsen.

Ordningen kan siges at have den svaghed, at prøvelsen først finder sted på et sent tids- punkt, efter at skødet er udfærdiget og un- derskrevet. Andre kontrolordninger synes imidlertid ikke praktisk gennemførlige. End- videre må det vel antages, at en obligatorisk erklæring i skødet vil finde vej ind i slutsed- len, således at en urigtig oplysning her vil medføre ansvar for sælgerægtefællen. Samti- dig vil erklæringsreglen føre til, at advokater og ejendomsmæglere uden videre vil være opmærksomme på samtykkekravet.

Indførelse af en generel kontrolordning vil efter udvalgets opfattelse medføre, at an- modninger om tinglysning af vielsesattester på ejendomme fremtidig må afvises.

Omstødelse

Udvalget foreslår, ligesom ægteskabsudval- get af 1957, 3 måneders fristen for sagsan- læg til omstødelse af et salg uden det nød- vendige samtykke forlænget til 6 måneder, jfr. skitsens § 7.

Udvalget har overvejet, om afbrydelse af fristen bør kunne ske, uden at det er nød- vendigt at anlægge retssag. En ordning, hvor- efter afbrydelse skete ved indsigelse i form af et anbefalet brev, forkyndelse eller lig- nende, ville give ægtefællerne og deres advo- kater tid til forligsforhandlinger uden at være presset til sagsanlæg. Da spørgsmålet ikke vides at have givet anledning til prakti- ske vanskeligheder, har udvalget afstået fra at foreslå en sådan ændring.

Tilsidesættelse af nægtelse

Efter den gældende lov (§ 20) kan amtman- den, i København overpræsidenten, efter an- modning fra ejerægtefællen tillade salget, selv om den anden ægtefælle nægter at sam- tykke, hvis der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen.

En undersøgelse, udvalget har foretaget, viser, at bestemmelsen kun anvendes i yderst

ringe omfang. I 1971 behandlede samtlige amter således kun to ansøgninger om tilside- sættelse af samtykkenægtelse ved fast ejen- dom og ingen ved løsøre. Den ene af ansøg- ningerne blev imødekommet. Udvalget fin- der imidlertid, at den gældende regel ikke helt kan undværes som en sikkerhedsventil,

f. eks. i chikanetilfælde.

Reglen foreslås derfor opretholdt, jfr. skit- sens § 6, og som foreslået af ægteskabsud- valget af 1957 udvidet, således at ikke blot ejerægtefællen, men også medkontrahenten kan gå til amtet.

På grund af reglens sammenhæng med skiftereglerne (se ovenfor s. 32 om retsstil- lingen efter samlivsophævelse) bør overøv- righeden, når ægtefællerne er separeret eller skilt, inden afgørelsen træffes, indhente en udtalelse fra skifteretten.

Videregående overvejelser om kompeten- cen må afvente de mere generelle overvejel- ser om fremgangsmåden ved behandling af familieretlige sager.

Omstødelse af gaver

Udvalget foreslår,

at en ægtefælle skal kunne forlange en gave, den anden ægtefælle har givet til andre, omstødt, hvis den står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold og ikke er rimeligt begrundet, og gavemodtageren var i ond tro.

I den gældende lov findes ingen regel om omstødelse af gaver, som en ægtefælle har givet til andre end den anden ægtefælle, selv om de står i misforhold til formueforhol- dene, og det er tvivlsomt, hvorledes retsstil- lingen er. Teorien har imidlertid antaget, at en ægtefælle ud fra almindelige formueret- lige synspunkter måtte have en vis omstødel- sesadgang. En regel herom foresloges af æg- teskabsudvalget af 1957.

I arvelovens kapitel 3 om uskiftet bo (§ 22) findes en regel, hvorefter en arving kan kræve en gave, som den ægtefælle, der sid- der i uskiftet bo har givet af boet, omstødt ved dom. Det er en betingelse herfor, at gaven stod i misforhold til boets formue, og at gavemodtageren vidste eller burde vide, at giveren hensad i uskiftet bo, og at gaven stod i misforhold til boets formue.

Udvalget finder det rimeligt at optage en tilsvarende regel i ægteskabsloven med hen- blik på omstødelse af illoyale eller ligefrem

svigagtige gaver, selv om nogle af medlem- merne er i tvivl, om der er behov for reglen, og om den vil være til nogen nytte. Det kan hævdes, at der er tilstrækkelig beskyttelse gennem den adgang, udvalget foreslår ind- ført til at fravige de lovhjemlede eller aftalte delingsregler på skifte. Det er der imidlertid ikke, hvis ægtefællen har foræret hele sin formue eller det meste af den bort. Noget så- dant kan navnlig tænkes, hvis samlivet er ophævet eller kan forudses at ville blive op- hævet, og separation eller skilsmisse er i sigte. Udvalget mener, at en gave, som en ægtefælle giver f. eks. kæreste, sine børn eller andre nære pårørende eller bekendte måske bevidst med det formål at unddrage den anden ægtefælle beløbet på skifte under sådanne omstændigheder, bør kunne omstø- des, hvis modtageren indså eller havde grund til at nære mistanke om, at formålet var at gøre den anden ægtefælles krav illuso- risk.

Udvalget foreslår derfor en regel svarende til arvelovens indsat i ægteskabslovgivnin- gen. Den findes i skitsen som § 8. Det er efter bestemmelsen en betingelse, at gaven er til skade for den anden ægtefælle. Denne skal følgelig bevise, at der er påført et tab. Bortset fra situationer, hvor ægteskabet er under opløsning, kan et sådant bevis være vanskeligt at føre, medmindre gaven drejer sig om meget store beløb. Dette stemmer med, at der efter udvalgets opfattelse ikke bør skabes regler, som tilskynder til at kræve omstødelse, medmindre der er tale om forhold af en vis betydelig vægt.

Efter arvelovens regel kan omstødelse kun ske, hvis der samtidig kræves skifte. En sådan ordning er imidlertid ikke gennemfør-

lig i ægteskabsloven, hvis der, som udvalget foreslår, ikke længere bliver adgang til at kræve skifte uden for separations- og skils- missetilfældene, idet bosondringsinstituttet foreslås ophævet. Det er formentlig ureali- stisk at gå ud fra, at en ægtefælle i en sådan situation altid vil kræve separation eller skilsmisse for at gøre brug af sin omstødel- sesadgang. Det synes derfor nødvendigt uan- set formuleringen af arveloven og de hensyn, der ligger bag kravet, at opgive betingelsen om, at omstødelse kun kan ske, hvis der samtidig kræves skifte. Af hensyn til gavens modtager anser man det nemlig for nødven- digt at opretholde en fem års frist fra gavens fuldbyrdelse for sagsanlæg.

KAPITEL 6.

Adgang til at den anden

ægtefælle

Det er udvalgets opfattelse,

at man bør opretholde som hovedprincip, at hver ægtefælle kun hæfter for sin egen gæld,

at hver ægtefælle på begges ansvar skal kunne indgå aftaler, som sædvanligt ind- gås som led i den daglige husførelse samt til opfyldelse af børnenes fornødenhe- der og ægtefællernes særlige behov, og

at der ikke skal gælde særlige forældelsesregler for dette gældsansvar.

Særhæften

Efter den gældende lovgivnings regler om særhæften, jfr. retsvirkningslovens § 25, må hver ægtefælle alene betale den gæld, som han eller hun har stiftet. Hvis manden har købt på kredit, kan sælgeren ikke forlange, at hustruen skal betale regningen. Der kan heller ikke gøres udlæg med fogedens bistand i hustruens ejendele, hvis hendes ejerforhold kan bevises gennem kvitteringer samt gen- nem oplysninger om hendes indtægter. Til- svarende regler gælder om hustruens gæld. Der foreslås ingen ændringer heri, se skit-

sens § 2.

Aftaler på begges ansvar

Efter den gældende retsvirkningslov § 11 gælder en undtagelse fra dette princip om

»særhæften«. En ægtefælle kan på begge æg- tefællers ansvar foretage indkøb af alminde- lige dagligdags ting til husholdningen og bør- nene. Endvidere gælder den særlige regel, at manden også hæfter for hustruens rimelige indkøb af tøj til sig selv og f. eks. også for udgifter til hendes frisør og tandlæge.

Udvalget mener, at det af praktiske grunde er nødvendigt at bevare den gæl- dende regel, der er optaget i skitsen som § 9. Den giver en hjemmearbejdende ægtefælle

mulighed for at foretage de daglige indkøb til husholdningen og de indkøb, der er nød- vendige af hensyn til børnene, på kredit.

Det har været overvejet helt at udelade reglen om hustruens indkøb til sig selv, men udvalget har fundet dette vanskeligt, da mange gifte kvinder ikke har indtægter ved arbejde uden for hjemmet. Man foreslår der- for, at reglen bevares, men således at den - også ud fra lighedssynspunkter - tillige skal gælde rimelige indkøb til manden. Det sva- rer til indstillingen fra flertallet i ægteskabs- udvalget af 1957. Reglen foreslås i modsæt- ning til tidligere udformet således, at den gælder, uanset hvem der har indgået aftalen. Ansvaret skal således også omfatte f. eks. hustruens kob af skjorter til manden.

Kriterierne i den gældende lov foreslås be- varet stort set uændret, idet udvalget dog fo- reslår udtrykket »den daglige husholdnings

. . . fornødenheder« ændret til: »som led i den daglige husførelse«. Det er hensigten hermed at tilkendegive, at også almindelig vedligeholdelse af fast ejendom og indbo fal- der ind under reglen. Engangsanskaffelser må som efter gældende ret holdes uden for bestemmelsen, idet den kun omfatter dispo- sitioner, der træffes nogenlunde jævnligt.

Det har været drøftet, om f. eks. telefon- regninger og benzinkonti er omfattet af paragraffen, og der er enighed om, at dette bør være tilfældet, i det omfang udgifterne vedrører private forhold, husførelsen og æg- tefællernes særlige behov. Erhvervsudgifter falder udenfor.

I forbindelse med spørgsmålet om bestem- melsens omfang har udvalget også drøftet spørgsmålet om husleje. Hvis man ønsker, at lejen skal være omfattet af ansvaret, må det, som retsstillingen er i dag, efter udvalgets opfattelse være nødvendigt udtrykkeligt at

fremhæve dette i bestemmelsen. Udvalget finder imidlertid ikke grundlag herfor. Hus- lejen er ikke sjældent en stor post på det må- nedlige budget. Dersom udlejeren ønsker, at begge ægtefæller skal være ansvarlige, vil han som regel kunne forlange, at lejekon- trakten indgås med ægtefællerne i forening. Udvalget mener også, at udgiften til varme og varmt vand som led i lejemålet falder uden for den fælles hæftelse.

Som det fremgår af indledningen til den gældende bestemmelse, gælder den kun

»under samlivet«, derimod ikke hvis ægte- fællerne ophæver samlivet. Ud fra alminde- lige retsgrundsætninger antages stillingen ifølge teorien at være, at legitimationen for en ægtefælle i forhold til handlende, som man plejer at handle med, først hører op, når den handlende er blevet gjort bekendt med, at samlivet er ophævet, eller at ægte- fællerne er blevet separeret eller skilt, eller burde være blevet klar herover.

Udvalget kan tilslutte sig disse synspunk- ter, men finder ikke at burde foreslå en ud- trykkelig regel herom.

Det forekommer i praksis, at handlende ikke vil godtage en meddelelse om, at ægte- fæller, der er kontokunder, har ophævet samlivet, idet de gør gældende, at kontokor- tet skal afleveres, inden den særlige hæftelse i henhold til ægteskabsloven ophører. Dette synspunkt kan udvalget ikke tiltræde. Risi- koen for et muligt misbrug af et kontokort må her påhvile forretningen, der eventuelt ved en umiddelbar fogedforretning vil kunne få kortet udleveret fra ægtefællen.

Fratagelse

I den gældende lovgivning (§ 12) findes en regel om, at overøvrigheden i tilfælde af

misbrug af retten til at købe på begges an- svar efter den ene ægtefælles anmodning kan fratage den anden retten.

Bestemmelsen anvendes praktisk talt al- drig i praksis. De statistiske oplysninger, ud- valget har indhentet om overøvrighedernes sagsantal i 1971, viser således, at ingen over- øvrighed i dette år modtog anmodninger om fratagelse af retten. På denne baggrund fore- slås reglen ophævet.

Forældelse

Efter den gældende lovgivning (§ 26) for- ældes krav på hustruen efter reglen om køb

på begges ansvar i løbet af 1 år, når tillige manden hæfter for gælden. Dette gælder dog ikke, hvis hustruen har påtaget sig et videre- gående ansvar.

Udvalget finder det mindre rimeligt at op- retholde en særlig forældelsesregel for hu- struen og finder det vanskeligt at fastsætte en særlig kort forældelsesfrist, der skal gælde for begge ægtefæller. Det er i øvrigt ganske sædvanligt, at den korte forældelses- frist fraviges i forbindelse med oprettelse af faste konti f. eks. i stormagasinerne. Det fo- reslås derfor at ophæve den særlige forældel- sesregel. Herefter vil gælden som oftest være omfattet af reglen om 5-årig forældelse.

KAPITEL 7.

Ægtefællers indbyrdes forhold

Xxxxxxxx mener,

at gaver mellem ægtefæller som hidtil i almindelighed skal gives ved ægtepagt for at være gyldige, og

at det muligt bør fastslås som almindeligt princip, at ægtefællerne skal give hinan- den de oplysninger, som er nødvendige for at bedømme deres økonomiske for- hold.

Gaver

Af hensyn navnlig til ægtefællernes kredi- torer findes i den gældende retsvirkningslov

§ 30 en særregel om gaver. Xxxxx mellem ægtefæller må for at være gyldige ske ved ægtepagt. Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår. Det gælder heller ikke gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle. Samtidig bestemmes, at det ikke gennem ægtepagt eller på anden måde gyldigt kan vedtages, at det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden veder- lag skal tilfalde den anden.

Udvalget kan tiltræde, at en særregel om, at gaver mellem ægtefæller kræver ægtepagt, må opretholdes. Det har herved været afgø- rende for udvalget, at det vil være muligt at beskytte den svagere af ægtefællerne mod at

indgå uhensigtsmæssige aftaler gennem den vejledning, der foreslås indført i forbindelse med oprettelse af ægtepagt.

Udvalget foreslår de gældende regler om gaveægtepagter opretholdt med mindre æn- dringer, se skitsens Ægteskabsudvalget af 1957 foreslog, at livrente ikke skulle kræve ægtepagt, og at der ikke burde være forbud mod at indgå aftale om, at det, som den ene fremtidigt anskaffer, skal tilfalde den anden uden vederlag, hvis det drejer sig om sædvanligt bohave til det fælles hjem. Udvalget har fulgt det tidligere udvalgs for- slag. Eventuelle uheldige konsekvenser efter skilsmisse eller separation af en aftale efter bestemmelsen kan modvirkes ved, at der under skiftet gøres brug af den fravigelses- regel fra delingsreglerne, udvalget foreslår. Fra flere sider i udvalget er der dog udtrykt

betænkelighed ved reglen om overførelse af sædvanligt bohave, der anskaffes i fremti- den.

Udvalget har overvejet reglen i den gæl- dende lovgivning om gaver mellem »for- lovede«, også i lys af at det særlige kapitel om forlovelse under folketingsbehandlingen udgik af loven af 1969 om ægteskabs ind- gåelse og opløsning. Sådanne gaver er ikke hyppige i praksis, men de rammes af samme betænkeligheder som gaver mellem ægte- fæller, hvorfor reglen foreslås opretholdt.

Godtgørelse for bistand i erhverv

I den gældende lovgivning findes ikke sær- lige regler om løn eller godtgørelse til en æg- tefælle, der yder den anden ægtefælle bi- stand i dennes erhvervsvirksomhed, uden at der er indgået aftale om vederlaget. En godt- gørelsesregel findes i norsk og svensk ret. Den fandtes også i betænkningen fra 1918 om ægteskabets retsvirkninger og genfindes i regeringsforslaget indtil året 1923-24, da be- stemmelsen udgik under behandlingen i landstinget, se rigsdagstidende 1923-24, til- læg B, sp. 1399.

De statistiske oplysninger om gifte kvin- ders erhvervsvirksomhed viser, at op mod

10 pct. af samtlige gifte kvinder hjælper deres mand i hans erhvervsvirksomhed. Dette gælder således mange kvinder, hvis mand driver et landbrug, og mange hand- lende.

Det har i udvalget været overvejet, hvor- vidt det vil være rimeligt i loven at fastslå, at ægtefællen har krav på en ydelse for sin bi- stand, hvis det efter arbejdets art og forhol- dene i øvrigt må anses for rimeligt. En be- stemmelse herom kunne affattes således:

»§ 00. En ægtefælle, der har ydet den anden ægtefælle bistand i dennes erhvervs- virksomhed, uden at der er aftalt vederlag herfor, har krav på godtgørelse for sit ar- bejde, hvis det efter arbejdets art og forhol- dene i øvrigt må anses for rimeligt.«

Xxxxxxxx har hermed ønsket at lægge op til diskussion om spørgsmålet.

Skal en regel af denne art indføres, må det overvejes, om den skal suppleres med en forældelsesregel, eks. således at kravet skal gøres gældende inden udløbet af det føl- gende kalenderår, eller at kravet forældes i løbet af 5 år. Det tilføjes, at udvalget ikke har overvejet de skattemæssige konsekven- ser af reglen.

Oplysning om økonomiske forhold

Efter den gældende lov (retsvirkningslovens

§ 10) er ægtefællerne pligtige at give hinan- den de oplysninger om deres økonomiske forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.

Ifølge skattelovgivningen kan en ægte- fælle kræve at se den andens selvangivelse, inden den indsendes, ligesom ægtefællen ved henvendelse til skattevæsenet kan få oplyst indholdet af den og skatteansættelsen.

Udvalget foreslår den gældende oplys- ningspligt bevaret og i princippet udvidet til at gælde alle økonomiske oplysninger, jfr. skitsens § 4. Samtidig foreslår udvalget reg- len om oplysninger om skatteforholdene overført til ægteskabslovgivningen. Reglen herom bør gå ud på, at en ægtefælle har ret til at blive gjort bekendt med den anden æg- tefælles selvangivelse eller forskudsskema inden indsendelsen. Samtidig skal ægtefæl- lerne have adgang til hos skattemyndighe-

derne at få oplysning om den anden ægtefæl- les selvangivelse og grundlaget for skattean- sættelsen. Adgangen til at gå til skattemyn- dighederne bør efter udvalgets opfattelse

gælde for alle år, i hvilke ægtefællerne har været gift. Det er en selvfølge, at man i for- bindelse med en bodeling kan få de nødven- dige oplysninger.

KAPITEL 8.

Bosondring (bodeling under ægteskabet)

Udvalget foreslår,

at adgangen til bosondring ophæves.

Efter den gældende reisvirkningslov kapi- tel V (§§ 38-43) kan en ægtefælle under ægteskabet i visse tilfælde kræve bosondring og dermed fremtvinge en deling af fælles- boet. Bosondring kan kræves, hvis den an- den ægtefælle ved misbrug af sin rådighed eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsent- lig grad har formindsket sin del af fælles- boet eller fremkaldt fare herfor. Bosondring kan også kræves, hvis den anden ægtefælle ulovligt har ophævet samlivet. Desuden ved en ægtefælles konkurs og i tilfælde, hvor en ægtefælle uden den andens viden ved ægte- skabets indgåelse havde et arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere får et sådant barn. Begæring om bosondring ind- leveres til skifteretten. Gennemføres bo- sondringen, bliver det, ægtefællerne får på skiftet eller senere erhverver, særeje.

Udvalget har gennem skifteretterne under- søgt, i hvilket omfang bosondringsinstituttet er anvendt i 1971. I hele landet blev der

indgivet 88 bosondringsbegæringer. Heraf blev 53 tilbagekaldt og 7 sager forligt, me- dens der blev afsagt 28 bosondringsdekreter. På grundlag af bosondringsdekreterne blev der i 13 tilfælde indgivet skiftebegæringer, hvilket medførte 4 skifter gennemført ved skifterettens foranstaltning. I bosondrings- begæringerne henvistes i 60 tilfælde til van- røgt eller misbrug. Af disse 60 sager førte 14 til dekreter. I andre 26 tilfælde henvistes til reglen om samlivsophævelse, og af disse førte 14 til dekreter.

Bl. a. på baggrund af den ringe anven- delse foreslår udvalget reglerne om boson- dring afskaffet. Dette betyder, at det ikke bliver muligt for en ægtefælle under ægte- skabet at kræve skifte af ægtefællernes ejen- dele. Man har også taget i betragtning, at sondring eller trusler herom kan give anled- ning til misbrug. Forudsætningen for ophæ- velsen er, at der som foreslået af udvalget skabes adgang for en ægtefælle til ensidigt

at kræve separation og formentlig også, at der skabes mulighed for forlodsafgørelse af, hvorvidt der skal meddeles separation eller skilsmisse, således at spørgsmål om vilkå- xxxx xxx. udskydes til senere afgørelse. Det er udvalgets opfattelse, at bosondring i dag

kun sjældent bruges uden for tilfælde, hvor en ægtefælle fremtidigt kan og vil gennem- føre en separation med påfølgende skifte. Det tilføjes, at spørgsmålet har sammenhæng med spørgsmålet om skæringstidspunktet ved bodelingen.

KAPITEL 9.

Skifte mellem ægtefæller

Hvilken myndighed

Ved separation og skilsmisse samt ved en ægtefælles død skal der foretages en opgø- relse mellem ægtefællerne henholdsvis mel- lem den efterlevende ægtefælle og den afdø- des arvinger.

Efter den gældende lovgivning foretager skifteretten deling af fællesejet og afdødes særeje i tilfælde af en ægtefælles død, med- mindre der er enighed om privat skifte. Der henvises til skiftelovens kapitel 5. Endvidere foretager skifteretten efter anmodning fra en ægtefælle skifte af fællesboet efter skils- misse eller separation, jfr. skiftelovens § 64. Endelig antages det, at skifteretten må fore- tage deling af et særeje efter en separation eller skilsmisse, hvis delingen omfatter en flerhed af genstande, smh. skiftelovens § 82. Derimod kan deling vedrørende en enkelt eller enkelte særejegenstande kun foretages af de almindelige domstole.

Udvalget er af den opfattelse, at samtlige delingsproblemer i forbindelse med et ægte- skabs ophør eller en separation egner sig bedre til behandling i skifteretten end til løs- ning under en egentlig retssag. I alle delings- situationer kan der opstå spørgsmål om fra- vigelse fra de legale eller delingsregler

og om udlæg efter vurdering. Efter udvalgets forslag vil en ægtefælle, specielt ved separa- tion og skilsmisse, i højere grad end efter gældende lov få ret til at kræve sig tillagt genstande, som er den anden ægtefælles sær- eje. Også af den grund er det mest rationelt, at samme myndighed kommer til at tage stil- ling til alle sager af denne karakter.

Udvalget foreslår derfor i skitsens § 14, at skifteretten altid skal foretage skifte mellem ægtefæller. Dette gælder også i tilfælde, hvor ægtefællerne har særeje. Ved skilsmisse og separation skal skifteretten dog som efter gældende ret kun træde i funktion, hvis en af ægtefællerne anmoder herom. Også tvi- ster om enkeltspørgsmål skal henhøre under skifteretten.

Fravigelse af delings- normerne

Reglerne om skifte mellem ægtefæller efter separation eller skilsmisse findes i kapitel 6 i lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m. v. med senere æn- dringer. Om skifte efter en ægtefælles død findes regler i kapitel 5.

Ved de ændringer i skifteloven, der efter forslag fra ægteskabsudvalget af 1957 fandt

sted i 1963, blev der på en række områder åbnet mulighed for i højere grad end hidtil at tage konkrete og individuelle hensyn ved

delingen mellem ægtefællerne. Udvalget fo- reslår disse regler opretholdt og på en række områder udbygget.

Det er den overvejende opfattelse i udvalget,

at en ægtefælle skal have ret til før xxxxxxxx forlods at udtage genstande, som ude- lukkende er bestemt til dennes personlige brug, selv om der er tale om den anden ægtefælles særeje,

at den ægtefælle, der har forældremyndigheden over børnene, skal have ret til forlods at udtage genstande, der tjener til børnenes brug,

at en efterlevende ægtefælle i hvert fald skal have ret til af boet at udtage så meget, at værdien udgør indtil 20.000 kr., men at der eventuelt bør ske en væ- sentlig forhøjelse af dette beløb, og

at skifteretten, hvis særlige kriterier i loven er opfyldt i den konkrete sag, skal have mulighed for at fravige delingsnormerne, hvad enten disse beror direkte på lovens regler eller på en ægtepagt.

Genstande til personligt brug

I folge den gældende lovgivning (skiftelo- vens § 62 a og § 68 a) har en ægtefælle ret til forlods at udtage genstande, som udeluk- kende tjener til hans personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Det gælder, uanset om skiftet skyldes den anden ægte- fælles død eller skilsmisse eller separation. Ved dødsfald kan også genstande fra afdø- des eventuelle særeje udtages, medens dette ikke er tilfældet ved separation eller skils- misse.

Bestemmelsen omfatter personlige brugs- genstande, navnlig klæder, smykker, ur, skrivesager etc., efter omstændighederne også hobbyudstyr, såsom kikkert, fotografi- apparat o. lign., men ikke egentlige arbejds- redskaber.

Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan udtages forlods af den ægtefælle, der har forældremyndigheden over børnene. Reglen om børnene omfatter ikke alene rent personlige ting som sengetøj, sko, klæ- der, men også f. eks. møbler, cykler og sports- udstyr. Udtagelsesretten tilkommer ikke bør- nene selv, men den ægtefælle, der får for- ældremyndigheden over børnene. Reglen finder ikke anvendelse, hvis ingen af foræl- drene — være sig fordi børnene er fyldt 18 år eller af andre grunde - har forældremyndig-

heden.

Reglerne har selvsagt ingen betydning for genstande, der ejes af børnene, f. eks. arv eller gaver til børnene.

Forlodsudtagelsen indebærer, at genstan- dene udtages af boet, inden selve delingen foretages.

Udvalget anser det for en selvfølge, at disse regler opretholdes. De genfindes i skit-

sens § 15. Bestemmelsen om udtagelse af genstande til personlig brug skal som i dag gælde både ved separation, skilsmisse og ved død. Det foreslås imidlertid, at den ved sepa- ration og skilsmisse også skal gælde gen- stande, der er den anden ægtefælles særeje. Udvalget har fundet, at der er behov for denne udvidelse, og henviser til, at reglen i dag ved dødsboskifte også gælder afdødes særeje.

Udvalget har fundet det rimeligt, at den begrænsning, der findes i den gældende regel om, at værdien ikke må stå i misfor- hold til ægtefællernes formueforhold, også skal gælde ved genstande, der tjener til bør- nenes brug.

Med den udvidelse, der foreslås, kan der opstå tilfælde, hvor ægtefællens rettigheder efter bestemmelsen kommer i afgørende strid med den anden ægtefælles interesser i den pågældende genstand. Der tænkes her- ved på genstande, der har en særlig erin- dringsværdi, f. eks. slægts- eller familiesmyk- ker, som hustruen har brugt under ægteska- bet, men som måske i århundreder har til- hørt mandens slægt. Der foreslås derfor i skitsens § 15, stk. 3, en særlig undtagelse for genstande, der har en særlig erindringsværdi for den anden ægtefælle eller dennes arvin- ger.

20.000 kr.'s reglen

Ifølge den gældende skiftelov § 62 b, stk. 2, har den efterlevende ægtefælle på et

skifte altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien sammenlagt med ægtefællens bos- lod og arvelod og eventuelle særeje udgør indtil 20.000 kr. Xxxxxx gives der den længstlevende et minimum af værdier, og det undgås ved skifte af småboer at pålægge denne at udrede noget til arvingerne.

Udvalget mener, at reglen bør bevares. Den er i skitsen anbragt efter § 20 i slutnin- gen af delingsreglerne, fordi der ikke er taget stilling til, om reglen skal placeres i en ny ægteskabslov, i skifteloven eller x xxxxxx- ven.

Man kunne overveje en væsentlig forhø- jelse af beløbet, f. eks. således at den efterle- vende ægtefælle praktisk talt altid havde mulighed for at udtage nettoværdien af et parcelhus, dvs. formentlig op mod 100.000 kr. Det kunne tillige overvejes i lovreglen at indføje en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om ændring af beløbet i overensstemmelse med prisudviklingen. I betænkning om ændring af skiftelovgivnin- gen (nr. 684/1973), s. 53, fandt udvalgs- flertallet ikke at burde fremsætte forslag om forhøjelse af beløbsgrænsen.

Andre f ravigelsesregler

Udover de regler, som er nævnt ovenfor, fin- des spredt i lovgivningen en del bestemmel- ser, der giver mulighed for at fravige de al- mindelige delingsnormer. Om indholdet af disse regler og om praksis henvises til be- mærkningerne nedenfor. Udvalget er enig i den kritik, der har været rettet mod disse be- stemmelser på grund af det indviklede sam- spil mellem reglerne. Man foreslår derfor, at der søges udformet nogle få regler, der skal dække samtlige situationer, jfr. skitsens § 19. Der opstilles i lovteksten en række betingel- ser for fravigelsen, men samtidig gives der skifteretterne mulighed for at udøve et skøn.

Diskussion

Fravigelser fra de legale eller aftalte delings- normer er ikke uden betænkelighed.

systemet bliver let uoverskueligt og vanske-

ligt at arbejde med, og man overlader meget til skifterettens skøn.

I det omfang, der åbnes mulighed for at fravige en ordning, ægtefællerne har aftalt,

f. eks. en særejeægtepagt, kan det kritiseres, at der gøres indgreb i parternes aftalefrihed. Dette er naturligvis rigtigt, men netop i fami- lieretlige forhold er der allerede i forvejen i vidt omfang adgang til at tilsidesætte af- taler. Det gælder ved forældremyndigheds- aftaler, det gælder ved aftaler om under- holdsbidrag til børnene, men det gælder også ved aftaler om ægtefællebidrag og generelt om aftaler i forbindelse med se- paration og skilsmisse. Der kan også henvi- ses til, at ægtepagter i dag skal godkendes af en offentlig myndighed, hvis de indgås under ægteskabet. Aftalefriheden har såle- des altid inden for familieretten været be- grænset i ikke ringe omfang.

Regler, der åbner mulighed for fravigelse fra lovens delingsnormer eller for hel eller delvis tilsidesættelse af en bestemmelse om særeje, bevirker yderligere, at det bliver van- skeligt for ægtefællerne på forhånd at be- regne, hvorledes deres økonomiske situation bliver efter ægteskabets ophør. Dette kan vanskeliggøre overvejelserne omkring sepa- ration eller skilsmisse og besværliggøre afta- ler om vilkårene.

Endelig kan det hævdes, at regler af denne karakter kan medføre mange retssa- ger, idet usikkerheden mindsker mulighe- derne for at nå til en forligsmæssig ordning i forbindelse med ægteskabs opløsning.

Over for disse indvendinger er det imid- lertid afgørende, at udviklingen frem til gen- nemførelsen af de forslag, som blev udarbej- det af ægteskabsudvalget af 1957, havde vist, at en strengt konsekvent gennemførelse af en een gang fastlagt formueordning i

mange tilfælde måtte føre til ubillige resulta- ter. Dette gælder - specielt i kortvarige æg- teskaber - en konsekvent gennemførelse af ligedelingen. Men det gælder i lige så høj grad håndhævelse af en særejeordning, som ægtefællerne kan have truffet mange år før skiftet under helt andre forhold, og som de måske senere ikke har skænket en tanke, før skifte bliver aktuelt.

Udvalget har lige så lidt som ægteskabs- udvalget af 1957 kunnet anvise en ordning, som med få og enkle regler løser de mangeartede problemer, som et økonomisk

opgør mellem ægtefæller kan give anledning til. Man anser det derfor for utvivlsomt, at der stadig bør være adgang til at fravige den principielt gældende formueordning i kon- krete tilfælde.

I forhold til gældende ret og de yderligere forslag, som ægteskabsudvalget af 1957 ud- arbejdede, er der reelt tale om begrænsede nydannelser på dette område. Derimod har man som nævnt søgt at opstille reglerne såle- des, at de bliver mere overskuelige og måske lettere tilgængelige.

En bestemmelse om fravigelse bør efter udvalgets opfattelse gælde, hvad enten der skal ske ligedeling, eller ægtefællerne har indgået ægtepagt om særeje. Bestemmelsen bør også hjemle mulighed for at fravige tred- jemands bestemmelse om særeje.

Dødsfald

Fravigelse skal kunne ske til fordel for en ægtefælle både i tilfælde, hvor delingen sker efter en separation og skilsmisse, og i til- fælde, hvor delingen sker på grund af den anden ægtefælles død. Udvalget har fundet det rimeligt at medtage også dødsfaldssitua- tioner. Ganske vist har den efterlevende ægte-

fælle i disse tilfælde et arvekrav og kan gøre brug af 20.000 kr.'s reglen, ligesom førstaf- døde har mulighed for at testere til fordel for længstlevende. Alligevel kan det tænkes, at reglen er nødvendig for at undgå urime- lige resultater, f. eks. i tilfælde, hvor en vel- havende ægtefælle bliver enke efter ganske kort tids ægteskab, og hvor det kan føles stø- dende, at afdødes andre arvinger skal have af den samlede formue afdødes boslod, idet ægtefællen er arving til af af- dødes halvdel af fællesboet). Om fravigelse til fordel for arvinger se nedenfor.

Almindelig billighedsregel

I den gældende lovgivning findes en særre- gel, der kan anvendes ved separation eller skilsmisse, hvis ægteskabet har været kort- varigt. I disse tilfælde kan ligedelingsreglen efter skiftelovens § 69 a fraviges, hvis en æg- tefælle har indbragt den væsentligste del af fællesboet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelser ved arv eller gave, og en ligedeling vil være åbenbart uri- melig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning.

Af forarbejderne til bestemmelsen frem- går, at der som betingelse for skævdeling for det første stilles krav om, at en ægtefælle skal have indbragt den væsentligste del af fællesboet på den angivne måde. Er værdien af det, den ene ægtefælle har indført på denne måde, ikke væsentlig større end vær- dien af det, den anden har indført på samme måde, vil en normal ligedeling føre til om- trent samme resultat, og der er ingen grund til skævdeling.

Dernæst er det en betingelse, at en ligede- ling vil være åbenbart urimelig. Skønnet her-

over tilkommer skifteretten. Loven fremhæ- ver navnlig tilfælde, hvor ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fælles- skab af betydning. Undertiden har et fælles hjem ikke været etableret, og i andre til- fælde flytter ægtefællerne fra hinanden kort (id efter ægteskabets indgåelse.

Der er ingen bestemt tidsfrist for begrebet

»kortvarigt ægteskab«, men det fremgår af motiverne, at der kun undtagelsesvis kan blive tale om anvendelse af skævdelingsreg- len, når ægteskabet har varet i mere end 5 år.

Skifteretten kan også tage hensyn til andre momenter end de nævnte ved vurde- ringen af, om en ligedeling må anses for åbenbart urimelig. Afgørelsen må bero på konkrete overvejelser. Det må imidlertid un- derstreges, at bestemmelsens forarbejder ikke omtaler skyldmomentet.

Bestemmelsen har ikke fået den anven- delse, man kunne have forventet. Der findes kun een trykt dom om bestemmelsen, og en undersøgelse, udvalget har foretaget af ægte- fælleskifter ved skifteretterne i viser, at ægtefællerne ved forlig kun i meget be- grænset omfang aftaler deling efter princip- perne i bestemmelsen. Af de knap 1.000 sager, hvor der blev rettet henvendelse til skifteretten, endte kun 5 med afgørelser efter bestemmelsen. Kun i to tilfælde fandtes betingelserne opfyldt.

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning blev i 1969 som § 56 indsat en bestemmelse, der omfatter tilfælde, hvor en ægtefælle har haft særeje. Hvis ægtefællernes formuefor- hold, ægteskabets varighed og omstændighe- derne i øvrigt i særlig grad taler derfor, kan der i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse træffes bestemmelse om, at den ene ægtefælle skal yde den anden et

beløb for at sikre, at denne ikke stilles uri- meligt ringe i økonomisk henseende.

Reglen praktiseres som en billighedsregel, der skal hjælpe en frasepareret eller fraskilt i en vanskelig overgangstid. Den er efter for- arbejderne uanvendelig, hvis der ikke er væ- sentlig forskel på de beløb, ægtefællerne hver for sig kan holde uden for bodelingen. Den er heller ikke anvendelig, hvis der ud- over særrettighederne er så store midler, at der gennem deling af disse midler kan sikres den anden ægtefælle tilstrække- ligt gode kår.

Ægteskabsudvalget af 1957 tænkte sig navnlig reglen anvendt, hvor hustruen kun har en ubetydelig formue og ved separatio- nen eller skilsmissen rykkes helt ud af sin vante tilværelse og må indrette sig under helt ændrede økonomiske betingelser. Belø- bets størrelse må afhænge af de konkrete forhold. Et beløb ved siden af underholdsbi- drag kan være på sin plads f. eks. til flytnin- gen, stiftelse af nyt hjem, køb af forretning osv. Man har yderligere tænkt på tilfælde, hvor det på grund af stor aldersforskel er sandsynligt, at mandens bidragspligt ophø- rer på et tidspunkt, hvor hustruen stadig har behov for underholdsbidrag.

Reglen har fået forholdsvis stor anven- delse i praksis i den korte tid, den har været i kraft.

Endelig gælder efter skiftelovens § 70, at en ægtefælle, der ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, kan udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opret- holdelse af hjemmet, og som ikke har udsigt til på anden måde at kunne skaffe sig det fornødne, kan få tillagt en større del af boet.

Udvalget foreslår, at der i loven indsættes en regel, der dækker de hensyn, der ligger

bag de ovennævnte gældende regler, jfr. skitsens § 19, stk. 1.

Grundbetingelsen er efter udvalgets for- slag, at en ægtefælle, hvis fravigelse ikke sker, vil blive stillet åbenbart urimeligt efter ægtefællernes formueforhold og ægteskabets varighed. Kriteriet »åbenbart urimeligt« er ganske strengt. Dette er muligvis årsagen til, at reglen om fravigelse af ligedelingsnormen ved kortvarige ægteskaber kun synes at have fået yderst begrænset praktisk betydning og til, at de beløb, der i særejeægteskaber er til- kendt den anden ægtefælle, må forekomme relativt beskedne. Udvalget har derfor over- vejet at foreslå et noget mere rummeligt kri- terium, f. eks. »væsentlig ringere end stem- mende med billighed«. Foreløbig er man dog blevet stående ved det nævnte strengere kri- terium. Udvalget er opmærksom på, at det i forbindelse med drøftelserne om økonomisk kriminalitet og tilgrænsende spørgsmål inden for den formueretlige lovgivning over- vejes at indsætte en generalklausul i aftalelo- ven om en videre adgang til at tilsidesætte aftaler, end de gældende regler muliggør. Det er for udvalget en selvfølge, at en fravi- gelsesregel inden for den familieretlige lov- givning ikke må udformes snævrere end inden for aftaleretten.

Efter skitsen skal der navnlig lægges vægt på ægteskabets varighed og ægtefællernes økonomiske forhold. Det er ikke en betin- gelse, at ægteskabet har været kortvarigt. Typisk vil der være anledning til at fravige lovens ligedelingsordning i kortvarige ægte- skaber, medens en særejeordning oftest kan tænkes fraveget i mere langvarige ægteska- ber. Det kan dog også tænkes, at virknin- gerne af en gave, der er givet den anden ægtefælle som særeje f. eks. i forbindelse med ægteskabets indgåelse, kan stille give-

ren åbenbart urimeligt i et kortvarigt ægte- skab. Omvendt kan en fællesejeordning tæn- kes fraveget efter et langvarigt ægteskab, hvis der kort tid forinden er tilfaldet den ene ægtefælle en stor arv. Henvisningen til ægtefællernes økonomiske forhold indebæ- rer, at der skal ses på ægtefællernes respek- tive formuer både ved ægteskabets ind- gåelse og på det tidspunkt, hvor reglens an- vendelse bliver aktuel.

Efter skitsens § 19, stk. 1, 2. pkt., kan fra- vigelse af ligedelingsnormen navnlig ske, hvis en af ægtefællerne har indbragt væsent- ligt mere end den anden ægtefælle ved ægte- skabets indgåelse eller senere ved arv eller gave.

Medvirken til forøgelse

Efter den gældende lovgivning (retsvirk- ningslovens § 23, stk. 2, og skiftelovens §§ og 69 b) kan en at

blive holdt skadesløs gennem et såkaldt ve- derlagskrav, hvis den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje. Har en ægte- fælle anvendt midler af sit særeje til bedste for fællesboet, har han eller hans arvinger ret til vederlag.

Udvalget foreslår, jfr. skitsens § 19, stk. 2, nr. 1, at de legale eller aftalte delingsnor- mer skal kunne fraviges, hvis en ægtefælle gennem arbejde, bidrag til familiens under- hold, afsavn eller på anden måde i væsentlig grad har medvirket til en forøgelse af den andel, der tilfalder den anden ægtefælle, eller har medvirket til forbedring af den anden ægtefælles stilling i øvrigt.

Bestemmelsens forbillede er det forslag,

som ægteskabsudvalget af 1957 udarbejdede som § 12 i udvalgets udkast til lov om ægte- skabets retsvirkninger, samtidig med at den skal erstatte de ovennævnte vederlagsregler. Som eksempel på bestemmelsens anven- delse kan nævnes, at begge ægtefæller har haft indtægter, men at den daglige ordning har været, at hustruens indtægt er brugt til familiens underhold, således at mandens indtægt er frigjort til anbringelse i aktiver, som er hans særeje. Der kan også tages hen- syn til den hjemmearbejdende hustru, som ved flid og sparsommelighed muliggør, at

manden sparer op i sådanne aktiver.

Bestemmelsen vil også omfatte tilfælde, hvor ægtefællen på anden måde har medvir- ket til forbedringen. Der kan således tages hensyn til, at en ægtefælle har betalt priori- tetsgælden i en fast ejendom, som den anden ægtefælle kan udtage som særeje. Man kan herved i mange tilfælde undgå den vanske- lige stillingtagen til, om sådanne ydelser skal betragtes som lån, der principielt kan kræ- ves tilbagebetalt, eller som ydelser til fami- liens underhold, som ikke kan kræves refun- deret.

Bestemmelsen omfatter også anden for- bedring af den anden ægtefælles stilling. Ud- valget lægger megen vægt på, at bestemmel- sen på denne måde kan virke som et supple- ment til bidragsreglerne i tilfælde, hvor den ene ægtefælle har muliggjort den anden ægtefælles uddannelse, f. eks. gennem ind- tægtsgivende arbejde. Ægtefæller bør i så- danne tilfælde kunne indgå en aftale om, at den af dem, der har fået sin uddannelse først, ved eventuel separation eller skils- misse forpligter sig til at yde bidrag til den andens uddannelse, og en aftale af denne ka- rakter bør normalt respekteres.

Bestemmelsen vil også kunne finde anven-

delse i ægteskaber, hvor der skal ske ligede- ling.

Misbrugsti ælde

Efter den gældende retsvirkningslov § 23, stk. 1, kan en ægtefælle kræve vederlag, hvis den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine øko- nomiske anliggender, ved misbrug af sin rå- dighed over fælleseje eller ved anden ufor- svarlig adfærd i væsentlig grad har formind- sket den del af fællesboet, hvorover han rå- der.

Bestemmelsen foreslås efter skitsens § 19, stk. 2, nr. 2, opretholdt og udvidet til at gælde tilfælde, hvor ægtefællerne har sær- eje. Bestemmelsen bliver således en generel begrænsning i den frie rådighed under ægte- skabet og dermed en parallel og et supple- ment til samtykkereglerne til beskyttelse af familiens velfærd. Udvidelsen skønnes nød- vendig også af hensyn til en ægtefælles ad- gang til at gøre krav gældende mod den an- dens særeje på et skifte.

Arvingerne

Udvalget har fundet det rimeligt, at krav af den karakter, som behandles her, ved skifte efter dodsfald kan gøres gældende også af førstafdødes arvinger, se skitsens § 19, stk.

3. Der kan tænkes situationer, hvor ligede- lingsreglerne eller den aftalte deling vil virke åbenbart urimelig i forhold til arvingerne. Dette kan f. eks. være tilfældet, hvis en meget velhavende ægtefælle med særbørn dør efter ganske kort tids ægteskab.

Betingelserne for, at arvingernes krav kan tages til følge, bør dog være strenge. Bestem- melserne har først og fremmest deres beretti- gelse for ægtefællen personlig, være sig ved skifte efter separation eller skilsmisse eller

ved den anden ægtefælles død. Efter skitsen kan fravigelse til fordel for arvingerne der- for kun ske, hvis hensynet til disse i særlig grad taler derfor.

Kun arvinger, ikke afdødes kreditorer, kan kræve fravigelse.

Kravets karakter

I den gældende skiftelovs kapitel 6, navnlig

§ 65 og § 67 a, findes særregler om, hvorle- des de krav, der er omtalt ovenfor, behand- les. En ægtefælles eventuelle særeje skal ind- drages under skiftet, i den udstrækning det er nødvendigt til fyldestgørelse af vederlags- krav. Ved opgørelsen af bodelene medregnes ikke de krav, der skal hindre, at en ægte- fælle stilles »urimeligt ringe«. Sådanne krav kan derimod under skiftet forlanges dækket af den anden ægtefælles lod i boet.

Om vederlagskrav bestemmes, at de først kan gøres gældende, når fællesboet skiftes. Opnås der ikke under skiftet fuld dækning for fordringen, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.

Udvalget har fundet det nødvendigt at forenkle reglerne, således at der kun bliver én type krav. Kravet skal efter udvalgets for- slag i skitsens § 20 fremsættes under skifte. Det indebærer, at kravet ikke kan rejses, me- dens ægteskabet består. Da der, hvis boson- dringsinstituttet ophæves, se kapitel 8 oven- for s. 43, ikke er nogen mulighed for en ægtefælle for at fremtvinge et skifte, med- mindre der samtidig søges separation eller skilsmisse, kan der ikke fastsættes frister for fremsættelse af kravet.

Man kunne overveje en særlig forældel- sesregel under hensyn til, at der efter separa- tion eller skilsmisse kun skiftes offentligt, hvis en af ægtefællerne anmoder herom. Ud-

valget har ikke tilendebragt sine overvejelser heraf.

Der vil eventuelt kunne blive tale om gen- optagelse af skiftet, hvis kravet f. eks. på grund af uvidenhed eventuelt i forbindelse med svigagtigt forhold eller på grund af ukendskab til reglerne ikke er gjort gæl- dende. Kravet er således ikke uden videre faldet bort ved skiftets afslutning.

Kravet skal som nævnt rejses i forbindelse med skifte og skal påkendes af skifteretten. Udvalget har ikke taget stilling til, om kra- vet tillige bør kunne behandles under selve ægteskabssagen.

Det foreslås i skitsens § 20, stk. 2, at kra- vet ikke skal medregnes ved opgørelsen af ægtefællernes formue. Kravet får således ka- rakter af et erstatningskrav, og ægtefællen bliver ligestillet med andre kreditorer. Under skiftet kan kravet eventuelt fyldestgø- res ved modregning.

På grund af kravets personlige karakter bør det ikke kunne gøres gældende af den berettigede ægtefælles kreditorer, før det er anerkendt eller fastslået af skifteretten.

Et medlem finder det betænkeligt at ind- rømme en ægtefælle ligestilling med den anden ægtefælles kreditorer i de tilfælde, hvor kravet støttes på skitsens § 19, stk. 2, nr. 2 (misbrug af rådighed m. v.), og hvor den anden ægtefælle er insolvent ved skiftets begyndelse eller ved kravets fremsættelse.

Dette medlem foreslår, at § 19, stk. 2, nr.

2, ændres i overensstemmelse hermed, evt. således at kravet kan imødekommes i det omfang, det kan fyldestgøres ved modreg- ning.

Sameje

Udvalget har overvejet, om det er muligt i loven at fastlægge regler om deling i de hyp- pigt forekommende tilfælde, hvor ægtefæller i fællesskab ejer en eller flere ejendele,

f. eks. en fast ejendom. Problemer opstår i særlig grad med hensyn til indbo eller værdi- papirer, fordi det er vanskeligt at konstatere ejerforholdet. Samejeforhold har særlig be- tydning, hvis ægtefællerne har særeje. Ud- valget har imidlertid fundet det så vanskeligt at formulere en tilfredsstillende regel, at man har afstået herfra. En fast regel om for- modning for ligedeling vil således forhindre mere skønsmæssige afgørelser. Efter den praksis, der har udviklet sig, er der stor til- bøjelighed til at statuere, at der er tale om lån og ikke sameje, f. eks. i tilfælde, hvor en ægtefælle eller måske dennes forældre har bidraget til køb af eller afdrag på gæld i et parcelhus, som er den anden ægtefælles sær- eje. Dette indebærer, at ejerægtefællen alene får fordelen ved værdistigningen, som ofte vil være meget betydelig. Udvalget ønsker at understrege, at det ved sammenblandede sær- ejeformuer ofte vil være rimeligt at tage ud- gangspunkt i en ligedeling.

KAPITEL 10.

Fordelingen af ægtefællernes ejendele ved skiftet

Udvalget foreslår,

at den ægtefælle, der er ejer, ved separation eller skilsmisse som hidtil skal have fortrinsret til på skiftet at få boets ejendele udlagt efter vurdering, men således, at den anden ægtefælle ved separation eller skilsmisse skal have adgang til at få udlagt bolig, bohave og andet løsøre, selv om der er tale om den andens særeje,

at udlæg skal kunne ske, selv om værdien overstiger ægtefællernes lod i boet, mod betaling af det overskydende beløb, eventuelt i afdrag, og

at skifteretten, hvis en lejlighed i en ejendom, der tilhører den ene af ægtefællerne, er bestemt til familiens bolig, ved separation, skilsmisse eller ægtefællens død skal kunne pålægge ægtefællen eller arvingerne at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkårene for lejemålet.

Den lovbestemte ligedelingsregel og be- at kræve boets ejendele udlagt efter vurde- stemmelsen om »skilsmissesæreje« eller ring. Xxxxxx ægtefællerne udlagt samme

»fuldstændigt særeje« vedrører, ligesom de ejendel, skal den ægtefælle, der ejer den, regler, der foran er omtalt om fravigelse her- have fortrinsret.

fra, principielt kun h vor stort Der gælder dog en række undtagelser her- et beløb hver ægtefælle skal have på separa- fra, jfr. skiftelovens § 70 a, stk. 2. Fast ejen- tions- eller skilsmisseskiftet. De afgør ikke, dom, der udelukkende eller hovedsagelig er hvilke genstande ægtefællerne skal have. beregnet til familiens bolig, kan således ud- I den gældende skiftelov, der efter for- lægges til den anden ægtefælle, såfremt bo- slag af ægteskabsudvalget af 1957 blev æn- ligen skønnes at være af den væsentligste dret i 1963, bestemmes herom i skiftelovens betydning for denne ægtefælle af hensyn til

§ 70 a, at hver af ægtefællerne ved bodelin- hjemmets

gen efter separation og skilsmisse har ret til Bestemmelsens hovedområde er det min-

dre enfamilieshus. Den kan ikke anvendes på en ejendom med flere lejligheder. Der- imod kan den godt anvendes, selv om der er lejet et par værelser ud, eventuelt som en særlig lejlighed, men ikke på egentlige to- familieshuse. En vis erhvervsmæssig brug udelukker ikke bestemmelsens anvendelse, hvis erhvervet er underordnet i forhold til boligen. Det kræves ikke, at der er børn i ægteskabet, selv om hovedformålet er at til- godese behovet hos den ægtefælle, der har fået tillagt forældremyndigheden over bør- nene. I barnløse ægteskaber kan der bl. a. tages hensyn til, om begge ægtefæller har bidraget økonomisk til erhvervelsen, og om den anden ægtefælle efter en eventuel sam- livsophævelse har boet i huset, måske i åre- vis. Der kan også tages hensyn til, om ægte- fællen økonomisk kan magte at afholde ud- gifterne ved ejendommen. Skifteretten må ligeledes lægge vægt på, om ægtefællen har mulighed for på anden måde at skaffe sig en bolig, og på ejendommens betydning for ejeren.

Fast ejendom, der har tjent til sommer- bolig for familien, kan udlægges til den an- den ægtefælle, såfremt sommerboligen skøn- nes at være af den væsentligste betydning for denne. Der må her bl. a. tages et vist hensyn til børnenes interesser.

Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt virksomheden ude- lukkende eller dog i det væsentlige er drevet af denne. Arbejdsredskaber og andet er- hvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, det skønnes rime- ligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet. Endelig kan bohave udlægges til den an- den ægtefælle i det omfang, det skønnes ri- meligt af hensyn til opretholdelsen af hjem- met, eller i øvrigt fordi genstandene særligt

har tjent den pågældende ægtefælles behov. Alle de nævnte regler gælder ved sepa- ration og skilsmisser og kun ved

aktiver.

Fast ejendom

Udvalget har gennem skifteretterne fået op- lyst, at der i 1971 er truffet 8 afgørelser efter undtagelsesreglen om fast ejendom. Der har derudover været en række trykte afgørelser om bestemmelsen.

Reglen bør efter udvalgets opfattelse op- retholdes og bør udvides til at gælde også de tilfælde, hvor der er tale om den anden ægtefælles særeje.

Den ejendom, hvori ægtefællerne bor, indboet i hjemmet osv. vil næsten altid have tjent nøjagtig samme formål, hvad en- ten der er tale om særeje eller ejendommen er omfattet af ligedelingsnormen. Behovet for at kunne udlægge sådanne ejendele til den anden ægtefælle kan derfor være lige så stort eller måske endog større i særejeægte- skaber som i andre tilfælde.

Reglen findes i lovskitsen som § 21, stk. 3, nr. 1.

Om kriterierne bemærkes, at undtagelses- bestemmelsen som hidtil bør gælde fast ejen- dom, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens bolig. Udvalget finder, at man som ved den gældende regel må be- grænse reglen til at gælde enfamilieshuse. Det har været overvejet at udvide reglen til tofa- milieshuse, men udvalget finder, at behovet for beskyttelsen af boligen i disse tilfælde er tilstrækkeligt tilgodeset gennem reglen i skit- sens § 24 om eventuel pligt til at udleje den lejlighed, familien bor i, til ægtefællen. Til- sammen dækker disse bestemmelser alle ejendomme med bolig, som en af ægtefæl- lerne ejer.

Udvalget finder en særlig regel om som- merhuse unodvendig. Kriteriet »fast ejen- dom, der er bestemt til familiens bolig« om- fatter også sommerboliger. Dette må uanset udtrykket »udelukkende eller hovedsagelig« gælde, selv om sommerhuset udlejes i perio- der.

Løsøre

Udvalgets flertal foreslår den gældende regel om udtagelse af bohave og andet løsøre, der er bestemt til ægtefællens personlige brug, opretholdt og udvidet til at gælde særeje, jfr. skitsens § 21, stk. 3, nr. 2.

Et medlem mener, at ægtefællerne bør være ligestillede med hensyn til at udtage bohave fra det fælles hjem, uanset hvem der har anskaffet det. Ligestillingen, der ikke skal omfatte bohave, der er arvet eller mod- taget som gave, vil indebære, at der i til- fælde af uenighed efter skifterettens skøn om nødvendigt må trækkes lod.

Erhvervsvirksomhed

Udvalget foreslår foreløbigt reglerne om er- hvervsvirksomhed og erhvervsløsøre opret- holdt, se skitsens § 21, stk. 3, nr. 3. Såfremt reglerne om samtykke fra den anden ægte- fælle under ægteskabet begrænses, jfr. kapi- tel 4 foran s. 28, kan det være tvivlsomt, om der er behov for reglerne. Det er ligeledes tvivlsomt, i hvilket omfang reglerne bruges i praksis.

Dødsfald

Efter den gældende lovgivning (skiftelovens

§ 62 c og § 62 d) har en efterlevende ægte- fælle efter den anden ægtefælles død ret til af jællesboet at fordre udlæg efter vurdering

for sin boslod og arvelod også i fast ejen- dom. Ønsker ægtefællen og arvinger udlæg i samme ting, har ægtefællen fortrinnet.

I afdødes særeje kan den efterlevende for- dre udlæg efter vurdering, for så vidt angår hans arv af særejet. Udlæg kan også forlan- ges i fast ejendom. Ægtefællen har fortrin fremfor andre arvinger, der ønsker udlæg i samme ting.

Ægtefællen har fortrinsret også i forhold til den afdøde ægtefælles særbarn, selv om en ting stammer fra barnets slægt eller slægtsgren.

Udvalget foreslår i skitsens § 22, at den efterlevende ægtefælle altid kan kræve den anden ægtefælles ejendele udlagt efter vur- dering. Udvalget er dog i tvivl om, hvor- vidt ægtefællen bør have adgang til mod de andre arvingers protest at udtage ting, der har særlig erindringsværdi for disse arvinger, fordi tingene stammer fra arvingens slægt eller slægtsgren, sml. skiftelovens § 47.

Betingelser

Om vilkårene for udlæg efter vurdering efter separation eller skilsmisse bestemmes i den gældende skiftelovs § 70 b, at dette kan finde sted, selv om værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det over- skydende beløb må betales til den anden æg- tefælle. Efter skifterettens nærmere bestem- melse kan der i særlige tilfælde tilstås af- dragsvis betaling af beløbet mod en af skifte- retten fastsat rente og mod en sikkerhed, som efter ægtefællernes formueforhold skøn- nes passende. Denne regel har kun væsentlig praktisk betydning for fast ejendom. Ved dødsfald bestemmes i skiftelovens § 62 c om udlæg ved fælleseje, at overstiger værdien af de ejendele, som den efterlevende ægtefælle

ønsker udlagt, boslod og arvelod, skal det overskydende beløb betales kontant til de øvrige arvinger.

Så vidt det er oplyst over for udvalget, har der i sager efter skiftelovens § 70 b dannet sig en praksis, hvorefter der begyndes med en vurdering, således at værdien under hen- syntagen til den konkrete prioritering fast- sættes dels kontant, altså med udbetaling til de indestående lån, dels med en normal udbetaling. Der oplyses således herved, hvad en normal udbetaling skønnes at være.

Udgangspunktet for udløsningen er heref- ter, at den ægtefælle, der udløses, får sin halvdel af friværdien dels i form af et pante- brev på vilkår, der normalt er gældende for sælgerpantebreve, dels som et kontant beløb svarende til halvdelen af den skønnede nor- male kontante udbetaling. Såfremt der også gives henstand med en del af det forudsatte kontante udløsningsbeløb mod sikkerhed i ejendommen, opskrives dette efter den gæl- dende kurs for et sælgerpantebrev under hensyntagen til dettes placering i ejendom- men og de for pantebrevet i øvrigt fast- satte vilkår, der normalt giver 10 års uopsi- gelighed for tiden mod en årlig ydelse af 10 pct. af hovedstolen, hvoraf 8 pct. p. a. er renter, resten afdrag. I de senere år forekom- mer dog ofte pantebrevsvilkår med uopsige- lighed til udløb, således at den årlige ydelse er 11,64 pct. af hovedstolen, hvoraf 8 pct.

p. a. er renter, resten afdrag. Løbetiden bli-

ver herefter 14-15 år. Ejerskifteafdrag - bortset fra overgang til ægtefælle eller livsar- vinger - er normalt forekommende.

Eksempel: Ejendommen vurderes til 310.000 kr. ved kontant udbetaling til prioriteterne, der an- drager 160.000 kr. Ved ligedeling er hver ægte- fælles andel således 75.000 kr. halvdelen af ejendommens nettoværdi 150.000 kr.). Normal udbetaling ved salg ansættes af vurderingsmæn- dene til 30.000 kr. Udløsning kan herefter ske i

form af et pantebrev på 60.000 kr. og kontant

15.000 kr. Ved mindre kontant betaling opskrives differencen mellem 15.000 kr. og udbetalingen, og der udstedes pantebrev for det således op- skrevne beløb.

Udvalget går ind for denne praksis og har ved en ændret formulering af bestemmelsen, der findes i skitsens § 23, tilkendegivet dette. Efter sin placering og henvisningerne vil den gælde både ved separations- og skils- misseskifter og efter dødsfald.

Lejlighed

Efter den gældende lov om ægteskabs indgå- else og opløsning § 55, stk. 2, kan retten, så- fremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indehol- der flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, ved separation eller skils- misse pålægge ægtefællen at udleje lejlighe- den til den anden ægtefælle og fastsætte vil- kårene for lejemålet.

Ved dødsfald vil man, hvis der ikke hen- siddes i uskiftet bo, efter de gældende regler kunne komme ud for, at en ægtefælle under et skifte efter den anden ægtefælles død ikke har mulighed for at kræve en ejendom ud- lagt, fordi dens værdi overstiger boslodden og arvelodden. Særlig ved større udlejnings- ejendomme vil en efterlevende ægtefælle ofte ikke have økonomisk mulighed for at betale de øvrige arvinger det beløb, hvormed ejen- dommens pris overstiger den pågældendes andel.

I de fleste tilfælde får efterlevende formentlig alligevel mulighed for at blive boende i familiens hidtidige lejlighed. Sættes sagen på spidsen, må det imidlertid erken- des, at efterlevende ikke har større mulighed for at modsætte sig medarvingernes krav om at overtage ejendommen og kræve lejlighe-

den frigjort. Dette gælder, hvad enten en både ved dødsboskifte og ved separation eller flere medarvinger vil overtage ejendom- eller skilsmisse. I separations- og

men og lejligheden, eller man ønsker lejlig- sager kan det være vanskeligt for de almin- heden frigjort for at øge ejendommens værdi delige domstole at træffe afgørelsen, idet i salgsøjemed. man ikke på det tidspunkt, hvor separations- Udvalget foreslår derfor reglen om even- eller skilsmissespørgsmålet afgøres, ved, tuel tvangsmæssigt lejemål udvidet til også hvem der efter skifte vil være ejer af ejen-

at gælde efter dødsfald. Kompetencen til at

træffe afgørelser foreslås tillagt skifteretten Reglen findes i lovskitsens § 24.

KAPITEL 11.

Ændring af arveloven

Ifølge arvelovens § 66 kan en ægtefælle kun med den anden ægtefælles samtykke oprette testamente om bl. a. fast ejendom, der tjener til familiens bolig, indbo i det fælles hjem og den anden ægtefælles arbejdsredskaber.

Efter udvalgets opfattelse bør disse regler ændres under hensyn til de ændrede regler om samtykke til afhændelse under ægteskabet.

KAPITEL 12.

Udeladte bestemmelser og udskudte spørgsmål

Udvalget finder,

at bestemmelserne i den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 13, 14, 31, 32, 33 og 34 bør ophæves.

Udeladte bestemmelser

I den gældende retsvirkningslov § 13 be- stemmes, at en ægtefælle under visse betin- gelser kan varetage den andens anliggender, hvis denne f. eks. på grund af sygdom selv er forhindret heri. Efter § 14 kan en ægte- fælle med bindende virkning for den anden sælge erhvervsløsøre, førstnævnte har fået overladt af den anden. Ifølge § 31 kan en ægtefælle uden ægtepagt vederlagsfrit over- føre halvdelen af sit overskud i et kalenderår til den anden. I § 32 bestemmes, at ægtefæl- lerne har bevisbyrden for, at en aftale mel- lem dem ikke kræver ægtepagt. Efter § 33 kan kreditorerne få omstødt visse gaver mel- lem ægtefællerne. Endelig bestemmes i § 34, at en ægtefælle, der bestyrer den andens midler, i passende omfang kan anvende ind- tægterne til familiens underhold.

Udvalget mener, at de nævnte bestemmel- ser uden skade kan ophæves. Fælles for dem

er, at de så vidt vides kun anvendes yderst sjældent i praksis. I nogle af dem (§§ 14, 32 og 34) opstilles grundsætninger, som antage- lig må gælde også uden positiv lovhjemmel. Om § 13 har Danske Bankers Fællesre- præsentation og Danmarks Sparekassefore- ning oplyst, at bestemmelsen aldrig eller kun sjældent påberåbes i pengeinstitutternes praksis. En udokumenteret henvisning til be- stemmelsen vil ikke blive godtaget, og bevis for, at betingelserne er opfyldt, vil være uhyre vanskeligt at føre. I stedet må man derfor foretrække beskikkelse af en ad hoc værge efter myndighedsloven, ligesom »ne- gotiorum gestio« synspunkter antagelig kan udstrækkes noget ved nærstående personer

som ægtefæller.

For så vidt angår § 31 bemærkes, at den giver anledning til fortolkningsvanskelighe- der. Ægtefællerne må henvises til at oprette

ægtepagt. Der kan eventuelt også blive tale om at anvende de særlige fravigelsesregler, udvalget foreslår.

Konkurslovsudvalget har i sin betænkning (nr. 606/1971) s. 142 nævnt, at det for- mentlig vil være nyttigt at overveje, hvorvidt der er behov for særreglen i § 33, og fore- slået visse ændringer, hvis den bevares. Det er den overvejende opfattelse i udvalget, at reglen kan ophæves.

Udskudte spørgsmål

En række spørgsmål, der behandles i den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger og i skiftelovens kapitel 6 om skifte mellem ægtefæller, har udvalget endnu ikke behand- let. Det drejer sig bl. a. om skæringstids- punktet for formuefællesskabets ophør, som ægteskabsudvalget af 1957 foreslog en ud- trykkelig bestemmelse om. Endvidere det vanskelige spørgsmål, om en ægtefælle har adgang til at give afkald på sin boslod af den

anden ægtefælles nettobodel til skade for sine kreditorer. Også behandlingen af den særlige internationalprivatretlige regel om ægtepagter (retsvirkningslovens § 51) er ud- skudt. Endelig har udvalget fundet, at spørgsmålet om, hvilke overgangsregler der skal gælde, må afvente den endelige stilling- tagen til de nye reglers indhold.

I retsvirkningslovens §§ 1-9 og § 52 findes regler, der vedrører ægtefællernes personlige forhold, retsstillingen efter samlivsophæ- velse og en særregel om bestyrelse af en umyndiggjort ægtefælles formue. Også be- handlingen af disse regler er udskudt, bl. a. med henblik på en mere generel drøftelse af reglerne om samlivsophævelse og på resulta- tet af overvejelserne om vilkårene efter sepa- ration og skilsmisse.

Endelig har udvalget ikke fundet det hen- sigtsmæssigt i en principbetænkning at gå ind på de mere skiftetekniske regler i skifte- lovens kapitel 6.

KAPITEL 13.

Udvalgets skitse til lovregler om formueforholdet mellem ægtefæller

Man har fundet det praktisk at udforme udvalgets forslag i en skitse til lovbestem- melser. Skitsen er udarbejdet af et underudvalg, der har behandlet formueforhol- dene i ægteskabet. Den er drøftet i det samlede udvalg, men kan ikke betragtes som et endeligt lovudkast. Særligt bemærkes, at det kan være tvivlsomt, om visse af reg- lerne bør placeres i ægteskabsloven eller i skifteloven. Den nuværende lovgivning er i denne henseende lidet overskuelig. Noget kunne tale for at placere reglerne om skifte ved separation og skilsmisse i ægteskabsloven og reglerne om dødsboskifte i skifteloven.

Selv om skitsen således er foreløbig, vil udvalget være interesseret i bemærknin- ger til affattelsen.

Skitse til lovregler om formueforholdet mellem ægtefæller

Kapitel 1.

Hovedregler.

§ 1. Ægteskabet medfører ikke indskrænk- ninger i ægtefællernes ret til at råde over, hvad de ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, medmindre andet er be- stemt.

§ 2. Ægteskabet medfører ikke adgang til at stifte forpligtelser med virkning for den anden ægtefælle, medmindre andet er be- stemt.

§ 3. Ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død skal der ske ligedeling af æg- tefællernes samlede formue, medmindre andet er bestemt.

§ 4. Ægtefæller har pligt til at give hinan- den de oplysninger, som er nødvendige for at bedømme deres økonomiske forhold.

Stk. 2. En ægtefælle har ret til at blive gjort bekendt med den anden ægtefælles selvangivelse eller forskudsskema inden ind- sendelsen og kan hos skattemyndighederne få oplysning om den anden ægtefælles selv- angivelse og grundlaget for skatteansættelse.

Kapitel 2.

Begrænsninger i rådigheden.

§ 5. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke:

1) afhænde, bortforpagte eller udleje fast ejendom, i det omfang den er bestemt til familiens bolig,

2) afhænde aktie, andel eller obligation,

som retten til familiens bolig er knyttet til,

3) afhænde bohave, der er bestemt til det fælles hjem, eller andet løsøre, der er be- stemt til den anden ægtefælles eller børns personlige brug, eller

4) opsige eller fremleje lejlighed, i det om- fang den er bestemt til familiens bolig.

Stk. 2. Stk. 1 gælder, selv om ægtefæl- lerne har ophævet samlivet, og efter separa- tion eller skilsmisse, indtil der er truffet af- gørelse om, hvem de nævnte ejendele eller lejligheden skal tilfalde, jfr. § 21, § 24 (og ægteskabslovens § 55, stk. 1).

Stk. 3. Skal en aftale som nævnt i stk. 1, nr. 1, tinglyses, skal dokumentet indeholde en erklæring om, hvorvidt overdrageren er gift, om ejendommen er bestemt til familiens bolig, og om aftalen omfatter boligen. Er dette tilfældet, skal den anden ægtefælles samtykke foreligge skriftligt på dokumentet.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om kontrol ved tinglysning med overholdel- sen af samtykkekravet efter stk. 1, nr. 1.

§ 6. Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 5, stk. 1, kan aftalen efter anmodning fra ægtefællen eller medkontra- henten tillades af overøvrigheden, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

§ 7. Har en ægtefælle i strid med § 5 ind- gået en aftale uden samtykke fra den anden ægtefælle, kan denne få aftalen omstødt ved dom, medmindre medkontrahenten godtgør, at han ikke indså eller burde indse, at ægte- fællen var uberettiget til at indgå aftalen.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den anden ægtefælle har fået kund- skab om aftalen, og inden 1 år efter aftalens tinglysning eller faktiske opfyldelse.

§ 8. Har en ægtefælle til skade for den anden ægtefælle givet en gave, der står i mis- forhold til ægtefællernes økonomiske for- hold og ikke er rimeligt begrundet, kan den anden ægtefælle eller dennes arvinger kræve gaven omstødt, hvis gavemodtageren vidste eller burde vide dette.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået kundskab om gaven, og inden 5 år efter gavens fuld- byrdelse.

Kapitel 3.

Aftaler på begge ægtefællers ansvar.

§ 9. Under samlivet kan hver af ægtefæl- lerne i forhold til tredjemand på begges an- svar indgå aftaler, som sædvanligt indgås som led i den daglige husførelse, samt til op- fyldelse af børnenes fornødenheder og ægte- fællernes særlige behov. Aftalerne anses for indgået på begge ægtefællernes ansvar, med- mindre andet fremgår af omstændighederne.

Stk. 2. Hvis tredjemand indså eller burde indse, at det, som aftalen gik ud på, lå uden for, hvad der efter forholdene var rimeligt, bliver kun den ægtefælle, som har indgået aftalen, forpligtet.

Stk. 3. Stk. 1 gælder, selv om den ægte- fælle, der indgår aftalen, er mindreårig. I til- fælde som nævnt i stk. 2 bliver den mindre- årige dog ikke selv forpligtet.

Kapitel 4.

Aftaler mellem ægtefæller.

§ 10. Ægtefæller kan med de begrænsnin- ger, der følger af lovgivningen, indgå aftaler med hinanden og pådrage sig forpligtelser over for hinanden. Om aftaler vedrørende deling på skifte gælder § 17.

§ 11. Xxxxx mellem ægtefæller skal for at være gyldige gives ved ægtepagt. Dette gæl- der dog ikke sædvanlige gaver, der ikke står i misforhold til giverens kår, eller gaver, som består i livsforsikring, livrente, overlevelses- rente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også gaver, som først skal tilfalde modtageren ved indgåelse af æg- teskab med giveren.

Stk. 3. Det kan ikke ved ægtepagt eller på anden måde gyldigt aftales, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden ve- derlag skal tilfalde den anden. (Ægtepagt herom kan dog indgås med hensyn til sæd- vanligt bohave, der anskaffes til det fælles hjem).

Ægtepagter.

§ 12. Ægtepagt skal oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes af parterne for overøvrigheden eller skifteretten. En umyn- dig part skal også underskrive. Er værgens samtykke nødvendigt, skal det meddeles ved underskrift på ægtepagten.

Stk. 2. I forbindelse med underskriften eller vedkendelsen skal parterne (værgen) vejledes om deres retsstilling og virknin- gerne af ægtepagten.

Stk. 3. En ægtepagt er ugyldig, hvis for- skrifterne i stk. 1, jfr. stk. 2, ikke er op- fyldte.

Stk. 4. Ægtepagter registreres efter regler fastsat af justitsministeren. Justitsministeren kan fastsætte regler om affattelsen af ægte- pagterne og om vejledningen efter stk. 2.

§ 13. Ændring eller ophævelse af ægte- pagt skal ske ved ægtepagt.

Kapitel 5.

Skifte.

§ 14. Ved ægteskabets ophør eller separa- tion foretager skifteretten skifte mellem æg- tefællerne. Ved skilsmisse eller separation gælder dette dog kun, hvis en af ægtefæl- lerne anmoder herom.

Delingsregler.

§ 15. Ved skifte har en ægtefælle ret til forlods at udtage genstande, som udeluk- kende er bestemt til dennes personlige brug. Dette gælder, selv om disse genstande tilhø- rer den anden ægtefælle som særeje.

Stk. 2. Genstande, der er bestemt til bør- nenes brug, kan udtages forlods af den ægte- fælle, der har forældremyndigheden over børnene.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis vær- dien står i misforhold til ægtefællernes for- mueforhold, eller hvis genstanden har en særlig erindringsværdi for den anden ægte- fælle eller dennes arvinger.

§ 16. Herefter opgøres hver ægtefælles formue og gæld for sig. Der tilkommer en ægtefælle eller dennes arvinger halvdelen af hver ægtefælles nettoformue, medmindre andet følger af §§ 17-19.

Stk. 2. På rettigheder, som er uoverdrage- lige eller i øvrigt af personlig art, anvendes reglerne i stk. 1 kun i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse rettigheder.

§ 17. Ved ægtepagt om særeje kan ægte- fæller aftale:

1) at hver ægtefælle ved separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at den efterlevende ægtefælle ved dødsboskifte har ret til deling og til at

overtage boet til hensidden i uskiftet bo (skilsmissesæreje), og

2) i forbindelse med en aftale om skilsmis- sesæreje, at ejendele ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller den- nes arvinger (fuldstændigt særeje).

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele, kan tidsbe- grænses, og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.

Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen.

§ 18. En gavegiver eller arvelader kan ved gave eller arv, herunder tvangsarv, træffe til- svarende bestemmelse som efter § 17. Be- stemmelser vedrørende arv skal træffes i et testamente.

Stk. 2. Bestemmelse efter stk. 1 kan helt eller delvis ophæves af ægtefællerne ved æg- tepagt med godkendelse af overøvrigheden, når vægtige grunde, særlig hensyn til ægte- fællerne, taler derfor.

§ 19. Reglen om ligedeling og bestem- melse om særeje kan fraviges, hvis en ægte- fælle ellers vil blive stillet åbenbart urime- ligt (eventuelt: væsentlig ringere end stem- mende med billighed) navnlig efter ægtefæl- lernes økonomiske forhold og ægteskabets varighed. Fravigelse af ligedeling kan navn- lig ske, hvis en af ægtefællerne har indbragt væsentligt mere end den anden ægtefælle ved ægteskabets indgåelse eller senere ved arv eller gave.

Stk. 2. Fravigelse kan endvidere ske, hvis:

1) en ægtefælle gennem arbejde, bidrag til familiens underhold, afsavn eller på anden måde i væsentlig grad har medvir-

ket til forøgelse af den andel, der tilfal- der den anden ægtefælle, eller har med- virket til forbedring af den anden ægte- fælles stilling i øvrigt, eller

2) en ægtefælles misbrug af rådigheden over sine ejendele eller uforsvarlige ad- færd i øvrigt har medført en væsentlig formindskelse af den andel, der tilfalder den anden ægtefælle.

Stk. 3. Fravigelse efter stk. 1 og 2 kan ske til fordel for en ægtefælles arvinger, hvis hensynet til disse i særlig grad taler derfor.

§ 20. Krav efter § 19 må fremsættes i for- bindelse med skifte af ægtefællernes ejendele og påkendes af skifteretten.

Stk. 2. Kravet medregnes ikke ved opgø- relse af ægtefællernes ejendele.

(§ 00. Efter en ægtefælles død har den ef- terlevende ægtefælle altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien, sammenlagt med værdien af det, der i øvrigt tilfalder denne, udgør indtil 20.000 kr.).

Udlæg efter vurdering.

§ 21. Ved skifte efter separation eller skilsmisse kan hver ægtefælle kræve boets ejendele udlagt efter vurdering. Dette gæl- der, selv om ejendelene tilhører den anden ægtefælle.

Stk. 2. Kræver ægtefællerne samme ejen- del udlagt, skal den ægtefælle, der er ejer, have fortrinsret, jfr. dog stk. 3.

Stk. 3. Hvis det er af væsentlig betydning

for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øvrigt for den anden ægte- fælle, kan uanset stk. 2 til denne udlægges:

1) fast ejendom, der udelukkende eller ho- vedsagelig er bestemt til familiens bolig,

2) bohave, der er bestemt til det fælles hjem og andet løsøre, der er bestemt til ægtefællens personlige brug, og

3) erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.

§ 22. Ved skifte efter den ene ægtefælles død kan den længstlevende ægtefælle altid kræve ægtefællens ejendele udlagt efter vur- dering, selv om de var afdødes særeje.

§ 23. Udlæg efter §§ 21 og 22 kan ske, selv om værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende beløb må betales til den anden ægtefælle eller arvingerne. Skifteretten træffer bestem- melse om, hvorvidt beløbet skal betales kon- tant eller afdrages. Skal beløbet afdrages, fastsætter skifteretten en rente og den sik- kerhed, som efter ægtefællernes formuefor- hold skønnes passende.

§ 24. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der tilhører den ene af ægtefællerne, er be- stemt til familiens bolig, kan skifteretten på- lægge ægtefællerne eller arvingerne at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fast- sætte vilkår for lejemålet.

Kapitel 6.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestem- melser m. v.